| Tilbage | Næste |
Vi har set, at massestrejken i Rusland ikke er et kunstigt produkt af en forsætlig taktik fra socialdemokratiets side, men et naturligt historisk fænomen opstået af den nuværende revolutions grundlag. Men hvad er det for momenter, som har frembragt disse nye former for revolutionære manifestationer i Rusland?
Den russiske revolution har som sin nærmeste opgave at afskaffe absolutismen og oprette en moderne borgerligt parlamentarisk retsstat. Det er formelt nøjagtig den samme opgave, som Tyskland blev stillet overfor gennem martsrevolutionen [1] og Frankrig i den store revolution i slutningen af det 18. århundrede. Men forholdene, det historiske miljø som disse formelt analoge revolutioner har fundet sted i, er væsensforskellige fra dagens Rusland. Det afgørende er den omstændighed, at mellem disse borgerlige revolutioner i vesten og de nutidige borgerlige revolutioner i øst er en hel cyklus i den kapitalistiske udvikling tilendebragt, en udvikling der ikke bare havde omfattet de vesteuropæiske lande, men også det absolutistiske Rusland. Storindustrien med alle dens konsekvenser, den moderne klassedeling, de skarpe sociale kontraster, det moderne storbyliv og det moderne proletariat er i Rusland blevet den herskende, d.v.s. den udslaggivende produktionsform i den sociale udvikling. På dette grundlag er der imidlertid opstået den mærkværdige modsigelsesfyldte historie, at den formelt set borgerlige revolution i første række bliver gennemført af et moderne klassebevidst proletariat og i et internationalt miljø, som bærer præg af det borgerlige demokratis forfald. Det er ikke borgerskabet, der nu er det førende revolutionære element, sådan som det var i vestens tidligere revolutioner, hvor de proletariske masser opløst i småborgerlighed stillede lejetropper for borgerskabet, men omvendt: det klassebevidste proletariat er det ledende og fremaddrivende element, hvorimod de storborgerlige lag dels er direkte kontrarevolutionære, dels vagt liberale, og kun småborgerskabet på landet, ved siden af den småborgerlige intelligens i byerne er klart oppositionelt, ja, revolutionært indstillede. Det russiske proletariat, der i så høj grad er bestemt til at spille en førende rolle i den borgerlige revolution, træder selv ind i kampen fri for alle illusioner om det borgerlige demokrati, og derfor også med en stærkt udviklet bevidsthed om dets egne særlige klasseinteresser under et skarpt tilspidset modsætningsforhold mellem kapital og arbejde. Dette modsigelsesfulde forhold kommer til udtryk i den kendsgerning, at i denne formelt borgerlige revolution bliver det borgerlige samfunds modsætning til absolutismen domineret af proletariatets modsætning til det borgerlige samfund, at proletariatets kamp samtidig retter sig med samme kraft mod absolutismen som mod den kapitalistiske udbytning, at programmet for den revolutionære kamp med samme eftertryk tager sigte på den politiske frihed og på erobringen af 8-timersdagen, såvel som en menneskeværdig materiel eksistens for proletariatet. Den russiske revolutions dobbelte karakter ytrer sig i den nære forbindelse og vekselvirkning mellem den økonomiske og den politiske kamp, som vi f.eks. har lært det at kende under begivenhederne i Rusland, og som finder sit modsvarende udtryk i massestrejken.
I de tidligere borgerlige revolutioner, hvor skolingen og ledelsen af de revolutionære masser på den ene side blev besørget af de borgerlige partier, mens det på den anden side kort og godt drejede sig om at styrte den gamle regering, var den korte barrikadekamp den passende form for den revolutionære kamp. I dag, hvor arbejderklassen i løbet af den revolutionære kamp selv må komme til klarhed, selv må samle sig og føre an, og hvor revolutionen på sin side lige så meget er rettet mod den gamle statsmagt som mod den kapitalistiske udbytning, bliver massestrejken stående som det naturlige middel til at rekruttere, revolutionere og organisere de bredeste proletariske lag til aktion, og samtidig er det et middel til at underminere den gamle statsmagt og dæmme op for den kapitalistiske udbytning. Industriproletariatet i byerne er nu revolutionens sjæl i Rusland. Men for at igangsætte nogen som helst direkte politisk aktion som masse må proletariatet først samle sig som en masse, og i dette øjemed må det først og fremmest begive sig ud af fabrikker og værksteder, af skakter og højovne, det må overvinde atomiseringen og opsplitningen i enkeltværkstederne, som det er dømt til under kapitalens daglige åg. Massestrejken er altså den første impulsive form for enhver revolutionær aktion fra proletariatets side, og jo mere industrien bliver den sociale økonomis fremherskende form, jo mere fremtrædende proletariatets rolle er i revolutionen, og jo mere udviklet modsætningen er mellem arbejde og kapital, jo mægtigere og jo mere udslagsgivende må massestrejken blive. Den tidligere hovedform for de borgerlige revolutioner, barrikadeslaget, det åbne møde med statens væbnede magt, er i dagens revolution kun det yderste punkt, kun et moment i hele den proces, som den proletariske massekamp gennemløber.
Og i revolutionens nye form er man dermed også nået frem til den civilisering og mildning af klassekampen som profetisk blev forudsagt af det tyske socialdemokratis opportunister, Bernstein, David [2] og andre. Ganske vist betragtede de nævnte personer den med længsel ventede mildning og civilisering af klassekampen i de småborgerligt-demokratiske illusioners ånd, idet klassekampen udelukkende bliver begrænset til den parlamentariske kamp, og gaderevolutionen ganske enkelt bliver afskaffet. Historien har fundet løsningen på en noget mere dybtgående og finere måde: med den revolutionære massestrejkes opståen, som ganske vist ikke erstatter den nøgne brutale gadekamp fuldstændigt, og ikke gør den overflødig, men blot reducerer den til et enkelt moment i den lange politiske kampfase, knytter massestrejken samtidig forbindelsen mellem revolutionsperioden og et i ordets egentlige forstand enormt kulturarbejde: den materielle og åndelige fremgang for den samlede arbejderklasse gennem "civiliseringen" af den kapitalistiske udbytnings barbariske former.
Således fremstår massestrejken altså ikke som et specifikt russisk produkt udsprunget af absolutismen, men som en almen form i den proletariske klassekamp, som følger af den kapitalistiske udviklings nutidige stadium og af klasseforholdene. De tre borgerlige revolutioner: den store franske, den tyske martsrevolution og dagens russiske danner med dette som udgangspunkt en fortløbende udviklingskæde, hvori det kapitalistiske århundredes blomstring og nedgang afspejler sig. I den store franske revolution giver det borgerlige samfunds endnu ikke helt udviklede indre modsætninger plads for vældige kampe igennem en længere periode, hvor alle de modsætninger, som først vokser frem og modnes i revolutionens hede, raser uhindret og utvunget ud i en hensynsløs radikalisme. Det tyske borgerskabs revolution, som bryder ud midtvejs i den kapitalistiske udvikling et halvt århundrede senere, bliver allerede bremset af interessemodsætningen og ligevægten i styrkeforholdet mellem arbejde og kapital og kvalt gennem et borgerligt feudalt kompromis, hvad der reducerer det hele til en kort, ynkelig og halvvejs forstummet episode. Der går et halvt århundrede til, og vi ser dagens nutidige revolution stå på et punkt på den historiske vej, som allerede er nået op over bjerget, har passeret hen over det kapitalistiske samfunds højdepunkt, hvor den borgerlige revolution ikke mere han kvæles af modsætningen mellem borgerskab og proletariat, men tværtimod vil udfoldes videre i en ny lang periode med mægtige sociale kampe, hvorunder betalingen af den gamle regning (herunder afregningen med absolutismen) ser ud som en bagatel sammenlignet med de mange nye regninger, som revolutionen selv kommer med. Under det absolutistiske Ruslands særlige omstændigheder realiserer dagens revolution altså samtidig den internationale udviklings generelle resultater, og synes i mindre grad at være en sidste udløber af de gamle borgerlige som at være forløber for en ny serie proletariske revolutioner i vest. Netop fordi det mest tilbagestående land i så utilgivelig grad har været for sent ude med sin borgerlige revolution, viser det veje og metoder for proletariatets fortsatte klassekamp i Tyskland og i de fremskredne kapitalistiske lande.
Det må efter dette stå klart, at det også set fra denne side vil være fuldstændig forfejlet at betragte den russiske revolution på afstand som et smukt skuespil, som noget specifikt "russisk" og højst at beundre de kæmpendes heroisme, d.v.s. kampens ydre fremtrædelsesformer. Meget vigtigere er det, at de tyske arbejdere lærer at betragte den russiske revolution som deres eget anliggende, ikke blot i den forstand at det drejer sig om international klassesolidaritet med det russiske proletariat, men frem for alt som et kapitel af deres egen sociale og politiske historie. Fagforeningsledere og parlamentarikere, der betragter det tyske proletariat som værende "for svagt" og de tyske forhold for umodne til revolutionære massekampe, har åbenbart ingen anelse om, at målestokken for klasseforholdenes modenhed i Tyskland og proletariatets magt ikke ligger i de tyske fagforeningers statistikker eller i valgstatistikkerne, men i den russiske revolutions forløb. På samme måde som modenhedsgraden af de franske klassemodsætninger under julimonarkiet og junislaget i Paris afspejlede sig i den tyske martsrevolution, både i dens forløb og i dens fiasko, på samme måde afspejles i dag de tyske klassemodsætningers modenhedsgrad i den russiske revolutions eksempler, i dens magt. Og mens den tyske arbejderbevægelses bureaukrater leder efter bevis på deres styrke og modenhed i deres skrivebordsskuffer, ser de ikke, at det de leder efter ligger lige for øjnene af dem i en stor historisk åbenbaring, for historisk set er den russiske revolution en refleks af den internationale - det vil i første række sige den tyske - arbejderbevægelse.
Det ville derfor være et alt for ynkeligt og grotesk bagatelagtigt resultat af den russiske revolution, hvis det tyske proletariat blot på linje med kammeraterne Frohme, Elm og andre lånte den ydre form for kampen nemlig masse- strejken som en reservekanon, i tilfælde af at valgretten skulle blive kasseret, altså som et passivt middel i den parlamentariske offensiv. Hvis man tager valgretten fra os, når det gælder rigsdagen, så forsvarer vi os. Dette er en ganske indlysende beslutning. Men for at beslutte dette, behøver man ikke at kaste sig ud i en heltepositur á la Danton, som kammerat Elm [3] har gjort det i Jena. At forsvare de beskedne mål af parlamentaristiske rettigheder, som man allerede sidder inde med, er noget langt mindre end den himmelstormende fornyelse, som behøvede den russiske revolutions frygtelige ofre til incitament - det er blot ethvert oppositionspartis første og enkleste pligt. Men den rene defensiv må aldrig alene være udtømmende for proletariatets politik i en revolutionsperiode. Og når det på den ene side er vanskeligt at forudse med sikkerhed, om likvideringen af den almindelige valgret i Tyskland vil skabe en situation, som absolut vil fremkalde en massestrejkeaktion med det samme, så er det på den anden side ganske sikkert, at så snart vi er trådt ind i en periode med omfattende masseaktioner i Tyskland, vil det blive umuligt for socialdemokratiet at bygge sin taktik udelukkende på en parlamentarisk defensiv. At bestemme foranledningen og momentet på forhånd for udbruddet af massestrejker i Tyskland, ligger uden for socialdemokratiets magt, fordi det ligger udenfor dets magt at skabe historiske situationer gennem partibeslutninger. Hvad det derimod kan og må gøre, er at klarlægge de politiske retningslinjer for disse kampe, når de engang indtræffer, og at formulere det i en beslutsomt og konsekvent taktik. Man holder ikke de historiske begivenheder i tømme ved at lave forskrifter for dem, men ved at gøre sig deres sandsynlige og beregnelige konsekvens bevidst og indrette sin egen handlemåde derefter.
Den truende politiske fare, som den tyske arbejderbevægelse i en række år først og fremmest har set i øjnene, er et statskup fra reaktionens side med henblik på at vriste den vigtigste politiske rettighed, nemlig retten til at deltage i rigsdagsvalgene, fra de brede lag blandt den arbejdende befolkning. På trods af den uhyre rækkevidde, som denne eventuelle begivenhed vil få, er det som sagt umuligt med bestemthed at hævde, at der som følge af et sådant statskup straks derefter bryder en åben folkebevægelse frem i form af en massestrejke, fordi utallige omstændigheder og momenter, som er med til at bestemme situationen under en massebevægelse, er ukendte for os i dag. Men når man tænker på, hvordan situationen i dag i Tyskland er blevet tilspidset til det yderste, på de mangfoldige internationale følger, den russiske revolution har fået, og endelig på det kunstigt fornyede Rusland, så står det klart, at den omvæltning i tysk politik, der ville opstå af en forkastelse af retten til at deltage i rigsdagsvalg, ikke ville kunne blive stående ved kampen om denne valgret alene. I løbet af en kortere eller længere periode, ville et sådan statskup med elementær magt snarere trække et stort alment opgør med brødspekulanterne med sig, et opgør med de kunstigt forhøjede kød- priser, med hele den udpining, der er en følge af den grænseløse oprustning til lands og til vands, med korruptionen i kolonipolitikken, med den nationale skændsel som processerne i Königsberg [4] indebærer, med stilstanden i socialreformen og med jernbanefolkenes, postfunktionærernes og landarbejdernes retsløshed, med forhånelsen og bedraget over for bjergværksarbejderne, med Löbtauerdomme [5] og hele klassejustitsen, med det brutale lockoutsystem - kort og godt med hele det tryk som de øst-elbiske junkere og storkapitalistiske kartelherrer i fællesskab har udøvet gennem tyve år.
Men når stenen endelig begynder at rulle, så kan den ligegyldigt om socialdemokratiet ønsker det eller ej, ikke mere bringes til standsning. Modstanderne af massestrejken plejer at afvise læren og eksemplerne fra den russiske revolution med en påpegning af, at de overhovedet ikke er retningsgivende, først og fremmest fordi der først måtte foregå et mægtigt spring fra et orientalsk despoti ind i en moderne borgerlig retsorden. Den formelle afstand mellem den gamle og den nye politiske orden skal tjene som tilstrækkelig forklaring på voldsomheden og magtanvendelsen under revolutionen i Rusland. I Tyskland har vi forlængst retsstatens nødvendigste former og garantier, og derfor skulle en så elementær udladning af de sociale modsætninger være en umulighed her. De, der tænker på denne måde, glemmer imidlertid, at hvis der engang bryder åbne politiske kampe ud i Tyskland, så vil det historisk betingede mål være et ganske andet, end det i dag er i Rusland. Netop fordi den borgerlige retsorden har eksisteret længe i Tyskland, fordi den altså til fulde havde tid til at blive udtømt og nu er på retur, fordi det borgerlige demokrati og liberalismen har haft tid til at dø ud, kan der ikke længere være tale om en borgerlig revolution i Tyskland. Og derfor kan det i en periode med åbne politiske folkekampe nu kun handle om proletariatets diktatur i Tyskland som det sidste historiske nødvendige mål. Den afstand, der er mellem denne opgave og de nuværende tilstande i Tyskland, er imidlertid langt voldsommere end afstanden mellem den borgerlige rets- orden og det orientalske despoti, og derfor kan denne op- gave heller ikke fuldbyrdes på én gang, men må gennem en lang periode med gigantiske sociale kampe.
Men ligger der ikke et skarpt modsætningsforhold gemt i de perspektiver, som her trækkes op? Det hedder på den ene side, at i en eventuel fremtidig periode med politisk masseaktion vil de mest tilbagestående lag af det tyske proletariat, landarbejderne, jernbanefolkene og postslaverne først erobre retten til at organisere sig, at udbytningens værste gevækster først må blive overvundet, mens på den anden side den politiske opgave i denne periode allerede skal være den politiske magterobring ved hjælp af proletariatet! På den ene side økonomisk faglig kamp for de nære interesser, for at forbedre arbejderklassens materielle situation, på den anden side socialdemokratiets yderste endemål! Javist, det er krasse modsigelser, men ikke modsigelser i vort ræsonnement, men derimod modsigelser i den kapitalistiske udvikling. Den forløber ikke efter en smuk lige linje, men i en skarp zig-zag-linje som et lyn. På samme måde som de forskellige kapitalistiske lande repræsenterer de forskellige stadier i udviklingen, forholder det sig inden for hvert enkelt lands forskellige lag af den samme arbejderklasse. Historien venter imidlertid ikke tålmodigt på, at de mest tilbagestående lande og lag får indhentet de mest fremskredne, så at alt kan bevæge sig symmetrisk videre som en stram kolonne. Den lader det allerede komme til eksplosioner på de mest udsatte punkter, så snart forholdene er modne dertil, og i den revolutionære periodes storm bliver det forsømte på få dage og måneder indhentet, det ulige udlignet, og det samlede sociale fremskridt med et ryk flyttet et stort skridt videre.
Som i den russiske revolution, hvor interesserne i alle lag og på alle udviklingstrin i arbejderbefolkningen samles i det socialdemokratiske program for revolutionen og i de mange enkelte kampe i proletariatets store klasseaktion, således vil det også ske i Tyskland, når tiden er moden dertil. Og socialdemokratiets opgave vil herefter være at indrette sin taktik ikke efter de mest tilbagestående udviklingsfaser, men efter de mest fremskredne.
[1]: