Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

VI. Gens og stat i Rom

Det fremgår af sagnet om Roms grundlæggelse, at den første bosættelse skete ved et antal latinske genser (efter sagnet hundrede), der var forenet til en stamme, hvortil der snart sluttede sig en sabellisk stamme, der ligeledes skal have talt hundrede genser, og endelig en tredie, af forskellige elementer sammensat stamme, også angiveligt på hundrede genser. Hele fortællingen viser ved første blik, at der ikke var meget andet tilbage af de oprindelige forhold end gensen, og denne selv var i mange tilfælde kun en aflægger af modergensen, som stadig bestod i det gamle hjemland. Stammerne viser tydelige tegn på kunstig sammensætning, dog mest af beslægtede elementer og med den gamle naturgroede, ikke lavede stamme som forbillede; herved er det ikke udelukket, at kernen af hver af de tre stammer kan være en virkelig, ældre stamme. Mellemleddet, fratrien, består af ti genser og hedder kurie; af dem var der altså tredive.

At den romerske gens er den samme institution som den græske, er en anerkendt ting; hvis den græske er en videredannelse af den samme samfundsenhed, som de amerikanske rødhuder viser os, så gælder dette uden videre også for den romerske. Vi kan altså fatte os i større korthed her.

Den romerske gens havde i det mindste i den ældste tid følgende forfatning:

1. Gensfællernes gensidige arveret; formuen blev i gensen. Da faderretten var herskende i den romerske gens som i den græske, var efterkommere i den kvindelige linie udelukkede. Efter de tolv tavlers lov, den ældste skrevne romerske ret, vi har kendskab til, arvede først og fremmest børnene som livsarvinger; i mangel af børn agnaterne (slægtninge i mandlig linie); og hvis de ikke fandtes, gensfællerne. I alle tilfælde blev formuen i gensen. Vi ser her, hvorledes nye retsbestemmelser, der er forårsaget af den forøgede rigdom og monogamiet, trænger ind i gensens skik og brug: gensfællernes oprindelige lige arveret bliver først - som ovenfor omtalt sandsynligvis tidligt - i praksis begrænset til agnaterne, endelig til børnene og deres efterkommere i mandslinie. I de tolv tavler viser dette sig naturligvis i omvendt orden.

2. Besiddelse af en fælles begravelsesplads. Den patriciske gens Claudia fik ved sin indvandring fra Regili til Rom anvist et stykke land for sig selv og dertil inde i byen en fælles begravelsesplads. Endnu under Augustus blev den i Teutoburgerskoven faldne Varus' hoved, som var blevet bragt til Rom, bisat i gentilitius tumuluss [1] ; gensen (Quinctilia) havde altså endnu en særlig gravhøj.

3. Fælles religiøse højtideligheder. Disse, sacra gentilitia, er velkendte.

4. Forpligtelse til ikke at indgå ægteskab inden for gensen. I Rom synes dette aldrig at være blevet forvandlet til en skreven lov, men skikken holdt sig. Af de utallige romerske ægtepar, hvis navne er opbevarede, har ikke et eneste samme gensnavn for mand og kone. Arveretten beviser ligeledes denne regel. Kvinden mister ved sit ægteskab sine agnatiske rettigheder og træder ud af sin gens; hverken hun eller hendes børn kan arve hendes fader eller hans brødre, fordi faderens gens da ville miste sin arvelod. Dette er der kun mening i under den forudsætning, at konen ikke kan ægte nogen af sine gensfæller.

5. En fælles jordejendom. En sådan var i oldtiden altid for hånden, så snart stammelandet begyndte at blive delt. Blandt de latinske stammer finder vi jorden dels i stammens besiddelse, dels i gensens og dels i husholdningernes, som dengang næppe var enkeltfamilier. Romulus skal have foretaget de første uddelinger af land til enkeltpersoner, omtrent en hektar (to jugera) til hver. Dog finder vi senere endnu jordejendom på gensernes hænder, for ikke at tale om statsjorden, hvorom hele republikens indre historie drejer sig.

6. Gensfællernes forpligtelse til gensidig beskyttelse og bistand. Den skrevne historie viser os kun rester heraf; den romerske stat optrådte straks fra begyndelsen med en sådan overmagt, at retten til at beskytte mod forurettelse gik over på den. Da Appius Claudius blev fængslet, anlagde hele hans gens sorg, selv de, der var hans personlige fjender. På den anden puniske krigs tid sluttede genserne sig sammen for at løskøbe deres krigsfangne gensfæller; senatet forbød dem det.

7. Ret til at bære gensnavnet. Denne ret vedblev at bestå til ind i kejsertiden. Man tillod de frigivne at bære deres tidligere herrers gensnavn, dog uden gensrettigheder.

8. Ret til at adoptere fremmede i gensen. Dette skete ved adoption ind i en familie (ligesom hos indianerne), som så førte adoption i gensen med sig.

9. En ret til at vælge og afsætte forstanderen bliver intetsteds omtalt. Men da alle embeder i Roms første tid blev besat ved valg eller udnævnelse, fra valgkongen nedefter, og også kuriernes præster blev valgt af disse, så kan vi vel antage det samme om forstanderne for genserne - i hvor høj grad det end allerede måtte være blevet en regel at vælge ud af en og samme familie.

Det var en romersk gens' rettigheder. Med undtagelse af den allerede fuldførte overgang til faderretten giver de et tro spejlbillede af en irokesisk gens' rettigheder og pligter; også her »stikker irokeseren umiskendelig hovedet frem«.

Hvilken forvirring, der endnu i vor tid råder med hensyn til den romerske gensordning, selv blandt vore mest anerkendte historieskrivere, vil jeg kun give et eksempel på. I Mommsens afhandling over de romerske egenavne på den republikanske og augustinske tid (Romische Forschungen [2] , Berlin 1864, 1. bind) hedder det: »Foruden samtlige mandlige slægtsfæller, naturligvis med udelukkelse af slaverne, men indbefattet de adopterede og de 'beskyttede', tilkommer slægtsnavnet også kvinderne... Stammen (som Mommsen har oversat gens med) er ... et samfund, som er fremgået af en fælles - virkelig eller formodet eller også fingeret - nedstamning og forenet gennem fest-, grav- eller arvefællesskab, som alle personligt fri individer, altså også kvinderne, må og skal regne sig som hørende til. Det falder dog vanskeligt at bestemme de gifte kvinders slægtsnavne. Denne bestemmelse bliver ganske vist overflødig, så længe kvinden kun må gifte sig med en slægtsfælle; og det har bevisligt i lange tider været vanskeligere for kvinderne at gifte sig uden for end inden for slægten, eftersom denne ret, gentis enuptio [3] , endnu i det 6. århundrede blev givet bort som en personlig forret, til belønning ... Men hvor den slags ægteskab udenfor gensen forekom, må kvinden i den ældste tid dermed være gået over i mandens stamme. Intet er sikrere, end at kvinden i det gamle religiøse ægteskab trådte helt ind i det retslige og sakrale fællesskab, som manden hørte til, og ud af sit eget. Hvem ved ikke, at den gifte kvinde aktivt og passivt mistede sin arveret over for sine gensfæller, hvorimod hun trådte i arveforbund med sin mand, sine børn og disses gensfæller overhovedet? Og når hun adopteres af sin mand og træder ind i hans familie, hvorledes skulle hun da kunne stå som fremmed i hans slægt?« (s. 9-10).

Mommsen påstår altså, at de romerske kvinder, der tilhørte en gens, oprindeligt kun kunne gifte sig inden for deres gens, den romerske gens har altså været endogam, ikke exogam. Denne mening, som er i modstrid med alle erfaringer fra andre folkeslag, er hovedsagelig, for ikke at sige udelukkende, grundet på et eneste, meget omstridt sted hos Livius (bog XXXIX, c. 19), ifølge hvilket senatet i det stadens år 568, 186 før vor tidsregning, besluttede, uti Feceniae Hispallae datio, deminutio, gentis enuptio [3] , tutoris optio item esset quasi ei vir testamento dedisset; utique ei ingenio nubere liceret, neu quid ei qui cam duxisset, ob id fraudi ignominiaeve esset - at Fecenia Hispalla skulle have ret til at disponere over sin formue, at formindske den, at gifte sig uden for gensen, og at vælge sig en formynder, ganske som om hendes (afdøde) mand havde overdraget hende denne ret ved et testamente; at hun måtte ægte en fribåren mand, og at det ikke skulle regnes for en dårlig handling eller vanære for nogen at tage hende til ægte.

Man giver altså uden tvivl her Fecenia, en frigiven, ret til at gifte sig uden for gensen. Og ligeså utvivlsomt havde herefter ægtemanden ret til i sit testamente at overdrage sin kone retten til at gifte sig uden for gensen. Men uden for hvilken gens?

Hvis kvinden var nødt til at gifte sig inden for sin gens, som Mommsen antager, så forblev hun også efter sit giftermål i denne gens. Men for det første er dette påståede endogami i gensen netop det, som må bevises. Og for det andet, når kvinden skulle gifte sig i gensen, så måtte manden naturligvis også, da han jo ellers ikke fik nogen kone. Vi finder da, at manden kunne testamentere sin kone en ret, han selv for sit eget vedkommende ikke havde, vi ender da i en retslig urimelighed. Mommsen har også en følelse af dette og formoder derfor: »For at kunne gifte sig uden for gensen krævedes retsligt vel ikke blot magthavernes samtykke, men samtlige gensfællers« (s. 10, note). Det er for det første en meget dristig formodning, og for det andet strider det imod stedets klare ordlyd; senatet giver hende denne ret i mandens sted, det giver hende udtrykkelig hverken mere eller mindre, end hendes mand havde kunnet give hende, men hvad det giver hende er en absolut ret, som ikke er underkastet nogen anden indskrænkning; når hun gør brug af den, skal hendes nye mand heller ikke lide under den; den pålægger endog de samtidige og fremtidige konsuler og prætorer at drage omsorg for, at der ikke tilføjes hende nogen fortræd for dens skyld. Mommsens antagelse synes altså helt igennem utilladelig.

Eller også: kvinden ægtede en mand fra en anden gens, men bliver selv i den gens, hvori hun er født. I så fald havde, ifølge ovennævnte sted, hendes mand haft ret til at tillade konen at gifte sig ud af sin egen gens. Det vil sige, han havde haft ret til at træffe bestemmelser i anliggender, der vedrørte en gens, han slet ikke hørte til. Sagen er så meningsløs, at det ikke er værd at spilde flere ord på den.

Tilbage bliver altså kun den antagelse, at konen i sit første ægteskab har giftet sig med en mand fra en anden gens og ved sit giftermål uden videre er trådt over i sin mands gens, hvad Mommsen i virkeligheden også indrømmer skete i sådanne tilfælde. Så er hele sammenhængen straks klar. Kvinden, som ved sit ægteskab er revet løs fra sin gamle gens og optaget i mandens nye gensforbund, indtager en ganske særlig stilling her. Hun er nok gensfælle, men ikke blodbeslægtet; måden, hvorpå hun er blevet optaget, udelukker hende på forhånd fra ethvert ægteskabsforbud inden den gens, hun lige har giftet sig ind i; hun er endvidere optaget i gensens ægteskabsforbund, arver ved sin mands død hans formue, altså en gensfælles formue. Hvad er naturligere, end at denne formue bliver i gensen, at hun altså skal være forpligtet til at gifte sig med en af sin første mands genfæller og ikke med nogen anden? Og når der skal gøres en undtagelse, hvem er da mere kompetent til at bemyndige hende dertil end den, som testamenterede hende denne formue, hendes første mand? I det øjeblik, han testamenterer hende sin del af formuen og samtidig tillader hende ved ægteskab eller på grund af ægteskab at overføre denne formuedel til en fremmed gens, tilhører denne formue ham endnu, han disponerer altså bogstaveligt kun over sin ejendom. Hvad konen selv angår og hendes forhold til sin mands gens, så er det ham, der ved en fri viljesakt - giftermålet - har indført hende i denne gens; det synes derfor lige så naturligt, at han må være den rette til at bemyndige hende til at træde ud af denne gens gennem et nyt giftermål. Kort sagt, sagen synes enkel og selvindlysende, så snart vi lader den forunderlige forestilling om den endogame romerske gens falde og ligesom Morgan opfatter den som oprindelig exogam.

Der er endnu en sidste antagelse tilbage, som også har fundet sine forsvarere, og vel nok de talrigste: stedet siger kun, at »frigivne piger (libertae) ikke' uden særlig bevilling e gente enubere (kan gifte sig uden for gensen) eller foretage sig nogen anden handling, der, forbundet med capitis deminutib minima [4] , ville bevirke liberta'ens udtræden af gensforbundet«. (Lange, Romische Altertomer s4, Berlin 1856, 1, s. 195, hvor Huschke påberåbes angående vort Livius-citat). Er denne antagelse rigtig, så beviser det pågældende sted endnu mindre om de fribårne romerinders forhold, og så kan der netop slet ikke være tale om nogen forpligtelse for dem til at gifte sig inden for gensen.

Udtrykket enuptio gentis forekommer kun dette ene sted og ellers ikke mere i hele den romerske litteratur; ordet enubere, gifte sig udenfor, kun tre gange, ligeledes hos Livius, og så ikke med hentydning til gensen. Den fantasi, at romerinderne kun måtte gifte sig inden for gensen, skylder kun dette ene sted sin eksistens. Den kan imidlertid absolut ikke opretholdes. Thi enten hentyder stedet til særlige indskrænkninger for frigivne, og så beviser det intet for de fribårne (ingenuae) eller det gælder også for fribårne, og så beviser det snarere, at kvinden i reglen giftede sig uden for sin gens, men ved giftermålet trådte over i sin mands gens, altså mod Mommsen og for Morgan.

Endnu næsten tre hundrede år efter Roms grundlæggelse var gensbåndene så stærke, at en patricisk gens, fabiernes, med senatets samtykke kunne foretage et krigstogt på egen hånd mod nabobyen Veji. 306 fabier skal være draget ud og alle dræbt i et baghold; en eneste dreng, som var blevet hjemme, har forplantet gensen videre.

Ti genser dannede, som sagt; en fratria, som her hedder kurie, og som fik mere betydningsfulde offentlige bemyndigelser end den græske fratria. Hver kurie havde sine egne religionsøvelser, helligdomme og præster; disse sidste dannede samlet et af de romerske præstekollegier. Ti kurier dannede en stamme, der sandsynligvis ligesom de øvrige latinske stammer oprindeligt havde en valgt forstander - hærfører og ypperstepræst. De tre stammer udgjorde tilsammen det romerske folk, populus romanus.

Kun den kunne altså tilhøre det romerske folk, som var medlem af en gens og derigennem af en kurie og en stamme. Dette folks første forfatning var følgende: De offentlige anliggender besørgedes først og fremmest af senatet, der, som Niebuhr først rigtig har set, var sammensat af forstanderne for de tre hundrede genser; netop i deres egenskab af gensernes ældste kaldtes de fædre, patres, og deres forsamling senat (de ældstes råd, af senex, gammel). Det vanemæssige valg ud af stadig samme familie i hver gens kaldte også her den første stammeadel til live; disse familier kaldte sig patriciere og gjorde fordring på at have eneret til at træde ind i senatet og i alle andre embeder. At folket med tiden fandt sig i denne fordring, og at den forvandledes til en virkelig ret, udtrykker sagnet således, at Romulus har tildelt de første senatorer og deres efterkommere patriciatet med dets privilegier. Senatet skulle, i lighed med det athenske bule, afgøre mange sager og foretage en første behandling af de mere vigtige anliggender og navnlig af de nye love. Disse blev færdigbehandlet af folkeforsamlingen, kaldet comitia curiata (kuriernes forsamling). Folket mødte op grupperet i kurier, i hver kurie sandsynligvis efter genser, ved afgørelsen havde hver af de tredive kurier en stemme. Kuriernes forsamling antog eller forkastede alle love, valgte alle højere embedsmænd, indbefattende rex (såkaldte konger), erklærede krig (men senatet sluttede fred) og traf afgørelse som højeste ret, på parternes opfordring, i alle tilfælde, hvor det drejede sig om at idømme en romersk borger dødsstraf. - Endelig stod ved siden af senatet og folkeforsamlingen rex, der svarede nøjagtigt til den græske basileus og på ingen måde var den næsten enerådende konge, som Mommsen fremstiller ham [5] . Også han var hærfører, ypperstepræst og retsformand i visse retter. Civilrettigheder eller magt over borgernes liv, frihed og ejendom havde han absolut ikke, med mindre den udsprang af hærførerens disciplinære myndighed eller retsformandens domsmagt. Embedet som rex var ikke arveligt; han blev tværtimod, sandsynligvis efter forslag af forgængeren i embedet, først valgt af kuriernes forsamling og derefter højtideligt indsat af en følgende forsamling. At han også kunne afsættes, beviser Tarquinius Superbus' skæbne.

Ligesom grækerne på heltetiden levede også romerne på de såkaldte kongers tid i et militært demokrati, der var grundet på genser, fratrier og stammer og havde udviklet sig deraf. Om også kurierne og stammerne til dels var kunstige dannelser, var de dog formede efter de ægte, oprindelige forbilleder i det samfund, hvoraf de var udgået, og som omgav dem på alle sider. Om også den oprindelige patriciske adel allerede havde vundet terræn, om også reges (kongerne) efterhånden forsøgte at udvide deres rettigheder - det ændrer ikke forfatningens oprindelige grundkarakter, og det er kun den, det kommer an på.

Imidlertid forøgedes befolkningen i byen Rom og det romerske ved erobringer udvidede område, dels ved indvandring, dels med indbyggere i de undertvungne, hovedsagelig latinske landstrækninger. Alle disse nye statsmedlemmer (spørgsmålet om klienterne lader vi ligge her) står uden for de gamle genser, kurier og stammer, og danner altså ikke nogen del af populus romanus, det egentlige romerske folk. De var personligt fri mennesker, kunne eje jordejendom, måtte betale skat og yde krigstjeneste. Men de kunne ikke beklæde embeder, og de kunne hverken tage del i kuriernes forsamling eller i fordelingen af de erobrede statsjorder. De udgjorde den fra alle offentlige rettigheder udelukkede plebs. Ved sit stadig voksende antal, sin militære uddannelse og bevæbning blev den til en truende magt over for det gamle, mod al tilvækst udefra nu omhyggeligt afspærrede populus. Dertil kom, at jordejendommen synes at have været delt temmelig ligeligt mellem populus og plebs, mens den rigtignok endnu ikke særligt udviklede købmands- og industrielle rigdom vel overvejende fandtes hos plebs.

Ved det dybe mørke, hvori Roms fuldstændig sagnagtige urhistorie er hyllet - et mørke, der bliver betydeligt forstærket ved de senere, juridisk dannede kildeskriftforfatteres rationalistisk-pragmatiske tydningsforsøg, er det umuligt at sige noget bestemt om hverken tid, forløb eller anledning til den revolution, som gjorde ende på den gamle gensforfatning. Kun eet er sikkert, at årsagen til den lå i kampene mellem plebs og populus.

Den nye forfatning, der tilskrives Rex Servius Tullius og støttede sig til græsk mønster, navnlig Solon, skabte en ny folkeforsamling, som uden forskel indlod eller udelukkede populus og plebejerne, eftersom de ydede krigstjeneste eller ikke. Hele det våbenpligtige mandskab blev delt i seks klasser efter deres formue. Den mindste ejendom i hver af de seks klasser var: I. 100.000 as; II. 75.000; III. 50.000; IV. 25.000; V. 11.000; efter Dureau de la Malle omtrent lig med 14.000, 10.500, 7.000, 3.600 og 1.570 mark. Den sjette klasse, proletarerne, bestod af de mindst velhavende, som var fri for tjeneste og skatter. I den nye folkeforsamling af centurierne (comitia centuriata) trådte borgerne an på militær vis, kompagnivis i deres centurier på hundrede mand, og hver centurie havde een stemme. Nu stillede imidlertid den første klasse 80 centurier, den anden 22, den tredie 20, den fjerde 22, den femte 30 og den sjette for et syns skyld også een. Dertil kom de af de rigeste stillede ryttere med 18 centurier; tilsammen 193; stemmemajoritet: 97. Nu havde rytterne og første klasse tilsammen alene 98 stemmer, altså majoriteten; var de enige, blev de øvrige slet ikke spurgt, den gyldige beslutning var vedtaget. Til denne nye centurieforsamling overgik nu alle den tidligere kurieforsamlings politiske rettigheder (undtagen nogle, der kun eksisterede af navn); kurierne og de genser, hvoraf de bestod, blev derved ligesom i Athen degraderet til rene private og religiøse broderskaber, i hvilken form de længe vedblev at føre en vegeterende tilværelse, mens kuriernes forsamling snart sov helt ind. For også at fortrænge de tre gamle slægtsstammer fra staten, indførtes fire stedstammer, som hver beboede en fjerdedel af staden, med en række politiske rettigheder. Allerede før afskaffelsen af det såkaldte kongedømme, var altså også Roms gamle samfundsordning, som hvilede på personlige blodsbånd, sprængt, og en ny, virkelig statsforfatning, der var grundet på inddeling efter bopæl og forskel i formue, sat i stedet. Den offentlige magt bestod her af det krigstjenestepligtige borgerskab, overfor ikke blot slaverne, men også de såkaldte proletarer, som var udelukket fra tjeneste i hæren og fra bevæbning. Inden for denne nye forfatning, der blot blev yderligere udviklet ved fordrivelsen af den sidste Rex Tarquinius Superbus, der tilranede sig en virkelig kongemagt, og ved erstatningen af rex med to hærførere (konsuler) med ens embedsmyndighed (ligesom hos irokeserne) - inden for denne forfatning bevæger hele den romerske republiks historie sig med alle dens kampe mellem patriciere og plebejere om adgangen til embederne og delagtighed i statsjorderne, med patricieradelens endelige opgåen i den nye klasse af store jord- og pengeejere, som lidt efter lidt opslugte de ved krigstjenesten ruinerede bønders hele jordejendom, dyrkede de således opståede umådelige godser ved hjælp af slaver, affolkede italien og derved åbnede døren ikke blot for kejserdømmet, men også for dets efterfølgere, de tyske barbarer.


Noter

[1]: Gentilgravhøj. – Red.

[2]: Th. Mommsen: »Romische Forschungen«, 2. udgave, 1-II, Berlin 1864/78. – Red.

[3]: Ægteskab uden for gensen. – Red.

[4]: Ægtsskab uden for gensen. – Red.

[5]: Det latinske rex er det samme som det keltisk-irske righ (stammeforstander) og det gotiske reiks; at dette tillige, som oprindeligt vort fyrste (d.v.s. ligesom engelsk first, dansk første) betød gens- eller stammeforstander, fremgår_ af, at goterne allerede i det 4. århundrede havde et særligt ord for den senere konge, hærføreren for hele folket: thiudans. Artaxerxes og Herodes hedder i lJlfilas' bibeloversættelse aldrig reiks, men thiudans, og kejser Tiberius' rige ikke reiki, men thiudinassus. I navnet på den gotiske thiudans, eller som vi unøjagtigt oversætter det, kong Thiudareik, Theodorich, d.v.s. Dietrich, flyder begge benævnelser sammen. (Note af Engels).


Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere