Diskussion om overgangsprogrammet

I 1938 blev Fjerde Internationale formelt grundlagt, som et resultat af Venstreoppositionens arbejde for at danne en ny Internationale. På Fjerde Internationales grundlæggelseskonference blev dokumentet Kapitalismens dødskamp og Fjerde Internationale (Overgangsprogrammet) vedtaget. Forud for vedtagelsen af dette dokument gik månedlange diskussioner med blandt andre lederne af den amerikanske sektion, Socialist Workers Party.

Udgivet første gang: Fourth International i februar 1946 (stenogram af én af disse diskussioner fra den 7. juni 1938).
Oversættelse: Bertel Nygaard fra Fourth International i februar 1946.
På dansk: Ukendt.
Online version: Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.


Diskussion om overgangsprogrammet

Trotskij: Programmets betydning er partiets betydning. Partiet er klassens avantgarde. Partiet dannes gennem udvælgelse af de mest bevidste, mest avancerede, mest hengivne elementer, og partiet kan spille en vigtig historisk rolle, som ikke står i noget direkte forhold til dets talmæssige styrke. Det kan være et lille parti og spille en stor rolle. I den russiske revolution i 1905, for eksempel, havde den bolsjevikiske fraktion ikke mere end 10.000 medlemmer, mensjevikkerne 10-12.000, højt regnet. Dengang tilhørte de samme parti, så partiet som helhed havde ikke mere end 20-22.000 arbejdere. Partiet ledede sovjetterne over hele landet takket være dets rigtige politik og dets sammenhængskraft. Man kan indvende, at forskellen mellem russerne og amerikanerne, eller et hvilket som helst andet gammelt kapitalistisk land, var, at det russiske proletariat var et helt nyt, uprøvet proletariat uden nogen tradition for fagforeninger og konservativ reformisme. Det var en ung, ny, uprøvet arbejderklasse, som havde brug for ledelse og som søgte denne ledelse; og til trods for, at partiet som helhed ikke havde flere end 20.000 arbejdere, ledte dette parti 23 millioner arbejdere i kampen.

Hvad er så partiet? Hvori består dets sammenhængskraft? Denne sammenhængskraft er en fælles forståelse af begivenhederne, af opgaverne. Og denne fælles forståelse – det er partiets program. Ligesom moderne arbejdere ikke kan arbejde uden redskaber, ligeså lidt som barbarerne kunne, således er programmet redskabet i partiet. Uden programmet må hver enkelt arbejder finde på sine egne redskaber, finde redskaber, andre har fundet på, og det ene modsiger det andet. Kun når vi har avantgarden organiseret på grundlag af en fælles opfattelse, kan vi handle.

Man kan sige, at vi ikke har haft et program før i dag. Alligevel handlede vi. Men dette program blev formuleret i henhold til forskellige vedtægter, forskellige beslutninger osv. I denne forstand er programudkastet ikke en ny opfindelse; det er ikke en enkelt mands skrift. Det er sammenfatningen af et kollektivt arbejde frem til i dag. Men sådan en sammenfatning er absolut nødvendig for at give kammeraterne en forestilling om situationen, en fælles forståelse. Småborgerlige anarkister og intellektuelle er bange for at give deres tilslutning til, at partiet skal have fælles idéer, en fælles holdning. Derimod ønsker de moralske programmer. Men for os er dette program reslutatet af fælles erfaring. Det påtvinges ikke nogen, for hvem som helst, der tilslutter sig partiet, gør det frivilligt.

Jeg tror, det er vigtigt i denne forbindelse at understrege, hvad vi mener med frihed i modsætning til nødvendighed. Det er meget ofte en småborgerlig opfattelse, at vi skulle have en fri individualitet. Det er kun en indbildning, en vildfarelse. Vi er ikke frie. Vi har ingen fri vilje i den metafysiske filosofis betydning. Når jeg vil drikke et glas øl, handler jeg som en fri mand, men jeg opfinder ikke behovet for øl. Det kommer fra min krop. Jeg udfører bare handlingen. Men for så vidt som jeg forstår min krops behov og kan tilfredsstille dem bevidst, har jeg en følelse af frihed, frihed gennem forståelse af nødvendigheden. Her er den korrekte forståelse af, hvad der er nødvendigt for min krop, den eneste virkelige frihed som noget dyr har, og mennesket er et dyr.

Det samme gælder klassen. Programmet for klassen kan ikke falde ned fra himlen. Vi kan kun nå til en forståelse af nødvendigheden. I det ene tilfælde var det min krop. I det andet er det samfundets nødvendighed. Programmet udtrykker den nødvendighed, vi har lært at forstå. Og eftersom nødvendigheden er den samme for alle, der hører til klassen, kan vi nå frem til en fælles forståelse af opgaverne. Forståelsen af denne nødvendighed er programmet.

Vi kan gå videre og sige, at disciplinen i vort parti må være meget streng, fordi vi er et revolutionært parti mod en mægtig blok af fjender, der er bevidste om deres interesser. Og nu angribes vi ikke bare af borgerskabet, men også af stalinisterne, borgerskabets mest ondskabsfulde agenter. Absolut disciplin er nødvendig, men den må komme af en fælles forståelse. Hvis den påtvinges udefra, er den et åg. Hvis den kommer af en forståelse, er den et udtryk for personlighed, men ellers er den et åg. Så er disciplinen et udtryk for min frie individualitet. Der er ingen modsætning mellem personlig fri vilje og partiet, fordi jeg gik ind i det af egen fri vilje. Programmet bygger også på det grundlag, og dette program kan kun bygge på et sikkert politisk og moralsk grundlag, hvis vi forstår det fuldt ud.

Hvorfor programudkastet ikke er fuldstændigt

Programudkastet er ikke et fuldstændigt program. Man kan sige, at der i dette programudkast er ting, der mangler, og ting, som ifølge deres natur ikke hører til programmet. Ting, som ikke hører til programmet, er kommentarerne. Dette program indeholder ikke bare paroler, men også kommentarer og polemik mod modstanderne. Men det er ikke et fuldstændigt program. Et fuldstændigt program skulle indeholde en teoretisk beskrivelsre af det moderne kapitalistiske samfund i dets imperialistiske stadium – årsagerne til krisen, den stigende arbejdsløshed osv. I dette udkast er denne analyse kun kort sammenfattet i det første kapitel, fordi vi har skrevet om disse ting i artikler, bøger osv. Vi vil skrive mere og bedre. Men til praktiske formål, er det, som siges her, nok, fordi vi alle er af samme mening.

Begyndelsen af programmet er ikke fuldstændigt. Det første kapitel er kun en antydning og ikke en fuldstændig beskrivelse, fordi vi her ikke taler om social revolution, om overtagelse af magten gennem en opstand, omdannelsen af det kapitalistiske samfund til proletariatets diktatur, og omdannelsen af diktaturet til det socialistiske samfund. Dette bringer kun læseren til dørtærsklen. Det er et handlingsprogram fra i dag til begyndelsen af den socialistiske revolution. Og fra en praktisk synsvinkel er det vigtigste nu, hvorledes vi kan lede proletariatets forskellige lag i retning af den sociale revolution. Jeg har hørt, at kammeraterne i New York nu er begyndt at organisere studiekredse, der ikke blot skal studere og kritisere programudkastet, men også udvikle måder og metoder til at fremlægge programmet for masserne. Og jeg tror, at det er den bedste metode, vort parti kan anvende.

Programmet er kun den første tilnærmelse. Det er for generelt, hvad angår den måde, det fremlægges på for den internationale konference i den nærmeste periode. Det udtrykker den generelle tendens i udviklingen i hele verden. Vi har her et kort kapitel, der drejer sig om de halv-koloniale og koloniale lande. Vi har her et kapitel, der drejer sig om de fascistiske lande, et kapitel om Sovjetunionen osv. Det er klart, at de generelle karaktertræk i verdenssituationen er fælles, fordi de alle er underlagt den imperialistiske økonomis pres, men hvert land har sine særlige betingelser, og den virkelige levende politik må begynde med disse særlige betingelser i hvert land og endog i hver del af landet. Derfor er det en pligt for enhver kammerat i USA at nærme sig programmet på en meget seriøs måde.

Der er to farer, når man udarbejder et program. Den første er, at man bliver stående på et generelt abstrakt niveau og gentager de generelle paroler uden virkelig forbindelse med fagforeningerne på stedet. Det er den vej, de sekteriske abstraktioner går.

Den anden fare er den modsatte: at man i for høj grad tilpasser sig de lokale og særegne forhold og mister den generelle revolutionære linie. Jeg tror, at det i USA er den anden fare, der er mest overhængende. Jeg husker det især i spørgsmålet om militarisering, bevæbnede strejkevagter osv. Nogle kammerater var bange for, at det ikke var realistisk for arbejderne osv.

I de sidste par dage har jeg læst en fransk bog, skrevet af en italiensk arbejder, om fascismens fremvækst i Italien. Forfatteren er opportunistisk. Han var socialist, men det er ikke hans konklusioner, der er interessante, men derimod de kendsgerninger, han fremlægger. Han giver et billede af det italienske proletariat, især i årene 1920-21. Det var en mægtig organisation. De havde 160 socialistiske parlamentsmedlemmer. De havde mere end en tredjedel af kommunerne i deres hænder – de vigtigste dele af Italien var i hænderne på socialisterne, centret for arbejdernes magt. Ingen kapitalist kunne ansætte eller fyre uden fagforeningernes samtykke, og det gjaldt både landarbejdere og industriarbejdere. Det syntes at være et 49% proletariatets diktatur. Men småborgerskabets og de demobiliserede officerers reaktion på denne situation var frygtelig. Så fortæller forfatteren, hvordan de organiserede små bander under ledelse af officerer og sendte dem i busser i alle retninger. I byer med 10.000 indbyggere, som var i socialisternes hænder, kom 30 organiserede mænd ind i byen, brændte de kommunale bygninger af, brændte husene, skød lederne og påtvang dem kapitalisternes arbejdsvilkår. Derefter tog de til et andet sted og gentog det samme i hundreder og hundreder af byer, den ene efter den anden. Med disse systematiske terrorhandlinger knuste de fuldstændigt fagforeningerne og blev således herrer i Italien. De var en lille minoritet.

Fascisternes metoder

Arbejderne erklærede generalstrejke. Fascisterne sendte deres busser og ødelagde hver eneste lokale strejke, og med en lille minoritet tilintetgjorde de arbejdernes organisationer. Efter dette var der valg, og arbejderne valgte det samme antal parlamentsmedlemmer. De protesterede i parlamentet til det blev opløst. Dette er forskellen mellem formel og reel magt. Alle parlamentsmedlemmerne var sikre på, at de ville få magten, og dog blev denne mægtige bevægelse med sin store offervilje knust, smadret, nedlagt af en halv snes tusind fascister, velorganiserede, fulde af offervilje og med gode militære ledere.

I USA kan det blive anderledes, men de grundlæggende opgaver er de samme. Jeg har læst om Hagues [1] taktik. Det er en prøve på en fascistisk omstyrtelse. Han repræsenterer små pampere, som blev rasende, fordi krisen blev skærpet. Han har sin bande, som helt klart strider mod forfatningen. Dette er meget, meget smitsomt. Efterhånden som krisen skærpes, vil det brede sig over hele landet, og Roosevelt [2] , som er en meget god demokrat, vil sige: "Måske er det den eneste løsning".

Det var det samme i Italien. De havde en minister, som indbød socialisterne. Socialisterne afslog. Han lod fascisterne slippe ind. Han troede, han kunne afbalancere dem med socialisterne, men også de knuste ministeren. Nu mener jeg, at New Jersey er et meget vigtigt eksempel. Vi må benytte os af alt, men især af dette. Jeg vil foreslå en særlig artikelserie om, hvordan fascisterne sejrede. Vi kan sejre på samme måde, men vi må have en lille gruppe med den store arbejdermasses støtte. Vi må have de bedst disciplinerede, organiserede arbejdere, forsvarskomitéer, ellers bliver vi smadret. Og jeg tror ikke, at vores kammerater i USA er klar over betydningen af dette spørgsmål. En fascistisk bølge kan brede sig på 2-3 år, og de bedste arbejderledere vil blive lynchet på den værste mulige måde, ligesom negrene i Syden. Jeg tror, at terroren i USA vil blive den frygteligste af alle. Derfor må vi begynde meget beskedent, det vil sige med forsvarsgrupper, men det må sættes i gang med det samme.

Spørgsmål: Hvordan skal vi rent praktisk sætte oprettelsen af forsvarsgrupper i gang?

Trotskij: Det er meget enkelt. Har I strejkevagter under en strejke? Når strejken er forbi, siger vi, at vi må forsvare vores fagforening ved at gøre strejkevagten permanent.

Spørgsmål: Skal partiet selv skabe forsvarsgrupper med sine egne medlemmer?

Trotskij: Partiets paroler må fremføres i de områder, hvor vi har sympatisører og arbejdere, som vil forsvare os. Men et parti kan ikke skabe en uafhængig forsvarsorganisation. Opgaven er at skabe sådan en gruppe i fagforeningerne. Disse grupper må bestå af kammerater med en meget god disciplin, med gode, forsigtige ledere, som ikke så let lader sig provokere, for sådanne grupper kan let blive provokeret. Hovedopgaven i det kommende år vil blive at undgå konflikter og blodige sammenstød. Med en så lille organisation må vi reducere dem til et minimum i strejker i fredelige tider. At forhindre fascistiske møder er et spørgsmål om styrkeforholdet. Vi alene er ikke stærke, men vi foreslår en enhedsfront.

Hitler forklarer sin succes i sin bog. Socialdemokratiet var yderst stærkt. Til et socialdemokratisk møde sendte han en bande med Rudolf Hess. Han siger, at ved slutningen af mødet smed hans 30 drenge alle arbejderne ud, og de var ude af stand til at gøre modstand. Da vidste han, at han ville sejre. Arbejderne var kun organiserede til at betale kontingenter. Uden nogen som helst forberedelse på andre opgaver. Nu må vi gøre, hvad Hitler gjorde, bare modsat. Sende 40-50 mand til at opløse mødet. Dette har enorm betydning. Arbejderne bliver stålsatte, kæmpende elementer. De bliver trompeter. Småborgerskabet tænker, at dette er mennesker, som mener det alvorligt. Sikke en succes! Dette har enorm betydning – da så store dele af den brede befolkning er blinde, tilbagestående, undertrykte, kan de kun vækkes af succes. Vi kan kun vække avantgarden, denne avantgarde må så vække de andre. Derfor, gentager jeg, er det et meget vigtigt spørgsmål. Vi kan begynde i Minneapolis, hvor vi har meget dygtige, stærke kammerater, og vise hele landet.

Jeg tror, det ville være nyttigt at diskutere den del af udkastet, som ikke er tilstrækkeligt udviklet i vores tekst. Det er den generelle teoretiske del. I vores sidste diskussion bemærkede jeg, at den teoretiske del af programmet som en generel analyse af samfundet som en generel analyse af samfundet ikke er fuldstændig i dette udkast, men er erstattet af nogle kjorte antydninger. På den anden side indeholder det ikke de afsnit, der behandler revolutionen, proletariatets diktatur og opbygningen af samfundet efter revolutionen. Kun overgangsperioden er dækket. Vi har gentaget mange gange, at den videnskabelige karakter af vores aktivitet består i det forhold, at vi ikke tilpasser vores program til politiske konjunkturer eller massernes tanker eller stemninger, således som denne stemning er i dag. Vi tilpasser vores program til den objektive situation, som den udgøres af samfundets økonomiske klassestruktur. Tankegangen kan være tilbagestående; så er det partiets opgave at bringe denne tankegang overens med de objektive forhold, at få arbejderne til at forstå de objektive opgaver. Men vi kan ikke tilpasse programmet til arbejdernes tilbagestående tankegang; tankegangen, stemningen er en sekundær faktor – den primære faktor er den objektive situation. Det er grunden til, at vi har hørt den kritik og den vurdering, at visse dele af programmet ikke svarer til situationen.

Vores program må tilpasses den objektive situation

Overalt spørger jeg: Hvad bør vi gøre? Få vort program til at passe til den objektive situation eller arbejdernes tankegang? Og jeg tror, at dette spørgsmål skal stilles til hver eneste kammerat, som siger, at dette program ikke passer til den amerikanske situation. Dette program er et videnskabeligt program. Det bygger på en objektiv analyse af den objektive situation. Det kan ikke forstås af arbejderne som helhed. Det ville være meget godt, hvis avantgarden ville forstå det i den kommende periode, og de så ville vende sig mod arbejderne og sige. "I må redde jer selv fra fascismen".

Hvad forstår vi ved den objektive situation? Her må vi analysere de objektive betingelser for en social revolution. Disse betingelser er givet i Marx' og Engels' værker og er i deres inderste væsen forblevet uforandret til i dag. For det første sagde Marx engang, at intet samfund forlader sin plads, før det har fuldstændig udtømt sine muligheder. Hvad betyder dette? At vi ikke kan afskaffe et samfund med vores subjektive vilje. At vi ikke kan organisere en opstand, som blanquisterne vil. Hvad betyder "muligheder"? At et "samfund ikke kan forlade sin plads"? Så længe samfundet er i stand til at udvikle produktivkræfterne og gøre en nation rigere, forbliver det stærkt og stabilt. Sådan var det med slavesamfundet, med det feudale og med det kapitalistiske samfund.

Her kommer vi til et meget interessant punkt, som jeg tidligere analyserede i min indledning til Det kommunistiske manifest. Marx og Engels ventede en revolution i deres egen levetid. Især i årene 1848-1850 forventede de en social revolution. Hvorfor? De sagde, at det kapitalistiske system, som byggede på privat profit, var blevet en bremse på produktivkræfternes udvikling. Var dette korrekt? Både ja og nej. Det var korrekt i den forstand, at hvis arbejderne havde været i stand til at imødekomme det 19. århundredes behov og gribe magten, ville udviklingen af produktivkræfterne have været hurtigere, og nationen ville have blevet rigere. Men fordi arbejderne ikke var i stand til dette, levede det kapitalistiske system videre med sine kriser osv. Hovedretningen gik dog opad. Den sidste krig (1914-18) var et resultat af det faktum, at verdensmarkedet blev for snævert for udviklingen af produktivkræfeterne, og hver nation forsøgte at slå alle de andre tilbage og bemægtige sig verdensmarkedet til sine gene formål. Det lykkedes dem ikke, og nu ser vi, at det kapitalistiske samfund går ind i en ny fase.

Mange siger, at det var et resultat af krigen, men krigen var et resultat af den kendsgerning, at samfundet havde udtømt sine muligheder. Krigen var kun et udtryk for den manglende evne til at udvide sig yderligere. Efter krigen blev den historiske krise dybere og dybere. Kapitalistisk udvikling betød alle steder velstand og krise, men totalsummen af kriser og velstand har været en stigende kurve. Fra og med krigen ser vi velstands- og krise-cykluserne danne en nedadgående kurve. Det udtrykker nu, at dette samfund fuldstændigt har udtømt sine indre muligheder og må erstattes af et nyt samfund, eller at det gamle samfund vil synke ned i barbari, ligesom den græske og romerske civilisation – fordi de havde udtømt deres muligheder, og der ikke var nogen klasse, som kunne erstatte dem.

Tre forudsætninger for det nye samfund

Det er spørgsmålet nu, og især i USA. Den første forudsætning nu for et nyt samfund er, at produktivkræfterne må være tilstrækkeligt udviklede til at kunne sætte et højere udviklet samfund i verden. Er produktivkræfterne tilstrækkeligt udviklede til dette? Ja, de var tilstrækkeligt udviklede i det 19. århundrede – ikke så meget som nu, men tilstrækkeligt. Især i USA ville det være meget let for en god statistiker at bevise, at de amerikanske kunne fordobles eller tredobles, hvis de blev sluppet løs nu i dag. Jeg mener, at vore kammerater burde lave sådan en statistisk undersøgelse.

Den anden betingelse er, at der må være en ny progressiv klasse, som er tilstrækkeligt talrig og økonomisk indflydelsesrig til at gennemtrumfe sin vilje på samfundet. Denne klasse er proletariatet. Den må udgøre flertallet i nationen, eller den må have mulighed for at lede flertallet. I England udgør arbejderklassen det absolutte flertal. I Rusland udgjorde den et mindretal, men den havde muligheden for at lede fattigbønderne. I USA udgør den mindste halvdelen af befolkningen, men den har mulighed for at lede bønderne.

Den tredje betingelse er den subjektive faktor. Denne klasse må forstå sin stilling i samfundet og have sine egne organisationer. Det er denne betingelser, som nu mangler fra en historisk synsvinkel. Socialt er det ikke alene muligt, men absolut nødvendigt i den forstand, at det enten er socialisme eller barbari. Det er det historiske alternativ.

Vi nævnede i diskussionen, at Mr. Hague ikke er en eller anden tåbelig gammel mand, som forestiller sig, at der eksisterer et eller andet middelalderligt system i hans by. Han er den amerikanske kapitalistklasses avancerede spejder.

Jack London skrev bogen Jernhælen. Jeg anbefaler den. Den er skrevet i 1907. På det tidspunkt syntes den at være en frygtelig drøm, men nu er den absolut virkelighed. Han beskriver klassekampens udvikling i USA, hvor kapitalistklassen beholder magten gennem en frygtelig undertrykkelse. Det er et billede af fascismen. Den ideologi, han beskriver, svarer endda til Hitlers. Det er meget interessant.

I Newark begynder borgmesteren at efterligne Hague, og de er allesammen inspireret af Hague og af de store pampere. Det er absolut sikkert, at Roosevelt vil lægge mærke til, at han nu under krisen intet kan gøre med demokratiske midler. Han er ikke fascist, som stalinisterne hævdede i 1932. Men hans initiativ vil blive lammet. Hvad kan han gøre? Arbejderne er utilfredse. Han kan kun manøvrere til slutningen af sin embedsperiode og så sige farvel. En tredje embedsperiode for Roosevelt er helt udelukket. Newark-borgmesterens efterligning af Hague har en kolossal betydning. Om to eller tre år kan I have en stærk fascistisk bevægelse af amerikansk type. Hvad er Hague? Han har intet at gøre med Mussolini eller Hitler, men han er en amerikansk fascist. Hvorfor er han dukket op? Fordi samfundet ikke længere kan styres med demokratiske midler.

Det ville naturligvis være utilladeligt at blive hysterisk. Faren for, at arbejderklassen skal blive rendt over ende af begivenhederne, er indiskutabel. Men vi kan kun bekæmpe denne fare ved energisk og systematisk udvikling af vores egen aktivitet, under egnede revolutionære paroler og ikke ved fantastiske forsøg på at springe over vore egne hoveder.

Demokrati er bare de store arbejdsgiveres herredømme. Vi må nøje forstå, hvad Lundberg [3] viste i sin bog, nemlig at 60 familier regerer USA. Men hvordan? Med demokratiske midler indtil i dag. De udgør et lille mindretal, der er omgivet af middelklassen, småborgerskabet og arbejderne. De må have mulighed for at interessere middelklassen i dette samfund. De må ikke blive desperate. Det samme gælder for arbejderne. I det mindste for de højere lag. Hvis de sætter sig imod, kan de bryde de lavere lags revolutionære muligheder, og dette er den eneste måde at få demokratiet til at virke på.

Det "demokratiske" regime er kun muligt for de rige nationer

Det demokratiske regime er de mest aristokratiskes styreform. Den er kun mulig for en rig nation. Enhver britisk demokrat har ni eller ti slaver til at arbejde for sig i kolonierne. Det antikke græske samfund var et slavedemokrati. Det samme kan i en vis forstand siges om det britiske demokrati og om Holland, Frankrig og Belgien. USA har ikke direkte kolonier, men de har Latinamerika, og hele verden er en slags koloni for USA – for ikke at nævne, at de har tilegnet sig det rigeste kontinent og udviklet sig uden feudal tradition. Det er en historisk priviligeret nation. Men de priviligerede kapitalistiske nationer adskiller sig kun fra de mest "paria"-kapitalistiske nationer, hvad angår forsinkelse. Italien, den fattigste af de store kapitalistiske nationer, blev først fascistisk. Tyskland kom som nummer to, fordi Tyskland ikke har nogen kolonier eller rige lande til at hjælpe sig. På dette grundlag, og fordi arbejderne ikke kunne erstatte borgerskabet, udtømte Tyskland alle muligheder. Nu er det USA's tur – endda før Storbritannien og Frankrig.

Det er vort partis pligt at gribe fat i hver eneste amerikansk arbejder og ryste ham ti gange, så han forstår hvordan situationen er i USA. Det er ikke en konjunkturel krise, men en social krise. Vores parti kan spille en meget stor rolle. Det svære for et ungt parti i en tæt atmosfære af tidligere traditioner, hykleri, er at fremføre en revolutionær parole. "Det er for fantasifuldt". "Det passer ikke til Amerika". Men det er muligt, at dette vil ændre sig, når I fremover fremfører vort programs revolutionære paroler. Nogle vil le. Men revolutionært mod er ikke kun at blive skudt. Det er også at udholde latteren fra dumme folk, som er i flertal. Men når én af dem bliver banket af Hagues bande, vil han tænke, at det er godt at have en forsvarskomité, og hans ironiske holdning vil ændre sig.

Spørgsmål: Er arbejdernes ideologi ikke en del af de objektive faktorer?

Trotskij: For os som en lille minoritet er alt dette objektivt, også arbejdernes stemning. Men vi må analysere og klassificere de elementer i den objektive situation, som kan ændres gennem vor pen, og dem, som ikke kan ændres. Derfor siger vi, at programmet er tilpasset de funadmentale, stabile elementer i den objektive situation, og at opgaven består i at tilpasse massernes tankegang til disse objektive faktorer. At tilpasse tankegangen er en pædagogisk opgave. Vi må være tålmodige osv. Samfundets krise er givet som grundlag for vores aktivitet. Tankegangen er den politiske arena for vores aktivitet. Vi må forandre den. Vi må give en videnskabelig forklaring på samfundet og tydeligt forklare det for masserne. Det er forskellen på marxisme og reformisme.

Reformisterne har næse for, hvad publikum ønsker – ligesom Norman Thomas [5] [5] – han giver dem det. Men det er ikke seriøs revolutionær virksomhed. Vi må have mod til at være upopulære, til at sige "I er tåber", "I er dumme", "de forråder jer" og en gang imellem vække forargelse ved lidenskabeligt at fremføre vores ideer. Det er nødvendigt at ryste arbejderen nu og da, at forklare, og så ryste ham igen – det hører alt sammen med til propagandaens kunst. Men den må være videnskabelig, ikke indrettet efter massernes stemninger. Vi er de mest realistiske mennesker, fordi vi regner med kendsgerninger, som ikke kan ændres af Norman Thomas' veltalenhed. Hvis vi får umiddelbar succes, svømmer vi med massernes strøm, og den strøm er revolutionen.

Spørgsmål: Sommetider tror jeg, at vores egne ledere ikke mærker disse problemer.

Trotskij: Det drejer sig måske om to ting. Ét er at forstå, noget andet er at føle det med muskler og nerver. Det er nødvendigt nu, at vi lader os gennemtrænge af denne forståelse, at vi må ændre vores politik. Det er ikke alene et spørgsmål for masserne, men for partiet. Det er ikke alene et spørgsmål for partiet, men også for lederne. Vi havde nogle diskussioner, nogle uenigheder. Det er umuligt at nå til en stillingtagen samtidig. Der er altid gnidninger. De er uundgåelige og endda nødvendige. Det var grunden til dette program – at fremprovokere denne diskussion.

Spørgsmål: Hvor længe bør vi lade denne diskussion foregå blandt lederne?

Trotskij: Det er meget svært at sige. Det afhænger af mange faktorer. Vi kan ikke lade den foregå alt for længe. Vi må nu gennemføre denne nye orientering. Den er ny og gammel. Den bygger på al tidligere aktivitet, men nu åbner den for et nyt kapitel. Til trods for fejl, gnidninger og stridigheder åbnes der nu for et nyt kapitel, og vi må mobilisere alle vore kræfter for det med en mere energisk indstilling. Det, der er vigtigt, når programmet er endeligt fastlagt, er at kende parolerne godt og at anvende dem dygtigt, sådan at enhver bruger de samme paroler overalt i landet på samme tid. 3.000 kan give indtryk af at være 15.000 eller 50.000.

Spørgsmål: Kammerater kan rent abstrakt tilslutte sig dette program, men har vi erfarne kammerater til at føre parolerne ud blandt masserne? De tilslutter sig abstrakt, men hvad kan jeg gøre med de tilbagestående arbejdere i min fagforening?

Trotskij: Vores parti er et parti i den amerikanske arbejderklasse. I må huske, at en stærk proletarisk bevægelse, endsige en stærk proletarisk revolution, ikke er forekommet i USA. Den russiske revolution i 1917 ville vi ikke have haft mulighed for at vinde uden den i 1905. Min generation var meget ung. I tolv år havde vi en meget god lejlighed til at forstå vore nederlag og rette dem og vinde. Men selv da tabte vi igen til de nye bureaukrater. Det er grunden til, at vi ikke kan se, om vort parti direkte vil lede den amerikanske arbejderklasse til sejr. Det er muligt, at de amerikanske arbejdere, som er patriotiske, hvis levestandard er høj, vil gøre opstand og strejke. På den ene side Hague, på den anden side Lewis [4] . Det kan vare længe, i årevis, og i løbet af denne tid bliver vore folk hærdet, bliver mere sikre på sig selv, og arbejderne vil sige: "De er de eneste, der kan se vejen". Kun krig skaber krigshelte. Til at begynde med har vi udmærkede elementer, meget gode mænd, alvorligt skolede, en god stab, og ikke bare en lille stab. I denne generelle betydning er jeg fuldstændig optimistisk. Så tror jeg, at ændringen i de amerikanske arbejderes tankegang vil ske i en meget hurtig rytme. Hvad skal vi gøre? Alle er urolige, søger efter noget nyt. Det er meget gunstigt for revolutionær propaganda.

Vi må huske ikke blot de aristokratiske elementer men de fattigste elementer. De kultiverede amerikanske arbejdere har et plus og et minus ligesom engelsk sport – det er meget godt, men det er også et middel til at demoralisere arbejderne. Al den revolutionære energi bliver ofret på sport. Den blev dyrket af briterne, den mest intelligente af de kapitalistiske nationer. Sport burde være i hænderne på fagforeningerne, som en del af den revolutionære uddannelse. Men I har en stor del af ungdommen og kvinderne, som ikke er rige nok til den slags ting. Vi må have fangarme, der trænger ind over alt i de dybeste lag.

Spørgsmål: Jeg synes, partiet har gjort store fremskridt siden sidste kongres.

Trotskij: Der er blevet gennemført en meget vigtig vending. Nu er det nødvendigt at udnytte dette våben i en samlet handling. Generel, spredt agitation trænger ikke ind i de uskoledes bevidsthed. Men hvis I gentager de samme paroler, tilpasser dem til situationen, så vil gentagelsen, som er undervisningens moder, fungere på samme måde i politikken. Det sker meget ofte for ikke alene den intellektuelle, men også for en arbejder, at han tror, han forstår, hvad han har lært. Det er nødvendigt at gentage vedholdende, at gentage hver dag og overalt. Det er programudkastets opgave – at fremkalde et ensartet indtryk.


Noter

[1]: Frank P. Hague (1876-1956): Demokratisk borgmester i Jersey City i staten New Jersey. Han kombinerede politivold og private bander, hyret af virksomhedslederne, for at forhindre, at det amerikanske landsforbund CIO skulle organisere. Blokade blev forbudt, og fagforeningsagitatorer blev fængslet. På anklager om at have nægtet fagforeningsfolkene deres grundlæggende borgerrettigheder svarede Hague: "Jeg er loven!". Trotskij betragtede Hague som en fascist-spire.

[2]: Franklin D. Roosevelt (1882-1945): Demokratisk præsident i USA i fire perioder fra 1933-45. Han indførte "New Deal"-reformerne, som indebar en vis socialhjælp og en række hjælpe-projekter. Blandt andet disse var med til at dæmme op for fagforeningernes magt i USA før Anden Verdenskrig.

[3]: Ferdinand Lundberg: Forfatter. Skrev i 1937 bogen "Amerikas 60 familier" om det amerikanske økonomiske oligarki, hvor 60 umådeligt rige familier stod i spidsen. Han opdaterede bogen i 1968 under titlen "Den rige og de super-rige".

[4]: John L. Lewis (1880-1969): Præsident for minearbejdernes fagforening 1920-60. Øverste leder af CIO fra begyndelsen til 1940.

[5]: Norman Thomas (1884-1968): Leder af det reformistiske amerikanske Socialist Party.


Diskussion om overgangsprogrammet

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere