Den verdenspolitiske situation set under eet er først og fremmest kendetegnet ved en historisk krise i proletariatets ledelse.
De økonomiske betingelser for den proletariske revolution er generelt set blevet så modne, som det er muligt under kapitalismen. Menneskehedens produktivkræfter stagnerer. Allerede nu er nye opfindelser og forbedringer ude af stand til at øge den materielle velstand. Under den sociale krise i hele det kapitalistiske system påfører konjunkturelle kriser masserne stadigt større afsavn og lidelser. Stigende arbejdsløshed uddyber på sin side statens finansielle krise og underminerer de ustabile pengesystemer. Demokratiske regimer såvel som fascistiske vakler fra den ene bankerot til den anden.
Borgerskabet selv ser ingen udvej. I de lande, hvor det allerede er blevet tvunget til at sætte alt ind på fascismens kort, rutscher det nu med lukkede øjne mod en økonomisk og militær katastrofe. I de historisk privilegerede lande - d.v.s. i de lande, hvor borgerskabet stadigvæk i en vis periode kan tillade sig demokratiets luksus på bekostning af den nationale akkumulation (Storbritannien, Frankrig, De forenede Stater o.s.v.) - er alle kapitalens partier i en tilstand af rådvildhed, der grænser til lammelse af viljen. "New Deal" repræsenterer, til trods for sin prætentiøse beslutsomhed til at begynde med, blot en speciel form for politisk rådvildhed, som kun er mulig i et land, hvor det er lykkedes borgerskabet at akkumulere umådelige rigdomme. Den nuværende krise, der langt fra er løbet til ende, har allerede vist, at "New Deal"-politikken, ligesom folkefrontspolitikken i Frankrig, ikke åbner for nye veje ud af den økonomiske blindgyde.
De internationale forhold fremviser ikke noget bedre billede. Under det stigende pres fra den kapitalistiske opløsning når de imperialistiske modsætninger til slut et højdepunkt, hvor forskellige sammenstød og blodige lokale uroligheder (Etiopien, Spanien, Det fjerne Østen, det centrale Europa) uundgåeligt må smelte sammen til en storbrand af verdensdimensioner. Borgerskabet er naturligvis klar over den dødelige fare en ny krise udgør for dets herredømme. Men denne klasse er nu i uendeligt mindre grad i stand til at afværge en krig, end den var umiddelbart før 1914.
Al tale om at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene "modne", de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, d.v.s. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise.
Økonomien, staten, borgerskabets politik og dets internationale relationer er fuldstændigt fordærvede af en social krise, som er karakteristisk for en før-revolutionær samfundstilstand. Den væsentligste forhindring på vejen til forandringen af den før-revolutionære situation til en revolutionær situation er den proletariske ledelses opportunistiske karakter: dens småborgerlige fejhed over for storborgerskabet og dens forræderiske forbindelse med det, selv under dets dødskamp.
I alle lande er proletariatet alvorligt grebet af en dyb uro. Massernes mange millioner slår gang på gang ind på revolutionens vej. Men hver gang finder de vejen spærret af deres eget konservative bureaukratiske apparat.
Det spanske proletariat har siden april 1935 gjort en række heltemodige forsøg på at tage magten i sine egne hænder og styre samfundets skæbne. Dets egne partier (socialdemokraterne, stalinisterne, anarkisterne, POUM-isterne) virkede - hver på sin måde - som en bremse og forberedte således Francos triumfer.
I Frankrig afslørede den store bølge af sit-down strejker, især i juni 1936, proletariatets helhjertede beredvillighed til at omstyrte det kapitalistiske system. Det lykkedes imidlertid for de ledende organisationer (socialisterne, stalinisterne, syndikalisterne) under betegnelsen folkefront, i hvert fald for en tid, at kanalisere og dæmme op for den revolutionære strøm.
Bølgen af sit-down strejker, der er uden fortilfælde, og den forbløffende hastige vækst for industriarbejdernes fagforeninger i USA (CIO) er det mest ubestridelige udtryk for de amerikanske arbejderes instinktive stræben efter at hæve sig op på højde med de opgaver, historien har pålagt dem. Men også her gør de ledende politiske organisationer, indbefattet det nyligt skabte CIO, alt hvad der er muligt for at kontrollere og lamme massernes revolutionære pres.
Kominterns endelige overgang til den borgerlige ordens side, dens kynisk kontrarevolutionære rolle over hele verden - især i Spanien, Frankrig, De forenede Stater og andre "demokratiske" lande - skabte yderligere vanskeligheder af en særlig art for verdensproletariatet. Under Oktoberrevolutionens banner dømmer den forsoningspolitik, der føres af folkefronten, arbejderklassen til magtesløshed og baner vejen for fascismen.
Folkefronter på den ene side - fascisme på den anden; dette er imperialismens sidste politiske udveje i kampen mod den proletariske revolution. Fra et historisk synspunkt er begge disse udveje imidlertid nødløsninger. Kapitalismens forfald fortsætter under såvel den frygiske hues tegn i Frankrig som under hagekorsets tegn i Tyskland. Intet mindre end omstyrtelsen af borgerskabet kan åbne for en vej ud.
Massernes orientering bestemmes for det første af den døende kapitalismes objektive betingelser og for det andet af de gamle arbejderorganisationers forræderiske politik. Af disse faktorer er den første naturligvis den afgørende: historiens love er stærkere end det bureaukratiske apparat. Hvor meget de sociale forræderes metoder end adskiller sig fra hinanden - fra Blums ,,sociale" lovgivning til Stalins falske anklager - vil det aldrig lykkes dem at bryde proletariatets revolutionære vilje. Som tiden går vil deres desperate anstrengelser for at stoppe historiens hjul tydeligere demonstrere for masserne, at den proletariske ledelses krise, som er blevet en krise i menneskehedens kultur, kun kan løses af Fjerde Internationale.
Den strategiske opgave i den nærmeste periode - en før-revolutionær periode med agitation, propaganda og organisering - består i at overvinde modsætningen mellem de objektive revolutionære betingelsers modenhed og proletariatets og dets avantgardes umodenhed (den ældre generations forvirring og skuffelse, den yngre generations uerfarenhed). Det er nødvendigt at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelig slutning: proletariatets erobring af magten.
Det klassiske socialdemokrati, som virkede i en epoke med progressiv kapitalisme inddelte sit program i to dele, der var uafhængige af hinanden: minimumsprogrammet som begrænsede sig til reformer inden for det borgerlige samfunds rammer, og maksimumsprogrammet som lovede at erstatte kapitalismen med socialisme i en ubestemt fremtid. Mellem minimums- og maksimumsprogrammet fandtes der ikke nogen bro. Og socialdemokratiet har heller ikke brug for sådan en bro, eftersom ordet socialisme kun bruges i højtidelige festtaler. Komintern har sat sig for at følge socialdemokratiets vej i den døende kapitalismes epoke: hvor der i almindelighed ikke kan være tale om systematiske sociale reformer og om højnelse af massernes levestandard; hvor borgerskabet altid med højre hånd tager dobbelt så meget, som det giver med venstre (skatter, tariffer, inflation, "deflation", høje priser, arbejdsløshed, politi-overvågning af strejker), hvor ethvert alvorligt krav fra proletariatet, og endog ethvert alvorligt krav fra småborgerskabet uundgåeligt rækker ud over grænserne for de kapitalistiske ejendomsforhold og den borgerlige stat.
Fjerde Internationales strategiske opgave består ikke i at reformere kapitalismen men i at omstyrte den. Dens politiske mål er proletariatets erobring af magten med det formål at ekspropriere borgerskabet. Gennemførelsen af denne strategiske opgave er imidlertid utænkelig uden den mest velovervejede opmærksomhed over for alle, selv små og partielle, taktiske spørgsmål. Alle dele af proletariatet - alle dets lag, fag og grupper - må drages ind i den revolutionære bevægelse. Den nuværende epoke udmærker sig ikke ved at den befrier det revolutionære parti for det daglige arbejde, men ved at den gør det muligt at udføre dette arbejde uløseligt forbundet med revolutionens egentlige opgaver.
Fjerde Internationale forkaster ikke programmet med de gamle "minimums"-krav for så vidt disse har bevaret i det mindste en del af deres livskraft. Utrætteligt forsvarer den arbejdernes demokratiske rettigheder og sociale erobringer. Men den udfører dette daglige arbejde inden for rammerne af det korrekte aktuelle, d.v.s. revolutionære perspektiv. For så vidt som massernes gamle, partielle "minimums"-krav kolliderer med de destruktive og nedværdigende tendenser i den dekadente kapitalisme - og det sker for hvert eneste skridt - fremsætter Fjerde Internationale et system af overgangskrav, hvis kerne består i at de stadigt mere åbenlyst og afgørende vil blive rettet imod selve det borgerlige regimes fundament. Det gamle "minimumsprogram" er blevet overflødiggjort af overgangsprogrammet, hvis opgave består i systematisk at mobilisere masserne for den proletariske revolution.
Under den smuldrende kapitalismes betingelser fortsætter masserne med at leve de undertryktes usle liv, nu mere end nogensinde tidligere truet af faren for at blive kastet ned i forarmelsens afgrund. De må forsvare deres ringe daglige udkomme, hvis de ikke kan forøge eller forbedre det. Der er hverken behov for eller lejlighed til her at opregne de enkelte delkrav, som gang på gang opstår på grundlag af de konkrete omstændigheder - nationale, lokale, fagforeningsmæssige. Men to grundlæggende økonomiske plager i hvilke det kapitalistiske systems stigende absurditet er sammenfattet - nemlig arbejdsløshed og høje priser - kræver generelle paroler og kampmetoder.
Fjerde Internationale erklærer kompromisløs krig mod kapitalisternes politik, der i stor udstrækning - ligesom deres agenters, reformisternes, politik - sigter mod at lægge hele byrden af militarisme, kriserne, pengesystemets opløsning og alle andre plager, der stammer fra kapitalismens dødskamp, på arbejdernes skuldre. Fjerde Internationale kræver arbejde og anstændige levevilkår for alle.
Hverken inflation eller stabilisering kan tjene som paroler for proletariatet fordi disse blot er to alen ud af eet stykke. Imod en voldsom forhøjelse af priserne, som med en krig i anmarch vil antage en stadigt mere uhæmmet karakter, kan man kun kæmpe med parolen glidende lønskala. Dette betyder, at kollektive overenskomster bør sikre en automatisk forhøjelse af lønningerne i forhold til prisstigningerne på forbrugsgoderne.
Over for truslen om sin egen opløsning kan proletariatet ikke tillade, at en stigende del af arbejderne overgår til at blive kronisk arbejdsløse fattiglemmer, som lever af smulerne fra et samfund, der er ved at gå i opløsning. Retten til arbejde er den eneste virkelige ret, arbejderen har tilbage i et samfund, der bygger på udbytning. Denne ret bliver i dag ustandseligt berøvet ham. Imod arbejdsløshed, "strukturel" såvel som "konjunkturel", er tiden moden til at fremsætte parolen om glidende arbejdstidsskala sammen med parolen om iværksættelse af offentlige arbejder. Fagforeninger og andre masseorganisationer bør forene arbejderne og de arbejdsløse i solidaritet og et gensidigt ansvar. På dette grundlag ville alt det arbejde, der er til rådighed blive fordelt blandt alle arbejdere i overensstemmelse med, hvordan arbejdsugens omfang bestemmes. Enhver arbejders gennemsnitsløn forbliver den samme som under den gamle arbejdsuge. Lønningerne ville, med en så streng garanteret minimumsgrænse, følge prisernes bevægelse. Det er umuligt at acceptere noget andet program for den nuværende katastrofale periode.
Ejendomsbesidderne og deres advokater vil bevise det "uigennemførlige" i disse krav. Mindre, især ruinerede kapitalister, vil desuden henvise til deres regnskabsbøger. Arbejderne fordømmer på det bestemteste sådanne slutninger og henvisninger. Det drejer sig ikke om et "normalt" sammenstød mellem modsatrettede materielle interesser. Det drejer sig om liv og død for den eneste skabende og progressive klasse og dermed om menneskehedens fremtid. Hvis kapitalismen er ude af stand til at tilfredsstille de krav, som uundgåeligt opstår af de ulykker, den selv har skabt, så lad den gå til grunde. 'Gennemførlighed" eller "uigennemførlighed" er i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om styrkeforholdet, som kun kan afgøres gennem kamp. Gennem denne kamp vil arbejderne, ligegyldigt hvad dens øjeblikkelige praktiske resultater end bliver, bedst nå til forståelse af nødvendigheden af at rydde det kapitalistiske slaveri af vejen.
I kampen for delkrav og overgangskrav har arbejderne nu mere end nogensinde brug for masseorganisationer, først og fremmest fagforeninger. Den kraftige vækst i fagforeningsbevægelsen i Frankrig og De forenede Stater er den bedste gendrivelse af prækenerne fra de venstre-ekstremistiske dogmatikere, som forkynder, at fagforeningerne har "udspillet deres rolle".
Bolsjevik-leninisten står i frontliniens skyttegrave i alle slags kampe, selv når de kun drejer sig om arbejderklassens mest beskedne materielle interesser eller demokratiske rettigheder. Han deltager aktivt i de faglige masseorganisationer med det formål at styrke dem og øge deres kampånd. Han kæmper uforsonligt mod ethvert forsøg på at underordne fagforeningerne den borgerlige stat og binde proletariatet til "tvungen voldgift" og enhver form for politimæssigt formynderskab - ikke bare fascistisk men også "demokratisk". Kun på grundlag af et sådant arbejde i fagforeningerne er det muligt at føre en vellykket kamp mod reformisterne, deriblandt dem i det stalinistiske bureaukrati. Sekteriske forsøg på at opbygge eller opretholde små "revolutionære" fagforeninger som en anden udgave af partiet, er i virkeligheden et udtryk for at man fornægter kampen for ledelsen i arbejderklassen. Det er nødvendigt at opstille denne faste regel: selvisolering af den kapitulationistiske slags fra den faglige massebevægelse, hvilket er ensbetydende med forræderi mod revolutionen, er uforeneligt med medlemskab af Fjerde Internationale.
Samtidigt afviser og fordømmer Fjerde Internationale med bestemthed fagforenings-fetichisme, der er lige karakteristisk for fagforeningsfolk og syndikalister.
a) Fagforeninger tilbyder ikke og kan i overensstemmelse med deres opgave, sammensætning og måde at rekruttere medlemmer på ikke tilbyde et færdigt revolutionært program; som følge heraf kan de ikke erstatte partiet. Opbygningen af nationale revolutionære partier som sektioner af Fjerde Internationale er den centrale opgave i overgangsepoken.
b) Fagforeninger, selv de mægtigste, omfatter ikke mere end 20 til 25 % af arbejderklassen, og det er til og med overvejende de bedst uddannede og højest betalte lag. Arbejderklassens mere undertrykte flertal drages kun for kortere tidsrum ind i kampen, nemlig i perioder med usædvanlige opsving i arbejderbevægelsen. I sådanne situationer er det nødvendigt at skabe organisationer til lejligheden, som omfatter hele den kæmpende masse: strejkekomiteer, fabrikskomiteer og endelig sovjetter.
c) Som organisationer, der er udtryk for proletariatets øverste lag, udviklede fagforeningerne stærke tendenser til at indgå kompromiser med det borgerligt-demokratiske regime. Om dette vidner al tidligere historisk erfaring, herunder det friske eksempel med de anarko-syndikalistiske fagforeninger i Spanien. I perioder med skærpet klassekamp stiler fagforeningernes ledende organer efter at blive herrer over massebevægelsen for at gøre den uskadelig. Dette forekommer allerede i en periode med almindelige strejker, især i tilfælde af massive sit-down strejker, som ryster det borgerlige ejendomsprincip. I krigs- og revolutionstider hvor borgerskabet er kastet ud i særlige vanskeligheder, bliver fagforeningslederne sædvanligvis borgerlige ministre.
Derfor bør Fjerde Internationales sektioner altid stræbe efter ikke blot at forny fagforeningernes topledelser ved i kritiske øjeblikke dristigt og beslutsomt at føre nye militante ledere frem til erstatning for rutine-funktionærer og karrieremagere, men også efter i alle mulige situationer at skabe uafhængige militante organisationer der nøjere svarer til massekampens opgaver mod det borgerlige samfund, og hvis det er nødvendigt bør de ikke vige tilbage for et åbent brud med fagforeningernes konservative apparat. Hvis det er kriminelt at vende ryggen til masseorganisationer for i stedet at hengive sig til sekterisk hjernespind, er det ikke mindre kriminelt passivt at finde sig i, at den revolutionære massebevægelse underlægges åbenlyst reaktionære eller forklædt reaktionære "progressive" klikers kontrol. Fagforeninger er ikke et mål i sig selv; de er blot midler på vejen til den proletariske revolution.
I en overgangsperiode har arbejderbevægelsen ikke en systematisk og afbalanceret, men en febrilsk og eksplosiv karakter. Paroler såvel som organisationsformer bør være tilpasset dette træk ved bevægelsen. Ledelsen bør, idet den skyr rutinemæssig behandling af en situation som pesten, opmærksomt følge massernes initiativer.
Sit-down strejker, som er det seneste udtryk for denne slags initiativer, går ud over grænserne for den "normale" kapitalistiske forretningsgang. Uanset hvilke krav de strejkende rejser, retter den midlertidige besættelse af fabrikker et slag mod afguden, den kapitalistiske ejendom. Enhver sit-down strejke rejser i praksis spørgsmålet om, hvem der bestemmer over fabrikken: kapitalisten eller arbejderen?
Hvis sit-down strejken rejser dette spørgsmål for en kort periode, giver fabrikskomiteen det et organiseret udtryk. Fabrikskomiteen, der er valgt af alle ansatte på fabrikken, skaber straks en modvægt til administrationens vilje.
Mod den reformistiske kritik af arbejdsgivere af Ford-typen, de såkaldte "pengefyrster" i modsætning til "gode", "demokratiske" udbyttere, rejser vi parolen om fabrikskomiteer som midtpunkt for kampen mod både den ene og den anden type arbejdsgivere.
Det er en almen regel, at fagforeningsbureaukraterne vil gøre modstand mod skabelsen af fabrikskomiteer, ligesom de modsætter sig ethvert dristigt skridt, som tages i retning af at mobilisere masserne.
Jo større bevægelsen er i omfang jo lettere vil det imidlertid være at bryde denne modstand. På virksomheder, hvor tvungent medlemsskab af en fagforening allerede er blevet indført i "fredelige" tider, vil komiteen formelt falde sammen med fagforeningens sædvanlige struktur, men den vil forny dens sammensætning og udvide dens funktioner. Komiteens væsentligste betydning ligger imidlertid i den kendsgerning, at den bliver den kæmpende stab for lag i arbejderklassen, som fagforeningerne sædvanligvis er ude af stand til at sætte i bevægelse. Det er netop fra disse særligt undertrykte lag, revolutionens mest selvopofrende bataljoner vil komme.
Fra det øjeblik komiteen opstår, er der i virkeligheden skabt en dobbeltmagt på fabrikken. I selve sit væsen er den udtryk for en overgangstilstand, fordi den i sig rummer to uforenelige regimer: det kapitalistiske og det proletariske. Fabrikskomiteernes fundamentale betydning ligger netop i den kendsgerning, at de åbner dørene for en om ikke direkte revolutionær så dog før-revolutionær periode - mellem det borgerlige og det proletariske regime. At udbredelsen af ideen om fabrikskomiteer hverken er forhastet eller kunstig er de bølger af sit-down strejker, som breder sig gennem adskillige lande tilstrækkeligt bevis for. Nye bølger af denne slags vil uundgåeligt følge i den nærmeste fremtid. Det er nødvendigt i tide at starte en kampagne for fabrikskomiteer for ikke at blive overrumplet.
Arbejdernes medkæmper og modstykke på landet er landarbejderen. De er to dele af een og samme klasse. Deres interesser er uadskillelige. Industriarbejderens program af overgangskrav er med visse ændringer her og der ligeledes landproletariatets program.
Bønderne repræsenterer en anden klasse: de er landsbyens småborgerskab. Småborgerskabet udgøres af forskellige lag fra halvproletarer til udbyttere. I overensstemmelse med dette er det industriproletariatets politiske opgave at føre klassekampen ud på landet. Kun således vil det være i stand til at trække en skillelinie mellem dets allierede og dets fjender.
Særtrækkene i ethvert lands nationale udvikling finder deres mærkværdigste udtryk i bøndernes og til en grad i by-småborgerskabets (håndværkere og småhandlendes) stilling. Uanset hvor talmæssigt stærke de er, repræsenterer disse klasser i deres væsen rester af før-kapitalistiske produktionsformer. Fjerde Internationale må så konkret som muligt udarbejde et program af overgangskrav for bønderne og småborgerskabet i byerne, tilpasset forholdene i hvert enkelt land. De avancerede arbejdere må lære at give klare konkrete svar på de spørgsmål, deres fremtidige allierede stiller.
Så længe bonden forbliver en "uafhængig" småproducent har han brug for billige kreditter, landbrugsmaskiner og gødning til priser, han har råd til at betale, gunstige transportbetingelser og samvittighedsfuld organisering af markedet for hans landbrugsprodukter. Men bankerne, trusterne og købmændene udplyndrer bonden fra alle sider. Kun bønderne selv, med hjælp fra arbejderne, kan tøjle denne udplyndring. Komiteer valgt af småbønder bør opstå på nationalt plan og sammen med arbejderkomiteer og komiteer af bankfunktionærer overtage kontrollen med de transport-, kredit- og handelsoperationer, som berører landbruget.
Ved løgnagtigt at fremstille arbejdernes krav som "urimelige" forvandler storborgerskabet behændigt spørgsmålet om varepriserne til en kile, der skal drives ind mellem arbejderne og bønderne og mellem arbejderne og småborgerskabet i byerne. Bonden, håndværkeren og den lille handlende kan i modsætning til industriarbejderen, funktionæren eller embedsmanden ikke kræve lønforhøjelser, der svarer til prisstigningerne. Regeringens officielle kamp mod de høje priser har kun til formål at bedrage masserne. Men bønderne, håndværkerne og købmændene kan i deres egenskab af forbrugere gribe ind i prisfastsættelsespolitikken side om side med arbejderne. Til kapitalisternes jamren over produktions-, transport- og handelsomkostningerne svarer forbrugerne: "Vis os jeres regnskabsbøger; vi kræver kontrol med prisfastsættelsen. De organer, der skal udøve denne kontrol bør være priskomiteer sammensat af delegerede fra fabrikkerne, fagforeningerne, kooperativerne, bøndernes organisationer, den "lille mand" på gaden. husmødre o.s.v. Ved hjælp af disse organer vil arbejderne være i stand til at bevise for bønderne, at den virkelige årsag til de høje priser ikke er høje lønninger, men kapitalisternes ublu profitter og de ekstra omkostninger, der skyldes det kapitalistiske anarki.
Programmet for nationalisering af jorden og kollektivisering af landbruget bør være således udformet, at det i selve sit grundlag udelukker muligheden af ekspropriation af småbønder og tvangskollektivisering af dem. Bonden vil forblive ejer af sin jordlod, så længe han selv finder det muligt eller nødvendigt. For at rehabilitere socialismens program i bøndernes øjne er det nødvendigt skånselsløst at afsløre de stalinistiske kollektiviseringsmetoder, som ikke er dikteret af bøndernes og arbejdernes interesser, men af bureaukratiets interesser.
Eksproprieringen af ekspropriatørerne betyder således heller ikke konfiskering af håndværkernes og de småhandlendes ejendom. Tværtimod kan arbejderkontrol med banker og truster - eller endnu bedre: nationalisering af disse koncerner - skabe kredit-, købs- og salgsbetingelser, der er uendeligt gunstigere for småborgerskabet i byerne, end det er muligt under monopolernes ukontrollerede herredømme. Afhængighed af privat kapital vil blive erstattet af afhængighed af staten, som vil være desto mere opmærksom på sine medarbejderes og agenters behov, jo fastere arbejderne selv holder staten i deres egne hænder.
De udbyttede bønders praktiske deltagelse i kontrollen med forskellige områder af økonomien vil gøre det muligt for dem selv af afgøre, om det vil være fordelagtigt for dem at gå over til kollektiv dyrkning af jorden - og i givet fald hvornår og i hvilken udstrækning. Industriarbejderne bør betragte det som deres pligt at yde bønderne enhver form for samarbejde på denne vej: gennem fagforeningerne, fabrikskomiteerne og allervigtigst: gennem en arbejder- og bonderegering.
Den alliance proletariatet foreslår - ikke "middelklassen" generelt, men de udbyttede lag af småborgerskabet i by og på land imod alle udbyttere, herunder dem fra "middelklassen", kan ikke hvile på tvang, men på fri overenskomst, hvilket bør fastslås i en særlig "kontrakt". Denne "kontrakt" er det program af overgangskrav, som frivilligt er blevet godkendt af begge parter.
Verdenskrigens truende skyer hænger over hele verdenssituationen og følgelig også de enkelte landes indre politiske liv. Allerede nu sender den overhængende katastrofe voldsomme krusninger af ængstelse gennem menneskehedens bredeste masser.
Anden Internationale gentager sin skændige politik fra 1914 med så meget større overbevisning som det i dag er den Kommunistiske Internationale, der spiller førsteviolin i chauvinismens orkester. Lige så hurtigt som krigsfaren antog konkret form blev stalinisterne, idet de langt overgik de borgerlige og de småborgerlige pacifister, højrøstede fortalere for "nationalt forsvar". Den revolutionære kamp mod krigen hviler således fuldstændigt på Fjerde Internationales skuldre.
Bolsjevik-leninisternes politik i dette spørgsmål som er formuleret i det Internationale Sekretariats teser (Krigen og Fjerde Internationale, 1934) bevarer hele sin kraft i dag. I den kommende periode vil et revolutionært partis succes først og fremmest afhænge af dets politik i spørgsmålet om krig. En korrekt politik er sammensat af to elementer: en kompromisløs holdning til imperialismen og dens krige og evnen til at bygge sit program på massernes egne erfaringer.
Borgerskabet og dets agenter bruger mere end noget andet spørgsmålet om krig til at bedrage folk ved hjælp af abstraktioner, generelle formler, tomme fraser: "neutralitet", "kollektiv sikkerhed", "oprustning til fredsforsvar", "nationalt forsvar", "kamp mod fascismen", og så videre. Alle disse formler kan i sidste ende reduceres til den kendsgerning at spørgsmålet om krig, d.v.s. folkets skæbne, er overladt til imperialisterne, deres regeringsstab, deres diplomati, deres generaler med alle deres intriger og sammensværgelser mod folket. Fjerde Internationale afviser med afsky alle sådanne abstraktioner, der spiller den samme rolle i den demokratiske lejr som i den fascistiske: "ære", 'blod", "race". Men afsky er ikke nok. Det er bydende nødvendigt ved hjælp af rigtige kriterier, paroler og krav at hjælpe masserne til at erkende den konkrete kerne i disse bedrageriske abstraktioner.
"Afrustning"? - Men hele spørgsmålet drejer sig om, hvem der skal afruste hvem. Den eneste afrustning, som kan afvende eller gøre en ende på krig, er arbejdernes afvæbning af borgerskabet. Men for at afvæbne borgerskabet må arbejderne bevæbne sig selv.
"Neutralitet"? - Men proletariatet er alt andet end neutralt i krigen mellem Japan og Kina eller en krig mellem Tyskland og USSR. "Det betyder altså forsvar af Kina og USSR?" Selvfølgelig! Men ikke imperialisternes forsvar, for de vil kvæle både Kina og USSR.
"Forsvar af fædrelandet"? - Men med denne abstraktion forstår borgerskabet forsvar af sine profitter og sin udplyndring. Vi står rede til at forsvare fædrelandet mod fremmede imperialister, hvis vi først binder vores egne kapitalister på hænder og fødder og forhindrer dem i at angribe andre fædrelande; hvis arbejderne og bønderne i vores land bliver dets virkelige herrer; hvis landets rigdom overgår fra at være i hænderne på et lille mindretal til at være i folkets hænder; hvis hæren bliver et våben for de udbyttede i stedet for de udbyttende.
Det er nødvendigt at forklare disse grundlæggende ideer ved at opløse dem i mere konkrete del-ideer, der er afhængige af begivenhedernes forløb og de retninger, arbejdernes tanker bevæger sig i. Desuden er det nødvendigt at skelne skarpt mellem diplomatens, professorens og journalistens pacifisme og tømrerens, landarbejderens og rengøringskonens pacifisme. I det første tilfælde er pacifismen et dække for imperialismen; i det andet er den et forvirret udtryk for mistillid til imperialismen. Når den lille bonde eller arbejder taler om forsvar af fædrelandet, mener han forsvar af sit hjem, sin egen familie og andre familier, der ligner hans egen, fra invasion, bomber og giftgas. Ved forsvaret af fædrelandet forstår kapitalisten og hans journalist erobringer af kolonier og markeder, den rovgriske forøgelse af den "nationale" andel af verdensindkomsten. Borgerlig pacifisme er gennemsyret af bedrag. I de undertryktes pacifisme og endog deres patriotisme er der elementer, som på den ene side afspejler et had til den ødelæggende krig og på den anden side en klamren sig til, hvad de tror er deres eget bedste - elementer som vi må vide, hvordan vi skal gribe fat i for at kunne drage de nødvendige slutninger. Det er nødvendigt at kunne stille disse to former for pacifisme og patriotisme i et uforsonligt modsætningsforhold til hinanden.
Med udgangspunkt i disse betragtninger støtter Fjerde Internationale ethvert krav, også hvis det er utilstrækkeligt, hvis det blot til en vis grad kan drage masserne ind i aktiv politik, vække deres kritiske sans og styrke deres kontrol med borgerskabets intriger.
Ud fra dette synspunkt giver vores amerikanske sektion f.eks. kritisk støtte til forslaget om at afholde folkeafstemning i spørgsmålet om krigserklæring. Det siger sig selv at ingen demokratisk reform i sig selv kan forhindre de herskende i at fremkalde krig, når de ønsker det. Det er nødvendigt at advare helt åbent om dette. Men til trods for massernes illusioner med hensyn til den foreslåede folkeafstemning, så afspejler deres støtte til den arbejdernes og bøndernes mistillid til den borgerlige regering og Kongressen. Uden at støtte og uden at skåne illusionerne er det nødvendigt af al magt at støtte de udbyttedes progressive mistillid til udbytterne. Jo mere omfattende bevægelsen for en folkeafstemning bliver, jo hurtigere vil de borgerlige pacifister bevæge sig væk fra den; jo mere fuldstændigt vil den Kommunistiske Internationales forrædere blive kompromitteret; jo større vil mistilliden til imperialisterne blive.
Ud fra dette synspunkt er det nødvendigt at fremføre kravet: valgret for mænd og kvinder over 18 år. De som vil blive opfordret til at dø for fædrelandet i morgen bør have ret til at stemme i dag. Kampen mod krig må først og fremmest begynde med den revolutionære mobilisering af ungdommen.
Krigsproblemet må belyses fra alle vinkler afhængig af fra hvilken side, masserne på et givet tidspunkt vil blive stillet ansigt til ansigt med den.
Krig er et gigantisk kommercielt foretagende, specielt for krigsindustrien. De "60 familier" er derfor patrioter i forreste linie og de største krigsmagere. Arbejderkontrol med krigsindustrierne er det første skridt i kampen mod "krigsfabrikanterne".
Mod reformisternes parole: skat på rustningsprofitterne fremfører vi parolerne: konfiskering af rustningsprofitterne og ekspropriation af krigsindustrierne. Hvor den militære industri, som i Frankrig, er "nationaliseret", bevarer parolen om arbejderkontrol sin fulde styrke. Proletariatet har lige så lidt tillid til borgerskabets regering som til den enkelte kapitalist.
Ikke een mand og ikke een øre til den borgerlige regering!
Ikke et rustningsprogram, men et program for nyttige offentlige arbejder!
Arbejderorganisationernes fuldstændige uafhængighed af militæret og politiets kontrol!
En gang for alle må vi rive retten til at bestemme over folkets skæbne ud af hænderne på den grådige og nådesløse imperialistiske klike, som smeder rænker bag folkets ryg.
I overensstemmelse hermed kræver vi:
Fuldstændig afskaffelse af hemmeligt diplomati; alle traktater og aftaler skal gøres tilgængelige for alle arbejdere og bønder;
Militær træning og bevæbning af arbejdere og bønder under arbejder- og bondekomiteernes direkte kontrol;
Oprettelse af militærskoler til uddannelse af militære ledere fra de arbejdendes egne rækker, udvalgt af arbejderorganisationerne;
Erstatning af den stående hær med en folkemilits som er uløseligt forbundet med fabrikker, miner, landbrugene o.s.v.
Imperialistisk krig er en fortsættelse og skærpelse af borgerskabets røveriske politik. Proletariatets kamp mod krig er en fortsættelse og skærpelse af dets klassekamp. Et krigsudbrud ændrer situationen og delvis kampmidlerne mellem klasserne, men ikke målet og den grundlæggende linie.
Det imperialistiske borgerskab dominerer verden. Den kommende krig vil derfor fundamentalt set være en imperialistisk krig. Det grundlæggende indhold i det internationale proletariats politik vil følgelig være en kamp mod imperialismen og dens krig. I denne kamp er det grundlæggende princip: "hovedfjenden er i dit eget land", eller "din egen (imperialistiske) regerings nederlag er det mindste onde".
Men ikke alle lande i verden er imperialistiske lande. Størstedelen er tværtimod ofre for imperialismen. Nogle af de koloniale og halv-koloniale lande vil utvivlsomt forsøge at udnytte krigen til at kaste slaveriets åg af sig. Deres krig vil ikke være en imperialistisk krig, men en befrielseskrig. Det vil være det internationale proletariats pligt at hjælpe de undertrykte lande i deres kamp mod undertrykkerne. Der gælder den samme pligt, når det drejer sig om at hjælpe USSR eller en hvilken som helst anden arbejderstat, som måtte opstå før krigen eller under krigen. Enhver imperialistisk regerings nederlag i kampen med en arbejderstat eller med et kolonialt land er det mindste onde. Arbejderne i et imperialistisk land kan imidlertid ikke hjælpe et anti-imperialistisk land gennem deres egen regering, uanset hvordan de diplomatiske og militære relationer mellem de to lande end måtte være på et givet tidspunkt. Hvis regeringerne befinder sig i en midlertidig og dermed i selve sagens natur ustabil alliance, så vil proletariatet i det imperialistiske land fortsætte med at være i klasseopposition til sin egen regering og støtte den ikke-imperialistiske "allierede" med sine egne metoder, d.v.s. med den internationale klassekamps metoder (agitation ikke bare mod deres svigefulde allierede, men også til fordel for en arbejderstat i et kolonialt land; boykot, strejker i eet tilfælde; afvisning af boykot og strejker i et andet o.s.v.).
Ved at støtte det koloniale land eller USSR i en krig solidariserer proletariatet sig på ingen måde med hverken det koloniale lands borgerlige regering eller med thermidor-bureaukratiet i USSR. Tværtimod opretholder det fuld politisk uafhængighed af den ene og af den anden. Ved at yde hjælp i en retfærdig og progressiv krig vinder det revolutionære proletariat sympati fra arbejderne i kolonierne og i USSR, styrker Fjerde Internationales autoritet og indflydelse der og øger dens evne til at hjælpe med at styrte den borgerlige regering i det koloniale land og det reaktionære bureaukrati i USSR.
I begyndelsen af krigen vil Fjerde Internationales sektioner uundgåeligt føle sig isolerede: enhver krig overrumpler et lands masser og driver dem over på regeringsapparatets side. Internationalisterne bliver nødt til at svømme mod strømmen. Den ødelæggelse og elendighed, som den nye krig medfører og som i de første måneder langt vil overgå de blodige rædsler i 1914-18, vil imidlertid hurtigt vise sig at bringe dem til besindighed. Massernes utilfredshed og oprør vil vokse med stormskridt. Fjerde Internationales sektioner vil være at finde i spidsen af den revolutionære flodbølge. Programmet af overgangskrav vil blive brændende aktuelt. Problemet om proletariatets erobring af magten vil rejse sig truende i sin fulde højde.
Før den bliver helt udmattet eller drukner menneskeheden i blod, besudler kapitalismen verdens-atmosfæren med nationalismens og racehadets giftige dampe. Antisemitismen er i dag en af de mere ondartede krampetrækninger i kapitalismens dødskamp.
En kompromisløs afsløring af årsagerne til racefordomme og alle former og afskygninger af nationalt hovmod og chauvinisme, især antisemitisme, bør blive en del af det daglige arbejde for alle Fjerde Internationales sektioner, som den vigtigste del af kampen mod imperialisme og krig. Vores grundlæggende parole forbliver: Arbejdere i hele verden, foren jer!
Denne formel, "arbejder- og bonderegering", dukkede for første gang op i bolsjevikkernes agitation i 1917 og blev klart accepteret efter oktoberrevolutionen. I sidste instans repræsenterede den ikke andet end en populær betegnelse for det allerede etablerede proletariatets diktatur. Betydningen af denne betegnelse ligger hovedsageligt i, at den fremhævede den ide om en alliance mellem proletariatet og bønderne, som sovjetmagten hviler på.
Da epigonerne i Komintern forsøgte at genoplive den formel, der var blevet begravet af historien: "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur", gav de formlen "arbejder- og bonderegering" et helt andet, rent "demokratisk", d.v.s. borgerligt indhold, idet de stillede den i modsætning til proletariatets diktatur. Bolsjevik-leninisterne afviste med bestemthed parolen om en "arbejder- og bonderegering" i den borgerligt-demokratiske version. De erklærede dengang, og de erklærer nu, at når proletariatets parti nægter at gå ud over de borgerligt-demokratiske grænser, er dets alliance med bønderne simpelthen blevet til en støtte for kapitalen, sådan som det var tilfældet med mensjevikkerne og de socialrevolutionære i 1917, med Det kinesiske Kommunistparti 1925-27, og sådan som det nu er tilfældet med folkefronterne i Spanien, Frankrig og andre lande.
Fra april til september 1917 krævede bolsjevikkerne, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne skulle bryde med det liberale borgerskab og tage magten i sine egne hænder. På denne betingelse lovede Bolsjevikpartiet sin revolutionære hjælp til mensjevikkerne og de socialrevolutionære - som småborgerlige repræsentanter for arbejderne og bønderne - mod borgerskabet; samtidigt afviste de imidlertid både at gå ind i en regering af mensjevikker og socialrevolutionære og at bære noget politisk ansvar for en sådan. Hvis mensjevikkerne og de socialrevolutionære virkeligt havde brudt med kadetterne (de liberale) og med den udenlandske imperialisme kunne en "arbejder- og bonderegering", der var skabt af dem, kun have fremskyndet og lettet oprettelsen af proletariatets diktatur. Men det var netop af den grund at det småborgerlige demokratis ledere af al magt modsatte sig oprettelsen af deres egen regering. Erfaringerne fra Rusland viste, og erfaringerne fra Spanien og Frankrig bekræfter endnu engang, at selv under meget gunstige betingelser er det småborgerlige demokratis partier (socialrevolutionære, socialdemokrater, stalinister, anarkister) ude af stand til at skabe en regering af arbejdere og bønder, det vil sige en regering, der er uafhængig af borgerskabet.
Ikke desto mindre havde det krav bolsjevikkerne rettede til mensjevikkerne og de socialrevolutionære - "Bryd med borgerskabet, tag magten i jeres egne hænder!" - en enorm skolende betydning for masserne. Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres stædige modvilje mod at tage magten, der så dramatisk blev afsløret under juli-dagene, dømte dem klart i massernes opfattelse og forberedte bolsjevikkernes sejr.
Fjerde Internationales centrale opgave består i at befri proletariatet fra dets gamle ledelse, hvis konservatisme står i fuldstændig modsætning til den smuldrende kapitalismes katastrofe-udbrud, og som udgør den væsentligste hindring for historiske fremskridt. Den hovedanklage, som Fjerde Internationale fremsætter mod proletariatets traditionelle organisationer, er, at de ikke ønsker at rive sig løs fra det politisk halvdøde borgerskab. Under disse betingelser er kravet, som systematisk rettes til den gamle ledelse - "Bryd med borgerskabet, tag magten!" - et overordentligt vigtigt våben til at afsløre den forræderiske karakter partierne og organisationerne inden for Anden Internationale, Tredje Internationale og Amsterdam-Internationalen har. Parolen "arbejder- og bonderegering" er således kun acceptabel for os med det indhold, den havde i 1917 for bolsjevikkerne, d.v.s. som en anti-borgerlig og anti-kapitalistisk parole, men under ingen omstændigheder med det demokratiske indhold, som epigonerne senere gav den, idet de forvandlede den fra at være en bro til den socialistiske revolution til at være den væsentligste forhindring på denne vej.
Af alle de partier og organisationer, som baserer sig på arbejderne og bønderne og taler i deres navn, kræver vi, at de bryder politisk med borgerskabet og går ind i kampen for en arbejder- og bonderegering. I denne kamp lover vi dem fuld støtte mod den kapitalistiske reaktion. Samtidigt udvikler vi utrætteligt agitationen omkring de overgangskrav, som efter vores mening bør udgøre arbejder- og bonderegeringens program.
Er det muligt, at de traditionelle arbejderorganisationer vil kunne skabe en sådan regering? Tidligere erfaring viser, som det allerede er blevet fastslået, at dette mildt sagt er højst usandsynligt. Man kan imidlertid ikke på forhånd kategorisk afvise den teoretiske mulighed, at de småborgerlige partier, herunder stalinisterne, under indflydelse af helt usædvanlige omstændigheder (krig, nederlag, finanskrak, revolutionært pres fra masserne o.s.v.) vil kunne gå længere, end de selv ønsker i retning af et brud med borgerskabet. Een ting kan der imidlertid ikke være tvivl om: selv om denne højst usandsynlige variant et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, skulle blive en realitet og en arbejder- og bonderegering i ovennævnte forstand virkelig oprettes, ville den blot repræsentere en kort episode på vejen til et virkeligt proletariatets diktatur.
Der er imidlertid ingen grund til at fortabe sig i gætterier. Agitationen omkring parolen "arbejder- og bonderegering" bevarer under alle omstændigheder en kolossal skolende værdi. Og det er ikke tilfældigt. Denne almene parole er helt på linie med den politiske udvikling i vores epoke (de gamle borgerlige partiers bankerot og opløsning, demokratiets undergang, fascismens vækst, arbejdernes tiltagende venden sig hen imod en mere aktiv og pågående politik). Ethvert af overgangskravene bør derfor føre til een og samme politiske konklusion: arbejderne må bryde med alle den borgerlige ordens traditionelle partier for sammen med bønderne at oprette deres egen magt.
Det er umuligt at forudsige, hvad de konkrete stadier i massernes revolutionære mobilisering vil blive. Fjerde Internationales sektioner må på hvert nyt stadium kritisk orientere sig og fremføre sådanne paroler. som vil støtte arbejdernes stræben efter en uafhængig politik, skærpe denne politiks klassekarakter, nedbryde reformistiske og pacifistiske illusioner, styrke avantgardens forbindelse med masserne og forberede den revolutionære erobring af magten.
Fabrikskomiteer udgør, som allerede nævnt, en del af dobbeltmagten inden for fabrikken. De kan derfor kun eksistere under forhold med voksende pres fra masserne. Dette gælder ligeledes for særlige massegrupperinger til kamp mod krig, for priskomiteerne og alle andre nye centre i bevægelsen. Selve deres opdukken vidner om at klassekampen har overskredet rammerne for proletariatets traditionelle organisationer.
Disse nye organer og centre vil imidlertid hurtigt føle deres mangel på sammenhæng og deres utilstrækkelighed. Ikke eet af overgangskravene kan opfyldes fuldt ud samtidigt med bevarelsen af det borgerlige regime. Samtidig vil skærpelsen af den sociale krise forøge ikke blot massernes lidelser, men også deres utålmodighed, ihærdighed og pres. Stadigt nye lag af de undertrykte vil løfte hovederne og komme frem med deres krav. Millioner af udslidte "små mænd", som de reformistiske ledere aldrig har skænket en tanke, vil begynde at hamre ihærdigt på arbejderorganisationernes døre. De arbejdsløse vil slutte sig til bevægelsen. Landarbejderne, de ruinerede og halv-ruinerede bønder, de undertrykte i byerne, de kvindelige arbejdere, husmødrene, proletariserede lag blandt de intellektuelle - alle disse vil søge enhed og en ledelse.
Hvordan skal de forskellige krav og kampformer samordnes, selv om det kun er inden for en enkelt bys grænser? Historien har allerede besvaret dette spørgsmål: gennem sovjetter. Disse vil forene repræsentanterne for alle de kæmpende grupper. Til dette formål har ingen hidtil foreslået nogen anden organisationsform; faktisk ville det næppe være muligt at udtænke en bedre. Sovjetterne er ikke begrænsede til et på forhånd fastlagt partiprogram. De åbner deres døre for alle de udbyttede. Gennem disse døre passerer repræsentanter for alle lag, som er blevet trukket ind i kampens strøm. Organisationen, der udvider sig sammen med bevægelsen, bliver fornyet igen og igen i dens skød. Alle politiske strømninger i proletariatet kan kæmpe om ledelsen i sovjetterne på grundlag af det bredest mulige demokrati. Parolen om sovjetter udgør derfor kronen på overgangsprogrammet.
Sovjetter kan kun opstå på det tidspunkt hvor massebevægelsen går ind i en åben revolutionær fase. Fra det øjeblik de kommer til verden bliver sovjetterne - idet de fungerer som en akse, omkring hvilken millioner af arbejdende forenes i kampen mod deres udbyttere - de lokale autoriteters og derefter centralregeringens konkurrent og modstander. Hvis fabrikskomiteen skaber en dobbeltmagt i fabrikken, så indleder sovjetterne en periode med dobbeltmagt i landet.
Dobbeltmagten er igen kulminationen på overgangsperioden. To regimer, det borgerlige og det proletariske, står i uforsonlig modsætning til hinanden. En konflikt mellem dem er uundgåelig. Samfundets skæbne afhænger af udfaldet. Skulle revolutionen blive besejret vil borgerskabets fascistiske diktatur blive følgen. Sejrer den vil sovjetmagten, d.v.s. proletariatets diktatur og den socialistiske genopbygning af samfundet opstå.
Koloniale og halv-koloniale lande er i selve deres væsen tilbagestående lande. Men tilbagestående lande er en del af den verden, som domineres af imperialismen. Deres udvikling har derfor en kombineret karakter: de mest primitive økonomiske former er kombineret med det sidste nye inden for kapitalistisk teknik og kultur. På samme måde defineres proletariatets politiske stræben i de tilbagestående lande: kampen for de mest elementære resultater såsom national uafhængighed og borgerligt demokrati er kombineret med den socialistiske kamp mod verdensimperialismen. Demokratiske paroler, overgangskrav og den socialistiske revolutions problemer er ikke opdelt i adskilte historiske epoker i denne kamp, men udspringer direkte af hinanden. Det kinesiske proletariat var næppe begyndt at organisere fagforeninger, før det måtte til at oprette sovjetter. I denne forstand er dette program fuldt ud anvendeligt i koloniale og halv-koloniale lande, i det mindste i de lande hvor proletariatet er blevet i stand til at føre en uafhængig politik.
De centrale opgaver i de koloniale og halv-koloniale lande er landbrugsrevolutionen, d.v.s. tilintetgørelsen af den feudale arv og national uafhængighed, dvs. befrielsen fra det imperialistiske åg. Disse to opgaver er nært forbundne med hinanden.
Det er umuligt bare at forkaste det borgerlige program; det er absolut nødvendigt, at masserne selv i kampen vokser fra det. Parolen om en nationalforsamling (eller en konstituerende forsamling) bevarer sin fulde gyldighed for sådanne lande som Kina og Indien. Denne parole må forbindes uløseligt med spørgsmålet om national frigørelse og landbrugsreform. Som et første skridt må arbejderne bevæbnes med dette demokratiske program. Kun de vil være i stand til at samle og forene bønderne. På grundlag af det revolutionære demokratiske program må arbejderne sættes op mod det "nationale" borgerskab.
På et vist trin i mobiliseringen af masserne under parolerne om revolutionært demokrati kan og må sovjetter så opstå. Deres historiske rolle i enhver given periode, særligt deres forhold til nationalforsamlingen, vil være bestemt af proletariatets politiske niveau, båndet mellem dem og bønderne og karakteren af det proletariske partis politik. Før eller senere må sovjetterne styrte det borgerlige demokrati. Kun de er i stand til at føre den demokratiske revolution til ende og ligeledes indlede den socialistiske revolutions æra.
De enkelte demokratiske krav og overgangskravs relative vægt i proletariatets kamp, deres indbyrdes forbindelse og den rækkefølge, de fremsættes i, er bestemt af de særegne træk og særlige betingelser i hvert enkelt tilbagestående land og i vid udstrækning af graden af dets tilbageståenhed. Ikke desto mindre kan den generelle retning den revolutionære udvikling tager i alle tilbagestående lande bestemmes af formlen permanent revolution i den betydning de tre revolutioner i Rusland (1905, februar 1917, oktober 1917) klart har givet den.
Den Kommunistiske Internationale har givet de tilbagestående lande et klassisk eksempel på, hvordan det er muligt at ødelægge en magtfuld og lovende revolution. Under den fremstormende masseopstand i Kina i 1925-27 undlod Komintern af fremsætte parolen om en nationalforsamling og forbød samtidigt dannelsen af sovjetter. (Det borgerlige parti, Kuomintang, skulle efter Stalins plan erstatte både nationalforsamlingen og sovjetten). Efter at masserne var blevet knust af Kuomintang, organiserede Komintern en karikatur af en sovjet i Kanton. Efter Kanton-opstandens uundgåelige sammenbrud slog Komintern ind på guerilla-krigsførelsens og bonde-sovjetternes vej med fuldstændig passivitet på industriproletariatets side. Efter således at være endt i en blindgyde benyttede Komintern sig af den kinesisk-japanske krig til at tilintetgøre "Sovjet-Kina" med et pennestrøg, idet den underordnede ikke blot bøndernes "Røde Hær" men også det såkaldte kommunistparti under selvsamme Kuomintang, d.v.s. borgerskabet.
Ved således at have forrådt den internationale proletariske revolution til fordel for venskab med de "demokratiske" slaveherrer kunne Komintern ikke undgå samtidigt at forråde de koloniale massers kamp for frigørelse, og det med endnu større kynisme end Anden Internationale gjorde før den. En af opgaverne for Folkefronten og det "nationale forsvars" politik er at gøre hundrede millioner af den koloniale befolkning til kanonføde for den "demokratiske" imperialisme. Det banner, hvorpå kampen for befrielsen af de koloniale og halv-koloniale folk, d.v.s. godt halvdelen af menneskeheden, står indskrevet, er definitivt overgivet til Fjerde Internationale.
Den liberale kapitalisme, der byggede på konkurrence og frihandel, hører fuldstændigt fortiden til. Dens efterfølger, monopolkapitalismen, formindsker ikke markedets anarki, men giver det tværtimod en særlig krampagtig karakter. Nødvendigheden af "kontrol" med økonomien, af statslig 'ledelse" af industrien og af "planlægning" anerkendes i dag - i det mindste i ord - af næsten alle eksisterende borgerlige og småborgerlige tendenser, fra fascistiske til socialdemokratiske. For fascisterne er det hovedsageligt et spørgsmål om ,,planlagt" udplyndring af folket til militære formål. Socialdemokraterne forbereder sig på at tømme oceanet af anarki med skefulde af bureaukratisk "planlægning". Ingeniører og professorer skriver artikler om "teknokratiet". I deres feje "regulerings"-eksperimenter løber de demokratiske regeringer hovedet mod storkapitalens uovervindelige sabotage.
Hvilket forhold der i virkeligheden eksisterer mellem udbytterne og de demokratiske "kontrollører" illustreres bedst af det forhold, at d'herrer "reformatorer" standser brat op i from skælven på tærsklen til trusterne og deres forretnings-"hemmeligheder". Her råder princippet om "ikke-indblanding" i forretningslivet. Regnskabet mellem den enkelte kapitalist og samfundet forbliver kapitalistens hemmelighed; det er ikke samfundets anliggende. Den begrundelse, der gives for princippet om forretnings-"hemmeligheder" er angiveligt, ligesom i den liberale kapitalismes epoke, den frie "konkurrence". I virkeligheden har trusterne ingen hemmeligheder for hinanden. Den nuværende epokes forretningshemmeligheder er en del af monopolkapitalismens stadige sammensværgelse mod samfundets interesser. Planer til begrænsning af "pengefyrsternes" enevælde vil fortsætte med at være patetiske farcer, så længe private ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler kan skjule udbytningens, udplyndringens og bedrageriets rænkespil for producenterne og forbrugerne. Afskaffelse af forretningshemmeligheder er det første skridt mod virkelig kontrol med industrien.
Arbejderne har ikke mindre ret end kapitalisterne til at kende fabrikkens, trustens, hele industrigrenens, hele den nationale økonomis hemmeligheder. Først og fremmest bør bankerne, sværindustrien og det centrale transportvæsen sættes under lup.
Arbejderkontrollens umiddelbare opgaver bør være at gøre rede for samfundets gæld og tilgodehavender med udgangspunkt i de enkelte forretningsforetagender, at bestemme den virkelige størrelse af den andel af nationalindkomsten, som de enkelte kapitalister og udbytterne under eet tilegner sig; at afdække bankernes og trusternes aftaler og svindel bag kulisserne; og endelig over for alle medlemmer af samfundet at afsløre den samvittighedsløse ødslen med menneskelig arbejdskraft, som er resultatet af kapitalismens anarki og den rene profitjagt.
Ingen embedsmand i den borgerlige stat er i stand til at udføre dette arbejde, lige meget hvor stor autoritet, man udstyrer ham med. Hele verden var vidne til præsident Roosevelts og premierminister Blums afmagt over for de sammensværgelser, som de 60 og 200 familier i hver deres land stiftede. For at bryde udbytternes modstand er et massepres fra proletariatet nødvendigt. Kun fabrikskomiteer kan tilvejebringe virkelig kontrol med produktionen, idet de indkalder specialister - som rådgivere, men ikke som "teknokrater", der oprigtigt er folket hengivne: revisorer, statistikere, ingeniører, videnskabsmænd o.s.v.
Kampen mod arbejdsløsheden er utænkelig uden kravet om en omfattende og dristig organisering af offentlige arbejder. Men offentlige arbejder kan kun have en vedvarende og progressiv betydning for samfundet såvel som for de arbejdsløse selv, hvis de gøres til et led i en generel plan, der er udarbejdet for en længere årerække. Inden for rammerne af denne plan ville arbejderne kræve genoptagelse af arbejdet - som offentligt arbejde - i private virksomheder, der er blevet lukket som følge af krisen. Arbejderkontrol ville i sådanne tilfælde blive afløst af direkte arbejderledelse.
Udarbejdelsen af selv den mest elementære økonomiske plan er - fra de udbyttedes, ikke udbytternes synspunkt - umulig uden arbejderkontrol, d.v.s. uden at arbejderne har indblik i alle åbne og skjulte mekanismer i den kapitalistiske økonomi. Komiteer, der repræsenterer de enkelte virksomheder, må mødes til konferencer for at vælge tilsvarende komiteer for truster, for hele industrigrene, økonomiske regioner og endelig for hele den nationale økonomi. Således bliver arbejderkontrol en skole for planøkonomi. På grundlag af erfaringerne med kontrol vil proletariatet forberede sig til direkte at styre den nationaliserede industri, når tiden for denne mulighed er inde.
Til de kapitalister, hovedsageligt små og mellemstore, som undertiden af egen fri vilje tilbyder at åbne regnskabsbøger for arbejderne - sædvanligvis for at påvise nødvendigheden af at sænke lønningerne - svarer arbejderne, at de ikke er interesserede i de enkelte hel- eller halvfallenters bogholderi, men i samtlige udbytteres hovedbøger. Arbejderne kan ikke og ønsker ikke at tilpasse deres levestandard til enkelte kapitalisters økonomiske vanskeligheder. Kapitalisterne er selv ofre for deres eget system. Opgaven består i at reorganisere hele produktions- og fordelingssystemet på et mere værdigt og mere smidigt grundlag. Hvis afskaffelsen af forretningshemmeligheder er en nødvendig betingelse for arbejderkontrol, så er denne kontrol første skridt på vejen mod den socialistiske styring af økonomien.
Det socialistiske program for ekspropriation, d.v.s. for politisk omstyrtelse af borgerskabet og tilintetgørelse af dets økonomiske herredømme, bør i den nuværende overgangsperiode på ingen måde hindre os i, når lejlighed byder sig, at fremføre kravet om ekspropriation af forskellige nøglesektorer inden for industrien, der er livsvigtige for landets eksistens, eller af borgerskabets mest parasitære grupper.
Som svar på d'herrer demokraters patetiske jeremiader over de 60 amerikanske familiers og de 200 franske familiers diktatur stiller vi således krav om ekspropriation af disse 60 eller 200 kapitalistiske feudalherrer.
På nøjagtig samme måde kræver vi ekspropriation af de selskaber, der har monopol på krigsindustri, jernbaner, de vigtigste råvarekilder o.s.v.
Forskellen mellem disse krav og den forvirrede reformistiske parole om "nationalisering" ligger i følgende: (1) vi afviser at give erstatning; (2) vi advarer masserne mod folkefrontens demagoger, som i ord hylder nationalisering, men i handling forbliver kapitalens agenter; (3) vi opfordrer masserne til kun at stole på deres egen revolutionære styrke; (4) vi sammenkæder spørgsmålet om ekspropriation med spørgsmålet om arbejdernes og bøndernes magtovertagelse.
Nødvendigheden af i begrænset form at fremføre parolen om ekspropriation i den daglige agitation og ikke kun i vores propaganda med dens mere omfattende aspekter er bestemt af den kendsgerning, at industriens forskellige grene står på forskellige udviklingstrin, indtager forskellige pladser i samfundslivet og gennemgår forskellige stadier i klassekampen. Kun en generel revolutionær rejsning fra proletariatets side kan sætte den fuldstændige ekspropriation af borgerskabet på dagsordenen. Overgangskravenes opgave er at forberede proletariatet på løsningen af dette problem.
Imperialisme betyder finanskapitalens herredømme. Side om side med trusterne og syndikaterne, og meget ofte hævet over dem, koncentrerer bankerne den virkelige magt over økonomien i deres hænder. I deres struktur udtrykker bankerne i koncentreret form hele den moderne kapitals struktur: de forener tendenser til monopol med tendenser til anarki. De organiserer teknologiens mirakler, gigantiske foretagender, mægtige truster; og de organiserer også høje priser, krise og arbejdsløshed. Det er umuligt at tage et eneste alvorligt skridt fremad i kampen mod monopolistisk despoti og kapitalistisk anarki - som supplerer hinanden i deres nedbrydende arbejde - hvis bankernes kommandoposter forbliver i hænderne på de rovgriske kapitalister. For at skabe et samlet investerings- og kreditsystem efter en rationel plan, der svarer til hele folkets interesser, er det nødvendigt at slutte alle bankerne sammen til en enkelt national institution. Kun ekspropriation af de private banker og koncentrationen af hele kreditsystemet i hænderne på staten vil forsyne denne med de nødvendige virkelige, d.v.s. materielle, ressourcer - og ikke blot papir- eller bureaukratiske ressourcer - til økonomisk planlægning.
Ekspropriationen af bankerne indebærer i intet tilfælde ekspropriation af bankkontoerne. Tværtimod vil en enkelt statsbank være i stand til at skabe langt gunstigere betingelser for småsparerne, end de private banker kunne. På samme måde kan kun statsbanken yde bønder, håndværkere og småhandlende kreditter på gunstige vilkår, d.v.s. billigt. Endnu vigtigere er dog den omstændighed at hele økonomien - først og fremmest sværindustrien og transportvæsenet - under ledelse af en enkel finansiel stab vil tjene industriarbejdernes og alle andre arbejderes vitale interesser.
Statsovertagelsen af bankerne vil imidlertid kun frembringe disse gunstige resultater, hvis statsmagten selv går fra udbytternes over på arbejdernes hænder.
Sit-down strejker er en alvorlig advarsel fra masserne ikke blot henvendt til borgerskabet, men også til arbejdernes organisationer, herunder Fjerde Internationale. I 1919-20 besatte de italienske arbejdere fabrikker på eget initiativ og gav således deres "ledere" et vink om, at den sociale revolution var på vej. "Lederne" ænsede ikke vinket. Fascismens sejr var resultatet.
Sit-down strejker betyder endnu ikke besættelse af fabrikkerne på den italienske måde, men de er et afgørende skridt hen imod sådanne besættelser. Den nuværende krise kan skærpe klassekampen til det yderste og bringe afgørelsens time nærmere. Men det betyder ikke, at en revolutionær situation udvikler sig med eet slag. I virkeligheden markeres dens komme af en uafbrudt række krampetrækninger. En af disse er bølgen af sit-down strejker. Problemet for Fjerde Internationales sektioner er at hjælpe proletariatets avantgarde til at forstå vor epokes generelle karakter og hastighed og i tide at befrugte massernes kamp med stadigt mere beslutsomme og militante organisatoriske initiativer.
Skærpelsen af proletariatets kamp betyder skærpelse af metoderne til modangreb fra kapitalens side. Nye bølger af sit-down strejker kan og vil utvivlsomt fremkalde beslutsomme modforholdsregler fra borgerskabets side. Det forberedende arbejde er allerede ved at blive gjort af de store trusters betroede stabe. Ve de revolutionære organisationer, ve proletariatet, hvis det igen lader sig overrumple!
Borgerskabet lader sig intetsteds nøje med det officielle politi og hæren. I USA holder borgerskabet selv i "fredelige tider" bataljoner af skruebrækkere og privat bevæbnede banditter i fabrikkerne. Hertil må nu føjes de forskellige grupper af amerikanske nazister. Ved det første tegn på fare mobiliserede det franske borgerskab halv-legale og illegale fascistiske delinger, deriblandt dem der findes inden for hæren. Aldrig så snart er presset fra de engelske arbejdere endnu engang forstærket før fascistbanderne øjeblikkeligt fordobles, tre-dobles, ja ti-dobles for at rykke ud i et blodigt felttog mod arbejderne. Borgerskabet holder sig yderst nøje underrettet om den kendsgerning, at klassekampen i den nuværende epoke uvægerligt tenderer mod at forvandle sig til borgerkrig. Eksemplerne fra Italien, Tyskland, Østrig, Spanien og andre lande har lært kapitalens magnater og lakajer betydeligt mere, end de har lært proletariatets officielle ledere.
Anden og Tredje Internationales politikere såvel som fagforeningsbureaukraterne lukker bevidst øjnene for borgerskabets private hær; ellers kunne de ikke så meget som et døgn opretholde deres alliance med det. Reformisterne indpoder systematisk i arbejdernes bevidsthed den forestilling, at demokratiets ukrænkelighed garanteres bedst, når borgerskabet er bevæbnet til tænderne og arbejderne er ubevæbnede.
Fjerde Internationales pligt er een gang for alle at sætte en stopper for denne slavepolitik. De småborgerlige demokrater - herunder socialdemokrater, stalinister og anarkister - råber desto højere op om kampen mod fascismen, jo mere krysteragtigt de i virkeligheden kapitulerer over for den. Kun bevæbnede arbejderafdelinger, som føler støtten fra millioner af arbejdere bag sig, kan med held sætte sig op mod de fascistiske bander. Kampen mod fascismen begynder ikke i de liberale redaktionskontorer, men i fabrikkerne og den slutter på gaden. Skruebrækkere og private revolvermænd på fabrikkerne udgør grundstammen i den fascistiske hær. Strejkevagter er grundstammen i proletariatets hær. Dette er vores udgangspunkt. I forbindelse med enhver strejke og gadedemonstration er det bydende nødvendigt at propagandere for nødvendigheden af at danne arbejderværn. Det er nødvendigt at indføje denne parole i programmet for fagforeningernes revolutionære fløj. Hvor som helst det er muligt, er det bydende nødvendigt at organisere arbejderværn, først i ungdomsorganisationerne, at træne dem og sætte dem ind i brugen af våben.
Et nyt opsving i massebevægelsen bør ikke blot udnyttes til at øge antallet af sådanne enheder, men også til at slutte dem sammen efter kvarterer, byer og regioner. Det er nødvendigt at give organiseret udtryk for arbejdernes berettigede had til skruebrækkere og bander af gangstere og fascister. Det er nødvendigt at fremføre parolen om en arbejdermilits som den eneste virkelige garanti for arbejderorganisationernes, [ arbejdermødrenes ] og arbejderpressens ukrænkelighed.
Kun ved hjælp af et sådant systematisk, vedvarende, utrætteligt, modigt agitatorisk og organisatorisk arbejde, altid på grundlag af massernes egne erfaringer, er det muligt at fjerne den traditionsbundne underdanighed og passivitet fra deres bevidsthed; at optræne afdelinger af heltemodige kæmpere, der kan udgøre et eksempel for alle arbejdere; at tilføje kontrarevolutionens bevæbnede banditter en række taktiske nederlag; at hæve de udbyttedes og undertryktes selvbevidsthed; at kompromittere fascismen i småborgerskabets øjne og bane vejen for proletariatets erobring af magten.
Engels definerede staten som grupper af "bevæbnede mænd". Proletariatets bevæbning er et bydende nødvendigt led i dets kamp for frigørelse. Når proletariatet har viljen til det, vil det finde vejen og midlerne til at bevæbne sig. Også på dette område tilfalder ledelsen naturligt Fjerde Internationales sektioner.
Den tid, hvor Kominterns strateger erklærede Hitlers sejr for blot at være et skridt mod Thälmanns sejr, er i dag fjern fortid. Thälmann har nu siddet i Hitlers fængsler i mere end 5 år. Mussolini har holdt Italien i fascismens lænker i mere end 16 år. I al den tid har Anden og Tredje Internationale været ude af stand til ikke bare at igangsætte en massebevægelse, men endog til at skabe en virkelig illegal organisation, som blot i nogen grad kan sammenlignes med de russiske revolutionære partier under zarismens epoke.
Der er ikke den mindste grund til at forklare disse fejltagelser med henvisninger til den fascistiske ideologis magt. (Mussolini har aldrig fremført nogen form for ideologi). Hitlers "ideologi" har aldrig for alvor fået tag i masserne. De lag af befolkningen som på et tidspunkt var beruset af fascisme, det vil først og fremmest sige middelklassen, har haft tid nok til at blive ædru. Den kendsgerning, at en blot nogenlunde mærkbar opposition er begrænset til protestantiske og katolske kirkekredse, kan ikke forklares med styrken i de halvt vanvittige og svindleriske teorier om "race" og "blod" men af de frygtelige sammenbrud i demokratiets, socialdemokratiets og Kominterns ideologier.
Efter massakren på Pariserkommunen herskede den sorte reaktion i næsten 8 år. Efter nederlaget i den russiske revolution 1905 forblev de arbejdende masser bedøvet i næsten lige så lang tid. Men i begge tilfælde var der kun tale om et fysisk nederlag, som var betinget af styrkeforholdet. I Rusland drejede det sig desuden om et næsten jomfrueligt proletariat. Den bolsjevikiske fraktion havde på det tidspunkt ikke engang fejret sin 3-års fødselsdag. Det forholder sig ganske anderledes i Tyskland, hvor ledelsen kom fra stærke partier, hvoraf det ene havde eksisteret i 70 år, det andet i næsten 15. Begge disse partier, som havde millioner af vælgere bag sig, blev moralsk lammet før slaget og kapitulerede uden kamp. Historien kender ikke nogen tilsvarende katastrofe. Det tyske proletariat blev ikke knust af fjenden i kamp. Det blev knust af dets egne partiers fejhed, nedrighed og forræderi. Det kan derfor ikke undre, at det har mistet troen på alt, hvad det i næsten 3 generationer havde været vant til at tro på. Hitlers sejr styrkede så igen Mussolini.
Den lange række af nederlag for det revolutionære arbejde i Spanien og Tyskland er blot belønningen for Socialdemokratiets og Kominterns kriminelle politik. Illegalt arbejde kræver ikke blot massernes sympati, men også den bevidste begejstring fra deres udviklede lags side. Men kan man overhovedet forvente nogen begejstring for historisk fallerede organisationer? Flertallet af dem, der står frem som emigrantledere, er enten demoraliserede ind til marven, agenter for Kreml og GPU, eller forhenværende socialdemokratiske ministre, som drømmer om, at arbejderne ved et eller andet mirakel vil genindsætte dem på deres mistede poster. Er det muligt blot et øjeblik at forestille sig disse herrer i rollen som fremtidige ledere af den "anti-fascistiske" revolution?
Og begivenhederne på verdensarenaen - knusningen af de østrigske arbejdere, den spanske revolutions nederlag, Sovjetstatens degeneration - kunne ikke befordre et revolutionært opsving i Italien og Tyskland. Eftersom de tyske og italienske arbejdere i høj grad er afhængig af radioen for at få politiske informationer, kan man med sikkerhed sige, at Moskva Radio, som kombinerer thermidorianske løgne med stupiditet og uforskammethed, er blevet den mest magtfulde faktor i demoraliseringen af masserne i de totalitære stater. I denne henseende som i andre optræder Stalin blot som Goebbels' medhjælper.
De klassemodsætninger, der førte til fascismens sejr, og som fortsætter med at være virksomme også under fascismen, underminerer den samtidigt lidt efter lidt. Masserne er mere utilfredse end nogensinde. Hundreder og tusinder af selvopofrende arbejdere fortsætter på trods af alt med at udføre revolutionært muldvarpearbejde. En ny generation, som ikke direkte har oplevet tilintetgørelsen af gamle traditioner og store forhåbninger, er trådt frem. Den molekylære forberedelse af den proletariske revolution fortsætter uimodståeligt under den tunge totalitære gravsten. Men for at den skjulte energi skal kunne blusse op i åbent oprør, er det nødvendigt, at proletariatets avantgarde finder nye perspektiver, et nyt program og et nyt uplettet banner.
Heri ligger den største hæmsko. Det er yderst vanskeligt for arbejdere i fascistiske lande at vælge et nyt program. Et program bekræftes af erfaringen. Og det er netop erfaringer fra massebevægelser, som mangler i lande med totalitært despoti. Det er meget sandsynligt, at en virkelig proletarisk sejr i et af de "demokratiske" lande vil være nødvendig for at sætte liv i den revolutionære bevægelse på fascistisk område. En tilsvarende virkning er mulig ved hjælp af en finansiel eller militær katastrofe. For øjeblikket er det bydende nødvendigt, at der først og fremmest udføres et forberedende propagandistisk arbejde, som først en gang i fremtiden vil give større resultater. En ting kan allerede nu fastslås med fuld overbevisning: når den endelig engang bryder frem, vil den revolutionære bølge i de fascistiske lande øjeblikkeligt udgøre en storslået kraft og vil under ingen omstændigheder standse op for at genoplive Weimar-republikkens lig i en eller anden form.
Det er fra dette punkt og videre frem Fjerde Internationale og de gamle partier, som har oplevet deres bankerot, fjerner sig mere og mere kompromisløst fra hinanden. Folkefronten i eksil er den mest ondartede og gemene afart af alle mulige folkefronter. Den betegner i bund og grund en magtesløs længsel efter en koalition med et ikke-eksisterende liberalt borgerskab. Hvis den havde haft heldet med sig, ville den simpelthen have forberedt en række nye nederlag af den spanske type for proletariatet. En nådesløs afsløring af folkefrontens teori og praksis er derfor den første betingelse for en revolutionær kamp mod fascismen.
Selvfølgelig betyder dette ikke, at Fjerde Internationale afviser demokratiske paroler som et middel til at mobilisere masserne mod fascismen. Tværtimod kan sådanne paroler på visse tidspunkter spille en betydningsfuld rolle. Men demokratiske formler (trykkefrihed, retten til at danne fagforeninger o.s.v.) er for os kun lejlighedsvise eller kortvarige paroler i proletariatets uafhængige bevægelse og ikke en demokratisk løkke, som er lagt om proletariatets hals af borgerskabets agenter (Spanien!). Så snart bevægelsen antager noget i retning af massekarakter, vil de demokratiske paroler blive sammenflettet med overgangskrav; fabrikskomiteer vil antageligt dukke op, før de gamle rutinepolitikere kommer styrtende fra deres kancellier for at organisere fagforeninger; sovjetter vil dække Tyskland, før en ny konstituerende forsamling træder sammen i Weimar. Det samme gælder for Italien og resten af de totalitære og halv-totalitære lande.
Fascismen styrtede disse lande ud i politisk barbari. Men det ændrede ikke deres sociale struktur. Fascismen er et redskab i finanskapitalens og ikke de feudale godsejeres hænder. Et revolutionært program må bygge på klassekampens dialektik, som også gælder i fascistiske lande, og ikke på skrækslagne fallenters psykologi. Fjerde Internationale afviser med afsky den politiske maskerades metoder, som tvang stalinisterne, den "tredje periodes" tidligere helte, til skiftevis at dække sig bag katolikkernes, protestanternes, jødernes, de tyske nationalisters, de liberales masker - blot for at skjule deres utiltalende ansigter. Fjerde Internationale træder altid og alle steder frem under sit eget banner. Den fremfører åbent sit eget program over for proletariatet i de fascistiske lande. De bevidste arbejdere i hele verden er allerede fast overbeviste om at omstyrtelsen af Mussolini, Hitler og deres agenter og efterlignere kun vil ske under Fjerde Internationales ledelse.
Sovjetunionen opstod af Oktoberrevolutionen som en arbejderstat. Statseje af produktionsmidlerne, en nødvendig forudsætning for en socialistisk udvikling, åbnede mulighed for en hurtig vækst af produktivkræfterne. Men arbejderstatens apparat undergik samtidigt en fuldstændig degeneration: den blev forvandlet fra at være et våben for arbejderklassen til at være et våben for bureaukratisk vold mod arbejderklassen og i stadigt højere grad til et våben for sabotage af landets økonomi. Bureaukratiseringen af en tilbagestående og isoleret arbejderstat og forvandlingen af bureaukratiet til en almægtig privilegeret kaste udgør den mest overbevisende gendrivelse - ikke blot i teorien, men denne gang i praksis - at teorien om socialisme i eet land.
USSR legemliggør således forfærdende modsætninger. Men den forbliver stadigvæk en degenereret arbejderstat. Sådan er den sociale diagnose. Den politiske diagnose har karakter af et alternativ: enten vil bureaukratiet, der i stadigt højere grad bliver verdensborgerskabets organ i arbejderstaten, omstyrte den nye ejendomsform og kaste landet tilbage i kapitalismen; eller arbejderklassen vil knuse bureaukratiet og åbne vejen for socialisme.
For Fjerde Internationales sektioner kom Moskva-processerne ikke som nogen overraskelse og ikke som et resultat af Kreml-diktatorens personlige vanvid, men som thermidorens ægtefødte afkom. De voksede frem af de ulidelige konflikter inden for sovjet-bureaukratiet selv, som igen afspejler modsætningerne mellem bureaukratiet og folket, såvel som de stadigt dybere modsætninger blandt "folket" selv. Processernes blodige "fantastiske" karakter angiver graden af modsætningernes intensitet og er af samme grund et varsel om at løsningen nærmer sig.
Offentlige udtalelser fra tidligere repræsentanter for Kreml i udlandet, som nægtede at vende tilbage til Moskva, bekræfter uigendriveligt på deres egen måde, at alle mulige afskygninger af politisk tænkning findes inden for bureaukratiet: fra ægte bolsjevisme (Ignace Reiss) til den rene fascisme (F. Butenko). De revolutionære elementer inden for bureaukratiet, der kun udgør et lille mindretal, afspejler proletariatets socialistiske interesser, selv om det skal indrømmes, at de kun gør det passivt. De fascistiske, kontrarevolutionære elementer, der vokser uafbrudt, udtrykker med stadig større konsekvens verdensimperialismens interesser. Disse kandidater til rollen som kompradorer mener ikke uden grund, at det nye herskende lag kan sikre deres privilegerede stilling alene ved at afvise nationalisering, kollektivisering og monopol på udenrigshandlen under påskud af at ville assimilere den "vestlige civilisation", d.v.s. kapitalismen. Mellem disse to poler er der spredte Mensjevik-socialrevolutionære tendenser med et mellemstandpunkt, som tiltrækkes af borgerligt demokrati.
Inden for dette såkaldte "klasseløse" samfunds egne rækker eksisterer utvivlsomt grupperinger, der er nøjagtigt magen til dem inden for bureaukratiet, blot mindre udtalt og i et omvendt forhold: bevidste kapitalistiske tendenser kendetegner hovedsageligt den velhavende del af kollektivbrugene (kolkhoserne) og er kun karakteristisk for et lille mindretal af befolkningen. Men dette lag udgør en bred basis for småborgerlige tendenser til at akkumulere personlig rigdom på bekostning af den almindelige nød og bliver bevidst opmuntret af bureaukratiet.
På toppen af dette system af stigende modsætninger hager thermidor-oligarkiet, der i dag stort set er reduceret til Stalins bonapartistiske klike, sig fast med terroristiske metoder, og belaster den sociale ligevægt mere og mere. De seneste skueprocesser sigtede mod at rette et slag mod venstrefløjen. Dette gælder også for udrensningen af Højreoppositionens ledere, fordi højrefløjen af det gamle bolsjevikparti, set ud fra bureaukratiets interesser og tendenser udgjorde en fare fra venstre. Den kendsgerning, at den bonapartistiske klike, ligeledes af frygt for sine egne højre-allierede af typen Butenko, i selvopholdelsens interesse er tvunget til at henrette generationen af Gamle Bolsjevikker næsten til sidste mand, er et ubestrideligt vidnesbyrd om de revolutionære traditioners levedygtighed blandt masserne såvel som disses voksende utilfredshed.
Småborgerlige demokrater i Vesten, som endnu i går tog Moskva-processerne for rene varer, gentager i dag ihærdigt, at der findes "hverken trotskisme eller trotskister i USSR." De mangler imidlertid at forklare, hvorfor alle udrensningerne føres som en kamp mod netop denne fare. Hvis vi betragter ,,trotskismen" som et færdigt program eller, hvad der er mere relevant her, som en organisation, så er "trotskismen" ubestrideligt yderst svag i USSR. Dens uudryddelige styrke stammer fra, at den ikke alene udtrykker den revolutionære tradition, men også den russiske arbejderklasses faktiske opposition i dag. Det sociale had til bureaukratiet, som arbejderne har ophobet - det er netop dette, der i Kreml-klikens øjne udgør "trotskismen". Men en dødelig og yderst velbegrundet angst frygter denne klike forbindelsen mellem arbejdernes dybe, men uartikulerede forbitrelse og Fjerde Internationales organisation.
Udryddelsen af generationen af Gamle Bolsjevikker og af de revolutionære repræsentanter for den mellemste og den unge generation har bidraget til at forskyde den politiske ligevægt stadigt mere til fordel for den borgerlige højrefløj af bureaukratiet og dets allierede i hele landet. Fra dem, d.v.s. fra højrefløjen, kan vi i den kommende tid forvente stadigt mere beslutsomme forsøg på at revidere USSR's sociale regime og bringe det nærmere den "vestlige civilisations" mønster i dens fascistiske form.
Set fra dette perspektiv bliver spørgsmålet om "forsvaret af USSR" yderst konkret. Hvis den borgerligt-fascistiske gruppering, "Butenko-fraktionen" så at sige, i morgen skulle forsøge at erobre magten, ville "Reiss-fraktionen" uundgåeligt stille sig på den modsatte side af barrikaderne. Selv om det midlertidigt ville se sig allieret med Stalin, ville det ikke desto mindre ikke forsvare den bonapartistiske klike, men USSR's sociale basis, d.v.s. den ejendom der er vristet fra kapitalisterne og omdannet til statsejendom. Skulle "Butenko-fraktionen" vise sig at være i alliance med Hitler, så ville Reiss-fraktionen forsvare USSR mod militær intervention, inden for landet såvel som på verdensarenaen. Enhver anden kurs ville være et forræderi.
Selv om det således er utilladeligt på forhånd at benægte muligheden, i strengt definerede situationer, af en "enhedsfront" med den thermidorianske del af bureaukratiet mod et åbent angreb fra den kapitalistiske kontrarevolution forbliver hovedopgaven i USSR dog omstyrtelsen af netop dette thermidorianske bureaukrati. Hver dag der føjes til dets herredømme er med til at få de socialistiske elementers fundament i økonomien til at rådne og til at forøge risikoen for genoprettelse af kapitalismen. Det er i lige netop denne retning, Komintern bevæger sig som den stalinistiske klikes agent og medskyldige ved at kvæle den spanske revolution og demoralisere det internationale proletariat.
Ligesom i de fascistiske lande ligger bureaukratiets væsentligste styrke ikke i det selv, men i massernes desillusionering, i deres mangel på et nyt perspektiv. Ligesom i de fascistiske lande. som Stalins politiske apparat ikke adskiller sig fra på anden måde end ved at være mere tøjlesløs i sin grusomhed, er kun forberedende propagandistisk arbejde i dag muligt i USSR. Ligesom i fascistiske lande vil stødet til de sovjetiske arbejderes revolutionære rejsning sandsynligvis blive givet af begivenheder uden for landet. Kampen mod Komintern på verdensarenaen er i dag den vigtigste del af kampen mod det stalinistiske diktatur. Der er mange tegn på at Kominterns undergang vil gå forud for den bonapartistiske klikes og hele det thermidorianske bureaukratis fald, eftersom den ikke har en direkte basis i GPU.
Et nyt opsving i revolutionen i USSR vil utvivlsomt begynde som en kamp mod social ulighed og politisk undertrykkelse. Ned med bureaukratiets grader og ordner! Større lighed i lønnen i alle former for arbejde!
Kampen for fagforeningernes og fabrikskomiteernes frihed og for forsamlings- og trykkefrihed vil folde sig ud i kampen for genoplivelsen og udviklingen af sovjet-demokratiet.
Bureaukratiet erstattede sovjetterne som klasseorganer med fiktionen om almindelig valgret - i Hitler-Goebbels stil. Det er nødvendigt at give sovjetterne ikke blot deres frie demokratiske form, men også deres klasseindhold tilbage. Ligesom borgerskabet og kulakkerne engang ikke havde lov til at indtræde i sovjetterne, således er det nu nødvendigt at drive bureaukratiet og det nye aristokrati ud af sovjetterne. I sovjetterne er der kun plads for repræsentanter for arbejderne, menige kollektivbønder, bønder og mandskab fra Den Røde Hær.
Demokratiseringen af sovjetterne er umulig uden legalisering af sovjetpartierne. Arbejderne og bønderne vil med deres egen frie stemme tilkendegive, hvilke partier de anerkender som sovjet-partier.
En revision af planøkonomien fra øverst til nederst i producenternes og forbrugernes interesse! Fabrikskomiteerne må have retten til at kontrollere produktionen tilbage. Et demokratisk organiseret forbrugerkooperativ må kontrollere produkternes kvalitet og pris.
Reorganiseringen af kollektivbrugene i overensstemmelse med de arbejdendes vilje og interesser.
Bureaukratiets reaktionære internationale politik må erstattes af den proletariske internationalismes politik. Hele Kremls diplomatiske korrespondance skal offentliggøres. Ned med det hemmelige diplomati.
Alle de politiske retssager, det thermidorianske bureaukrati har iscenesat, skal genoptages i fuld offentligt lys med fuld åbenhed for uenigheder og med de impliceredes integritet. Kun de undertrykte massers sejrrige revolutionære rejsning kan genoplive sovjet-regimet og garantere dets videre udvikling mod socialismen. Der er kun et parti som er i stand til at lede de sovjetiske masser til opstand - Fjerde Internationales parti!
Ned med Kain-Stalins bureaukratiske bande!
Længe leve sovjet-demokratiet!
Længe leve den internationale socialistiske revolution!
Den politik, som Leon Blums parti fører i Frankrig viser på ny, at reformisterne er ude af stand til at lære noget som helst af selv de mest tragiske erfaringer i historien. Det franske socialdemokrati kopierer slavisk det tyske socialdemokratis politik og går den samme skæbne i møde. I løbet af nogle få årtier flettede Anden Internationale sig sammen med det borgerligt-demokratiske regime, blev faktisk en del af det og rådner nu op sammen med det.
Tredje Internationale er slået ind på reformismens vej på et tidspunkt, hvor den kapitalistiske krise klart har sat den proletariske revolution på dagsordenen. Kominterns politik i Spanien og Kina i dag - der består i at krybe for det "demokratiske" og "nationale" borgerskab - viser, at også Komintern er ude af stand til at ændre sig. Bureaukratiet, som blev en reaktionær kraft i USSR, kan ikke spille en revolutionær rolle på verdensarenaen.
Anarko-syndikalismen har generelt set gennemgået den samme form for udvikling. I Frankrig er Leon Jouhaux's syndikalistiske bureaukrati for længe siden blevet en borgerlig agent i arbejderklassen. I Spanien rystede anarkosyndikalismen sin påtagne revolutionære indstilling af sig og blev femte hjul i det borgerlige demokratis stridsvogn.
Centristiske organisationer i midten, som er centreret omkring London-Bureauet, repræsenterer blot "venstreorienterede" vedhæng til socialdemokratiet og til Komintern. De har udvist en fuldstændig mangel på evne til at finde hoved og hale i den politiske situation og drage revolutionære konklusioner af den. Deres højdepunkt var det spanske POUM, som under revolutionære betingelser viste sig fuldstændig ude af stand til at følge en revolutionær linje.
De tragiske nederlag verdensproletariatet har lidt gennem en lang årerække har dømt de officielle organisationer til endnu større konservatisme og har samtidigt sendt desillusionerede småborgere på jagt efter "nye veje". Som altid i perioder med reaktion og forfald dukker kvaksalvere og charlataner op fra alle sider, ivrige efter at revidere hele den revolutionære tænknings udvikling. I stedet for at lære af fortiden "forkaster" de den. Nogle opdager marxismens mangel på konsekvens, andre forkynder bolsjevismens undergang. Der er nogle som giver den revolutionære doktrin skylden for de fejl og forbrydelser, som blev begået af dem, der svigtede den, der er andre, som forbander medicinen, fordi den ikke garanterer øjeblikkelig og mirakuløs helbredelse. De mere dristige lover at finde et universalmiddel, og i forventning herom anbefaler de, at man indstiller klassekampen. Adskillige profeter for en "ny moral" forbereder sig på at genrejse arbejderbevægelsen ved hjælp af etisk homøopati. Det er lykkedes størstedelen af disse apostle selv at blive moralske invalider, før de når frem til slagmarken. Under etiketten "nye veje" tilbydes proletariatet således gamle opskrifter, som for længst er blevet begravet i den før-marxistiske socialismes arkiver.
Fjerde Internationale erklærer kompromisløs krig mod Anden og Tredje Internationales, Amsterdam-Internationalens og den anarko-syndikalistiske Internationales bureaukratier såvel som deres centristiske følgesvende, mod reformisme uden reformer, mod demokrati, der er allieret med GPU, mod pacifisme og fred, mod "revolutionære", der lever i dødelig angst for revolutionen. Alle disse organisationer er ikke løfter om fremtiden, men fortidens rådne levninger. Krigenes og revolutionernes epoke vil jævne dem med jorden.
Fjerde Internationale søger ikke efter og opfinder ikke universalmidler. Den står klart på marxismens grund som den eneste revolutionære doktrin, der gør det muligt at forstå virkeligheden, afdække årsagerne til nederlagene og bevidst forberede sejren. Fjerde Internationale fortsætter traditionen fra bolsjevismen, som først viste proletariatet, hvordan det erobrer magten. Fjerde Internationale fejer kvaksalvere, charlataner og påtrængende moralprædikanter bort. I et samfund der bygger på udbytning, er den sociale revolutions moral den højeste moral. Alle de metoder er gode, som hæver arbejdernes klassebevidsthed, deres tro på egne kræfter, deres offervillighed i kampen. Utilladelige metoder er dem, der indgyder de undertrykte frygt og underdanighed over for deres undertrykkere, som knuser følelsen af protest og harme eller erstatter massernes vilje med ledernes vilje, overbevisning med tvang, analyse af virkeligheden med demagogi og falske anklager. Det er grunden til, at socialdemokratiet, der prostituerer marxismen, og stalinismen, der er bolsjevismens direkte modsætning, begge er den proletariske revolutions og dens morals dødsfjender.
At se virkeligheden lige i øjnene; ikke at søge den mindste modsætnings vej; at kalde tingene ved deres rette navn; at sige sandheden til masserne, uanset hvor bitter den kan være; ikke at frygte forhindringer; at være tro i små som i store ting; at bygge ens program på klassekampens logik; at være dristig når handlingens time er inde - dette er Fjerde Internationales regler. Den har vist, at den kan svømme mod strømmen. Den kommende historiske bølge vil bære den fremad på sin top.
Under indflydelse af det forræderi proletariatets historiske organisationer har begået, opstår eller genopstår bestemte sekteriske stemninger og grupperinger af forskellig slags i Fjerde Internationales periferi. Det, der ligger til grund for dem, er en afvisning af at kæmpe for delkrav og overgangskrav, d.v.s. for de arbejdende massers interesser og behov, sådan som de er i dag. At forberede socialismen betyder for sekterikerne at overbevise sig om socialismens overlegenhed. De foreslår, at man skal vende ryggen til de "gamle" fagforeninger, d.v.s. til millioner af organiserede arbejdere - som om masserne på en eller anden måde kunne leve uden for den faktiske klassekamps betingelser! De forbliver ligegyldige over for den interne kamp i de reformistiske organisationer - som om man kunne vinde masserne uden at intervenere i deres daglige strid! De nægter at skelne mellem borgerligt demokrati og fascisme - som om masserne kunne undgå på alle mulige måder at føle forskellen!
Sekterikerne er kun i stand til at skelne mellem to farver: rød og sort. For ikke at føre sig selv i fristelse forenkler de virkeligheden. De nægter at foretage en skelnen mellem de kæmpende lejre i Spanien af den grund, at begge lejre har en borgerlig karakter. Af samme grund anser de det for nødvendigt at forholde sig "neutralt" i krigen mellem Japan og Kina. De benægter den principielle forskel mellem USSR og de imperialistiske lande, og på grund af det sovjetiske bureaukratis reaktionære politik afviser de at forsvare de nye ejendomsforrner, der blev skabt af Oktoberrevolutionen, imod imperialismens voldsomme angreb. Da de er ude af stand til at nå ud til masserne, anklager de ivrigt masserne for manglende evne til at hæve sig op til revolutionære ideer.
Disse golde politikere har i almindelighed ikke brug for en bro i form af overgangskrav, fordi de ikke har til hensigt at nå over på den anden bred. De står og smøler på samme sted samtidig med, at de stiller sig tilfreds med en gentagelse af de samme tomme abstraktioner. Politiske begivenheder er for dem en lejlighed til at kommentere, men ikke til at handle. Eftersom sekterikere, ligesom klodrianer og mirakelmagere i almindelighed overrumples af virkeligheden for hvert skridt, lever de i en tilstand af evig forbitrelse; de klager over "regimet" og "metoderne" og vælter sig uafbrudt i små intriger. Inden for deres egne cirkler udøver de sædvanligvis et despotisk regime. Sekterismens politiske kraftesløshed, der ikke afslører noget revolutionært perspektiv, supplerer som en skygge opportunismens kraftesløshed. I praktisk politik forener sekterikerne sig med opportunister, især med centrister, hver gang i kamp mod marxismen.
De fleste af de sekteriske grupper og kliker, der lever af tilfældige krummer fra Fjerde Internationales bord, fører en "uafhængig" organisatorisk eksistens med store prætentioner, men uden den mindste chance for succes. Bolsjevik-leninisterne overlader uden at spilde tiden roligt disse grupper til deres egen skæbne. Sekteriske tendenser findes imidlertid også i vores egne rækker og har en ødelæggende indflydelse på de enkelte sektioners arbejde. Det er umuligt blot en enkelt dag at gå yderligere på kompromis med dem. En korrekt politik over for fagforeningerne er en grundlæggende betingelse for tilslutning til Fjerde Internationale. Den, som ikke søger og ikke finder vejen til masserne, er ikke en klassekæmper, men en dødvægt for partiet. Et program udarbejdes ikke for redaktioner eller for ledere af diskussionsklubber, men for millioner af menneskers revolutionære handling. Udrensningen af sekterisme og uhelbredelige sekterikere inden for Fjerde Internationales rækker er en første forudsætning for revolutionær fremgang.
Den spanske revolutions nederlag, som blev iscenesat af dens 'ledere", Folkefrontens skændige bankerot i Frankrig og afsløringen af den juridiske svindel i Moskva - tilsammen retter disse tre kendsgerninger et uopretteligt slag mod Komintern og påfører desuden dens allierede - socialdemokraterne og anarko-syndikalisterne - alvorlige sår. Dette betyder naturligvis ikke, at medlemmer af disse organisationer straks vil vende sig mod Fjerde Internationale. Den ældre generation, som har lidt frygtelige nederlag vil forlade bevægelsen i stort tal. Desuden stræber Fjerde Internationale bestemt ikke efter at give politisk asyl til revolutionære invalider, desillusionerede bureaukrater og karrieremagere. Over for en mulig tilstrømning til vores parti af de småborgerlige elementer, der nu regerer i de gamle organisationers apparater, er strenge præventive forholdsregler tværtimod nødvendige: en forlænget prøvetid for de kandidater, som ikke er arbejdere, især tidligere partibureaukrater; forhindring af at de indtager nogen som helst ansvarlige poster i de første 3 år o.s.v. Der er ikke, og der vil ikke i Fjerde Internationale blive nogen plads for karrieremagere, de gamle internationalers kræftsvulst. Kun de, der ønsker at leve for bevægelsen og ikke på bekostning af bevægelsen vil få adgang hos os. De revolutionære arbejdere må føle, at de selv er herrer. Vores organisations døre står vidt åben for dem.
Selv blandt de arbejdere, som en gang kom frem i forreste række, er der selvfølgelig ikke så få, som er trætte og desillusionerede. De vil i det mindste i den nærmeste periode forblive tilskuere. Når et program eller en organisation er slidt op, er den generation, som bar dem på sine skuldre også slidt op. Bevægelsen får nyt liv gennem ungdommen, som ikke har noget ansvar for fortiden. Fjerde Internationale er særligt opmærksom på proletariatets unge generation. I hele sin politik stræber den efter at indgyde ungdommen tro på dens egen styrke og på fremtiden. Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.
Ifølge deres natur koncentrerer opportunistiske organisationer deres opmærksomhed om arbejderklassens øverste lag og ignorerer derfor både ungdommen og den kvindelige arbejder. Kapitalismens forfald rammer imidlertid kvinden, både som lønarbejder og husmor, hårdest. Fjerde Internationale må søge støtte blandt de mest udbyttede lag i arbejderklassen og som følge heraf blandt de kvindelige arbejdere. Her vil de finde uudtømmelige reserver af hengivenhed, uselviskhed og offervilje.
Ned med bureaukratiet og karrieremageriet! Ban vejen for ungdommen! Vend jer til den kvindelige arbejder! Disse paroler står skrevet på Fjerde Internationales banner.
Skeptikere spørger: Men er tiden endnu kommet til at skabe en ny internationale? Det er umuligt, siger de, at skabe en internationale "kunstigt", den kan kun opstå af store begivenheder, o.s.v., o.s.v. Alle disse indvendinger viser blot at skeptikere ikke dur til at opbygge en ny internationale. De dur næppe til noget som helst.
Fjerde Internationale er allerede opstået af store begivenheder: proletariatets største nederlag i historien. Årsagen til disse nederlag skal findes i det gamle lederskabs degeneration og forræderi. Klassekampen tåler ikke en afbrydelse. Tredje Internationale er ligesom Anden Internationale død for revolutionens mål. Længe leve Fjerde Internationale!
Men er tiden endnu kommet til at proklamere dens oprettelse? ... skeptikerne er ikke beroligede. Fjerde Internationale, svarer vi, behøver ikke at blive "proklameret". Den eksisterer og den kæmper. Er den svag? Ja, dens rækker er ikke talrige, fordi den endnu er ung. De består stadigvæk hovedsageligt af kadrer. Men disse kadrer er løfter om fremtiden. Uden for disse kadrer eksisterer der ikke en eneste revolutionær strømning på denne planet, som virkelig fortjener dette navn. Hvis vores Internationale stadigvæk er talmæssigt svag, er den stærk med hensyn til doktrin, program, tradition, den uforlignelige hærdning af sine kadrer. Den, som ikke forstår dette i dag, bør holde sig udenfor indtil videre. I morgen vil det være mere indlysende.
Allerede i dag hades Fjerde Internationale med rette af stalinisterne, socialdemokraterne, de borgerlige liberale og fascisterne. Der er ikke, og der kan ikke være nogen plads for den i nogen af folkefronterne. Den bekæmper kompromisløst alle politiske grupperinger, som hænger i borgerskabets skørter. Dens opgave - afskaffelse af kapitalismens herredømme. Dens mål - socialisme. Dens metode - den proletariske revolution.
Uden internt demokrati - ingen revolutionær skoling. Uden disciplin ingen revolutionær handling. Fjerde Internationales interne struktur bygger på den demokratiske centralisme: fuldstændig frihed i diskussioner, fuldstændig enhed i handling.
Den menneskelige kulturs nuværende krise er en krise i proletariatets ledelse. De avancerede arbejdere, der er forenede i Fjerde Internationale, viser deres klasse vejen ud af krisen. De tilbyder et program, der bygger på internationale erfaringer fra proletariatets og alle verdens undertryktes kamp for frigørelse. De tilbyder et uplettet banner.
Arbejdere - mænd og kvinder - i alle lande, stil jer under Fjerde internationales banner. Det er jeres kommende sejrs banner!