Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme - Feuerbachs medregnet - er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen - men kun abstrakt, da idealismen selvfølgelig ikke kender den virkelige, sanselige virksomhed som sådan. Feuerbach sigter til sanselige objekter, der virkelig er forskellige fra tankeobjekterne; men han opfatter ikke selve den menneskelige virksomhed som genstandsvirksomhed. Han betragter derfor i "Kristendommens væsen" kun den teoretiske indstilling som ægte menneskelig, mens praksis opfattes og fastholdes i sin smudsig-jødiske udtryksform. Han forstår derfor ikke betydningen af den "revolutionære", den praktisk-kritiske virksomhed.
Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed, dvs. dens virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål.
Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Owen.)
At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.
Feuerbach tager som udgangspunkt, at verden religiøst gøres til fremmed for sig selv, fordobles til en religiøs indbildt verden og en virkelig verden. Hans arbejde består i at opløse den religiøse verden i dens verdslige grundlag. Han overser, at efter at dette arbejde er gjort, er hovedsagen endnu ugjort. Den kendsgerning nemlig, at det verdslige grundlag løsner sig fra sig selv og fikserer sig i skyerne som selvstændigt rige, kan netop kun forklares udfra dette verdslige grundlags sønderrevethed og selvmodsigende karakter. Det verdslige grundlag må altså først forstås i sin modsigelse og dernæst praktisk revolutioneres ved fjernelse af modsigelsen. Altså f.eks., efter at den jordiske familie er opdaget som den hellige families hemmelighed, må nu den førstnævnte selv kritiseres i teorien og revolutioneres i praksis.
Ikke tilfreds med den abstrakte tænkning appellerer Feuerbach til den sanselige beskuen; men han opfatter ikke sanseligheden som praktisk, menneskelig-sanselig virksomhed.
Feuerbach opløser det religiøse væsen i det menneskelige væsen. Men det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene.
Feuerbach, der ikke går ind på kritikken af dette virkelige væsen, er derfor tvunget til:
1. at abstrahere fra det historiske forløb og fastholde det religiøse sind for sig, og at forudsætte et abstrakt - isoleret - menneskeligt individ.
2. af den grund kan det menneskelige væsen hos ham kun opfattes som "art", som en indre, stum almindelighed, der blot med naturbånd forbinder de mange individer.
Feuerbach ser derfor ikke, at det "religiøse sind" selv er et samfundsprodukt, og at det abstrakte individ, som han analyserer, i virkeligheden tilhører en bestemt samfundsformation.
Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.
Det højeste, den beskuende materialisme driver det til, dvs. den materialisme, der ikke forstår sanseligheden som praktisk virksomhed, er at beskue de enkelte individer i det "borgerlige samfund".
Den gamle materialismes standpunkt er det "borgerlige" samfund; den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed.
Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.