Tale ved Karl Marx' grav

Fr. Engels' tale ved Karl Marx' begravelse på Highgate 17. marts 1883

Udgivet første gang: På tysk i »Sozialdemokrat« den 22. marts 1883.
Oversættelse: Ukendt. Efter teksten i »Sozialdemokrat«.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind II, side 164-166.
Online version: Tak til Martin Johansen, som har overført teksten til Internet og fra hvis pt. nedtagne hjemmeside teksten er kopieret.


Tale ved Karl Marx' grav

Den 14. marts, et kvarter i tre om eftermiddagen, ophørte den største nulevende tænker med at tænke. Vi havde ladet ham være alene i knap to minutter; da vi kom ind i stuen igen, fandt vi ham roligt indslumret i sin stol – men for bestandig.

Hvad det kæmpende europæiske og amerikanske proletariat, hvad den historiske videnskab har mistet i denne mand, det er slet ikke til at måle. Snart vil det tab, som dette vældige menneskes død har medført, blive føleligt.

Ligesom Darwin opdagede loven for den organiske naturs udvikling, sådan opdagede Marx den menneskelige histories udviklingslov, nemlig den simple kendsgerning, som indtil da havde været tilgroet i ideologi, at menneskene først og fremmest må spise, drikke, bo og klæde sig, inden de kan dyrke politik, videnskab, kunst, religion o.s.v.; at altså produktionen af de umiddelbare materielle livsfornødenheder og dermed et folks eller en periodes økonomiske udviklingstrin til enhver tid danner det grundlag, udfra hvilket statsinstitutionerne, retsopfattelsen, forestillingerne om kunst, ja selv de pågældende menneskers religiøse forestillinger har udviklet sig, og udfra hvilket de derfor også må forklares, og ikke omvendt, sådan som det hidtil er sket.

Men ikke nok med det. Marx opdagede også den specielle bevægelseslov for den nuværende kapitalistiske produktionsmåde og for det borgerlige samfund, som denne har frembragt. Med opdagelsen af merværdien var her pludselig skabt lys, mens alle tidligere undersøgelser, såvel de borgerlige økonomers som de socialistiske kritikeres, havde forvildet sig i mørket.

To sådanne opdagelser skulle være nok for et liv. Lykkelig den, hvem det forundes blot at gøre én sådan opdagelse. Men på ethvert enkelt område, som Marx tog op til undersøgelse, og det var mange områder, og intet har han nøjedes med kun at strejfe flygtigt – på hvert eneste område, selv på matematikens, har han gjort selvstændige opdagelser.

Sådan var han i videnskaben. Men det var endnu langtfra hovedsagen ved ham. Videnskaben var for Marx en historisk bevægende, en revolutionær kraft. Så ren en glæde han end kunne føle ved en ny opdagelse indenfor en eller anden teoretisk videnskab, hvis praktiske anvendelse måske endnu slet ikke lod sig overskue, så følte han en ganske anden glæde, når det drejede sig om en opdagelse, der straks revolutionært greb ind i industrien og i de historiske udvikling overhovedet. Han har således nøje fulgt udviklingen på elektricitetens område og i de sidste år også Marc Deprez' arbejde.

Thi Marx var fremfor alt revolutionær. På den ene eller anden måde at arbejde med på at styrte det kapitalistiske samfund og dette samfunds statsinstitutioner, at arbejde med på befrielsen af det moderne proletariat, somhan først havde givet bevidsthed om dets egen stilling og tarv, bevidsthed om betingelserne for dets frigørelse – dét var hans virkelige livskald.

Kampen var hans element. Og han har kæmpet med en lidenskab, en sejghed, med så store resultater som få. Den første »Rheinische Zeitung« i 1842, »Vorwärts [1] « i Paris 1844, »Deutsche Brüsseler Zeitung« 1847, »Neue Rheinische Zeitung« 1848/49, »New York Tribune« 1851/62 – desuden masser af kampskrifter, arbejde i Paris, Brüssel og London, indtil endelig den store Internationale arbejderassociation opstod som kronen på det hele, i sandhed, det var også et resultat, som ophavsmanden kunne være stolt af, selvom han ikke havde præsteret andet.

Og derfor var Marx sin tids mest forhadte og mest bagtalte mand. Regeringerne, enevældige så vel som republikanske, udviste ham. Folk af bourgeoisiet, konservative så vel som radikalt-demokratiske, kappedes om at bagvaske ham. Han skubbede det hele til side som spindelvæv, tog sig ikke af det, svarede kun, når det var tvingende nødvendigt.

Og han er død, æret, elsket og begrædt af millioner af revolutionære medkæmpere, der bor lige fra Sibiriens bjergværker til Kalifornien, over hele Europa og Amerika. Jeg kan dristigt sige: Så mange modstandere han end havde, han havde næppe en eneste personlig fjende.

Hans navn vil leve gennem århundrederne og således også hans værk!


Noter

[1]: »Vorwärts« – et radikalt blad, der udkom 1844 på tysk i Paris, udgivet af tyske socialistiske emigranter, med Marx som medarbejder. – Red.


Tale ved Karl Marx' grav

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere