Inauguraladresse for Den Internationale Arbejderassociation

Den Internationale Arbejderassociation kaldes også ofte for 1. Internationale. Inauguraladresse betyder indvielsestale, men er altså skrevet efter den stiftende kongresGrundlagt den 28. september 1864 på et offentligt møde i St. Martin's Hall, Long Acre i London

Udgivet første gang: Udkommet som brochure på engelsk i London, november 1864. Samtidig trykt på tysk i bladet "Sozial-Demokrat" den 21. og 30. december 1864. (Skrevet af Karl Marx, 21.-27. oktober 1864)
Oversættelse: Ukendt. Efter bladets tekst.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind I, side 370-379
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online.


Inauguraladresse for Den Internationale Arbejderassociation

Det er en kendsgerning, at arbejderklassens usle kår ikke er blevet forbedret fra 1848 til 1864, til trods for at der ikke findes magen til denne periode, hvad industriens udvikling og handelens vækst angår. I 1850 spåede et af de bedst underrettede organer for det engelske bourgeoisi, at hvis Englands ind- og udførsel steg 50%, ville armoden i England falde til nul. Nu vel! Den 7. april 1864 henrev finansministeren sine tilhørere i parlamentet ved at fastslå, at Englands samlede udenrigshandel i 1863 var vokset til 443.955.000 pund sterling! "En forbavsende sum, omtrent det tredobbelte af handelen i 1843, der ligger forholdsvis få år tilbage"! Samtidig sparede han ikke på ord om "armoden": "Tænk på dem", udbrød han, "der lever lige på armodens grænse!", på "lønningerne, der ikke er steget", på "menneskets liv, der i ni af ti tilfælde er en kamp for den blotte tilværelse". Han sagde ikke noget om det irske folk, der mod nord mere og mere fortrænges af maskinerne og mod syd af fåreflokke, skønt selv fårene går tilbage i antal i dette ulykkelige land, omend ikke i så hurtigt tempo som menneskene. Han gentog ikke det, de højeste repræsentanter for de øverste titusind netop dengang havde røbet, i et anfald af pludselig rædsel. Da den panik, der blev forårsaget af garrotteringerne, [1] nåede et vist højdepunkt, iværksatte overhuset en undersøgelse af deportationer og tugthusstraffe. Dens beretning står i den tykke blåbog fra 1863 og beviser med officielle tal og fakta, at de værste forbrydere, straffefangerne i England og Skotland, sled meget mindre i det og fik langt bedre føde end landarbejderne i England og Skotland. Og ikke nok med det. Da fabriksarbejderne i Lancashire og Cheshire blev kastet på gaden som følge af den amerikanske borgerkrig, sendte det samme overhus en læge til industridistrikterne med den opgave at foretage en undersøgelse af, hvilket minimum af kul- og kvælstof, indtaget i den billigste og simpleste form, der i gennemsnit var akkurat nok til at "afværge sultesygdomme". Den udsendte læge, dr. Smith, fastslog, at 28.000 gram kulstof og 1330 gram kvælstof pr. uge lige akkurat var nok til at holde et normalt menneske ... over sultesygdommens grænse, og han konstaterede endvidere, at dette kvantum så nogenlunde svarede til den sulteration, som den yderste nøds tryk havde bragt bomuldsarbejderne ned til. [2] Men læg så mærke til følgende! Den samme lærde doktor fik senere endnu en gang til opgave af Privy Councils sundhedsminister at undersøge ernæringstilstanden i den fattigere arbejderbefolkning. Resultaterne af hans undersøgelse blev samlet i "Sjette beretning om folkets helbredstilstand", der er blevet offentliggjort i år på parlamentets ordre. Hvad opdagede doktoren? At silkevæverne, syerskerne, handskemagerne, strømpestrikkerne osv. år ud, år ind gennemsnitlig ikke engang får bomuldsarbejdernes sulteration, ikke engang den mængde kul- og kvælstof, der"akkurat slår til for at afværge sultesygdomme". "Desuden viste det sig" – vi citerer den officielle beretning – "med hensyn til de undersøgte familier indenfor landbefolkningen, at en femtedel må klare sig med mindre end det beregnede minimum af kulstofholdig næring, og mere end en tredjedel med mindre end det beregnede minimum af kvælstofholdig næring, og at den gennemsnitlige næring i hele landsbyer i de tre grevskaber Berkshire, Oxfordshire og Somersetshire ikke nåede dette kvælstofminimum." "Her må man huske på", tilføjer den officielle beretning, "at man kun modstræbende finder sig i at give afkald på næring, og at man som regel først tyer til udpint kost, når der allerede er gået mangfoldige savn forud. Selv renlighed føles her bekostelig og vanskelig, og hvor selvrespekten alligevel forsøger på at opretholde den, dér forøger ethvert forsøg i denne retning yderligere sultens kvaler." "Dette er smertelige betragtninger, især når man tænker på, at den fattigdom, der her er tale om, ikke er lediggangens fortjente fattigdom; det drejer sig i alle tilfælde om fattigdom i arbejdende befolkningslag. Faktisk er det arbejde, der kræves for at tjene til denne sulteration, i de fleste tilfælde overmåde udstrakt." Beretningen afslører den forbavsende og temmelig uventede kendsgerning, "at af Det forenede kongeriges dele" – England, Wales, Skotland og Irland – er "bondebefolkningen i den rigeste del, England, langt den dårligst ernærede" men at selv landarbejderne i Berkshire, Oxfordshire og Somersetshire er bedre stillet end talløse dygtige håndværkere i London.

Dette er de officielle data, offentliggjort på parlamentets ordre i 1864 under frihandelens tusindårsrige, på en tid, da finansministeren oplyste underhuset om, at "den britiske arbejders gennemsnitlige stilling har forbedret sig i en grad, der af alle anerkendes at være overordentlig, og som er uden lige i noget lands og nogen tids historie". Midt blandt disse officielle lykønskninger kommer som en skærende mislyd den tørre bemærkning i den officielle beretning om folkets helbredstilstand: "Folkesundheden i et land vil sige massernes sundhedstilstand; og hvordan kan masserne være sunde, sålænge ikke også de laveste lag har nået en i hvert fald tålelig tilværelse?"

Blændet af de tal, der dansede for øjnene af ham, og som beviste "nationens fremskridt", udbrød finansministeren i overstrømmende begejstring:

"Fra 1842 til 1852 voksede den skattepligtige indtægt med 6%, i de otte år fra 1853 til 1861 voksede den med 20% sammenlignet med niveauet i 1853: en kendsgerning, der er ligeså forbavsende som utrolig! ... Denne berusende vækst af rigdom og magt", tilføjede mr. Gladstone, "har udelukkende været indskrænket til de besiddende klasser!"

Hvis I vil vide, under hvilke betingelser af ødelagt helbred, tilsmudset moral og åndelig ruin denne "berusende forøgelse af rigdom og magt", "der udelukkende har været indskrænket til de besiddende klasser", er blevet og stadig bliver skabt af de arbejdende klasser, så kast et blik på det billede, der i den sidste "Beretning om folkets helbredstilstand" tegnes af forholdene på skrædernes, typografernes og syerskernes arbejdssteder. Sammenlign "Beretningen fra børnearbejdskommissionen af 1863", hvor det f.eks. fastslås, at "pottemagerne som klasse betragtet, mænd og kvinder, udgør en befolkning, der i legemlig og åndelig henseende er degenereret", at "de usunde børn bliver til usunde forældre", at "en fortsat degeneration af racen er uundgåelig", og "at befolkningens degeneration i Staffordshire ville være endnu langt større, hvis ikke den bestandig fornyedes fra de tilstødende landdistrikter og ved ægteskabelige forbindelser med sundere lag af folket". Kast et blik på den af mr. Tremenheere redigerede blåbog over "bagersvendener klager"! Og hvem gyste ikke, da han så – hvad fabriksinspektørerne havde konstateret og notarialkontorerne understreget -, at fabriksarbejderne i Lancashire, der er sat på sulteration, alligevel kunne forbedre deres helbredstilstand på grund af bomuldsmangelen, der førte til, at bomuldsfabrikkerne afskedigede dem, samt at børnedødeligheden gik tilbage, fordi deres mødre nu endelig fik mulighed for at give dem bryst i stedet for opiummiksturer.

Se så igen på medaljens anden side! De beretninger om indkomst- og formueskatten, der den 20. juli 1864 blev forelagt underhuset, lærer os, at antallet af personer med en årlig indtægt på 50.000 pund sterling og derover var steget med godt en halv snes i tiden fra 5. april 1862 til 5. april 1863, dvs. at tallet dette ene år var steget fra 67 til 80. Den samme beretning afslører den kendsgerning, at omtrent 3000 personer har en samlet årlig indtægt på 25.000.000 pund sterling, hvilket er mere end samtlige landarbejderes samlede årsindtægt i England og Wales.

Slå op i befolkningsstatistikken fra 1861, og I vil se, at antallet af mandlige jordbesiddere i England og Wales er gået ned fra 16.934 i 1851 til 15.066 i 1861, hvilket vil sige, at jordbesiddelsens koncentration er tiltaget med 11% på 10 år. Hvis landets jord fortsat koncentreres på få hænder i samme tempo, så vil det føre til en ejendommelig forenkling af jordspørgsmålet, således som det var tilfældet i det romerske kejserrige, hvor Nero kun havde et hånligt smil tilovers, da man fortalte ham, at halvdelen af provinsen Afrika tilhørte seks personer.

Vi har opholdt os så længe ved disse "ligeså forbavsende som utrolige kendsgerninger", fordi England marcherer i spidsen for det kommercielle og industrielle Europa og faktisk repræsenterer det på verdensmarkedet. For nogle måneder siden lykønskede en af Louis Philippes landsforviste sønner den engelske landarbejder offentligt, fordi hans lod var bedre end hans mindre velstillede broders på den anden side af Kanalen. Og faktisk gentages de engelske kendsgerninger i alle industrielle og fremadskridende lande på kontinentet, med forandret lokalkolorit og i noget formindsket målestok. I dem alle er der siden 1848 sket en uhørt udvikling af industrien, et uanet opsving i udenrigshandelen. I dem alle har "forøgelsen af rigdom og magt, der alene har været indskrænket til de besiddende klasser" i sandhed været "berusende". I dem alle fik et mindretal af arbejderklassen, ligesom i England, en mindre forhøjelse af reallønnen, dvs. de forbrugsvarer, der kan anskaffes for pengelønnen, mens pengelønnens stigning i de fleste tilfælde ikke var udtryk for en virkelig tilvækst i komfort, lige så lidt som f.eks. et fattig- eller vajsenhuslem i hovedstaden havde den mindste fordel af, at hans livsfornødenheder i 1861 kostede administrationen 9 pund 15 shilling og 8 pence i stedet for 7 pund 7 shilling og 4 pence i 1852. Alle vegne er arbejderklassens store masse sunket ned, i hvert fald i samme grad som de, der står over den på den sociale rangstige, er steget opad. I alle lande i Europa er det nu en sandhed, der er indlysende for hver uhildet ånd, og som kun bestrides af dem, der af egoistisk beregning forkynder et foregøglet paradis, at ingen udvikling af teknikken, ingen opdagelse i kemien, ingen anvendelse af videnskaben i produktionen, ingen forbedring af trafikken, ingen nye kolonier, ingen udvandring, ingen åbning af nye markeder, ingen frihandel eller alle disse ting taget under eet, formår at bringe de arbejdende massers nød og elendighed ud af verden; tværtimod må enhver yderligere udvikling af arbejdsproduktiviteten på det nuværende falske grundlag uddybe de sociale kontraster og tilspidse de sociale modsætninger. I en tid med "berusende" økonomisk fremgang udviklede sultedøden sig næsten til en fast institution i det britiske imperiums hovedstad. I verdensmarkedets annaler karakteriseres denne tidsalder af, at den pest, der kaldes økonomisk og industriel krise, stadig hyppigere vender tilbage og får stadig større udstrækning og dødeligere virkning.

Efter at revolutionerne i 1848 var slået fejl, blev alle arbejderklassens partiorganisationer og partiblade på kontinentet knust af magtens jernnæve, arbejdets mest fremskredne sønner flygtede fortvivlet til den transatlantiske republik, og de stakkede frihedsdrømme veg for en epoke, hvor industrifeber, moralsk forsumpethed og politisk reaktion havde magten. De kontinentale arbejderklassers nederlag, hvortil det engelske diplomati, dengang som nu i broderlig forening med kabinettet i Skt. Petersborg, i ikke ringe grad bidrog, bredte snart sine smittende virkninger til denne side af Kanalen. Mens den kontinentale arbejderbevægelses undergang lammede den engelske arbejderklasse og brød dens tro på sin egen sag, genvandt jord- og pengelorderne deres allerede temmelig rokkede selvtillid. Frækt tog de de indrømmelser tilbage, som de allerede havde givet løfte om. Opdagelsen af nye guldlande førte kort efter til en kæmpemæssig udvandring, der efterlod uudslettelige huller i det britiske proletariats rækker. Andre af dets tidligere aktive medlemmer lod sig fange af lokkemaden med bedre beskæftigelse og øjeblikkeligt højere lønninger og "tilpassede sig til de bestående forhold". Alle anstrengelser for at opretholde eller nydanne chartistbevægelsen førte til intet, alle arbejderklassens presseorganer gik ind et efter et på grund af massernes ligegyldighed, og den engelske arbejderklasse syntes faktisk ingensinde før at have forsonet sig så fuldstændig med en tilstand af politisk betydningsløshed. Hvis der hidtil ikke havde eksisteret noget fællesskab i handling mellem den britiske arbejderklasse og kontinentets arbejderklasser, så havde man nu i hvert fald et fællesskab i nederlaget.

Og alligevel var perioden fra 1848 til 1864 ikke uden lyspunkter. Vi nævner her kun to vigtige begivenheder.

Efter en trediveårig kamp, der var blevet ført med beundringsværdig udholdenhed, lykkedes det den engelske arbejderklasse at få titimersloven vedtaget ved at udnytte en forbigående uenighed mellem jord- og pengelorderne. Det er nu anerkendt af alle, at dette blev til umådelig fysisk, moralsk og intellektuel fordel for fabriksarbejdere, således som det hvert halve år konstateres i fabriksinspektørernes beretninger. De fleste regeringer på kontinentet måtte indføre den engelske fabrikslov hos sig i mere eller mindre modificeret form, og det engelske parlament er selv tvunget til år for år at udvide dens gyldighedsområde. Men foruden dens praktiske vigtighed havde dette fremskridt for arbejderne også stor betydning på anden måde. Gennem sine berømteste videnskabsmænd - dr. Ure, professor Senior og andre vise mænd af samme slags – havde bourgeoisiet spået og af hjertens lyst bevist, at enhver lovfæstet begrænsning af arbejdsdagen måtte lade dødsklokken ringe over den britiske industri, der ligesom en vampyr ikke kunne leve uden at suge menneskeblod og fremfor alt børneblod. I gamle dage var barnemord en mysteriøs ritus i molokdyrkelsen, men det blev kun udøvet ved meget højtidelige lejligheder, måske en gang om året, og så nærede Molok ingen særlig forkærlighed for de fattiges børn.

Denne kamp omkring en lovfæstet begrænsning af arbejdsdagen blev ført med så meget større heftighed, som striden her – bortset fra den opskræmte havesyge – stod om på den ene side det blinde herredømme, som lovene om tilbud og efterspørgsel udøver, og som udgør bourgeoisiets politiske økonomi, og på den anden side kontrol med den samfundsmæssige produktion gennem indsigt og fremsyn, hvad der udgør arbejderklassens politiske økonomi. Derfor var titimersloven ikke blot en stor praktisk sejr, det var et princip, der sejrede. Det var første gang, bourgeoisiets politiske økonomi i fuldt dagslys bukkede under for arbejderklassens politiske økonomi.

Men arbejdets politiske økonomi skulle vinde en endnu større sejr over kapitalens politiske økonomi.

Vi sigter til den kooperative bevægelse, især til produktionsforeningerne, der blev skabt af nogle få modige "hænder" (hands) [3] . Værdien af disse store sociale eksperimenter kan slet ikke overvurderes. De har i handling i stedet for med argumenter bevist, at produktion i stor målestok og i samklang med den moderne videnskabs fremskridt er mulig, uden at der eksisterer en klasse af arbejdsgivere, der beskæftiger en klasse af "hænder", at arbejdsmidlerne for at være frugtbringende ikke behøver at være monopoliserede som et middel til at underkue og udpine arbejderen selv; og at lønarbejdet, ligesom slavearbejdet og de livegnes arbejde, kun er en forbigående og lavere form, der er bestemt til at forsvinde til fordel for det samvirkende arbejde, der bruger sit værktøj med villig hånd, med klart hoved og glad hjerte. I England havde Robert Owen udsået kooperativtankens sæd; de arbejdereksperimenter, der blev forsøgt på kontinentet, var faktisk det første praktiske resultat af de teorier, der blev, ikke opfundet, men højlydt proklameret i 1848.

Samtidig har erfaringen fra perioden 1848-64 uimodsigelig bevist, hvad arbejderklassens mest indsigtsfulde førere allerede i 1851 og 1852 gjorde gældende overfor den kooperative bevægelse i England, at hvor udmærket kooperativarbejdet end er i princippet, og hvor nyttigt det end er i praksis, så vil det aldrig være i stand til at standse monopolets vækst, der foregår i geometrisk progression, befri masserne eller blot gøre det føleligt lettere for dem at bære deres nød og elendighed, sålænge det ikke kommer ud over de snævre rammer, enkelte arbejderes lejlighedsvise forsøg frembyder. Måske er det netop derfor, at velmenende aristokrater, filantropiske bourgeoistalere og et par tørre politiske økonomer pludseligt taler pænt om den samme kooperativbevægelse, som de forgæves havde forsøgt at kvæle i fødselen ved at gøre den latterlig som nogle drømmeres utopi eller ved at brændemærke den som socialisternes ryggesløshed. For at befri de arbejdende masser, måtte den kooperative bevægelse udvikles i national målestok og fremmes med nationens midler. Men jord- og kapitalejerne vil altid benytte deres politiske privilegier til at forsvare og forevige deres økonomiske monopoler. Langtfra at fremme arbejdets befrielse vil de tværtimod fortsætte med at lægge alle mulige hindringer i vejen derfor. Tænk på den hån, med hvilken lord Palmerston i sidste samling affærdigede forsvarerne af den irske forpagterlov: "Underhuset – erklærede han – er et hus af jordbesiddere!"

Derfor er erobringen af politisk magt blevet den arbejdende klasses ophøjede pligt. Den synes at have forstået dette, thi i England, Tyskland, Italien og Frankrig kan man iagttage en samtidig genoplivelse, og der gøres samtidige anstrengelser for at reorganisere arbejderpartiet politisk.

Arbejderne har eet af sejrens elementer i deres hånd – deres antal: men antal har kun vægt, når det sammenfattes af en organisation og ledes af erfaringen. Erfaringen fra den tid, der er gået, har lært os, hvorledes forsømmelse af det broderskabets bånd, der burde bestå mellem arbejderne i de forskellige lande og anspore dem til at holde tæt sammen i alle deres kampe for deres befrielse, ubarmhjertigt tugtes ved, at deres usammenhængende forsøg lider fælles skibbrud. Ud fra denne erkendelse stiftede arbejdere fra forskellige lande den 28. september 1864 på et offentligt møde i St. Martin's Hall Den internationale association.

Denne forsamling var besjælet af endnu en overbevisning.

Hvis arbejderklassens broderlige forening og samvirke er forudsætningen for arbejderklassens befrielse, hvorledes kan den så nå dette store mål, sålænge en udenrigspolitik, der forfølger forbryderiske planer, hidser nationale fordomme op mod hinanden og i røveriske krige bortødsler folkets blod og rigdomme? Det var ikke den herskende klasses visdom, men den engelske arbejderklasses heltemodige modstand mod dens forbryderiske vanvid, der frelste Vesteuropa fra at blive styrtet ud i et forbryderisk korstog til forevigelse og udbredelse af slaveriet hinsides Atlanterhavet. Det skamløse bifald, den hyklede sympati eller idiotiske ligegyldighed, med hvilken Europas overklasse så på, hvorledes Kaukasus, denne naturlige fæstning, blev et bytte for Rusland, hvorledes det heltemodige Polen blev nedsablet af Rusland; de tøjlesløse overgreb, som den uden modsigelse har fundet sig i fra den barbariske magt, der har sit hoved i Skt. Petersborg og sine hænder i alle kabinetter i Europa, har lært arbejderklassen, at det er dens pligt selv at beherske den internationale politiks hemmeligheder, at kontrollere sine respektive regeringers diplomatiske handlinger og om nødvendigt at modarbejde dem med alle midler, og hvis den er ude af stand til at forhindre dem, da at slutte sig sammen for på samme tid at brændemærke dem og at skaffe moralens og retfærdighedens simple love, der skal herske i forholdet mellem privatfolk, gyldighed som de øverste love i samkvemmet mellem folkene.

Kampen for en sådan udenrigspolitik er en del af den almindelige kamp for arbejderklassens frigørelse:

Proletarer i alle lande, foren jer!


Noter

[1]: Garroters – navnet på en røverbande, hvis overfald i London i begyndelsen af 1860'erne blev så hyppige, at selv parlamentet behandlede sagen. – Red.

[2]: Vi behøver vel næppe at gøre læseren opmærksom på, at kulstof og kvælstof, bortset fra de elementer vand indeholder, udgør den menneskelige nærings råstoffer. For at ernære den menneskelige organisme må disse simple kemiske bestanddele ganske vist tilføres den i form af plante- eller dyrestof. Kartofler indeholder f.eks. hovedsagelig kulstof, mens franskbrød indeholder kul- og kvælstofholdige substanser i passende forhold. (Note af Marx til den engelske udgave 1864).

[3]: hands – hænder, også i betydningen arbejdere. – Red.


Inauguraladresse for Den Internationale Arbejderassociation

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere