Tilbage
Kritik af Gotha-programmet
Næste

Friedrich Engels. Brev til Bebel, 18.-28. marts 1875

London, den 18.-28. marts 1875.

Kære Bebel!

Jeg har modtaget Deres brev af 23. februar og glæder mig over, at det går så godt med helbredet.

De spørger mig, hvad jeg mener om sammenslutningshistorien? Desværre er det gået os ganske som Dem. Hverken Liebknecht eller nogen anden har sendt os nogen som helst meddelelse, og også vi ved derfor kun, hvad der står i bladene, og dér stod ikke noget, før programudkastet kom for cirka otte dage siden. Dette udkast har ganske vist forbavset os ikke så lidt.

Vort parti havde så ofte rakt lassalleanerne hånden til forsoning eller dog i det mindste til samarbejde og var så ofte og så lumpent blevet afvist af folk som Hasenclever, Hasselmann og Tölcke, at hvert barn måtte drage den slutning af det, at når disses herrer nu selv kommer og tilbyder forsoning, så må de være i en forbandet knibe. Men i betragtning af disse folks velkendte karakter er det vor skyldighed at benytte denne knibe til at skaffe os alle de garantier, vi på nogen mulig måde kan få, for at disse folk ikke på vort partis bekostning skal befæste deres rokkede stilling påny i den offentlige arbejdermening. Man burde modtage dem yderst køligt og mistænksomt, gøre sammenslutningen afhængig af, hvor beredvillige de er til at lade deres sekteriske stikord og deres statsstøtte falde og til i det væsentlige at antage Eisenachprogrammet af 1869 eller en efter indeværende tidspunkt tilpasset forbedret udgave af det. Vort parti kunne absolut ikke lære noget af lassalleanerne i teoretisk henseende, altså hvad angår det, der er afgørende for programmet, lassalleanerne derimod nok af os; den første betingelse for sammenslutningen var, at de holdt op med at være sekterere, lassalleanere, at de altså frem for alt omend ikke helt opgav universalmidlet: statsstøtten, så dog anerkendte den som en mere underordnet overgangsforanstaltning blandt og ved siden af mange andre muligheder. Programudkastet beviser, at vore folk, som teoretisk er lassalleanerførerne hundrede gange overlegne – i politisk snedighed er dem lige så underlegne: de "ærlige" er igen en gang blevet taget grusomt ved næsen af de ikke-ærlige.

Først vedtager man Lassalles frase, der lyder så flot, men er historisk urigtig: at i forhold til arbejderklassen er alle andre klasser kun een reaktionær masse. Denne sætning er kun sand i enkelte undtagelsestilfælde, f.eks. under en proletarisk revolution som Kommunen, eller i et land, hvor bourgeoisiet ikke blot har formet stat og samfund i sit billede, men hvor også det demokratiske småborgerskab derpå allerede har ført denne omdannelse ud i sine sidste konsekvenser. Hvis for eksempel i Tyskland det demokratiske småborgerskab hørte til denne reaktionære masse, hvordan kunne så det socialdemokratiske arbejderparti i årevis gå hånd i hånd med det, med Folkepartiet? Hvordan kan "Volksstaat" tage næsten hele sit politiske indhold fra den småborgerligt-demokratisk [1] e "Frankfurter Zeitung"? Og hvordan kan man i det selvsamme program optage ikke mindre end syv krav, der direkte og ordret stemmer overens med Folkepartiets og det småborgerlige demokratis program? jeg mener de syv politiske krav I til 5 og I til 2, af hvilke der ikke er et eneste, der ikke er borgerligt-demokratisk [1] .

For det andet fornægtes i praksis princippet om arbejderbevægelsens internationalitet fuldstændigt for vor tid, og det af de samme folk, der fem år igennem og under de vanskeligste omstændigheder på den berømmeligste måde har holdt dette princip højt. De tyske arbejderes plads i spidsen for den europæiske bevægelse beror væsentligt på deres ægte internationale holdning under krigen: intet andet proletariat kunne have optrådt så godt. Og nu skal dette princip fornægtes af dem i det øjeblik, da arbejderne overalt i udlandet betoner det i samme grad, som regeringerne stræber efter at undertrykke det, hver gang det forsøger at komme til udtryk i en organisation! Og hvad bliver der overhovedet tilovers af arbejderbevægelsens internationalisme? Den blege udsigt - ikke engang til et senere samvirke mellem de europæiske arbejdere til deres befrielse – nej, til et fremtidigt "internationalt broderskab mellem folkene" – til "Europas forenede stater", som bourgeois'erne fra fredsligaen kunne tænke sig det!

Det var naturligvis slet ikke nødvendigt at tale om Internationale som sådan, men det mindste, der kunne kræves, var dog ikke at gøre noget tilbageskridt i sammenligning med programmet af 1869 og f.eks. sige, at skønt det tyske arbejderparti først og fremmest virker inden for de statsgrænser, der er givet det (det har ikke ret til at tale i det europæiske proletariats navn og navnlig ikke til at sige noget forkert), så er det dog klar over sin solidaritet med arbejderne i alle lande, og vil stedse være rede til som hidtil også for fremtiden at opfylde de pligter, denne solidaritet pålægger det. Den slags pligter findes også, uden at man netop proklamerer eller anser sig selv for en del af "Internationale", f.eks. pligten til at yde hjælp, til at holde folk fra at tage arbejde under strejker, at drage omsorg for at partiorganerne holder de tyske arbejdere underrettet om den udenlandske bevægelse, agitation mod kabinetskrige, der truer eller er ved at bryde ud, til at man forholder sig eksemplarisk under sådanne som i 1870/71 o.s.v.

For det tredje har vore folk ladet sig påtvinge Lassalles "jernhårde lønningslov", der hviler på en ganske forældet økonomisk opfattelse, nemlig den, at arbejderen i gennemsnit kun får arbejdslønnens minimum, og det fordi der efter Malthus' befolkningsteori altid er for mange arbejdere (dette var Lassalles bevisførelse). Nu har Marx i "Kapitalen" udførligt påvist, at de love, der regulerer arbejdslønnen, er meget komplicerede, at snart det ene, snart det andet er afgørende alt efter omstændighederne, at de altså ingenlunde er jernhårde, men tværtimod såre elastiske, og at sagen slet ikke sådan kan affærdiges med et par ord, som Lassalle indbildte sig. Malthus' begrundelse af denne lov, som Lassalle har skrevet af efter ham og Ricardo (idet han forfalskede sidstnævnte), og som den f.eks. findes citeret i "Arbeiterlesebuch", side 5, efter en anden pjece af Lassalle, er udførligt blevet imødegået af Marx i afsnittet om "Kapitalens akkumulationsproces". Ved at adoptere Lassalles "jernhårde lov" godkendte man altså en urigtig sætning og en urigtig begrundelse af denne.

For det fjerde opstiller programmet som eneste sociale krav – den lassalleanske statsstøtte i sin allermest nøgne skikkelse, således som Lassalle havde stjålet den fra Buchez. Og det tilmed efter at Bracke fortrinligt havde påvist dette kravs hele tomhed [2] ; efter at næsten alle, om ikke alle talere fra vort parti i kampen mod lassalleanerne havde været nødt til at træde op mod denne "statsstøtte"! Dybere kunne vort parti ikke ydmyge sig. Internationalismen reduceret til Amand Gögg, socialismen til bourgeoisrepublikaneren Buchez, der rejste dette krav i modsætning til socialisterne, for at stikke dem ud!

Men i bedste fald er "statsstøtten" i Lassalles betydning dog kun en enkelt forholdsregel blandt mange andre for at nå det mål, der her betegnes med de matte ord: "for at bane vej for en løsning af det sociale spørgsmål", som om der endnu fandtes et teoretisk uløst socialt spørgsmål for os! Hvis man altså siger: Det tyske arbejderparti tilstræber afskaffelse af lønarbejdet og dermed af klasseforskellen ved gennemførelse af den kooperative produktion inden for industri og agerbrug og i national målestok; det træder i skranken for enhver foranstaltning, der er egnet til at opnå dette mål! – så kan ingen lassalleaner have noget imod det.

For det femte tales der slet ikke om arbejderklassens organisation som klasse ved fagforeningernes hjælp. Og det er et meget væsentligt punkt, for det er proletariatets egentlige klasseorganisation, i hvilken det udkæmper sine daglige kampe mod kapitalen, i hvilken det skoler sig, og som nu til dags under den værste reaktion (som for tiden i Paris) simpelthen ikke mere kan slås ihjel. I betragtning af den betyddning, som denne organisation også får i Tyskland, ville det efter vor opfattelse være ubetinget nødvendigt at tænke på den i programmet og om muligt at lade en plads stå åben for den i partiets organisation.

Alt dette har vore folk gjort for at være lassalleanerne tilpas. Og hvor har de andre givet efter? Deri, at der figurerer en bunke temmeligt forvirrede rent demokratiske krav i programmet, af hvilke mange er en ren modesag, således f.eks. "Lovgivning ved folket", hvilket eksisterer i Schweiz og anretter mere skade end nytte, hvis det overhovedet anretter noget. Forvaltning ved folket: det ville da være noget. Ligeledes mangler den første betingelse for al frihed: at alle embedsmænd er ansvarlige for alle deres embedshandlinger over for enhver borger for de sædvanlige domstole og efter almindelig ret. At sådanne krav som: frihed for videnskaben og samvittighedsfrihed figurerer i ethvert liberalt bourgeoisprogram og her tager sig noget besynderligt ud, det vil jeg slet ikke tale om.

Den frie folkestat er blevet forvandlet til den frie stat. I grammatisk forstand er en fri stat en stat, der står frit over for sine borgere, altså en stat med despotisk regering. Man skulle holde op med al den snak om staten, især efter Kommunen, der allerede ikke mere var nogen stat i egentlig forstand. Anarkisterne har til overmål revet os "folkestaten" i næsen, skønt allerede Marx' skrift mod Proudhon [3] [3] og senere "Det kommunistiske manifest" direkte siger, at staten med indførelsen af den socialistiske samfundsordning opløser sig af sig selv og forsvinder. Da "staten" nu alligevel er en forbigående indretning, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen, for med magt at holde sin modstander nede, så er det det rene vrøvl at tale om den "frie folkestat" så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå. Vi ville derfor foreslå, at man overalt i stedet for "stat" satte "fællesskab" ("Gemeinwesen"), et godt gammelt tysk ord, der meget godt svarer til det franske "kommune".

"Afskaffelse af al social og politisk ulighed" er også en meget betænkelig frase i stedet for: "ophævelse af al klasseforskel". Mellem det ene land og det andet, mellem den ene provins og den anden, ja endog mellem den ene by og den anden vil der altid bestå en vis ulighed i livsvilkårene, som man vil kunne reducere til et minimum, men aldrig fjerne helt. Bjergboere vil altid have andre livsvilkår end folk fra slettelandet. Forestillingen om det socialistiske samfund som lighedens rige er en ensidig fransk forestilling, der støtter sig til det gamle "frihed, lighed og broderskab", en forestilling, der var berettiget som et udviklingstrin i sin tid og på sit sted, men som nu burde være overstået, ligesom alle de tidligere socialistiske skolers ensidigheder, da de kun skaber forvirring hos folk, og da der er fundet mere præcise måder at fremstille sagen på.

Jeg slutter, skønt man næsten kunne kritisere hvert ord i dette program, der tilmed er redigeret uden saft og kraft. Det er af en sådan art, at Marx og jeg, hvis det bliver vedtaget, aldrig kan tilslutte os det nye parti, der stiftes på dette grundlag, og vil blive nødt til meget alvorligt at overveje, hvilken stilling vi – også offentligt – bør indtage over for det. Betænk, at man i udlandet gør os ansvarlige for samtlige Det tyske socialdemokratiske arbejderpartis udtalelser og handlinger. Således f.eks. Bakunin i sit skrift "Politik og anarki", hvor vi må stå til regnskab for hvert uoverlagt ord, som Liebknecht har sagt og skrevet siden grundlæggelsen af "Demokratisches Wochenblatt" [4] . Folk bilder sig nu engang ind, at vi herfra kommanderer hele historien, mens De lige så godt som jeg véd, at vi næsten aldrig i mindste måde har blandet os i de indre partianliggender, og også da kun for eventuelt at rette brølere, man efter vor mening havde begået, og vel at mærke kun teoretiske. Men De vil selv indse, at dette program danner et vendepunkt, der meget let kunne tvinge os til at fralægge os ethvert ansvar for det parti, der anerkender det.

I almindelighed kommer det mindre an på et partis officielle program end på, hvad det foretager sig. Men et nyt program er dog altid en offentlig opplantet fane, og omverdenen bedømmer partiet efter det. Det måtte derfor på ingen måde indeholde et tilbageskridt, som dette gør i sammenligning med Eisenachprogrammet. Man skulle dog også betænke, hvad arbejderne i andre lande vil sige til dette program: hvilket indtryk det vil gøre, at hele det tyske socialistiske proletariat bøjer knæ for lassalleanismen.

Samtidig er jeg overbevist om, at en sammenslutning på dette grundlag ikke vil vare et år. De bedste hoveder i vort parti skal lade sig bruge til at aflire udenadlærte lassalleanske sætninger om den jernhårde lønningslov og statsstøtten? Jeg kunne f.eks. lide at se Dem ved det arbejde! Og hvis De gjorde det, ville Deres tilhørere sikkert pibe Dem ud. Og jeg er sikker på, at lassalleanerne netop holder fast ved disse stykker af programmet ligesom jøden Shylock ved sit pund kød. Splittelsen vil komme; men vi har så igen gjort Hasselmann, Hasenclever og Tölcke og konsorter "ærlige" vi vil gå svagere og lassalleanerne stærkere ud af denne splittelse; vort parti vil have mistet sin politiske mødom og vil aldrig mere kunne optræde modigt mod lassallefraser, som det selv en tid lang havde skrevet på fanen, og når lassalleanerne så igen siger, at de er det ægteste og eneste arbejderparti, at vore folk er bourgeois'er, så har man programmet til at bevise det. Alle socialistiske forholdsregler i det er deres, og vort parti har ikke indføjet andet end krav fra det småborgerlige demokrati, som dog også af vort parti i det samme program er blevet betegnet som en del af den "reaktionære masse"!

Jeg havde ladet dette brev ligge, da De alligevel først kommer ud den 1. april til ære for Bismarcks fødselsdag, og jeg ikke ville udsætte det for at blive taget under et forsøg på at smugle det ind. Da kommer der netop et brev fra Bracke, der også har alvorlige betænkeligheder på grund af programmet og vil høre vor mening. Jeg sender det derfor til ham, for at han kan læse det og sende det videre, så at jeg ikke behøver at skrive hele denne smøre endnu en gang. Forøvrigt har jeg ligeledes læst Ramm [5] [5] teksten, – til Liebknecht har jeg kun skrevet ganske kort. Jeg tilgiver ham ikke, at han ikke meddelte os eet ord om hele sagen (mens Ramm og andre troede, at han nøje havde underrettet os), før det så at sige var for sent. Det har han ganske vist til alle tider gjort på den måde – og derfor al den ubehagelige korrespondance, som vi, Marx og jeg, havde med ham – men denne gang er det dog for galt, og vi går afgjort ikke med til det.

Se til at indrette det sådan, at De kommer herover til sommer. De bor selvfølgelig hos mig, og hvis vejret er godt, kan vi tage et par dage til vandet, det vil være meget gavnligt for Dem, efter at De har siddet så længe i brummen.

Venligst
Deres F. E.


Noter

[1]: Disse politiske krav i Gothaprogramudkastet lød:

"A. Det tyske arbejderparti forlanger, at staten skal bygges på frihedens grund, og kræver derfor:
1) almindelig. lige, direkte og hemmelig valgret for alle mænd fra det fyldte 21. år til alle valg i stat og kommune;
2) direkte lovgivning ved folket med ret til at stille og til at forkaste forslag;
3) almindelig værnepligt;
4) afskaffelse af alle undtagelseslove, navnlig af presse-, forenings- og forsamlingslovene;
5) domsafsigelse ved folket. Gratis retspleje.

B. Det tyske arbejderparti kræver som åndeligt og moralsk grundlag for staten:
1) almindelig og lige folkeopdragelse ved staten. Almindelig skolepligt. Gratis skoleundervisning.
2) frihed for videnskaben. Samvittighedsfrihed."

[2]: Engels sigter til W. Brackes brochure "Det lassalleske forslag", udgivet 1873.

[3]: Der hentydes til "Filosofiens elendighed".

[4]: "Demokratisches Wochenbiatt" udkom 1868/69 under redaktion af Wilhelm Liebknecht i Leipzig.

[5]: Hermann Ramm – en af "Volksstaat"s redaktører.


Tilbage
Kritik af Gotha-programmet
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere