Vor bevægelses mest nødvendige opgaver

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: Trykt i Iskra i december 1900. (Skrevet i første halvdel af november 1900)
Oversættelse: Gelius Lund
På dansk: Lenin: Udvalgte Værker, Forlaget Tiden, Kbh. 1981, bind 2, side 13-18.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1999.


Vor bevægelses mest nødvendige opgaver

Det russiske socialdemokrati har allerede gentagne gange erklæret, at et russisk arbejderpartis nærmeste politiske opgave må være at styrte selvherskerdømmet og vinde politisk frihed. Dette erklærede for mere end 15 år siden repræsentanter for det russiske socialdemokrati, medlemmerne af gruppen Arbejdets Befrielse [1] , dette erklærede for toethalvt år siden også de repræsentanter for russiske socialdemokratiske organisationer, som i foråret 1898 oprettede Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Men trods disse gentagne erklæringer optræder spørgsmålet om socialdemokratiets politiske opgaver i Rusland nu atter på dagsordenen. Mange repræsentanter for vor bevægelse giver udtryk for tvivl om rigtigheden af den anførte afgørelse af spørgsmålet. De siger, at først og fremmest kommer det an på økonomisk kamp, de skyder proletariatets politiske opgaver i baggrunden, indsnævrer og begrænser disse opgaver og erklærer tilmed, at talen om at danne et selvstændigt arbejderparti i Rusland simpelt hen er at efterplapre andre, at arbejderne kun skal føre økonomisk kamp og overlade politik til de intellektuelle sammen med de liberale. Denne seneste forkyndelse af den ny trosbekendelse (det famøse Credo [2] ) går allerede direkte ud på at erklære det russiske proletariat umyndigt og fuldkommen fornægte det socialdemokratiske program. Og Rabotjaja Mysl (Arbejdertanken [3] ) har (specielt i Særtillæg) faktisk udtalt sig i samme retning. Det russiske socialdemokrati oplever en periode med svingninger, en periode med tvivl, der går så vidt som til selvopgivelse. På den ene side isolerer man arbejderbevægelsen fra socialismen, man hjælper nok arbejderne med at føre økonomisk kamp, men klarlægger slet ikke eller kun utilstrækkeligt, hvad der er den samlede bevægelses socialistiske mål og politiske opgaver. På den anden side isolerer man socialismen fra arbejderbevægelsen, russiske socialister begynder på ny at snakke mere og mere om, at de intellektuelle skal føre kampen mod regeringen udelukkende med egne kræfter, idet arbejderne begrænser sig til blot at føre den økonomiske kamp.

Tre sæt omstændigheder har efter vor mening beredt jordbunden for disse sørgelige fænomener. For det første begrænsede de russiske socialdemokrater i begyndelsen deres virksomhed til kun at udføre propagandistisk arbejde i små cirkler. Da vi gik over til agitation blandt masserne, formåede vi ikke altid at undgå at forfalde til den anden yderlighed. For det andet måtte vi i begyndelsen af vor virksomhed meget ofte forsvare vor eksistensberettigelse i kamp mod narodovoltserne [4] , der opfattede "politik" som en virksomhed, der var adskilt fra arbejderbevægelsen, og indsnævrede politik til kun at omfatte sammensvorne gruppers kamp. Idet socialdemokraterne forkastede en sådan politik, forfaldt de til den modsatte yderlighed og skød politik overhovedet i baggrunden. For det tredje var socialdemokraterne, der virkede opsplittet i små lokale arbejdercirkler, ikke tilstrækkeligt opmærksom på nødvendigheden af at organisere et revolutionært parti, der skulle forene de lokale gruppers samlede virksomhed og give mulighed for at udføre et regelret revolutionært arbejde. Og det opsplittede arbejdes dominans fører naturligt til den økonomiske kamps dominans.

Alle disse omstændigheder har affødt forkærligheden for en enkelt side af bevægelsen. Den "økonomistiske" retning (for så vidt man her kan tale om en "retning") medførte forsøgene på at ophøje denne snæverhed til en særlig teori, forsøgene på med dette formål at udnytte moderetningerne: Bernsteins revisionisme og "kritikken af marxismen", der serverer gamle borgerlige ideer i ny anretning. Det er udelukkende disse forsøg, der har affødt en fare for, at forbindelsen mellem den russiske arbejderbevægelse og det russiske socialdemokrati som forkæmper for politisk frihed svækkes. Og vor bevægelses mest nødvendige opgave er at styrke denne forbindelse.

Socialdemokratiet er arbejderbevægelsens forening med socialismen. Dets opgave er ikke passivt at betjene arbejderbevægelsen på hvert enkelt af dens stadier, men at repræsentere den samlede bevægelses interesser, at vise denne bevægelse dens sluttelige mål, dens politiske opgaver, og at bevare dens politiske og idémæssige selvstændighed. En arbejderbevægelse, der er isoleret fra socialdemokratiet, forfladiges og forfalder uvægerligt til borgerlighed, for når arbejderklassen udelukkende fører økonomisk kamp, mister den sin politiske selvstændighed, bliver en hale på andre partier og svigter det store bud: "Arbejdernes befrielse skal være arbejdernes eget værk" [5] . Der har i alle lande været en periode, hvor arbejderbevægelsen og socialismen eksisterede hver for sig og fulgte hver sin vej, og i alle lande betød denne indbyrdes isolation en svaghed for socialismen og arbejderbevægelsen, i alle lande skabte først socialismens forening med arbejderbevægelsen et solidt grundlag for begge dele. Men denne forening af socialismen med arbejderbevægelsen udformedes i hvert enkelt land på historisk grundlag, ad særlige veje, alt efter stedets og tidens betingelser. I Rusland er nødvendigheden af socialismens og arbejderbevægelsens forening i teorien proklameret for længe siden, men i praksis udformes denne forening først nu. Denne udformningsproces er en meget vanskelig proces, og der er ikke noget særligt forunderligt i, at den ledsages af forskellige svingninger og tvivlende spørgsmål.

Hvilken lære kan vi drage af fortiden?

Hele den russiske socialismes historie medførte, at dens mest nødvendige opgave blev kampen mod selvherskerdømmets regering, tilkæmpelsen af politisk frihed, vor socialistiske bevægelse koncentreredes så at sige om kampen mod selvherskerdømmet. På den anden side har historien vist, at i Rusland er den indbyrdes isolation mellem den socialistiske tanke og de arbejdende klassers fremskredne repræsentanter langt større end i andre lande, og at den russiske revolutionære bevægelse med en sådan indbyrdes isolation er dømt til magtesløshed. Det stiller af sig selv den opgave, som det russiske socialdemokrati er kaldet til at løse: at tilføre proletariatets masse socialistiske ideer og politisk selvbevidsthed og at organisere et revolutionært parti, der er uløseligt forbundet med den spontane arbejderbevægelse. Det russiske socialdemokrati har allerede udrettet meget i den henseende, men der står endnu meget tilbage at gøre. Med bevægelsens vækst bliver virkefeltet for socialdemokratiet stadig større, arbejdet bliver mere og mere mangesidet, et stadig voksende antal arbejdere i bevægelsen koncentrerer deres kræfter om at løse forskellige delopgaver, som opstår af propagandaens og agitationens daglige behov. Dette fænornen er ganske naturligt og uundgåeligt, men det gør det særlig påkrævet at sørge for, at virksomhedens delopgaver og kampens enkelte former ikke ophøjes til mål i sig selv, at det forberedende arbejde ikke ophøjes til det vigtigste og eneste arbejde.

At medvirke til arbejderklassens politiske udvikling og politiske organisering - det er vor fundamentale hovedopgave. Enhver, der skyder denne opgave i baggrunden, enhver der ikke sætter alle delopgaver og kampens enkelte former i relation til den, slår ind på et forkert spor og tilføjer bevægelsen alvorlig skade. De, der skyder denne opgave i baggrunden, er for det første dem, der opfordrer de revolutionære til at føre kampen mod regeringen med enkeltstående sammensvorne gruppers kræfter, isoleret fra arbejderbevægelsen. For det andet skydes opgaverne i baggrunden af dem, der indsnævrer indholdet og omfanget af den politiske propaganda, agitation og organisation, dem der tror, at det er muligt og rimeligt kun at byde arbejderne på en "politik" i ekstraordinære øjeblikke i deres tilværelse, ved særlig højtidelige lejligheder, dem der er alt for ivrige efter at bytte den politiske kamp mod selvherskerdømmet med kravet om enkelte indrømmelser fra selvherskerdømmet og bekymrer sig for lidt om at optage disse krav om enkelte indrømmelser i den systematiske og uforbeholdne kamp, som det revolutionære arbejderparti fører mod selvherskerdømmet.

"Organisér jer!" gentager bladet Rabotjaja Mysl i forskellige tonearter over for arbejderne. Det samme gentager alle tilhængere af den "økonomistiske" retning. Også vi tilslutter os naturligvis helhjertet dette feltråb, men vi tilføjer uvægerligt: organisér jer ikke blot i gensidige hjælpeforeninger, strejkekasser og arbejdercirkler, organisér jer også i et politisk parti, organisér jer til den afgørende kamp mod selvherskerdømmets regering og mod hele det kapitalistiske samfund. Uden en sådan organisation er proletariatet ikke i stand til at rejse sig til bevidst klassekamp, uden en sådan organisation er arbejderbevægelsen dømt til magtesløshed. Alene ved hjælp af kasser, cirkler og gensidige hjælpeforeninger vil det aldrig lykkes arbejderklassen at opfylde den store, historiske opgave, der påhviler den: at befri sig selv og hele det russiske folk fra politisk og økonomisk slaveri.

Ingen klasse i historien har opnået herredømmet, hvis den ikke frembragte sine egne politiske ledere, sine progressive repræsentanter, der evnede at organisere bevægelsen og lede den. Også den russiske arbejderklasse har allerede vist, at den er i stand til at frembringe sådanne folk: de russiske arbejderes kamp har i de sidste fem-seks år bredt sig vidt og vist, hvilken masse af revolutionære kræfter der findes i arbejderklassen, hvordan de mest desperate forfølgelser fra regeringens side ikke mindsker, men øger antallet af arbejdere, der tilstræber socialisme, politisk bevidsthed og politisk kamp. Vore kammeraters kongres i 1898 stillede opgaven rigtigt, og de efterplaprede ikke andre, de var udtryk for mere end intellektuelles begejstring ... Vi skal beslutsomt tage fat på at løse disse opgaver og sætte spørgsmålet om partiets program, organisation og taktik på dagsordenen. Hvorledes vi ser på vort programs grundsætninger har vi allerede sagt, og det er naturligvis ikke stedet her at udvikle disse synspunkter nærmere. Vi agter at bringe en række artikler om de organisatoriske problemer i de nærmeste numre. Det er nogle af vore mest prekære problemer. Vi er alvorligt bagefter i den henseende i forhold til de gamle deltagere i den russiske, revolutionære bevægelse. Man må ligeud indrømme denne mangel og sætte sine kræfter ind på at udforme en mere konspirativ arbejdsmåde, en systematisk propaganda for måden at gøre tingene på, metoder til at føre gendarmerne bag lyset og slippe uden om politiets garn. Vi må uddanne folk, der helliger sig revolutionen ikke blot på deres friaftener, men i hele deres liv, vi må opbygge en organisation så stor, at der i den kan gennemføres en omhyggelig arbejdsdeling mellem de forskellige sider af vort arbejde. Hvad endelig de taktiske problemer angår, vil vi her indskrænke os til følgende: Socialdemokratiet lader ikke sine hænder binde, indsnævrer ikke sin virksomhed til nogen enkelt på forhånd udtænkt plan eller politisk kampmetode – det anerkender alle kampmidler, når de blot svarer til partiets forhåndenværende kræfter og gør det muligt at nå de største resultater, der er opnåelige under de givne omstændigheder. Med et stærkt, organiseret parti kan den enkelte strejke forvandles til en politisk demonstration, til en politisk sejr over regeringen. Med et stærkt, organiseret parti kan en opstand på et enkelt sted vokse og brede sig til at blive en sejrrig revolution. Vi skal huske, at kampen mod regeringen for de enkelte krav, tilkæmpelsen af de enkelte indrømmelser – det er små sammenstød med fjenden, det er forpostfægtninger, men det afgørende slag ligger forude. Over for os står i al sin styrke en fjendtlig fæstning, hvorfra vi overdænges med byger af granater og kugler, som bortriver vore bedste kæmpere. Vi skal indtage denne fæstning, og det vil vi kunne, hvis vi forener alle det vågnende proletariats kræfter med alle russiske revolutionæres kræfter til ét parti, der tiltrækker alt, hvad der er i Rusland af levende og ærligt. Først da vil den russiske revolutionære arbejder Pjotr Aleksejevs store profeti gå i opfyldelse: "Når millioner af arbejdsfolk løfter deres muskuløse arm, vil despotismens åg, som opretholdes af soldaternes bajonetter, blive slået i stumper og stykker!"


Noter

[1]: Gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse) var den første russiske marxistiske gruppe, grundlagt af G. V. Plekhanov i 1883 i Svejts. Foruden Plekhanov var P. B. Akselrod, L. G. Dejtj, Vera Sasulitj og V. N. Ignatov med i gruppen. Gruppen Osvobosjdenie Truda udrettede et stort arbejde med propaganda for marxismen i Rusland. Den oversatte værker af Marx og Engels til russisk: Det Kommunistiske Manifest, Lønarbejde Og Kapital, Socialismens Udvikling Fra Utopi Til Videnskab, m.fl., og den fremstillede marxismen populært. I sine værker Socialismen Og Den Politiske Kamp (1883), Vore Uoverensstemmelser (1885) m.fl. rettede Plekhanov marxistisk kritik mod narodnikkernes teori om, at Rusland skulle følge en ikke-kapitalistisk udviklingsvej, deres subjektivt-idealistiske syn på personlighedens rolle i historien, benægtelsen af proletariatets ledende rolle i den revolutionære bevægelse osv. Plekhanov og Vera Sasulitj var personlige bekendte af Engels og stod i brevveksling med ham gennem mange år. Gruppen Osvobosjdenie Truda optog forbindelse med den internationale arbejderbevægelse, og repræsenterede fra II Internationales første kongres i 1889 (Paris) til 1903 det russiske socialdemokrati på alle internationales kongresser. Gruppen overvurderede det liberale bourgeoisis rolle og undervurderede fattigbønderne som reserve for den proletariske revolution. Disse fejltagelser var kimene til Plekhanovs og gruppens øvrige medlemmers senere mensjevikiske anskuelser. Plekhanov, Akselrod og Vera Sasulitj indgik i redaktionen af Iskra og Sarja. På det russiske socialdemokratis 2. kongres i august 1903 erklærede gruppen Osvobosjdenie Truda, at den ophørte at eksistere.

[2]: Credo – se Lenin: Hvad Må Der Gøres?, Udvalgte Værker, bind 2, s. 34-35 (Forlaget Tiden, København 1979).

[3]: Bladet Rabotjaja Mysl var organ for økonomisterne. Det udkom fra oktober 1897 til december 1902 med i alt 16 numre.

[4]: Narodovoltser. Narodnaja Volja (Polkeviljen) var en hemmelig organisation, der opstod i august 1879 som følge af splittelsen i narodnik-organisationen Semlja i Volja (Jord og Frihed). I spidsen for Narodnaja Volja stod en eksekutivkomité, bestående af blandt andre A. I. Sjeljabov, A. D. Mikhajlov, M. F. Frolenko, N. A. Morosov, Vera Figner, Sonja Perovskaja og A. V. Kvjatkovskij. Tilhængerne kaldtes narodovoltser. Deres program gik ud på organisering af en "permanent folkerepræsentation", valgt på grundlag af almindelig valgret, proklamering af demokratiske friheder, overdragelse af jorden til folket og opstilling af forholdsregler til fabrikkernes overdragelse til arbejderne. Narodnaja Volja's nærmeste mål var omstyrtelse af det tsaristiske selvherskerdømme. Men Narodnaja Volja's folk gik ud fra den fejlagtige teori, at udviklingen formes af "aktive" helte til forskel fra den "passive" hob, og regnede med at kunne forandre samfundet uden folkets medvirken, ved egne kræfter, gennem individuel terror.

Efter 1. marts 1881 (drabet på Aleksander II) knuste regeringen Narodnaja Volja's organisation. Gentagne forsøg op gennem 80'erne på at genoplive Narodnaja Volja var resultatløse. Således opstod der i 1886 en gruppe med Aleksander Uljanov (Lenins broder) og P. J. Sjevyrjov i spidsen, som optog traditionerne fra Narodnaja Volja. Efter et mislykket forsøg på at organisere et attentat mod Aleksander III i 1887 blev gruppen afsløret og dens aktive medlemmer henrettet.

Lenin kritiserede Narodnaja Volja-folkenes fejlagtige, utopiske program, men udtalte sig samtidig med stor respekt om deres selvopofrende kamp mod tsarismen. Han pointerede, at "folkene i det gamle Narodnaja Volja formåede at spille en vældig rolle i den russiske historie, trods det ringe omfang af de samfundslag, som støttede de fåtallige helte, og til trods for, at det var en ingenlunde revolutionær teori, der tjente som bevægelsens fane" (Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 176, russ.).

[5]: Se Karl Marx: Statutter for den Internationale Arbejderassociation i Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 379, Forlaget Tiden.

[6]: Ordene stammer fra den tale, som Pjotr Aleksejev, tekstilarbejder, en stor skikkelse i den russiske revolutionære bevægelses historie, holdt den 10. (22.) marts 1877 for domstolen i Petersborg. Han var sammen med 49 kammerater anklaget for illegal virksomhed. Dommen lød på 10 års strafarbejde. Han blev tvangsforflyttet til Sibirien og myrdedes af banditter i 1891.


Vor bevægelses mest nødvendige opgaver

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere