Hele Ti "Socialistiske" Ministre

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: I Sotsial-Demokrat, nr. 56, 6. november 1916.
Oversættelse: Martin Thomsen fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
På dansk: Lenin: Udvalgte Værker, bind 6, Forlaget Tiden 1981, s. 209-11.
Online Version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. juni 2000.


Hele Ti "Socialistiske" Ministre

Sekretæren for det internationale socialchauvinistiske bureau [1] Huysmans, har sendt et lykønskningstelegram til den danske minister uden portefølje, Stauning, lederen for det såkaldte danske "socialdemokratiske" parti:

"Jeg ser i aviserne, at De er udnævnt til minister. Mine hjerteligste lykønskninger. Nu har vi altså allerede ti socialistiske ministre i hele verden. Det går fremad! De bedste hilsener."

Det går fremad, det kan man ikke nægte. Anden internationale går hurtigt fremad, nemlig til fuldstændig sammensmeltning med den nationalliberale politik. De yderliggående tyske opportunisters og socialchauvinisters kamporgan, bladet Volksstimme [2] , i Chemnitz, der bringer dette telegram, bemærker ikke uden giftighed: "Sekretæren for det internationale socialistiske bureau hilser uden forbehold en socialdemokrats overtagelse af en ministerpost. Men kort før krigen udtalte alle partikongresser og internationale kongresser sig skarpt mod dette! Tiderne ændrer sig, synspunkter også – også på dette punkt."

Heilmann'erne, David'erne og Südekum'erne har god ret til at klappe Huysmans'erne, Plekhanov'erne og Vandervelde'rne nedladende på skulderen ...

Stauning har for nylig offentliggjort sit brev til Vandervelde, fuldt af en germanofil socialchauvinists spydigheder mod en fransk socialchauvinist. I dette brev er Stauning i øvrigt stolt af, at "vi (det danske parti) skarpt og bestemt har frasagt os det organisationsskadelige splittelsesarbejde, der udføres af den såkaldte Zimmerwaldbevægelse på det italienske og det svejtsiske partis initiativ". Ord til andet således!

I Danmark hører dannelsen af en nationalstat det 16. århundrede til. Det danske folks masser har for længst lagt den borgerlige befrielsesbevægelse bag sig. I Danmark består befolkningen for over 96 pct. s vedkommende af danskere, født i Danmark. Der er ikke engang 200.000 danskere i Tyskland. (Danmarks befolkning er på 2,9 millioner.) Man kan heraf se, hvilken grov borgerlig svindel, det er, når det danske borgerskab snakker om "en borgerlig nationalstat" som en dagsaktuel opgave. Dette siges i det 20. århundrede af Danmarks bourgeois'er og monarkister, der besidder kolonier, hvis befolkning er næsten af samme størrelse som antallet af danskere i Tyskland, og om hvilke den danske regering nu købslår. Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende. Danmark sælger for så og så mange millioner (handlen er endnu ikke afsluttet) tre øer, som alle – naturligvis – er befolkede.

Et specifikt træk ved den danske imperialisme er desuden opnåelsen af ekstra profit som følge af kød- og mælleproduktmarkedets monopolagtigt gunstige beliggenhed: afsætning ad den billigste vej, søvejen, til London, verdens største marked. I kraft deraf er det danske bourgeoisi og de rige danske bønder (rene bourgeois'er trods de russiske narodnikeres opspind) blevet "blomstrende" parasitter på det engelske imperialistiske bourgeoisi, til parthavere i dets særligt fredelige og særligt fede profitter.

Denne internationale situation har det danske "socialdemokratiske" parti, som holder og altid har holdt med højre fløj, med det tyske socialdemokratis opportunister, helt tilpasset sig. De danske socialdemokrater stemte for kreditter til den borgerligt-monarkistiske regering – "til bevarelse af neutraliteten", som det så plausibelt lyder. På kongressen den 30. september 1916 gik et flertal på ni tiendedele ind for deltagelse i ministeriet, for et forlig med regeringen! Korrespondenten for den socialistiske avis i Bern meddeler, at oppositionen mod ministerialismen i Danmark var repræsenteret ved Gerson Trier og redaktør I. P. Sundbo. Trier forsvarede i en strålende tale de revolutionært-marxistiske synspunkter og gik, da partiet besluttede at deltage i ministeriet, både ud af hovedbestyrelsen og ud af partiet, idet han erklærede, at han ikke ønskede at være medlem af et borgerligt parti. I de sidste år har det danske "socialdemokratiske" parti ikke på nogen måde adskilt sig fra borgerlige radikale.

En hilsen til kammerat G. Trier! "Det går fremad." Huysmans har ret – fremad til en tydelig, klar politisk ærlig, for socialismen nødvendig adskillelse mellem revolutionære marxister, repræsentanterne for det revolutionære proletariats masser, og det imperialistiske bourgeoisis Plekhanov-Potresov-Huysmans'ske forbundsfæller og agenter, der har et flertal af "lederne", men som ikke er repræsentanter for de underkuede massers interesser, men for et mindretal af privilegerede arbejdere, der er gået over på bourgeoisiets side.

Skulle de russiske bevidste arbejdere, de, der valgte deputerede, der blev forvist til Sibirien, de, der stemte mod deltagelse i krigsindustrikomiteer til støtte for den imperialistiske krig, skulle de ønske at være med i de ti ministres "Internationale"? I Stauning'ernes Internationale? I den Internationale, som Trier'ne forlader?

 


Noter

[1]: Der tænkes på det Internationale Socialistiske Bureau (I.S.B.), II Internationales permanente informationsorgan. Beslutningen om at oprette I.S.B. blev taget på II Internationales Paris-kongres år 1900. I.S.B. havde til sæde i Bruxelles og var sammensat af to medlemmer fra hvert nationalt parti. Medlemmerne samledes til plenarmøder fire gange om året. Mellem plenarmøderne var bureauets ledelse overdraget det belgiske arbejderpartis eksekutivkomite. Vandervelde var formand for I.S.B., Huysmans var sekretær.

Fra den imperialistiske verdenskrigs begyndelse forfægtede I.S.B. socialchauvinistiske synspunkter; I.S.B. blev flyttet til Haag, hvor Huysmans ledede bureauet. – S. 209.

[2]: Volksstimme (Folkets Stemme) – avis, organ for Tysklands socialdemokratiske arbejderparti; udkom i Chemnitz fra 1891 til 1933. Bladet indtog en socialchauvinistisk holdning under den imperialistiske verdenskrig. – S. 209.


Hele Ti "Socialistiske" Ministre

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere