Breve Fra Det Fjerne
Første Brev: Den første revolutions første fase

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Trykt første gang i Pravda nr. 14-15, 21.-22. marts (3.-4. april) 1917
Oversættelse:Gelius Lund fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
På dansk: Lenin: Udvalgte Værker, bind 7, Forlaget Tiden 1982, s. 15-26.
Online Version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. juni 2000.


Første Brev: Den første revolutionære fase

Note til overskriften. [1]

Den første revolution, fremkaldt af den imperialistiske verdenskrig, er brudt ud. Denne første revolution bliver sikkert ikke den sidste.

Den første fase af denne første revolution, den russiske revolution af 1. marts 1917, er afsluttet, så vidt man kan dømme efter de sparsomme meldinger i Svejts.

Denne første fase bliver sikkert ikke vor revolutions sidste.

Hvordan kunne det "mirakel" ske, at et monarki, der havde hævdet sig gennem århundreder, og som trods alt havde holdt stand i de tre år 1905-1907 med uhyre voldsomme folke- og klassekampe, faldt sammen på små otte dage – det tidsrum, hr. Miljukov nævner i sit pralende telegram til alle Ruslands repræsentanter i udlandet?

I naturen og historien sker der ingen mirakler, men enhver brat vending i historien, derunder enhver revolution, er så indholdsrig og udfolder så overraskende, ejendommelige kombinationer af kampformer og kæmpende kræfter, at mangt og meget for en småborgerlig hjerne må tage sig ud som et mirakel.

For at tsarmonarkiet kunne falde sammen på nogle få dage var det nødvendigt, at en hel række forudsætninger af verdenshistorisk betydning forenedes. Lad os pege på de vigtigste.

Uden de tre års vældige klassekampe og det russiske proletariats revolutionære energi i årene 1905-190? ville den næste revolution umuligt have kunnet foregå så hurtigt, at dens begyndelsesfase afsluttedes på nogle få dage. Den første revolution (1905) havde pløjet bunden dybt, revet århundredgamle fordomme op med rode, vakt millioner af arbejdere og mange millioner bønder til politisk liv og politisk kamp, den havde lagt alle det russiske samfunds klasser (og alle vigtige partier) blot for hverandre – for hele verden – og vist deres virkelige natur, det virkelige forhold mellem deres interesser, deres kræfter, deres aktionsmetoder, deres nærmeste og fjernere mål. Den første revolution og den følgende kontrarevolutionære epoke (1907-1914) havde afsløret tsarmonarkiets væsen, klædt det af til skindet, afdækket hele dets ormstukkethed og usselhed, hele kynismen og fordærvetheden hos den tsaristiske bande med den uhyrlige Rasputin i spidsen, afdækket Romanovernes bestialitet – disse pogromhelte, som havde vædet Ruslands jord med jødernes, arbejdernes og de revolutionæres blod; disse godsejere, de "første blandt ligemænd", der ejede millioner af desjatiner jord, var rede til alle bestialiteter, til alle forbrydelser, til at ruinere og kvæle et hvilket som helst antal medborgere for at bevare deres egen og deres klasses "hellige ejendom".

Uden revolutionen 1905-1907, uden kontrarevolutionen 1907-1914, havde en så nøjagtig "selvbedømmelse" af alle klasser inden for det russiske folk og de øvrige folk i Rusland ikke været mulig, de ville ikke have kunnet fastslå deres forhold til hverandre og til tsarismen, således som det kom til udtryk i februar-martsrevolutionens otte dage i 1917. Denne ottedagesrevolution blev – om man må udtrykke sig så billedligt – "spillet", som om en halv snes prøver og generalprøver havde fundet sted; "aktørerne" kendte hinanden, deres roller, deres pladser, deres scene på kryds og tværs til de mindste enkeltheder, til de politiske retningers og aktionsmetoders mindste afskygninger.

Men for at den første, store revolution i 1905, som af d'herrer Gutjkov og Miljukov og deres halehæng blev stemplet som et "stort oprør", efter 12 år kunne føre til den "strålende", den "hæderkronede" revolution i 1917, som folk af Gutjkovs og Miljukovs slags betegner som "hæderkronet", fordi den (indtil videre) har givet dem magten, dertil krævedes der yderligere en stor, kraftfuld og formående "regissør", som var i stand til på den ene side at fremskynde verdenshistoriens gang i vældig målestok og på den anden side at fremkalde verdensomfattende, økonomiske, politiske, nationale og internationale kriser af uhørt heftighed. Foruden den verdenshistoriske udviklings usædvanlige acceleration krævedes der særlig bratte vendinger i denne udvikling, således at Romanovmonarkiets blodige og tilsølede kærre ved en af disse vendinger kunne vælte med ét slag.

En sådan formående "regissør", en sådan mægtig accelerator, blev den imperialistiske verdenskrig.

Allerede nu er det hævet over enhver tvivl, at det er en verdenskrig, for de Forenede Stater og Kina er allerede nu halvvejs inddraget i den og vil i morgen blive det helt.

Allerede nu er det hævet over enhver tvivl, at krigen er imperialistisk fra begge sider. Kun kapitalisterne og deres halehæng, socialpatrioterne og socialchauvinisterne – eller i stedet for almene nedsættende benævnelser sagt med bekendte navne fra Ruslands politiske liv, kun folk som Gutjkov og Lvov, Miljukov og Sjingarjov på den ene side og kun folk som Gvosdjev, Potresov, Tjkhenkeli, Kerenskij og Tjkheidse på den anden side – vil bestride eller tilsløre denne kendsgerning. Krigen bliver både af det tyske og af det engelsk-franske bourgeoisi ført for at røve fremmede lande, for at kvæle små nationer, for at tilrive sig det finansielle verdensherredømme, for at opdele og nyopdele kolonierne, for at redde det synkende kapitalistiske regime ved at vildføre og splitte de forskellige landes arbejdere.

Den imperialistiske krig måtte med objektiv nødvendighed fremskynde og i uhørt grad tilspidse proletariatets klassekamp mod bourgeoisiet, måtte slå om i borgerkrig mellem de fjendtlige klasser.

Dette omslag er begyndt med februar-martsrevolutionen 1917, hvor vi i den første fase var vidne til et fælles slag, bibragt tsarismen af to kræfter: dels af hele det borgerlige og godsejerprægede Rusland med hele dets ubevidste halehæng og alle dets bevidste anførere, de engelsk-franske gesandter og kapitalister – dels af arbejderrepræsentanternes sovjet, der er begyndt at tage soldater- og bonderepræsentanter til sig. [2]

Disse tre politiske lejre, de tre politiske hovedkræfter: 1. det tsaristiske monarki, i spidsen for de feudale godsejere, det gamle bureaukrati og militærcheferne, 2. oktobristernes og kadetternes bourgeoisi- og godsejerrusland, som småborgerskabet traskede efter (i første række repræsenteret ved Kerenskij og Tjkhheidse), 3. arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, der søger sig forbundsfæller i hele proletariatet og i hele den fattigste befolkningsmasse – disse tre politiske hovedkræfter trådte allerede i den "første fase"s otte dage fuldstændig klart frem selv for en iagttager, der var så langt borte fra begivenhedernes skueplads som disse linjers forfatter, der måtte nøjes med de udenlandske avisers sparsomme telegrammer.

Men før jeg går nøjere ind på dette, må jeg vende tilbage til den del af mit brev, som beskæftiger sig med en faktor af allerførste rang – den imperialistiske verdenskrig.

Krigen har med jernkæder sammenlænket de krigsførende magter, de krigsførende kapitalistgrupper, det kapitalistiske systems "herrer", de kapitalistiske slaveholdere. En eneste blodig klump, sådan aftegner det samfundsmæssige og politiske liv sig i den historiske situation, vi oplever.

Socialisterne, som fra krigens begyndelse gik over på bourgeoisiets side, alle disse folk som David og Scheidemann i Tyskland, som Plekhanov, Potresov, Gvosdjev og co. i Rusland har længe og af fuld hals råbt op mod de revolutionæres "illusioner", mod Baselmanifestets [3] illusioner, mod den "latterlige drøm" om at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig. De har i alle tonearter besunget den styrke, livskraft og tilpasningsevne, kapitalismen tilsyneladende lægger for dagen – de, som har hjulpet kapitalisterne med at "tilpasse", at tæmme, at vildføre og at splitte arbejderklassen i de forskellige lande.

Men "den ler bedst, som ler sidst". Bourgeoisiet var ikke i stand til ret længe at forhale den revolutionære krise, der opstod af krigen. Den modnes med uimodståelig kraft i alle lande, lige fra Tyskland, hvor der, som en iagttager, der for nylig har været i Tyskland, udtrykker det, i øjeblikket hersker "genialt organiseret sult", til England og Frankrig, hvor sulten ligeledes nærmer sig, men hvor organisationen er betydelig mindre "genial".

Det er naturligt, at den revolutionære krise tidligere end andetsteds brød ud i det tsaristiske Rusland, hvor desorganisationen var mest uhyrlig, og hvor proletariatet var mest revolutionært (ikke i kraft af særlige egenskaber, men i kraft af de levende traditioner fra 1905). Denne krise blev fremskyndet ved en række meget svære nederlag, som Rusland og dets forbundsfæller havde lidt. Nederlagene rystede hele det gamle regeringsmaskineri og hele den gamle orden, de satte alle befolkningsklasser op mod den, gjorde hæren forbitret, tilintetgjorde for en stor del dens gamle kommandostab af forbenet-adelig og i højeste grad bureaukratisk-korrupt karakter, og erstattede den med yngre, friskere elementer, fortrinsvis fra bourgeoisiet, de frie erhverv og småborgerskabet. Personer, der direkte leflede for bourgeoisiet, eller simpelt hen karakterløse folk, som råbte og skreg mod "nederlagsstemningen", er nu stillet over for en ubestridelig historisk forbindelse mellem det mest tilbagestående og mest barbariske monarkis nederlag og den revolutionære brands begyndelse.

Men medens de militære nederlag i begyndelsen af krigen spillede rollen som negativ faktor, der fremskyndede eksplosionen, så var forbindelsen mellem den engelsk-franske finanskapital, engelsk-franske imperialisme og Ruslands oktobristisk-kadetiske kapital en faktor, som fremskyndede krisens udvikling ved direkte at organisere en sammensværgelse mod Nikolaj Romanov.

Denne overordentlig vigtige side af sagen fortier den engelsk-franske presse af let forståelige grunde, mens den tyske presse skadefro understreger den. Vi marxister må nøgternt se sandheden i øjnene og ikke lade os bringe ud af fatning, hverken af løgnehistorier, som sættes i omløb af den ene krigsførende imperialistgruppes diplomater og ministre, eller af den spot og skadefryd, som deres finansielle og militære konkurrenter i den anden krigsførende gruppe muntrer sig med. Hele begivenhedsforløbet under februar-marts-revolutionen viser tydeligt, at den engelske og den franske ambassade medsamt deres agenter og "forbindelser", som i lang tid havde gjort sig de mest fortvivlede anstrengelser for at hindre en "separat"-aftale og en separatfred mellem Nikolaj den Anden (vi vil håbe på og gøre alt for, at han bliver den sidste) og Wilhelm den Anden, direkte iværksatte en sammensværgelse sammen med oktobrister og kadetter samt dele af generalstaben og hærens officerskorps og Petrogradgarnisonen, alene for at afsætte Nikolaj Romanov.

Lad os ikke gøre os nogen illusioner. Lad os ikke gentage samme fejl som dem, der – ligesom visse mensjevikker [4] og folk fra organisationskomiteen [5] , som vakler mellem Gvosdjev-Potresovholdningen og internationalismen og alt for ofte forfalder til småborgerlig pacifisme – skamroser "aftalen" mellem arbejderpartiet og kadetterne [6] , førstnævntes "støtte" til sidstnævnte osv. Af hensyn til deres gamle, udenadlærte (og aldeles ikke marxistiske) doktrin kaster disse mennesker slør over den sammensværgelse mellem engelsk-franske imperialister og folk som Gutjkov og Miljukov, hvis mål er at styrte "overhøvdingen" Nikolaj Romanov og erstatte ham med mere energiske, friskere, mere duelige høvdinge.

Når revolutionen kunne sejre så hurtigt og – udadtil, ved et første overfladisk blik – så radikalt, var det kun, fordi helt forskellige strømninger, helt uensartede klasseinteresser, helt modsatte politiske og sociale bestræbelser, i kraft af en overordentlig original historisk situation smeltede sammen, og smeltede mærkværdig "harmonisk" sammen. Nemlig: de engelsk-franske imperialisters sammensværgelse, som tilskyndede Miljukov, Gutjkov og co. til at gribe magten – for at den imperialistiske krig kan fortsætte, for at den kan blive ført endnu mere forbitret og hårdnakket, for at nye millioner af Ruslands arbejdere og bønder kan blive slagtet, for at folk som Gutjkov kan få Konstantinopel, de franske kapitalister – Syrien, de engelske kapitalister – Mesopotamien osv. Dette på den ene side. På den anden side en dybtgående bevægelse af revolutionær karakter blandt proletariatet og folkemasserne (blandt hele den fattigste befolkning i by og på land) for brød, for fred, for virkelig frihed.

Det ville ganske enkelt være dumt at tale om nogen "støtte" fra Ruslands revolutionære proletariat til den kadetisk-oktobristiske imperialisme, som er rimpet sammen med engelsk mønt og er lige så afskyelig som den tsaristiske imperialisme. De revolutionære arbejdere har kæmpet for at knuse det skændige tsaristiske monarki, de har allerede knust det i betydelig grad og vil knuse det til grunden uden at lade sig henrive eller forvirre af, at Buchanan, Gutjkov, Miljukov og co., der kun vil erstatte en tsar med en anden, og også helst en Romanov (!), kommer dem til hjælp i visse, korte, historiske stunder, som alene er historiske i kraft af den øjeblikkelige udvikling.

Sådan og kun sådan forholder det sig. Sådan og kun sådan må en politiker dømme, som ikke frygter sandheden, som nøgternt afvejer de sociale kræfters styrkeforhold i revolutionen, som vurderer enhver "situation" ikke alene ud fra dens givne, øjeblikkelige originalitet, men også ud fra dens dybereliggende drivfjedre, det dybereliggende styrkeforhold mellem proletariatet og bourgeoisiets interesser såvel i Rusland som i hele verden.

Petrograds arbejdere har ligesom arbejderne i hele Rusland opofrende kæmpet imod tsarmonarkiet, for frihed, for jord til bønderne, for fred, imod det imperialistiske massemord. Den engelsk-franske imperialistiske kapital har for at kunne fortsætte og forstærke dette massemord spundet paladsintriger, anstiftet sammensværgelser i fællig med garderofficerer, opmuntret folk som Gutjkov og Miljukov og givet dem mod og sammenstillet en fuldt færdig ny regering, som da også straks efter den proletariske kamps første slag mod tsarismen har grebet magten.

Denne nye regering, hvori oktobristerne [7] og "fredsfornyerne" [8] , gårsdagens håndlangere for bøddelen Stolypin, Lvov og Gutjkov, besætter virkelig vigtige poster, kampposter, nøgleposter med indflydelse på hæren og embedsmandsstanden – denne regering, hvori Miljukov og andre kadetter mere sidder til pynt, som blikfang, for at levere nydelige professorale taler, mens "trudovikken" [9] Kerenskij er tildelt rollen som balalajkaspiller for at narre arbejderne og bønderne – denne regering består ikke af en tilfældig flok personer.

De er repræsentanter for en ny klasse, som er steget op til politisk magt i Rusland, repræsentanter for de kapitalistiske godsejeres og bourgeoisiets klasse, som længe har regeret vort land økonomisk, og som både i revolutionsårene 1905-1907, i kontrarevolutionsårene 1907-1914 og endelig – i særlig hurtigt tempo – under krigsårene 1914-1917 overordentlig hurtigt har organiseret sig politisk, idet den har tiltaget sig både de lokale selvstyreorganer og folkeundervisningen, repræsentationer af forskellig art, rigsdumaen [10] , krigsindustrikomiteerne [11] , osv. Denne nye klasse var allerede i 1917 "næsten helt" ved magten; derfor behøvedes der også kun ganske få stød, før tsarismen splintredes og gjorde banen fri for bourgeoisiet. Den imperialistiske krig, som krævede en uhyre kraftanspændelse, fremskyndede det tilbagestående Ruslands udvikling så stærkt, at vi har indhentet Italien og England og næsten også Frankrig "med et spring" (i virkeligheden kun tilsyneladende med et spring) og fået en "parlamentarisk", "national" "koalitionsregering" ("national" fordi den er egnet til at fortsætte den imperialistiske krig og føre folket bag lyset).

Ved siden af denne regering – der set ud fra den nuværende krig egentlig kun er agent for milliard"firmaerne" England og Frankrig – er der opstået en ny, uofficiel, lidet udviklet, endnu ret svag arbejderregering, som er udtryk for proletariatet og hele den fattigste by- og landbefolknings interesser. Det er arbejderrepræsentanternes sovjet i Petrograd, som søger kontakt med soldaterne og bønderne og ligeledes med landarbejderne, ja med dem naturligvis i særlig grad, i første række, og mere ihærdigt end med bønderne.

Dette er den virkelige politiske situation, som vi fremfor alt må have klarlagt med den størst mulige objektive nøjagtighed, for at opbygge vor marxistiske taktik på den eneste solide basis – kendsgerningernes basis.

Tsarmonarkiet er styrtet, men endnu ikke tilintetgjort.

Kadetternes og oktobristernes borgerlige regering, som ønsker at føre den imperialistiske krig "til den bitre ende", er i virkeligheden agent for finansfirmaet "England-Frankrig", men tvunget til at love folket et maksimum af frihed og almisser, så vidt de er forenelige med, at denne regering beholder magten over folket og muligheden for at fortsætte det imperialistiske massemord.

Arbejderrepræsentanternes sovjet er kimen til en arbejderregering, et organ for alle de fattigste befolkningsmassers interesser, dvs. for de ni tiendedele af befolkningen, som forlanger fred, brød og frihed.

Disse tre kræfters kamp bestemmer den situation, som nu er indtrådt, og som danner overgangen fra revolutionens første til dens anden fase.

Mellem den første og den anden kraft er modsigelsen ikke dybtliggende, men midlertidig og kun fremkaldt af det historiske øjeblik, af den bratte vending i den imperialistiske krigs forløb. Hele den nye regering er tilhængere af monarki, for Kerenskijs verbale republikanisme er overhovedet ikke til at tage alvorligt, er uværdig og objektivt set politisk kandestøberi. Den nye regering nåede end ikke at gøre det af med tsar-monarkiet, før det begyndte at arrangere studehandler med dynastiet af Romanovgodsejere. Bourgeoisiet af oktobrist- og kadettypen har brug for monarkiet som leder af bureaukratiet og hæren, til beskyttelse af kapitalens privilegier mod den arbejdende befolkning.

Den, der siger, at arbejderne skal støtte den nye regering for at styrke kampen mod tsaristisk reaktion (og det siger tilsyneladende folk som Potresov, Gvosdjev og Tjkhenkeli og sandelig også Tjkheidse, alle undvigelsesmanøvrer til trods), forråder arbejderne, forråder proletariatet, forråder fredens og frihedens sag. For i praksis er netop denne nye regering allerede nu bundet på hænder og fødder af imperialistisk kapital, af imperialistisk røver- og krigspolitik, den har allerede nu indledt studehandler (uden at spørge sig for hos folket!) med Romanovdynastiet, den arbejder allerede nu på at genrejse tsarmonarkiet, den har allerede nu tilbudt Mikhail Romanov stillingen som ny lille-tsar, den sikrer sig allerede nu at forstærke hans trone, at udskifte det gamle, legitime monarki (der støtter sig til den gamle lov) med et nyt, bonapartistisk, "folkevalgt" monarki (der støtter sig til en karikatur af en afstemning).

Nej, hvis der skal føres virkelig kamp mod tsarismen, hvis friheden virkelig skal sikres, ikke med ord alene, ikke med Miljukovs og Kerenskijs dyre løfter, er det ikke arbejderne, der skal støtte den nye regering, men denne regering, der skal "støtte" arbejderne! Thi den eneste garanti for friheden og for tsarismens definitive tilintetgørelse er proletariatets bevæbning og en styrkelse, en udvidelse, en udvikling af arbejdersovjettens rolle, betydning og magt.

Alt andet er fraser og løgn, selvbedrag hos politiske kandestøbere i den liberale og radikale lejr, en svindelstreg.

Hjælp med til at bevæbne arbejderne eller lad i det mindste være med at hindre dem deri – og friheden i Rusland vil ikke kunne besejres, monarkiet ikke kunne genoprettes og republikken været sikret.

I modsat fald vil personer som Gutjkov og Miljukov genindføre monarkiet og intet, absolut og overhovedet intet gøre for at opfylde løfterne om "friheder". I alle borgerlige revolutioner har alle bourgeoisiets politiske stræbere "fodret" folket med løfter og holdt arbejderne for nar.

Vor revolution er borgerlig, derfor må, arbejderne støtte bourgeoisiet – siger Potresov, Gvosdjev, Tjkheidse og deres lige, som Plekhanov sagde det i går.

Vor revolution er borgerlig – siger vi marxister – derfor må arbejderne åbne folkets øjne for de borgerlige politiske stræberes bedrageri, lære det ikke at tro på ord, men kun stole på dets egne kræfter, på dets egen organisation, på dets egen enighed, på dets egen bevæbning.

Oktobristernes og kadetternes, d'herrer Gutjkovs og Miljukovs regering kan ikke give folket hverken fred, brød eller frihed, selv om den oprigtigt ønskede det (kun spædbørn kunne tro på oprigtighed fra Gutjkovs og Lvovs side).

Ikke fred, fordi den er en krigens regering, en regering for det imperialistiske massemords fortsættelse, en røverregering som vil udplyndre Armenien, Galicien og Tyrkiet, tilrive sig Konstantinopel, generobre Polen, Kurland, Litauen osv. Denne regering er lænket på hænder og fødder af den engelsk-franske imperialistiske kapital. Den russiske kapital er kun en filial af et "verdensfirma", som skalter og valter med hundreder af milliarder rubler og fører navnet "England & Frankrig".

Ikke brød, fordi den er en borgerlig regering. I bedste fald vil den efter Tysklands eksempel bringe folket en "genialt organiseret sult". Men folket ønsker ikke at lide sult. Folket vil erfare og sikkert meget snart erfare, at der findes og kan fremskaffes brød, men kun ved hjælp af indgreb, der ikke gør holdt for kapitalens og jordbesiddelsens hellighed.

Ikke frihed, for den er en regering af godsejere og kapitalister, som frygter folket og allerede har indledt studehandler med Romanovdynastiet.

De taktiske opgaver med hensyn til vor nærmeste holdning til denne regering skal vi omtale i en anden artikel. Vi vil der vise, hvori ejendommeligheden ved den nuværende situation – overgangen fra revolutionens første til dens anden fase – består, og hvorfor den "dagsaktuelle parole", der i dette øjeblik gælder, må være: Arbejdere, i borgerkrigen mod tsarismen har l udført vidundere af proletarisk heltemod, af folkemod, 1 må udføre vidundere i organiseringen af proletariatet og af hele folket for at forberede jeres sejr i revolutionens anden fase.

Når vi her indskrænker os til en analyse af klassekampen og af styrkeforholdet mellem klasserne i revolutionens nuværende fase, må vi også stille spørgsmålet: hvilke forbundsfæller har proletariatet i den nuværende revolution?

Det har to forbundsfæller: for det første den brede, milliontallige masse af halvproletariske og til dels småbondeelementer, som i Rusland udgør det overvældende flertal af befolkningen. Denne masse have fred, brød, frihed og jord. Denne masse vil uvægerligt til en vis grad komme under indflydelse af bourgeoisiet og særlig af småborgerskabet, som den ifølge sine livsbetingelser står nærmest, samtidig med at den vakler mellem bourgeoisi og proletariat. Krigens hårde lære, som bliver desto hårdere, jo mere energisk d'herrer Gutjkov, Lvov, Miljukov og co. fører krigen, vil uvægerligt skubbe denne masse over til proletariatet og tvinge den til at følge det. Vi må nu, idet vi udnytter det nye regimes relative frihed og arbejderrepræsentanternes sovjetter, først og fremmest anstrenge os for at oplyse og organisere denne masse. Der må dannes sovjetter af bonderepræsentanter, sovjetter af landarbejdere – det er en af de mest bydende opgaver. Her vil vore anstrengelser ikke alene gå ud på at få landarbejderne til at danne deres egne, særskilte sovjetter, men også på at få de ubemidlede og ludfattige bønder til at organisere sig adskilt fra de velstående bønder. Om de særlige opgaver og særlige former for det nu så tvingende nødvendige organisationsarbejde i et følgende brev.

For det andet har det russiske proletariat en forbundsfælle i proletariatet i alle krigsførende lande og overhovedet i alle lande. I øjeblikket er det internationale proletariat i stor udstrækning holdt nede af krigen, og de, der i Europa taler i dets navn, er alt for hyppigt socialchauvinister, der ligesom Plekhanov, Gvosdjev og Potresov i Rusland er løbet over til bourgeoisiet. Men proletariatets frigørelse fra deres indflydelse er skredet frem for hver måned, den imperialistiske krig har varet, og den russiske revolution vil uvægerlig fremskynde denne proces i vældig målestok.

Sammen med disse to forbundsfæller kan og vil Ruslands proletariat under udnyttelse af det nuværende overgangsstadiums særlige karakter kæmpe sig frem, først til den demokratiske republik, til bøndernes fuldstændige sejr over godsejerne og det gutjkov-miljukovske halvmonarki, og så til socialismen, som alene vil give de krigsmartrede folk fred, brød og frihed.


Noter

[1]: Breve Fra Det Fjerne – omfatter fire breve, skrevet i perioden 7.-12. (20.-25.) marts, samt et femte, ikke afsluttet brev, som Lenin påbegyndte umiddelbart før sin afrejse fra Svejts til Petrograd, 26. marts (8. april) 1917. 1. brev tryktes første gang i fuld ordlyd i Samlede Værker, 4. udgave, 1949. 2., 3. og 4. brev blev ikke offentliggjort i 1917. Indholdet af det uafsluttede 5. brev videreudviklede Lenin i Breve Om Taktik (se s. 33-45) og i Proletariatets Opgaver I Vor Revolution (se s. 51-80). – S. 15.

[2]: Lenin sigter til Petrogradsovjetten, der oprettedes i februarrevolutionens første dage. Valg til sovjetten afholdtes først spontant på enkelte fabrikker, men kom efter få dage til at omfatte alle virksomheder i byen.

Ved en kuplignende aktion kom sovjettens ledelse i hænderne på forligspolitikere, som imidlertid måtte bøje sig for presset fra arbejdere og bønder og gennemføre en række revolutionære foranstaltninger, herunder arrestere det tidligere styres myndighedspersoner, sætte de politiske fanger på fri fod, påbegynde oprettelse af en arbejdermilits (100 pr. 1000 arbejdere), opfordre befolkningen til at tage administrationen af lokale anliggender i egne hænder osv.

Det afgørende øjeblik indtrådte natten til 2. (15.) marts, da forligspolitikerne fra sovjettens eksekutivkomite frivilligt veg pladsen for bourgeoisiet og gav grønt lys for oprettelsen af en provisorisk regering, bestående af repræsentanter for bourgeoisiet og godsejerne. Denne kapitulation blev ikke straks kendt uden for landets grænser, da blade og aviser til venstre for kadetternes ikke måtte sendes til udlandet. Lenin erfarede først herom efter hjemkomsten til Rusland. – S. 17.

[3]: Baselmanifestet – manifest om krig, vedtaget af den ekstraordinære internationale socialistkongres i Basel, 24.-25. november 1912. Manifestet advarede folkene om den imperialistiske krig, som var i anmarch, afslørede dens røveriske mål og appellerede til alle arbejdere verden over om at forstærke fredskampen og sætte styrken af "proletariatets internationale solidaritet op mod den kapitalistiske imperialisme". Baselmanifestet indeholder det af Lenin formulerede afsnit fra Stuttgartkongressens resolution (1907), hvori det hedder, at socialisterne i tilfælde af en imperialistisk krig skal udnytte den økonomiske og politiske krise, som krigen fremkalder, til at fremskynde den kapitalistiske klassestats fald og kæmpe for den socialistiske revolution. – S. 18.

[4]: Mensjevikker – betegnelse for medlemmer af den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP). Denne fløj dannedes på partiets 2. kongres i 1902, hvor den kom i mindretal (russisk: minsjinstvo). Mod den stod flertallet (russisk: bolsjinstvo), med Lenin i spidsen. – S. 20.

[5]: Organisationskomiteen – mensjevikkernes ledende organ; oprettedes 1912 på likvidatorernes augustkonference, under verdenskrigen socialchauvinistisk, retfærdiggjorde krigen ud fra en tsaristisk synsvinkel, agiterede for nationalisme og chauvinisme. Organisationskomiteen fungerede indtil august 1917, da mensjevikpartiet dannede en centralkomite. – S. 20.

[6]: Kadetter – førende parti for det liberale monarkistiske bourgeoisi. Samarbejdede under krigen med tsar-regeringen, forsøgte under februarrevolutionen 1917 at redde monarkiet. Sommeren 1917 var kadetterne i spidsen for den provisoriske regering og førte en kontrarevolutionær politik i vestmagternes interesse. Deltog efter oktoberrevolutionen i alle væbnede aktioner mod sovjetstyret. – S. 20.

[7]: Oktobrister – medlemmer af oktobristpartiet (eller Forbundet af 17. oktober), stiftet efter offentliggørelsen af tsarens manifest af 17. oktober 1905. Ærkereaktionært, kontrarevolutionært parti, sluttede uforbeholdent op om tsarregeringens inden- og udenrigspolitik. Efter februarrevolutionen regeringsparti med partiets leder, A. I. Gutjkov, på krigsministerposten. Deltog efter oktoberrevolutionen i den væbnede bekæmpelse af sovjetstyret. – S. 21.

[8]: Fredsfornyere – medlemmer af fredsfornyerpartiet, konstitutionel-monarkistisk organisation af storkapitalister og godsejere; stiftet 1906 efter opløsningen af 1. rigsduma. Blev samlingssted for venstreoktobrister og venstrekadetter, lå efter sit program oktobristerne nærmest. Varetog de kapitalistiske godsejeres og handels- og industribourgeoisiets interesser. – S. 21.

[9]: Trudovikker – småborgerlige demokrater; dannede gruppe i april 1906, bestående af bondemedlemmer i den 1. duma. Støttede Ruslands deltagelse i verdenskrigen; efter februarrevolutionen kontrarevolutionære. – S. 21.

[10]: Rigsdumaen, dumaen – parlament med stærkt beskårne beføjelser, indført af tsaren 1905 for at tage brodden af den revolutionære bølge. Valgene hertil var indirekte og ulige. Den første duma trådte sammen 1906, den anden 1907, den tredje 1907-1912 og den fjerde 1912-1917. – S. 21.

[11]: Krigsindustrikomiteer – oprettet maj 1915 i Rusland af det imperialistiske storbourgeoisi som hjælp til tsarismens krigsførelse. Formand for den centrale krigsindustrikomite var Gutjkov, oktobristernes leder og krigsminister i den senere provisoriske regering. – S. 21.


Breve Fra Det Fjerne
Første Brev: Den første revolutions første fase

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere