Om dobbeltmagten

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Trykt første gang 9. april 1917 i Pravda nr. 28.
Oversættelse: Gelius Lund fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969
På dansk: Lenin: Udvalgte Værker, bind 7, Forlaget Tiden 1982.
Online Version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 1998.


Om dobbeltmagten

Grundspørgsmålet i enhver revolution drejer sig om magten i staten. Uden klarhed i dette spørgsmål kan der overhovedet ikke være tale om bevidst at deltage i revolutionen, endsige lede den.

Det er et i højeste grad bemærkelsesværdigt særkende ved vor revolution, at den har skabt en dobbeltmagt. Denne kendsgerning må man fremfor alt være klar over; hvis man ikke har forstået den, kan man ikke komme fremad. Bolsjevismens gamle "formler" må man for eksempel forstå at supplere op og korrigere, for de var, som det har vist sig, rigtige i al almindelighed, men deres konkrete virkeliggørelse viste sig at ske anderledes. Dobbeltmagt har ingen tidligere tænkt på, og kunne det heller ikke.

Hvori består nu dobbeltmagten? I, at der ved siden af den provisoriske regering, bourgeoisiets regering, er opstået en anden regering, der endnu er svag og i sin vorden, men som dog uden tvivl virkelig eksisterer og bliver stærkere, nemlig arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter.

Hvad er denne anden regerings klassemæssige sammensætning? Proletariatet og bønderne (i soldatertrøjen). Hvad er denne regerings politiske karakter? Det er et revolutionært diktatur, dvs. en magt, der støtter sig direkte på en revolutionær erobring, på det umiddelbare initiativ hos folkemasserne nedefra, og ikke på en lov, som er udstedt af en centraliseret statsmagt. Det er en magt af en ganske anden art end den, der almindeligvis forekommer i den parlamentariske borgerlig-demokratiske republik af hidtil kendt type, som er fremherskende i Europa og Amerikas fremskredne lande. Denne omstændighed glemmer man ofte, ofte tænker man ikke over den, men den rummer hele sagens kerne. Denne magt er en magt af samme type som Pariserkommunen i 1871. [1] Denne types hovedtræk er: 1) magtens oprindelse er ikke en lov, der i forvejen er debatteret og vedtaget af et parlament, men et direkte initiativ fra folkemasserne nedefra og lokalt, en direkte "magtovertagelse", for at bruge det gængse udtryk; 2) politiet og hæren, der som institutioner er skilt fra folket og stillet i modsætning til folket, erstattes med direkte bevæbning af hele folket; under en sådan magt beskyttes statsordenen af de bevæbnede arbejdere og bønder selv, af det væbnede folk selv; 3) også embedsstanden, bureaukratiet, erstattes af selve folkets umiddelbare magt eller sættes i det mindste under særlig kontrol, de bliver ikke blot valgte, men kan også afsættes straks, når folket forlanger det, de reduceres til rene funktionærer; mens de før var et privilegeret lag med høje, borgerlige lønninger for deres "ben", bliver de arbejdere af en særlig "våbenart", med en løn, der ikke ligger over en dygtig arbejders sædvanlige løn.

Dette og kun dette er kernen i Pariserkommunen som særlig statstype. Dette glemte og fordrejede d'herrer Plekhanov'er (de direkte chauvinister, forræderne mod marxismen), Kautsky'er ("centrum", dvs. folk, der vakler mellem chauvinisme og marxisme) og i det hele taget alle socialdemokrater, socialrevolutionære osv., der for tiden er toneangivende.

De slynger om sig med fraser, de snor sig, de lykønsker hinanden tusinde gange med revolutionen, de ønsker ikke at tænke over, hvad arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter er for noget. De ønsker ikke at se den indlysende sandhed, at for så vidt disse sovjetter eksisterer, for så vidt de er en magt, så eksisterer der i Rusland en stat af Pariserkommunens type.

Jeg har understreget "for så vidt". For dette er blot en magt i sin vorden. Både ved en direkte overenskomst med den borgerlige provisoriske regering og ved en række faktiske indrømmelser har den selv udleveret og udleverer stadig sine positioner til bourgeoisiet.

Hvorfor? Mon fordi Tjkheidse, Tsereteli, Steklov og co. begår en "fejl"? Vrøvl. Sådan kan en spidsborger tænke, men ikke en marxist. Årsagen er utilstrækkelig bevidst orientering og organisering hos proletarerne og bønderne. De nævnte lederes "fejl" ligger i deres småborgerlige standpunkt, i at de formørker arbejdernes bevidsthed og ikke afklarer den, i at de indpoder småborgerlige illusioner og ikke gendriver dem, i at de styrker bourgeoisiets indflydelse på masserne og ikke frigør masserne fra denne indflydelse.

Allerede deraf burde det være klart, hvorfor også vore kammerater begår så mange fejl, idet de "ganske simpelt" stiller spørgsmålet: skal man ikke straks vælte den provisoriske regering?

Jeg svarer: 1) væltes skal den, for den er en oligarkisk regering, en bourgeoisiregering og ikke nogen folkeregering, den kan hverken give fred eller brød eller fuldstændig frihed; 2) man kan ikke vælte den straks, for den støtter sig på en direkte og indirekte, formel og faktisk overenskomst med arbejderrepræsentanternes sovjetter og fremfor alt med den vigtigste sovjet, Petrogradsovjetten; 3) man kan overhovedet ikke "vælte" den på sædvanlig måde, for den hviler på en "støtte", som den anden regering, arbejderrepræsentanternes sovjetter, yder bourgeoisiet, men denne anden regering er den eneste mulige revolutionære regering, den er det direkte udtryk for bevidstheden og viljen hos flertallet af arbejderne og bønderne. Nogen højere, bedre regeringstype end arbejder-, landarbejder-, bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetter har menneskeheden ikke frembragt og vi hidtil ikke kendt.

For at blive en magt må de bevidste arbejdere vinde flertallet over på deres side: så længe der ikke findes noget voldsherredømme over masserne, findes der ingen anden vej til magten. Vi er ikke blanquister, [2] ikke tilhængere af magterobring ved et mindretal. Vi er marxister, tilhængere af den proletariske klassekamp mod den småborgerlige rus, den chauvinistiske forsvarsvilje, fraserne, afhængigheden af bourgeoisiet.

Lad os skabe et proletarisk, kommunistisk parti; elementer hertil har bolsjevismens bedste tilhængere allerede skabt; lad os slutte os sammen til proletarisk klassearbejde, da vil proletarerne og de fattige bønder slutte sig til os i stadig større tal, for livet vil dag efter dag sønderslå de småborgerlige illusioner, som opflaskes af "socialdemokraterne", Tjkheidse, Tsereteli, Steklov osv., de "socialrevolutionære", småborgerne af endnu "renere" slags osv., osv.

Bourgeoisiet er for bourgeoisiets enemagt.

De bevidste arbejdere er for arbejder-, landarbejder-. bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetters enemagt - en enemagt, der forberedes ved at afklare den proletariske bevidsthed, ved at frigøre den fra bourgeoisiets indflydelse, og ikke ved eventyrpolitik.

Småborgerskabet – "socialdemokraterne", de socialrevolutionære osv., osv. – svajer hid og did og hindrer denne afklaring, denne frigørelse.

Sådan ligger det faktiske, klassemæssige styrkeforhold, som bestemmer vore opgaver.

 


Noter

[1]: Pariserkommunen – revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris 26. marts 1871 efter opstanden 18. Marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet. Kommunens to store politiske grupperinger var blanquisterne og proudhonisterne. Med støtte fra Preussen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år. Lenin hentyder til: Forordet til den tyske udgave (1872) af Det kommunistiske Manifest, Marx' Borgerkrigen i Frankrig og Kritik af Gotha-programmet samt Engels' breve til Kugelman af 12. og 17. April 1871 (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. I og II, Forlaget Tiden 1976).

[2]: Med støtte fra Preussen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år. Lenin hentyder til: Forordet til den tyske udgave (1872) af Det kommunistiske Manifest, Marx' Borgerkrigen i Frankrig og Kritik af Gotha-programmet samt Engels' breve til Kugelman af 12. og 17. April 1871 (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. I og II, Forlaget Tiden 1976).


Om dobbeltmagten

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere