Af en skribents dagbog
Fejl fra vort partis side

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang:
Oversættelse: Til dansk af Anne Marie Karlsson fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
På dansk: Lenin: Udvalgte Værker, bind 8, s. 89-94, Forlaget Tiden, København 1983.
Online Version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 1998.


Af en skribents dagbog
Fejl fra vort partis side

Fredag, den 22. september 1917

Jo mere man tænker over betydningen af den såkaldte Demokratiske Konference, jo mere opmærksomt man betragter den udefra – og udefra ser man tydeligere, siges det – desto fastere bliver den overbevisning, at vort parti begik en fejl ved at deltage i den. Vi skulle have boykottet den. Man vil sikkert spørge, hvad det nytter at analysere dette spørgsmål. Fortiden kan man ikke gøre om. Men denne indvending mod gårsdagens taktik ville være ganske uholdbar. Vi har altid fordømt, og som marxister er vi forpligtet til at fordømme den taktik, der hedder at leve "en dag ad gangen". Vi har ikke nok i øjebliksresultater. Vi har i det hele taget ikke nok i beregninger, der anstilles for et øjeblik eller for én dag. Vi skal hele tiden efterprøve os selv ved at studere kæden af politiske begivenheder i deres helhed, deres årsagssammenhæng og deres resultater. Ved at analysere gårsdagens fejl lærer vi samtidig at undgå fejl i dag og i morgen.

Det er tydeligt, at der vokser en ny revolution frem i landet, en revolution af andre klasser (i sammenligning med dem, der gennemførte revolutionen mod tsarismen). Dengang var det proletariatet, bønderne og bourgeoisiet i forening med den engelsk-franske finanskapital, der gjorde revolution mod tsarismen.

Den revolution, der nu vokser frem, er proletariatets og bondeflertallets, nemlig de fattigste bønders, mod bourgeoisiet, mod dets forbundsfælle, den engelsk-franske finanskapital, mod dets regeringsapparat, der ledes af bonapartisten Kerenskij.

Vi vil ikke nu opholde os ved de kendsgerninger, der vidner om fremvæksten af en ny revolution, for at dømme ud fra artiklerne i vort centrale organ Rabotjij Putj har partiet allerede klarlagt sine synspunkter desangående. Fremvæksten af en ny revolution er et fænomen, der jo er almindeligt anerkendt af partiet. Selvfølgelig har vi yderligere brug for samlede fremstillinger af denne fremvækst, men det må være tema for andre artikler.

I øjeblikket er det vigtigere at se mere opmærksomt på klasseforskellene mellem den gamle og den ny revolution, på en klarlæggelse af den politiske situation og vore opgaver fra dette grundlæggende fænomen: klassernes indbyrdes forhold. Dengang, i den første revolution, bestod avantgarden af arbejdere og bønder, dvs. proletariatet og bøndernes førende lag.

Denne avantgarde trak med sig ikke blot mange af de værste, svingende elementer fra småborgerskabet (vi erindrer her mensjevikkernes og trudovikkernes svingninger med hensyn til republik), men også det monarkistiske kadetparti, det liberale bourgeoisi, som avantgarden forvandlede til et republikansk parti. Hvorfor var en sådan forvandling mulig?

Fordi det økonomiske herredømme betyder alt for bourgeoisiet, mens det politiske herredømmes form kommer i sidste række, bourgeoisiet kan herske også under en republik, ja, dets herredømme er endda sikrere under en republik i den forstand, at dette politiske system ikke går bourgeoisiet for nær, hvilke forandringer der end foretages i regeringens sammensætning eller i regeringspartiernes sammensætning og gruppering.

Selvfølgelig var bourgeoisiet tilhænger og vil være tilhænger af monarkiet, fordi de monarkistiske institutioners mere brutale, militære beskyttelse af kapitalen er tydeligere og mere "forståelig" for alle kapitalister og godsejere. Men når presset "nedefra" er stærkt har bourgeoisiet altid og alle vegne "forliget" sig med republikken, bare det kunne hævde sit økonomiske herredømme.

Nu er proletariatet og fattigbønderne, dvs. størstedelen af folket kommet i et sådant forhold til bourgeoisiet og til den "allierede" (og overhovedet den internationale) imperialisme, at det ikke kan "trække" bourgeoisiet med sig. Dertil kommer, at toppen af småborgerskabet og de mere formuende lag af det demokratiske småborgerskab er tydeligt imod en ny revolution. Dette faktum er så indlysende, at det ikke er nødvendigt at opholde sig ved det nu. De herrer Liber-Dan'ere, Tsereteli'er og Tjernov'er illustrerer det så anskueligt som noget.

Klassernes indbyrdes forhold er blevet ændret. Det er sagen.

Det er ikke de samme klasser som dengang, der står "på den ene og på den anden side af barrikaden".

Det er det afgørende.

Dette og kun dette giver det videnskabelige grundlag for at tale om en ny revolution, som, når vi ræsonnerer rent teoretisk og behandler spørgsmålet abstrakt, kunne foregå legalt, hvis for eksempel den Konstituerende Forsamling, der er indkaldt af bourgeoisiet, udviste et flertal imod bourgeoisiet, et flertal for arbejdernes og fattigbøndernes partier.

Det objektive indbyrdes forhold mellem klasserne, deres rolle (økonomisk og politisk) uden for de repræsentative institutioner af den givne type og inden for dem; fremvæksten eller tilbagegangen af revolutionen, forholdet mellem udenomsparlamentariske og parlamentariske kampmidler – det er de afgørende, grundlæggende, objektive data, som man må tage i betragtning, for at man ikke vilkårligt, ikke ud fra sine "sympatier", men marxistisk, kan træffe afgørelse om sin taktik, om boykot eller deltagelse.

Vor revolutions erfaring viser anskueligt, hvordan man marxistisk må tage fat på spørgsmålet om boykot.

Hvorfor viste boykotten af den bulyginske duma [1] sig at være den rigtige taktik?

Fordi den var i overensstemmelse med det objektive forhold mellem samfundskræfterne i deres udvikling. Den gav en parole, som passede til den fremvoksende revolution for at styrte den gamle statsmagt, der for at aflede folket fra revolutionen ville sammenkalde en groft forfalsket kompromisinstitution (den bulyginske duma), som derfor ikke åbnede nogen udsigt til, at parlamentarismen kunne få ordentligt fodfæste. De udenomsparlamentariske kampmidler, som proletariatet og bønderne rådede over, var de stærkeste. Det var disse momenter, der lå til grund for den rigtige taktik, boykotten af den bulyginske duma [1] , ud fra den objektive situation.

Hvorfor viste boykotten af den tredje duma sig at være en forkert taktik?

Fordi den kun bygger på, at parolen om boykot var "klar" og på afskyen for den ekstreme reaktion, den "svinesti", som var indført efter 3. juni [2] . Men den objektive situation var den, at revolutionen på den ene side var i meget stærk tilbagegang og stilnede mere og mere af. For at rejse den på ny fik det kolossal politisk betydning at have et parlamentarisk støttepunkt (selv inde i "svinestien"), da der næsten ikke gaves udenomsparlamentariske propaganda-, agitations- og organisationsmidler, eller de var yderst svage. På den anden side hindrede den tredje dumas ekstremt reaktionære karakter den ikke i at være organ for klassernes virkelige indbyrdes forhold, nemlig: en stolypinsk [3] kombination af monarkiet og bourgeoisiet. Dette nye indbyrdes forhold mellem klasserne skulle landet overvinde.

Disse momenter lå til grund for den rigtige taktik: ud fra den objektive situation deltagelse i den tredje duma.

Man behøver blot at tænke over læren af disse erfaringer, over betingelserne for en marxistisk behandling af spørgsmålet om boykot eller deltagelse, for at overbevise sig om, at det var en fuldkommen forkert taktik at deltage i den "Demokratiske Konference", det "Det Demokratiske Råd" eller førparlamentet.

På den ene side vokser en ny revolution frem. Krigen trappes op. De udenomsparlamentariske propaganda-, agitations- og organisationsmidler er enorme. Betydningen af "parlamentstribune" i dette førparlament er forsvindende. På den anden side hverken udtrykker eller "tjener" dette førparlament noget som helst nyt indbyrdes forhold mellem klasserne; bønderne er for eksempel repræsenteret dårligere her end i de organer, som allerede findes (bonderepræsentanternes sovjet). Hele kernen i førparlamentet er en bonapartistisk forfalskning, ikke blot i den betydning, at Liber-Dan'ernes, Tsereteli'ernes og Tjernov'ernes beskidte bande sammen med Kerenskij og konsorter har forfusket og forfalsket sammensætningen af denne tsereteli-bulyginske duma, men også i den dybere betydning, at førparlamentets eneste bestemmelse er at bluffe masserne, vildlede arbejderne og bønderne, aflede dem fra den nye fremvoksende revolution og stikke blår i øjnene på de undertrykte masser gennem en ny forklædning af den gamle, allerede prøvede, pjaltede, udslidte "koalition" med bourgeoisiet (dvs. bourgeoisiets forvandling af de herrer Tsereteli og co. til klovner, der hjælper med til at få folket til at underkaste sig imperialismen og den imperialistiske krig).

Vi er svage nu – siger tsaren i august 1905 til sine feudale herremænd. – Vor magt vakler. Arbejder- og bonderevolutionens bølge rejser sig. Vi må bluffe "hoben" og smøre den om munden...

Vi er svage nu – siger den nuværende "tsar", bonapartisten Kerenskij til kadetterne, de partiløse Tit Titytj'er [4] , Plekhanov'erne, Bresjkovskaja og konsorter. – Vor magt vakler. Arbejder- og bonderevolutionens bølge rejser sig mod bourgeoisiet. Vi må bluffe demokratiet og til det formål må vi omfarve den klovnedragt, som de socialrevolutionære og mensjevikiske "ledere af det revolutionære demokrati", vore kære venner Tsereteli'erne, Tjernov'erne har gået rundt i siden den 6. maj 1917 for at narre folket. Dem er det ikke svært at smøre om munden med "førparlamentet".

Nu er vi stærke – siger tsaren til sine feudale godsejere i juni 1907. Arbejder- og bonderevolutionens bølge lægger sig. Men vi kan ikke holde stand på den gamle måde, og vildledning alene er ikke nok. Der behøves en ny politik på landet, der behøves en ny økonomisk og politisk blok med folk som Gutjkov og Miljukov, med bourgeoisiet.

Således kan man fremstille de tre situationer: august 1905, september 1917 og juni 1907 for at anskueliggøre de objektive grunde til boykottaktikken og dens forbindelse med klassernes indbyrdes forhold. Undertrykkernes vildledning af de undertrykte klasser finder altid sted, men betydningen af denne vildledning i forskellige historiske etaper er forskellig. Man må ikke kun basere taktikken på, at undertrykkerne vildleder folket; den skal bestemmes gennem en analyse af klassernes indbyrdes forhold som en helhed og af udviklingen af både den udenomsparlamentariske og den parlamentariske kamp.

Deltagelse i førparlamentet er en forkert taktik, den svarer ikke til det objektive indbyrdes forhold mellem klasserne, til situationens objektive betingelser.

Vi skulle have boykottet den Demokratiske Konference, vi begik alle en fejl ved ikke at gøre dette, men en fejl bliver ikke til falskhed. Fejlen vil vi rette, hvis vi nærer et oprigtigt ønske om at gå ind for massernes revolutionære kamp, hvis vi alvorligt overvejer de objektive grundlag for taktikken.

Vi må boykotte førparlamentet. Vi må gå til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjet, vi må gå til fagforeningerne, vi må gå til masserne i det hele taget. Vi må kalde dem ud til kamp. Vi må give dem den rigtige og klare parole: jag Kerenskijs bonapartistiske bande og hans forfalskede førparlament, den tsereteli-bulyginske duma væk. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære har ikke, selv efter korniloviaden [5] , taget imod vort kompromis om fredelig overdragelse af magten til sovjetterne (hvor vi dengang endnu ikke havde flertallet), de gled atter ud i en sump af beskidte og gemene studehandler med kadetterne. Ned med mensjevikkerne og de socialrevolutionære. Skånselsløs kamp mod dem. De skal skånselsløst fordrives fra alle revolutionære organisationer. Ingen forhandlinger, intet samkvem med disse venner af Kisjkin og co., disse venner af korniloviadens godsejere og kapitalister.

 

Lørdag, den 23. september.

Trotskij gik ind for boykotten. Bravo, kammerat Trotskij!

Boykottaktikken led nederlag i den fraktion af bolsjevikker, som var kommet til den Demokratiske Konference.

Leve boykotten!

I intet tilfælde kan eller bør vi forlige os med deltagelse. Fraktionen på en konference er ikke partiets øverste organ, og også de øverste organers beslutninger skal omprøves ud fra erfaringerne i selve livet.

Vi må under alle omstændigheder sørge for, at der træffes beslutning i spørgsmålet om boykot både på eksekutivkomiteens [6] plenum og på en ekstraordinær kongres i partiet. Vi må nu gøre spørgsmålet om boykot til et grundlag for valg til kongressen og for alle valg inden for partiet. Vi må drage masserne ind i drøftelsen af spørgsmålet. Det er nødvendigt, at de bevidste arbejdere tager sagen i egne hænder, fører denne diskussion og lægger tryk på "toppen".

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der i vort partis "top" spores svingninger, som kan blive skæbnesvangre, for kampen udvikler sig, og under visse forhold, i et givet øjeblik, er svingninger i stand til at ødelægge alt. Endnu er det ikke for sent, vi må af alle kræfter tage kampen op og forfægte den rette linje for proletariatets revolutionære parti.

Ikke alt er, som det skal være i vort partis "parlamentariske" top; man må vise mere opmærksomhed over for den, arbejderne må have mere opsyn med den; parlamentariske fraktioners kompetence skal fastlægges strengere.

Den fejl, vort parti har begået, er indlysende. For den fremskredne klasses kæmpende parti er fejl ikke nogen afgørende fare. En afgørende fare ville opstå, hvis vi fremturede med fejlen, hvis vi havde en falsk skamfølelse ved at erkende den og rette den.

 

Søndag, den 24. september.

Sovjetkongressen er blevet udskudt til den 20. oktober. Det er næsten ensbetydende med at opsætte den i det uvisse med det tempo, som Rusland lever i. For anden gang gentages den komedie, som de socialrevolutionære og mensjevikkerne har spillet siden den 20.-21. april.

 


Noter

[1]: Den bulyginske duma – fik sit navn efter indenrigsministeren. Tsaren proklamerede dumaens indførelse i august 1905. Denne duma skulle ikke have anden funktion end at drøfte forskellige spørgsmål og være rådgivende for tsaren. Bolsjevikkerne opfordrede til boykot af den. Valgene til dumaen blev aldrig til noget, regeringen kunne ikke bringe den i stand, det revolutionære opsving og den landsomfattende politiske strejke i oktober 1905 gjorde denne duma umulig.

[2]: 3. juni – den 3. juni 1907 opløste den tsaristiske regering den 2. statsduma. Dumaens socialdemokratiske fraktion blev arresteret. Samtidig blev der udstedt en ny valglov, der sikrede de feudale godsejere og repræsentanterne for storbourgeoisiet det uindskrænkede herredømme i den 3. statsduma.

[3]: Stolypinsk – der sigtes til Stolypin, der blev leder af den russiske reaktion efter revolutionens nederlag 1905. Stolypin er mest kendt for sin landbrugspolitik, der havde til hensigt at skabe en klasse af selvstændige storbønder som støtte for tsarens bourgeoisi.

[4]: Tit Titytj – hovedpersonen i A. N. Ostrovskijs stykke "Fuld i fremmed selskab". Betegnelse for en dum og grisk købmandstype.

[5]: Kornoloviaden – her sigtes til general Kornilov, der efter aftale med de amerikanske, engelske og franske regering skulle lede kontrarevolutionen. Den 25. august gik Kornilov med sine tropper mod Petrograd. Situationen kompliceredes ved, at det tilsyneladende var den provisoriske regering, Kornilov rettede sit opgør imod. Sådan søgte de socialrevolutionære og mensjevikkerne også at fremstille sagen, og de opfordrede til at forsvare den provisoriske regering. Det bolsjevikiske parti appellerede til masserne om at rejse sig mod Kornilov, men forklarede samtidig, at det ikke gjaldt om at forsvare den provisoriske regering, som selv var blevet meddelagtig i Kornilovs aktion. Kornilovs aktion blev knust af arbejdere og bønder, der var organiseret af det bolsjevikiske parti.


Af en skribents dagbog
Fejl fra vort partis side

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere