Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

I. Generelle betragninger

Den moderne socialisme er i sit indhold i første række et produkt af iagttagelsen, på den ene side af de klassemodsætninger mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem bourgeois'er og lønarbejdere, der findes i det moderne samfund, og på den anden side af det anarki, der hersker i produktionen. Men i sin teoretiske form fremtræder den i begyndelsen som en videreudvikling, en tilsyneladende konsekvent videreførelse af de grundsætninger, der blev opstillet af de store franske [1] oplysningsmænd i det 18. århundrede. I begyndelsen måtte den - som enhver ny teori - gå ud fra det tankemateriale, den forefandt, selv om den i virkeligheden havde sin rod i de økonomiske kendsgerninger.

De store mænd, der forud for den kommende revolution i Frankrig skabte klarhed i hovederne, optrådte selv yderst revolutionært. De anerkendte ikke nogen ydre autoritet, af hvad art den end måtte være. Religionen, naturopfattelsen, samfundet, staten - alt blev underkastet en skånselsløs kritik; alt skulle retfærdiggøre sin eksistens for fornuftens domstol eller give afkald på sin eksistens. Den tænkende fornuft blev anlagt som den eneste målestok på alting. Det var en tid, hvor verden - som Hegel siger - blev stillet på hovedet, først i den betydning, at den menneskelige hjerne og de principper, man fandt frem til gennem tænkning, gjorde krav på at have gyldighed for al menneskelig handling og alt socialt samkvem; men senere hen også i den mere omfattende betydning, at der faktisk blev vendt op og ned på den virkelighed, der var i modstrid med disse principper. Alle hidtidige samfunds- og statsformer, alle gamle overleverede forestillinger blev forvist til pulterkammeret som ufornuftige. Verden havde hidtil ladet sig lede af fordomme; alt fortidigt fortjente kun medlidenhed og foragt. Først nu brød dagslyset frem, fra nu af skulle overtroen, uretten, privilegiet og undertrykkelsen forjages af den evige sandhed, evige retfærdighed, ligheden, der havde sit udspring i naturen, og de umistelige menneskerettigheder.

I dag ved vi, at dette fornuftens rige ikke var andet end bourgeoisiets rige i idealiseret skikkelse; at den evige retfærdighed blev virkeliggjort i det borgerlige justitsapparat; at ligheden blev til borgernes lighed for loven; at den borgerlige ejendomsret blev proklameret som en af de allervigtigste menneskerettigheder og at fornuftsstaten, Rousseaus ”samfundspagt [2] ”, trådte ud i livet og kun kunne træde ud i livet som borgerlig, demokratisk republik. Lige så lidt som alle deres forgængere kunne det 18. århundredes store tænkere nå ud over de skranker, som deres egen epoke havde rejst omkring dem.

Men ved siden af modsætningen mellem feudaladel og borgerskab bestod der også den grundlæggende modsætning mellem udbyttere og de udbyttede, mellem rige lediggængere og fattige slidere. Det var netop denne omstændighed, der tillod bourgeoisiets repræsentanter at optræde som talsmænd for hele den lidende menneskehed og ikke blot for en særskilt klasse. Mere endnu. Bourgeoisiet var lige fra begyndelsen behæftet med sin modsætning; kapitalister kan ikke eksistere uden lønarbejdere, og i samme grad som den middelalderlige laugsmester udviklede sig til moderne bourgeois, udviklede også laugssvenden og daglejeren, der stod uden for lauget, sig til proletarer. Og selv om bourgeoisiet i sin kamp mod adelen i det store hele kunne gøre krav på at repræsentere de forskellige arbejdende klassers interesser, så viste der sig i enhver stor borgerlig bevægelse også selvstændige bevægelser fra den klasse, der var den mere eller mindre udviklede forløber for det moderne proletariat. Således ser vi under den tyske reformation og bondekrigen Thomas Münzers [3] retning, under den store engelske revolution de såkaldte ”levellers [4] ” og under den store franske revolution Babeuf. Side om side med disse revolutionære rejsninger fra en endnu ufærdig klasses side fremkom der tilsvarende teoretiske værker; i det 16. og 17. århundrede skrives utopiske skildringer af ideale samfundstilstande [5] ; i det 18. århundrede møder vi allerede direkte kommunistiske teorier (Morelly og Mably). Kravet om lighed begrænser sig ikke længere til de politiske rettigheder, den skal også gælde de enkelte menneskers vilkår i samfundet; det var ikke blot klasseprivilegierne, der skulle ophæves, men selve klasseforskellene. En asketisk kommunisme, der så sit forbillede i oldtidens Sparta, var den første skikkelse, hvori den nye lære fremtrådte. Derefter fulgte de tre store utopister: Saint-Simon, hos hvem den borgerlige tendens endnu bevarede en vis styrke ved siden af den proletariske; Fourier, og endelig Owen, der - i England, landet med den mest udviklede kapitalistiske produktion og under indtryk af de modsætninger, den havde frembragt - systematisk udviklede sine forslag til afskaffelse af klasseforskellene, idet han direkte tog sit udgangspunkt i den franske materialisme.

Det er fælles for dem alle tre, at de ikke optræder som repræsentanter for proletariatets interesser - det proletariat, som historien i mellemtiden havde frembragt. Ligesom oplysningsmændene ønskede de ikke at befri en bestemt klasse, men hele menneskeheden. Som de ønskede de at indføre fornuftens og den evige retfærdigheds rige; men deres rige adskiller sig himmelvidt fra oplysningsmændenes. Den borgerlige verden, der er indrettet efter disse oplysningsmænds principper, er jo også ufornuftig og uretfærdig, og derfor må den også i den sorte gryde, lige så forkastelig som feudalismen og alle tidligere samfundstilstande. Men at den virkelige fornuft og retfærdighed indtil nu ikke har hersket i verden, det kommer kun af, at man indtil nu ikke har erkendt den. Der manglede netop den geniale ener, som nu er trådt frem og har erkendt sandheden; at han er trådt frem netop nu, at sandheden er blevet erkendt netop nu, det er ikke en nødvendig begivenhed, der nødvendigvis følger af den historiske udvikling og i dens sammenhæng, men er et rent lykketræf. Han kunne lige så godt være født 500 år tidligere, og ville da have sparet menneskeheden for 500 års vildfarelser, kampe og lidelser.

Denne anskuelse er i det væsentlige fælles for alle engelske og franske og for de første tyske socialister, Weitling indbefattet. Socialismen er udtryk for den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed, og den behøver kun at blive opdaget for at erobre verden ved egen kraft; da den absolutte sandhed er uafhængig af tid, rum og menneskenes historiske udvikling, så er det en ren tilfældighed, hvornår og hvor den bliver opdaget. Men samtidig er denne absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed forskellig hos hver enkelt, der indstifter en sådan skole, og hos enhver af dem er den særlige afart absolut sandhed, fornuft og retfærdighed betinget af hans subjektive forstand, hans livsbetingelser, omfanget af hans viden og skolede tænkning. Derfor findes der i denne konflikt mellem lutter absolutte sandheder ingen anden løsning end at de gensidigt afsliber hinanden. Og der kan ikke komme andet ud af det end en slags eklektisk gennemsnitssocialisme, der faktisk indtil nu er fremherskende i hovederne på de fleste socialistiske arbejdere i Frankrig og England, en blanding af mindre særprægede kritiske udgydelser, økonomiske teorier og samfundsmæssige fremtidsvisioner, stammende fra de forskellige sekters stiftere - en blanding, der tillader mange forskellige nuancer og som foregår lettere, når de enkelte bestanddele har fået afslebet de skarpe hjørner i debattens strøm, ligesom de små rullesten i bækken. For at gøre socialismen til en videnskab måtte den først plantes solidt på virkelighedens grund.

Ved siden af og efter det 18. århundredes franske filosofi var der i mellemtiden opstået den nyere tyske filosofi, og den havde fundet sin afslutning i Hegel. Dens største fortjeneste var, at den havde genoptaget dialektikken som tænkningens højeste form. De antikke græske filosoffer havde været fødte, naturlige dialektikere, og den mest universelle ånd blandt dem, Aristoteles, havde tilmed allerede analyseret den dialektiske tænknings vigtigste former [6] . Den nyere tids filosofi derimod var - selv om den kunne opvise enkelte strålende repræsentanter for dialektikken (f. eks. Descartes og Spinoza) - især under engelsk indflydelse kørt mere og mere fast i den såkaldte metafysiske tænkemåde, som også dominerede næsten uden undtagelse blandt det 18. århundredes franskmænd, i det mindste i deres rent filosofiske værker. Uden for den egentlige filosofis område var de dog i stand til at præstere mesterværker af dialektik; f.eks. ”Rameaus nevøaf Diderot [7] og Rousseaus ”Af handling om ulighedens opståen blandt menneskene [8] ”. Vi vil her kun i korthed anføre det væsentlige ved de to metoder for tænkning, senere vil der blive anledning til at vende udførligere tilbage til problemet.

Når vi underkaster naturen eller menneskets historie eller vor egen intellektuelle virksomhed en tænkende betragtning, så frembyder sig for vort øje i begyndelsen det brogede billede af en uendelig sammenfletning af sammenhænge og vekselvirkninger: intet forbliver hvad, hvor og hvordan det har været, men alting bevæger sig, forandrer sig, bliver til og går til grunde. Denne oprindelige, naive, men i sit væsen rigtige anskuelse af verden er den antikke græske filosofis anskuelse, og den findes for første gang klart udtrykt hos Heraklit: Alting er og er ikke, thi alting flyder, er i evig forandring, bliver til og går til grunde. Men selv om denne anskuelse opfatter den almene karakter af fænomenernes helhedsbillede rigtigt, er den dog ikke nok til at forklare de enkeltheder, hvoraf hele billedet er sammensat, og så længe vi ikke kan gøre det, er vi heller ikke klar over hele billedet. For at erkende disse enkeltheder, må vi tage dem ud af deres naturlige eller historiske sammenhæng; vi må undersøge dem, hver for sig, med hensyn til deres beskaffenhed, deres særskilte årsager og virkninger osv. Dette er fra begyndelsen naturvidenskabens og historieforskningens opgave; disse forskningsgrene indtog hos den klassiske oldtids grækere kun en underordnet plads, og af gode grunde, fordi der frem for alt først måtte slæbes materiale sammen. Begyndelsen til en eksakt naturforskning bliver først udviklet af den aleksandrinske periodes grækere [9] og senere, i middelalderen, af araberne. Den egentlige naturvidenskab daterer sig imidlertid først fra anden halvdel af det 15. århundrede, og siden den tid har den gjort stadig hurtigere fremskridt. Opspaltning af naturen i dens enkelte dele, opdeling af de forskellige naturprocesser og naturgenstande i bestemte klasser, undersøgelse af de organiske legemers indre med hensyn til deres mangfoldige anatomiske former - det var grundbetingelserne for de kæmpefremskridt i erkendelsen af naturen, som de sidste 400 år har bragt os. Men denne opspaltning har tillige efterladt den vane at opfatte naturgenstande og naturprocesser isoleret, uden for deres store generelle sammenhæng, og derfor ikke i deres bevægelse, men i deres stilstand, ikke som noget i det væsentlige foranderligt, men som faste objekter, ikke i deres liv, men i deres død. Og fordi denne betragtningsmåde blev overført fra naturvidenskaben til filosofien - sådan som Bacon og Locke gjorde - opstod der den specielle form for indskrænkethed, som er så karakteristisk for de seneste århundreder: den metafysiske tænkemåde.

For metafysikeren er tingene og deres tankebilleder dvs. begreberne, isolerede objekter for undersøgelsen, objekter, der skal betragtes, det ene efter det andet, og uden hensyn til de øvrige; faste, uforanderlige, en gang for alle givne. Metafysikeren tænker i lutter uformidlede modsætninger; hans tale er ja, ja, nej, nej, hvad der er ud over dette, er af det onde. For ham eksisterer en ting, eller den eksisterer ikke, og lige så lidt kan en ting samtidig være sig selv og noget andet. Positiv og negativ udelukker absolut hinanden; på samme måde står årsag og virkning i stivnet modsætning til hinanden. Ved første blik forekommer denne tænkemåde at være yderst indlysende, fordi den er typisk for den såkaldte sunde menneskeforstand. Men den sunde menneskeforstand, som kan være en ret så respektabel fyr inden for sine hjemmestrikkede fire vægge, oplever forunderlige eventyr, så snart han vover sig ud i forskningens vide verden, og den metafysiske betragtningsmåde, så berettiget og endog så nødvendig den er på store, ja ifølge genstandens natur meget omfattende områder, støder dog hver gang før eller siden på en skranke, hinsides hvilken den bliver ensidig, indskrænket, abstrakt og hvor den forvilder sig i uløselige modsigelser, fordi den for de enkelte ting glemmer tingenes sammenhæng, for deres væren deres tilblivelse og forfald, for deres hviletilstand deres bevægelse, fordi den ikke ser skoven for bare træer. I dagligdags tilfælde f.eks. ved vi og kan med bestemthed sige, om et dyr eksisterer eller ikke; ved en nøjere undersøgelse finder vi imidlertid ud af, at det undertiden kan være en højst indviklet sag, som de jurister udmærket ved, der forgæves har plaget sig med at fastsætte en rationel grænse, hinsides hvilken det skulle betragtes som mord at dræbe barnet i moders liv; lige så umuligt er det eksakt at fastslå dødsøjeblikket, idet fysiologien påviser, at døden ikke er en øjebliksbegivenhed, der sker på en gang, men en meget langstrakt proces. På samme måde er ethvert organisk væsen i et givet øjeblik sig selv og ikke sig selv; i hvert øjeblik optager det stoffer, der tilføres udefra, og udskiller andre; hvert øjeblik dør der celler i dets krop og dannes nye; efter kortere eller længere tid er kroppens bestanddele fuldstændig fornyet, er blevet erstattet med andre stofatomer, således at hvert organiseret væsen altid er det samme og dog et andet. Ved nøjere betragtning finder vi også, at en modsætnings to poler, den positive og den negative, er uadskillelige, samtidig med at de er modsatte, og at de trods deres modsatte position indbyrdes gennemtrænger hinanden. På samme måde er årsag og virkning forestillinger, der kun har gyldighed, når de anvendes på et enkelt givet tilfælde; men så snart det enkelte tilfælde betragtes i sin almene sammenhæng med hele den omgivende verden, opløser det sig i betragtningen af den universelle vekselvirkning, hvor årsag og virkning uafbrudt skifter plads, således at det, der i den ene sammenhæng var virkning, i en anden sammenhæng bliver årsag, og omvendt.

Alle disse processer og tænkemetoder kan ikke passes ind i den metafysiske tænknings rammer. For dialektikken derimod, som opfatter tingene og deres begrebsmæssige afbildninger i deres sammenhæng, deres sammenkædning, deres bevægelse, hvori de bliver til og går til grunde, - for den er processer som de nævnte lige så mange bekræftelser på dens egen fremgangsmåde. Naturen er det bedste bevis på dialektikken, og om den moderne naturvidenskab må vi sige, at den har leveret et yderst righoldigt og for hver dag voksende materiale til dette formål. Dermed har den faktisk bevist, at det - i sidste instans - går dialektisk til i naturen og ikke metafysisk. Men da man hidtil med lethed kan opregne de naturforskere, der har lært at tænke dialektisk, så forklarer netop konflikten mellem de opdagede resultater og den overleverede tænkemåde den grænseløse forvirring, som for tiden hersker i den teoretiske naturvidenskab og driver lærere såvel som elever, skribenter såvel som læsere til fortvivlelse.

En eksakt fremstilling af verden som helhed, dels af dens udvikling og af menneskehedens udvikling, dels af denne udviklings genspejling i menneskenes hjerner, kan altså kun tilvejebringes ved hjælp af dialektikken, gennem iagttagelse af de generelle vekselvirkninger mellem det, der bliver til, og det, der går til grunde, mellem de fremadskridende og de tilbageskridende forandringer. Og den nyere tyske filosofi optrådte også straks i denne retning. Kant åbnede sin løbebane med at han opløste Newtons stabile solsystem og dets evige varighed - forudsat at den første impuls var givet - og opløste det i en historisk proces: solens og alle planeters opståen af en roterende tågemasse. Tillige drog han allerede den slutning, at solsystemets nødvendige undergang ligeledes var givet med denne tilblivelse. Et halvt århundrede senere blev

hans opfattelse begrundet matematisk af Laplace, og endnu et halvt århundrede senere påviste spektroskopet, at der eksisterer sådanne glødende gasmasser i forskellige tilstande af fortætning i verdensrummet. [10]

Denne nyere tyske filosofi fandt sin afslutning i det hegelske system, hvori for første gang - og det er Hegels store fortjeneste - hele den naturlige, historiske og åndelige verden blev fremstillet som en proces, dvs. som værende i stadig bevægelse, forandring, omdannelse og udvikling, og det blev forsøgt at påvise den indre sammenhæng i denne bevægelse og udvikling [11] . Ud fra dette synspunkt fremtrådte menneskehedens historie ikke længere som et kaotisk virvar af meningsløse voldshandlinger, der alle er lige forkastelige for den nu modnede filosofiske fornufts domstol og som man helst bør glemme hurtigst muligt, men som selve menneskehedens udviklingsproces, og det blev nu en opgave for tænkningen at følge dens trinvise udvikling gennem alle vildfarelser og at påvise dens indre lovmæssighed gennem alle tilsyneladende tilfældigheder.

At Hegel ikke løste denne opgave, kan her være underordnet. Hans epokegørende fortjeneste ligger i, at han har stillet den. Det er netop en opgave, som ingen enkeltperson nogen sinde vil kunne løse. Skønt Hegel - ved siden af Saint-Simon - var sin samtids mest universelle tænker, var der dog sat grænser for ham, for det første af hans egne kundskabers begrænsede omfang, for det andet af hans epokes viden og erkendelse, der ligeledes var begrænsede med hensyn til omfang og dybde. Dertil kommer så en tredje ting. Hegel var idealist, dvs. han opfattede ikke sin hjernes tanker som de mere eller mindre abstrakte afbildninger af de virkelige ting og processer; han opfattede tværtimod omvendt tingene og deres udvikling som de virkeliggjorte afbildninger af ”ideen”, der allerede eksisterede et eller andet sted forud for verden. Dermed var alting stillet på hovedet, og verdens virkelige sammenhæng fuldstændig vendt om. Og selv om Hegel har opfattet bestemte sammenhænge genialt og rigtigt, så måtte dog meget også i enkelthederne, netop af de nævnte grunde, falde sammenflikket, kunstlet, konstrueret, kort sagt, forkert ud. Det hegelske system som sådant var et kolossalt misfoster - men også det sidste af sin art. Det led nemlig af endnu en uhelbredelig indre modsigelse: på den ene side havde det som en væsentlig forudsætning den historiske opfattelse, der anskuer menneskets historie som en udviklingsproces, der ifølge sin natur ikke kan finde sin afslutning med opdagelsen af en såkaldt absolut sandhed; men på den anden side hævder dette system netop at være indbegrebet af denne absolutte sandhed. Et altomfattende system for erkendelsen af naturen og historien - et system, der en gang for alle danner afslutningen - er i sig selv i modstrid med den dialektiske tænknings grundlæggende love, hvad der på ingen måde udelukker, men tværtimod forudsætter, at den systematiske erkendelse af hele den ydre verden kan gøre kæmpefremskridt fra generation til generation.

Erkendelsen af, at der er noget totalt forkert ved den hidtidige tyske idealisme, førte nødvendigvis til materialismen, men vel at mærke ikke til det 18. århundredes metafysiske, udelukkende mekaniske materialisme. I modsætning til den naivrevolutionære, simple forkastelse af al tidligere historie betragter den moderne materialisme historien som menneskehedens udviklingsproces, og den ser det som sin opgave at opdage bevægelseslovene for denne proces. I modsætning til den forestilling om naturen, der hersker såvel hos det 18. århundredes franskmænd som hos Hegel, nemlig at naturen er et uforanderligt hele, der bevæger sig i snævre kredsløb, med himmellegemer, sådan som Newton havde lært, og med uforanderlige arter af organiske væsner, sådan som Linné havde lært, sammenfatter den nye materialisme naturvidenskabens nyeste fremskridt, der lærer os, at også naturen har en historie i tid, at himmellegemerne lige så vel som de forskellige arter af organismer, der under gunstige omstændigheder bebor dem, opstår og går til grunde, og at kredsløbene, for så vidt det overhovedet er tilladeligt at tale om kredsløb, antager uendelig storslåede dimensioner. I begge tilfælde er den nye materialisme i det væsentlige dialektisk og har ikke længere brug for nogen filosofi, der står over de andre videnskaber. Så snart hver enkelt videnskab stilles over for kravet om selv at nå til klarhed over sin egen stilling i den totale sammenhæng af ting og kundskaber om tingene, er en særskilt videnskab om denne totale sammenhæng overflødig. Hvad der bliver tilbage af den hidtidige filosofi, det er læren om tænkningen og dens love - den formelle logik og dialektikken. Alt andet går op i den positive videnskab om naturen og historien.

Omsvinget i naturopfattelsen kunne kun fuldbyrdes i det omfang, forskningen leverede det tilsvarende positive erkendelsesmateriale; men allerede meget tidligere havde historiske kendsgerninger gjort sig gældende, der medførte en afgørende vending i historieopfattelsen. I 1831 havde den første arbejderopstand fundet sted i Lyon; mellem 1838 og 1842 nåede den første nationale arbejderbevægelse, chartismen i England, sit højdepunkt. I de mest udviklede lande i Europa trådte klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet i forgrunden i samme takt, som i disse lande på den ene side storindustrien, på den anden side bourgeoisiets nyerobrede politiske herredømme udviklede sig. Den borgerlige økonomis teorier, der gik ud på, at kapitalens og arbejdets interesser er identiske, og at resultatet af den frie konkurrence vil blive almen harmoni og almen velstand for alle, blev af kendsgerningerne selv stadig mere åbenlyst afsløret som løgne [12] . Alle disse ting kunne ikke længere afvises, lige så lidt som den franske og den engelske socialisme, der var deres - omend højst ufuldkomne - teoretiske udtryk. Men den gamle idealistiske historieopfattelse, der endnu var den fremherskende, kendte ikke noget til klassekampe, der beror på materielle interesser, den kendte overhovedet ingen materielle interesser; i den forekom produktionen ligesom alle andre økonomiske forhold kun som biting, som underordnede elementer i ”kulturhistorien”.

De nye kendsgerninger fremtvang imidlertid en ny undersøgelse af hele den hidtidige historie, og nu viste det sig at al hidtidig historie var en klassekampenes historie [13] , og at disse klasser, der bekæmpede hinanden i samfundet, altid var produkter af de givne produktions- og samkvemsforhold, kort sagt af epokens økonomiske forhold, at altså den til enhver tid givne økonomiske struktur i samfundet danner det reale grundlag, ud fra hvilket hele overbygningen i sidste instans må forklares - de juridiske og politiske institutioner såvel som de religiøse, filosofiske og andre forestillinger i et givet historisk tidsafsnit. Hermed var idealismen fordrevet fra sit sidste tilflugtssted, fra historieopfattelsen; den materialistiske historieopfattelse var skabt og vejen fundet til en forklaring af menneskenes bevidsthed ud fra deres væren i stedet for som hidtil, hvor man havde forklaret deres væren ud fra deres bevidsthed.

Den hidtidige socialisme var imidlertid lige så uforenelig med denne materialistiske historieopfattelse som den franske materialismes naturopfattelse var uforenelig med dialektikken og den nyere naturvidenskab. Den hidtidige socialisme kritiserede ganske vist den bestående kapitalistiske produktionsmåde og dens følger, men kunne ikke forklare dem, altså heller ikke overvinde dem, den kunne blot forkaste dem som slette. Men det gjaldt om at udforske denne kapitalistiske produktionsmåde i dens historiske sammenhæng og dens nødvendighed for et bestemt historisk tidsafsnit - altså også nødvendigheden af dens undergang; men på den anden side gjaldt det om at afsløre dens indre karakter, der stadig væk var skjult, fordi den hidtidige kritik mest havde kastet sig over de onde følger i stedet for selve sagens forløb. Det skete med opdagelsen af merværdien. Det blev bevist, at tilegnelsen af ubetalt arbejde er, grundformen for den kapitalistiske produktionsmåde og for den dermed forbundne udbytning af arbejderen; at kapitalisten, selv om han køber arbejderens arbejdskraft til den fulde værdi, den har som vare på varemarkedet, alligevel får mere værdi ud af den end han har betalt for den; at denne merværdi netop danner den værdisum, hvorfra den stadig voksende kapitalmasse, der ophober sig i 'de besiddende klassers eje, stammer. Dermed havde såvel den kapitalistiske produktion som produktionen af kapital fået sin forklaring.

Det er Marx, vi kan takke for disse to store opdagelser: den materialistiske historieopfattelse og afsløringen af hemmeligheden ved den kapitalistiske produktion, nemlig merværdien. Med disse opdagelser blev socialismen en videnskab, og nu gælder det først og fremmest om at udvikle den videre i alle dens enkeltheder og sammenhænge.

Sådan omtrent stod det til på den teoretiske socialismes og den afdøde filosofis område, da hr. Eugen Dühring ikke uden betragteligt rabalder sprang ind på scenen og proklamerede en total, af ham selv fuldbyrdet omvæltning af filosofien, den politiske økonomi og socialismen.

Lad os nu se, hvad hr. Dühring lover og - hvad han holder.


Noter

[1]: I første udkast til "Indledningen" har dette afsnit følgende udformning: "Den moderne socialisme fremtræder - hvor meget den end ifølge sagens natur er opstået af iagttagelsen af de klassemodsætninger, der består i det eksisterende samfund mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem arbejdere og udbyttere - dog i begyndelsen i sin teoretiske form som en konsekvent udviklet videreførelse af de store franske oplysningsmænd i det 18. århundrede, og dens første repræsentanter, Morelly og Mably, må også henregnes til dem.

[2]: Rousseaus „samfundspagt” — Rousseaus teori om samfundets udvikling er fremstillet i hans værker „Discours sur 1'origine et les foddemens de 1'inégalité parmi les bommes”, 1755, og „Du contract social; ou, les principes du droit politique”, 1762.

[3]: Thomas Münzer og hans „genløbere” prædikede under den tyske bondekrig en utopisk lighedskommunisme, støttet til en revolutionær fortolkning af urkristendommen.

[4]: Levellers (ligemagere), egentlig de sande levellers — under den engelske borgerlige revolution den yderste venstre fløj af det revolutionære parti, der repræsenterede de fattigste lag i byen og på landet.

[5]: Der tænkes hovedsagelig på Thomas Mores og Tovlasso Cam­panellas værker.

[6]: I første udkast til ”Indledningen” lyder denne sætning: ”De gamle græske filosoffer havde været fødte naturlige dialektikere, og Aristoteles, den antikke verdens Hegel, havde tilmed allerede analyseret den dialektiske tænknings vigtigste former”.

[7]: Devis Diclerots dialog „Le neveu de Rameau”, skrevet 1762, udkom på tysk i Leipzig 1805, oversat af Goethe, og første gang på fransk i Paris 1823.

[8]: Rousseaus „samfundspagt” — Rousseaus teori om samfundets udvikling er fremstillet i hans værker „Discours sur 1'origine et les foddemens de 1'inégalité parmi les bommes”, 1755, og „Du contract social; ou, les principes du droit politique”, 1762.

[9]: Den aleksandrinske periode — tiden under ptolemæerne (323—30 -f.v.t.) og under romernes herredømme (30 f.v.t. — 640) i den ægyptiske havneby Aleksandria, hvor en række videnskaber nåede en betydelig blomstring, f.eks. matematik og me­kanik, geografi, astronomi, anatomi, fysiologi mfl.

[10]: Laplace udviklede sin hypotese om solsystemets opståen i sit værk „Enposition du systéme du omonde”, der udkom 1795/96. Eksistensen af en glødende, gasformet substans i verdensrum­met blev 1864 påvist af den engelske astronom William Huggins ved hjælp af spektralanalysen, der var udviklet af Gustav Kirchhoff og Robert Bunsen 1859.

[11]: I første udkast til "Indledningen” karakteriseres den hegelske filosofi således: ”Det hegelske system var den sidste, den mest fuldendte form for filosofi, for så vidt man forestiller sig denne som en særskilt videnskab, der er alle andre videnskaber overlegen. Med ham led hele filosofien skibbrud. Men det, der blev tilbage, var den dialektiske tænkemåde og opfattelsen af den naturlige, historiske og intellektuelle verden som en verden, der uafbrudt bevæger sig, omdannes, befinder sig i en stadig tilblivelses- og undergangsproces. Ikke blot til filosofien, men til alle videnskaber blev der nu stillet krav om at påvise bevægelseslovene for denne uafbrudte omdannelsesproces på deres særlige områder. Og det var arven, som den hegelske filosofi efterlod til sine arvtagere".

[12]: I første udkast til „Indledningen” hedder det videre: „I Frankrig havde rejsningen i Lyon i 1834 samtidig også proklameret proletariatets kamp mod bourgeoisiet. De engelske og franske socialistiske teorier fik historisk betydning og måtte også i Tyskland fremkalde genklang og kritik, skønt produktionen der først lige var begyndt at vokse fra den lille håndværksbedrift. Den teoretiske socialisme, som den nu udviklede sig, ikke så meget i Tyskland selv, men blandt tyskere, måtte altså importere hele sit materiale..."

[13]: I første udgave af „Socialismens udvikling fra utopi til videnskab” gav Engels denne sætning den mere præcise formulering:
”... al hidtidig historie, med undtagelse af urtilstanden, var en klassekampenes historie".


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere