III. Inddeling. Apriorisme

Filosofi er - ifølge hr. Dühring - udvikling af den højeste form for bevidsthed om verden og livet og omfatter i videre be­tydning principperne for al viden og villen. Hvor der for den men­neskelige bevidsthed er tale om en række af erkendelser eller im­pulser eller en gruppe af eksistensformer, må principperne for disse former være genstand for filosofien. Disse principper er de simple eller indtil nu som simple forudsatte bestanddele, af hvil­ke denne mangfoldige viden og villen kan sammensættes. På lig­nende måde som legemernes kemiske sammensætning kan føres tilbage til grundformer og grundelementer, kan det også ske med tingenes almene beskaffenhed. Disse endelige bestanddele eller principper har, når først de er fundet, gyldighed, ikke blot for det umiddelbart kendte tilgængelige, men også for den for os ukend­te og utilgængelige verden. Følgelig danner de filosofiske principper den endelige komplettering, som videnskaberne behøver for at blive til et enhedssystem, der kan forklare naturen og menneskelivet. Filosofien har - foruden grundformerne for al eksistens - kun to egentlige objekter for sine undersøgelser, nemlig naturen og menneskenes verden. Heraf resulterer helt tvangfrit anordningen af vort stof i tre grupper, nemlig den almene verdensskematik, læren om naturprincipperne og endelig læren om mennesket. I denne rækkefølge er der tillige indeholdt en indre logisk orden; thi de formelle grundsætninger, der gælder for al væren, kommer først og de genstandsområder, som de skal anvendes på, følger trinvis efter ifølge deres underordning.

Så vidt hr. Dühring, og næsten uden undtagelse ordret.

Det drejer sig altså hos ham om principper, om formelle grundsætninger, der er afledet af tænkningen, ikke af den ydre verden, og skal anvendes på naturen og menneskeri­get, hvorefter natur og menneske altså haver sig at rette. Men hvorfra tager tænkningen disse grundsætninger? Fra sig selv? Nej, for hr. Dühring siger jo selv: det rent ideelle område indskrænker sig til logiske skemaer og mate­matiske former (dette sidste er oven i købet forkert, som vi skal få at se). De logiske skemaer kan kun vedrøre tænkningens former; men her drejer det sig om former for væren, for den ydre verden, og disse former kan tænknin­gen aldrig skabe eller aflede fra sig selv, men netop kun fra den ydre verden. Derved bliver imidlertid hele forholdet vendt omkring; principperne er ikke udgangspunkt for undersøgelsen, men dens slutresultat; de anvendes ikke på naturen og menneskets historie, men er abstrahe­ret af dem; det er ikke naturen og menneskeriget, der retter sig efter principperne, men principperne er kun rigti­ge i det omfang, de stemmer overens med natur og histo­rie. Det er den eneste mulige materialistiske opfattelse af sagen, og hr. Dührings modsatte opfattelse er idealistisk, den stiller hele sagen totalt på hovedet og konstruerer den virkelige verden ud fra tanken, ud fra nogle skemaer, fantomer eller kategorier, der eksisterer fra al evighed et eller andet sted uden for, forud for verden, akkurat som - en Hegel.

Og sandelig, lad os lægge Hegels ”Enzyklopädie” med alle dens feberfantasier ved siden af hr. Dührings endegyldige inappellable sandheder. Hos hr. Dühring har vi for det første den almene verdensskematik, der hos Hegel hedder logikken. Derefter har vi hos dem begge anvendel­sen af disse skemaer, henholdsvis logiske kategorier, på naturen naturfilosofien, og endelig deres anvendelse på menneskeriget, det som Hegel kalder åndens filosofi. Den ”indre logiske orden” i den dühringske rækkefølge fører os altså ”helt tvangfrit” tilbage til Hegels ”Enzyklopädie”, som de er taget fra med en trofasthed, der ville røre pro­fessor Michelet i Berlin til tårer - ham der optræder som Den Evige Jøde i den hegelske skole.

Sådan kan det gå, når man ganske naturalistisk tager ”bevidstheden”, ”tænkningen” som noget givet, som noget der på forhånd er modsat væren, naturen. Så må man også finde det højst mærkværdigt, at bevidsthed og natur, tænken og væren, tænkningens love og naturlovene stem-mer så udmærket overens. Men hvis man går videre og spørger, hvad tænkning og bevidsthed egentlig er, og hvorfra de stammer, så finder man, at de er produkter af den menneskelige hjerne, og at mennesket selv er et naturprodukt, der har udviklet sig i og sammen med sine omgi­velser; i grunden er det altså en selvfølge, at de produkter af den menneskelige hjerne, der i sidste instans også er naturprodukter, ikke er i modstrid med de øvrige natursammenhænge, men svarer dertil.

Men hr. Dühring kan ikke tillade sig en så simpel be­handling af sagen. Han tænker ikke kun på menneskehe­dens vegne - hvad der dog allerede ville være en ganske nydelig præstation - men på alle kloders bevidste og tænkende væsners vegne.

Faktisk ville det betyde ”at nedværdige grundformerne for bevidsthed og viden, hvis man ville begrænse dem eller blot rejse tvivl om deres suveræne gyldighed og deres ubetingede krav på sandhed ved at tilføje epitetet [tillægsordet] ”menneskelig””.

Altså fordi der ikke må opstå den mistanke, at to gange to kunne være lig med fem på en anden klode, tør hr. Dühring Ikke betegne tænkningen som menneskelig tænk­ning, han må skille tænkningen fra det eneste reale grundlag, hvor den viser sig for os, nemlig fra mennesket og naturen, og dermed plumper han uhjælpeligt ned i en ideologi, der får ham til at optræde som en epigon til ”epigonen” Hegel. For øvrigt vil vi endnu jævnligt få lejlighed til at møde hr. Dühring på andre kloder.

Det er klart, at man ikke kan opbygge en materialistisk lære på et så ideologisk grundlag. Vi vil senere få at se, at hr. Dühring gentagne gange er nødt til at pådutte naturen en bevidst handlemåde - altså det man i almindeligt sprogbrug kalder Gud.

Vor virkelighedsfilosof havde imidlertid også andre be­væggrunde til at overføre grundlaget for al virkelighed fra den virkelige verden til tankernes verden. Videnskaben om denne almene verdensskematik, om disse formelle grundsætninger for eksistensen, er jo netop grundlaget for hr. Dührings filosofi. Hvis vi ikke opfinder verdensskematikken ud af hovedet, men kun udleder den ved hjælp af hovedet af den virkelige verden, altså udleder eksistensens grundsætninger af det der eksisterer, så har vi ikke brug for filosofi, men for positive kundskaber om verden og om det, der foregår i verden. Og hvad der kommer ud af det, er heller ikke filosofi, men positiv videnskab. Men dermed ville hele hr. Dührings værk ikke være andet end skønne spildte kræfter.

Endvidere: hvis der ikke længere er brug for nogen fi­losofi som sådan, så er der heller ikke brug for noget system, ikke engang et naturligt system for filosofien. Den indsigt, at der eksisterer en systematisk sammenhæng imellem naturprocesserne i deres helhed, tvinger videnska­ben til at påvise denne systematiske sammenhæng overalt, såvel i detaljerne som i helheden. Men ren tilsvarende, altomfattende videnskabelig fremstilling af denne sammenhæng, frembringelsen af en eksakt tankeafbildning af det verdenssystem, hvori vi lever, forbliver en umulighed såvel for os som for al fremtid. Hvis der på noget tidspunkt i menneskehedens udvikling skulle blive tilvejebragt et sådant endegyldigt, sluttet system for verdenssammenhængene, såvel de fysiske som de åndelige og historiske, så ville dermed den menneskelige erkendelses rige være afsluttet og den fremtidige historiske udvikling afskåret fra og med det øjeblik, hvor samfundet var indrettet i overensstemmelse med dette system - hvad der ville være en absurditet, en ren meningsløshed. Menneske­ne står altså her over for en modsigelse: på den ene side at ville erkende verdenssystemet i dets totale sammenhæng, og på den anden side aldrig at kunne løse denne opgave fuldstændigt, såvel ifølge deres egen natur som ifølge verdenssystemets natur. Men denne modsigelse ligger ikke kun i de to faktorers natur: verden og menneske­ne, den er også den vigtigste løftestang for ethvert intel­lektuelt fremskridt og løses uafbrudt og dagligt i men­neskehedens uendelige progressive udvikling, ligesom f.eks. visse matematiske opgaver kan finde deres løsning i en uendelig serie eller en kædebrøk. Enhver tankeafbild­ning af verdenssystemet er og forbliver faktisk begræn­set, objektivt af den historiske situation og subjektivt af ophavsmandens legemlige og åndelige tilstand. Men hr. Dühring erklærer på forhånd, at hans tænkemåde er af en sådan art, at den udelukker enhver tilbøjelighed til en subjektivistisk indskrænket verdensforestilling. Vi har tidligere set, at han er allestedsnærværende - på alle tæn­kelige kloder. Nu ser vi, at han også er alvidende. Han har løst videnskabens yderste opgaver og således en gang for alle sat bom for videnskabens fremtidige udvikling.

Ligesom hr. Dühring opfatter eksistensens grundformer apriorisk, tror han også at kunne frembringe hele den rene matematik ud af sit hoved uden at benytte de erfaringer, som den ydre verden frembyder.

I den rene matematik skal forstanden beskæftige sig ”med sine egne frie frembringelser og imaginationer” tal- og figurbegrebet er ”dens selvtilstrækkelige og af den selv frembragte objekt” og følgelig har den en ”gyldighed, der er uafhængig af den specielle erfaring og det reale verdensindhold”.

At den rene matematik har en gyldighed, der er uafhæng­ig af det enkelte individs specielle erfaring er ganske vist rigtigt og det samme gælder for alle kendsgerninger, der er fastslået af videnskaberne, ja, for kendsgerninger overhovedet. De magnetiske poler, vandets sammensæt­ning af brint og ilt, den kendsgerning, at Hegel er død og at hr. Dühring lever, har gyldighed, uafhængig af min eller andre enkeltpersoners erfaring, endog uafhængig af hr. Dührings erfaring, så snart han sover de retfærdiges søvn. Men forstanden beskæftiger sig i den rene matema­tik ingenlunde blot med sine egne frembringelser og ima­ginationer. Tal- og figurbegrebet er ikke taget andetsteds fra end fra den virkelige verden. De ti fingre, som men­neskene har lært at tælle med, dvs. at foretage den første aritmetiske operation, er alt andet end en fri frembringel­se af forstanden. For at tælle har man ikke blot brug for genstande, der skal tælles, men også for evnen til ved betragtning af disse genstande at kunne se bort fra alle deres øvrige egenskaber end netop deres antal - og den­ne evne er resultat af en lang historisk, erfaringsmæssig udvikling. Ligesom talbegrebet er også figurbegrebet helt og holdent taget fra den ydre verden, det har ikke sit udspring i hovedet og den rene tænkning. Der måtte eksistere ting, der havde form, og hvis form man sammenlignede, før man kunne finde på figurbegrebet. Genstand for den rene matematik er de rumformer og kvantitetsforhold, der hersker i den virkelige verden, altså et meget realt stof. At dette stof fremtræder i en højst abstrakt form, kan kun overfladisk tilsløre dets oprindelse i den ydre verden. For at kunne undersøge disse former og forhold i ren form, må man imidlertid adskille dem fuldstæn­digt fra deres indhold, man må se bort fra det som noget ligegyldigt. På den måde får man punkter uden dimen­sioner_; linjer uden tykkelse og bredde, alle disse a og b og x og y, konstanter og variabler, og til allersidst når man frem til forstandens egne frie frembringelser og imaginationer, nemlig de imaginære tal. At matematiske stør­relser tilsyneladende afledes af hinanden, beviser heller ikke deres aprioriske oprindelse, men kun deres rationelle sammenhæng. Før man nåede frem til den forestilling, at man kan aflede cylinderens form af et rektangels drej­ning om en af dets sider, måtte man have undersøgt et vist antal virkelige rektangler og cylindre, om også i nok så ufuldkommen form. Som alle andre videnskaber er matematikken udsprunget af menneskenes behov: måling af jordarealer og karindhold, tidsberegning og mekanik. Men som på alle områder af tænkningen bliver de ud af den virkelige verden abstraherede love på et vist udvik­lingstrin adskilt fra den virkelige verden, bliver stillet over for den som noget selvstændigt, som love, der kommer udefra, og hvorefter verden sig haver at rette. Således er det gået til i samfund og stat, således og ikke anderle­des anvendes den rene matematik senere på verden, skønt den netop er afledt af denne verden og kun repræsenterer en del af dens sammenhængsformer - og netop derfor kan den overhovedet anvendes.

Men på samme måde som hr. Dihring indbilder sig uden nogen tilsætning af erfaringsmateriale at kunne udlede hele den rene matematik af de matematiske aksiomer, der

”ifølge den rent logiske forestilling hverken kan have eller be­høver at have en begrundelse”,

og derefter at kunne anvende den på verden, på samme måde indbilder han sig først af sit hoved at kunne frembringe eksistensens grundformer, de enkle bestanddele for

al viden, filosofiens aksiomer, for siden hen af dem at udlede hele filosofien eller verdensskematikken, og i egen høje person at kunne pånøde naturen og menneskets verden denne sin forfatning. Desværre for ham består natu­ren slet ikke og menneskets verden kun for en meget rin­ge dels vedkommende af Manteuffels preussere anno 1850. [1]

De matematiske aksiomer er udtryk for det højst be­skedne tankeindhold, som matematikken må låne fra lo­gikken. De kan føres tilbage til to:

1. Et hele er større end delen. Denne sætning er en ren tautologi, da den kvantitativt opfattede forestilling om delen på forhånd forholder sig på en bestemt måde til forestillingen om et hele, nemlig således, at ”del” uden videre udtrykker, at et kvantitativt ”hele” består af flere kvantitative ”dele”. Idet det såkaldte aksiom udtrykkeligt fastslår dette, er vi ikke kommet et skridt videre. Man kan til og med på den måde bevise denne tautologi, idet man siger: et hele er det, der består af flere dele; en del er det, hvoraf flere udgør et hele, følgelig er delen min­dre end det hele - hvorved gentagelsens tomhed får indholdets tomhed til at fremtræde endnu stærkere.
2. Når to størrelser er lig med en tredje, er de også lig med hinanden. Som allerede Hegel har påvist, er den­ne sætning en konklusion, hvis rigtighed garanteres af logikken, som altså er bevist, om end uden for den rene matematik. De øvrige aksiomer om lighed og ulighed er blot logiske udvidelser af denne konklusion.

Disse magre sætninger kan hverken i matematikken eller andetsteds lokke en hund frem fra kakkelovnskrogen. For at komme videre, må vi inddrage reale forhold - proportioner og rumformer, der er taget fra virkelige legemer. Forestillingerne om linjer, flader, vinkler, om polygo­ner, terninger, kugler osv. er alle hentet fra virkeligheden, og der skal en god portion naiv ideologi til for at tro ma­tematikerne, at den første linje skulle være opstået ved bevægelsen af et punkt i rummet, den første flade ved bevægelsen af en linje, det første legeme ved bevægelsen af en flade osv. Allerede sproget gør oprør mod dette. En matematisk figur med tre dimensioner hedder et legeme, corpus solidum, på latin sågar et håndgribeligt legeme, bærer altså et navn, der ingenlunde stammer fra forstan­dens frie imagination, men fra den håndfaste virkelighed.

Men hvad skal alle disse vidtløftigheder tjene til? Efter at hr. Dühring på side 42 og 43 med begejstring har lovprist den rene matematiks uafhængighed af erfaringernes verden, dens aprioritet, dens beskæftigelse med forstan­dens egne frie frembringelser og imaginationer, siger han på side 63:

”Man overser nemlig let, at de matematiske elementer” (”tal, størrelse, tid, rum og geometrisk bevægelse" ”kun ifølge deres form er ideale... de absolutte størrelser er derfor noget aldeles empi­risk, uanset hvilken kategori de tilhører…”, men ”de matematis­ke skemaer evner at give en karakteristik, der er afsondret fra erfaringen og alligevel tilstrækkelig”,

hvilket sidstnævnte gælder mere eller mindre om enhver abstraktion, men ingenlunde beviser, at de ikke er abstra­heret ud fra virkeligheden. I verdensskematikken er den rene matematik udsprunget af den rene tænkning - i na­turfilosofien er den noget aldeles empirisk, taget fra den ydre verden og derefter afsondret. Hvad skal vi nu tro på?

Noter

[1]: