Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

VII. Naturfilosofi. Den organiske verden

”Fra tryk og stød i mekanikken til sammenknytningen af sans­ningen og tænkningen strækker der sig en eneste og ensartet trinrække af mellemled”

Med denne forsikring sparer hr Dühring sig selv den ulejlighed at sige noget videre om livets opståen, selv om man hos en tænker, der har fulgt verdens udvikling helt tilbage til den med sig selv identiske tilstand og føler sig hjemme på andre kloder, måske kunne forvente, at han vidste nøjagtig besked også på dette område I øvrigt er denne forsikring kun halvvejs rigtig, så længe den ikke suppleres med den allerede nævnte hegelske knudelinje for målelige forhold I ethvert gradueret forløb er overgangen fra en bevægelsesform til en anden dog altid et spring, en afgørende vending Det gælder overgangen fra himmellegemernes mekanik til de mindre legemers meka­nik på en enkelt klode; ligeså overgangen fra massens me­kanik til molekylernes mekanik - omfattende de bevægel­ser, som vi udforsker i den egentlige fysik: varme, lys, elektricitet, magnetisme; ligeså foregår overgangen fra molekylernes fysik til atomernes fysik - kemien - atter med et afgjort spring, og i endnu højere grad er det tilfældet ved overgangen fra en sædvanlig kemisk proces til æggehvidens kemi, som vi kalder liv Inden for livets sfære bliver springene sjældnere og mindre mærkbare - Det er altså atter engang Hegel, der må korrigere hr Dühring

Det er hensigtsbegrebet, der for hr Dühring leverer den begrebsmæssige overgang til den organiske verden Dette er igen et lån fra Hegel, som i sin ”Logik” - begrebslæren - ved hjælp af teleologien, dvs hensigtslæren, går over fra kemien til det organiske liv Hvorhen vi end retter blikket, overalt støder vi hos hr Dühring på en he­gelsk ”kruditet”, som han helt ugenert udgiver for sin egen dybt originale videnskab Det ville føre for vidt, hvis vi her skulle undersøge i hvilken udstrækning forestillinger om hensigt og middel er berettigede og på sin plads med henblik på den organiske verden Hos folk, der ikke ejer grundig filosofisk skoling, fører anvendelsen af den hegelske ”indre hensigt” hele tiden til, at man tankeløst tillægger naturen bevidst og overlagt handlen; hos Hegel er denne ”hensigt” ikke indført i naturen af en med overlæg handlende tredjepart, som feks forsynets visdom, men ligger i selve sagens nødvendighed Men den samme hr Dühring, der ved den mindste ”spiritistiske” tilbøjelighed hos andre opfyldes af umådeholden moralsk harme, forsikrer

”med bestemthed, at driftslivets følelser hovedsagelig er skabt for den tilfredsstillelses skyld, der er forbundet med deres spil”

Han fortæller os, at den stakkels natur

”altid på ny må holde orden i den materielle verden”, og desforu­den har den adskillige andre ærinder at besørge, ”som kræver mere subtilitet fra naturens side end man sædvanligvis vil tilken­de den” Men ikke nok med at naturen ved, hvorfor den skaber dette eller hint, den må også pukle som tjenestepige; den har ikke blot subtilitet, hvad der jo er en ret udviklet form for subjektiv bevidst tænkning, men den har også vilje: den bivirkning ved drif­terne, at de også opfylder reale naturbetingelser, såsom ernæring, forplantning osv, denne bivirkning ”må nemlig ikke anses som direkte, men kun som indirekte villet”

Her er vi altså havnet hos en bevidst tænkende og hand­lende natur; vi står altså allerede på ”broen”, ganske vist ikke fra det statiske til det dynamiske, men dog på broen fra panteisme til deisme Eller måske behager hr Dühring til en afveksling at drive en smule ”naturfilosofisk pseu­dopoesi”?

Umuligt Alt hvad vor virkelighedsfilosof har at sige om den organiske natur, indskrænker sig til kampen mod den­ne naturfilosofiske pseudopoesi, mod ”charlataneriet med dets letfærdige overfladiskheder og så at sige videnskabelige mystifikationer”, mod darwinismens ”poetiserende træk”,

Frem for alt bebrejdes det Darwin, at han overfører den malthusianske befolkningsteori fra økonomien til naturvi­denskaben, at han er hildet i husdyravlerens forestillinger, at han med kampen for tilværelsen driver uvidenskabelig pseudopoesi, og at hele darwinismen, bortset fra det, der er lånt fra Lamarck, er et stykke brutalitet, som er rettet mod humaniteten

Darwin havde fra sine videnskabelige forskningsrejser hjembragt den opfattelse, at plante- og dyrearter ikke er bestandige, men at de forandrer sig For at følge denne tanke op i sit hjemland kunne han ikke finde noget bedre grundlag end dyre- og planteavlsarbejdet Netop på dette område er England det klassiske land, resultaterne i andre lande, feks i Tyskland, kan slet ikke måle sig med det, der i denne henseende er opnået i England De fle­ste resultater stammer tilmed fra de sidste hundrede år, derfor volder det ikke større vanskeligheder at kontrol­lere kendsgerningerne Darwin fandt nu ud af, at dette avlsarbejde kunstigt havde frembragt store forskelle hos dyr og planter, ofte større forskelle end dem, der forekommer hos arter, der almindeligvis anses for at være forskellige To ting var altså til en vis grad påvist, på den ene side arternes foranderlighed, på den anden side muligheden for at organismer, der opviser forskellige artskendetegn, kunne have fælles forfædre Darwin undersøgte nu, om der muligvis i naturen findes årsager, der - uden avlerens be­vidste hensigt - alligevel over længere tidsrum kunne fremkalde lignende forandringer på de levende organismer som det kunstige avlsarbejde Disse årsager fandt han i det uhyre antal kim, som naturen skaber, og det ringe antal organismer, der faktisk opnår modenhed Men da hver kim stræber mod at udvikle sig, så opstår der nødvendigvis en kamp for tilværelsen, der ikke blot viser sig direk­te i håndgribelig bekæmpelse eller fortæring, men også indirekte som en kamp om plads og lys, selv hos planterne Og det er indlysende, at de individer, der besidder et eller andet individuelt særtræk, det være sig nok så ubety­deligt, som er fordelagtigt i kampen for tilværelsen, har de bedste udsigter til at nå modenhed og til at forplante sig Disse individuelle særtræk har følgelig en tendens til at gå i arv, og hvis de forekommer hos flere individer af samme art, forstærkes de i samme retning gennem ophob­ning af arveanlæg, mens de individer, der ikke besidder disse særtræk, lettere bukker under i kampen for tilvæ­relsen og lidt efter lidt forsvinder På denne måde foran­dres en art gennem naturlig udvælgelse, fordi det er den bedst egnede, der overlever

Hr Dühring indvender nu mod den darwinske teori, at oprindelsen til kampen for tilværelsen - som Darwin an­giveligt selv har indrømmet - et en generalisering af den nationaløkonomiske befolkningsteoretiker Malthus' ideer og følgelig behæftet med alle de skavanker, som er karak­teristiske for de præstelige malthusianske ideer om befolkningstrængslen - Nu kunne det ikke falde Darwin ind at sige, at oprindelsen til ideen om kampen for tilværel­sen skulle søges hos Malthus Han siger kun, at hans teori om kampen for tilværelsen er Malthus' teori, anvendt på hele dyre- og planteriget Det er måske en stor bommert, Darwin her har begået, idet han i sin naivitet ubeset har accepteret den malthusianske lære, men enhver kan dog ved første blik se, at man ikke behøver Malthus-briller for at få øje på kampen for tilværelsen i naturen - mod­sigelsen mellem den utallige mængde kim, naturen så ød­selt frembringer, og det ringe antal af dem, der overho­vedet kan nå til modenhed, en modsigelse, der for det me­ste netop løses gennem en kamp for tilværelsen, der visse steder kan være yderst grusom Og ligesom loven om ar­bejdslønnen har bevaret sin gyldighed længe efter, at de malthusianske argumenter, Ricardo støttede sig til, er gået i glemme - således kan kampen for tilværelsen finde sted i naturen uden nogen slags malthusiansk fortolk­ning I øvrigt har organismerne i naturen også deres popu­lationslove, der hidtil er så godt som uudforskede; en undersøgelse af dem vil få afgørende betydning for teorien om arternes udvikling Og hvem har givet den afgørende impuls også i denne retning? Ingen anden end Darwin

Hr Dühring vogter sig vel for at komme ind på denne positive side af spørgsmålet I stedet må kampen for tilværelsen atter og atter holde for Der kan på forhånd slet ikke være tale om nogen kamp for tilværelsen blandt bevidstløse planter og godmodige planteædere:

i præcis defineret betydning er kampen for tilværelsen kun repræsenteret inden for brutaliteten [dyreriget] for så vidt ernæringen sker formedelst rov og fortæring”

Og efter at have reduceret begrebet kampen for tilværelsen til disse snævre grænser kan han slippe hele sin forargelse løs over dette begreb, som han selv, fordi han er den eneste ophavsmand til kampen for tilværelsen i denne begrænsede betydning og følgelig den eneste ansvarlige for den Det er altså ikke Darwin der

søger lovene for og forståelsen af alt, hvad der sker i naturen, på bestiernes område”-

Darwin havde netop indbefattet hele den organiske natur i denne kamp – men en fantasibussemand, som hr Dühring slev h ar flikket sammen I øvrigt kan det blotte navn ”kampen for tilværelsen” gerne prisgives til hr Dührings yderste moralske vrede At selve sagen også eksisterer blandt planer, det kan hver eng, hver kornmark, hver skov bevise for ham Og det drejer sig ikke om navnet – om man skal kalde det ”kampen for tilværelsen” eller ”mangel på eksistensbetingelse og mekaniske virkninger” – men det drejer sig om, hvordan denne kendsgerning indvirker på arternes bevarelse eller forandring Herom bevarer hr Dühring en hårdnakket og med sig selv identisk tavshed Det vil altså indtil videre nok blive ved den naturlige udvælgelse

Men darwinismen ”producerer sine forvandlinger og forskelle ud af intet”

Hvor Darwin taler om den naturlige udvælgelse, ser han ganske vist bort fra de årsager, der har fremkaldt foran­dringerne hos de enkelte individer, og beskæftiger sig frem for alt med måden, hvorpå sådanne individuelle afvi­gelser efterhånden bliver til kendetegn ved en race, va­riant eller art For Darwin drejer det sig i første omgang mindre om at finde disse årsager - de er indtil nu til dels helt ukendte, til dels kan de kun angives meget generelt; det gælder for ham snarere om at finde en rationel form, hvori deres virkninger fikseres og får varig betydning Samtidig har Darwin tillagt sin opdagelse et alt for stort virkefelt, idet han har gjort den til den eneste løftestang for arternes forandring og har forsømt at beskæftige sig med årsagerne til de gentagne individuelle forandringer i forhold til formen for deres generalisering; men det er en fejl, han har tilfælles med de fleste store mænd, der gør et virkelig fremskridt Desuden, hvis Darwin efter sigende producerer sine individuelle forvandlinger ud af intet og derved udelukkende anvender ”husdyr- og planteavlerens visdom”, så måtte avleren følgelig ligeledes producere sine ikke blot tænkte, men virkelige forvandlinger af dyre- og planteformer ud af intet Men den der har givet impulsen til at undersøge, hvoraf disse forvandlinger egentlig opstår, det er atter ingen anden end Darwin

I den sidste tid er ideen om den naturlige udvælgelse blevet udvidet, især gennem Haeckel, og artsforandringen opfattes som resultat af en vekselvirkning mellem tilpas­ning og arvelighed, hvorved tilpasningen fremstilles som den ændrende og arveligheden som den bevarende side af processen Men heller ikke det passer i hr Dührings kram

”Egentlig tilpasning til livsbetingelser, sådan som de bydes eller nægtes af naturen, forudsætter impulser og aktiviteter, der be­stemmes af forestillinger Ellers er tilpasningen kun tilsyneladende og den deraf følgende kausalitet løfter sig ikke op over de lavere trin af det fysiske, kemiske og plantefysiologiske”

Atter en gang er det navnet, hr Dühring forarges over Men uanset hvordan man vil betegne processen, så er spørgsmålet, om der gennem sådanne processer bliver fremkaldt forandringer i organismernes arter eller ej Og atter kommer der intet svar fra hr Dühring

”Når en plante under sin opvækst følger den vej, hvor den får mest lys, så er denne reageren på en irritation ikke andet end en kombination af fysiske kræfter og kemiske agenser, og hvis man her vil tale om tilpasning ikke i billedlig, men i egentlig betyd­ning, så må dette bringe en spiritistisk forvirring ind i begreberne”

Så streng mod andre er den samme mand, der ganske nøje ved, efter hvis vilje naturen gør dette eller hint og taler om naturens subtilitet, ja om dens vilje! Visselig spi­ritistisk forvirring - men hvor, hos Haeckel eller hos hr Dühring?

Og ikke kun spiritistisk, men også logisk forvirring Vi har set, at hr Dühring med magt insisterer på at forskaf­fe hensigtsbegrebet gyldighed i naturen:

”Forholdet mellem middel og mål forudsætter ingenlunde be­vidst overlæg”

Men en tilpasning uden bevidst overlæg, uden formid­ling af forestillingen - den han sådan ivrer imod - hvad er det vel andet end en sådan ubevidst målrettet aktivitet?

Når løvfrøer og løvædende insekter har grønne, ørkendyr sandgule og polardyr overvejende snehvide farver, så har de nok ikke tilegnet sig disse farver med overlæg eller efter visse forestillinger; tværtimod kan farverne kun forklares ud fra visse fysiske og kemiske agenser Og dog kan det ikke benægtes, at disse dyr netop gennem disse farver er tilpasset yderst hensigtsmæssigt til de omgivelser, hvori de lever og det på en sådan måde, at de bliver langt mindre synlige for deres fjender På samme måde er de organer, hvormed visse planter fanger og fortærer insek­ter, der sætter sig på dem, endog meget hensigtsmæssigt tilpasset Hvis hr Dühring nu insisterer på, at tilpasnin­gen må være bevirket af forestillinger, så siger han med andre ord, at den målrettede aktivitet ligeledes må være formidlet af forestillinger, må være sket med overlæg Hvorved vi atter, som så ofte før i virkelighedsfilosofien, er havnet hos den målbevidste skaber, hos Gud

”Før i tiden kaldte man en sådan udvej for deisme og havde ingen høj mening om den” (siger hr Dühring); ”men nu synes man at have udviklet sig baglæns også i denne henseende”

Fra tilpasningen kommer vi til arveligheden Også her er darwinismen, ifølge hr Dühring, fuldstændig på vild-spor Darwin påstår - angiveligt - at hele den organiske verden nedstammer fra et urvæsen, så at sige er et ene­ste væsens afkom Den selvstændige sideordning af ligeartede naturproduktioner uden formidling gennem nedstamning skulle slet ikke eksistere for Darwin, og derfor måtte han straks komme i bekneb, så snart avlingens eller i det hele taget forplantningens tråd brister for ham

Den påstand, at Darwin skulle aflede alle nulevende or­ganismer fra et urvæsen er, for at udtrykke det høfligt, en ”egen fri skabelse og imagination” af hr Dühring Dar­win siger udtrykkeligt på næstsidste side af sin ”Origin of Species” [Arternes oprindelse], 6 oplag, at han anser

”alle væsner ikke som særskilte skabninger, men som efterkommere, i direkte linje, af et fåtal væsner”

Og Haeckel går betydeligt videre og antager

”en helt selvstændig stamme for planteriget, en anden for dyreri­get” og mellem dem ”et antal selvstændige stammer af protinter, hvoraf hver enkelt har udviklet sig uafhængigt af de andre af sin egen arkigone monere-form” [modercelle [1] ] (”Schopfungsge­schichte [Skabelseshistorien], s 397)

Dette urvæsen er opfundet af hr Dühring kun med det ene formål, at bringe det i vanry som en parallel til urjøden Adam Herunder er han - altså hr Dühring - så uheldig ikke at have fået kendskab til, at denne urjøde gennem [George] Smiths assyriske opdagelser har afsløret sig som en ursemit, at hele Bibelens skabelses- og synd­flodshistorie har vist sig at være et stykke af den gam­melhedenske religiøse sagnkreds, som jøderne har tilfæl­les med babylonierne, kaldæerne og assyrerne

Det er sandelig en hård bebrejdelse mod Darwin - en bebrejdelse, der dog ikke helt kan afvises - at han skulle komme i bekneb, så snart nedstamningens tråd brister for ham Desværre rammer denne bebrejdelse hele vor na­turvidenskab Så snart nedstamningens tråd brister, er den i ”bekneb” Indtil nu har den ikke været i stand til at frembringe organiske væsner uden nedstamning, ja ikke engang at fremstille simpel protoplasma eller andre æg­gehvidelegemer af de kemiske elementer Om livets oprindelse kan der altså kun siges så meget med bestemthed, at den må være sket ad kemisk vej Men måske ser virkelighedsfilosofien sig i stand til at træde hjælpende til, idet den jo råder over selvstændige sideordnede naturproduk­tioner, der ikke er formidlet indbyrdes gennem nedstam­ning Hvordan mon de kan være, opstået? Ved selvavling? Men hidtil har ikke engang de dristigste repræsentanter for urgenesen hævdet at kunne frembringe andet end bak­terier, svampesporer og andre meget primitive organis­mer ad denne vej - ingen insekter, fisk, fugle eller pattedyr Hvis nu disse ligearterie naturproduktioner - vel at mærke organiske, her er ikke tale om andet - ikke er forbundet gennem nedstamning, så må de eller den af deres forfædre, hvor ”nedstamningens tråd brister”, være sat i verden ved en aparte skaberakt Følgelig er vi atter havnet hos skaberen og det man kalder deisme

Endvidere betegner hr Dühring det som en stor over­fladiskhed hos Darwin

”at han gør den blotte akt af kønslig komposition af egenskaber til det fundamentale princip for disse egenskabers opståen"

Denne påstand er atter en fri skabelse og imagination af vor dybt originale filosof Tværtimod erklærer Darwin på det bestemteste: udtrykket naturlig udvælgelse indbefatter kun en bevarelse af forandringer, men ikke deres frembringelse (s 63) Dette nye tilfælde, hvor Darwin påduttes ting, han aldrig har sagt, giver imidlertid anled­ning til følgende dühringske dybsindighed:

”Hvis man i avlingens indre skematisme havde opsøgt et eller andet princip for selvstændig forandring, så ville denne tanke have været ganske rationel; thi det er en naturlig tanke, at den almene genesis’ princip sammenfattes til en enhed med den kønslige forplantnings princip, og at den såkaldte urgenese fra et højere synspunkt ikke skal betragtes som en absolut modsætning til reproduktion, men netop som produktion”

,Og den mand, der kan forfatte den slags galimatias, ge­nerer sig ikke for at bebrejde Hegel hans ”jargon"!

Men det kan være nok med eksempler på det fortræde­lige, selvmodsigende surmuleri og kværulanteri, hvormed hr Dühring lufter sin arrigskab over det kolossale opsving, som naturvidenskaben har taget takket være de im­pulser, den darwinske teori har givet den Hverken Darwin eller hans tilhængere blandt naturforskerne drømmer om at forklejne Lamarcks store fortjenester; det er jo netop dem, der atter har bragt ham til ære og værdighed Men vi kan ikke se bort fra, at videnskaben på Lamarcks tid endnu ikke var i besiddelse af tilstrækkeligt materiale til at kunne besvare spørgsmålet om arternes oprindelse på anden vis end anticiperende, så at sige profetisk Helt bortset fra det enorme materiale, der har ophobet sig såvel på den samlende som på den anatomiske botaniks og zoologis område, så er der siden Lamarcks tid opstået to helt nye videnskaber, som er af afgørende betydning i denne forbindelse: udforskningen af kimudviklingen i dyre- og planteriget (embryologien) og udforskningen af de orga­niske rester, der er bevaret i forskellige lag af jordskor­pen (palæontologien) Der findes nemlig en ejendommelig overensstemmelse mellem de organiske kims gradvise udvikling til modne organismer på den ene side og på den anden side rækkefølgen af de planter og dyr, der optræder efter hinanden i Jordens historie Og det er netop denne overensstemmelse, der har givet udviklingshistorien det sikreste grundlag Men selve udviklingsteorien er endnu meget ung, og derfor er det hævet over enhver tvivl, at den videre forskning vil modificere vore øjeblikkelige forestillinger, også de strengt darwinistiske, om artsud­viklingens forløb ganske betydeligt

Men hvad har virkelighedsfilosofien at fortælle os posi­tivt om udviklingen af det organiske liv?

”Arternes foranderlighed er en acceptabel forudsætning" Ved siden af den gælder imidlertid også ”den selvstændige sideord­ning af ligeartede naturproduktioner, uden formidling gennem nedstamning”

Herefter skulle man mene, at de uligearterie naturpro­duktioner, dvs arterne, der ændrer sig, nedstammer fra hinanden, men ikke de ligeartede Det passer imidlertid heller ikke helt; også ved arter, der ændrer sig, turde

”formidling gennem nedstamning tværtimod være en ret sekundær akt at naturen"

Altså dog nedstamning, men sekundær Lad os være gla­de for at nedstamningen alligevel til sidst bliver sluppet ind ad en bagdør efter, at hr Dühring har talt så ilde om den På samme måde går det med den naturlige udvælgel­se; efter al den moralske harme over kampen for tilværel­sen, ved hvis hjælp den naturlige udvælgelse jo foregår, hedder det pludselig:

”Den dybere grund til skabningernes beskaffenhed må følgelig søges i livsbetingelserne og de kosmiske forhold, mens den af Dar­win fremhævede naturlige udvælgelse først kan komme på tale i anden række”

Altså dog naturlig udvælgelse, om end sekundær; føl­gelig med den naturlige udvælgelse også kampen for til­værelsen og dermed også den præstelig malthusianske befolkningstrængsel! Det er det hele, i øvrigt henviser hr Dühring os til Lamarck

Sluttelig advarer han os mod misbrug af ordene meta­morfose og udvikling Metamorfose er et uklart begreb og udviklingsbegrebet er kun tilladeligt for så vidt udvik­lingslovene faktisk kan påvises I stedet for dem begge skulle vi bruge udtrykket ”komposition” og så er alt i orden Det er igen den gamle historie: tingene bliver ved med at være hvad de er, og hr Dühring er godt tilfreds, bare vi ændrer navnene Hvis vi taler om kyllingens udvikling i ægget, så anstifter vi forvirring, fordi vi kun mangelfuldt kan påvise udviklingens love Men hvis vi taler om kyllingens komposition, så skulle alting være so­leklart Vi bør altså ikke længere sige: dette barn udvikler sig storartet men derimod: det komponerer sig udmærket, og vi kan lykønske hr Dühring med, at han indtager en værdig plads ved siden af skaberen af ”Nibelungernes Ring”, ikke blot i ædel selvvurdering, men også i sin egenskab af fremtidskomponist. [2]


Noter

[1]: Protisterne er ifølge Haeckels klassifikation en stor gruppe al meget simple organismer, encellede eller celleløse, der ved siden at dyre- og planteriget danner et særskilt tredje rige i naturen.
Monererne er ifølge Haeckels hypotese „urkilderne til alt organisk liv”. — Betegnelsen protister og monerer blev indført af Haeckel i 1866, men er ikke slået igennem i videnskaben.

[2]: „Nibelungernes Ring” — opera-cyklus af Richard Wagner, der altid gav udtryk for, at han havde en meget høj mening om sig selv. Der hentydes også til Wagners skrifter: „Zukunfts­musik” og „Das Kunstwerk der Zukunft”.


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere