Tilbage
Anti-Dürhing

XII. Dialektik. Kvantitet og kvalitet

”Den første og vigtigste sætning om værens logiske grundegenskaber angår modsigelsens udelukkelse. Det modsigende er en kategori, der kun kan høre til i tankekombinationer, men ikke i nogen virkelighed. I tingene er der ingen modsigelser, eller, med andre ord, den realt konstituerede modsigelse er selv toppunktet af det meningsløse... Antagonismen mellem kræfter, der måler sig med hverandre i modsat retning, er endog grundformen for alle aktioner i verdens og dens væsners tilværelse. Denne modstrid mellem elementernes og individernes kraftretning falder imidler­tid ikke det mindste sammen med tanken om modsigelsens absur­diteter... Her kan vi være tilfredse med at have spredt de tåger, der plejer at rejse sig af logikkens formentlige mysterier, med et klart billede at den reale modsigelses virkelige absurditet og at have påvist det nytteløse i den virak, som man nu og da har ødslet på den ret plumpt snittede trædukke, der kaldes modsigelsens dia­lektik, og som er blevet påduttet den antagonistiske verdensske­matik".

Dette er omtrent alt, hvad der siges om dialektikken i ”Kursus der Philosophie”. I ”Kritische Geschichte” derimod bliver modsigelsens dialektik og sammen med den navnlig Hegel taget ganske anderledes under behandling.

”Det modsigende findes nemlig ifølge den hegelske logik eller rettere sagt logoslære ikke i tænkningen, som man ifølge dens na­tur slet ikke kan forestille sig anderledes end subjektiv og bevidst, men objektivt i tingene og processerne selv og er så at sige håndgribeligt til stede, således at meningsløsheden [Widersinn] ikke er en umulig kombination af tanken, men bliver en virkelig magt. Det absurdes virkelighed er den første trosartikel i den hegelske enhed af logik og ulogik... Jo mere modsigende, desto sandere, eller med andre ord: jo mere absurd, desto mere troværdigt; denne ikke engang nyopfundne maksime, der er lånt fra åbenbaringsteo­logien og mystikken, er det nøgne udtryk for det såkaldte dialekti­ske princip”.

Tankeindholdet i de to citerede passager kan sammenfattes i den sætning, at modsigelse = meningsløshed, og følgelig kan den ikke forekomme i den virkelige verden. Denne sætning kan for folk med ellers ret sund fornuft have den samme selvfølgelige gyldighed som den, at krum ikke kan være lige og lige ikke krum. Men uanset alle protester fra den sunde fornufts side beviser differentialregningen alligevel, at der under visse omstændigheder kan sættes lighedstegn mellem krum og lige, og den opnår derved resultater, som den sunde fornuft aldrig kan opnå, så længe den klamrer sig til, at identiteten af krum og lige er en meningsløshed. Og efter den betydelige rolle, som den såkaldte modsigelsesdialektik har spillet i filosofien fra de ældste græske filosoffer og til vore dage, ville selv en stærkere modstander end hr. Dühring være forpligtet til at imødegå den med andre argumenter end en enkelt påstand og mange skældsord.

Så længe vi betragter tingene som hvilende og livløse, hver for sig, ved siden af hinanden og efter hinanden, stø­der vi ganske vist ikke på modsigelser ved dem. Vi finder visse egenskaber, dels fælles, dels forskellige, ja endog indbyrdes modstridende; men i dette tilfælde er de fordelt på forskellige ting og indeholder altså ikke en modsigelse i ,sig selv. Så langt dette område for betragtnin­gen rækker, kan vi klare os med den sædvanlige, metafy­siske tænkemåde. Men helt anderledes bliver det, så smart vi betragter tingene i deres bevægelse, deres forandring, deres liv, deres vekselvirkning på hinanden. Så havner vi straks i modsigelser. Bevægelsen selv er en modsigelse; det gælder allerede den simple, mekaniske bevægelse fra sted til sted; den kan kun fuldbyrdes ved at et givet le­geme i et og samme øjeblik er på et sted og tillige på et andet sted, at det er og alligevel ikke er på et og samme sted. Og den uafbrudte konstituering [Setzung] og sam­tidige løsning af denne modsigelse er netop bevægelsen.

Her har vi altså en modsigelse, der ”findes objektivt i tingene og processerne selv og er så at sige håndgribeligt til stede”. Og hvad siger hr. Dühring til dette? Han påstår:

at der overhovedet indtil nu ”i den rationelle mekanik ikke findes nogen bro mellem det strengt statiske og det dynamiske”.

Læseren mærker nu endelig, hvad der stikker bag den­ne hr. Dührings yndlingsfrase, nemlig ikke andet end dette: den metafysisk tænkende forstand kan absolut ikke komme fra tanken om hvile til tanken om bevægelse, fordi den førnævnte modsigelse spærrer vejen for den. For denne forstand er bevægelsen rent ud sagt ubegribelig, fordi den er en modsigelse. Og idet den hævder bevægel­sens ubegribelighed, indrømmer den selv ufrivilligt ek­sistensen af denne modsigelse, indrømmer altså at der findes en modsigelse, der eksisterer objektivt i tingene og processerne selv, en modsigelse, som tilmed er en virkelig magt.

Men når allerede den simple mekaniske bevægelse fra sted til sted indeholder en modsigelse i sig selv, så gælder det i langt højere grad materiens højere bevægelsesformer og ganske særligt det organiske liv og dets udvik­ling. Vi har tidligere set, at livet netop og frem for alt be­står i, at et væsen i et givet øjeblik er det samme og dog et andet. Livet er altså ligeledes en modsigelse, der findes i tingene og processerne selv, en modsigelse, som uafbrudt konstituerer sig og finder sin løsning, og så snart modsigelsen ophører, ophører også livet, døden indtræder. Vi har også set, hvordan vi heller ikke på tænkningens område kan slippe for modsigelserne, og hvordan f.eks. modsigelsen mellem den ifølge sit væsen ubegrænsede men­neskelige erkendelsesevne og dens virkelige eksistens i lutter i det ydre begrænsede og begrænset tænkende mennesker finder sin løsning i den for os i det mindste i praksis endeløse række af generationer, i den uendelige progression.

Vi har allerede nævnt, at den højere matematik som et hovedgrundlag har den modsigelse, at krum og lige un­der visse omstændigheder kan være det samme. Den præsterer også en anden modsigelse, nemlig at linjer, der skæ­rer hinanden for vore øjne, allerede fem eller seks centi­meter fra deres skæringspunkt skal gælde som parallelle, som linjer, der ikke kan skære hinanden selv ved en uen­delig forlængelse. Og alligevel frembringer den med disse og med langt værre modsigelser ikke blot rigtige re­sultater, men endog resultater, der er helt uopnåelige for den almindelige regnekunst.

Men også i den sidstnævnte vrimler det allerede med modsigelser; f.eks. er det en modsigelse, at en rod af A kan være en potens af A, og alligevel er ½ A = kvadratroden af A . Det er en modsigelse, at en negativ størrelse skal være kvadrat af noget, fordi enhver negativ størrelse, ganget med sig selv, giver et positivt kvadrattal. Kvadratroden af minus 1 er derfor ikke kun en modsigelse, men endog en ab­surd modsigelse, en virkelig meningsløshed. Og alligevel er roden af minus 1 i mange tilfælde et nødvendigt resul­tat af rigtige matematiske operationer, ja mere endnu, hvor ville matematikken være henne, såvel den højere som den almindelige regnekunst, hvis den var afskåret fra at

operere med kvadratroden af –1?

Med anvendelsen af de variable størrelser betræder ma­tematikken selv dialektikkens område, og betegnende nok er det en dialektisk filosof, nemlig Descartes, der har indført dette fremskridt i matematikken. Og sådan som de variable størrelsers matematik forholder sig til de kon­stante størrelsers matematik, sådan forholder den dialek­tiske tænkning sig overhovedet til den metafysiske tænk­ning. Det forhindrer aldeles ikke, at det store flertal af i matematikere nøjes med at acceptere dialektikken på det matematiske område, og at der blandt dem findes ganske mange, der med de metoder, de har opnået ad dialektik­kens vej, opererer helt og holdent videre på den gamle, indskrænkede, metafysiske måde.

At komme nærmere ind på det, hr. Dühring kalder ”kræfternes antagonisme”, og på hans antagonistiske ver­densskematik, ville kun være muligt, hvis han havde gi­vet os noget mere om dette emne end - den blotte frase. Efter at han først har omtalt den, bliver denne antagonis­me ikke en eneste gang præsenteret for os i virksomhed, hverken i verdensskematikken eller i naturfilosofien - den bedste indrømmelse af, at hr. Dühring absolut ikke forstår at stille noget positivt op med denne ”grundform for alle aktioner i verdens og dens væsners tilværelse”. Og når man faktisk har bragt Hegels ”Lære om Væsen” ned på det platte niveau, at det her drejer sig om kræfter, der bevæger sig i modsat retning, men ikke i modsigelser, så gør man bestemt klogt i at gå af vejen for enhver mu­lig anvendelse af denne banalitet.

Det næste holdepunkt for hr. Dühring, der giver ham lejlighed til at lufte sin antidialektiske vrede, er Marx' ”Kapital”:

”Mangel på naturlig og forståelig logik, hvorved de dialektisk-snørklede slyngninger og forestillingsarabesker udmærker sig... allerede på den foreliggende del må man anvende det princip, at man i en vis henseende og også overhovedet (!) ifølge en kendt fi­losofisk fordom må søge alt i ethvert og ethvert i alt, og at iføl­ge disse miskmask og misforståelser i sidste ende alt er et og det samme".

Denne hans indsigt i den kendte filosofiske fordom sætter også hr. Dühring i stand til med sikkerhed at forudsi­ge, hvad der vil blive ”enden” på den marxske økono­miske filosoferen, altså indholdet af de efterfølgende bind af ”Kapitalen”, nøjagtig syv linjer efter at han har er­klæret :

”dog er det virkelig ikke til at overskue, hvad der egentlig, for at sige det menneskeligt og på godt tysk, skal følge i de to" (sid­ste) ”bind”.

Imidlertid er det ikke første gang, hr. Dührings skrifter viser sig for os som hørende til de ”ting”, hvori ”det modsigende findes objektivt og er så at sige håndgribeligt til stede". Hvad der aldeles ikke forhindrer ham i triumfe­rende at fortsætte:

”Dog kan det forudses, at den sunde logik vil sejre over sin karikatur... Snobberiet og det dialektiske hemmelighedskræmmeri vil ikke anspore nogen, der endnu har en lille smule sund lom­mekraft i behold, til at indlade sig... med tankens og stilens uformeligheder... Når den sidste rest af de dialektiske tåbeligheder er uddød, vil dette middel til at dupere folk... miste sin bedrageriske indflydelse og ingen vil mere tro på, at han bør plage sig for at finde ud af en dyb sandhed, hvor den rensede kerne af de snørklede ting i bedste tilfælde viser træk af gængse teorier, eller endog af banaliteter... Det er ganske umuligt at gengive disse” (nemlig Marx'), slyngninger ifølge logoslæren uden at prosti­tuere den sunde logik". Marx' metode består i ”at tilvirke dialek­tiske mirakler for sine adepter”, og så fremdeles.

Vi skal på dette sted endnu ikke beskæftige os med spørgsmålet, om de økonomiske resultater af Marx' under­søgelser er rigtige eller ej, men kun med den dialektiske metode, som Marx anvender. Så meget er imidlertid sik­kert : de fleste læsere af ”Kapitalen” har først nu af hr. Dühring fået at vide, hvad de egentlig har læst. Og blandt dem er også hr. Dühring selv, der i 1867 (”Ergänzungsblät­ter III”, Heft 3) endnu var i stand til at give et referat af indholdet i bogen, der må siges at være forholdsvis rationelt for en tænker af hans format, uden at han følte sig nødsaget til først at oversætte Marx' udredninger til det dühringske sprog, sådan som han nu erklærer det for at være absolut nødvendigt. Selv om han allerede dengang begik den bommert at identificere Marx' dialektik med Hegels dialektik, så havde han dog ikke helt mistet evnen til at skelne mellem metoden og de resultater, der opnås ved hjælp af den, og han var også i stand til at begribe, at man ikke ved at nedgøre metoden i al almindelighed modbeviser resultaterne i særdeleshed.

Hr. Dührings mest overraskende meddelelse er i hvert fald den, at ”alt i sidste ende er et og det samme” for Marx' standpunkt, at f.eks. også kapitalister og lønarbej­dere, feudal, kapitalistisk og socialistisk produktionsmåde er ”et og det samme" for Marx, til slut er måske endog Marx og hr. Dühring ”et og det samme”. For at forklare, hvordan en så simpel naragtighed overhovedet er mu­lig” må man henholde sig til den antagelse, at det blotte ord dialektik hensætter hr. Dühring i en tilstand af util­regnelighed, hvor ifølge en vis mis- og miskmaskforestil­ling i sidste ende ”alt er et og det samme” for ham, lige meget hvad han siger og gør.

Vi har her en prøve på det, hr. Dühring kalder

”min historietegning i stor stil” eller også ”den summariske frem­gangsmåde, som afregner med arten og typen og slet ikke nedlader sig til at beære det, som en Hume kaldte den lærde pøbel, med en afsløring af alle mikrologiske enkeltheder; det er alene denne fremgangsmåde i en højere og ædlere stil, som er forenelig med den fulde sandheds interesse og med pligten over for det uafhæng­ige publikum”.

Historietegningen i stor stil og den summariske afreg­ning med arten og typen er i virkeligheden meget bekvem for hr. Dühring, fordi han derved kan se bort fra alle bestemte kendsgerninger som mikrologiske, kan sætte dem lig nul, og i stedet for at fremføre beviser behøver han kun at slå om sig med almindelige talemåder, at påstå noget eller simpelthen at nedrakke modstanderen. Sam­tidig har denne metode også den fordel, at den ikke byder modstanderen virkelige holdepunkter. Der findes altså næsten ingen mulighed for at svare ham, bortset fra den lige så storstilet og summarisk at udslynge påstande, vælte sig i almindelige talemåder og endelig at nedrakke hr. Dühring, kort sagt betale tilbage med samme mønt, som man siger, en fremgangsmåde der jo ikke falder i hver mands smag. Vi må derfor være hr. Dühring taknemme­lig for at han undtagelsesvis forlader den højere og ædlere stil for i det mindste at give os to eksempler på Marx' forkastelige logoslære:

”Hvor komisk tager sig dog f.eks. påberåbelsen af den forvirrede hegelske tågetanke ud, at kvantiteten skulle slå om i kvalitet, og at derfor et udlæg, så snart det når en vis grænse, blot gennem denne kvantitative forøgelse skulle blive til kapital”.

Det tager sig faktisk ret så kuriøst ud i denne af hr. Dühring ”rensede” fremstilling. Lad os hellere se på, hvordan det tager sig ud i originalen, hos Marx. På side 313 (2. oplag af ”Kapitalen”) drager Marx af den forudgå­ende undersøgelse vedrørende konstant og variabel kapital og merværdi den slutning, at ”ikke enhver vilkårlig penge-eller værdisum kan forvandles til kapital; til denne for­vandling forudsættes tværtimod et bestemt minimum af penge eller bytteværdi i den enkelte penge- eller varebe­sidders hånd”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 2, s. 462] Han antager nu som eksempel, at arbejderen i en eller anden arbejdsgren dagligt, arbejder otte timer for sig selv, dvs. for at frembringe værdien af sin egen arbejdsløn, og de følgende fire timer for kapitalisten, for at frembringe merværdien, der i første omgang går i kapitalistens lomme. Da må en eller anden allerede råde over en værdisum, der gør det muligt for ham at forsyne to arbejdere med råstof, arbejdsmidler og arbejdsløn, for at han hver dag i merværdi kan stikke så meget i sin lomme, at han af det kan leve mindst lige så godt som enhver af hans arbejdere. Og da den kapitalistiske produktion som sit formål ik­ke har opretholdelsen af livet slet og ret, men forøgelse af rigdommen, så ville vor mand med sine to arbejdere stadig væk ikke være nogen kapitalist. For at han kan leve dob­belt så godt som en sædvanlig arbejder og forvandle halvdelen af den producerede merværdi tilbage til kapital, måtte han kunne beskæftige otte arbejdere, altså allerede være i besiddelse af det firedobbelte al den ovenfor forudsatte værdisum. Og først efter at Marx har forklaret alt dette og midt i videre udredninger til belysning og be­grundelse af den kendsgerning, at ikke en hvilken som helst lille værdisum er tilstrækkelig til at forvandle sig til kapital, men at tværtimod hver udviklingsperiode og hver industrigren har deres bestemte minimalgrænse, først da bemærker han: ”Her, som i naturvidenskaben, bekræftes rigtigheden af den lov, som Hegel opdagede (i sin ”Logik"), at rent kvantitative forandringer på et vist punkt slår om i kvalitative forskelle”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 2, s. 463. - Fremhævelsen af Engels - Red.]

Og nu bør man beundre den ophøjede og ædle stil, med hvis hjælp hr. Dühring pådutter Marx det modsatte af det, han i virkeligheden har sagt. Marx siger: Den kends­gerning, at en værdisum først kan forvandles til kapital, når den har nået en vis minimumstørrelse, der er forskellig alt efter omstændighederne, men bestemt i hvert enkelt tilfælde - denne kendsgerning er et bevis for rig­tigheden af den hegelske lov. Hr. Dühring lader ham si­ge : Fordi ifølge den hegelske lov kvantiteten slår om i kvalitet, ”derfor” bliver ”et udlæg, når det har nået en vis grænse... til kapital”. Altså det stik modsatte.

Hr. Dührings sædvane med at citere falsk - ”i den fulde sandheds interesse” og dikteret af ”pligten over for det uafhængige publikum” - har vi allerede stiftet bekendtskab med i forbindelse med hans behandling af Darwins teorier. Denne sædvane viser sig nu mere og mere at væ­re en indre nødvendighed for virkelighedsfilosofien, og den er ganske rigtigt en meget ”summarisk fremgangsmåde”. For slet ikke at tale om, at hr. Dühring også pådutter Marx, at han taler om et hvilket som helst ”udlæg”, mens det dog udelukkende drejer sig om et udlæg, der investeres i form af råmateriale, arbejdsmidler og arbejds­løn; med denne metode lykkes det hr. Dühring at lade Marx udtale det reneste nonsens. Og herefter har han den frækhed at finde det af ham selv fabrikerede nonsens ko­misk.

Ligesom han fabrikerer sin egen fantasi-Darwin for at kunne måle sine kræfter med ham, så fabrikerer han her også sin egen fantasi-Marx. Så sandelig, ”historieteg­ning i stor stil” !

Vi har allerede tidligere, nemlig i forbindelse med ver­densskematikken, set, hvordan der var sket det lille uheld for hr. Dühring, at han i et svagt øjeblik selv havde anerkendt og anvendt den hegelske knudelinje af måleforhold, hvor der ved visse punkter med den kvantitative foran­dring pludselig :indtræder et kvalitativt omsving. Vi anførte dengang et af de kendteste eksempler - forandringen af vandets aggregattilstand, som ved normalt lufttryk og 0° Celsius forvandles fra flydende til fast og ved 100° Cel­sius fra flydende til luftformig tilstand, hvor altså den blotte kvantitative forandring af temperaturen ved begge disse vendepunkter medfører en kvalitativ forandring af vandets tilstand.

Vi kunne have anført i hundredvis af sådanne kendsger­ninger fra såvel naturen som det menneskelige samfund til bevis for denne lov. I Marx' ”Kapital” f.eks. handler hele det fjerde afsnit: Produktion af den relative merværdi, om utallige tilfælde på forskellige områder, såsom kooperation, arbejdsdeling og manufaktur, maskiner og storindustri, hvor kvantitativ forandring ændrer kvalite­ten, og andre, hvor kvalitativ forandring ændrer kvantiteten af de ting, der er tale om, hvor altså - for at anven­de det af hr. Dühring så forhadte udtryk - kvantitet slår om i kvalitet og omvendt. F.eks. den kendsgerning, at kooperation mellem mange arbejdere, sammensmeltning af mange kræfter, frembringer en totalkraft eller - for at tale med Marx - frembringer en ”ny kraft” [neue Kraft­potenzJ, der er væsentlig forskellig fra summen af deres individuelle kræfter. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 2, s. 487]

Til al overflod havde Marx forsynet den passage, som hr. Dühring i den fulde sandheds interesse har fordrejet til det modsatte, med denne anmærkning: ”Molekylærteo­rien i den moderne kemi, der først blev videnskabeligt udviklet af Laurent og Gerhardt, hviler ikke på nogen anden lov”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 2, s. 463, note 205a] Men hvad rager det hr. Dühring? Han vidste jo:

”De eminent moderne dannelseselementer for den naturvidenskabelige tænkemåde mangler netop der, hvor - sådan som hos hr. Marx og hans rival Lassalle - pseudovidenskabelighed og en lille smule filosoferen udgør det nødtørftigste udstyr for den sprænglærde udstaffering” -

mens alt hos hr. Dühring bygger på ”den eksakte videns hovedresultater i mekanik, fysik, kemi osv.” - hvordan, det har vi set. Men for at også andre kan tage stilling, vil vi se nærmere på det eksempel, der er anført i Mari' note.

Her er der nemlig tale om de homologe [ensartede] rækker af kulstofforbindelser, af hvilke man allerede ken­der en mængde, og hver af dem har sin egen algebraiske sammensætningsformel. Hvis vi f.eks., som det er skik i kemien, betegner et kulstofatom med C, et brintatom med H, et iltatom med O, og antallet af de kulstofatomer, der er indeholdt i en given forbindelse, med n, så kan vi opstille molekylærformlerne for nogle af disse rækker således :

CnH2n+2 - rækken af normale paraffiner

CnH2n+2O - rækken af primære alkoholer

CnH2nO2 - rækken af enbasiske fedtsyrer

Lad os som eksempel tage den sidste af disse rækker, og lad os efter hinanden sætte n = l, n = 2, n = 3 osv., så får vi følgende resultater, (idet vi udelader isomererne):

CH2O2 - myresyre kogepunkt 100° smeltepunkt 1°

C2H4O2 - eddikesyre " 118° 17°

C3H6O2 - propionsyre " 140° -

C4.H8O2 - smørsyre " 162° -

C5H10O2 - valeriansyre " 175° -

og så videre, indtil C30H60O2, melissinsyre, der først smel­ter ved 80° og ikke har noget kogepunkt, fordi den overhovedet ikke fordamper uden spaltning.

Her ser vi altså en række af kvalitativt forskellige stoffer, der er dannet ved simpel kvantitativ ophobning af deres elementer, og altid i samme forhold. I reneste form fremtræder det der, hvor alle elementer i forbindelsen ændrer deres kvantitet i samme proportion, sådan som det sker ved de normale paraffiner : CnH2n+2. Den laveste er metan, CH4, en gas; den højeste kendte, hekdedan, C16H34, er et stof, der danner faste farveløse krystaller, smelter ved 21° og først har kogepunktet ved 278°. I begge rækker dannes hvert nyt led ved at der tilsættes CH2, et kulstofa­tom og to brintatomer, til det forudgående leds molekylær-formel, og denne kvantitative forandring af molekylær-formlen frembringer hver gang et kvalitativt forskelligt stof.

Imidlertid er disse rækker kun et særlig håndgribeligt eksempel; næsten overalt i kemien, allerede ved kvælstoffets forskellige oxider, ved fosforets eller svovlets oxalsyrer, kan man se, hvordan ”kvantitet slår om i kva­litet”, og denne angiveligt forvirrede hegelske tågetanke møder man så at sige håndgribeligt i tingene og proces­serne, og der er ingen, der bliver forvirret og omtåget, undtagen hr. Dühring. Marx er den første, der har gjort opmærksom på dette fænomen, og hr. Dühring har læst denne bemærkning uden at forstå det mindste af den (ellers ville han sikkert ikke lade denne uhørte misgerning gå upåtalt hen). Uden at man behøver at gå tilbage til den berømmelige dühringske naturfilosofi, er det klart, hvem det er, der mangler de ”eminent moderne dannelsesele­menter for den naturvidenskabelige tænkemåde” respek­tive kendskab til ”kemiens hovedresultater”, Marx eller hr. Dühring.

Til slut vil vi anføre endnu et vidne for kvantitetens omslag i kvalitet, nemlig Napoleon I. Han beskriver træf­ninger mellem det dårligt ridende, men disciplinerede franske kavalleri og mamelukkerne [1] , der i individuel kamp, mand mod mand, ubetinget var datidens bedste ryt­teri, men en udisciplineret styrke. Han gør det på følgende måde:

”To mamelukker var tre franskmænd ubetinget overlegne; 100 mamelukker stod lige med 100 franskmænd; 300 franskmænd var sædvanligvis 300 mamelukker overlegne, men 1000 franskmænd kunne hver gang slå 1500 mamelukker”.

Hos Marx var en bestemt, om end foranderlig mini­mumsstørrelse af bytteværdisummen nødvendig for at gøre overgangen til kapital mulig; på nøjagtig samme måde er det hos Napoleon en bestemt minimumsstørrelse af ryt­teriafdelingen, der er nødvendig for at disciplinens kraft, der ligger i sluttet orden og planmæssig anvendelse, bliver synlig og til overlegenhed selv over større mængder irregulært kavalleri, der har bedre heste, rider og fægter bedre og er mindst lige så tappert. Men hvad beviser dette over for hr. Dühring? Bukkede Napoleon måske ikke yn­keligt under i kampen mod det samlede Europa? Led han ikke nederlag på nederlag? Og hvorfor? Ene og alene fordi han indførte den forvirrede hegelske tågetanke i kavalleritaktikken!


Noter

[1]: Mamelukkerne, der oprindelig nedstammede fra slaver, sty­rede Ægypten under den tyrkiske sultans overherredømme. Under den ægyptiske ekspedition 1798—1799 kom Napoleons hær i kamp med dem.


Tilbage
Anti-Dürhing

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere