Tilbage
Anti-Dürhing

XIII. Dialektik. Negationens negation

”Denne historiske skitse” (skildringen af den såkaldte oprin­delige kapitalakkumulations genesis i England) ”er nok forholdsvis det bedste i Marx' bog, og den ville være endnu bedre, hvis den ikke også havde betjent sig af den dialektiske krykke, foruden den lærde. I mangel af bedre og klarere midler forretter det hegel­ske begreb negationens negation her den jordemodertjeneste, hvorved fremtiden skal fødes af fortidens skød. Den første negation er ophævelsen af den individuelle ejendom, der siden det 16. århundrede er blevet fuldbyrdet på den antydede måde. På den før­ste vil der følge en anden, der kaldes negationens negation og følgelig karakteriseres som genoprettelse af den 'individuelle ejen­dom', men i en højere form, byggende på fælleseje til jorden og til arbejdsmidlerne. Når denne nye 'individuelle ejendom' hos hr. Marx tillige også er blevet kaldt 'samfundsmæssig ejendom', så viser der sig jo deri den hegelske højere enhed, hvori modsigelsen skal være ophævet, nemlig ifølge ordspillet såvel overvundet som opbevaret [tysk: aufgehoben betyder begge dele - O.a.)... Ekspro­priationen af ekspropriatørerne er herefter det ligesom automatiske resultat af den historiske virkelighed i dens materielle ydre forhold... Men troen på de hegelske floskler - og negationens ne­gation er en af dem - vil næppe overbevise nogen tænksom mand om nødvendigheden af jord- og kapitalfællesskab... den tågede tvetydighed i Marx' forestillinger vil dog ikke overraske nogen der ved, hvad der kan rimes sammen med den hegelske dialektik som videnskabeligt grundlag, eller rettere sagt, hvilke urimelighe­der der må komme ud af det. For den der ikke kender noget til disse kunster må det udtrykkeligt bemærkes, at den første negation hos Hegel er det katekismus-begreb, der svarer til syndefaldet; den anden negation er den højere enhed, der fører til frelse. På den­ne analogi-spøg, der er lånt fra religionen, kan man vel næppe begrunde kendsgerningernes logik... Men hr. Marx forbliver veltilfreds i sin tågeverden med den individuelle og tillige samfundsmæssige ejendom og overlader det til sine adepter selv at finde los­ningen på den dybsindige dialektiske gåde".

Så vidt hr. Dühring.

Altså Marx kan ikke bevise, at den sociale revolution er nødvendig, han kan ikke bevise, at det er nødvendigt at skabe fælleseje til jorden og til de af arbejdet frembragte produktionsmidler på anden vis end ved at påberåbe sig den hegelske negationens negation; og idet han opbygger sin socialistiske teori på denne analogispøg, der er lånt fra religionen, kommer han til det resultat, at der i det fremtidige samfund skal herske en form for ejendom, der er individuel og tillige samfundsmæssig som Hegels højere enhed af den ophævede modsigelse.

Lad os i første omgang stille negationens negation i bero og lad os betragte denne ”ejendom, der er individuel og tillige samfundsmæssig”. Dette betegnes af hr. Dühring som en ”tågeverden”, og besynderlig nok har han vir­kelig ret. Desværre for ham er det dog ikke Marx, der be­finder sig i denne tågeverden, men atter engang hr. Düh­ring selv. Allerede tidligere kunne han - ved hjælp af sin specielle færdighed i den hegelske metode, som han kalder ”at delirere” [tale i vildelse] - uden besvær fastslå, hvad de endnu ufuldendte bind af ”Kapitalen” må in­deholde; på samme måde kan han også nu uden større besvær rette Marx ved hjælp af Hegel, idet han pådutter ham en højere enhed af ejendom, hvorom Marx ikke har mælet et ord.

Hos Marx hedder det : ”Det er negationens negation. Denne reetablerer den individuelle ejendom, men her på grundlag af den kapitalistiske æras landvindinger, koope­rationen af frie arbejdere og fællesejet til jorden og de gennem selve arbejdet producerede produktionsmidler. Forvandlingen af individernes opsplittede privatejendom, der hviler på deres eget arbejde, til kapitalistisk private­jendom, er naturligvis en proces, der uden sammenligning er mere langvarig, hård og vanskelig end forvandlingen af den kapitalistiske privatejendom, der i realiteten allerede hviler på samfundsmæssig produktionsdrift, til samfundsejendom”. [Marx, ”Kapitalen"], 1. bog 4, s. 791 [1] ] Det

er det hele. Den tilstand, der opstår ved ekspropriatører­nes ekspropriation, betegnes altså som reetableringen af den individuelle ejendom, men på grundlag af samfundseje til jorden og de gennem selve arbejdet producerede produktionsmidler. For enhver der forstår sproget betyder det, at samfundsejendommen omfatter jorden og de øvrige produktionsmidler og den individuelle ejendom, produk­terne, altså forbrugsgenstande. Og for at sagen kan blive forståelig selv for et seksårs barn, forudsætter Marx på side 56 en ”sammenslutning af frie mennesker, der arbej­der med fælles produktionsmidler og anvender deres man­ge individuelle arbejdskræfter som en samfundsmæssig arbejdskraft”, altså en socialistisk organiseret sammenslutning, og han siger: ”Sammenslutningens totalprodukt er et samfundsmæssigt produkt. En del af dette produkt tje­ner igen som produktionsmiddel. Det forbliver samfundsmæssigt. Men en anden del konsumeres af sammenslut­ningens medlemmer som livsfornødenheder. Denne del må fordeles imellem dem”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 179] Og dette turde være tilstrækkelig klart, selv for hr. Dührings af Hegel omtågede hjerne.

Ejendommen, der er individuel og tillige samfundsmæs­sig, denne tvetydighed, denne urimelighed, der må blive resultatet af den hegelske dialektik, denne tågeverden, denne dybsindige dialektiske gåde, hvis løsning Marx overlader til sine adepter - det er atter engang en fri skabelse og imagination fra hr. Dührings side. Marx er som angivelig hegelianer forpligtet til at levere en rigtig højere enhed som resultat af negationens negation; desværre gør han det ikke efter hr. Dührings smag, og så må denne atter ty til den højere og ædlere stil; i den fulde sandheds interesse må han pådutte Marx ting, der er hr. Dührings eget fabrikat. En mand, der er så fuldstændig ude af stand til blot undtagelsesvis at citere korrekt, kan måske geråde i moralsk harme over de ”sprænglærde kineserier” hos an­dre folk, der uden undtagelse citerer korrekt, men netop derved ”kun dårligt skjuler deres mangel på indsigt i den givne skribents helhedsideer”. Hr. Dühring har ret. Længe leve historietegningen i den store still.

Vi er hidtil gået ud fra den forudsætning, at hr. Düh­rings forstokkede vane med at citere falsk i det mindste skyldtes god tro. At den enten beroede på den for ham karakteristiske totalt manglende evne til forståelse eller på den dårlige vane at citere efter hukommelsen, der måske er ejendommelig for historietegning i den store stil; ellers plejer man vel at betegne sligt som sløseri. Men vi synes her at være nået til et punkt, hvor kvantiteten slår om i kvalitet også for hr. Dühring. For det første er de pågældende sætninger hos Marx fuldstændig klare i sig selv og de suppleres tilmed af et andet afsnit i samme bog, der simpelt hen ikke tillader nogen som helst misforståelse; for det andet har hr. Dühring ikke opdaget dette misfoster af en ”ejendom, der er individuel og tillige samfundsmæs­sig”, hverken i den tidligere anførte kritik af ”Kapitalen” i ”Ergånzungsblätter” eller i første oplag af ”Kritische Geschichte”, men først i det andet oplag, altså ved tredje læsning. Det er først i dette andet, socialistisk bearbejdede oplag, hr. Dühring følte behov for at pådutte Marx det værst mulige vås vedrørende samfundets fremtidige orga­nisation for heroverfor at kunne gøre netop det han gør - nemlig i triumf at fremføre den ”økonomiske kommune, som jeg har skitseret økonomisk og juridisk i mit 'Cursus'”. Hvis vi tager alt dette i betragtning, må vi nødvendigvis komme til den slutning, at hr. Dühring næsten påtvinger os den antagelse, at han med fuldt overlæg ”velgørende har udvidet” den marx'ske tanke - velgørende for hr. Dühring.

Hvilken rolle spiller da negationens negation hos Marx? På side 791 ff. sammenfatter han slutresultaterne af den økonomiske og historiske undersøgelse, han har gennemført på de forudgående 50 sider angående kapitalens såkaldte oprindelige akkumulation. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 4, s. 1058-1061] Forud for den kapitalistiske æra fand­tes der, i hvert fald i England, småbedrifter, der hvilede på arbejderens privateje af sine egne produktionsmidler. Kapitalens såkaldt oprindelige akkumulation bestod her i ekspropriation af disse umiddelbare producenter, dvs. i opløsning af den privateje, der hviler på eget arbejde. Det blev muligt, fordi disse småbedrifter kun kan forliges med snævre naturgroede skranker for produktion og samfund. På et vist niveau frembringer de derfor de materielle mid­ler til deres egen tilintetgørelse. Denne tilintetgørelse, forvandlingen af de individuelle og opsplittede produk­tionsmidler, danner kapitalens forhistorie. Den yderligere samfundsmæssiggørelse [Vergesellschaftung] af arbejdet og den yderligere forvandling af jorden og de øvrige produk­tionsmidler og dermed den yderligere ekspropriation af privatejendomsbesidderne antager en ny form, når ar­bejderne er forvandlet til proletarer og deres arbejdsbetin­gelser til kapital, når den kapitalistiske produktionsmåde kan stå på egne ben. ”Hvad der nu skal eksproprieres, er ikke længere arbejderen, der selv driver sin bedrift, men kapitalisten, der udbytter mange arbejdere. Denne ekspro­priation sker gennem den kapitalistiske produktions egne immanente [iboende] loves spil, gennem kapitalernes cen­tralisation. En kapitalist slår altid mange ihjel. Hånd i hånd med denne centralisation, dvs. med nogle få kapitalisters ekspropriation af mange, udvikler arbejdsprocessens koo­perative form sig i en stadig voksende målestok, den be­vidste tekniske anvendelse af videnskaben, den planmæssi­ge udnyttelse af jorden, arbejdsmidlernes forvandling til arbejdsmidler, der kun kan anvendes i fællesskab, økonomiseren med alle produktionsmidler ved at de anvendes som produktionsmidler i kombineret, samfundsmæssigt arbejde... Med det stadig faldende antal kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordele ved denne transformationsproces, vokser mængden af elendighed, un­dertrykkelse, trældom, degeneration, udbytning, men også vreden hos arbejderklassen, der er i stadig ,og rivende vækst og som gennem selve den kapitalistiske produk­tionsproces' mekanisme er blevet skolet, forenet og organi­seret. Kapitalen bliver til lænker for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med og under dens herredømme. Produktionsmidlernes centralisation og arbejdets stigende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time

slår. Ekspropriatorerne eksproprieres". [Marx, _Kapita­len", 1. bog 4, s. 1060-1061]

Og nu spørger jeg læseren: Hvor er de dialektisk-snørk­lede slyngninger og forestillingsarabesker, hvor de misk­mask- og misforståelser, ifølge hvilke alt i sidste ende er et og det samme, hvor er de dialektiske mirakler for de troende, hvor det dialektiske hemmelighedskræmmeri og slyngningerne ifølge den hegelske logoslære, uden hvilke Marx efter hr. Dührings ord - ikke kan stille sin be­visførelse på benene? Marx påviser simpelt hen historisk og sammenfatter i korthed, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde nu selv har frembragt de materielle betin­gelser, der bevirker at den må gå til grunde. På samme måde havde i sin tid den lille bedrift gennem sin egen udvikling med nødvendighed frembragt betingelserne for sin egen tilintetgørelse, dvs. de små ejendomsbesidderes eks­propriation. Processen er en historisk proces, og hvis den tillige er en dialektisk proces, så ligger skylden ikke hos Marx, hvor pinligt det end måtte føles for hr. Dühring.

Først efter at Marx er færdig med sin historisk-økono­miske bevisførelse, fortsætter han: ”Den kapitalistiske pro­duktions- og tilegnelsesmåde - og dermed den kapitalistiske privatejendom - er den første negation af den in­dividuelle, på eget arbejde begrundede privatejendom. Ne­gationen af den kapitalistiske produktion produceres af den selv med en naturproces' nødvendighed. Det er negationens negation” osv. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 4, s. 1061]

Marx betegner denne proces som negationens negation, men det falder ham ikke ind dermed at ville bevise dens historiske nødvendighed. Tværtimod: efter at han historisk har bevist, at processen faktisk har fundet sted og fortsat må finde sted, betegner han den desuden som en proces, der fuldbyrdes efter en bestemt dialektisk lov. Det er det hele. Det er altså atter en ren tilsnigelse fra hr. Dührings side, når denne påstår, at negationens negation her må forrette den jordemodertjeneste, hvorved fremtiden skal fødes af fortidens skud, eller at Marx angiveligt kræver, at man blot af hensyn til negationens negation skulle lade sig overbevise om nødvendigheden af jord- og kapitalfællesskab [”Kommunität"] (som selv er en af de hånd­gribelige dühringske modsigelser).

Det vidner allerede om en total mangel på indsigt i dia­lektikkens væsen, når hr. Dühring kun anser den for at være et instrument til bevisførelse; således kan man måske på en vis indskrænket måde opfatte den formelle logik eller den elementære matematik. Men selv den formelle logik er frem for alt en metode til at finde frem til nye re­sultater, til fra det kendte at gå videre til det ukendte, og det samme er dialektikken, blot i en langt dybere forstand. Den indeholder spiren til en mere omfattende verdensbe­tragtning, fordi den gennembryder den formelle logiks snævre horisont. Det samme forhold gør sig gældende i matematikken. Den elementære matematik, der handler om konstante størrelser, bevæger sig inden for den formelle logiks skranker, i hvert fald i det store og hele. De va­riable størrelsers matematik, hvis betydeligste del udgø­res af infinitesimalregningen, er i sit væsen ikke andet end en anvendelse af dialektikken på matematiske forhold. Den blotte bevisførelse træder her afgjort i baggrunden, sammenlignet med den mangfoldige anvendelse af metoden på nye undersøgelsesområder. I den højere matematik er næsten alle beviser, lige fra de allerførste i differentialregningen, strengt taget falske ud fra den ele­mentære matematiks standpunkt. Det kan heller ikke væ­re anderledes, når man - som det sker her ved hjælp af den formelle logik vil bevise resultater, der er vundet på dialektikkens område. At ville bevise noget som helst over for en indædt metafysiker som hr. Dühring ved hjælp af dialektik slet og ret ville være spildt ulejlighed. Sådan gik det for Leibniz og hans elever, da de ville bevise in­finitesimalregningens sætninger for de daværende mate­matikere. Differentialet gav dem kramper på samme måde som hr. Dühring får krampe af negationens negation, hvor differentialet for øvrigt også spiller en vis rolle, som vi snart skal få at se. Til sidst gav disse herrer knurrende efter, for så vidt de da ikke var døde i mellemtiden - ikke fordi de var blevet overbeviste, men fordi det havde vist sig at resultaterne altid var rigtige. Hr. Dühring er, efter hvad han selv siger, kun i 40'rne, og hvis han opnår den høje alder, vi ønsker ham, så kan han også komme til at opleve det samme.

Men hvad er da denne forskrækkelige negationens nega­tion, der gør livet så surt for hr. Dühring og for ham spiller den samme rolle af utilgivelig forbrydelse som i kri­stendommen synden mod den Helligånd? - Det er en me­get simpel procedure, som foregår overalt og dagligt, og som hvert barn kan forstå, så snart man afklæder den alt det hemmelighedskræmmeri, som den gamle idealistiske filosofi har indhyllet den i. Kun uhelbredelige metafysi­kere af hr. Dührings slags kan have interesse i, at den fortsat indhylles deri. Lad os tage et bygkorn. Billioner af sådanne bygkorn bliver formalet, kogt eller brugt til ølbryg­ning og derefter fortæret. Men hvis et sådant bygkorn finder de betingelser, der er normale for det, hvis det falder i god jord, så sker der under indflydelse af varme og fug­tighed en forandring med dette bygkorn, det spirer. Kornet som sådant går til grunde, det bliver negeret; i dets sted træder planten, der er opstået af kornet, kornets negation. Men hvordan er denne plantes normale livsforløb? Den gror, blomstrer, befrugtes og producerer sluttelig igen bygkorn, og så snart disse er modnet, dør strået bort, bli­ver i sin tur igen negeret. Som resultat af denne negatio­nens negation har vi atter bygkornet fra begyndelsen, dog ikke et enkelt bygkorn, men derimod bygkorn i et antal af ti, tyve, tredive. Kornsorter forandrer sig yderst lang­somt, og derfor ligner byg i dag nogenlunde byg for hun­drede år siden. Men hvis vi tager en let foranderlig pryd-plante, f.eks. en dahlia eller orkide, hvis vi behandler frøet og planten, der er opstået af frøet, efter alle gart­nerkunstens regler, så får vi som resultat af denne nega­tionens negation ikke alene flere frø, men også kvalitativt forbedrede frø, der frembringer smukkere blomster. Hver gentagelse af denne proces, hver ny negation af negatio­nen, frembringer større fuldkommenhed. Hos de fleste insekter, f.eks. sommerfuglene, foregår denne proces på lignende måde som med bygkornet. De opstår af ægget gennem æggets negation, gennemgår deres forvandlinger til kønsmodenhed, parrer sig og negeres atter, idet de dør, så snart parringsakten er fuldbyrdet og hunnen har lagt sine talrige æg. At processen ikke forløber lige så enkelt hos andre planter og dyr, at de ikke kun producerer frø, æg eller unger en enkelt gang, men flere gange, inden de dør, det angår os foreløbig ikke her; her vil vi kun påvise, at negationens negation forekommer i begge den organi­ske verdens riger. Endvidere er hele geologien en række af negerede negationer, en række på hinanden følgende sønderdelinger af gamle og aflejringer af nye mineralske formationer. Først sønderdeles den oprindelige jordskorpe, der er opstået ved afkøling af den flydende masse gennem oceaniske, meteorologiske og atmosfærisk-kemiske påvirk­ninger, og disse sønderdelte masser aflejres på havbunden. Stedvis hæver havbunden sig op over havoverfladen, og dele af denne første aflejring udsættes på ny for påvirk­ning af regn, af årstidernes skiftende temperaturer, af ilt og kulsyre fra atmosfæren; de samme påvirkninger gør sig gældende for de smeltede og senere afkølede stenmasser, der bryder frem fra jordens indre og gennembryder aflejringerne. Gennem millioner af århundreder bliver der dannet stadig nye lag, den største del af dem bliver atter ødelagt og leverer igen stof til dannelse af nye lag. Men resultatet er meget positivt: der fremkommer en jordbund, der er sammensat af de mest forskelligartede kemiske elementer i en tilstand af mekanisk sønderdeling, der tillader plantevækst i stor mængde og af forskellig art.

Ligeså i matematikken. Lad os tage en hvilken som helst algebraisk størrelse, altså a. Hvis vi negerer den, så har vi -a (minus a). Negerer vi denne negation, idet vi mul­tiplicerer -a med -a, så får vi +a2, dvs. den oprindelige positive størrelse, men på et højere trin, nemlig i anden potens. Og i dette tilfælde gør det ikke noget, at vi kunne have fået det samme a2 ved at multiplicere det positive a med sig selv og derved også fået a2. Den negerede nega­tion sidder så fast i a2, at den under alle omstændigheder har to kvadratrødder, nemlig a og -a. Og den kendsger­ning, at det er umuligt at slippe af med den negerede ne­gation, den i kvadratet indeholdte negative kvadratrod,

får en meget håndfast betydning allerede i andengradslig­ninger. Negationens negation fremtræder endnu mere slående i den højere analyse, i hine ”summationer af uen­delig små størrelser”, som hr. Dühring selv erklærer for at være de højeste operationer i matematikken, og som man i vanlig sprogbrug kalder differential- og integralregning. Hvordan fungerer disse regningsarter? Jeg har f.eks. i en given opgave to variable størrelser, x og y, hvoraf den ene ikke kan forandres uden at også den anden forandres i et forhold, der er bestemt af opgavens betingelser. Jeg dif­ferentierer x og y, dvs. jeg antager at både x og y er så uendeligt små, at de forsvinder, sammenholdt med en nok så lille størrelse, således at der af x og y ikke er andet tilbage end deres indbyrdes forhold, men så at sige uden no­get materielt grundlag, et kvantitativt forhold uden kvantitet. dy/dx , forholdet mellem de to differentialer af x og y er altså 0/0, men 0/0 sat som udtryk for y/x. At dette forhold mellem to forsvundne størrelser, det fikserede mo­ment for deres forsvinden, er en modsigelse, nævner jeg kun i forbigående; det kan lige så lidt forstyrre os, som det har forstyrret matematikken overhovedet i næsten 200 år. Hvad andet har jeg altså gjort, end at jeg har negeret x og y, negeret ikke på den måde, som metafysikken nege­rer på, dvs. at jeg ikke længere bekymrer mig om dem, men på en måde, der svarer til betingelserne. I stedet for x og y har jeg altså deres negation, dx og dy, i de formler og ligninger, jeg har foran mig. Jeg regner nu videre med disse formler, behandler dx og dy som virkelige størrelser, om end størrelser, der er underkastet visse undtagelseslove; ved et bestemt punkt - negerer jeg negationen, dvs. jeg integrerer differentialformlen og får i stedet for dx og dy atter de virkelige størrelser x og y, men dermed er jeg ingenlunde kommet tilbage til begyndelsen. Jeg har tværtimod løst opgaven, som den almindelige geometri og al­gebra måske forgæves ville have knækket tænderne på.

Og i historien går det til på en lignende måde. Alle kulturfolk begynder med fælleseje af jorden. Hos alle folk, der er nået ud over et vist primitivt stade, bliver dette fælleseje af jorden under agerbrugets fortsatte udvikling til en lænke for produktionen. Den bliver ophævet, nege­ret, og efter kortere eller længere mellemstadier forvandlet til privatejendom. Men på et højere trin af landbrugets udvikling, som netop privatejendommen til jorden har fremkaldt, bliver privatejendommen atter en lænke for produktionen - sådan som det er tilfældet i dag, og det gælder både det store og det lille landbrug. Kravet om atter at negere, om atter at forvandle jorden til fælleseje, fremtræder som en nødvendighed. Dette krav betyder imidlertid ikke, at den oprindelige form for fælleseje genoprettes, men at der skabes en langt højere, mere udvik­let form for fælleseje, som - langtfra at blive en skranke for produktionen - tværtimod først vil befri produktio­nen for alle lænker og tillade den fulde udnyttelse af de moderne kemiske opdagelser og mekaniske opfindel­ser.

Eller et andet eksempel: Den antikke filosofi var oprin­delig, naturgroet materialisme. Som sådan var den ikke i stand til at komme på det rene med forholdet mellem tænkningen og materien. Men nødvendigheden af at komme til klarhed over dette problem førte til læren om en sjæl, adskilt fra legemet, senere til påstanden om denne sjæls udødelighed, endelig til monoteismen. Den gamle mate­rialisme blev altså negeret gennem idealismen. Men under filosofiens fortsatte udvikling blev idealismen uholdbar, og den blev negeret af den moderne materialisme. Denne, negationens negation, er ikke en simpel reetablering af den gamle materialisme, men føjer til dens varige grundlag desuden hele tankeindholdet af to årtusinders udvikling i filosofi og naturvidenskab foruden selve disse to årtusin­ders historie. Den er overhovedet ikke længere en filosofi, men simpelt hen en verdensanskuelse, der skal stå sin prø­ve og vise sig i gerning, ikke i en særskilt videnskabsvi­denskab, men i de virkelige videnskaber. Filosofien er altså her ”ophævet” [aufgehoben], hvilket betyder ”såvel overvundet som bevaret”, overvundet ifølge sin form, be­varet ifølge sit virkelige indhold. Hvor hr. Dühring kun ser en ”leg med ord”, findes der altså, når man ser nøjere efter, et virkeligt indhold.

Endelig: End ikke Rousseaus lighedslære, hvoraf den dühringske kun er en mat, forfalsket efterligning, kommer i stand uden at den hegelske negationens negation må forrette jordemodertjeneste.og det oven i købet næsten 20 år før Regels fødsel. Langtfra at skamme sig over den, bærer den i sin første fremstilling næsten pralende præget af denne sin dialektiske afstamning til skue. I den vilde na­turtilstand var menneskene lige; og da Rousseau allerede betragter sproget som en forfalskning af naturtilstanden, så har han fuldstændig ret, når han også, så vidt den rækker, udstrækker den lighed, der hersker mellem dyrene inden for en art, til disse dyremennesker, som Haeckel for nylig hypotetisk har klassificeret som alali, de umælende [2] . Men disse dyremennesker, der var indbyrdes lige, havde en egenskab forud for de øvrige dyr: perfektibili­teten, evnen til at udvikle sig videre; og denne blev årsag til uligheden. Rousseau ser altså et fremskridt i ulighe­dens opståen. Men dette fremskridt var antagonistisk, det var tillige et tilbageskridt.

”Alle videre fremskridt” (ud over urtilstanden) ”var lige så mange skridt, tilsyneladende til at gøre det enkelte menneske me­re fuldkomment, men i virkeligheden til artens forfald... Metal-forarbejdning og agerbrug var de nye færdigheder, hvis opfin­delse fremkaldte den store revolution” (urskovens forvandling til opdyrket land, men også opståen af elendighed og trældom, takket være ejendommen). ”For digteren er det guld og sølv, for filo­soffen er det jern og korn, der har civiliseret menneskene og rui­neret menneskeslægten".

Hvert nyt fremskridt i civilisation er tillige et nyt fremskridt i ulighed. Alle indretninger, som findes i det sam­fund, der er opstået med civilisationen, slår om i det modsatte af deres oprindelige formål.

”Det er ubestrideligt og grundlag for al statsret, at folkene har valgt sig fyrster for at beskytte deres frihed, ikke for at til­intetgøre den”.

Og alligevel bliver disse fyrster nødvendigvis til fol­kenes undertrykkere, og de skærper denne undertrykkelse indtil det punkt, hvor uligheden, drevet til det yderste, atter slår om i sin modsætning, bliver årsag til lighed: over for despoten er alle lige, nemlig lig nul.

”Her er den højeste grad af ulighed, slutpunktet, der lukker cirklen og berører det punkt, som vi gik ud fra; her bliver alle privatpersoner lige, netop fordi de ingenting er og fordi under­såtterne ikke længere har nogen anden lov end herrens vilje". Men despoten er kun herre så længe han anvender vold, og derfor kan han ikke beklage sig ”over anvendelse af vold, når man for-driver ham... Med vold har han holdt sig ved magten, magten kas­ter ham omkuld, alt går sin rette, naturlige gang”.

Og således slår uligheden igen om i lighed, men ikke i den gamle naturgroede lighed, der findes hos de umælen­de urmennesker, derimod i samfundskontraktens højere lighed. Undertrykkerne bliver undertrykt. Det er negatio­nens negation.

Vi har altså allerede her hos Rousseau en tankegang, der ikke alene fuldstændig ligner den, Marx følger i ”Kapi­talen”, men også i enkelthederne en hel række af de sam­me dialektiske vendinger, Marx benytter: processer, der ifølge deres natur er antagonistiske, dvs. indeholder en modsigelse i sig selv, omslag fra et ekstrem til dets modsætning, endelig, som kerne i hele sagen, negationens ne­gation. Ganske vist kunne Rousseau i 1754 endnu ikke ta­le i Hegel-jargon, dog er han - 16 år før Hegels fødsel - allerede stærkt befængt med Hegel-sygen, med modsigel­sesdialektik, logoslære, teologik osv. Men når hr. Dühring i sin forfladigelse af Rousseaus lighedsteori opererer med sine sejrrige to mænd, så er han allerede ude på skråplanet, hvor han glider uhjælpeligt nedad og havner i armene på negationens negation. Den tilstand, hvor ligheden mellem de to mænd florerer og som vel også bliver fremstillet som idealtilstand, betegnes på side 271 i ”Philoso­phie” som ”urtilstand”. Men denne urtilstand ophæves ifølge side 279 nødvendigvis af ”rovsystemet” - første negation. Imidlertid er vi nu, takket være virkelighedsfi­losofien, nået dertil, at vi afskaffer rovsystemet og i stedet for indfører den af hr. Dühring opfundne, på lighed hvi­lende erhvervskommune - negationens negation, lighed på et højere trin. Hvordan hr. Dühring i egen høje person be­går denne kapitalforbrydelse, negationens negation, er et opbyggeligt skuespil, der velgørende udvider horisonten!

Hvad er altså negationens negation? En ganske almen og netop derfor yderst omfattende og vigtig udviklingslov i natur, historie og Lænkning; en lov, der - som vi allerede har set - gør sig gældende i dyre- og planteriget, i geologien, i matematikken, i historien, i filosofien, og som selv hr. Dühring på sin vis må følge, på trods af sin stritten imod og uden at vide det. Det er indlysende, at jeg ikke siger noget som helst om den særlige udviklingspro­ces, som f.eks. bygkornet gennemløber fra spiringen til den frugtbærende plantes død, når jeg siger om den, at den er negationens negation. Integralregningen er ligeledes nega­tionens negation, og med den modsatte påstand ville jeg altså hævde det rene nonsens, nemlig at livsprocessen i et bygkorn er integralregning eller for den sags skyld også socialisme. Men det er netop denne meningsløshed, metafysikerne hele tiden prøver at skyde dialektikken i skoe­ne. Når jeg om alle disse processer siger, at de er nega­tionens negation, så sammenfatter jeg dem alle under denne ene bevægelseslov og ser netop derfor bort fra særegenhederne ved hver enkelt specifik proces. Dialektikken er netop ikke andet end videnskaben om de almene bevægelses- og udviklingslove for naturen, det menneskelige samfund og tænkningen.

Nu kan man imidlertid indvende: den her fuldbyrdede negation er slet ingen rigtig negation; jeg negerer også bygkornet, når jeg formaler det; jeg negerer et insekt, når jeg maser det med foden; jeg negerer den positive størrelse a, når jeg streger den ud. Eller jeg negerer sætningen: rosen er en rose, når jeg siger: rosen er ingen rose. Og hvad kommer der ud af det, når jeg igen negerer denne nega­tion og siger: men rosen er dog en rose? Disse indvendin­ger er i virkeligheden metafysikernes hovedargument mod dialektikken, og de er denne indskrænkede tænkemåde værdige. At negere er i dialektikken ikke simpelt hen at sige nej, eller at erklære en ting for ikke eksisterende, eller at ødelægge den på en eller anden vilkårlig måde. Allerede Spinoza siger: Omnis determinatio est negatio, enhver begrænsning eller bestemmelse er tillige en negation. Og endvidere er negationens art bestemt, for det første af processens generelle og for det andet af dens specifikke natur. Jeg skal ikke kun negere, men atter ophæve nega­tionen. Jeg må altså indrette den første negation således, at den anden er eller bliver mulig. Hvordan? Hvis jeg formaler et bygkorn eller maser et insekt, så har jeg gan­ske vist fuldbyrdet den første akt, men samtidig gjort den anden umulig. Enhver slags ting har altså sin karakteristiske måde at blive negeret på, så at der kommer en udvik­ling ud af det, og ligeledes enhver slags forestillinger og begreber. I infinitesimalregningen negerer man anderle­des, end når man danner positive potenser af negative rødder. Det skal læres ligesom alt andet. Med den blotte viden om at bygstrået og infinitesimalregningen falder ind under negationens negation, kan jeg hverken dyrke byg eller differentiere og integrere, lige så lidt som jeg uden videre kan spille violin, fordi jeg ved, efter hvilke love to­nerne bestemmes af strengenes dimensioner. Det er klart, at en negationsnegering, der består i den barnagtige be­skæftigelse skiftevis at sætte og slette a eller skiftevis at påstå om en rose, at den er en rose, og at den ikke er en rose - en sådan fremgangsmåde afslører ikke andet end tåbeligheden hos den person, der foretager disse kedsom­melige procedurer. Og dog vil metafysikerne bilde os ind, at når vi endelig skal fuldbyrde negationens negation, så er det den eneste rigtige måde at gøre det på.

Atter en gang er det altså ingen anden end hr. Dühring selv, der mystificerer os, når han påstår, at negationens negation skulle være en analogispøg, opfundet af Regel, lånt fra religionen, opbygget på historien om syndefald og frelse. Menneskene har tænkt dialektisk, længe før de vidste, hvad dialektik er, ligesom de allerede talte i prosa, længe før begrebet prosa fandtes. Den lov om negationens negation, som ubevidst fuldbyrdes i natur og historie og også i vore hoveder, indtil den bliver erkendt, har kun fået sin første skarpe formulering af Regel. Og hr. Dühring kan jo bare finde på et bedre navn, hvis han selv foretrækker at bedrive sagen i stilhed og blot ikke kan fordrage navnet. Men hvis han vil forjage sagen fra tænkningen, så må han først være så venlig at forjage den fra naturen og historien og opfinde en matematik hvor -a gange -a ikke er +a2, og hvor det ved straf er forbudt at differen­tiere og integrere.


Noter

[1]: Nogle mindre forskelle i ordlyden mellem disse citater i „Anti-Ddhring” og i „Kapitalen” skyldes, at Engels citerer fra den 2. tyske udagve af „Kapitalen” (1872), mens den danske udgave følger Dietz-udgaven (Marx/Engels Werke), der bringer teksten efter den 4. tyske udgave (1890).

[2]: Haeckels klassifikation repræsenterer „Alalus” [den umælen­de] et trin, der går umiddelbart forud for det egentlige men­neske. Alali er urmennesker uden sprog, eller måske rettere abemennesker (pithecantropus).


Tilbage
Anti-Dürhing

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere