Beskrivelse kommer senere.
Udgivet første gang: Trykt første gang den 30. maj 1923 i Pravda nr. 117.
Oversættelse: Til dansk af Erley Olsen fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
På dansk: Lenin: Udvalgte Værker, bind 15, s. 180-83, Forlaget Tiden, København 1984.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. juni 2000.
Jeg har i disse dage bladet Sukhanovs notitser om revolutionen igennem. Hvad der især er iøjnefaldende, er pedanteriet hos alle vore småborgerlige demokrater og overhovedet hos alle II Internationales helte. Helt bortset fra, at de er enestående feje, at selv de bedste blandt dem er fyldt til randen med forbehold, så snart der er tale om den ringeste afvigelse fra det tyske mønster, helt bortset fra denne egenskab ved alle småborgerlige demokrater, som de i rigeligt mål har lagt for dagen under hele revolutionen, er deres slaviske hang til at efterligne fortiden iøjnefaldende.
De kalder sig alle sammen marxister, men de opfatter marxismen utrolig pedantisk. Det afgørende i marxismen har de slet ikke forstået, nemlig dens revolutionære dialektik. Selv Marx' direkte henvisninger til, at der i revolutionens øjeblikke kræves maksimal smidighed [1] , har de absolut ikke forstået, og de har end ikke bemærket f.eks. Marx' henvisninger i hans breve – fra 1856, erindrer jeg – hvor han udtalte forhåbninger om en kombination af en bondekrig i Tyskland, der kunne skabe en revolutionær situation, med arbejderbevægelsen [2] – selv denne direkte henvisning går de bestandig uden om som katten om den varme grød.
I hele deres optræden afslører de sig som feje reformister, der er bange for at tage afstand fra bourgeoisiet og da navnlig for at bryde med det, samtidig med at de tilslører deres fejhed med det mest løsslupne frasemageri og praleri. Men også rent teoretisk er det iøjnefaldende, at de alle er ude af stand til at fatte følgende tankegang i marxismen: de har hidtil set kapitalismen og det borgerlige demokrati i Vesteuropa følge en bestemt udviklingsvej, og nu kan de så ikke forestille sig, at denne vej kan betragtes mutatis mutandis [3] , at der må foretages visse ændringer (der ud fra verdenshistoriens almene forløb er ganske ubetydelige).
Først er der revolutionen, som hænger sammen med den første imperialistiske verdenskrig. I en sådan revolution må der nødvendigvis optræde nye træk, eller ændrede træk, hvis ændringer netop er præget af krigen, eftersom verden aldrig har oplevet en sådan krig i en sådan situation. Vi ser stadig, at selv de rigeste landes bourgeoisi ikke kan indrette "normale" borgerlige forhold efter denne krig, og vore reformister, småborgere, som spiller revolutionære, anså og anser normale borgerlige forhold for at være grænsen (som du ikke må begære at overskride), samtidig med at de opfatter denne "normalitet" yderst skematisk og snævert.
Dernæst står de ganske fremmed over for enhver tanke om, at man under den almene lovmæssighed, som præger hele verdenshistoriens udvikling, aldeles ikke kan udelukke, men tværtimod må forudsætte enkelte udviklingsafsnit, som frembyder enten en ejendommelig form eller en ejendommelig rækkefølge. De kan f.eks. slet ikke få ind i deres hoveder, at Rusland, der står på grænsen mellem de civiliserede lande og de lande, som denne krig for første gang og definitivt har draget ind i civilisationen, landene i hele Østen, landene uden for Europa, at Rusland af den grund kunne og måtte udvise visse ejendommeligheder, som naturligvis ligger på verdensudviklingens almindelige linje, men som gør dette lands revolution forskellig fra alle forudgående revolutioner i vesteuropæiske lande og indfører visse specielle nye træk på overgangen til lande øst på.
F.eks. benytter de uendelig stift et argument, som de har lært udenad under de vesteuropæiske socialdemokratiers udvikling, og som går ud på, at vi ikke er voksne nok til socialismen, at vi ikke, som forskellige "lærde" herrer blandt dem udtrykker sig, har de objektive økonomiske forudsætninger for socialismen. Og ingen falder på at spørge sig selv: kunne mon et folk, der kommer ind i en revolutionær situation som den, der udviklede sig under den første imperialistiske krig, kunne det mon ikke, under indflydelse af sin håbløse situation, kaste sig ud i en sådan kamp, som dog gav det visse chancer for at erobre sig ikke ganske almindelige betingelser for civilisationens videre vækst?
"Rusland har ikke nået det niveau i produktivkræfternes udvikling, som gør socialismen mulig". Alle II Internationales helte, deriblandt naturligvis Sukhanov, rider denne tese som deres kæphest. Denne ubestridelige tese tærsker de langhalm på, og de synes, at den er afgørende for vurderingen af vor revolution.
Godt, og hvad så, når situationens ejendommelighed for det første havde bragt Rusland ind i den imperialistiske verdenskrig, i hvilken alle nogenlunde betydelige vesteuropæiske lande var indblandet, og havde skabt sådanne betingelser for landets udvikling på grænsen til Østens begyndende og delvis allerede påbegyndte revolutioner, at vi kunne virkeliggøre netop den forening af "bondekrig" med arbejderbevægelsen, om hvilken en "marxist" som Marx skrev i 1856 som et af de mulige perspektiver med henblik på Preussen?
Hvad så, når den fuldkommen håbløse situation, som tidoblede arbejdernes og bøndernes kræfter netop ved sin håbløshed, gav os mulighed for at skabe civilisationens hovedbetingelser ad anden vej, end det var sket i alle andre vesteuropæiske stater? Ændrede dette verdenshistoriens almindelige udviklingslinje? Ændrede dette hovedrelationerne mellem hovedklasserne i hver enkelt stat, som drages eller er draget ind i verdenshistoriens almindelige bane?
Hvis der til skabelsen af socialismen kræves et bestemt kulturniveau (skønt ingen kan sige, hvordan dette bestemte "kulturniveau" skal være, fordi det er forskelligt fra land til land i Vesteuropa), hvorfor kan vi da ikke begynde med først at erobre forudsætningerne for dette bestemte niveau ad revolutionær vej, og så derefter på basis af arbejder- og bondemagten og sovjetsamfundet give os til at indhente de andre folk?
16. januar 1923
For at skabe socialisme kræves der civilisation, siger man. Udmærket. Jo, men hvorfor skulle vi da ikke først kunne skabe sådanne forudsætninger for civilisation hos os selv som fordrivelse af godsejerne og fordrivelse af de russiske kapitalister, og så derefter begynde på en bevægelse henimod socialismen? I hvilke bøger har man læst, at den slags ændringer i den sædvanlige historiske rækkefølge er utilladelige eller umulige?
Jeg husker en sætning af Napoleon: "On s'engage et puis ... on voit." I fri oversættelse lyder den: "Først styrter man sig ud i en alvorlig kamp, og så får man se." I oktober 1917 styrtede vi os netop først ud i en alvorlig kamp, og først så fik man øje på detaljer i udviklingen (fra et verdenshistorisk synspunkt er det utvivlsomt detaljer) som Brestfreden eller NEP osv. Og i dag er der ikke længere tvivl om, at vi i hovedsagen har vundet sejr.
Det vil slet ikke gå op for vore Sukhanov'er, for ikke at tale om socialdemokraterne til højre for dem, at det overhovedet ikke kan være anderledes med revolutioner. Det vil slet ikke gå op for vore europæiske spidsborgere, at fremtidige revolutioner i Østens lande, hvor befolkningen er langt større og de sociale forhold præget af langt større mangfoldighed, utvivlsomt vil præsentere dem for flere ejendommeligheder end den russiske revolution.
Vist var lærebøger i Kautskys stil en for sin tid meget nyttig ting. Men det er dog snart på tide at opgive den tanke, at sådanne lærebøger skulle have forudset alle udviklingsformer for fremtidig verdenshistorie. Folk, der tror det, er det egentlig på tide at erklære for fæhoveder slet og ret.
17. januar 1923
Lenin
[1]: