Af Efterskriften til andet oplag af første bind af "Kapitalen"

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Trykt i 2. oplag af først bind af "Kapitalen" af Karl Marx.
Oversættelse: Ukendt. (Efter teksten i 2. oplag (1890)).
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, s. s. 443-48 Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, mar. 2005.


Af Eftenskriften til andet oplag af første bind af "Kapitalen"

Der er kun få, der har forstået den metode, der er anvendt i »Kapitalen«. Det bevises allerede af de indbyrdes modstridende opfattelser af den.

»Revue positiviste« i Paris bebrejder mig således på den ene side, at jeg behandler økonomien metafysisk, og på den anden side – gæt engang! – at jeg indskrænker mig til en rent kritisk analyse af det givne, i stedet for at give opskrifter (á la Comte?) for fremtidens køkken. Mod påstanden om, at jeg behandler emnet metafysisk, bemærker professor Sieber: » For så vidt det drejer sig om den egentlige teori, er Marx’ metode identisk med hele den engelske skoles deduktive metode, hvis mangler og fortrin er fælles for de bedste teoretiske økonomer« [1] . Hr. M. Block - »Socialismens teoretikere i Tyskland. Uddrag af «Journal des Economistes«, juli og august 1872« - opdager, at min metode er analytisk og siger bl.a.: »I kraft af dette værk placere hr. Marx sig blandt de mest fremragende analytiske ånder«. De tyske anmeldere råber naturligvis op om hegelsk sofistik. Den i St. Petersborg udkommende «Vestnik Evropy« (Europæiske budstikke) finder i en artikel, der udelukkende behandler »Kapitalens metode (majnummeret 1872, s.427-436) [2] , at min forskningsmetode er strengt realistisk, mens fremstillingsmetoden uheldigvis er tysk-dialektisk. Det hedder her: »Hvis man dømmer efter fremstillingens ydre form, er Marx ved første øjekast ubetinget en filosof af den idealistiske skole tilmed i ordets tyske, dvs. dårlige forstand. I virkeligheden er han imidlertid uendelig meget mere realist end alle hans forgængere på den økonomiske kritiks område… Man kan på ingen måde kalde ham idealist«. Jeg kan ikke give forfatteren et bedre svar end at aftrykke nogle uddrag af hans egen kritik, som måske også vil interessere mange af mine læsere, der ikke kan læse den russiske original.

Efter at have citeret et stykke af min fortale til »Til kritikken af den politiske økonomi«, Berlin 1859, s. IV-VII [3] , hvor jeg behandlede det materialistiske grundlag for min metode, fortsætter forfatteren:

»For Marx er der kun én ting, der er vigtig: at finde loven for de fænomener, som han er i færd med at undersøge. Og det, der er vigtigt for ham, er ikke blot den, der behersker dem, for så vidt de har en definitiv form og står i en indbyrdes sammenhæng, der kan iagttages i en given tidsperiode. For ham er det først og fremmest vigtigt at finde loven for deres forandring, deres udvikling, dvs. overgangen fra den ene form til den anden, fra én indbyrdes sammenhæng til en anden. Såsnart han har opdaget denne lov, undersøger han i enkeltheder de følger, hvori loven ytrer sig i samfundslivet… Marx søger altså kun at opnå ét: ved hjælp af en nøjagtig videnskabelig undersøgelse at påvise visse samfundssystemers nødvendighed og så uangribeligt som muligt at fastslå de kendsgerninger, der tjener som udgangs- og støttepunkter for ham. Det er for ham fuldt ud tilstrækkeligt, hvis han samtidig med at påvise den nuværende samfundsordnings nødvendighed har påvist nødvendigheden af en anden ordning som den første uvægerligt må udvikle sig til, uanset om menneskene tror det eller ej, om de er sig det bevidst eller ej. Marx betragter samfundsudviklingen som en naturhistorisk proces, styret af love, som ikke blot er uafhængige af menneskets vilje, bevidsthed og hensigter… Hvis det bevidste element i kulturens historie spiller en så underordnet rolle, så er det klart, at den kritik, hvis genstand er selve kulturen, mindre end noget andet kan have en bevidsthedsform eller et bevidsthedsresultat som grundlag. Det vil sige, at ikke en idé, men kun et ydre fænomen kan tjene som udgangspunkt kritikken. Kritikken vil komme til at bestå i sat sammenligne og konfrontere en kendsgerning med en anden kendsgerning og ikke med en ide. For kritikken er det kun vig­tigt, at begge kendsgerninger bliver undersøgt så nøje som muligt, og at de virkelig repræsenterer forskellige udviklingstrin, samt at den or­den, den rækkefølge og den forbindelse, hvori disse udviklingstrin fremtræder, ikke bliver undersøgt mindre nøjagtigt ...

Men, vil læseren måske sige... det økonomiske livs almindelige love er da ens, hvad enten det drejer sig om fortiden eller nutiden. Men det er netop det, Marx ikke anerkender. Sådanne almindelige love eksiste­rer ikke for ham ... Efter hans mening er det tværtimod sådan, at hver stor historisk periode har sine egne love ... Så snart livet har passeret en vis udviklingsperiode, har forladt det pågældende stadium og er trådt ind i et andet, begynder det også at blive styret af andre love. Kort sagt, det økonomiske liv er i denne henseende fuldstændig ana­logt med, hvad vi kan iagttage inden for andre områder af biologien ... De gamle økonomer tog fejl af de økonomiske loves natur, da de iden­tificerede dem med fysikkens og kemiens love ... En mere dybtgående analyse af fænomenerne viste, at sociale organismer adskiller sig lige så meget fra hinanden som botaniske og zoologiske organismer ... Et og samme fænomen kan på forskellige udviklingstrin rette sig efter ganske forskellige love som følge af disse organismers forskellige byg­ning, deres organers forskelligartethed og forskellen mellem de vilkår, som de fungerer under osv. Marx nægter f.eks., at loven for befolkningstilvæksten er den samme til alle tider og på alle steder. Han hævder tværtimod, at hvert udviklingstrin har sin egen lov for befolkningstilvæksten ... Det, der sker i det økonomiske liv, afhænger af de økonomiske kræfters produktivitet ... Når produktiviteten er forskellig, er dens følger også forskellige og dermed de love, der behersker dem. Idet Marx ud fra dette synspunkt sætter sig som opgave at stu­dere og forklare det kapitalistiske økonomiske system, formulerer han kun strengt videnskabeligt det mål, som et nøjagtigt studium af det økonomiske liv må have ... Den videnskabelige værdi af et sådant stu­dium består i klarlæggelsen af de særlige love, der regulerer en given samfundsorganismes opståen, eksistens, udvikling og død og dens afløsning af en anden og højere. Og denne værdi har Marx' bog faktisk«.

Forfatteren har givet en rammende skildring af det, han kalder min virkelige metode og samtidig en velvillig vurdering af min personlige anvendelse af den. Han har dermed ikke skildret andet end den dialek­tiske metode.

Fremstillingsmetoden må selvfølgelig i formel henseende adskille sig fra forskningsmetoden. Forskningen skal i enkeltheder tilegne sig stoffet, analysere dets forskellige udviklingsformer og opspore den indre forbindelse mellem dem. Først når dette arbejde er udført, kan den virkelige udvikling fremstilles på tilsvarende måde. Hvis dette lyk­kes og stoffets liv genspejles ideelt, kan det se ud, som om der er tale om en konstruktion a priori.

Min dialektiske metode er principielt ikke blot forskellig fra den hegelske, men dens direkte modsætning. For Hegel er tænkningsprocessen, som han under navn af ide endog forvandler til et selvstændigt subjekt, virkelighedens demiurg (skaber), og virkeligheden er kun den ydre form, under hvilken ideen manifesterer sig. For mig er omvendt det ideelle intet andet end det materielles genspejling, dets gengivelse i menneskets hjerne.

Den mystificerende side af Hegels dialektik har jeg kritiseret for næsten 30 år siden, på et tidspunkt, da den endnu var på mode. Men netop da jeg skrev første bind af »Kapitalen«, behagede det de gnavne, hovmodige og middelmådige epigoner, der nu fører det store ord i det dannede Tyskland, at behandle Hegel på samme måde som den brave Moses Mendelsohn på Lessings tid behandlede Spinoza, nemlig som »en død hund«. Jeg erklærede derfor åbent, at jeg var elev af denne store tænker og koketterede endda hist og her i kapitlet om værditeo­rien med den for Hegel karakteristiske udtryksmåde. Den mystifika­tion, som dialektikken gennemgår i Hegels hænder, forhindrer på ingen måde, at han er den første, som alsidigt og bevidst har givet en fremstilling af dens almindelige bevægelsesformer. Hos Hegel står dialektikken på hovedet. Man må vende den om, for at opdage den ra­tionelle kærne i den mystiske skal.

I sin mystificerede form blev dialektikken en tysk mode, fordi den syntes at fremstille det bestående i et forklaret skær. I sin rationelle skikkelse spreder den forargelse og gru blandt borgerskabet og dets doktrinære ordførere, fordi den i den positive forståelse af det bestående også rummer forståelsen af det beståendes negation, dets nødvendige undergang, opfatter hver opstået form i bevægelsens strøm, altså også fra dens forgængelige side, og ikke lader sig imponere af noget, men i sit væsen er kritisk og revolutionær.

Det mest slående indtryk af det kapitalistiske samfunds modsigelses-fyldte bevægelse får den praktiske bourgeois gennem omskiftelserne i den periodiske cyklus, som den moderne industri gennemløber, og hvis toppunkt er — den almindelige krise. Den er atter i anmarch, selvom den endnu befinder sig i forstadierne, og den vil ved sin indgriben på alle felter og sin intensive virkning sørge for, at selv opkomlingene i det nye hellige, preussisk-tyske rige får banket dialektik ind i hovedet.

London, 24. januar 1873.

Karl Marx.


Noter

[1]: N. Sieber: »D. Ricardos værdi- og kapitalteori« Kijev, 1871, s. 179 (russ.) – Red.

[2]: Der hentydes til artiklen »Den politisk-økonomiske kritiks synspunkt hos K. Marx« af I. I. Kaufman, professor ved universitetet i St. Petersborg. – Red.

[3]: Se dette bind, s. 354-58. - Red.


Af Efterskriften til andet oplag af første bind af "Kapitalen"

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere