Karl Marx' »Til kritikken af den politiske økonomi«

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Trykt i bladet "Das Volk" den 6. og 20. august 1859. Uden underskrift.
Oversættelse: Ukendt. (Efter bladets tekst).
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, s. 359-69 Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunt, jan. 2005.


Karl Marx »Til kritikken af den politiske økonomi«

I

På alle videnskabens områder har tyskerne forlængst vist deres jævn­byrdighed og på de fleste deres overlegenhed overfor de øvrige civili­serede nationer. Kun een videnskab tæller ikke et eneste tysk navn blandt sine koryfæer: den politiske økonomi. Grunden ligger lige for. Den politiske økonomi er den stor, til frugtesløs kamp mod de toldskranker og forrykte handelsreguleringer, som hver lille miniaturefyrste og rigsbaron pålagde sine undersåtters industri, samtidig med at rigsstæderne gik til grunde i snæver lavsånd og patri­ciervæsen - samtidig med dette erobrede Holland, England og Frankrig førstepladserne i verdenshandelen, anlagde den ene koloni efter den anden og udviklede manufakturindustrien til dens højeste blom­string, indtil endelig England takket være dampen, der først gav dets kul- og jernlejer værdi, trådte i spidsen for den moderne borgerlige udvikling. Men sålænge man endnu skulle føre kamp mod så lat­terligt forældede rester af middelalderen som dem, der indtil 1830 var en lænke for Tysklands materielle borgerlige udvikling, sålænge var en tysk politisk økonomi ikke mulig. Først med toldforeningens opret­telse [1] blev tyskernes stilling sådan, at de overhovedet kunne forstå den politiske økonomi. Fra denne tid begyndte faktisk importen af engelsk og fransk økonomi til bedste for det tyske borgerskab. Snart bemægtigede den lærde og bureaukratiske verden sig det importerede stof og bearbejdede det på en for »den tyske ånd« ikke synderlig ærefuld måde. Et broget selskab af meget skrivende svindlere, købmænd, skolemestre og bureaukrater frembragte så en tysk økonomisk litteratur, der med hensyn til tåbelighed, kedsommelighed, bredde og plagiering kun har sit sidestykke i den tyske roman. Blandt de folk, der havde praktiske mål, opstod først de industridrivendes toldbeskyttelsesskole, hvis ledende mand, List, stadig betegner højdepunktet af, hvad den tyske borgerlige økonomiske litteratur har frembragt, skønt hele hans glorværdige værk er skrevet af efter franskmanden Ferrier, den teoretiske ophavsmand til fastlandsspærringen [2] . I modsætning til denne retning opstod der hos købmændene i østersøprovinserne en frihandelsskole, der i barnlig tillid og i egen interesse efterplaprede de engelske frihandelsmænds argumenter. Endelig fandtes der blandt skolemestrene og bureaukraterne, der skulle behandle disciplinens teoretiske side, tørre herbariumsamlere uden kritikevne som hr. Rau, selvtilfredse spekulanter, der oversatte de udenlandske sætninger til ufordøjet hegelsk sprog som hr. Stein, eller skønånder, der samlede aks på det »kultur-historiske« område, som hr. Riehl. Det der så til syvende og sidst kom ud af det var kameralistiken [3] , en grød af alle mulige ligegyldige sager med lidt eklektisk-økonomisk sovs til, som det er nyttigt for en vor­dende embedsmand at kunne til eksamen. Grundbegreber udenad som urørlige dogmer og for nogenlunde at få dem ind i hovedet, fremtrådte det tyske proletariske parti. Hele dets teoretiske tilværelse skyldtes studiet af den politiske økonomi, og fra det øjeblik det opstod, daterer sig også den videnskabelige, selvstæn­dige tyske økonomi. Denne tyske økonomi hviler i det væsentlige på den materialistiske opfattelse af historien, hvis grundtræk i korthed er skildret i fortalen til det ovenfor citerede værk. Denne fortale [4] har for størstedelen allerede været trykt i »Das Volk« [5] , af hvilken grund vi henviser til dette. Ikke alene for økonomien, men for alle historiske videnskaber (og alle videnskaber, der ikke er naturvidenskaber, er hi­storiske) var den en revolutionerende opdagelse, denne sætning, at »den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet« at alle samfunds- og statsforhold, alle religiøse og juridiske systemer, alle teoretiske anskuel­ser, der dukker op i historien, kun kan forstås, når man har forstået de materielle livsbetingelser i den pågældende periode, og når de udledes af disse materielle betingelser. »Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed«. Denne sætning er så ligetil, at den måtte være en selvfølge for enhver, der ikke er kørt fast i idealistisk svindel. Men sagen har højst revolutionære konsekvenser, ikke blot for teorien, men også for praksis: »På et vist trin i deres udvikling kommer sam­fundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæ­get sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer, slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning ... De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige produktionsproces, an­tagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme«. Der åbner sig altså straks perspektiver til en væl­dig, til alle tiders vældigste revolution, når man forfølger vor mate­rialistiske tese videre og anvender den på nutiden.

Det viser sig imidlertid også ved nærmere betragtning, at den tilsyneladende så simple sætning, at menneskenes bevidsthed er afhængig af deres væren og ikke omvendt, allerede i sine første konsekvenser er et direkte slag mod al idealisme, selv den mest skjulte. Samtlige overleverede og vante forestillinger om hele historien forkastes af den. Hele den traditionelle måde at ræsonnere, politisk på falder til jorden; den patriotiske ædelhed vender sig harmfuldt mod en så samvittighedsløs opfattelse. Den nye betragtningsmåde vakte derfor nødvendigvis anstød, ikke blot hos borgerskabets repræsentanter, men også hos de franske socialisters masse, der ville løfte verden ud af sine hængsler med trylleformlen: frihed, lighed, broderskab. Navnlig hos de tyske vulgært-demokratiske skrålhalse vakte den stor vrede. Til trods for dette har de med forkærlighed forsøgt at slå mønt af de nye ideer ved at plagiere dem, men med en sjælden evne til misforståelse.

At udvikle den materialistiske opfattelse ved hjælp af blot et enkelt historisk eksempel var et videnskabeligt arbejde, der krævede årelange rolige studier, thi det er klart, at der her ikke kan udrettes noget med en simpel frase, og at kun et kolossalt, kritisk renset historisk materiale, som man behersker fuldstændigt, kan sætte en i stand til at løse en sådan opgave. Februarrevolutionen kastede vort parti ind på den politiske arena og gjorde det derfor umuligt for det at forfølge rent videnskabelige formål. Alligevel går denne grundanskuelse som en rød tråd gennem alle partiets litterære frembringelser. I dem alle er der i hvert enkelt tilfælde påvist, hvorledes aktionen hver gang udsprang af di­rekte materielle bevæggrunde, men ikke af de fraser, der ledsagede den, hvorledes tværtimod de politiske og juridiske fraser lige så vel fremgik af de materielle bevæggrunde som den politiske aktion og dens resultater. Da der efter revolutionens nederlag, efter 1848/49, indtraf et tidspunkt, da det blev mere og mere umuligt at indvirke på Tyskland fra udlandet, overlod vort parti emigrationskævlet - thi dette var den eneste mulige aktion, der var tilbage - til det vulgære demokrati. Mens dette ustandseligt var på færde, og den ene dag lå i indbyrdes slagsmål for den næste dag at blive gode venner igen og dagen efter påny at vaske alt sit skidentøj for alverdens øjne, mens det gik tigger-gang gennem hele Amerika for straks efter at lave ny skandale over fordelingen af de par dalere, man havde fået samlet sammen - var vort parti glad ved igen at få lidt ro til at studere. Det havde det store fortrin, at det som teoretisk grundlag havde en ny videnskabelig an­skuelse, hvis udarbejdelse gav det tilstrækkeligt at bestille; allerede af den grund kunne det aldrig synke så dybt som emigrationens »store mænd«.

Den første frugt af disse studier er den bog, der her foreligger.

II

I et værk som dette slår det ikke til at give en brudstykkevis kritik af enkelte kapitler af økonomien og en isoleret behandling af det ene eller det andet økonomiske stridsspørgsmål. Det er derimod fra første færd lagt an på en systematisk sammenfatning af hele den økonomiske videnskab, på en sammenhængende fremstilling af lovene for den bor­gerlige produktion og den borgerlige vareudveksling. Da økonomerne ikke er andet end fortolkere og forsvarere for disse love, er denne fremstilling samtidig en kritik af hele den økonomiske litteratur.

Siden Hegels død er der næppe blevet gjort et forsøg på at udvikle en videnskab i dens egen, indre sammenhæng. Den officielle hegelske skole havde af mesterens dialektik kun lært at manipulere med de allersimpleste kunstgreb, som den anvendte på alt og alle og tit nok med en latterlig ubehændighed. Hele Hegels arvegods indskrænker sig for dem til en ren skabelon, der bruges til at tilpasse alle emner efter, og som register over ord og vendinger, der ikke havde noget andet formål end at indfinde sig til rette tid, når der manglede tanker og posi­tive kundskaber. Således gik det til, at disse hegelianere, som en pro­fessor i Bonn sagde, ikke havde forstand på noget, men kunne skrive om alt. Det var ganske vist også derefter. Imidlertid var disse herrer alligevel trods deres selvtilfredshed så klare over deres svaghed, at de så vidt muligt holdt sig fra store opgaver; den gamle pedantvidenskab holdt stillingen takket være sin overlegenhed i positiv viden; og da Feuerbach først havde sagt farvel til det spekulative begreb, døde hegeleriet efterhånden bort, og det så ud, som om den gamle meta­fysiks rige med sine faste kategorier påny var opstået i videnskaben.

Dette havde sin naturlige årsag. Efter den periode, som helt var behersket af de hegelske diadoker [6] , der var havnet i de rene fraser, fulgte ganske naturligt en periode, i hvilken videnskabens positive indhold igen havde overvægten over den formelle side. Men Tyskland kastede sig også samtidig med en ganske overordentlig energi over naturvidenskaberne, svarende til den vældige borgerlige udvikling efter 1845; og samtidig med at disse videnskaber, i hvilke den spekulative retning aldrig havde fået noget synderligt at betyde, kom på mode, greb også den gamle metafysiske maner i tænkningen om sig igen og udartede til den værste plathed a la Wolff. Regel var død og borte, der udvik­lede sig en ny naturvidenskabelig materialisme, der teoretisk næsten slet ikke adskiller sig fra det 18. århundredes materialisme, og som hovedsagelig kun har det rigere naturvidenskabelige, navnlig kemiske og fysiologiske materiale forud for denne. Den bornerte filistertænke­måde fra tiden før Kant finder vi påny hos Biichner og Vogt lige til den værste plathed, og selv Moleschott, der sværger til Feuerbach, kommer hvert øjeblik noget så herligt i klemme mellem de allersimpleste kategorier. Den borgerlige hverdagsforstands stivbenede krikke stopper naturligvis forlegen op foran den grav, der skiller det væsentlige fra det tilsyneladende, årsagen fra virkningen; hvis man vil drive par­forcejagt på den abstrakte tænknings stærkt kuperede terræn, må man nu engang ikke ride på en gammel krikke.

Her var der altså et andet spørgsmål, der skulle løses, og som ikke har noget at gøre med den politiske økonomi i og for sig. Hvordan skulle videnskaben behandles? På den ene side havde man Hegels dialektik i hele den abstrakte, »spekulative« skikkelse, i hvilken Hegel havde efterladt den; på den anden side den ordinære, væsentlig wolff­ske metafysiske metode, der nu igen er kommet på mode, og efter hvilken også de borgerlige økonomer har skrevet deres usammenhængende, tykke bøger. Denne sidste metode var i den grad blevet teoretisk til­intetgjort af Kant og navnlig af Hegel, at kun træghed og mangel på en anden simpelmetode kunne gøre det muligt, at den vedblev at eksi­stere i praksis. På den anden side var Regels metode i sin foreliggende form absolut ubrugelig. Den var i sit væsen idealistisk, og det gjaldt her om at udvikle en verdensanskuelse, der var mere materialistisk end alle tidligere. Den gik ud fra den rene tænkning, og her skulle man gå ud fra de mest hårdnakkede kendsgerninger. En metode, der, efter hvad den selv indrømmer, »kom fra intet gennem intet til intet«, var i denne skikkelse slet ikke på sin plads her. Til trods for det var den blandt hele det foreliggende logiske materiale det eneste stykke, som man i det mindste kunne tage til udgangspunkt. Den var ikke blevet kritisk gennemarbejdet og ikke blevet overvundet; ingen af den store dialektikers modstandere havde kunnet skyde en bresje i den stolte bygning; den var gået i glemme, fordi den hegelske skole ikke vidste, hvad den skulle stille op med den. Frem for alt gjaldt det altså om at underkaste Hegels metode en gennemgribende kritik.

Hvad der udmærkede Hegels tænkemåde frem for alle andre filosoffers, var den enorme historiske sans, der lå til grund for den. Hvor abstrakt og idealistisk formen end var, så gik hans udvikling af tankerne alligevel altid parallelt med verdenshistoriens udvikling, der egentlig kun skal være en bekræftelse af den. Selvom også det rigtige forhold derved blev vendt om og stillet på hovedet, så kom der dog overalt et realt indhold ind i filosofien; så meget mere som Hegel adskilte sig fra sine elever ved, at han ikke som de betonede sin uviden­hed, men var en af alle tiders lærdeste mænd. Han var den første, der forsøgte at påvise en udvikling, en indre sammenhæng i historien, og hvor besynderligt end meget i hans Historiens Filosofi nu forekommer os, så er grundanskuelsens storslåede karakter beundringsværdig endnu i vore dage, hvad enten man sammenligner ham med hans forgængere eller endog med dem, der efter ham har tilladt sig almindelige betragt­ninger over historien. I Fænomenologien, Æstetikken, Filosofiens Hi­storie, overalt går denne storslåede opfattelse af historien igen og overalt behandles stoffet historisk, i en bestemt sammenhæng med historien, selvom den er abstrakt fordrejet.

Denne epokegørende opfattelse af historien var den direkte teoretiske forudsætning for den nye materialistiske anskuelse, og allerede herved fik man et tilknytningspunkt også for den logiske metode. Når denne glemte dialektik allerede fra den »rene tænkning«s standpunkt havde ført til sådanne resultater, og når den tilmed som i en leg havde gjort det af med hele den tidligere logik og metafysik, så måtte den i hvert fald indeholde mere end sofisteri og hårkløveri. Men kritikken af denne metode, som hele den officielle filosofi var veget tilbage for og stadig viger tilbage for, var ikke nogen ringe sag.

Marx var og er den eneste, der kunne påtage sig det arbejde at få den kærne i Hegels logik frem, som rummer Hegels virkelige opdagelser på dette område, og at fremstille den dialektiske metode, frigjort fra dens idealistiske skal, i den simple skikkelse, i hvilken den bliver den eneste rigtige form for tankeudviklingen. Udarbejdelsen af den metode, der ligger til grund for Marx' kritik af den politiske økonomi, anser vi for et resultat, der i betydning næppe står tilbage for den mate­rialistiske grundanskuelse.

Kritikken af økonomien kunne, selv efter den således vundne metode, anlægges på to forskellige måder: historisk eller logisk. Da udviklin­gen i historien ligesom i dens afspejlinger i litteraturen i det store og hele skrider frem fra de simpleste til de mere komplicerede forhold, så afgav udviklingen af den politiske økonomis litterære historie en naturlig ledetråd, der kunne danne udgangspunkt for kritikken, og i det store og hele ville de økonomiske kategorier herved fremtræde i samme rækkefølge som i den logiske udvikling. Denne form har tilsyneladen­de det fortrin at være mere klar, da man jo forfølger den virkelige udvikling, men faktisk ville den derved højt regnet kun blive mere popu­lær. Historien går ofte i spring og i siksak, og her måtte man så forfølge den overalt, hvorved man ikke alene ville blive nødt til at optage meget materiale af ringe vigtighed, men også ofte måtte afbryde tankegangen. Oven i købet ville man ikke kunne skrive økonomiens historie uden at skrive det borgerlige samfunds historie, og dermed ville arbej­det blive endeløst, da alle forarbejder savnes. Den logiske behandlingsmåde var altså den eneste rigtige. Men denne er i virkeligheden ikke andet end den historiske, kun uden den historiske form og de forstyrrende tilfældigheder. Det, denne historie begynder med, må tankegangen også begynde med, og dens videre udvikling vil ikke være andet end et spejlbillede af det historiske forløb i abstrakt og teoretisk kon­sekvent form; et korrigeret spejlbillede, men korrigeret efter love, som det virkelige historiske forløb selv frembyder, idet hvert moment kan betragtes på det punkt af udviklingen, da det har nået sin fulde mo­denhed, sin klassiske form.

Vi går ved denne metode ud fra det første og simpleste forhold, der foreligger historisk, faktisk; her går vi altså ud fra det første økono­miske forhold, vi forefinder. Dette forhold analyserer Deri, at det er et forhold, ligger allerede, at det har to sider, der forholder sig til hinanden. Hver af disse sider betragtes for sig. Deraf fremgår den måde, hvorpå de forholder sig til hinanden, deres vekselvirkning. Der vil frembyde sig modsigelser, der kræver en løsning. Men da vi her ikke betragter en abstrakt tankeproces, der alene finder sted i vore ho­veder, men en virkelig proces, der på en eller anden tid virkelig har fundet sted eller endnu finder sted, så har disse modsigelser også udviklet sig i praksis og har sandsynligvis fundet deres løsning. Vi vil studere den måde, de er løst på, og finde, at det er sket ved at frembringe et nyt forhold, hvis to indbyrdes modsatte sider vi nu må gå over til at udvikle osv.

Den politiske økonomi begynder med varen, med det øjeblik, da produkter bliver udvekslet mod hinanden - hvad enten det er enkelte personer eller primitive samfund, der gør det. Det produkt, der træder ind i udvekslingen, er en vare. Men det er kun en vare, fordi der til tingen, til produktet, knytter sig et forhold mellem to personer eller samfund, forholdet mellem producenten og forbrugeren, der her ikke mere er forenet i samme person. Her har vi straks et eksempel på en ejendommelig kendsgerning, der går gennem hele økonomien og har fremkaldt en slem forvirring i den borgerlige økonomis hoveder: økonomien handler ikke om ting, men om forhold mellem personer og i sidste instans mellem klasser; men disse forhold er altid bundet til ting og fremtræder som ting. Denne sammenhæng har en og anden økonom ganske vist i enkelte tilfælde haft en svag anelse om, men Marx er den første, der har påvist, at den gjaldt for hele økonomien, og han har derved gjort de vanskeligste spørgsmål så simple og klare, at nu endog de borgerlige økonomer vil kunne begribe dem.

Hvis vi nu betragter varen fra dens forskellige sider, altså varen når den har udviklet sig fuldstændigt - ikke når den først med besvær er ved at udvikle sig i den primitive byttehandel mellem to primitive samfund -, så fremtræder den for os under de to synspunkter: brugs-værdi og bytteværdi, og her kommer vi straks ind på den økonomiske diskussions område. Den der vil have et slående eksempel på, at den tyske dialektiske metode på sit nuværende udviklingstrin står mindst ligeså højt over den gamle, plat-ræsonnerende, metafysiske metode som jernbanerne over middelalderens transportmidler, han kan hos Adam Smith eller en anden officiel og berømt økonom læse, hvilke kvaler disse herrer har haft med bytteværdien og brugsværdien, hvor svært det bliver for dem at holde dem ordentligt ud fra hinanden og at opfatte hver af dem i sin ejendommelige specielle form, og bør så jævnføre med den klare og enkle redegørelse hos Mari:.

Efter at brugsværdi og bytteværdi nu er blevet udviklet, fremstilles varen som en umiddelbar enhed af begge, således som den træder ind i udvekslingsprocessen. Hvilke modsigelser der kommer frem her, kan man slå efter på side 20 og 21 [7] . Vi bemærker kun, at disse modsigelser ikke blot har teoretisk, abstrakt interesse, men at de samtidig afspejler de vanskeligheder, de umuligheder, der følger af det umiddelbare udvekslingsforholds - den simple byttehandels - natur, og som denne første rå form for udveksling nødvendigvis fører til. Løsningen af disse omuligheder finder man ved at overføre den egenskab: at repræsentere alle andre varers bytteværdi, til en speciel vare - pengene. Pengene, eller den simple cirkulation, udvikles nu i andet kapitel, nemlig 1. pengene som målestok for værdier, i hvilken forbindelse værdien målt i penge, prisen, bliver nærmere bestemt; 2. som cirkulationsmidler og 3. som enheden af begge bestemmelser, som virkelige penge, som repræsentanter for hele den materielle borgerlige rigdom. Så langt føres udviklingen frem i første hefte, idet pengenes overgang til kapital forbeholdes andet hefte.

Man ser, hvordan den logiske udvikling efter denne metode aldeles ikke er nødt til at holde sig til det rent abstrakte område, tværtimod, den trænger til historisk illustration, til vedvarende berøring med virkeligheden. Disse beviser er da også blevet indskudt i stor mangfoldighed, og der er både henvisninger til det virkelige historiske forløb på forskellige trin af samfundsudviklingen, og til den økonomiske litte­ratur, og i disse henvisninger følger man lige fra begyndelsen, hvorledes bestemmelserne af de økonomiske forhold klart bliver udarbej­det. Kritikken af de enkelte mere eller mindre ensidige eller forvirrede opfattelser er så i det væsentlige allerede givet i den logiske udvikling og kan siges med få ord.

I en tredje artikel vil vi komme ind på selve det økonomiske indhold af bogen [8] .


Noter

[1]: Den preussisk-tyske toldforening blev dannet den 1. januar 1834 af Preussen og en række andre medlemsstater i det Tyske Forbund. Østrig hørte ikke til toldforeningen. - Red.

[2]: Fastlandsspærringen — Napoleon I stræbte efter at spærre det europæiske fastland for import af engelske varer, spærringen blev indført ved dekret af 1806. Ved gennemførelsen af spærringen deltog Spanien, Neapel, Holland, se¬nere også Preussen, Danmark, Rusland, Østrig og andre lande. - Red.

[3]: Kameralistik — en samling administrative og privat - og folkeretslige videnskaber, som doceres ved borgerlige universiteter. - Red.

[4]: Se dette bind s. 354-58 — Red.

[5]: »Das Volk« - tysk blad, der udkom fra maj til august 1859 i London under medvirkning af Marx. - Red.

[6]: Diadoker - Alexander den Stores efterfølgere. Efter hans død førte bor¬gerkrigen mellem dem til det makedonske verdensriges forfald. Engels benævner her ironisk den hegelske skoles officielle repræsentanter ved de tyske universiteter med dette navn. - Red.

[7]: Sidetallene henviser til udgaven af 1859. - Red.

[8]: Den tredie artikel blev ikke trykt, og heller ikke manuskriptet er blevet fundet. - Red.


Karl Marx' »Til kritikken af den politiske økonomi«

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere