Tilbage
Kampen om Trotskij
Næste

Partikrisen 1923

Partikrisen af 1923 havde sit materielle grundlag i en økonomisk krise, under hvilken industrien ikke kunne finde afsætning for de producerede varer på grund af alt for høje priser. Arbejdernes kår forværredes. Der udbrød alvorlige strejkebevægelser og bondeuroligheder, og det kommunistiske parti havde hverken føling med eller indflydelse på disse strejker og uroligheder.

Hidtil var sligt ikke forekommet.

Inden for partirammerne viste sig urotegn. Fraktioner ("Arbejdersandhed", og "Arbejdergruppe") opstod, der stærkt kritiserende søgte at ændre partiforholdene, hidtil havde et stærkt bureaukrati holdt al kritik nede.

Disse forhold dannede udgangspunkt for "De 46's" brev til centralkomiteen for R. K. P. Heri gjorde man opmærksom på, at den nuværende kurs rummede farer både for folk og parti.

Socialøkonomer, deriblandt Smirnov, Pjatakov, Ossinskij og Preobraschensky, kritiserede den økonomiske politik og forlangte, at beslutningen fra 12. partikongres om udarbejdelse af en samlet økonomisk plan nu skete fyldest.

Brevskriverne, hvorimellem Trotskij var, forlangte desuden visse demokratiske sikkerhedsforanstaltninger indført i partiet. De væsentligste krav var: lettere adgang for arbejdere til at blive medlem af partiet. Grundig fornyelse af det gamle partiapparat, nyvalg til underinstanserne, diskussionsfrihed inden for partiet og valg gennemført til alle partiinstanser.

En heftig diskussion udspandt sig.

Men den gamle bolsjevikiske garde med Zinoviev, Stalin og Rykov i spidsen var alt for kloge til ikke at se, at "something var rotten", og centralkomiteen vedtog 5/12 1923 enstemmigt et forslag til demokratisering af partiforholdene. Det hedder i forordet hertil:

Arbejderdemokrati betyder alle medlemmers ret og pligt til frit at diskutere parti livets vigtigste spørgsmål. Desuden rummer det medlemmernes ret til at vælge alle førende funktionærer og udvalg.

Men – fortsættes der – arbejderdemokrati forudsætter ikke ret til fraktionsdannelser, der for et herskende parti vil være yderst farlige, da de vil true også regeringen og statsapparatet med spaltning. ... For at undgå partigrupperinger er det nødvendigt, at de førende partiorganer med forståelse hører på partimedlemmernes stemme og ikke betragter enhver kritik som fraktionsånd, hvorved velsindede disciplinerede kammerater tvinges til at træde i baggrunden eller danne fraktioner.

... Den 10. og 12 partikongres har truffet bestemmelser til indskrænkning af arbejderdemokratiet (forbud mod fraktionsdannelser, begrænset optagelse, en vis tids medlemskab før medlemmet kan vælges til visse partifunktioner, sekretær, gruppeleder, valgs bekræftelse af den nærmest højere instans).

Endskønt det endnu under den nye økonomiske politiks epoke er nødvendigt at beholde visse indskrænkninger, så er det tillige nødvendigt på grundlag af de sidste erfaringer at underkaste disse bestemmelser en revision, f.eks. kan det under ingen omstændigheder tillades, at bestemmelsen om bekræftelse af sekretær forvandles til en ret til at udnævne sekretærer.

I kampen mod den falske anvendelse af partiets retningslinier og til virkelig gennemførelse af et arbejderdemokrati, hvorved medlemsmassen sikres indflydelse på hele partipolitikken, må man i første linie gennemføre følgende forholdsregler:

I) Der bør nøje våges over, at valg af alle funktionærer med de ovenfor nævnte indskrænkninger gennemføres. Det kan ikke tillades, at personer udnævnes mod organisationens vilje.

II) Alle vigtige partipolitiske spørgsmål skal – for så vidt der ikke består undtagelsesforhold – forelægges particellerne, og det samlede parti til drøftelse. Nettet af diskussionsklubber må udvides. Det bør ikke forekomme, at man på urigtig vis påberåber sig "partidisciplin", når det gælder medlemmernes ret og pligt til at tage beslutning i det forekommende spørgsmål.

III) Det er nødvendigt at drage nye funktionærer fra arbejdernes kreds med i arbejdet.

IV) Med særlig opmærksomhed må man agte på, at hin kærne af partikammerater, der nærmest kommer i berøring med de bredere masser, tilegner sig den rigtige partilinie.

V) Det må i praksis gennemføres, at partiorganerne obligatorisk aflægger regnskab for medlemmernes brede masse i den organisation, de er valgt.

VI) Opdragelsen af medlemmerne, særlig af de unge, må fremmes uden enhver instansmæssig anmasselse.

VII) Bedre informationsforhold. Der må i central-, provins-, guvernements og distriktskomiteer foranstaltes fælleskonferencer i alle arbejdsgrene. Pressen må bedre udnyttes.

VIII) Til næste partikongres indbringes forslag om indkaldelse af halvårlige guvernements- og provinskongresser.

IX) Endelig opfordres alle particeller, distrikts-, rayon- og guvernementskonferencer til systematisk at forny partiapparatet nedefra og stille sådanne folk på de ansvarlige poster, som virkelig er i stand til at sikre det partimæssige demokrati.

Oppositionen fik således alle krav med hensyn til partidemokrati opfyldt, delvis også sine krav om statens økonomi og politik i hvert fald på papiret.

Diskussionen var rimeligvis nu ebbet ud, hvis ikke nogle underinstanser havde givet sig til at protestere mod CK's alt for store eftergivenhed og saboterede beslutningerne, hvad der igen gav Trotskij anledning til at skrive sit åbne brev til et møde af partiarbejdere i Moskva. Da dette brev ofte benyttes også herhjemme selv af folk, der ikke har læst det, mod Trotskij, vil jeg bringe det helt i oversættelse fra Inprekorr (Internationale Pressekorrespondenz).


Tilbage
Kampen om Trotskij
Næste

Marie Nielsen Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere