Tilbage
Kampen om Trotskij
Næste

Årsagerne til den økonomiske krise 1923

Til forklaring af den økonomiske krise er det nødvendigt ikke alene at oprulle spørgsmålet om den uvurderlige betydning, som forbindelsen mellem landbrugsøkonomien og den socialiserede industri har, man må også gøre sig klart, hvorfor denne forbindelse ikke er kommet i stand før, og hvorfor en forbindelse mellem den private hjemmeindustri og den private handelskapital i langt højere grad har fundet sted. De vigtigste grunde herfor er mangelen af en plan, der sammenfatter alle grene af statens økonomi, mangelen på sammenhæng og system i de ledende organers virksomhed, og i sammenhæng hermed mislydene og en fremherskende virksomhed af elementære kræfter i den samlede økonomis periferi.

Idet resolutionen (Partiets Centralledelses resolution til den indre og ydre økonomiske politik, imod hvilken "De Fire" opstillede deres her oversatte krav) dadler en "række af økonomiske organer" på grund af deres urigtige anvendelse af direktiverne fra 12. kongres, undlader den at agte på, at dadelen regner med en ledelse af disse organers virksomhed, som ikke er der. Dadelen bør derfor i første række rettes mod de højere instanser. –

Når man lader spørgsmålet, om der kan opstå kriser el ler depressioner under den nye økonomiske politik ude af betragtning, må man forstå, at den nuværende krise (1923) intet har til fælles med sådanne uundgåelige rystelser, som vi kender fra de kapitalistiske samfund.

De vigtigste grunde for den nuværende krise er følgende:
Det kaotiske ved opbygningen af vor industri.
En usammenhængende og falsk kreditpolitik. På grund af kreditpolitikken blev statsbankens midler i foråret og sommeren 1923 i sin helhed anvendt til operationer på usundt grundlag i industri og handel uden henlæggelser af reserver til efterårsperiodens kornrealiseringer.

Resolutionen (Partiledelsens) må omarbejdes, så den giver de virkelige grunde til krisen og peger på de begåede konkrete fejl. En fortielse af fejlene vil kun hindre en rettelse af dem.

I Partiledelsens resolution bliver spørgsmålet om forvaltningen af industrien, der er af kæmpemæssig betydning for vore nærmest liggende økonomiske opgaver, overhovedet ikke berørt. Det er nødvendigt at bringe spørgsmålet om en snæver forening af de nuværende faktiske autonome truster og det øverste økonomiske råd i forgrunden og udarbejde et konkret forslag til et sammenhængende system i statsøkonomien på grundlag af en omfattende økonomiplan. Det vil styrke vore statsvirksomheder i kampen mod privatkapitalen og gøre det muligt at oprette det rigtige forhold mellem statsvirksomhederne og landbruget.

Partiledelsens resolution giver på et af punkterne en fuldkommen urigtig anvisning, der består i, at ved kalkuleringen af priser skal der kun beregnes en "uundværlig minimalprofit". Et sådant princip står i modsætning til 12. kongres' beslutninger, og danner en overgang til den sædvanlige borgerlige "statsøkonomi" og borttager muligheden for at opbygge statsetaten på indkomsterne af industrien. Den rigtige anvisning kan kun formuleres følgende:

Opnåelse af den størst mulige profit ved en given gennemsnitspris og med en ubetinget stræben mod nedsættelse af priserne ved udvidelse og fuldkommengørelse af produktionen.

Partiledelsens resolution vurderer ikke de af privatkapitalen opnåede resultater rigtigt, særlig ikke handelskapitalens, der på dette tidspunkt har bemægtiget sig 14% af storhandelen, 50% af mellemhandelen og 80% af småhandelen, og som har ophobet store summer i varer og i stabil valuta. Det er nødvendigt at skænke virksomheden på handelens område en langt større opmærksomhed, end det tidligere er sket. I sammenligning hermed er det nødvendigt (se artiklen af Lenin over kooperationsvæsen) at stille de kooperative organisationer i spidsen for kampen mod den private handelskapital og hertil udarbejde en plan for en bedre kreditering af kooperationerne både med varer og penge.

En meget udbredt, men fuldstændig urigtig grundsætning, indeholder resolutionen i sin fordring om en aktiv handelsbalance. I grunden betyder denne fordring: jo mere man eksporterer, desto mindre skal man importere, og importen må kun bestå af produktionsmidler. Det overskud, man derved får, opsamles i et guldfond.

Herved er følgende at tage i betragtning:
a) Sovjetrusland kan ikke tillade sig den luksus at overgå fra papir- til metalpenge. Det må anvende sine midler til produktive formål.
b) Indførslen af de nødvendige industrielle råstoffer (bomuld) må udvides så meget som muligt.
c) En delvis indførsel af manglende almindelige forbrugsartikler kunne blive statens vigtigste og yderst resultatrige middel mod varespekulationen.
d) Indførsel af landbrugsnødvendighedsartikler er et vigtigt middel til at øge udførslen. Derfor bør man ikke tilstræbe den størst mulige overvægt af eksport over for importen, men tilstræbe en fast ligevægt.

På den anden side kan Sovjetruslands handelsbalance, for så vidt landet er i stand til at få lån i udlandet og anlægge en vid plan for indførsel af produktionsmidler og delvis også uden at hindre produktionsmidlernes udvikling – forbrugsartikler, meget godt være passiv, thi beregningsbalancen vil være aktiv.

I stedet for at forkynde den abstrakte løsning: aktiv handelsbalance, må man skride til en rationel udarbejdelse af en indførselsplan.

Mangelen af en strengt gennemtænkt kreditpolitik. Statsbankens faktiske autonomi (lad os tage et eksempel: indstillingen af kreditten til industrien i dette efterår uden om rigsplankommission og øverste økonomiråd) og forsøget på at erstatte en omfattende økonomiplan med en finanscentrals forholdsregler, og det slette resultat af disse "planmæssige" metoder, fordrer afgørende skridt i retning af at indføje kreditgivningen i den almindelige økonomiplan og en afgjort ændring i forholdet mellem statsbank og rigsplankommissionen.

Det centrale spørgsmål i proletarisk økonomisk politik på industriens område er den systematiske bedring af arbejderklassens forhold. De i denne retning vundne resultater er den bedste garanti for en god udvikling af industrien. Forholdsregler til højnelse af arbejdernes kår, som også til styrkelse af vore fagforeninger og til befrielse fra den lammende indflydelse af "partivindstillet", må udarbejdes grundigt og på et bredt grundlag.

Også forholdsregler mod arbejdsløsheden må sættes på dagsordenen. Det må slås fast, at skabelsen af planmæssighed i vor økonomiske opbygning og systematisering af vor statslige økonomi, idet den letter staten akkumulationen af produktionsmidler, i høj grad vil forringe arbeidsløsheden og højne proletariatets levestandard.

Vi hilser med glæde, at partiledelsens resolution betegner det som nødvendigt, at beslutningerne fra den 12. kongres over rigsplankommissionen og en planmæssig ledelse af vort økonomiske liv, bliver realiseret. På det naturlige spørgsmål, hvorfor dette ikke er sket, giver resolutionen kun et indirekte svar, der vækker de alvorligste bekymringer for fremtiden. Resolutionen forbinder muligheden af en planmæssig ledelse af økonomien med indførelsen af en stabil valuta, og forklarer hermed, at udskydelsen af realisationen af beslutningen på 12. kongres er sket, fordi en pengereform først måtte gennemføres. En sådan opstilling af spørgsmålet er farlig, thi uden en almindelig og uafbrudt harmoni mellem finanserne og de andre områder i stats- og folkeøkonomien er sikringen af en virkelig stabil pengeomsætning utænkelig. Det er urigtigt at antage, at forudsætningerne for en planmæssigt ledet økonomi, kan forberedes stykvis.

Netop en sådan indstilling fører fra tid til anden til skarpe sammenstød mellem de grundliggende faktorer i økonomien, og det er en af de vigtigste grunde til den nuværende krise.

På grund af den uhyre vigtighed af det stærkt komplicerede spørgsmål, som resolutionen (Partiledelsens) har bragt til diskussion i partiet, må det kræves, at pressen bringer en fuldgyldig omtale af alle punkter samt de vigtigste økonomiske spørgsmål. Der bør udgives særlige debatindlæg, osv. Diskussionen over den økonomiske opbygning blev indledt på en sådan måde, at den ikke rigtig kunne udfolde sig og ikke rigtig kunne udnyttes af partiets periferi og af particellerne. Ønsker vi en virkelig diskussion i partiet, så må denne mangel afhjælpes."

Hele diskussionen mod oppositionen førtes under de gamle partiformer. Nogen fornyelse af partiapparatet var endnu ikke gennemført, så det blev en forholdsvis let sag på møderne at gennemføre resolutioner mod oppositionen og for den "gamle garde", for "enhed i stat og parti" og imod de "småborgerlige tendenser", der var kommet til udtryk i kritikken af partiet og af statsøkonomien.

Ved de senere valg til den 13. kongres i Ruslands Kommunistiske Parti (RKP) blev oppositionen ikke valgt. De få, der var til stede, var indbudt som gæster og havde ikke stemmeret.

Før kongressen kunne afholdes døde Lenin, og under det vældige indtryk af det fælles tab, døde diskussionen bort.

Verdensreaktionen, der ved Lenins død og ved de opståede meningskampe i RKP havde vejret morgenluft, blev skuffet.

Bevidstheden om det store tab, revolutionen og kommunismen havde lidt ved Lenins død, tvang de tilbageblevne nærmere sammen. Partiet blev åbnet for tilgang af arbejdere, og 200.000 meldte sig i rækkerne. Trotskij skrev offentligt, at reaktionen glædede sig for tidligt, intet skulle blive i stand til at rokke ved partiets og dermed ved regeringens fasthed.


Tilbage
Kampen om Trotskij
Næste

Marie Nielsen Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere