| Tilbage |
For at forenkle fremstillingen forudsætter jeg overalt i dette skrift, al guld er den vare, der fungerer som penge.
Guldets første funktion består i at levere vareverdenen materialet til sit værdiudtryk, at fremstille vareværdierne som ensbenævnte størrelser, kvalitativt ens og kvantitativt sammenlignelige. Derved fungerer guldet som generelt værdimål, og først gennem denne funktion bliver guld den specifikke aækvivalentvare til penge.
Det er ikke pengene, der bevirker, at varerne er kommensurable. Omvendt. Fordi alle varer som værdier er menneskeligt arbejde i form af ting og dermed i og for sig kommensurable, kan de i fællesskab måle deres værdier med den samme specifikke vare og derigennem gøre denne til deres fælles værdimål, til penge. [1]
En vares værdiudtryk i guld – x vare A = y pengevare – er dens pengeform eller dens pris. En enkelt ligning, f.eks. 1 ton jern = 2 unser guld, er nu nok til at give et samfundsmæssigt gyldigt udtryk for jernets værdi. Ligningen behøver ikke længere at marchere op på rad og række med de øvrige varers værdiligninger, fordi ækvivalentvaren, guldet, allerede har karakter af penge. Varernes almene relative værdiform har derfor nu atter fået samme skikkelse som sin oprindelige, simple eller elementære relative værdiform. På den anden side bliver det udfoldede relative værdiudtryk eller den endeløse række af relative værdiudtryk til pengevarens specifikke relative værdiform. Men denne række er nu allerede samfundsmæssigt givet i varepriserne. Man skal blot læse linjerne i prislisten baglæns, så får man pengenes værdistørrelse udtrykt i alle mulige varer. Pengene har derimod ingen pris. Hvis pengene skulle deltage i de øvrige varers fælles relative værdiform, skulle de sættes i forhold til sig selv som deres eget ækvivalent.
Prisen eller varens pengeform er ligesom dens værdiform overhovedet en form, der er adskilt fra dens håndgribelige, reale legemsform, altså kun en ideal, dvs. forestillet form. Værdien af jern, lærred, hvede osv. eksisterer i disse ting selv, omend usynligt; den får udtryk ved, at de sættes lig med guld, et forhold til guld, der så at sige kun spøger i varernes hoveder. Varernes ihændehaver må derfor låne dem sin tunge, dvs. sætte sedler på dem for at meddele omverdenen deres priser. [2] Da vareværdiernes udtryk i guld er idealt, så er også tænkt guld, idealt guld, anvendeligt til denne operation. Enhver ihændehaver af varer ved, at han endnu langt fra har omsat sine varer til guld, når han har givet deres værdi prisform eller tænkt guldform, og at han ikke behøver så meget som et kvint guld for at ansætte millioner af vareværdier i guld. I deres funktion som værdimål tjener pengene derfor kun som tænkte eller ideale penge. Denne omstændighed har givet anledning til de vildeste teorier. [3] Skønt det kun er tænkte penge, der udøver funktionen som værdimål, afhænger prisen helt af det reale pengemateriale. Værdien, dvs. den mængde menneskeligt arbejde, der indeholdes f.eks. i 1 ton jern, bliver udtrykt i et tænkt kvantum af pengevaren, der indeholder lige så meget arbejde. Alt efter om det altså er guld, sølv eller kobber, der tjener som værdimål, får værdien af 1 ton jern helt forskellige prisudtryk, dvs. tænkes ansat i helt forskellige kvantiteter guld, sølv eller kobber.
Hvis derfor to forskellige varer, f.eks. guld eller sølv, samtidig tjener som værdimål, så besidder alle varer to forskellige prisudtryk, guldpriser og sølvpriser, der roligt løber side om side, sålænge værdiforholdet mellem sølv og guld er uforandret, f.eks. 1:15. Enhver ændring af dette værdiforhold forstyrrer imidlertid forholdet mellem varernes guldpriser og sølvpriser og beviser på den måde i praksis, at eksistensen af to forskellige værdimål modsiger værdimålets funktion. [4]
De prisbestemte varer præsenterer sig alle i formen: a vare A = x guld, b vare B = z guld, c vare C = y guld osv., hvor a, b, c repræsenterer bestemte mængder af varearterne A, B, C, og x, y, z bestemte mængder af guld. Vareværdierne er derfor forvandlet til tænkte guldkvanta af forskellig størrelse, trods den brogede mangfoldighed af varelegemer altså forvandlet til ensbenævnte størrelser, guldstørrelser. Som sådanne forskellige guldkvanta sammenligner og måler de sig indbyrdes, og der opstår en teknisk nødvendighed af at bedømme dem efter et fastsat guldkvantum som måleenhed for dem. Denne måleenhed selv bliver gennem yderligere inddeling i lige store dele udviklet videre som målestok. Før guld, sølv og kobber bliver til penge, besidder de allerede sådanne målestokke i deres metalvægte, således at f.eks. et pund tjener som måleenhed, og til den ene side deles det videre i anser osv., mens det til den anden sammenfattes til centner osv. [5] I alt metallisk pengeomløb bliver de allerede eksisterende vægtbenævnelser derfor også de oprindelige navne på pengemålestokken, prisernes målestok.
Som mål for værdierne og som målestok for priserne udfører pengene to helt forskellige funktioner. Mål for værdierne er de som den samfundsmæssige inkarnation af menneskeligt arbejde, målestok for priserne som en fastsat metalvægt. Som værdimål tjener de til at forvandle værdierne af vidt forskellige varer til priser, i tænkte guldkvanta; som målestok for priserne måler de disse guldkvanta. Gennem værdimålet måler varerne sig som værdier, prismålestokken måler derimod guldkvanta med et enkelt guldkvantum, ikke værdien af et guldkvantum med vægten af et andet. For at få en prismålestok skal en bestemt vægt guld fastsættes som måleenhed. Her som ved alle andre målbestemmelser af ensbenævnte størrelser bliver stabiliteten af målforholdene afgørende. Prismålestokken udfører derfor sin funktion desto bedre, jo mere uforanderligt et og samme kvantum guld tjener som måleenhed. Guld kan kun bruges som værdimål, fordi det selv er et arbejdsprodukt, altså potentielt er en foranderlig værdi. [6]
Det er først og fremmest klart, at en ændring af guldets værdi ikke på nogen måde går ud over dets funktion som målestok for priserne. Hvordan guld værdien end ændrer sig, vil forskellige guldkvanta altid stå i samme værdiforhold til hinanden. Hvis guldværdien faldt til 1/1000, ville 12 anser guld nu som før være 12 gange så meget værd som en unse guld. og i priserne drejer det sig kun om det forhold, forskellige guldkvanta har til hinanden.
Da på den anden side en unse guld aldeles ikke ændrer sin vægt, selv om dens værdi falder eller stiger, ændrer vægten af dens lige store dele sig lige så lidt, og på den måde udfører guldet som fast målestok for priserne bestandig den samme funktion, hvordan dets værdi end ændrer sig.
En ændring af guldets værdi hindrer heller ikke dets funktion som værdimål. Den rammer alle varer på samme tid, lader altså ceteris paribus (alt andet lige) deres indbyrdes relative værdier uændrede, skønt de nu alle udtrykkes i højere eller lavere guldpriser end før.
Ligesom når en vares værdi udtrykkes i en anden vares brugsværdi, forudsættes ved varernes ansættelse i guld kun, at fremstillingen af et bestemt kvantum guld på det givne tidspunkt koster et bestemt kvantum arbejde. Hvad vareprisernes bevægelser generelt angår, gælder de tidligere udviklede love for det simple relative værdiudtryk.
Varepriserne kan, når pengeværdien ikke ændres, i almindelighed kun stige, når vareværdierne stiger; når vareværdierne ikke ændrer sig, stiger de, hvis pengeværdien falder. Omvendt. Varepriserne kan, når pengeværdien ikke ændres, i almindelighed kun falde, når vareværdierne falder; når vareværdierne ikke ændrer sig, falder de, hvis pengeværdien stiger. Man kan altså ingenlunde slutte, at stigende pengeværdi medfører et tilsvarende fald i varepriserne og faldende pengeværdi en tilsvarende stigning i varepriserne. Dette gælder kun for varer af uforandret værdi. Varer, hvis værdi f.eks. stiger jævnt og samtidig med pengeværdien, beholder prisen uændret. Hvis deres værdi stiger langsommere eller hurtigere end pengeværdien, vil faldet eller stigningen i deres priser være bestemt gennem forskellen mellem bevægelsen i deres værdi og i pengenes osv.
Lad os nu vende tilbage til undersøgelsen af prisformen.
Metalvægtenes pengenavne falder efterhånden ikke længere sammen med deres oprindelige vægtnavne, af forskellige grunde, hvoraf de historisk afgørende er: 1. Indførelse af fremmed mønt hos mindre udviklede folk, sådan som f.eks. i det gamle Rom sølv- og guldmønter først cirkulerede som udenlandske varer. Navnene på disse fremmede mønter var forskellige fra de romerske vægtnavne. 2. Med den voksende rigdom trængte det ædlere metal det mindre ædle ud af funktionen som værdimål. Kobber blev trængt ud af sølv, sølv af guld, uanset at denne rækkefølge strider mod den poetiske kronologi. [13] Pund var nu f.eks. pengenavnet på et virkeligt pund sølv. Så snart guld fortrængte sølv som værdimål, knyttedes det samme navn måske til 1/15 osv. pund guld, alt efter værdiforholdet mellem guld og sølv. Pund som pengenavn og som almindeligt vægtnavn for guld er nu ikke det samme. [7] 3. Gennem århundreder forfalskede fyrsterne pengene, således at der af mønternes oprindelige vægt faktisk kun blev navnet tilbage. [8]
Disse historiske processer gør adskillelsen af metalvægtenes pengenavne fra deres sædvanlige vægtnavne til vane i befolkningen. Da pengemålestokken på den ene side er rent konventionel og på den anden side skal være alment gyldig, bliver den til sidst fastsat ved lov. En bestemt vægtdel af det ædle metal, f.eks. en unse guld, bliver officielt opdelt i visse dele, som får lovfæstede døbenavne, f.eks. pund, daler osv. En sådan fastsat del, der så gælder som pengenes egentlige måleenhed, bliver atter opdelt i andre bestemte dele med lovfæstede døbenavne, f.eks. shilling, penny osv. [9] Det er stadig bestemte metalvægte der er målestokken for metalpengene. Det, der har ændret sig, er inddelingen og navngivningen.
Priserne, eller de guldkvanta, som varernes værdier idealt forvandles til, bliver nu altså udtrykt i pengenavne eller i lovfæstede regnenavne for guldmålestokken. I stedet for altså at sige, at en tønde hvede er lig en unse guld, ville man i England sige, at den er lig 3 pd. 17 sh. 10½ d. Varerne fortæller altså hinanden gennem pengenavnene, hvad de er værd, og pengene fungerer som regnepenge, når det drejer sig om at fastslå en ting som værdi og derfor angive den i pengeform. [10]
En tings navn er noget ganske udvortes i forhold til dens natur. Jeg ved ikke noget om et menneske, når jeg ved, at det hedder Jacobus. I pengenavnene pund, daler, franc, dukat osv. forsvinder ligeledes ethvert spor af værdiforholdet. Roderiet omkring disse kabbalistiske tegns hemmelige betydning er så meget større, som pengenavnene både udtrykker varernes værdi og bestemte dele af en metalvægt, af pengemålestokken. [11] På den anden siden er det nødvendigt, at værdien til forskel fra vareverdenens mangfoldighed af legemer, videreudvikler sig til denne begrebsligt uartikulerede og tingslige, men også enkle og samfundsmæssige form. [12]
Prisen er pengenavnet på det arbejde, der er nedlagt i varen. Ækvivalensen af varen og den pengesum, hvis navn er dens pris, er derfor en tautologi [sammesigen], ligesom en vares relative værdiudtryk overhovedet altid er udtryk for to varers ækvivalens. Men selv om prisen angiver varens værdistørrelse og dermed dennes udvekslingsforhold med penge, så følger omvendt ikke deraf, at angivelsen af varens udvekslingsforhold med penge nødvendigvis angiver dens værdistørrelse. Lad os sige, at samfundsmæssigt nødvendigt arbejde af samme størrelse giver sig udtryk i 1 tønde hvede og i 2 pund sterling (ca. 1/2 unse guld). De 2 pund sterling er pengeudtrykket for værdistørrelsen af en tønde hvede, eller dens pris. Hvis omstændighederne tillader at notere den til 3 pund sterling eller gør det nødvendigt at notere den til 1 pund sterling, så er 1 pund sterling og 3 pund sterling for lidt eller for meget som udtryk for hvedens værdistørrelse, men de er alligevel dens priser, for dels er de dens værdiform, penge, dels er de angivelser af dens udvekslingsforhold med penge. Hvis produktionsbetingelserne eller arbejdets produktivitet ikke ændres, skal der bruges lige så megen samfundsmæssig arbejdstid nu som før til at avle en tønde hvede. Denne omstændighed afhænger hverken af hvedeavlernes eller af de øvrige varebesidderes vilje. Varens værdistørrelse udtrykker altså et nødvendigt forhold, som varen har til den samfundsmæssige arbejdstid, og som ligger i dens produktionsproces. Når værdistørrelsen forvandles til pris, træder dette nødvendige forhold frem som en vares udvekslingsforhold med pengevaren, som eksisterer uden for den. Men i dette forhold kan såvel varens værdistørrelse få udtryk som det større beløb eller det mindre beløb, den under givne omstændigheder afhændes til. Muligheden for, at pris og værdistørrelse ikke kvantitativt falder sammen, at prisen afviger fra værdistørrelsen, ligger altså i prisformen selv. Dette er ikke nogen mangel ved denne form, men gør den omvendt til en passende form for en produktions-måde, hvor en regel kun sætter sig igennem som regelløshedens blindt virkende gennemsnitslov.
Prisformen gør det imidlertid ikke blot muligt, at værdistørrelsen og prisen, dvs. værdistørrelsen og dens eget pengeudtryk, ikke kvantitativt falder sammen, men kan rumme en kvalitativ modsigelse, således at prisen overhovedet ophører med at være værdiudtryk, skønt penge kun er varernes værdiform. Ting, der i og for sig ikke er varer, f.eks. samvittighed, ære osv., kan være til fals for penge og således gennem deres pris få vareform. En ting kan altså formelt have en pris uden at have en værdi. Prisudtrykket bliver her imaginært, ligesom visse størrelser i matematikken. På den anden side kan også den imaginære prisform, f.eks. prisen på udyrket jord, der ingen værdi har, fordi intet menneskeligt arbejde er nedlagt i den, rumme et virkeligt værdiforhold eller en fra dette afledet relation.
Ligesom den relative værdiform overhovedet, udtrykker prisen en vares, f.eks. et ton jerns værdi ved, at et bestemt kvantum ækvivalent, f.eks. en unse guld, umiddelbart kan udveksles med jern, men på ingen måde omvendt, at jern på sin side umiddelbart kan udveksles med guld. For i praksis at kunne fungere som bytteværdi må varen aflægge sin naturlige krop og forvandle sig fra kun tænkt guld til virkeligt guld, skønt denne væsensforvandling kan blive drøjere for den, end det er for det hegelske »begreb« at gå over fra nødvendigheden til friheden eller for en hummer at sprænge sin skal eller for kirkefaderen Hieronymus at aflægge den gamle Adam. Ved siden af sin reale skikkelse, jern f.eks., kan varen i prisen besidde en ideal værdiskikkelse eller tænkt guldskikkelse, men den kan ikke samtidigt være både virkeligt jern og virkeligt guld. For at give den en pris er det nok at sætte tænkt guld lig med den. Den skal erstattes med guld, hvis den for sin besidder skal fungere som alment ækvivalent. Hvis besidderen af jern f.eks. henvendte sig til besidderen af en luksusvare og ville have denne til at anerkende jernprisen som pengeform, så ville luksusmanden svare, ligesom Sankt Peter i himmelen svarede Dante, da denne havde læst trosbekendelsen op for ham:
»Assai bene e trascorsa
D'esta moneta giå la lega e'l peso,
Ma d.mmi se tu 1'hai nella tua borsa«.
[»Prøvet er på rette vis
denne mønt, hvad angår vægt og kerne;
men har du den i pungen? sig mig dette!«]
Prisformen indbefatter varernes afhændelighed mod penge og nødvendigheden af denne afhændelse. På den anden side fungerer guld kun som idealt værdimål, fordi det allerede optræder i udvekslingsprocessen som pengevare. I værdiernes ideale mål lurer derfor den klingende mønt.
a) Varenes forvandling
Man så, at varernes udvekslingsproces indeholder modsigende relationer, der gensidigt udelukker hinanden. Udviklingen af varen ophæver ikke disse modsigelser, men skaber den form, hvori de kan bevæge sig. Dette er overhovedet den metode, hvorigennem virkelige modsigelser finder deres løsning. Det er f.eks. en modsigelse, at et legeme bestandig falder ind mod et andet og lige så bestandig flygter væk fra det. Ellipsen er en af de bevægelsesformer. hvori denne modsigelse både realiseres og løses.
For så vidt som udvekslingsprocessen overfører varer fra den hånd. hvor de er ikke-brugsværdier til den hånd, hvor de er brugsværdier, er den et samfundsmæssigt stofskifte. Produktet af en nyttig arbejdsmåde erstatter produktet af en anden. Når varen først er nået til det sted, hvor den tjener som brugsværdi, indgår varen i forbrugssfæren og forlader vareudvekslingssfæren. Det er udelukkende den sidste, der interesserer os her. Vi skal altså betragte hele processen fra formens side, altså kun betragte varernes formskifte eller forvandling, som formidler det samfundsmæssige stofskifte.
Den helt igennem mangelfulde opfattelse af dette formskifte skyldes. bortset fra uklarhed omkring selve værdibegrebet, at ethvert formskifte af en vare foregår, når to varer udveksles: en almindelig vare og pengevaren. Hvis man bliver stående ved dette stoflige moment alene, udvekslingen af en vare med guld, så overser man netop, hvad man skulle se, nemlig det der foregår med formen. Man overser, at guld som vare slet og ret ikke er penge, og at de andre varer selv gennem deres priser forholder sig til guld som deres egen pengeform.
Varerne går ind i udvekslingsprocessen uden guldham, uden maske i bar figur. Udvekslingsprocessen bevirker en tvedeling af varerne i vare og penge, en ydre modsætning, hvori de tilkendegiver deres iboende modsætning af brugsværdi og værdi. Inden for denne modsætning stiller varerne sig som brugsværdier over for penge som bytteværdi. På den anden side er begge sider af modsætningen varer, altså enheder af brugsværdi og værdi. Men på hver af de to poler præsenterer denne enhed af forskelle sig på omvendt måde og viser derved samtidig polernes indbyrdes forhold. Varen er realt brugsværdi, dens karakter af værdi træder blot idealt frem i prisen, som sætter den i forhold til det overfor stående guld, dens reale værdiskikkelse. Omvendt gælder guldmaterialet kun som værdistof, som penge. Det er derfor realt bytteværdi. Dets brugsværdi viser sig nu kun idealt i den række af relative værdiudtryk, hvori det forholder sig til de overfor stående varer, som udgør dets reale brugsskikkelser. Disse modsatte former af varerne er de virkelige former, i hvilke varene bevæger sig i udvekslingsprocessen.
Lad os nu følge en eller anden varebesidder, vor gamle bekendt lærredvæveren f.eks. til skuepladsen for udvekslingsprocessen, varemarkedet. Hans vare, 20 alen lærred, er prisbestemt. Dets pris er 2 pund sterling. Han udveksler det mod 2 pund sterling. Som en mand af den gamle skole udveksler han atter de 2 pund sterling mod en familiebibel til samme pris. Lærredet, der for ham kun er en vare, bærer af værdi, bliver afhændet mod guld, dets værdiform og fra denne form bliver det på ny forvandlet til en anden vare, bibelen, der imidlertid som brugsgenstand vandrer ind i væverhuset og der skal tilfredsstille opbyggelsesbehov. Varens udvekslingsproces foregår altså i to modsatte og hinanden kompletterende metamorfoser – forvandling af varen til penge og disses forvandling tilbage til vare. Momenterne i varemetamorfosen er samtidig varebesidderens transaktioner – salg eller udveksling af varen med penge; køb eller udveksling af pengene med vare, og enheden af begge akter: sælge for at købe.
Når nu lærredvæveren betragter slutresultatet af liandelen, så besidder han en bibel i stedet for lærred, i stedet for sin oprindelige vare en anden af samme værdi, men af forskellig nytte. På samme måde tilegner han sig sine øvrige livsfornødenheder og produktionsmidler. Fra hans standpunkt formidler hele processen kun udvekslingen af hans arbejdsprodukt med et fremmed arbejdsprodukt, en produktudveksling.
Varens udvekslingsproces foregår altså gennem følgende formskifte:
Vare - Penge - Vare.
V - P - V.
Efter sit stoflige indhold er bevægelsen V - V, udveksling af vare med vare, stofskifte af samfundsmæssigt arbejde, hvor processen selv ikke mere ses i resultatet.
V - P. Varens første metamorfose, salget. Vareværdiens spring fra varekroppen over i guldkroppen er, som jeg andetsteds har kaldt det, varens saltomortale. Hvis springet mislykkes, går det ganske vist ikke ud over varen, men nok over vareejeren. Den samfundsmæssige arbejdsdeling gør hans arbejde lige så ensidigt som hans behov er mangesidige Netop derfor tjener hans produkt kun som bytteværdi for ham. Almen samfundsmæssigt gyldig ækvivalentform får det imidlertid kun i penge, og pengene ligger i en andens lomme. For at få pengene frem skal varen først og fremmest være brugsværdi for pengenes besidder; det arbejde, der er nedlagt i den, skal altså være nedlagt i samfundsmæssigt nyttig form, dvs. hævde sig som led i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Men arbejdsdelingen er en spontant opstået produktionsorganisme, hvis tråde blev vævet bag ryggen af vareproducenterne og stadig væves videre. Måske er varen produkt af en ny arbejdsmåde, der foregiver at tilfredsstille et nyt opdukkende behov eller på egen hånd vil fremkalde et behov, som ikke var der før. En bestemt arbejdsoperation, som i går endnu var en enkelt funktion blandt mange andre funktioner hos en og samme vareproducent, river sig måske i dag løs fra denne sammenhæng, gør sig selvstændig og sender netop derfor sit delprodukt ud på markedet som selvstændig vare. Omstændighederne kan være modne eller umodne for denne adskillelsesproces. Produktet tilfredsstiller i dag et samfundsmæssigt behov. I morgen vil det måske helt eller delvis blive fortrængt fra sin plads af en lignende produktsart. Selv om arbejdet, f.eks. vor lærredvævers, er et anerkendt led i den samfundsmæssige arbejdsdeling, så er brugsværdien af netop hans 20 alen lærred ikke dermed på nogen måde garanteret. Hvis det samfundsmæssige behov for lærred, og det har sin grænse ligesom alt andet, allerede er blevet mættet af konkurrerende lærredvævere, bliver vor vens produkt overskydende, overflødigt og dermed nytteløst. Man skuer ikke given hest i munden, men vor ven går ikke på markedet for at give gaver. Lad os dog forudsætte, at hans produkts brugsværdi hævder sig, og at pengene derfor tiltrækkes af varen. Så er spørgsmålet: hvor mange penge? Svaret er ganske vist allerede foregrebet i varens pris, som angiver dens værdi-størrelse. Vi ser bort fra mulige rent subjektive regnefejl fra varebesidderens side, de bliver straks objektivt korrigeret på markedet. Han skal kun have anvendt den gennemsnitlige, samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid på sit produkt. Varens pris er altså kun pengenavnet på det kvantum samfundsmæssigt arbejde, han har nedlagt i den. Men uden tilladelse og bag ryggen af vor lærredvæver gerådede de gamle indgroede produktionsbetingelser for lærredvæveriet i gæring. Det, der i går uomstridt var den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til fremstilling af en alen lærred, ophører i dag at være det, hvad pengenes besidder ivrigt demonstrerer ved at anføre de priser, vor vens forskellige konkurrenter tager. Til ulykke for ham findes der mange vævere i verden. Lad os endelig forudsætte, at ethvert stykke lærred på markedet kun indeholder samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid. Alligevel kan den samlede mængde af disse stykker indeholde overflødigt forbrugt arbejdstid. Hvis markedsmaven ikke formår at fordøje den samlede mængde lærred til en normalpris af 2 sh. pr. alen, så beviser det, at en for stor del af den samfundsmæssige totalarbejdstid er blevet brugt på lærredvæveri. Virkningen er den samme, som hvis hver enkelt lærredvæver havde brugt mere end den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid på sit produkt. Her gælder det, at fanges man sammen, så hænges man sammen. Alt lærred på markedet gælder kun som en handelsartikel, hvert stykke kun som en tilsvarende del deraf. Og faktisk er værdien af hver individuel alen lærred jo også kun materiaturen [stofligheden] af samme samfundsmæssigt bestemte kvantum ensartet menneskeligt arbejde.
Man ser, at varen elsker penge, men »the course of true love never does run smooth« [»sand kærlighed får aldrig noget glat forløb«]. Lige så naturgroet tilfældig som den samfundsmæssige produktionsorganismes kvalitative struktur er, lige så naturgroet tilfældig er dens kvantitative struktur, der præsenterer sine adskilte lemmer i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Vore varebesiddere opdager derfor, at den samme arbejdsdeling, der gør dem til uafhængige privatproducenter, også gør den samfundsmæssige produktionsproces og deres relationer i denne proces uafhængige af dem selv, at personernes uafhængighed af hinanden kompletteres med et system, hvor alle er afhængige at tingene.
Arbejdsdelingen forvandler arbejdsproduktet til vare og gør derved dets forvandling til penge nødvendig. Den gør det samtidig til en tilfældighed, om denne væsensforvandling lykkes. Her skal fænomenet imidlertid betragtes i sin renhed, dets normale forløb altså forudsættes. For øvrigt, når forvandlingen overhovedet finder sted, når varen altså ikke er usælgelig, finder der bestandig et formskifte af den sted, uanset at der under normale omstændigheder kan blive tabt eller vundet substans, værdi-størrelse, ved dette formskifte.
Den ene varebesidder får guld i stedet for sin vare, den anden vare for sit guld. Det håndgribelige er, at vare og guld, 20 alen lærred og 2 pund sterling skifter hænder, skifter plads, dvs. udveksles. Men hvad er det, varen udveksles med? Med sin egen almene værdiskikkelse. Og hvad er det, guld udveksles med? Med en særlig form for sin brugsværdi. Hvorfor optræder guld som penge over for lærredet? Fordi dettes pris, 2 pund sterling, dvs. dets pengenavn, allerede har sat det i forhold til guld som penge. Den oprindelige vareform afkastes ved, at varen afhændes, dvs. i det øjeblik, da dens brugsværdi virkelig tiltrækker det guld, som prisen kun forestiller. At realisere prisen eller varens rent ideale værdiform, er derfor samtidig omvendt at realisere pengenes rent ideale brugsværdi; at forvandle vare til penge er samtidig at forvandle penge til vare. Denne enkelte proces er en tosidet proces, fra varebesidderens pol er den salg, fra pengebesidderens modpol køb. Eller salg er køb, V - P samtidig P - V.
Vi har hidtil ikke beskæftiget os med noget andet økonomisk forhold mellem mennesker end forholdet mellem varebesiddere. Et forhold, hvori de kun tilegner sig et fremmed arbejdsprodukt ved at afhænde et, de selv har. En varebesidder kan derfor kun få en anden som modpart, når denne er pengebesidder, enten fordi hans arbejdsprodukt af natur besidder pengeform, altsa er pengemateriale, guld osv., eller fordi hans egen vare allerede har skiftet ham og aflagt sin oprindelige brugsform. For at fungere som penge må guldet naturligvis på et eller andet punkt træde ind på varemarkedet. Dette punkt ligger på guldets produktionssted, hvor det som umiddelbart arbejdsprodukt udveksles med andre arbejdsprodukter af samme værdi. Men fra dette øjeblik repræsenterer det bestandig realiserede varepriser. Bortset fra udvekslingen af guld mod varer på guldets produktionssted er guldet i enhver varebesidders hånd hans afhændede vare i omsat skikkelse, et produkt af salget, af den første varemetamorfose V - P. Guldet blev ideale penge eller værdimål, fordi alle varer målte deres værdi i det og derved gjorde det til den tænkte modpart til deres brugsskikkelse, altså gjorde det til deres værdiskikkelse. Guldet bliver reale penge, fordi varerne gennem deres alsidige omsætning virkelig byttes med guld. I guldet har varerne aflagt deres brugsskikkelse og forvandlet sig til guld, som derfor bliver deres virkelige værdiskikkelse. I sin værdiskikkelse aflægger varen ethvert spor af sin oprindelige brugsværdi og af det særlige nyttige arbejde, som den skylder sin tilblivelse, for at forpuppe sig i den forskelsløse samfundsmæssige materiatur af forskelsløst menneskeligt arbejde. Man ser derfor ikke på pengene, hvilken slags vare der forvandlede sig til dem. Den ene ser i sin pengeform akkurat ud som den anden. Penge kan derfor være noget møg, skønt møg ikke er penge. Vi vil antage, at de to guldmønter, som vor lærredvæver fik for sin vare, er den forvandlede skikkelse af en tønde hvede. Salget af lærredet V - P, er samtidig købet af det, P - V. Men som salg af lærred sætter denne proces en bevægelse i gang, der ender med sit modstykke, med købet af bibelen; som køb af lærred afslutter det en bevægelse, der begyndte med sit modstykke, med salget af hveden. V - P (lærred - penge), denne første fase af V - P - V (lærred
penge - bibel), er samtidig P - V (penge - lærred), den sidste fase af en anden bevægelse V - P - V (hvede – penge - lærred). Den første metamorfose af en vare, dens forvandling fra vareform til penge, er altid samtidig den anden modsatte metamorfose af en anden vare, dens forvandling tilbage fra pengeform til vare.
P - V. Anden metamorfose af varen, slutmetamorfosen: Køb. - Da penge er alle andre varer i forvandlet form eller produktet af deres almindelige afhændelse, er penge den absolut afhændelige vare. Den læser alle priser baglæns og spejler sig således i alle varekroppe, som er det lydige materiale, der atter gør pengene til varer. Samtidig viser priserne, de forelskede blikke, varerne sender pengene, hvad der er grænsen for deres forhandlingsevne, nemlig deres egen mængde. Da varen forsvinder under sin forvandling til penge, kan man ikke se på pengene, hvordan de er kommet deres besidder i hænde eller hvad der er forvandlet til dem. Non olet (penge lugter ikke), hvad oprindelsen end er. Når penge på den ene side repræsenterer solgte varer, repræsenterer de på den anden side varer, som kan købes.
P - V, købet, er samtidig salg, V - P; den sidste metamorfose af en vare er derfor samtidig den første metamorfose af en anden vare. For vor lærredvæver slutter hans vares livsløb med bibelen, hvortil han på ny har omsat de 2 pund sterling. Men bibelsælgeren omsætter de 2 pund sterling, lærredvæveren gav ud, i brændevin. P - V, slutfasen i V - P - V (lærred - penge - bibel), er samtidig V - P, den første fase i V - P - V (bibel - penge - brændevin). Da vareproducenten kun leverer et enkelt produkt, sælger han det ofte i større mængder, mens hans mangesidede behov tvinger ham til bestandig at splitte den realiserede pris eller den indkasserede pengesum op i talrige køb. Et salg munder derfor ud i mange køb af forskellige varer. En vares slutmetamorfose udgør således en sum af andre varers første metamorfose.
Betragter vi nu en vares, f.eks. lærreds samlede metamorfose, ser vi først, at den består af to modsatte bevægelser, som kompletterer hinanden, V - P og P - V. Disse to modsatte forvandlinger al varen foregår i to modsatte samfundsmæssige processer fra varebesidderens side og afspejler sig i to modsatte roller, som han spiller. Som repræsentant for salget bliver han sælger, som repræsentant for købet køber. Men ligesom begge en vares former, vareformen og pengeformen, eksisterer samtidigt i enhver forvandling af varen, blot på hver sin pol, sådan står den samme varebesidder som sælger over for en anden køber og som køber over for en anden sælger. Ligesom den samme vare successivt gennemløber de to modsatte forvandlinger, ligesom varen bliver til penge og pengene til vare, sådan skifter den samme varebesidder mellem rollen som sælger og rollen som køber. Delte er altså ikke faste roller; de skifter bestandig mellem personerne inden for vareomsætningen.
En vares samlede metamorfose forudsætter i sin simpleste form fire yderpunkter og tre personae dramatis (handlende personer). Først optræder pengene over for varen som dennes værdiform, der i en andens lomme har en tingslig, hård realitet. Således optræder en besidder af penge over for en besidder af varer. Så snart varen nu er blevet forvandlet til penge, bliver disse til dens forbigående ækvivalentfonn, hvis brugsværdi eller indhold eksisterer i andre varelegemer. Som slutpunkt for den første forvandling af varen er pengene samtidig udgangspunkt for den næste. Således bliver sælgeren fra første akt køber i anden akt, hvor en tredje besidder af varer står over for ham som sælger.
Varemetamorfosens to modsatte bevægelsesfaser danner et enkelt kredsløb: vareform, aflæggelse af vareformen, tilbagevenden til vareformen. Ganske vist skal varen her ses fra modsatte synspunkter. Som udgangspunkt er den ikke-brugsværdi, som slutpunkt brugsværdi for sin besidder. Derved optræder pengene først som den faste værdikrystal, som varen forvandles til, for bagefter at opløses i den blotte ækvivalentform, bestemt til at blive erstattet af brugsværdi.
De to metamorfoser, som udgør en vares kredsløb, danner tillige modsatte delmetamorfoser af to andre varer. Den samme vare (lærred) indleder rækken af sine egne metamorfoser og afslutter en anden vares (hvedes) samlede metamorfose. Under sin første forvandling, salget, spiller den disse to roller i egen person. I sin pengeskikkelse derimod, hvori den selv går al kødets gang, slutter den tillige en tredje vares første metamorfose. Det kredsløb, som enhver vares række af metamorfoser beskriver, er altså uløseligt sammenslynget med andre varers kredsløb. Den samlede proces udgør varecirkulationen eller vareomsætningen.
Vareomsætningen er ikke blot formelt, men væsentligt forskellig fra den umiddelbare produktudveksling. Man behøver kun at kaste et blik tilbage på forløbet. Lærredvæveren har faktisk udvekslet lærredet med en bibel, sin egen vare mod en fremmed. Men dette fænomen er kun sandt for ham. Bibelsælgeren, der foretrækker det varme for det kølige, tænkte ikke på at bytte sig lærred til for bibelen, ligesom lærredvæveren ikke aner, at hvede er blevet ombyttet med hans lærred, osv. B's vare afløser A's vare, men A og B bytter ikke indbyrdes deres varer. Det kan faktisk forekomme, at A og B gensidigt køber af hinanden, men et sådant specielt forhold er ingenlunde betinget af de generelle betingelser for vareomsætningen. På den ene side ser man her, hvordan vareudvekslingen gennembryder de individuelle og lokale skranker for den umiddelbare produktudveksling og udvikler det menneskelige arbejdes stofskifte. På den anden side udvikler der sig en hel kreds af sociale sammenhænge, der har spontan karakter og ikke beherskes af de handlende personer. Væveren kan kun sælge lærred, fordi bonden sælger hvede, fyldebøtten kun sin bibel, fordi væveren sælger lærred, brændevinsbrænderen kun ildvand, fordi den anden allerede har solgt det evige livs vand osv.
Omsætningsprocessen holder derfor heller ikke op, sådan som den umiddelbare produktudveksling gør, når brugsværdierne har skiftet plads eller hænder. Pengene forsvinder ikke, fordi de sluttelig falder ud af en vares metamorfoserække. De slår atter og atter ned på et sted, hvor en vare har forladt omsætningen. Et eksempel: i lærredets samlede metamorfose: lærred – penge – bibel falder først lærredet ud af omsætningen, penge træder ind i dets sted, så falder bibelen ud af omsætningen, penge træder ind i dens sted. Når en vare afløser en anden, bliver pengevaren altid hængende ved en tredje hånd. Omsætningen sveder bestandig penge ud af porerne.
Intet kan være mere barnagtigt end det dogme, at vareomsætningen skulle betinge en nødvendig ligevægt mellem salg og køb, fordi hvert salg er køb og omvendt, Hvis man dermed mener, at antallet af virkeligt fuldbyrdede salg er lig det samme antal køb, er det en plat gentagelse. Men det skal bevise, at sælgeren selv tager køberen med til marked. Salg og køb er en identisk akt, når de foregår mellem to polært modsatte personer, varebesidderen og pengebesidderen. Salg og køb udgør to polært modsatte akter, når de foretages af en og samme person. Identiteten af salg og køb medfører derfor, at varen bliver nytteløs, hvis den, efter at være kastet ind i omsætningens alkymistiske ovn, ikke kommer ud som penge, ikke sælges af varebesidderen, altså ikke købes af pengebesidderen. Denne identitet medfører videre, at udvekslingen, hvis den lykkes, udgør en hvilefase, et kortere eller længere interval i varens liv. Da varens første metamorfose samtidig er salg og køb, er denne delproces tillige en selvstændig proces. Køberen står med varen, sælgeren står med pengene, dvs. en vare, der bevarer omsætningsdygtig form, uanset om den atter viser sig på markedet lidt tidligere eller lidt senere. Ingen kan sælge, uden at en anden køber. Men ingen behøver straks at købe, fordi han selv har solgt. Omsætningen sprænger de tidsmæssige, lokale og individuelle skranker for produktudvekslingen, netop fordi den spalter den hidtidige umiddelbare identitet mellem afhændelsen af ens eget og modtagelsen af et fremmed arbejdsprodukt op i modsætningen mellem salg og køb. At sige at disse to uafhængige og indbyrdes modsatte akter udgør en indre enhed, er det samme som at sige, at deres indre enhed udtrykker sig i ydre modsætninger. Hvis de to processer, salg og køb, der egentlig er uselvstændige, fordi de kompletterer hinanden, holdes adskilte og selvstændige, vil deres enhed på et vist punkt gøre sig gældende med voldsomhed gennem en – krise. Den modsætning, der ligger i varen, mellem brugsværdi og værdi, mellem privatarbejde, der samtidig skal fremtræde som umiddelbart samfundsmæssigt arbejde, mellem særskilt, konkret arbejde, der samtidig kun skal gælde for abstrakt, alment arbejde, mellem personificering af ting og tingsliggørelse af personer – denne modsigelse i varen selv får sine udviklede bevægelsesformer i modsætningerne i varemetamorfosen. Disse former indeholder derfor muligheden, men også kun muligheden for kriser. Denne muligheds udvikling til virkelighed kræver en hel kollektion af relationer, som slet ikke er til stede, sålænge der kun er tale om simpel varecirkulation eller vareomsætning.
Som formidler af vareomsætningen får pengene deres funktion som cirkulations– eller omsætningsmiddel
b) Pengeomløbet
De skiftende former, hvori arbejdsprodukternes omsætning forløber, V – P – V, bevirker, at en og samme værdi som vare danner udgangspunktet for processen og vender tilbage til det samme punkt som vare. Denne bevægelse af varerne er derfor et kredsløb. På den anden side udelukker den samme form et kredsløb af pengene, Dens resultat er, at pengene hele tiden fjernes fra deres udgangspunkt. ikke at de vender tilbage til det. Så længe sælgeren fastholder pengene, hans vares forvandlede form, befinder varen sig på den første metamorfoses stadium, den har kun tilbagelagt den første halvdel af sin omsætning. Men så snart han fuldfører processen: sælge for at købe, så er også pengene på ny ude af den oprindelige besidders hånd. Ganske vist, når lærredvæveren, efter at have købt bibelen, atter sælger lærred, vender der også penge tilbage til hans hånd. Men de vender ikke tilbage på grund af omsætningen af de første 20 alen lærred, som tværtimod førte til, at de forsvandt fra lærredvæverens hånd og gik over i bibelsælgerens. De vender kun tilbage, fordi den samme omsætningsproces fornys eller gentages med en ny vare, og slutter ligesom før med samme resultat. Den bevægelsesform, pengene får tildelt gennem vareomsætningen, er altså deres stadige fjernelse fra udgangspunktet, deres løb fra en varebesidder til en anden, deres omløb (currency, cours de la monnaie).
Pengenes omløb udviser en stadig, monoton gentagelse af den samme proces. Varen befinder sig bestandig på sælgerens side, pengene bestandig på køberens, som middel til køb. De fungerer som middel til køb, idet de realiserer varens pris. Ved at realisere den overfører de varen fra sælgerens hånd til køberens, mens de samtidig fjerner sig fra køberens hånd og går over til sælgerens, for at gentage den samme proces med en anden vare. At denne ensidige karakter af pengenes bevægelse udspringer af den dobbeltsidige karakter af varens bevægelse ses ikke umiddelbart. Vareomsætningens egen natur fremkalder det modsatte indtryk. Varens første metamorfose er synlig ikke blot som pengenes bevægelse, men også som varens egen bevægelse, hvorimod dens anden metamorfose kun ses som pengenes bevægelse. I den første halvdel af sin omsætning skifter varen plads med pengene. Samtidig går dens brugsform ud af omsætningen og indgår i forbruget. Dens værdiform træder i stedet for den. Når varen gennemløber den næste halvdel af omsætningen, gør den det ikke længere i sin egen naturlige ham, men i guldham. Bevægelsens kontinuitet ligger således helt hos pengene, og den samme bevægelse, der for varen indeholder to modsatte processer, indeholder som pengenes egen bevægelse hele tiden en og samme proces; pengene skifter atter og atter plads med nye varer. Vareomsætningens resultat - at den ene vare afløser den anden - synes derfor ikke formidlet gennem varernes eget formskifte, men gennem pengenes funktion som omsætningsmiddel, der omsætter de i og for sig bevægelsesløse varer, overfører dem fra den hånd, hvor de er ikke-brugsværdier, til den, hvor de er brugsværdier, altid i modsat retning af pengenes eget løb. Pengene fjerner hele tiden varerne fra omsætningssfæren, idet de hele tiden træder ind på varernes plads og dermed fjerner sig fra deres eget udgangspunkt. Skønt pengenes bevægelse derfor kun er udtryk for vareomsætningen, fremtræder omvendt vareomsætningen som resultat af pengenes bevægelse alene.
På den anden side fungerer pengene kun som omsætningsmiddel, fordi de er det selvstændige udtryk for varernes værdi. Deres bevægelse som omsætningsmiddel er derfor i realiteten kun bevægelsen af varernes egne former. Dette må derfor også afspejle sig håndgribeligt i pengenes omløb. Således forvandler f.eks. lærredet først sin vareform til sin pengeform. Det sidste yderpunkt i dets første metamorfose V – P, pengeformen, bliver så det første yderpunkt i dets sidste metamorfose P – V, dets genforvandling til bibel. Men hvert af disse to formskifter fuldbyrdes gennem en udveksling mellem vare og penge, som bytter plads med hinanden. De samme pengestykker havner i sælgerens hånd som varens omsatte skikkelse og forlader den igen som varens absolut omsættelige skikkelse. De skifter plads to gange. Den første metamorfose af lærredet bringer disse pengestykker ned i væverens lomme, den anden henter dem op igen. De to modsatte formskifter af den samme vare afspejler sig altså i, at pengene skifter plads to gange i modsat retning.
Hvis der derimod kun finder ensidige varemetamorfoser sted, kun salg eller kun køb, hvad man vil, så skifter de samme penge også kun plads en gang. Deres andet pladsskifte udtrykker bestandig varens anden metamorfose, dens forvandling tilbage igen fra penge til vare. I den hyppige gentagelse af de samme pengestykkers pladsskifte afspejles ikke blot en enkelt vares metamorfoserække, men også sammenslyngningen af vareverdenens talløse metamorfoser overhovedet. Det siger i øvrigt sig selv, at alt dette kun gælder for den her betragtede form, den simple varecirkulation eller vareomsætning.
Enhver vare falder ved sit første skridt i omsætningen, ved sit første formskifte, ud af omsætningen, og nye varer træder bestandig ind i den. Pengene derimod, omsætningsmidlerne, holder hele tiden til i omsætningsleddet og bevæger sig omkring i det. Der opstår altså det spørgsmål, hvor mange penge dette led hele tiden lægger beslag på.
I et land foregår der hver dag talrige, samtidige og ensidige varemetamorfoser, som derfor foregår ved siden af hinanden, med andre ord talrige salg på den ene side, talrige køb på den anden. Gennem priserne er varerne allerede sat lig med bestemte tænkte pengekvanta. Da nu den her betragtede umiddelbare omsætningsform bestandig stiller varer og penge korporligt over for hinanden, den ene på salgets pol, den anden på købets modpol, er den mængde af omsætningsmidler, der kræves til vareverdenens omsætningsproces, allerede bestemt gennem varernes samlede pris. Faktisk er pengene kun det reale udtryk for den guldmængde, der allerede er udtrykt idealt i varernes samlede pris. At disse summer er lige store siger derfor sig selv. Vi ved imidlertid, at når varernes værdi forbliver den samme, ændrer deres priser sig med guldets (pengematerialets) egen værdi, de stiger i samme forhold, som denne falder, og falder, når den stiger. Hvis nu varernes samlede pris stiger eller falder som her beskrevet, må mængden af cirkulerende penge stige eller falde i samme udstrækning. Ændringen i mængden af omsætningsmidler skyldes ganske vist her pengene selv, men ikke deres funktion som omsætningsmiddel, derimod deres funktion som værdimål. Varernes pris ændrer sig først i omvendt forhold til pengenes værdi, og derpå ændrer mængden af omsætningsmidler sig i ligefremt forhold til varernes pris. Ganske det samme ville ske, hvis f.eks. ikke guldets værdi faldt, men sølv erstattede det som værdimål, eller hvis ikke sølvets værdi steg, men guld fortrængte det fra funktionen som værdimål. I det ene tilfælde måtte der cirkulere mere sølv end tidligere guld, i det andet mindre guld end tidligere sølv. I begge tilfælde ville der være sket en ændring af værdien af pengematerialet, dvs. af den vare, der fungerer som mål for værdien, og dermed en ændring af vareværdiernes prisudtryk og følgelig også en ændring af mængden af cirkulerende penge, der tjener til realisering af disse priser. Man har set, at der i varernes omsætningsled er et hul, hvorigennem guld (eller sølv, kort sagt pengemateriale) træder ind i omsætningen som en vare med en given værdi. Denne værdi er forudsat, når pengene fungerer som værdimål, altså ved bestemmelsen af priserne. Hvis nu værdimålets egen værdi f.eks. falder, så viser dette sig først i en prisændring for de varer, der som varer udveksles med ædle metaller direkte på disses produktionssteder. Navnlig på mindre udviklede trin af det borgerlige samfund vil en stor del af de øvrige varer endnu i længere tid blive prisbestemt i den nu illusoriske, forældede værdi af værdimålet. Imidlertid smitter den ene vare den anden gennem sit værdiforhold til denne; varernes guld- og sølvpriser udlignes efterhånden i de proportioner, der bestemmes af deres egne værdier, indtil sluttelig alle vareværdier bliver prisbestemt efter pengemetallets nye værdi. Denne udligningsproces ledsages af en stadig forøgelse af mængden af ædle metaller, der strømmer ind som erstatning for de varer, der direkte er byttet med dem. I samme grad som de berigtigede varepriser gør sig almindeligt gældende, eller deres værdier bliver ansat efter den nye, lavere og indtil et vist punkt fortsat faldende værdi af metallet er der også allerede en nødvendig ekstra masse af metallet til stede til deres realisation. En ensidig betragtning af de tildragelser, der fulgte efter opdagelsen af nye guld- og sølvminer, forledte i det 17. og navnlig i det 18. århundrede nogle til at drage den urigtige slutning, at varepriserne var steget, fordi der var mere guld og sølv i brug som omsætningsmidler. I det følgende forudsættes, at guldets værdi er givet, sådan som det faktisk er tilfældet i det øjeblik, prisbestemmelsen sker.
Under denne forudsætning altså er mængden af omsætningsmidler bestemt af summen af de varepriser, som skal realiseres. Hvis vi nu yderligere forudsætter, at prisen på hver enkelt vareart er givet, så afhænger varernes samlede pris åbenbart af den varemasse, der findes i omsætningen. Det kræver ikke meget hovedbrud at forstå, at når en tønde hvede koster 2 pd. st., koster 100 tønder 200 pd., st., 200 tønder 400 pd. st. osv., og at den pengemængde, der ved salget bytter plads mød hveden, altså må vokse med mængden af hvede.
Hvis varemængden forudsættes givet, svinger mængden af cirkulerende penge op og ned med prissvingningerne på varerne. Den stiger og falder, fordi varernes samlede pris som følge af deres prisændringer tager til eller tager af. Dertil er det ingenlunde nødvendigt, at alle varepriser stiger eller falder samtidigt. Prisstigning på et vist antal førende artikler i det ene tilfælde og prisfald i det andet er nok til at forhøje eller nedsætte den samlede pris af alle cirkulerende varer, som skal realiseres, altså også til at sætte flere eller færre penge i omløb. Hvad enten varernes prisændringer svarer til virkelige værdiændringer eller kun er svingninger i markedspriserne, er virkningen på mængden af omsætningsmidler den samme.
Lad os betragte et givet antal ikke forbundne, samtidige og derfor side om side forløbende salg eller delmetamorfoser, f.eks. af 1 tønde hvede. 20 alen lærred, 1 bibel, 4 gallons brændevin. Hvis prisen på hver artikel er 2 pd. st.. den samlede pris, der skal realiseres, altså 8 pd. st., så må en pengemængde på 8 pd. st. gå ind i omsætningen. Hvis de samme varer derimod udgør en metomorfoserække som den vi kender: 1 tønde hvede – 2 pd. st. – 20 alen lærred – 2 pd. st. -- 1 bibel – 2 pd. st. – 4 gallons brændevin – 2 pd. st. så. klarer 2 pd. st. omsætningen af de forskellige varer i rækkefølge, idet beløbet i rækkefølge realiserer deres priser, altså også den samlede pris på 8 pd. st., for sluttelig at gøre ophold hos brændevinsbrænderen. Pengene gennemfører fire omløb. De samme pengestykkers gentagne pladsskifte udtrykker varens dobbelte formskifte, dens passage gennem to modsatte omsætningsstadier og sammenslyngningen af forskellige varers metamorfoser. De modsatte faser, som denne proces gennemløber, og som kompletterer hinanden, kan ikke finde sted side om side, men kun efter hinanden. Processens varighed bestemmes af de pågældende tidsafsnit; antallet af omløb. som de samme pengestykker foretager i en given tid, måler pengeomløbets hastighed. Disse fire varers omsætningsproces kan f.eks. tage en dag. Så er den prissum, der skal realiseres: 8 pd. st.. antallet af de samme pengestykkers omløb den dag: 4, og den cirkulerende pengemængde 2 pd. st.. eller for et givet tidsafsnit af omsætningsprocessen:
|
Varens samlede pris
|
= den pengemægnde |
| De samme pengestykkers omløbstal |
der fungerer som omsætningsmiddel. Denne lov har generel gyldighed. Et lands omsætningsproces i et givet tidsafsnit omfatter ganske vist på den ene side mange adskilte, samtidige og side om side forløbende salg (hhv. køb) eller delmetamorfoser, hvori de samme pengestykker kun skifter plads en gang, eller kun foretager et omløb, på den anden side mange mere eller mindre sammensatte metamorfoserækker, der slynger sig ind i hinanden, og hvori de samme pengestykker tilbagelægger flere eller færre omløb. Af det samlede antal omløb af alle ensbenævnte pengestykker i omsætningen kan man imidlertid beregne det gennemsnitlige antal omløb af det enkelte penge-stykke eller pengeomløbets gennemsnitshastighed. Den pengemængde, der ved begyndelsen af f.eks. den daglige omsætningsproces kastes ind i den. er naturligvis bestemt af den samlede pris af de varer, der omsættes side om side på samme tid. Men inden for denne proces bliver det ene pengestykke så at sige gjort ansvarlig for det andet. Hvis det ene sætter sin omløbshastighed op, sættes den ned for det andet, eller det ryger helt ud af omsætningen, fordi denne kun kan optage en guldmængde, der ganget med gennemsnitsantallet af de enkelte elementers omløb er lig den prissum, der skal realiseres. Hvis derfor pengestykkernes omløbsantal vokser, tager deres cirkulerende mængde af. Hvis antallet af deres omløb aftager, vokser deres mængde. Da den pengemængde, der kan fungere som omsætningsmiddel, er givet med en givet gennemsnitshastighed, behøver man derfor kun at kaste en bestemt mængde etpundssedler ind i omsætningen for at få lige så mange guldstykker kastet ud af den, et kunststykke alle banker er velkendt med.
Ligesom pengeomløbet generelt set kun afspejler varernes omsætningsproces, dvs. deres kredsløb gennem modsatte metamorfoser, sådan afspejler pengeomløbets hastighed hastigheden af varernes formskifte, den uafladelige sammenfletning af metamorfoserækkerne, stofskiftets fart, varernes hurtige forsvinden ud af omsætningssfæren, og den lige så hurtige fremkomst af nye varer i stedet. I pengeomløbets hastighed viser sig altså den flydende enhed af de modsatte faser, der kompletterer hinanden, forvandlingen af brugsform til værdiform og forvandlingen af værdiform tilbage til brugsform, enheden af de to processer salg og køb. Omvendt afspejler et langsommere pengeomløb en adskillelse af disse processer i selvstændige modsatte faser, en standsning af form-skiftet og dermed af stofskiftet. Hvad en sådan standsning skyldes kan naturligvis ikke ses af omsætningen selv. Den viser kun selve fænomenet. Når pengeomløbet bliver langsommere, ser man pengene sjældnere komme og gå alle vegne i omsætningsperiferien, og den populære forklaring på fænomenet er den nærliggende, at der er for få omsætningsmidler.
Den samlede mængde af penge, der i hvert tidsafsnit fungerer som omsætningsmiddel, er altså dels bestemt af den samlede pris på den cirkulerende vareverden, dels af den mindre eller større hastighed af dens modsat forløbende omsætningsprocesser. Af dette forløb afhænger, hvor stor en. del af den samlede pris der kan realiseres med de samme pengestykker. Varernes samlede pris afhænger imidlertid både af mængden af hver enkelt vareart og af prisen på den. De tre faktorer: prisbevægelsen, den cirkulerende varemængde og endelig pengenes omløbshastighed, kan imidlertid ændre sig i forskellig retning og i forskellig grad. Den samlede pris, der skal realiseres, og den deraf betingede mængde af omsætningsmidler kan altså gennemgå talrige kombinationer. Vi vil her kun opregne dem, der er de vigtigste i vareprisernes historie.
Med uforandrede varepriser kan mængden af omsætningsmidler vokse, fordi mængden af cirkulerende varer tiltager eller pengenes omløbshastighed aftager, eller begge dele kan virke sammen. Omvendt kan mængden af omsætningsmidler aftage med aftagende varemængde eller med tiltagende omløbshastighed.
Med generelt stigende varepriser kan mængden af omsætningsmidler forblive uændret, hvis mængden af cirkulerende varer aftager i samme forhold som deres priser tiltager, eller hvis pengenes omløbshastighed tiltager lige så hurtigt som priserne stiger, mens den cirkulerende varemængde holder sig konstant. Mængden af omsætningsmidler kan falde, fordi varemængden aftager hurtigere eller omløbshastigheden tiltager hurtigere end priserne stiger.
Med generelt faldende varepriser kan mængden af omsætningsmidler holde sig uændret, hvis varemængden vokser i samme forhold som priserne falder, eller hvis pengenes omløbshastighed aftager i samme forhold som priserne. Den kan vokse, hvis varemængden vokser hurtigere eller omsætningshastigheden aftager hurtigere end varepriserne falder.
Variationer i de forskellige faktorer kan gensidigt kompensere hinanden, således at den sum af varepriser, der skal realiseres, uanset deres uophørlige ubestandighed holder sig konstant, altså også den cirkulerende pengemængde. Man finder derfor, navnlig set over noget længere perioder, et langt mere konstant gennemsnitsniveau af den cirkulerende pengemængde i hvert enkelt land og langt ringere afvigelser fra dette gennemsnitsniveau, end man tilsyneladende skulle vente, – hvis man undtager de stærke forstyrrelser, der periodisk udspringer af produktions- og handelskriserne, sjældnere af en ændring i pengeværdien.
Den lov, at mængden af omsætningsmidler er bestemt af de cirkulerende varers samlede pris og af pengeomløbets gennemsnitshastighed kan også udtrykkes sådan: med en given sum af vareværdier og en given gennemsnitshastighed af varernes metamorfoser afhænger mængden af cirkulerende penge, dvs. mængden af pengemateriale, af dettes egen værdi. Den illusion, at det omvendt er varepriserne, der bestemmes af mængden af omsætningsmidler, og at denne igen bestemmes af mængden af pengemateriale i et land, har hos dens oprindelige repræsentanter sin rod i den absurde hypotese, at varer ikke har nogen pris og penge ingen værdi, før de indtræder i omsætningsprocessen, hvor så en vis del af varegrøden udveksles med en vis del af metalbjerget.
c) Mønten. Værditegnet
Pengenes form som mønter udspringer af deres funktion som omsætningsmiddel. Den vægtdel guld, som varernes priser eller pengenavne repræsenterer, må i omsætningen optræde over for dem som ensbenævnte guldstykker eller mønter. Ligesom staten fastsætter prismålestokken, er det også statens sag at slå mønt. I de forskellige nationaluniformer, guld og sølv bærer som mønter, men atter lægger fra sig på verdensmarkedet, fremtræder skellet mellem vareomsætningens indre eller nationale sfærer og dens generelle verdensmarkedssfære.
Guldmønter og guldbarrer adskiller sig altså fra fødslen af kun ved figuren, og guldet kan til enhver tid forvandles fra den ene form til den anden. Vejen væk fra mønten er imidlertid samtidig gangen hen til smeltediglen. I omløbet slides nemlig guldmønterne, nogle mere, andre mindre. Der begynder en proces, hvor guldnavn skilles fra guldsubstans, nominalindhold fra realindhold. Ensbenævnte guldmønter får forskellig værdi, fordi de har forskellig vægt. Den vægt af guld, der er fastsat som prismålestok, afviger fra den vægt af guld, der findes i omsætningsmidlet, og dette ophører dermed at være virkeligt ækvivalent for de varer hvis priser det realiserer. Dette roderi møder man atter og atter i mønthistorien i middelalderen og den nyere tid til ind i det 18. århundrede. Omsætningsprocessens spontane tendens til at lade de skinnende guldmønter passere som fuldgyldige, at gøre mønterne til et symbol på deres officielle metalindhold, er også anerkendt af de nyeste love, som fastsætter det metalsvind. der gør et guldstykke ugyldigt i omsætningen demonetiserer det.
Når pengeomløbet selv gør forskel på møntens realindhold og dens nominalindhold. på dens metalkarakter og dens funktionelle karakter, så ligger heri muligheden af, at metalpenge i deres funktion som mønter kan erstattes af mærker af andet materiale, af symboler. De tekniske vanskeligheder ved at udmønte helt små vægtdele af guld, hhv. sølv, og den omstændighed at ringere metaller oprindelig tjente som værdimål i stedet for ædlere, sølv i stedet for guld, kobber i stedet for sølv, og derfor cirkulerede som penge i det øjeblik, da det ædlere metal afsatte dem fra tronen, giver den historiske forklaring på sølv- og kobbermønternes rolle som erstatning for guldmønter. De erstatter guld på de felter i vareomsætningen, hvor mønterne cirkulerer hurtigst og derfor hurtigst slides, dvs. hvor køb og salg uophørligt gentages i mindste målestok. For at hindre, at disse erstatninger sætter sig fast på guldets plads, sker der en lovfæstelse af de meget små proportioner, hvori de alene skal accepteres som betaling i stedet for guld. De særlige felter, hvor de forskellige møntsorter cirkulerer, overlapper naturligvis til dels hinanden. Skillemønterne optræder ved siden af guld ved betaling af brøkdele af den mindste guldmønt; guldet kommer uafladeligt ind i detailomsætningen, men bliver uafladeligt kastet ud igen gennem vekslingen til skillemønt.
Metalindholdet i sølv- og kobbermønter fastsættes vilkårligt ved lov. I omløb slides de endnu hurtigere end guldmønter. Deres møntfunktion bliver derved faktisk helt uafhængig af deres vægt, dvs. uafhængig af al værdi. Guldets tilværelse som mønt adskilles fuldstændigt fra dets værdisubstans. Relativt værdiløse ting, papirsedler, kan altså fungere som mønter i stedet for guld. I metalpenge er den rent symbolske karakter endnu i nogen grad skjult. I seddelpengene træder den umiskendeligt frem. Man ser: Ce n'est que le premier pas qui coi te [det er kun det første skridt, der er svært].
Det drejer sig her kun om seddelpenge udstedt af staten med tvangskurs. De vokser umiddelbart frem af omsætningen med metalmønter. Kreditpenge forudsætter derimod forhold, som vi fra den simple varecirkulations eller vareomsætnings standpunkt endnu slet ikke beskæftiger os med. Det skal dog i forbigående bemærkes, at ligesom seddelpenge udspringer af pengenes funktion som omsætningsmidler, har kreditpenge deres naturlige rod i pengenes funktion som betalingsmidler.
Seddelpenge med påtrykt navn, f.eks. 1 pd. st., 5 pd. st. osv. bliver udefra af staten tilført omsætningsprocessen. For så vidt de virkelig cirkulerer i stedet for guldsummer med samme navn, afspejler deres bevægelse kun pengeomløbets egne love. En særlig lov for seddelomløbet kan kun tage sigte på den proportion, i hvilken sedlerne repræsenterer guld. Og denne lov går simpelthen ud på, at udstedelsen af seddelpenge skal begrænses til den mængde, som svarer til det guld (hhv. sølv), som omsætningen ville kræve, og som seddelpengene symboliserer. Nu svinger ganske vist den guldmængde, som omsætningssfæren kan optage, hele tiden over eller under et vist gennemsnitsniveau. Imidlertid falder mængden af omsætningsmidler i et givet land aldrig under et vist minimum, som danner sig erfaringsmæssigt. At denne minimalmængde til stadighed ændrer sine bestanddele, dvs. består af guldstykker, som bestandig udskiftes, ændrer naturligvis ikke noget ved dens omfang eller ved dens kontinuerlige omløb i omsætningssfæren. Den kan derfor erstattes af papirsymboler. Hvis derimod alle omsætningskanaler i dag fyldes op med seddelpenge indtil grænsen af deres evne til at optage dem, så kan svingninger i vareomsætningen medføre, at kanalerne i morgen er overfyldte. Der vil ikke længere være nogen målestok. Men selv om seddelpengene overskrider deres mål, dvs. den mængde af guldmønter med samme benævnelse, som kunne cirkulere, repræsenterer de, bortset fra risikoen for at komme i almindeligt vanry, inden for vareverdenen dog kun den guldmængde, som er bestemt af dennes iboende love, og som de derfor alene kan repræsentere. Hvis seddelpengemassen f.eks. svarer til 2 unser guld i stedet for 1 unse, så bliver 1 pd. st. faktisk pengenavnet på lad os sige 1/8 unse i stedet for 1/4 unse. Virkningen er den samme, som hvis guldet var undergået en forandring i sin funktion som prismålestok. De samme værdier, som tidligere blev udtrykt i priser på 1 pd. st., udtrykkes nu i priser på 2 pd. st.
Seddelpenge er guldtegn eller pengetegn. Deres forhold til vareværdierne består kun i, at disse i tanken udtrykkes i netop de guldkvanta som i seddelpengene får et håndgribeligt og dog symbolsk udtryk. Kun for så vidt seddelpenge repræsenterer guldkvanta, der også ligesom alle andre varekvanta er værdikvanta, er de værditegn.
Man kan sluttelig spørge, hvorfor guld kan erstattes af helt værdiløse tegn for guld. Guld kan imidlertid, som man har set, kun erstattes i den udstrækning, det isoleres eller selvstændiggøres i sin funktion som mønter eller cirkulationsmiddel. Nu finder selvstændiggørelsen af denne funktion ganske vist ikke sted for de enkelte guldmønter, skønt selvstændiggørelsen også viser sig ved, at slidte guldstykker fortsætter at cirkulere. Sagen er netop, at guldstykkerne ikke er andet end mønter og omsætningsmidler, sålænge de befinder sig i omløb. Men hvad der ikke gælder for de enkelte guldmønter, gælder for den minimalmængde guld, der kan erstattes af seddelpenge. Den holder bestandig til i omsætningssfæren, fungerer uafladeligt som omsætningsmiddel og eksisterer derfor udelukkende som bærer af denne funktion. Dens bevægelse består altså kun i, at de modsatte processer i vare-metamorfosen V – P – V atter og atter slår over i hinanden. Under dette stadige omslag optræder varens værdiform kun for straks igen at forsvinde. Den selvstændige optræden af varens bytteværdi er her kun et forbigående moment. Den bliver straks igen erstattet af en anden vare. Derfor behøver pengene også kun symbolsk eksistens i en proces, hvor de uafladeligt går fra den ene hånd til den anden. Deres funktionelle eksistens absorberer så at sige deres materielle eksistens. Som en forbigående objektiveret refleks af varepriserne fungerer pengene ikke som andet end et tegn for sig selv og kan derfor også erstattes af et tegn. Blot skal pengetegnet selv have objektiv social gyldighed, og det får papirsymbolet gennem tvangskursen. Denne statslige tvangsakt gælder kun inden for et samfunds eller en indre omsætningssfæres grænser, og det er også kun her, at pengene fuldstændigt går op i deres funktion som omsætningsmiddel, som mønt, og derfor som seddelpenge kan få en rent funktionel eksistens, der er helt adskilt fra deres metalsubstans.
Den vare, der fungerer som værdimål og derfor også, korporligt eller ved stedfortræder, fungerer som omsætningsmiddel, er penge. Guld (eller sølv) er derfor penge. Som penge fungerer metallet, på den ene side hvor det må træde frem i sin gyldne (eller sølverne) korporlighed. altså som pengevare, altså ikke kun optræder for tanken som i værdimålet eller lader sig repræsentere af stedfortrædere som i omsætningsmidlet; på den anden side hvor dets funktion, hvad enten det udfører den i egen person eller ved stedfortræder, fikserer det som eneste værdiskikkelse eller eneste adækvate eksistens af bytteværdien over for alle andre varer som blotte brugsværdier.
a) Værdiopbevaringsmiddel
De to modsatte varemetamorfosers kontinuerlige kredsløb, den aldrig ophørende skiften af salg og køb, viser sig i pengenes rastløse omløb, deres funktion som omsætningens perpetuum mobile [evighedsmaskine]. De bliver lagt stille, eller forvandler sig fra meuble til immeuble, som Boisguillebert siger, fra bevægelige til ubevægelige, fra mønter til penge, så snart metamorfoserækken afbrydes, så snart salget ikke kompletteres med et følgende køb.
Så snart vareomsætningen begynder at udvikle sig, udvikler sig også nødvendigheden af og lidenskaben for at fastholde resultatet af den første metamorfose, varens forvandlede skikkelse, dens guldpuppe. Varer bliver solgt, ikke for at købe varer, men for at udskifte vareformen med pengeformen. Formskiftet, som til at begynde med kun skulle formidle omsætningen af varer, bliver nu et formål i sig selv. Varen i sin omsatte form bliver forhindret i at fungere som sin absolut omsættelige form, som rent forbigående pengeform. Penge forstenes dermed til pengebeholdning og varesælgeren bliver pengesamler.
Netop i vareomsætningens første begyndelse var det kun overskudet af brugsværdier, der blev forvandlet til penge. Guld og sølv blev på den måde af sig selv til sociale udtryk for overflod eller rigdom. Denne naive form for værdiopsamling fæstnede sig varigt hos befolkninger, hvor den traditionelle produktionsmåde var beregnet på selvforsyning og svarede til en fast afgrænset kreds af behov. Det var tilfældet hos asiaterne, navnlig inderne. Vanderlint, som bilder sig ind, at varepriserne bestemmes af den mængde guld og sølv, der findes i et land, spørger sig selv, hvorfor de indiske varer er så billige. Hans svar lyder: fordi inderne nedkuler pengene. Han bemærker, at fra 1602 til 1734 nedkulede de 150 millioner pd. st. i sølv, som oprindelig kom fra Amerika til Europa. Fra 1856 til 1866, altså på 10 år, eksporterede England 120 millioner pd. st. i sølv til Indien og Kina (det metal, der eksporteredes til Kina, gik for en stor del videre til Indien). Dette sølv havde England forud overtaget mod australsk guld.
Når vareproduktionen bliver mere udviklet, må enhver vareproducent sikre sig nervus rerum (tingenes nerve dvs. penge), »det sociale håndpant«. Hans behov fornyer sig uophørligt og kræver uophørligt køb af fremmede varer, mens produktion og salg af hans egen vare koster tid og afhænger af tilfældigheder. For at købe uden at sælge må han først have solgt uden at købe. Denne operation synes at modsige sig selv, når den bliver praktiseret generelt. Men på deres produktionssteder udveksles de ædle metaller direkte med andre varer. Der foregår her salg (fra varebesiddernes side) uden køb (fra guld- og sølvbesiddernes side). Og senere salg uden efterfølgende køb medfører blot den videre fordeling af de ædle metaller blandt alle varebesiddere. Således opstår alle steder i omsætningen guld- og sølvbeholdninger af vidt forskelligt omfang. Med muligheden af at fastholde varen som bytteværdi eller bytteværdien som vare vågner guldtørsten. Med vareomsætningens udvidelse vokser den magt, som pengene, den altid parate, absolut samfundsmæssige form for rigdom, udøver.
»Guld er en vidunderlig ting! Den, der ejer guld, er herre over alt hvad han ønsker. Med guld kan man endda få sjæle ind i Paradis«. (Columbus, i brev fra Jamaica 1503).
Da man ikke kan se på pengene, hvor de stammer fra, gøres alt i penge, hvad enten det er vare eller ikke. Alt bliver til fals, alt kan købes. Omsætningen bliver den store sociale smeltedigel, som alt hældes i for atter at komme ud som pengekrystal. Ikke engang helgenknogler kan modstå denne alkymi, for ikke at tale om de mindre grove res sacrosanctae, extra commercium hominum (hellige ting uden for menneskets handel). Ligesom alle kvalitative forskelle mellem varerne er udslettet i pengene, udsletter de for deres vedkommende som radikale levellers [ligemagere] alle forskelle. Men penge er
selv en vare, en udvortes ting, som kan blive enhvers privatejendom. På den måde bliver social magt til privatpersoners private magt. Det antikke samfund anklagede derfor pengene som fordærvelige for sin økonomiske og moralske orden. Nutidens samfund, som allerede i sine barneår trak Plutus (rigdommens gud) op fra jordens indvolde hilser guldet som sin hellige gral, den glitrende inkarnation af sit inderste livsprincip.
Varen som brugsværdi tilfredsstiller et særligt behov og udgør et særligt element i den stoflige rigdom. Men varens værdi er et mål for, hvor tiltrækkende den er for alle elementer af den materielle rigdom, og derfor måler den også sin besidders sociale rigdom. For den barbarisk primitive varebesidder, og selv for en vesteuropæisk bonde, er værdien uadskillelig fra dens form, en forøgelse af guld- og sølvbeholdningen er derfor en forøgelse af værdien. Ganske vist svinger pengenes værdi, snart fordi de selv ændrer værdi, snart fordi varerne ændrer værdi. Dette forhindrer imidlertid på den ene side ikke, at 200 unser guld nu som før indeholder mere værdi end 100, 300 mere end 200 osv., eller på den anden side, at denne tings metalliske naturalform stadig er den almene ækvivalentform for alle varer, den umiddelbare sociale inkarnation af alt menneskeligt arbejde. Driften til at samle skatte kender ikke til mådehold. Kvalitativt, efter deres form, er pengene grænseløse, de er den generelle repræsentant for materiel rigdom, fordi de umiddelbart kan omsættes til en hvilken som helst vare. Men enhver forhåndenværende pengesum er tillige kvantitativt begrænset og derfor også af begrænset virkning som middel til køb. Denne modsigelse mellem pengenes kvantitative begrænsning og deres kvalitative grænseløshed driver uafladeligt skattesamleren tilbage til sisyfosarbejdet med at samle sig flere og flere skatte. Det går ham som verdenserobreren, der med hvert nyt land kun erobrer en ny grænse.
For at fastholde guldet som penge og dermed som element i værdibeholdningen, må man forhindre det i at cirkulere eller i at opløse sig i nydelsesmidler gennem anvendelse til køb. Skattesamleren ofrer derfor sine kødelige lyster til guldets fetich. Han gør alvor af forsagelsens evangelium. På den anden side kan han kun trække den mængde penge ud af omsætningen, som han tilfører denne i varer. Jo mere han producerer, desto mere kan han sælge. Arbejdsomhed, sparsommelighed og påholdenhed udgør derfor hans kardinaldyder; sælge meget, købe lidet er summen af hans politiske økonomi.
Ved siden af værdibeholdningers umiddelbare form udvikles også deres æstetiske form, besiddelsen af ting af guld og sølv. Den vokser med det borgerlige samfunds rigdom. »Soyons riches ou paraissons rides« (Lad os være rige eller synes rige«) (Diderot). Der danner sig på den måde dels et stadig større marked for guld og sølv, uafhængigt af deres pengefunktioner, dels en latent kilde til tilførsel af penge, en kilde, der navnlig flyder i socialt stormfulde perioder.
Ophobningen af værdier har forskellige funktioner i det metalliske omløbs økonomi. Den nærmeste funktion udspringer af omløbsbetingelserne for guld- og sølvmønter. Man har set, hvordan der uophørligt er ebbe og flod i pengenes omløbsmængde på grund af vareomsætningens stadige svingninger i omfang, priser og hastighed. Omløbsmængden må altså kunne formindskes og udvides. Snart må penge tilføres som cirkulerende mønter, snart må cirkulerende mønter trækkes ud af pengeomløbet. For at den faktisk cirkulerende pengemængde hele tiden kan svare til omsætningssfærens mætningsbehov, må den guld- og sølvmængde, der findes i et land, være større end den, der er optaget af at fungere som mønt. Denne betingelse opfyldes ved, at penge forefindes i form af værdibeholdninger (Schatzform des Geldes). Værdibeholdningerne er reservoirer der virker som både tilførsels- og afløbskanaler for de cirkulerende penge, som derfor aldrig overfylder sine omløbskanaler.
b) Betalingsmiddel
I den hidtil betragtede umiddelbare form for vareomsætning var den samme værdistørrelse hele tiden til stede på to måder: vare på den ene pol, penge på modpolen. Varebesidderne optog derfor kun kontakt som repræsentanter for gensidigt tilstedeværende ækvivalenter. Efterhånden som vareomsætningen udvikler sig, opstår der imidlertid også forhold, hvor varens afhændelse ikke sker på samme tid som dens pris realiseres. Det er tilstrækkeligt her at antyde de simpleste af disse forhold. Den ene vareart kræver længere, den anden kortere tid til sin fremstilling. Fremstillingen af forskellige varer er knyttet ril forskellige årstider. Den ene vare fødes det sted, hvor dens marked er, den anden må rejse til et fjernt marked. Den ene varebesidder kan derfor optræde som sælger, før den anden optræder som køber. Når de samme transaktioner bestandig gentager sig mellem de samme personer, reguleres salgsbetingelserne for varerne efter deres produktionsbetingelser. På den anden side sælges benyttelsen af visse varearter, f.eks. af et hus, for et bestemt tidsrum. Først efter dette tidsrums udløb har køberen virkelig modtaget denne vares brugsværdi. Han køber den derfor, før han betaler den. Den ene varebesidder sælger forhåndenværende varer, den anden køber som blot og bar repræsentant for penge eller som repræsentant for fremtidige penge. Sælgeren bliver kreditor, køberen debitor. Da varens metamorfose, udviklingen af dens værdiform, her forandrer sig, får også pengene en anden funktion. De bliver til betalingsnudler.
Karakteren af kreditor eller debitor udspringer her af den simple varecirkulation eller vareomsætning. Dens formforandring påtrykker sælgeren og køberen dette nye stempel. Til at begynde med er det roller, der er forbigående og går på skift mellem de samme omsætningsagenter, ganske på samme måde som de roller, der udføres af sælger og køber. Imidlertid ser modsætningen straks mindre hyggelig ud og er i stand til at stivne i hårdere form. De samme roller kan imidlertid også optræde uafhængigt af vareomsætningen. Klassekampen i den antikke verden formede sig hovedsagelig som en kamp mellem kreditor og debitor og endte i Rom med den plebejiske debitors undergang, idet han blev afløst af slaven. I middelalderen endte kampen med den feudale debitors undergang, idet han mistede sin politiske magt, da han mistede dens økonomiske basis. Imidlertid afspejler pengeformen - og forholdet mellem kreditor og debitor har form af et pengeforhold - her kun antagonismen mellem dybere liggende økonomiske livsbetingelser.
Lad os vende tilbage til vareomsætningens sfære, Ækvivalenterne vare og penge er ikke længere til stede samtidigt på salgsprocessens to poler. Pengene fungerer nu for det første som værdimål i prisbestemmelsen af den solgte vare. Dens aftalte pris er et mål for køberens forpligtelse, dvs. for den pengesum, som han skylder til en bestemt termin. De fungerer for det andet som købemiddel, selvom parterne kun forestiller sig dem. Skønt de kun eksisterer som køberens løfte om penge, bevirker de, at varen går over på andre hænder. Først når betalingen forfalder, træder betalingsmidlet virkeligt ind i omsætningen, dvs. går fra køberens hånd til sælgerens. Omsætningsmidlet forvandlede sig til opbevaringsmiddel, fordi omsætningsprocessen blev afbrudt efter sin første fase, idet varens forvandlede skikkelse (pengene) ikke længere var med i omsætningen. Betalingsmidlet træder ind i omsætningen, men først når varen er trådt ud af den. Pengene formidler ikke længere processen. De afslutter den selvstændigt, som bytteværdi i absolut form, som generel vare. Sælgeren forvandlede varer til penge for at tilfredsstille et behov ved hjælp af pengene; skattesamleren for at præservere varen i pengeform; debitoren, køberen for at kunne betale. Hvis han ikke betaler, finder der tvangssalg af hans ejendele sted. Varens værdiform, pengene, bliver altså nu det selvstændige formål
med salget på grund af en social nødvendighed, der udspringer af omsætningsprocessens egne forhold.
Køberen forvandler pengene tilbage til varer, før han har forvandlet varer til penge, han foretager den anden varemetamorfose før den første. Sælgerens vare cirkulerer, realiserer sin pris, men kun som et privatretligt krav på penge. Den forvandler sig til brugsværdi, før den har forvandlet sig til penge. Gennemførelsen af dens første metamorfose kommer først bagefter.
I hvert enkelt tidsafsnit af omsætningsprocessen repræsenterer de forfaldne betalingsforpligtelser den samlede pris for de varer, hvis salg fremkaldte forpligtelserne. Den guldmængde, der er nødvendig til realisering af denne prissum, afhænger først af betalingsmidlernes omløbshastighed. Denne betinges af to omstændigheder: dels kreditor-debitorforholdene, som danner en kæde, således at A, som får penge fra sin debitor B, betaler dem videre til sin kreditor C osv., dels tiden mellem de forskellige betalingsterminer. Den fortløbende kæde af betalinger, dvs. af de forsinkede første metamorfoser, adskiller sig væsentligt fra den tidligere betragtede sammenslyngning af metamorfoserækker. Omsætningsmidlets omløb giver ikke kun udtryk for sammenhængen mellem købere og sælgere. Sammenhængen selv opstår først i og med pengeomløbet. Derimod udtrykker betalingsmidlets bevægelse en samfundsmæssig sammenhæng, som allerede foreligger før denne bevægelse. Salgenes samtidighed side om side sætter en grænse for, hvor meget omløbshastigheden kan holde pengemængden nede. Samtidigheden og sideordnetheden udgør på den anden side en ny spore til at økonomisere med betalingsmidlerne. Når betalingerne koncentreres på samme sted udvikler der sig spontant særlige anstalter og metoder til deres afvikling. Således f.eks. virements (clearing) i middelalderens Lyon. De forskellige gældsfordringer, A's på B, B's på C, C's på A osv., skal blot konfronteres for gensidigt til en vis grad at ophæve hinanden som positive og negative størrelser. På den måde resterer kun en gældssaldo at udligne. Jo større mængder af betalinger der koncentreres, desto relativt mindre bliver saldoen, altså mængden af cirkulerende betalingsmidler.
Pengenes funktion som betalingsmiddel indeholder en modsigelse uden formidlende mellemled. For så vidt de udligner betalinger, fungerer de kun i tanken, kun som regnepenge eller værdimål. For så vidt de præsterer virkelige betalinger, optræder de ikke som omsætningsmidler, ikke som en forbigående og formidlende form for stofskiftet, men som den individuelle inkarnation af det samfundsmæssige arbejde, som bytteværdiens selvstændige eksistens, som den absolutte vare. Denne modsigelse eksploderer i det moment i produktions- og handelskriserne, der hedder pengekrise. Den indtræffer kun, hvor den mere og mere forgrenede kæde af gensidige betalinger og et specielt system til afvikling af dem er fuldt udviklet. Når der indtræder mere omfattende forstyrrelser af denne mekanisme, hvorfra de end stammer, slår pengene pludseligt og uformidlet om fra regnepengenes rent tænkte skikkelse til kontante penge. De kan ikke erstattes af profane varer. Varens brugsværdi bliver værdiløs og dens værdi forsvinder, skønt dens egen værdiform er til stede. For et øjeblik siden erklærede den konjunkturberuste borger arrogant, at penge er en tom indbildning. Kun varer er penge. Men nu gjalder det ud over verdensmarkedet: Kun penge er varer! Ligesom hjorten stønner efter drikkevand, sådan stønner borgerens sjæl efter penge, den eneste rigdom. I krisen bliver modsætningen mellem varen og dens værdiform, pengene, forstærket til en absolut modsigelse. Under sådanne omstændigheder er der derfor også ligegyldigt, hvordan pengene fremtræder. Pengehungersnøden bliver den samme, hvad enten der skal betales med guld eller med kreditpenge, f.eks. seddelpenge.
Lad os nu betragte den samlede pengemængde, der er i omløb på et givet tidspunkt. Den er med en givet omløbshastighed af omsætnings- og betalingsmidlerne lig med summen af de varepriser, der skal realiseres, plus summen af de forfaldne betalinger, minus de betalinger, der udligner hinanden, minus endelig det antal omløb, hvor det samme pengestykke skiftevis fungerer som omsætningsmiddel og som betalingsmiddel. F.eks. sælger en bonde sit korn for 2 pd. st., der således fungerer som omsætningsmiddel. På forfaldsdagen betaler han dermed lærredet, som væveren har leveret ham. De samme 2 pd, st. fungerer her som betalingsmiddel. Væveren køber nu en bibel kontant - pengene fungerer på ny som omsætningsmiddel - osv. Selv når priser, pengenes omløbshastighed og den måde, hvorpå betalingerne afvikles, er givet, svarer den pengemængde, som er i omløb, og den varemængde, der omsættes i en vis periode, f.eks. en dag, ikke længere til hinanden. Der cirkulerer penge, som repræsenterer varer, der for længst har forladt omsætningen. Der cirkulerer varer, hvis pengeækvivalent først fremkommer senere. På den anden side er størrelsen af de betalingsforpligtelser, der indgås hver dag, og af dem, der forfalder samme dag, helt uafhængige af hinanden.
Kreditpenge udspringer direkte af pengenes funktion som betalingsmiddel, idet gældsbeviser for solgte varer selv på ny cirkulerer ved overdragelse af gældskrav. På den anden side udvides pengenes funktion som betalings-middel i samme udstrækning som kreditvæsenet udvides. Sort betalingsmiddel får pengene særegne eksistensformer. I disse former dvæler de i de store handelstransaktioners sfære, mens guld- og sølvmønterne hovedsagelig trænges tilbage til den mindre handels område.
Når vareproduktionen har nået et vist udviklingstrin og et vist omfang, kommer pengene til at fungere som betalingsmidler også uden for vareomsætningens område. De bliver alle kontrakters generelle vare. Afgifter, skatter osv. ændres fra naturalydelser til pengebetalinger. Hvor stærkt denne ændring afhænger af produktionsprocessens hele stade fremgår f.eks. af, at det romerske kejserrige to gange gjorde forgæves forsøg på at opkræve alle afgifter i penge. Den franske landbefolknings uhyre nødstilstand under Ludvig XIV, som Boisguillebert, marskal Vauban osv, så veltalende brændemærker, skyldtes ikke blot skatternes højde, men også naturalskattens forvandling til pengeskat. På den anden side, i Asien, hvor grundrentens naturalform, som tillige er hovedelementet i statsskatterne, hviler på produktionsbetingelser, der gentager sig med naturforholds uforanderlighed, der opretholder denne betalingsform tilbagevirkende den gamle produktionsform. Den udgør en af hemmelighederne ved det tyrkiske riges selvopholdelse. Hvis den udenrigshandel, som Europa har påtvunget Japan, medfører, at naturalafgifterne bliver forvandlet til pengeafgifter, så er det sket med landets mønsterværdige landbrug, Dets snævre økonomiske eksistensbetingelser vil komme i opløsning.
I ethvert land danner der sig visse faste generelle betalingsterminer. Bortset fra andre kredsløb i den stadig gentagne produktion beror de for en del på produktionens naturlige betingelser, som er bundet til årstidernes skiften. De regulerer ligeledes betalinger, der ikke direkte udspringer af vareomsætningen, f.eks. skatter, afgifter osv. Den pengemængde, der på bestemte dage af året kræves til disse mange forskellige betalinger, som finder sted over hele samfundets overflade. forårsager periodiske, men helt overfladiske svingninger i betalingsmidlernes økonomi. Af loven for betalingsmidlernes omløbshastighed følger, al den nødvendige mængde betalingsmidler til alle periodiske betalinger, hvilken kilde de end har, står i ligefremt forhold til længden af betalingsperioderne.
Pengenes udvikling som betalingsmiddel gør det nødvendigt at samle penge til de skyldige summers forfaldsterminer. Mens det borgerlige samfunds udvikling medfører, at ophobningen af skatte ophører som selvstændig berigelsesform, bevirker denne udvikling omvendt, at ophobningen vokser i form af reservefonds af betalingsmidler.
c) Verdenspenge
Når pengene træder ud af den hjemlige omsætningssfære, befrier de sig atter for de der opståede lokalformer som prismålestok, mønter, skillemønter og værditegn og falder tilbage til de ædle metallers oprindelige barreform. I verdenshandelen udfolder varerne deres værdi universelt. Den form, deres selvstændige værdiform her optræder i, er derfor også verdenspenge. Først på verdensmarkedet fungerer pengene i fuldt omfang som den vare, hvis naturalform samtidig er den umiddelbare samfundsmæssige legemliggørelse af menneskeligt arbejde in abstracto. Deres eksistensmåde svarer helt til deres begreb.
I den hjemlige omsætningssfære kan kun en enkelt vare tjene som værdimål og derfor som penge. På verdensmarkedet hersker et dobbelt værdimål, guld og sølv.
Verdenspengene fungerer som universelt betalingsmiddel, universelt købemiddel og absolut samfundsmæssig legemliggørelse af rigdom overhovedet (universal wealth), Deres fremherskende funktion er at være betalingsraiddel, til udligning af internationale balancer. Derfra stammer merkantilsystemets løsen: Handelsbalance! Som internationalt købemiddel kommer guld og sølv væsentligt i funktion, når den traditionelle ligevægt i omsætningen mellem forskellige nationer pludselig forstyrres. Endog som absolut samfundsmæssig legemliggørelse af rigdom, hvor det hverken drejer sig om køb eller betaling, derimod om overførsel af rigdom fra et land til et andet, og hvor enten konjunkturerne på verdensmarkedet eller formålet selv udelukker, at denne overførsel kan ske i vareform. Ligesom til sin indenlandske omsætning har ethvert land brug for en reservefond til verdens-markedsomsætningen. De funktioner, værdibeholdninger (Schätze) udfører, udspringer altså dels af pengenes funktion som indenlandsk omsætnings- og betalingsmiddel, dels af deres funktion som verdenspenge. I den sidstnævnte rolle er det bestandig den virkelige penge-vare, det korporlige guld og sølv, der skal bruges, hvorfor James Steuart betegner guld og sølv som money of the world (verdenspenge) til forskel fra deres rent lokale stedfortrædere.
Guld- og sølvstrømmens bevægelse er dobbelt. På den ene side vælder den fra sine kilder ud over hele verdensmarkedet, hvor den i forskelligt omfang opfanges af de forskellige nationale omsætningssfærer for at indgå i disses indre omløbskanaler, erstatte slidte guld- og sølvmønter, levere materiale til luksusvarer og stivne i værdibeholdninger. Denne første bevægelse formidles gennem direkte udveksling af det hjemlige arbejde, der er nedlagt i varerne, med det arbejde, der er realiseret i de ædle metaller i de guld- og sølvproducerende lande. På den anden side strømmer guld og sølv til stadighed frem og tilbage mellem de forskellige nationale omsætnings-sfærer, en bevægelse, som følger de uophørlige svingninger i vekselkursen.
Lande med udviklet borgerlig produktion begrænser bankernes store koncentrerede værdibeholdninger til det minimum, der kræves til deres særlige funktioner. Med visse undtagelser viser en påfaldende overfyldning af værdibeholdningerne over deres gennemsnitsniveau, at vareomsætningen stagnerer, at varernes metamorfose er afbrudt.
[1]: