Tilbage
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium
Nste

IV. Kapitaleksporten

For den gamle kapitalisme med den fri konkurrences fuldstændige herredømme var eksport af varer karakteristisk. For den nyeste kapitalisme med monopolernes herredømme er eksport af kapital blevet karakteristisk.

Kapitalisme er vareproduktion på sit højeste udviklingstrin, hvor også arbejdskraften bliver en vare. Tilvæksten i den indenlandske og især også i den internationale vareudveksling er et karakteristisk kendetegn for kapitalismen. Den ujævne og springende udvikling af de enkelte foretagender, de enkelte industrigrene og de enkelte lande er uundgåelig under kapitalismen. Først blev England før andre et kapitalistisk land og hen mod midten af det 19. århundrede, da det indførte frihandelen, gjorde det krav på rollen som »hele verdens værksted«, der skulle levere færdigvarer til alle lande, som til gengæld skulle forsyne England med råstoffer. Men Englands monopol i denne retning var allerede undergravet i sidste fjerdedel af det 19. århundrede; for en række andre lande havde, sikret ved »beskyttelses«-told, udviklet sig til selvstændige kapitalistiske stater. På tærsklen til det 20. århundrede finder vi en ny art monopoler i færd med at danne sig: for det første monopolforbund mellem kapitalisterne i alle den fremskredne kapitalismes lande, for det andet monopolstilling for de få rigeste lande, i hvilke akkumulationen af kapital har antaget gigantiske dimensioner. Der opstod en uhyre »kapitaloverflod« i de fremskredne lande.

Naturligvis, hvis kapitalismen kunne udvikle landbruget, som nu overalt er frygteligt langt efter industrien, hvis den kunne hæve leveniveauet for befolkningsmasserne, som overalt på trods af det svimlende tekniske fremskridt er forblevet halvsultne og ludfattige – da ville der ikke være tale om nogen kapitaloverflod. Og det er da også det »argument«, som gang på gang fremsættes af kapitalismens småborgerlige kritikere. Men da ville kapitalismen ikke være kapitalisme, eftersom både ujævnheden i udviklingen og massernes halvsultne leveniveau er væsentlige, nødvendige betingelser og forudsætninger for denne produktionsmåde. Så længe kapitalismen er kapitalisme, bliver kapitaloverfloden ikke anvendt til at hæve massernes levefod i det pågældende land, da det ville betyde en formindskelse af kapitalisternes profit, men derimod til forøgelse af profitten ved hjælp af kapitaleksport til udlandet, til de tilbagestående lande. I disse tilbagestående lande er profitten i almindelighed meget stor, idet. der her kun findes lidt kapital, jorden er forholdsvis billig, lønningerne lave og råstoffer billige. Muligheden for kapitaludførsel bliver skabt ved, at en række tilbagestående lande allerede er draget ind i verdenskapitalismens kredsløb, jernbanernes hovedlinjer allerede lagt eller under bygning, de elementære betingelser for industriel udvikling sikret osv. Kapitaludførselen nødvendiggøres ved, at kapitalismen i nogle lande er blevet »overmoden«, og at kapitalen der (under forudsætning af landbrugets tilbagestående stilling og massernes armod) savner spillerum for »rentabel« anbringelse.

Følgende tilnærmelsesvise tal viser, hvilke kapitaler de tre hovedlande har investeret i udlandet. [1]

Kapital investeret i udlandet i milliarder francs
 

England

Frankrig

Tyskland

1862

3,6

1872

15

10 (1869)

1882

22

15 (1880)

?

1893

42

20 (1890)

?

1902

62

27-37

12,5

1914

75-100

60

44

Heraf ser vi, at kapitaludførselen først i begyndelsen af det 20. århundrede har antaget kæmpedimensioner. Før krigen androg den kapital, der af de tre hovedlande var investeret i udlandet, 175-200 milliarder francs. Regner man udbyttet af denne kapital beskedent til 5 pct., må det have været ca. 8-10 milliarder francs årligt. Et solidt grundlag for imperialistisk undertrykkelse og udbytning af flertallet af verdens nationer og lande, for en håndfuld af de rigeste staters parasitisme!

Hvorledes fordeler denne i udlandet investerede kapital sig på forskellige lande, hvor er den anbragt? Dette spørgsmål kan ganske vist kun finde et tilnærmet svar, men alligevel vil dette svar være i stand til at belyse visse almindelige vekselvirkninger og sammenhænge inden for den moderne imperialisme:

De udførte kapitalers omtrentlige fordeling på verdensdele
(omkring 1910, i milliarder mark)
 

England

Frankrig

Tyskland

I alt

Europa

4

23

18

45

Amerika

37

4

10

51

Asien, Afrika, Australien

29

8

7

44

I alt

70

35

35

140

For Englands vedkommende indtages førstepladsen af dets kolonier, som også er meget store i Amerika (f. eks. Canada), for ikke at tale om Asien osv. Den kæmpemæssige kapitaludførsel er her på det nøjeste knyttet til de gigantiske kolonier, hvis betydning for imperialismen nærmere skal behandles nedenfor. Anderledes i Frankrig. Frankrig har hovedsagelig investeret sin udførte kapital i Europa og først og fremmest i Rusland (ikke mindre end 10 milliarder francs). Her drejer det sig i øvrigt overvejende om lånekapital, om statslån og ikke om kapital, som anlægges i industriforetagender. Til forskel fra den engelske kolonialimperialisme kunne man kalde den franske for ågerimperialisme. I Tyskland finder man en tredje afart: Tysklands kolonier er ikke store, og dets eksportkapital fordeler sig mere ligeligt mellem Europa og Amerika.

Kapitaleksporten påvirker den kapitalistiske udvikling i de lande, mod hvilke den rettes, idet den fremskynder den overordentligt. Hvis derfor denne eksport er i stand til i nogen grad at hæmme udviklingen i de eksporterende lande, så kan dette kun ske ved til gengæld at udvide og uddybe den fortsatte kapitalistiske udvikling i hele verden.

De kapitaleksporterende lande får næsten altid mulighed for at opnå visse »fordele«, hvis karakter sætter det særegne ved finanskapitalens og monopolernes epoke i det rette lys. Berlinerbladet Die Bank skriver f. eks. i oktober 1913 følgende:

»På det internationale kapitalmarked har der i den sidste tid udspillet sig en komedie, som var en Aristofanes værdig. Talrige fremmede stater, fra Spanien til Balkanlandene, fra Rusland til Argentina, Brasilien og Kina, træder åbenlyst eller hemmeligt ud på de store pengemarkeder med deres lånefordringer, hvoraf nogle er overordentligt påtrængende. Pengemarkederne er ganske vist ikke i nogen synderlig god forfatning, og heller ikke de politiske udsigter er synderligt rosenrøde. Men dog vover intet af pengemarkederne at afslå de fremmede krav af frygt for, at naboen skulle komme det i forkøbet, bevilge lånet og derved sikre sig retten til visse små gentjenester. Der falder jo ved den slags internationale forretninger altid lidt af til långiveren, enten det nu er en handelspolitisk fordel, en kulstation, eller et havnebyggeri, en fed koncession eller en kanonleverance.« [2]

Finanskapitalen har skabt monopolernes epoke. Men monopolerne fører overalt de monopolistiske principper med sig: i stedet for konkurrencen på det åbne marked træder udnyttelsen af »forbindelserne« for at opnå profitabel forretning. Den sædvanligste fremgangsmåde er denne: ved et lån bliver det gjort til en betingelse, at en del af lånet bruges til køb af produkter fra kreditorlandet, især rustningsmateriel, skibe osv. Frankrig har i de sidste to årtier (1890-1910) meget ofte grebet til dette middel. Kapitaludførslen bliver et middel til at fremme vareeksporten. Transaktionerne mellem de særligt store foretagender er her af den art, at de, som Schilder [3] »mildt« udtrykker det, »minder om korruption«. Krupp i Tyskland, Schneider i Frankrig, Armstrong i England – det er mønstereksempler på sådanne firmaer, som står i nær forbindelse med kæmpebankerne og regeringen, og som man »ikke kommer udenom« ved låntagning.

Frankrig, der ydede Rusland et lån, »pressede« Rusland i handelsaftalen af 16. september 1905 og sikrede sig visse indrømmelser indtil 1917; det samme skete med handelsaftalen med Japan af 19. august 1911. Toldkrigen mellem Østrig og Serbien, der med en afbrydelse på syv måneder varede fra 1906 til 1911, var delvis fremkaldt af konkurrencen mellem Østrig og Frankrig om leverancer af krigsmateriel til Serbien. Paul Deschanel erklærede i januar 1912 i parlamentet, at franske firmaer fra 1908 til 1911 havde leveret Serbien for 45 millioner francs krigsmateriel.

I en beretning fra den østrig-ungarske konsul i Sao Paulo (Brasilien) hedder det: »Udbygningen af det brasilianske jernbanenet sker hovedsageligt ved fransk, belgisk, britisk eller tysk kapital; de pågældende lande sikrer sig ved de finansielle operationer, som står i forbindelse med baneanlæggene, også leverancen af det fornødne jernbanemateriel«.

På denne måde spænder finanskapitalen bogstaveligt talt sine net ud over alle verdens lande. En væsentlig rolle spiller her de i kolonierne oprettede banker og disses underafdelinger. De tyske imperialister betragter med misundelse de »gamle« kolonilande, som i denne retning er særligt »heldige«: i 1904 havde England 50 kolonibanker med 2279 afdelinger (i 1910: 72 med 5449 afdelinger); Frankrig 20 med 136 afdelinger, Holland 16 med 68, og Tyskland »i alt kun« 13 med 70 afdelinger. [4] De amerikanske kapitalister misunder på deres side de engelske og de tyske: »I Sydamerika – klagede de i 1915 – har 5 tyske banker 40 afdelinger og 5 engelske 70 ... England og Tyskland har i de sidste 25 år investeret henved 4 milliarder dollars i Argentina, Brasilien og Uruguay, og resultatet er, at de deltager med 46 pct. i disse tre landes samlede handel.« [5]

De kapitaleksporterende lande har i overført forstand delt verden imellem sig. Men finanskapitalen har også ført til en direkte opdeling af verden.


Noter

[1]: Hobson: Imperialism (London, 1902, s. 58); Riesser, anf. værk (s. 395 og 404); Arndt, P. i Weltwirtschaftliches Archiv (bd. 7, 1916, s. 35); Ney­marck i Bulletin; Hilferding: Finanskapital (s. 492); Lloyd George's tale i Underhuset 4. maj 1915, iflg. Daily Telegraph d. 5. maj 1915; Harms, B.: Probleme der Weltwirtschaft (Jena, 1912, s. 235 ff); Schilder, Siegmund: Entwicklungstendenzen der Weltwirtschaft (Berlin, 1912, bd. 1, s. 150); Paish, Georg: Great Britain's Capital Investments etc. (i Journal of the Royal Statistical Society, bd. 74, 1910-1911, s. 167 ff); Diouritch, Geor­ges: L'Expansion des banques allemandes à l'etranger, ses rapports avec le développement économique de l'Allemagne (Paris, 1909, s. 84).

[2]: Die Bank, (1913, 2, s. 1024-1025).

[3]: Schilder, anf. værk (s. 346, 350 og 371).

[4]: Riesser, anf. værk (4. opl., s. 375) og Diouritch (s. 283).

[5]: The Annals of the American Academy of Politital and Social Science (bd. 59, maj 1915, s. 301). Samme sted (s. 331) læser vi, at den kendte sta­tistiker Paish i sidste hæfte af finanstidsskriftet Statist har anslået den fra England, Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland udførte kapital til 40 milliarder dollar, dvs. 200 milliarder francs.


Tilbage
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium
Nste

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere