Tilbage
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium
Nste

VII. Imperialismen som et særligt stadium af kapitalismen

Vi må nu forsøge at drage visse slutninger og at sammenfatte, hvad vi hidtil har sagt om imperialismen. Imperialismen er vokset frem som en videreudvikling og direkte fortsættelse af kapitalismens grundbegreber. Men kapitalismen blev først på et bestemt, meget højt udviklingstrin til kapitalistisk imperialisme, da nogle af dens grundtræk begyndte at forvandle sig til deres modsætning, og da der over hele linjen dannedes og fremtrådte træk af en overgangsperiode fra kapitalismen til en højere samfundsordning. Det økonomisk fundamentale i denne proces er, at de kapitalistiske monopoler afløser den kapitalistiske frikonkurrence. Den fri konkurrence er væsensmærket for kapitalismen og vareproduktion overhovedet; monopolet er den fri konkurrences direkte modsætning, men den fri konkurrence selv begyndte for øjnene af os at forvandle sig til monopol, idet den skabte storindustrien, fortrængte småvirksomhederne, erstattede store virksomheder med endnu større, kort sagt bragte koncentration og kapital så vidt, at monopolet opstod og stadig opstår deraf, nemlig karteller, syndikater, truster og dermed sammensmeltet kapital fra en halv snes milliardbanker. Og tillige ser vi, at monopolerne ikke fjerner den fri konkurrence, som de er vokset ud af, men består ved siden af den og over den, og således fremkalder en række særligt krasse og skarpe modsigelser, gnidninger og konflikter. Monopolet er overgangen fra kapitalismen til en højere ordning.

Skulle man fremsætte en så kort definition af imperialismen som muligt, så måtte man sige, at imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium. Denne definition ville indeholde hovedsagen, for på den ene side er finanskapitalen nogle få monopolistiske storbankers bankkapital, der er smeltet sammen med de monopolistiske industrisammenslutningers kapital, og på den anden side er verdens opdeling overgangen fra en kolonipolitik, der uhindret kunne brede sig over strækninger, ingen kapitalistisk magt endnu havde besat, til en kolonipolitik, der består i monopolistisk beherskelse af den allerede fuldstændig opdelte jord.

Alt for korte definitioner er ganske vist nemme, fordi de resumerer det vigtigste, men dog utilstrækkelige, så snart man specielt vil udlede væsentlige træk ved det fænomen, man skal definere. Derfor må vi – uden at glemme, at alle definitioner kun har betinget og relativ betydning, fordi en definition aldrig kan omfatte alle en fuldt udviklet foreteelses mangfoldige sammenhænge – give en definition af imperialismen, som indeholder følgende 5 af dens vigtigste kendetegn: 1. en koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; 2. bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelse af et finansoligarki på basis af denne »finanskapital« 3. kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning; 4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet. Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling mellem de Internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet.

Vi skal senere se, hvorledes imperialismen kan og må defineres på anden måde, når man ikke nøjes med at betragte rent økonomiske grundbegreber, (hvad den anførte definition indskrænker sig til), men også betragter den historiske placering, som dette stadium i kapitalismen indtager inden for kapitalismen overhovedet, eller forholdet mellem imperialismen og de to hovedretninger inden for arbejderbevægelsen. Det må straks bemærkes, at imperialismen, opfattet på denne måde, uden tvivl udgør et særligt stadium i kapitalismens udvikling. For at give læseren en så godt begrundet forestilling om imperialismen som muligt, har vi med vilje citeret et stort antal udtalelser af borgerlige økonomer, som har set sig tvungne til at anerkende de ubestrideligt fastslåede kendsgerninger inden for kapitalismens nyeste økonomi. Af samme grund har vi anført udførlige statistiske oplysninger, som viser, til hvilket trin bankkapitalen er vokset osv., i hvilke overgangen fra kvantitet til kvalitet, overgangen fra udviklet kapitalisme til imperialisme kommer til udtryk. Det siger sig selv, at alle grænser i naturen og i samfundet naturligvis er betingede og bevægelige, således at det ville være meningsløst at strides f. eks. om, fra hvilket år eller årti imperialismen kan siges at være »endeligt« udformet.

Og dog må man strides om definitionen af imperialismen, især med den mest fremtrædende marxistiske teoretiker fra den såkaldte II Internationales epoke, dvs. det kvarte århundrede 1889-1914, med Karl Kautsky. I 1915, ja allerede i november 1914, vendte Kautsky sig afgørende imod grundtankerne i vor definition af imperialismen, idet han hævdede, at imperialismen ikke skal forstås som en »fase« eller et trin i det økonomiske liv, men blot som en politik, en ganske bestemt politik, som finanskapitalen »foretrækker« at imperialismen ikke kan »identificeres« med den »moderne kapitalisme« at hvis man ved imperialismen forstår »alle den moderne kapitalismes foreteelser«, karteller, protektionisme, højfinansens herredømme, kolonipolitik, så bliver spørgsmålet om imperialismens nødvendighed for kapitalismen til den »platteste tautologi« for i så fald er imperialismen »naturligvis en livsbetingelse for kapitalismen« osv. Kautskys tankegang kan vi gengive mest præcist ved at citere hans definition af imperialismen, en definition, som direkte er rettet mod de af os udviklede ideer (tyske marxister har gennem mange år fremsat lignende ideer, og deres indvendinger kender Kautsky for længst som indvendinger fra en bestemt retning inden for marxismen).

Kautskys definition lyder således:

»Imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrielle kapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte et stadig større landbrugsområde (Kautskys kursiv) til sig uden hensyn til, hvilke nationer det beboes af.« [1]

Denne definition duer ikke; eftersom den er ensidig, dvs. den fremhæver vilkårligt et enkelt spørgsmål, det nationale (som ganske vist både i sig selv og i forhold til imperialismen er af den største vigtighed), forbinder det vilkårligt og urigtigt alene med industrikapitalen i de lande, som annekterer andre nationer, og skyder lige så vilkårligt og urigtigt anneksionen af landbrugsområder i forgrunden.

Imperialismen er stræben efter anneksioner, det er det, den politiske del af Kautskys definition går ud på. Dette er rigtigt, men højst ufuldstændigt, for politisk betyder imperialismen overhovedet stræben efter vold og reaktion. Det er imidlertid den økonomiske side af spørgsmålet, som Kautsky selv bragte ind i sin definition, der interesserer os her. Urigtighederne i Kautskys definition er iøjnefaldende. Det er jo netop ikke industri-, men finanskapitalen, der er karakteristisk for imperialismen. Det er ikke noget tilfælde, at den særligt hurtige tilvækst i finanskapitalen og den samtidige svækkelse i industrikapitalen i Frankrig siden 80'erne har fremkaldt en voldsom tilspidsning af den anneksionistiske (koloniale) politik. For imperialismen er det netop karakteristisk, at bestræbelserne ikke blot går ud på at annektere landbrugsområder, men også udprægede industriområder (Tysklands appetit på Belgien, Frankrigs på Lotringen); for det første tvinger nemlig den fuldførte opdeling af Jorden til ved en nyopdeling at strække hånden ud efter ethvert territorium, og for det andet er det betegnende for imperialismen, at nogle stormagter kappes om hegemoniet, dvs. bestræber sig for at bemægtige sig territorier, ikke så meget direkte til egen fordel som for at svække modstanderen og undergrave hans hegemoni (for Tyskland er Belgien af særlig vigtighed som støttepunkt over for England; for England igen Bagdad som støttepunkt mod Tyskland osv.).

Kautsky påberåber sig særligt – og ofte – englænderne, som han mener har fastslået den rent politiske betydning af begrebet imperialisme på hans, Kautskys, måde. Lad os tage englænderen Hobson; i hans værk Imperialismen fra 1902 læser vi følgende:

»Den ny imperialisme adskiller sig fra den ældre, for det første ved, at den erstatter et enkelt, voksende imperiums bestræbelser med den teori og praksis, ifølge hvilke imperier konkurrerer, hver især tilskyndet af samme begær efter politisk ekspansion og handelspolitiske fordele; for det andet ved finans- eller kapitalanlægsinteressernes overvægt over handelsinteresserne.« [2]

Vi ser altså, at Kautsky absolut har uret, når han påberåber sig englænderne i almindelighed (han kunne højst påberåbe sig de vulgære engelske imperialister eller direkte forsvarere af imperialismen). Vi ser også, at Kautsky, som gør krav på fremdeles at forsvare marxismen, i virkeligheden tager et skridt baglæns i forhold til den socialliberale Hobson, som behandler de to »historisk-konkrete« (Kautsky håner ligefrem det historisk-konkrete med sin definition!) kendetegn ved den moderne imperialisme rigtigere: 1. konkurrencen mellem flere imperialismer og 2. finansmandens dominerende rolle over for handelsmanden. Men hvis det hovedsageligt drejer sig om, at en industristat annekterer et landbrugsland, så fremhæves dermed handelsmandens dominerende rolle.

Kautskys definition er ikke alene urigtig og umarxistisk, den tjener som grundlag for et helt system af opfattelser, som over hele linjen bryder med såvel marxistisk teori som marxistisk praksis; det vil blive behandlet senere. Helt og holdent usaglig er den ordstrid, som Kautsky har påbegyndt om, hvorvidt kapitalismens nyeste trin skal kaldes imperialisme eller finanskapitalens stadium. Man kan kalde det, hvad man vil – det er ikke dét, det kommer an på. Det væsentlige er, at Kautsky skiller imperialismens politik fra dens økonomi, idet han taler om anneksioner som en politik, finanskapitalen »foretrækker«, og stiller den over for en anden angiveligt mulig borgerlig politik på samme basis, nemlig finanskapitalens. Heraf følger, at monopoler i det økonomiske liv skulle være forenelige med en ikke-monopolistisk, ikkevoldelig, ikke-anneksionistisk fremgangsmåde i politik. Heraf følger, at verdens territoriale opdeling, der er fuldbyrdet netop i finanskapitalens epoke og danner grundlaget for de nuværende særprægede former for konkurrence mellem de kapitalistiske stormagter, skulle kunne forenes med en ikke-imperialistisk politik. Resultatet er en tilsløring, en afstumpning af de fundamentale modsigelser inden for kapitalismen, i stedet for en afsløring af deres dybde. Resultatet er borgerlig reformisme i stedet for marxisme.

Kautsky polemiserer imod den tyske forsvarer af imperialisme og anneksioner, Cunow, hvis tankegang er ligeså plump som kynisk: imperialismen er den moderne kapitalisme; kapitalismens udvikling er uundgåelig og progressiv, følgelig er imperialismen også progressiv, og vi bør tilbede og lovprise imperialismen! Denne tankegang minder om den karikatur, som narodnikkerne [3] opstillede over for de russiske marxister i 1894-95: hvis marxisterne anser kapitalismen i Rusland for uundgåelig og progressiv, så skulle de hellere oprette knejper og selv virke for kapitalisme. Kautsky svarer Cunow: nej, imperialismen er ikke den moderne kapitalisme, men blot en form for den moderne kapitalismes politik, og vi kan og skal bekæmpe denne politik, bekæmpe imperialisme, anneksioner osv.

Ved første øjekast synes dette svar ret rimeligt, men i virkeligheden betyder det en finere, men tilsløret og derfor farligere propaganda for en forsoning med imperialismen; for en »bekæmpelse« af trusternes og bankernes politik, som lader det økonomiske grundlag for trusterne og bankerne uberørt, løber ud i borgerlig reformisme og pacifisme, i harmløse, fromme ønsker. At sætte sig ud over de bestående modsigelser, at glemme de vigtigste af dem, i stedet for at afdække dem i hele deres dybde – det er Kautskys teori, som ikke har noget til fælles med marxismen. Og sådan en »teori« tjener naturligvis kun til at forfægte tanken om enhed med folk som Cunow!

»Fra et rent økonomisk standpunkt«, skriver Kautsky, »er det ikke udelukket, at kapitalismen kan gennemløbe endnu en fase: kartelpolitikkens overførelse på udenrigspolitikken, ultraimperialismens fase,« [4] dvs. en overimperialisme, en forening af imperialismerne i hele verden, en fase, hvor de ikke kæmper indbyrdes, hvor krigene under kapitalismen afskaffes, og hvor »den internationalt forbundne finanskapital foretager en fælles udbytning af verden«. [5]

Denne »ultraimperialismeteori« vil vi vende tilbage til for i detaljer at vise, hvor afgørende og uigenkaldeligt den bryder med marxismen. Som det overalt i dette arbejde er vor fremgangsmåde, må vi først betragte de nøjagtige økonomiske kendsgerninger om dette spørgsmål. Er en »ultraimperialisme« mulig fra et »rent økonomisk standpunkt«, eller er det ultravrøvl?

Forstår man ved et rent økonomisk standpunkt en »ren« abstraktion, så løber alt, hvad der lader sig sige herom, ud i den tese: udviklingen går i retning af monopoler, altså i retning af et verdensmonopol, en verdenstrust. Det er utvivlsomt rigtigt, men lige så intetsigende som at fastslå, at »udviklingen går« i retning af næringsmidlernes fremstilling i laboratorier. I denne betydning er ultraimperialismens »teori« ikke mindre tåbelig, end en »ultralandbrugets teori« ville være.

Men hvis man taler om de »rent økonomiske« betingelser for finanskapitalens epoke som en historisk konkret epoke, som falder ved begyndelsen af det 20. århundrede, så får vi det bedste svar på »ultraimperialismen«s døde abstraktioner (der kun kan tjene det ene, højst reaktionære mål: at aflede opmærksomheden fra dybden i de forhåndenværende modsigelser), når vi stiller den over for den moderne verdenshusholdnings konkrete økonomiske realitet. Kautskys tomme snak om ultraimperialismen nærer bl.a. den grundfalske tanke, som er vand på imperialismens forsvareres mølle, at finanskapitalens herredømme afsvækker ujævnhederne og modsigelserne inden for verdensøkonomien, medens det i virkeligheden forstærker dem.

R. Calwer gjorde i sit skrift Indføring i Verdensøkonomien [6] forsøg på at samle de vigtigste rent økonomiske kendsgerninger, som muliggør en konkret forestilling om vekselvirkningerne inden for verdensøkonomien ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede. Han deler verden i 5 »økonomiske hovedområder«: 1. det mellemeuropæiske (hele Europa med undtagelse af Rusland og England); 2. det britiske; 3. det russiske; 4. det østasiatiske og 5. det amerikanske; kolonierne regnes med til den stat, som ejer dem, og de få lande, som ikke falder ind under nogen af områderne, er ladet ude af betragtning, f. eks. Persien, Afghanistan og Arabien i Asien, Marokko og Abessinien i Afrika osv.

Vi skal her i forkortet form gengive de økonomiske kendsgerninger, som Calwer anfører om disse områder:

Verdens økonomiske hovedområder

Areal (i mill. km2)

Ind-bygger-antal
(i mill.)

Samfærdselsmidler

Handel

Industri

Jernbaner-nes skinne-længde
(i 1000 km)

Handels-flåde
(i mill. tons)

Ind- og udførsel
(i milli-arder Mk.)

Års-produktion af stenkul
(i mill. tons)

Års-produktion af råjern
(i mill. tons)

Antal spindler i bomulds-industrien
(i mill.)

1. det mellemeuropæiske

27,6
(23,6)

388
(146)

204

8

41

251

15

26

2. det engelske

28,9
(28,6)

398
(355)

140

11

25

249

9

51

3. det russiske

22,0

131

63

1

3

16

3

7

4. det østasiatiske

12,0

389

8

1

2

8

0,02

2

5. det amerikanske

30,0

148

379

6

14

245

14

19

I parentes er vedføjet koloniernes areal og befolkningstal.

Vi ser her 3 områder med højtudviklet kapitalisme (stærk udvikling både af trafikvæsenet og af handel og industri): det mellemeuropæiske, det britiske og det amerikanske, og deriblandt 3 verdensbeherskende stater, Tyskland, England og De Forenede Stater. Den imperialistiske konkurrence og kampen mellem dem bliver overordentlig skærpet ved, at Tyskland kun råder over et ganske ringe areal og få kolonier. Dannelsen af Centraleuropa ligger endnu ude i fremtiden, og dets fødsel foregår i fortvivlet kamp. Foreløbig er hele Europas særkende politisk splittelse. I de engelske og amerikanske områder derimod er den politiske koncentration meget stor, men der består her et uhyre misforhold mellem det britiske områdes umådelige kolonier og det amerikanske områdes ubetydelige. I kolonierne er kapitalismen først i sin vorden. Kampen om Sydamerika skærpes stadig.

To områder med svag kapitalistisk udvikling er det russiske og det østasiatiske. I det første finder vi en overordentlig ringe befolkningstæthed, i det andet en overordentlig stor; i det første er den politiske koncentration stor, i det andet mangler den ganske. Man begynder først nu at dele Kina, og kampen herom mellem Japan, De Forenede Stater osv. bliver skærpet mere og mere.

Denne virkelighed, med dens uhyre mangfoldighed af økonomiske og politiske betingelser, med det yderst uensartede tempo i de forskellige landes vækst osv., med den desperate kamp mellem de imperialistiske stater, denne virkelighed kan man så stille op mod Kautskys naive fabel om »fredelig« ultraimperialisme! Er det ikke en forskrækket småborgers reaktionære forsøg på at gemme sig for den truende virkelighed? De internationale karteller, hvori Kautsky ser kimene til ultraimperialisme (ligesom man i fremstillingen af tabletter i laboratoriet »kan« se en kim til ultralandbruget), frembyder de ikke netop eksempler på opdeling, og nyopdeling af verden, på overgang fra fredelig opdeling til ufredelig og omvendt? Amerikas og andre landes finanskapital, som hidtil, sammen med Tyskland, fredeligt havde delt verden f. eks. i det internationale skinnekartel eller i den internationale trust for handelsskibsfart, nyopdeler de ikke nu verden på grundlag af nye styrkeforhold, der ændrer sig på højst ufredelig måde?

Finanskapitalen og trusterne afsvækker ikke forskellighederne i væksttempo i de forskellige dele af verdensøkonomien, men forstærker dem. Men så snart styrkeforholdene ændrer sig, hvorledes skal da modsigelserne under kapitalismen løses uden ved magt? Nøjagtige angivelser over forskellen i kapitalismens og finanskapitalens væksttempo i den samlede verdenshusholdning finder vi i jernbanestatistikken. [7] Under den imperialistiske udviklings sidste årtier har skinnelængden udviklet sig på følgende måde:

Skinnelængde (i 1000 km)
 

1890

1913

Tilvækst

Europa

204

 

346

 

122

 

USA

268

 

411

 

143

 

Alle kolonier

82

"Tuborg-tegn"

125

210

"Tuborg-tegn"

347

128

"Tuborg-tegn"

222

Selvstændige og halvselvstændige lande i Asien og Amerika

43

137

94

I alt

617

 

1104

 

487

 

Stærkest foregik udvidelsen af jernbanenettet i kolonierne og i de selvstændige (og halvselvstændige) lande i Asien og Amerika. Som bekendt regerer her de 4-5 største kapitalistiske staters finanskapital uindskrænket. 200.000 km nye jernbaner i kolonierne og i andre lande i Asien og Amerika – det betyder nye kapitalanlæg til mere end 40 milliarder mark på særligt gunstige betingelser, med særlige rentabilitetsgarantier, med indbringende ordrer til stålværkerne osv.

Hurtigst vokser kapitalismen i kolonierne og i de oversøiske lande. Og blandt disse lande selv opstår nye imperialistiske magter (Japan). Verdensimperialismernes kamp skærpes. Den tribut, finanskapitalen tager fra de særligt indbringende foretagender i kolonierne og de oversøiske lande, vokser. Ved fordelingen af dette »bytte« tilfalder den største bid lande, som ikke altid står i spidsen med hensyn til det tempo, i hvilket produktivkræfterne udvikles. I de største lande androg skinnelængderne, for hvert land med dets kolonier:

Skinnelængde (i 1000 km)
 

1890

1913

Tilvækst ca.

De Forenede Stater

268

413

145

Det britiske rige

107

208

101

Rusland

32

78

46

Tyskland

43

68

25

Frankrig

41

63

22

For de 5 lande tilsammen

491

830

339

Ca. 80 pct. af den samlede skinnelængde er altså i hænderne på de 5 største stater. Men koncentrationen af ejendomsretten til disse baner, koncentrationen af finanskapitalen, er endnu meget større; for engelske og franske millionærer ejer f. eks. en stor del af aktierne og obligationerne i de amerikanske, russiske og andre landes jernbaner.

England har takket være sine kolonier forøget »sit« jernbanenet med 100.000 km eller fire gange så meget som Tyskland. Men som bekendt foregik udviklingen af produktivkræfterne i dette tidsrum, særligt i kul- og jernindustrien, betydeligt hurtigere i Tyskland end i England, for slet ikke at tale om Frankrig og Rusland. I 1892 producerede Tyskland 4,9 millioner ton råjern, England derimod 6,8; men allerede 1912 producerede Tyskland 17,6 mod 9,0, altså et vældigt forspring for England! [8] Og man må spørge: hvilket andet middel end krig kan der på kapitalismens grund findes til at fjerne misforholdet mellem udviklingen af produktivkræfterne og akkumulationen af kapital på den ene side og fordelingen af kolonier og »indflydelsessfærer« for finanskapitalen på den anden side?


Noter

[1]: Die Neue Zeit (1914, 2, s. 909, fra 11. sept. 1914. Se også 1915, 2, s. 107 ff.).

[2]: Hobson, Imperialism (London, 1902, s. 324).

[3]: Narodnikkerne – (1861 ff.), en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse, hvis taktiske hovedmiddel mod tsardømmet var individuel terror udført af konspirative grupper. Nogle narodnikiske grupper gik ind for propaganda ude i folket (russ.: narod). De satte deres lid til bøndernes demokratiske muligheder.

[4]: Die Neue Zeit (1914, 2 (32. årg.), s. 921, fra 11. sept. 1914. Se også 1915, 2, s. 107 ff.).

[5]: Die Neue Zeit (1915, 1, s. 144, fra 30. april 1915).

[6]: Calwer, R.: Einführung in die Weltwirtschaft (Berlin, 1906).

[7]: Statistisches Jahrbuch für das Deutsche Reich (1915). Archiv für Eisenbahnwesen (1892). For 1890 måtte uvæsentlige detaljer vedrørende fordelingen af jernbaner på kolonierne beregnes tilnærmelsesvis.

[8]: Sml. også Crammond, Edgar: The Economic Relations of the British and German Empires (i Journal of the Royal Statistical Society, juli 1914, s. 777 ff. ).


Tilbage
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium
Nste

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere