Tilbage
Socialreform eller revolution?
Næste

2.1. Den økonomiske udvikling og socialismen

Den største landvinding i den proletariske klassekamps udvikling var opdagelsen af, at de økonomiske forhold i det kapitalistiske samfund kunne anvendes som udgangspunkt for socialismens virkeliggørelse. Derigennem er socialismen fra at være et "ideal", der foresvævede menneskeheden i årtusinder, blevet til en historisk nødvendighed.

Bernstein bestrider eksistensen af disse økonomiske forudsætninger for socialismen i det nuværende samfund. Derved gennemgår han selv en interessant udvikling i sin bevisførelse. I begyndelsen i "Die Neue Zeit" bestrider han blot hurtigheden i industriens koncentration og støtter dette på en sammenligning med resultaterne af erhvervsstatistikken i Tyskland fra 1895 og 1882. Dertil må han – for at bruge disse resultater til sit formål – tage sin tilflugt til ganske summariske og mekaniske metoder. Men selv i gunstigste fald kunne Bernstein ikke ramme Marx' analyse med sin henvisning til de middelstore virksomheders udholdenhed. Thi denne forudsætter hverken et bestemt tempo i industriens koncentration, dvs. en bestemt frist for det socialistiske endemåls virkeliggørelse eller, som vi også har påvist, en absolut forsvinden af småkapitalen, dvs. småborgerskabets forsvinden, som betingelse for socialismens mulighed for realisering.

I den videre udvikling af sine hensigter giver Bernstein nu i sin bog nyt bevismateriale, nemlig aktieselskabsstatistikken, der skal godtgøre, at aktionærernes antal stadig øges, at kapitalistklassen slet ikke smelter sammen, men derimod stadig bliver større. Det er forbløffende, hvor lidt Bernstein kender til det forhåndenværende materiale, og i hvor ringe grad han ved at bruge det til sin fordel.

Ville han med aktieselskaberne bevise noget, der modsiger den marxistiske lov om den industrielle udvikling, så skulle han have bragt ganske andre tal. Thi enhver, der kender til aktieselskabernes grundlæggelseshistorie i Tyskland, ved nemlig, at den gennemsnitlige grundkapital for et foretagende i en sådan selskabsdannelse snarere er i noget nær regelmæssig aftagen. Således androg denne kapital før 1871 ca. 10,8 millioner mark, 1871 kun 4,01 millioner mark, 1873 3,8 millioner mark, 1883 til 1887 mindre end 1 million mark, 1891 kun 0,56 millioner mark, 1892 0,62 millioner mark. Siden har beløbet svinget omkring 1 million mark og derefter er det igen faldet fra 1,78 millioner mark i året 1895 til 1,19 millioner mark i 1. semester af 1897.

Ejendommelige tal! Bernstein ville øjensynlig ganske simpelt dermed konstruere en kontramarxistisk tendens i storforetagenders tilbagegang til småforetagender. Men i så tilfælde kan hvem som helst svare ham igen: Når De vil bevise noget med denne statistik, så må De først og fremmest bevise, at det drejer sig om de samme industrigrene, at de små virksomheder nu træder i stedet for de store, gamle og ikke der, hvor det indtil nu var enkeltkapitalen eller endda håndværk eller dværgvirksomheder. Men dette bevis lykkes det Dem ikke at bringe, thi overgangen fra kæmpemæssige aktieselskabsdannelser til mellemstore eller små er netop kun til at forklare derved, at aktieselskabsformen trænger ind i stadig flere brancher, og hvis det i begyndelsen kun duede til få kæmpeforetagender, har det nu i stigende grad tilpasset sig det middelstore foretagende, ja her og der endda de små virksomheder. (Selv aktieselskabsdannelser på under 1000 mark forekommer).

Men hvad betyder aktieselskabsformens stadig større udbredelse nationaløkonomisk set. Den betyder produktionens fremadskridende forening med samfundet på kapitalistisk vis, ikke kun med hensyn til kæmpeproduktionen, men også med hensyn til middel- og endda småproduktionen, altså noget, der ikke modsiger Marx' teori, men bekræfter den på mest indlysende måde.

Hvori består da aktieselskabsdannelsens særlige økonomiske træk? På den ene side i foreningen af mange små formuer til én produktionskapital, og på den anden side i adskillelsen mellem produktion og kapitalejendom, altså en dobbeltsidig overvindelse af den kapitalistiske produktionsform – stadig på kapitalistisk basis. Hvad betyder Bernsteins statistik, jævnfør dette hvor et stort antal aktionærer er delejere i et foretagende? Faktisk ikke andet end at et kapitalistisk foretagende nu ikke som førhen modsvares af en kapitalejer, men til et helt antal, et stadig voksende antal af kapitalejere. Det betyder at det økonomiske begreb "kapitalist" dermed ikke mere dækker enkeltindividet, at den nuværende industrielle kapitalist er en sammensat enhed, der består af hundreder, ja af tusinder personer, at kategorien "kapitalist" inden for rammer af den kapitalistiske økonomi er blevet noget samfundsmæssigt, ja en del af samfundet.

Men hvordan kan man da forklare det faktum, at Bernstein opfatter aktieselskabsfænomenet lige omvendt som en opdeling og ikke som en samling af kapitalen, at han ser kapitalejendommens udbredelse, der hvor Marx ser "kapitalejendommens ophævelse". Bernstein har ganske simpelt gjort sig skyldig i en vulgærøkonomisk bommert: Han opfatter begrebet kapitalist ikke som en produktionskategori, men som en ejendomsretlig kategori, ikke som en økonomisk, men som en skattepolitisk enhed og forstår ved kapitalen ikke en produktionsenhed, men simpelthen en pengeformue.

Derfor ser han i den engelske sygarnstrust ikke sammensvejsningen af 12.300 personer til en helhed, men hele 12.300 kapitalister, derfor er ingeniør Schulze, der som medgift med sin kone har fået "et større antal" aktier af rentier Müller også for ham en kapitalist, ja, derfor vrimler hele hans verden med "kapitalister".

Men også her er Bernsteins vulgærøkonomiske bommert blot det teoretiske grundlag for en vulgarisering af socialismen. Idet Bernstein overfører begrebet kapitalist fra produktionsforholdene til ejendomsforholdene og "taler om mennesker i stedet for arbejdsgivere" overfører han også spørgsmålet om socialisme fra produktionens område til formueforholdenes område, fra kapitalens og arbejdets forhold til spørgsmålet om rig eller fattig.

Dermed er vi lykkeligt bragt tilbage fra Marx og Engels til forfatteren af "de arme svnderes evangelium", kun med den forskel, at Weitling med ægte proletarisk instinkt netop i modsætningen mellem rig og fattig erkendte klassemodsætningerne i en primitivere form, og ville gøre dem til den socialistiske bevægelses løftestang, mens Bernstein omvendt ser socialismens udsigter i de fattiges forvandling til rige, dvs. i udviskningen af klassemodsætningerne, altså i en småborgerlig fremgangsmåde.

Ganske vist indskrænker Bernstein sig ikke til indkomststatistikken. Han forsyner os også med bedriftsstatistik og endda fra flere lande: fra Tyskland og Frankrig, fra England og fra Svejts, fra Østrig og fra De Forenede Stater. Men hvad er det da for en statistik? Det er ikke sammenlignende data fra forskellige tidspunkter i hvert land, men fra ét tidspunkt i forskellige lande. Bortset fra Tyskland, hvor han gentager sin gamle fremstilling fra 1895 og 1882, sammenligner han ikke virksomhedsinddelingens stadium i et land på forskellige tidspunkter, men kun de absolutte tal for forskellige lande (for Englands vedkommende året 1891, for Frankrigs 1894, for De Forenede Stater 1890 osv.). Den slutning, han når til, er "at når storvirksomheden i industrien i dag i virkeligheden allerede har overvægt, så omfatter den, når man medregner virksomheder, der er afhængige af den, selv i et så højt udviklet land som Preussen højst halvdelen af den befolkning, der er beskæftiget i produktionen", og således er det også i hele Tyskland, England og Belgien m.v.

Hvad han på denne måde påviser, er åbenbart ikke denne eller hin tendens i den økonomiske udvikling, men blot det absolutte styrkeforhold i de forskellige bedriftsformer f.eks. i forskellige erhvervskategorier. Hvis socialismen manglede fremtidsudsigter, så bygger denne bevisførelse på en teori om, at det talmæssige, fysiske styrkeforhold, altså et regulært magtforhold er afgørende for resultatet af alle sociale bestræbelser. Bernstein, som overalt lugter blanquisme, forfalder her til en afveksling selv til den største blanquistiske misforståelse. Stadig igen med den forskel, at blanquisterne som en social og revolutionær retning forudsætter socialismens økonomiske gennemførlighed som en selvfølge og til og med baserede ideen om, at en lille minoritet skulle kunne gennemføre en voldelig revolution, på denne teori, mens Bernstein omvendt af folkeflertallets talmæssige utilstrækkelighed drager den slutsats, at socialismen økonomisk set er uden fremtid. Socialdemokratiet uddrager ligeså lidt sit endemål af minoritetens sejrende magt som majoritetens talmæssige overvægt, men af den økonomiske nødvendighed og indsigten i denne nødvendighed – idet denne ved folkemassernes hjælp fører til ophævelse af kapitalismen, og dette viser sig først og fremmest i det kapitalistiske anarki.

Hvad angår dette sidste afgørende spørgsmål om anarkiet i den kapitalistiske økonomi, så bestrider Bernstein blot de store og de almene kriser, men ikke de partielle og nationale kriser. Han benægter hermed eksistensen af en stor mængde anarki og indrømmer samtidig, at der findes lidt anarki. Hos Bernstein går det med den kapitalistiske økonomi – for igen at tale med Marx – som hin tåbelige jomfru, der var gravid, "men ikke ret meget".

Det fatale ved sagen er nu, at når det gælder slige sager som anarki, så er meget og lidt lige ilde. Indrømmer Bernstein, at der er lidt anarki, så skal vareøkonomiens mekanisme nok selv sørge for, at dette anarki stiger til det uhyre – lige til sammenbruddet. Men håber Bernstein på – med samtidig bibeholdelse af vareproduktionen – efterhånden at kunne afløse den smule anarki med harmoni og orden, så forfalder han igen til en af de mest fundamentale fejl i den borgerlige vulgærøkonomi, idet han betragter udbytteformen som uafhængig af produktionsformen. [1]

Det er ikke her den rette lejlighed til i sin helhed at vise den overraskende forvirring, hvad angår de elementæreste principper i den politiske økonomi, som Bernstein har lagt for dagen i sin bog. Men på et punkt, nemlig hvor den fører os ind på det kapitalistiske anarkis grundspørgsmål, skal det belyses kort.

Bernstein forklarer, at Marx' arbejdsværdilov er en blot abstraktion, hvad der for ham åbenbart er et skældsord i den politiske økonomi. Men er arbejdsværdien blot en abstraktion, "et tankebillede", så har enhver retskaffen borger, der har tjent ved militæret og betalt sin skat, den samme ret som Marx til efter behag at knytte sludder til et sådant "tankebillede", dvs. til værdiloven. Fra naturens side har Marx lige så meget ret til at se bort fra varernes egenskaber, så at de til slut udelukkende er inkarnationer af visse mængder menneskeligt arbejde, som det står Böhm-Jevon frit for at abstrahere fra alle varernes egenskaber ud fra deres nyttighed. Altså Marx' samfundsmæssige arbejde og Mengers abstrakte nyttighed, det er hip som hap for Bernstein: altsammen blot abstraktion. Bernstein har ganske glemt, at Marx' abstraktion ikke er en opfindelse, at den ikke eksisterer i Marx' hoved, men i vareøkonomien, at den ikke udgør en indbildt, men en reel samfundsmæssig tilstedeværelse, en så reel tilstedeværelse, at den bliver snittet og hamret, vævet og præget. Det af Marx opdagede abstrakt-menneskelige arbejde er nemlig i sin enkleste form ikke andet end – pengene. Og dette er netop en af de mest geniale økonomiske opdagelser Marx har gjort, medens pengenes mystiske væsen for hele den borgerlige økonomi, fra første merkantilist til sidste klassiker, er en bog lukket med syv segl.

Derimod er Böhms og Jevons abstrakte nyttighed i virkeligheden blot et tankebillede eller snarere et billede på tankeløshed, udelukkende borgerlig vulgærøkonomi og en privat idioti, for hvilken hverken det kapitalistiske samfund eller noget andet menneskeligt samfund kan gøres ansvarlig.

Med dette "tankebillede" i hovedet kan Bernstein og Böhm og Jevon og hele den subjektive menighed gruble endnu 20 år over pengenes mysterium, uden at de kommer til nogen anden løsning, end hvad enhver elev allerede vidste uden dem: at penge også er en "nyttig" sag.

Bernstein har hermed ganske mistet forståelsen for Marx' værdilov. Men for den, der er nogenlunde fortrolig med Marx' økonomiske system, er det uden videre klart, at uden værdiloven er hele systemet fuldstændig uforståeligt eller for at tale konkretere – uden forståelse for varens og varebyttets væsen må hele den kapitalistiske økonomi med sine sammenhænge forblive en hemmelighed.

Men hvad er Marx' tryllenøgle, der har åbnet alle de kapitalistiske fænomeners inderste hemmeligheder netop for ham, der lod ham løse de problemer med legende lethed, som den borgerlige klassiske økonomis største ånder som Smith og Ricardo ikke engang anede eksistensen af. Intet andet end den opfattelse af hele den kapitalistiske økonomi at den er et historisk fænomen og ikke kun med perspektiv bagud, men også fremad, ikke kun med henblik på den forgangne feudaløkonomi, men især med henblik på den socialistiske fremtid. Hemmeligheden ved Marx' værdilære, hans pengeanalyse, hans kapitalteori, hans lære om profitraten og dermed hele det økonomiske system er – den kapitalistiske økonomis forgængelighed, dens sammenbrud, altså på den anden side – det socialistiske endemål. Netop og kun fordi Marx på forhånd var socialist, dvs. kunne holde sig den kapitalistiske økonomi for øje fra et historisk synspunkt, kunne han tyde dens hieroglyffer, og fordi han gjorde det socialistiske standpunkt til udgangspunkt for den videnskabelige analyse af det borgerlige samfund, kunne han omvendt begrunde socialismen videnskabeligt.

På denne baggrund må man se anmærkningerne i slutningen af Bernsteins bog, hvor han klager over "dualismen", der går gennem hele Marx' monumentale værk, en dualisme, der består i, at værket vil være en videnskabelig undersøgelse og dog vil bevise en færdig tese, længe før dets koncipering (affattelse), at der ligger et skema til grund for det, i hvilket resultatet, hvortil udviklingen skulle føre allerede på forhånd var fastlagt. Marx' tilbagevenden til Det kommunistiske Manifest (dvs. til det socialistiske endemål, forf.s bemærk.) henviser her til en virkelig rest af utopi i det marxistiske system.

Men Marx' dualisme er ikke andet end dualismen mellem den socialistiske fremtid og den kapitalistiske nutid, dualismen mellem kapital og arbejde, mellem bourgeoisi og proletariat, den er den monumentale videnskabelige afspejling af den i det borgerlige samfund eksisterende dualisme, de borgerlige klassemodsætninger.

Og når Bernstein i Marx' teoretiske dualisme ser "en rest af dualisme", så er det kun en naiv bekendelse af, at han bortforklarer den historiske dualisme i det borgerlige samfund, og de kapitalistiske klassemodsætninger, at socialismen for ham selv er blevet en "rest af utopisme". "Monismen", dvs. Bernsteins ensartethed, er ensartetheden i en foreviget kapitalistisk ordning, ensartetheden hos socialisten, der har ladet endemålet falde for i stedet at se endemålet for den menneskelige udvikling i et uforandret borgerligt samfund.

Men hvis Bernstein i kapitalismens økonomiske struktur ser tospaltningen, men ikke udviklingen til socialisme, så må han for i det mindste formelt at redde det socialistiske program tage tilflugt til en uden for den økonomiske udvikling liggende idealistisk konstruktion og forvandle socialismen selv fra at være en bestemt historisk fase i den samfundsmæssige udvikling til et abstrakt "princip".

Bernsteins "kooperative princip" med hvilket han vil smykke den kapitalistiske økonomi, dette utrolig tynde "afkog" af det socialistiske endemål, fremtræder mod denne baggrund ikke som en indrømmelse, som Bernsteins borgerlige teori til samfundets socialistiske fremtid, men som en indrømmelse Bernstein gør til sin socialistiske fortid.


Noter

[1]: