Tidevande: Den økonomiske konjunktur og den internationale arbejderbevægelse


Udgivet første gang: Artiklen stammer fra Flood-Tide, Pravda 25. december 1921.
Oversættelse: Ukendt, men formodentlig SAP.
På dansk: Fra International Socialisme - Politiske arbejdstekster, nr. 14: Opgang og nedgang i klassekampen, oktober 1991. Oprindeligt i SAP's tidsskrift Socialistisk Information, nr. 12, september 1984.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online


Tidevande: Den økonomiske konjunktur og den internationale arbejderbevægelse

Den kommercielt-industrielle krise i 1920 brød ud i løbet af foråret og sommeren, på et tidspunkt hvor den foregående politiske og psykologiske reaktion allerede var slået igennem inden for arbejderklassen. Krisen forøgede utvivlsomt utilfredsheden blandt væsentlige arbejdergrupper, hvilket her og der fremkaldte voldsomme demonstrationer af utilfredshed. Men efter den fejlslagne offensiv i 1919 og med den efterfølgende opløsning, kunne den økonomiske krise ikke længere i sig selv sikre den nødvendige enhed i arbejderbevægelsen eller bringe den frem til et mere beslutsomt angreb.

Disse omstændigheder bestyrker vores opfattelse, at krisens følger for arbejderbevægelsens kurs ikke er af så enkel en karakter, som nogle vil reducere den til. Krisens politiske følger (ikke kun omfanget af dens indflydelse, men også dens retning) er bestemt af hele den eksisterende politiske situation og af de begivenheder, som går forud og ledsager krisen, specielt kampene, arbejderklassens sejre og nederlag forud for krisen. Under nogle forhold kan krisen give en vældig tilskyndelse til arbejderklassens revolutionære aktivitet. Under andre forhold kan den fuldstændig proletariatets offensiv, og – såfremt krisen varer for længe og arbejderne lider for store tab – kan den ikke blot svække offensiven, men også arbejderklassens forsvarskraft, voldsomt.

Der er i dag ubestridelige tegn på et brud i den økonomiske konjunktur. Almindeligheder som at den nuværende krise er kapitalismens sidste, at den udgør grundlaget for den revolutionære epoke, at den kun kan afsluttes med proletariatets sejr – alle sådanne almindeligheder kan tydeligvis ikke erstatte en konkret analyse af den økonomiske udvikling og alle de taktiske konsekvenser, som udspringer heraf. Rent faktisk ophørte verdenskrisen, som det er blevet sagt, i maj i år. Tegn på konjunkturforbedringer viste sig først i forbrugsgodeindustrien. Derefter kom den tunge industri også i gang. Dette er i dag ubestridelige kendsgerninger, som afspejles i statistikkerne. Jeg vil ikke anføre disse statistikker for ikke at gøre det vanskeligere for læseren at følge den generelle linie i mine tanker.

Betyder dette, at forfaldet i det kapitalistiske økonomiske liv er stoppet? At økonomien har genvundet sin ligevægt? At den revolutionære epoke nærmer sig sin afslutning? Slet ikke. Bruddet i den økonomiske konjunktur er et udtryk for, at den kapitalistiske økonomis forfald og den revolutionære epokes kurs er langt mere sammensat end nogle vil gøre det til.

Den økonomiske udvikling er karakteriseret af to forskelligartede kurver. Den første og grundlæggende kurve betegner produktivkræfternes generelle vækst, vareomsætningen, udenrigshandel, bankvirksomhed osv.. I det store og hele bevæger denne kurve sig opad gennem hele kapitalismens udvikling. Den er et udtryk for den kendsgerning, at samfundets produktivkræfter og menneskehedens velstand er vokset under kapitalismen. Denne grundlæggende kurve bevæger sig imidlertid ikke opad i en lige linje. Der er årtier, hvor den kun stiger med en hårsbredde, derpå følger årtier, hvor den stiger stejlt opad, for atter gennem en periode at forblive på det samme niveau i lang tid. Vi kender med andre ord fra historien perioder med såvel hastig som mere gradvis vækst i produktivkræfterne under kapitalismen. Vi kan således ved at lave en kurve over den engelske udenrigshandel uden vanskelighed fastslå, at den kun viser en svag stigning fra slutningen af det attende århundrede. Derpå stiger den hastigt i en periode på godt og vel tyve år (1851 til 1873). I den efterfølgende periode (1873 til 1894) forbliver den praktisk talt uændret, og derpå genoptages den hastigt opadgående stigning frem til krigen.

Hvis vi tegner denne kurve, vil den uregelmæssige opadgående krumning give os et skematisk billede af den kapitalistiske udviklings kurs som helhed, eller af et af dens aspekter.

Men vi ved, at den kapitalistiske udvikling finder sted gennem de såkaldte industri-cykler, som består af en række på hinanden følgende økonomiske konjunkturer: boom, opbremsning, krise, krisens ophør, forbedring, boom osv. Historiske undersøgelser viser, at disse cykler følger efter hinanden med otte til ti års mellemrum. Hvis de blev tegnet ind på kurven, ville vi få en række af periodiske bølger, som bevægede sig op og ned placeret på den grundlæggende kurve, som karakteriserer kapitalismens generelle udvikling. Cykliske konjunkturbevægelser er uløseligt forbundet med den kapitalistiske økonomi, ligesom hjerteslagene er forbundet med en levende organisme.

Boom følger krise, krise følger boom, men samlet har kapitalismens kurve bevæget sig opad gennem århundreder.

Selvfølgelig må den samlede sum af booms have været mere omfattende end den samlede sum af kriser. De cykliske svingninger er imidlertid ikke stoppet. Men eftersom den kapitalistiske udvikling som helhed fortsatte opad, følger det, at kriserne kun omtrent modsvarede boomene. I perioder, hvor produktivkræfterne udviklede sig kraftigt, fortsatte de cykliske svingninger med at afløse hinanden. Men det enkelte boom bragte tydeligvis økonomien et større stykke fremad, end den blev kastet tilbage af den efterfølgende krise. De cykliske bølger kan sammenlignes med en metalstrengs vibrationer, idet vi forudsætter, at den økonomiske udviklings linje har en lighed med en spændt metalstreng. I virkeligheden er denne linje selvfølgelig ikke lige, men har en kompleks krumning.

Disse indre mekanismer i kapitalismen som giver uophørlige skift mellem krise og boom, viser os, hvor ukorrekt, ensidig og uvidenskabelig den idé er, at den nuværende stadigt dybere krise vil vare indtil det proletariske diktatur er dannet, uafhængigt af om det vil ske næste år, om tre år eller endnu længere ude i fremtiden. De cykliske svingninger er, som vi sagde ved den tredje Verdenskongres, en del af det kapitalistiske samfund i dets ungdom, modne alder og forfald, ligesom hjerteslagene ledsager et menneske helt til dødslejet. Hvordan de generelle forhold end er, hvor dybt det økonomiske forfald end er, så har den kommercielt-industrielle krise den opgave at fjerne overskydende varer og produktivkræfter og skabe en tættere forbindelse mellem produktion og marked, og af netop disse grunde vil der altid være en mulighed for et industrielt genopsving.

Opsvingets tempo, rækkevidde, intensitet og varighed afhænger af de samlede forhold, som karakteriserer kapitalismens levedygtighed. I dag kan det med sikkerhed slås fast (vi gjorde allerede opmærksom på det under den tredje Verdenskongres), at efter at krisen har fjernet den første hindring i form af voldsomt stigende priser, vil den begyndende industrielle genopblomstring under de nuværende betingelser på verdensmarkedet hurtigt støde imod en række andre hindringer: det dybtgående sammenbrud i den økonomiske ligevægt mellem Amerika og Europa, forarmelsen af Central- og Østeuropa, den langvarige og dybe opløsning af det finansielle system osv. Det næste industrielle boom vil med andre ord ikke være i stand til at genskabe forudsætningerne for en fremtidig udvikling, i hvert tilfælde ikke i sammenligning med forudsætningerne før krigen. Det er tværtimod højst sandsynligt, at dette boom efter de første erobringer vil støde imod de økonomiske skyttegrave, som krigen har gravet.

Men et boom er et boom. Det betyder en voksende efterspørgsel efter varer, en udvidet produktion, faldende arbejdsløshed, stigende priser og muligheder for højere lønninger. Og under de givne historiske omstændigheder vil boomet ikke dæmpe, men skærpe arbejderklassens revolutionære kamp. Det følger af alt det foregående. I alle de kapitalistiske lande nåede arbejderbevægelsen efter krigen sit højdepunkt og endte så, som vi har set, i et større eller mindre sammenbrud og tilbagetog og med splittelsen indenfor arbejderklassen selv. Under sådanne politiske og psykologiske forudsætninger ville en langvarig krise, selv om den uden tvivl ville bidrage til at øge forbitrelsen inden for arbejderklassen (specielt blandt de arbejdsløse og delvist arbejdsløse), uden tvivl samtidig have en tendens til at svække deres aktivitet, eftersom denne aktivitet er intimt forbundet med arbejdernes bevidsthed om deres uerstattelige rolle i produktionen.

Langvarig arbejdsløshed efter en periode med revolutionære, politiske stormløb og tilbageslag er overhovedet ikke nogen fordel for det kommunistiske parti. Tværtimod vil krisen, jo længere den varer, true med at give næring til anarkistiske holdninger på den ene fløj og reformistiske holdninger på den anden. Den kendsgerning kom til udtryk i de anarko-syndikalistiske gruppers udsplitning af Tredje Internationale, i en vis konsolidering af Amsterdam Internationalen og To-og-en-halv Internationale, i den midlertidige sammenslutning af Serrati-grupperne, i splittelsen inden for Levis gruppe osv. [1] Den industrielle genopblomstring vil tværtimod føre til en højnelse af arbejderklassens selvbevidsthed, som blev undergravet af nederlag og splittelse i dens egne rækker. Den vil svejse arbejderklassen sammen på fabrikkerne og i virksomhederne og øge deres ønske om enighed i de militante aktioner.

Vi er allerede vidne til begyndelsen på denne proces. Arbejderne føler allerede mere fast grund under fødderne. De er i færd med at samle tropperne. De føler stærkt, at splittelsen er med til at bremse aktioner. De stræber ikke alene efter en mere enig modstand mod kapitalens offensiv, som er et resultat af krisen, men også efter at forberede en modoffensiv, som bygger på den industrielle genopblomstring. Krisen var en periode med fejlslagne håb og med forbitrelse, ikke sjældent en afmægtig forbitrelse. Boomet vil, efterhånden som det udvikler sig, kanalisere disse følelser over i handling. Dette er netop, hvad vi slog fast i den resolution, som vi forsvarede ved den tredje kongres:

"Selv om den industrielle udviklings tempo bliver slækket og den nuværende kommercielt-industrielle krise afløst af en fremgangsperiode i et større eller mindre antal lande, vil dette på ingen måde betyde begyndelsen på en "organisk" periode. Lige så længe kapitalismen eksisterer, vil cykliske svingninger være uundgåelige. De vil ledsage kapitalismen i dens dødskamp, ligesom de fulgte den i dens ungdom og manddom. Hvis arbejderklassen skulle blive tvunget på tilbagetog under kapitalismens stormløb i løbet af den nuværende krise, vil den øjeblikkeligt genoptage offensiven, så snart der viser sig en forbedring i konjunkturerne. Den økonomiske offensiv, som uundgåeligt vil blive fremført under parolen om hævn for krigsperiodens bedragerier og for krisens plyndringer og mishandlinger, vil gå i retning af en åben borgerkrig, ligesom de nuværende offensive kampe gør det." [2]

Den kapitalistiske presse slår på trommer for det økonomiske "opsvings" succeser og for perspektiverne for en ny periode med kapitalistisk stabilitet. Denne ekstase er nøjagtig lige så ubegrundet som frygten blandt "venstreorienterede", som mener, at revolutionen må vokse ud af en uafbrudt forværring af krisen. Mens den kommende kommercielle og industrielle fremgang vil tilføre nye rigdomme til borgerskabets topcirkler, vil de politiske fordele i realiteten tilfalde os. Tendenserne til større enhed inden for arbejderklassen er kun et udtryk for et voksende ønske om handling. Hvor arbejderne i dag kræver, at kommunisterne af hensyn til kampen mod borgerskabet når frem til enighed med de uafhængige og socialdemokraterne, vil de samme arbejdere - i det omfang at bevægelsens massebasis vokser – i morgen blive overbevist om, at kun det kommunistiske parti kan tilbyde dem et lederskab i den revolutionære kamp. Den første tidevandsbølge vil bære alle arbejderorganisationerne frem og tilskynde dem til at nå en aftale. Men den samme skæbne venter socialdemokraterne og de uafhængige: de vil en efter en blive opslugt af de næste revolutionære tidevandsbølger.

Betyder dette – i modsætning til hvad forsvarerne af offensivteorien siger – at det ikke er krisen, men den kommende økonomiske genopblomstring, som vil føre direkte til proletariatets sejr? En sådan kategorisk påstand vil være ubegrundet. Vi har allerede ovenfor vist, at der ikke eksisterer en mekanisk men en sammensat dialektisk indbyrdes afhængighed mellem den økonomiske konjunktur og klassekampens karakter. Det vil være tilstrækkeligt til at forstå fremtiden at sige, at vi er på vej ind i en genopblomstringsperiode langt bedre rustet, end da vi påbegyndte kriseperioden. I de vigtigste europæiske lande har vi stærke kommunistiske partier. Konjunkturbruddet åbner uden tvivl muligheder for en offensiv for os – ikke kun på det økonomiske område, men også på det politiske. Det vil være frugtesløst at påbegynde spekulationer om, hvor denne offensiv vil ende. Den er netop begyndt, lige dukket op.

En ordkløver vil kunne rejse den indvending, at hvis vi medgiver, at den industrielle opblomstring ikke nødvendigvis fører os direkte til sejr, så vil en ny industriel cyklus være i gang og betegne endnu et skridt i retning af en genopretning af kapitalistisk ligevægt. Ville der ikke i dette tilfælde faktisk opstå en fare for en ny periode med kapitalistisk genopbygning? Til dette kan man svare følgende: Hvis det ikke lykkes kommunistpartiet at vokse, hvis det ikke lykkes proletariatet at kæmpe imod på en mere og mere omfattende og uforsonlig revolutionær måde, hvis det ved den først givne lejlighed mislykkes at gå fra forsvar til offensiv, så vil den kapitalistiske udviklings mekanismer støttet af den borgerlige stats manøvrer uden tvivl i det lange løb fuldføre deres arbejde. Hele lande vil økonomisk blive kastet ud i barbari. Titusinder af mennesker vil omkomme af sult og med fortvivlelse i deres hjerter, og en vis form for ligevægt i den kapitalistiske verden vil blive genoprettet. Men et sådant perspektiv er en ren og skær abstraktion. Vejen til denne spekulative kapitalistiske ligevægt er fyldt med mange, kæmpemæssige forhindringer: kaos på verdensmarkedet, sammenbrud i valutasystemet, militarismens magt, krigstruslen, manglen på tillid til fremtiden. Kapitalismens elementære kræfter søger efter en flugtvej blandt massevis af forhindringer. Men de samme elementære kræfter rammer arbejderklassen og driver den fremad. Arbejderklassens udvikling stopper ikke, heller ikke når den er på tilbagetog. For mens den mister terræn, opsamler den erfaringer og opbygger sit parti. Den marcherer fremad. Arbejderklassen er en af forudsætningerne for social udvikling, en af faktorerne i denne udvikling, og er desuden den vigtigste faktor, da den repræsenterer fremtiden.

Den industrielle udviklings grundlæggende kurve er på jagt efter en stigende retning. De cykliske svingninger, som i efterkrigstiden minder om kramper, har gjort bevægelsen kompleks. Det er naturligvis umuligt at forudsige, på hvilket tidspunkt i udviklingen der vil opstå en sådan kombination af objektive og subjektive forhold, som vil frembringe en revolutionær omvæltning. Det er heller ikke muligt at forudsige, om dette vil finde sted i løbet af en fremtidig opblomstring eller ved begyndelsen af en ny cyklus. Det er tilstrækkeligt for os at vide, at udviklingstempoet i et betragteligt omfang afhænger af os, af vores parti og af vores taktik. Det er af yderste vigtighed at tage de nye økonomiske ændringer med i betragtning, da disse kan åbne en ny fase med større enhed og forberede en sejrrig offensiv.


Noter

[1]: Amsterdam Internationalen var den socialdemokratisk dominerede Internationale Fagforenings Føderation. To-og-en-halv'te Internationale var en midlertidig gruppe af partier, der havde forladt Anden Internationale; men som afslog at tilslutte sig Tredje Internationale. Serrati-grupperne var tilhængere af den italienske socialistleder Serrati, der oprindeligt tilhørte Tredje Internationale i 1919; men som senere i 1921 nægtede at følge dennes krav om at ekskludere reformisterne i partiet. Paul Levi var en kommunist, der forlod det tyske parti p.g.a. dets ultra-venstre-linie i "Marts-aktionen" i 1921, og som hurtigt bevægede sig over centrisme til reformisme.

[2]: On the International Situation and the Tasks of the Comintern, Theses of the Third World Congress, -i: The First Five Years of The Communist International, vol. I, p. 260.


Tidevande: Den økonomiske konjunktur og den internationale arbejderbevægelse

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere