Nationalforsamlingen

Kommer senere


Udgivet første gang: Die Rote Fahne (Berlin). No. 5, 20. november 1918.
Oversættelse: Oversat og kommenteret af Toni Liversage
På dansk: Politiske skrifter. Et udvalg, s. 259-262. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 24. juli 1999


Nationalforsamlingen

Fra "Deutsche Tageszeitung", "Vossische" og "Vorwärts" til det uafhængige "Freiheit", fra Reventlow, Erzberger, Scheidemann til Haase og Kautsky høres enstemmigt kravet om Nationalforsamlingen og lige så enstemmigt angstskriget over ideen - magten i arbejderklassens hænder.

Hele "folket", hele "nationen" skal indkaldes for at afgøre revolutionens videre skæbne gennem en flertalsbeslutning.

Når man tænker på den herskende klasses åbenlyse og skjulte agenter,. er parolen selvindlysende. Med de kapitalistiske pengeskabes vogtere diskuterer vi hverken i Nationalforsamlingen eller om Nationalforsamlingen.

Men også de uafhængige ledere stiller sig i dette afgørende spørgsmål. på linje med kapitalens vogtere.

De vil, som Hilferding [1] forklarer det i "Freiheit", på denne måde spare revolutionen for voldsanvendelse, for borgerkrigen med alle dens rædsler. Småborgerlige illusioner! De forestiller sig forløbet af den mægtigste sociale revolution i menneskehedens historie som et møde mellem de forskellige samfundsklasser, hvor de fører en rolig og "værdig" diskussion med hinanden, for derefter at gå over til afstemningen måske endog efter den metode, hvor man forlader salen gennem hver sin "ja"-, "nej"- og "stemmer ikke"-dør. Når så kapitalistklassen opdager, at den er i mindretal, erklærer den med et suk som et veldisciplineret parlamentarisk parti: Det er der jo ikke noget at gøre ved! Vi ser, at vi er blevet nedstemt. Nuvel, vi bøjer os og overgiver alle vore godser, fabrikker, bjergværker, alle vore brandsikrede pengeskabe og skønne profitter til arbejderne.

Slægten Lamartine, Garnier, Pagés, Ledru-Rollin, de småborgerlige illusionister og vrøvlehoveder fra anno 1848 er sandelig ikke uddød; den er genopstået - uden glans og talent, uden nyhedens charme - i en kedsommelig, pedantisk lærd tysk udgave med Kautsky, Hilferding og Haase.

Disse meget grundige marxister har imidlertid glemt socialismens ABC.

De har glemt, at borgerskabet ikke er et parlamentarisk parti, men en herskende klasse, som er i besiddelse af samtlige økonomiske og sociale magtmidler.

Disse herrer, junkere og kapitalister, holder sig kun i ro, så længe den revolutionære regering stiller sig tilfreds med at sætte små skønhedsplastre på det kapitalistiske lønforhold. De er kun flinke, så længe revolutionen er flink, dvs. så længe, der ikke bliver rørt ved det borgerlige klasseherredømmes livsnerve og pulsåre, den kapitalistiske privatejendom, lønforholdet, profitten.

Men når profitten bliver truet, når privatejendommen bliver ført til slagterbænken, så hører gemytligheden op.

Den nuværende idyl, hvor ulve og får, tigere og lam, græsser fredeligt ved siden af hinanden som i Noahs ark varer nøjagtig til det øjeblik, hvor det begynder at blive alvor med socialismen.

Så snart den berømmelige Nationalforsamling beslutter at virkeliggøre socialismen fuldt og helt, at udrydde rub og stub af kapitalherredømrnet, begynder også kampen. Når borgerskabet bliver truffet i hjertet - og deres hjerte slår i pengeskabet - vil de kæmpe på liv og død om deres herredømme, sætte tusind åbenlyse og skjulte former for modstand i gang mod de socialistiske forholdsregler.

Alt dette er uundgåeligt. Al dette må kæmpes igennem, afværges, nedkæmpes - med eller uden Nationalforsamling. Den "borgerkrig", som man med ængstelig bekymring forsøger at holde væk fra revolutionen, lader sig ikke holde væk. Borgerkrig er kun et andet navn for klassekamp, og den tanke at man kan indføre socialisme uden klassekamp, gennem en parlamentarisk flertalsbeslutning, er en latterlig småborgerlig illusion.

Hvad er det, man vinder gennem denne feje omvej ad Nationalforsamlingen? Man styrker borgerskabets stilling, man svækker og forvirrer proletariatet gennem tomme illusioner, man sløser tid og kræfter bort med "diskussioner" mellem ulv og lam, man arbejder kort sagt til fordel for alle de elementer, hvis mål og hensigt er at forråde den proletariske revolution og dens socialistiske mål for at kastrere den til en borgerligt-demokratisk revolution.

Men spørgsmålet om Nationalforsamlingen er ikke noget spørgsmål om hensigtsmæssighed, eller om større "behagelighed". Det er et principspørgsmål, et spørgsmål om revolutionens socialistiske selverkendelse.

I den store franske revolution bestod det første afgørende skridt i juli 1789 i, at de tre adskilte stænder blev forenede i en fælles Nationalforsamling. Denne beslutning har givet hele det videre hændelsesforløb sit præg, det var symbolet på, at en ny borgerlig samfundsorden havde sejret over middelalderens feudale stændersamfund.

På samme måde bliver symbolet på den nye socialistiske samfundsorden, som bæres frem af den nuværende proletariske revolution, symbolet på dens egentlige opgaves klassekarakter, og det samme gælder klassekarakteren i det politiske organ, som skal gennemføre opgaven: arbejderparlamentet, by- og landproletariatets repræsentation.

Nationalforsamlingen er en forældet arv fra de borgerlige revolutioner, et hylster uden indhold, en rekvisit fra tiden med småborgerlige illusioner om "et enigt folk", om den borgerlige stats "frihed, lighed og broderskab".

Den, som i dag tyr til Nationalforsamlingen, skruer bevidst eller ubevidst revolutionen tilbage til de borgerlige revolutioners historiske stadium; vedkommende er en skjult agent for borgerskabet eller en ubevidst ideolog for småborgerskabet.

Kampen for Nationalforsamlingen bliver ført under feltråbet: Demokrati eller diktatur! Også denne parole fra den kontrarevolutionære demagogi bliver lydigt overtaget af socialistiske ledere, som ikke har opdaget, at alternativet er en demagogisk forfalskning.

Det er ikke det, det drejer sig om i dag, demokrati eller diktatur. Det spørgsmål, historien har sat på dagsordenen, lyder: Borgerligt demokrati eller socialistisk demokrati. Proletariatets diktatur, det er demokrati i socialistisk betydning. Proletariatets diktatur, det er ikke bomber, kup, optøjer, "anarki" sådan som agenterne for den kapitalistiske profit målbevidst forsøger at hævde, men det er brug af alle politiske magtmidler for at virkeliggøre socialismen, for at ekspropriere kapitalistklassen - i overensstemmelse med og gennem proletariatets revolutionære flertals vilje, altså i det socialistiske demokratis ånd.

Uden bevidst vilje og bevidst handling fra det proletariske flertals side ingen socialisme! For at skærpe denne bevidsthed, for at stålsætte denne vilje, for at organisere handlingen er der brug for et klasseorgan: for by- og landproletarernes rigsparlament.

Indkaldelse til en sådan arbejderrepræsentation i stedet for de borgerlige revolutioners traditionelle Nationalforsamling er i sig selv allerede en klassekampshandling, et brud med det borgerlige samfunds historiske fortid, et mægtigt middel til at vække de proletariske folkemasser, en første åben og skarp krigserklæring til kapitalismen.

Ingen udflugter, ingen tvetydigheder - terningen må falde. Den parlamentariske åndssløvhed var i går en svaghed, i dag er den en tvetydighed, og i morgen vil den komme til at blive et forræderi mod socialismen.


Noter

[1]: Rudolf Hilferding (1877-1941). Østriger, 1907-1916 redaktør af "Vorwärts", udagv 1910 "Finanskapitalen", der fik indflydelse på Lenins "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium" (1917). Underviste på Partiskolen, fulgte i 1917 med over i USPD, men vendte i 1920erne igen tilbage til SPD.


Nationalforsamlingen

Rosa Luxemburg Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere