Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

En nødvendig diskussion med vore syndikalistiske kammerater

Denne artikel blev skrevet som et svar på kammerat Louzon's argumenter, [1] umiddelbart efter Kommunistisk Internationales Fjerde Verdenskongres. [2] Men på den tid rettedes opmærksomheden i højere grad mod kampen imod det socialistiske højre, mod det sidste hold afvigere, Verfeuil, Frossard o.s.v.. [3] I denne kamp var vore anstrengelser, – og vil altid være, – forenet med syndikalisternes, og jeg foretrak at udsætte offentliggørelsen af denne artikel. Vi er fast overbevist om, at vores fortræffelige forståelse med de revolutionære syndikalister ikke vil ophøre med at eksistere. Vor gamle ven, Monattes, [4] indtræden i det Kommunistiske Parti var en stor dag for os. Revolutionen behøver mænd af hans slags. Men det ville være forkert at betale for en tilnærmelse med en forvirring af ideer. I løbet af de sidste måneder er det franske kommunistparti blevet renset og konsolideret; derfor kan vi indgå i rolig og venlig diskussion med vore syndikalistiske kammerater, med hvilke vi side om side vil have meget arbejde at gøre og mange kampe at kæmpe.

Kammerat Louzon repræsenterede i en serie artikler og personlige forklaringer synspunkter m.h.t. det fundamentale spørgsmål om forholdet mellem parti og fagforening, der adskiller sig radikalt fra Kommunistisk Internationales position og fra marxismen. Franske kammerater, hvis mening jeg plejer at respektere, taler med stor agtelse om kammerat Louzon og hans hengivenhed for proletariatet. Det er derfor så meget desto mere nødvendigt at korrigere hans fejltagelser på et så vigtigt spørgsmål. Kammerat Louzon forsvarer fagforeningernes fuldstændige og ubetingede uafhængighed. Imod hvad? Åbenbart imod visse angreb. Fra hvem? Imod angreb, der tillægges partiet. Fagforeningsselvstændigheden, der er en ubetinget nødvendighed, forsynes af Louzon med en vis absolut og nærmest mystisk betydning. Og vores kammerat henviser her, ganske ukorrekt, til Marx.

Fagforeningerne repræsenterer, siger Louzon, "arbejderklassen som helhed". Hvorimod partiet kun er et parti. Arbejderklassen som helhed kan ikke være underordnet partiet. Man kan ikke ligestille dem. "Arbejderklassen har sit mål i sig selv". Hvorimod partiet kun kan enten tjene arbejderklassen eller være underordnet den. Således kan partiet ikke "annektere" arbejderklassen.

Den Kommunistiske Internationales og Den Røde Fagforeningsinternationales [5] gensidige repræsentation som eksisterede indtil de sidste Moskva-kongresser, viser, i følge Louzon, partiets og klassens faktiske ligestilling. Denne gensidige repræsentation er nu ophævet. Derved har partiet genoptaget sin rolle som tjener. Kammerat Louzon billiger dette. Ifølge ham var dette også Marx' standpunkt. Ophævelsen af den politiske Internationales og Fagforeningsinternationalens gensidige repræsentation hos hinanden, er for Louzon, afvisning af Lassalles [6] (!) og socialdemokraternes (!) fejltagelser og en tilbagevenden til marxismens principper.

Dette er essensen af en artikel, der stod i Vie ouvrière [8] den 15. december. Det mest forbavsende i denne og andre lignende artikler er, at forfatteren tydeligvis, bevidst og beslutsomt, lukker øjnene for, hvad der faktisk foregår i Frankrig. Man kunne tro at artiklen var skrevet på stjernen Sirius. Hvordan kan man ellers forstå påstanden om, at fagforeningerne repræsenterer "arbejderklassen som helhed"? Hvilket land taler Louzon om? Hvis han mener Frankrig, så omfatter fagforeningerne der, så vidt vi er informeret, desværre ikke en gang halvdelen af arbejderklassen. De reformistiske fagforeningers forbryderiske manøvrer, som blev støttet fra venstre af nogle få anarkister osv., har splittet den franske fagforeningsorganisation. Ingen af de to fagforeningssammenslutninger omfatter mere end 300.000 arbejdere. Hverken enkeltvis eller tilsammen har de ret til at identificere sig med hele det franske proletariat, at hvilket de kun er en beskeden del. Desuden fører fagforeningssammenslutningerne hver sin politik. Den reformistiske fagforeningssammenslutning (Confédération Générale du Travail (CGT)) arbejder sammen med borgerskabet; den Almindelige Arbejder Enhedssammenslutning (Confédération Générale du Travail Unitaire (CGTU)) er heldigvis revolutionær. I den sidste organisation repræsenterer Louzon kun én tendens. Hvad mener han så med påstanden om, at arbejderklassen, som han tydeligvis regner lig med fagforeningsorganisationen, bærer målet i sig selv? Med hvis hjælp, og hvordan udtrykker den franske arbejderklasse dette mål? Med Jouhaux's [9] organisations hjælp? Bestemt ikke. Med CGTU's hjælp? CGTU har allerede ydet stor hjælp. Men desværre er den endnu ikke hele arbejderklassen. For at få det hele med skal til sidst nævnes, at det ikke er så længe siden, at CGTU blev ledet af anarko-syndikalisterne fra "Pagten". [10] I øjeblikket er dens ledere syndikalistiske kommunister. I hvilken af disse to perioder har CGTU repræsenteret arbejderklassens interesser bedst? Hvem skal dømme? Hvis vi nu prøver at besvare dette spørgsmål ved hjælp af vores partis internationale erfaringer, så begår vi, i Louzons øjne, en dødelig synd, for så forlanger vi, at partiet skal dømme om hvilken politik, der er bedst for arbejderklassen. Det vil sige, vi sætter partiet over arbejderklassen. Men hvis vi skulle vende os mod arbejderklassen som helhed, vil vi desværre finde den delt, svag og stum. De forskellige dele af klassen, der er organiseret i forskellige faglige sammenslutninger, selv forskellige fagforeninger i samme sammenslutning og selv forskellige grupper i samme fagforening, ville alle give forskellige svar. Men den overvældende del af proletariatet, der står uden for begge fagforeningssammenslutninger, ville på nuværende tidspunkt slet intet svar give os.

Der findes ikke et land hvor fagforeningerne omfatter hele arbejderklassen. Men i nogle lande rummer den i det mindste en meget stor del af arbejderne. Det er dog ikke tilfældet i Frankrig. Hvis partiet, som Louzon mener, ikke må "annektere" arbejderklassen (hvad skal dette ord egentlig betyde?), af hvilken grund tilstår kammerat Louzon så denne ret til syndikalismen? Han vil måske svare: "Vores fagforeningssammenslutning er stadig svag. Men vi tvivler ikke på dens fremtid og dens endelige sejer." Til dette må vi svare: "Javist; vi deler også denne overbevisning, men vi er lige så lidt i tvivl om, at også partiet vil vinde den største del af arbejderklassens fulde tillid." Det er ikke et spørgsmål om at "annektere" proletariatet, hverken for partiet eller for fagforeningerne – det er forkert af Louzon at anvende den sprogbrug, der sædvanligvis bliver brugt at vores modstandere i deres kamp mod revolutionen – det er et spørgsmål om at vinde proletariatets tillid. Og det er kun muligt at gøre dette ved hjælp af den korrekte taktik, der er afprøvet af erfaring. Hvor og af hvem forberedes disse taktikker bevidst, omhyggeligt og kritisk? Hvem foreslår dem til arbejderklassen? De falder i hvert fald ikke ned fra himlen. Og arbejderklassen som helhed, som "noget i sig selv", lærer os heller ikke denne taktik. For os ser det ud til at kammerat Louzon ikke har set sagen lige i øjnene.

"Proletariatet har sit mål i sig selv". Hvis vi afklæder denne sætning dens mystiske forklædning, er dens klare mening, at proletariatets historiske opgaver er bestemt af dets sociale position som klasse og dets rolle i produktionen, i samfundet, og i forhold til staten. Dette er uden for al tvivl. Men denne sandhed hjælper os ikke med at svare på det spørgsmål, vi beskæftiger os med, nemlig: Hvordan skal proletariatet opnå den subjektive indsigt i den historiske opgave, der bliver stillet af dets objektive position? Hvis proletariatet som helhed var i stand til at fatte dets historiske opgave med det samme, ville det hverken behøve parti eller fagforening. Revolutionen ville opstå samtidig med proletariatet. Men i virkeligheden er den proces , hvor proletariatet får en indsigt i sin historiske mission, meget lang og smertefuld, og fyldt med indre modsigelser.

Det er kun gennem lange kampe, hårde prøvelser, megen vaklen og lang tids erfaring at arbejderklassens bedste elementer, massernes avantgarde, opnår indsigt i de rigtige veje og metoder. Dette gælder i samme grad for parti og fagforening. Fagforeningen begynder også som en lille gruppe af aktive arbejdere og vokser efterhånden, som dens erfaring tillader den, op til at vinde massernes tillid. Men mens de revolutionære organisationer kæmper for at vinde indflydelse i arbejderklassen, sætter de borgerlige ideologer "arbejderklassen som helhed" op ikke kun mod arbejderklassens parti, men også imod dens fagforeninger, som disse ideologer beskylder for at ville "annektere" arbejderklassen. Le Temps [11] skriver dette, hver gang der er en strejke. Med andre ord stiller de borgerlige ideologer arbejderklassen som objekt op mod arbejderklassen som bevidst subjekt. For det er kun gradvist, gennem sin klassebevidste minoritet, at arbejderklassen bliver en faktor i historien. Vi ser således, at den kritik kammerat Louzon rettede mod partiets "uberettigede krav" lige så vel retter sig mod fagforeningernes "uberettigede krav". Frem for alt i Frankrig, for fransk syndikalisme – det må vi gentage - var og er i sin organisation og sin teori et parti. Det er også derfor, at den i sin klassiske periode (1905 – 07) kom frem til teorien om "det aktive mindretal" og ikke til teorien om det "kollektive proletariat". For hvad andet end et parti er et aktivt mindretal, der holdes sammen af deres fælles ideer? Og på den anden side: vil en faglig organisation, der ikke indeholder et klassebevidst aktivt mindretal, ikke være en rent formel og meningsløs organisation?

Det faktum, at fransk syndikalisme var et parti, blev fuldt bekræftet af den splittelse, som fandt sted så snart forskelligheder i politiske synspunkter fremkom i dens rækker. Men den revolutionære syndikalismes parti frygter den afsky, den franske arbejderklasse føler over for partier som sådan. Derfor har det ikke taget navn af parti og er forblevet ufuldstændigt, hvad organisation angår. Det er et parti, som forsøgte en sammenblanding af medlemsskab af parti og fagforening, eller i det mindste forsøgte at dække sig bag fagforeningerne. Fagforeningernes faktiske underordnen sig visse tendenser, fraktioner og endda syndikalistiske kliker forklares på denne måde. Dette er også forklaringen på "Pagten", som er en frimureragtig karikatur af et parti i den faglige organisations favn. Og modsat: Kommunistisk Internationale har beslutsomt bekæmpet splittelsen i fagbevægelsen i Frankrig, det vil sige dens faktiske omformning til syndikalistiske partier. Kommunistisk Internationales vigtigste hensyn har været hele arbejderklassens historiske opgave, og fagforeningsorganisationernes enorme selvstændige betydning med hensyn til at løse proletariatets opgaver. I den retning har Kommunistisk Internationale fra sin begyndelse forsvaret fagforeningernes virkelige og levende selvstændighed i marxismens ånd.

Revolutionær syndikalisme, som i Frankrig i mange henseender var en forløber for vore dages kommunisme, har anerkendt teorien om det aktive mindretal, det vil sige om partiet, men uden åbenlyst at blive et parti. Derved har den forhindret fagforeningerne i at blive om ikke den samlede arbejderklasses organisation (dette er ikke muligt i et kapitalistisk system), så i det mindste de brede massers. Kommunisterne er ikke bange for ordet "parti", for deres parti har ingenting fælles med, og vil ikke få noget fælles med, de andre partier. Deres parti er ikke ét af det borgerlige systems politiske partier, det er arbejderklassens aktive, klassebevidste mindretal, dens revolutionære fortrop. Kommunisterne har således hverken i deres ideologi, eller deres organisation nogen grund til at gemme sig bag fagforeningerne. De misbruger ikke fagforeningerne til rænkespil bag scenerne. De splitter ikke fagforeningerne, når de er i mindretal i dem. De forstyrrer ikke på nogen måde fagforeningernes uafhængige udvikling, og de støtter fagforeningskampe af al magt. Men samtidig forbeholder Kommunistpartiet sig ret til at udtrykke sin mening i alle spørgsmål vedrørende arbejderbevægelsens, inklusive fagforeningsspørgsmålet, til at kritisere fagforeningstaktikker, og til at fremføre bestemte forslag over for fagforeningerne, som på deres side har ret til at acceptere eller forkaste disse forslag. Partiet stræber efter at vinde tillid hos arbejderklassen, frem for alt hos den del der er organiseret i fagforeningerne.

Hvad er betydningen af de citater fra Marx, som kammerat Louzon fremfører. Det er et faktum, at Marx i 1868 skrev, at arbejdernes parti ville udspringe af fagforeningen. Da han skrev det, havde han først og fremmest England i tankerne, som på det tidspunkt var det eneste kapitalistiske land, der allerede havde udbredte arbejderorganisationer. Der er gået et halvt århundrede siden da. De historiske erfaringer har stort set bekræftet Marx' profetier hvad angår England. Det Engelske Labour Party er faktisk bygget på basis af fagforeningerne. Men tror kammerat Louzon virkelig, at det engelske Labour Party som det er i dag, ledet af Henderson og Clynes, kan betragtes som repræsenterende det samlede proletariats interesser? Så afgjort ikke. Storbritanniens Labour Party forråder proletariatets sag, præcist ligesom fagforeningsbureaukratiet forråder den, skønt fagforeningerne i England er nået længere i retning af at rumme arbejderklassen som helhed end noget andet sted. På den anden side nærer vi ingen tvivl om, at vor kommunistiske indflydelse i det engelske Labour Party, som udsprang af fagforeningerne, vil vokse, og at dette vil bidrage til at gøre striden mellem masserne og lederne i fagforeningen mere akut, indtil de forræderiske bureaukrater er fordrevet, og Labour Party er fuldstændig forvandlet og genfødt. Og ligesom kammerat Louzon, tilhører vi en internationale, som rummer det lille engelske Communist Party, men som bekæmper Anden Internationale støttet af Labour Party, som havde sin oprindelse i fagforeningerne. I Rusland – og ifølge lovene for kapitalismens udvikling er Rusland netop Storbritanniens modsætning – er kommunistpartiet, det tidligere socialdemokratiske parti, ældre end fagforeningerne, og skabte fagforeningerne. I dag er fagforeningerne og arbejderstaten i Rusland fuldstændig under indflydelse fra kommunistpartiet, som bestemt ikke udsprang af fagforeningerne, men som tværtimod skabte og uddannede dem. Vil kammerat Louzon påstå, at Rusland har udviklet sig i modstrid med marxismen? Er det ikke mere enkelt at sige, at den opfattelse Marx havde, af at partiet har sin oprindelse i fagforeningen, erfaringsmæssigt har vist sig at være korrekt for Englands vedkommende, og selv ikke der var 100 % korrekt, men at Marx overhovedet ikke havde til hensigt at opstille, hvad han selv en gang kaldte en "overhistorisk lov"? Alle Europas øvrige lande, inklusive Frankrig, er en mellemting mellem England og Rusland i dette spørgsmål. I nogle lande er fagforeningerne ældre end partiet, i andre har det modsatte været tilfældet; men ingen steder, undtagen i England og til dels i Belgien, er proletariatets parti udsprunget af fagforeningerne. Under alle omstændigheder er intet kommunistparti udsprunget organisk af fagforeningerne. Men skal vi udlede af dette, at hele den Kommunistiske Internationale er af illegitim fødsel?

Da de engelske fagforeninger støttede skiftevis de konservative og de liberale, og i en vis grad udgjorde et arbejdervedhæng til disse partier, da de tyske arbejderes politiske organisationer blot var en venstrefløj i det demokratiske parti, da Lasalles og Eisenachs [7] tilhængere skændtes indbyrdes - krævede Marx fagforeningernes uafhængighed af alle partier. Dette forlangende var bestemt af et ønske om at understrege modsætningen mellem arbejderorganisationerne og alle borgerlige partier og for at forhindre, at de skulle blive for tæt knyttet til socialistiske sekter. Men kammerat Louzon husker måske, at det også var Marx, der grundlagde Første Internationale, hvis formål var at lede arbejderbevægelsen i alle lande, i enhver henseende, og få den til at bære frugt. Dette var i 1864, og den internationale, Marx skabte, var et parti. Marx nægtede at vente indtil arbejderklassens internationale parti af sig selv voksede frem af fagforeningerne på en eller anden måde. Han gjorde sit yderste for at styrke den videnskabelige socialismes ideers indflydelse inden for fagforeningerne – ideer der første gang kom til udtryk i 1847 i Det kommunistiske Manifest. Da Marx forlangte, at fagforeningerne skulle være absolut uafhængige af alle eksisterende partier og sekter, dvs. af alle småborgerlige partier og sekter, gjorde han det for at gøre det lettere for den videnskabelige socialisme at vinde indflydelse i fagforeningerne. Marx så aldrig den videnskabelige socialismes parti som et af de eksisterende politiske partier (parlamentariske, demokratiske, etc.). For Marx var Internationalen den klassebevidste arbejderklasse, som på det tidspunkt var repræsenteret ved en endnu meget lille avantgarde.

Hvis kammerat Louzon var konsekvent i sin fagforeningsmetafysik, og i sin fortolkning af Marx, ville han sige: "Lad os give afkald på det kommunistiske parti og vente til dette parti vokser ud af fagforeningerne". En sådan logik ville være skæbnesvanger, ikke alene for partiet, men også for fagforeningen. Faktisk kan de franske fagforeninger i dag kun genvinde deres enhed og vinde afgørende indflydelse på masserne, hvis deres bedste elementer organiseres i arbejderklassens klassebevidste revolutionære avantgarde, dvs. i et kommunistisk parti. Marx gav ikke noget endeligt svar på spørgsmålet om forholdet mellem parti og fagforeninger, og det kunne han jo netop heller ikke gøre. For disse relationer afhænger af de skiftende omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. Om partiet og fagforbundet er gensidigt repræsenteret i hinandens centrale organer, eller om de danner fælles aktionskomiteer efter behov, er ikke et spørgsmål, der har nogen afgørende betydning. Organisationsformerne kan måske variere, men partiets fundamentale rolle forbliver uændret. Partiet rummer, hvis det skal være sit navn værdigt, hele arbejderklassens avantgarde, og bruger sin ideologiske indflydelse på at gøre hver gren af arbejderbevægelsen frugtbar, især fagbevægelsen. Men for på deres side at leve op til deres navn, må fagforeningerne rumme en stadigt voksende arbejdermasse, deriblandt mange tilbagestående elementer. Men de kan kun fuldføre deres opgave, når de bevidst ledes ud fra stramt fastslåede principper. Og de kan kun have dette lederskab, hvis deres bedste elementer er forenet i den proletariske revolutions parti.

Den nyligt gennemførte renselse af Frankrigs kommunistparti, som på den ene side befriede sig for det klynkende småborgerskab, for dagligstuehelte, for politiske Hamlet'er og kvalmende karrieremagere, og på den anden side satte gang i tilnærmelsen mellem kommunister og revolutionære syndikalister, indebærer et stort skridt hen imod oprettelsen af passende forbindelser mellem fagforeningsorganisationerne og den politiske organisation, som på sin side betyder et stort fremskridt for revolutionen.

Den 23. marts 1923.


Noter

[1]: Louzon, Robert (1882- ). Revolutionær syndikalist, på det tidspunkt medlem af Frankrigs Kommunistiske Parti. Han og Monatte skulle følge samme vej og begge til sidst tilslutte sig Révolution prolétarienne-gruppen. Trotskij havde midlertidigt tilsidesat sine uenigheder med Monatte og Louzon for at koncentrere sine anstrengelser i kampen mod Frozzard.

[2]: Den kommunistiske Internationales fjerde kongres. November-december 1922. På denne kongres afgav Trotskij beretning om krisen i det franske parti.

[3]: Frossard, Louis-Olivier (1889-1946). Venstrecentrist. CPF's sekretær efter 1920, gik ud i 1923 og tilsluttede sig det Socialistiske Parti. Forlod SP i 1935 for at blive arbejdsminister. Minister i Folkefronts-regeringerne og i den første Pétain-regering.

[4]: Monatte, Pierre (1881-1960). Revolutionær syndikalist, grundlagde i 1909 Vie ouvrière. En af de første der gik imod 1. Verdenskrig. Tilsluttede sig i 1923 CPF, men forlod det et år efter. Grundlagde Révolution prolétarienne i 1924 og Den Syndikalistiske Liga i 1926.

[5]: Den røde Fagforenings-internationale. Også kendt som Profintern efter de russiske begyndelsesbogstaver. Den blev grundlagt i Moskva i 1921 som en konkurrent til den reformistiske ("gule") internationale arbejdersammenslutning, som havde hovedkvarter i Amsterdam.

[6]: Lasalle, Ferdinand (1825-1864). Tysk socialist; han organiserede Allgemeinen Deutschen Arbeitervereins (Det almindelige Tyske Arbejderforbund) i 1863. Dets sammenslutning med Marx' tyske tilhængere skabte oprindeligt Socialdemokratiet.

[7]: Eisenach. Wilhelm Liebknecht og August Bebel, tyske tilhængere af Marx, grundlagde i 1869 det Socialdemokratiske Arbejderparti i Eisenach som konkurrent til det Lasalle-påvirkede Almindelige Tyske Arbejderforbund. Lasalle-tilhængerne og Eisenach-tilhængerne forenede til sidst deres bevægelser i 1875 ved et møde i Gotha. Sesun note 6.

[8]: Vie ouvrière, Se note 4.

[9]: Jouhaux, Léon (1870-1954). Leder af Confédération Générale du Travail (CGT) og dets generalsekretær fra 1921 indtil anden Verdenskrig. Social-patriotisk syndikalist under første Verdenskrig. Modstander af den russiske revolution. For Trotskij var han personificeringen af klassesamarbejde.

[10]: "Pagten". Underskrevet af 18 anarkister og halvanarkister i februar 1921; dens eksistens blev holdt hemmelig. Gennemsyret at frimureri og den "rene syndikalismes" ånd stræbte dens underskrivere mod at overtage fagforeningsbevægelsen i Frankrig mod kommunisternes ledelse. Dens afsløring nogen tid før Confédération Générale du Travail Unitaire (CGTU) stiftende møde (juni 1922) skabte ophidselse. Pagtens hensigt mislykkedes, da CGTU valgte den kommunistiske og syndikalistiske ledelse.

[11]: Le Temps. Førende fransk avis mellem 1. og 2. Verdenskrig; blev anset for regeringens halvofficielle stemme; meget korrupt; forbudt efter 2. Verdenskrig for samarbejde med fascisterne.


Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere