Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

III. Voldsteori (fortsættelse)

Lad os imens undersøge hr. Dühnings almægtige ”voldsmagt” noget nærmere. Robinson trælbinder Fredag ”med kården i hånd”. Hvor har han fået kården fra? Selv på robinsonadernes fantasiøer har man endnu ikke set, at der gror kårder på træerne. På dette spørgsmål bliver hr. Düh­ring os svar skyldig. Når Robinson kunne skaffe sig en kårde, så er vi i vor gode ret til at antage, at Fredag en skønne dag triner frem med en ladt revolver i hånden, og straks har vi hele ”volds”-relationen i omvendt orden: Fre­dag kommanderer og Robinson må pukle. Vi må gøre læ­seren en undskyldning, fordi vi hele tiden vender tilbage til denne historie om Robinson og Fredag, der egentlig hører hjemme i barnekammeret og ikke i videnskaben, men kan vi gøre for det? Vi er nødt til at anvende hr. Düh­rings aksiomatiske metode og gøre det samvittighedsfuldt, og så er det jo ikke vores skyld, når vi hele tiden havner i de rene barnagtigheder. Revolveren besejrer altså kården, og herefter turde det vel være begribeligt for selv den nai­veste aksiomatiker, at vold ikke er en ren viljesakt, men kræver yderst reale forudsætninger for at kunne udfolde sig, nemlig redskaber, hvor det mere fuldkomne redskab sejrer over det mindre fuldkomne. Endvidere må disse redskaber være producerede, og dermed er det tillige sagt, at producenten af mere fuldkomne voldsredskaber, vulgo [i almindelig tale kaldet] våben, besejrer producenten af mindre fuldkomne; kort sagt, at voldsmagtens sejr beror på produktion af våben. Denne beror atter på produktio­nen i det hele taget, altså - på den ”økonomiske magt”, på den ”økonomiske situation”, på de materielle midler, som voldsmagten har til rådighed.

Voldsmagten, det er i dag hæren og flåden, og vi ved alle - til skade for os selv - at begge dele koster ”en gyselig hoben penge”. Men voldsmagten kan ikke lave penge, den kan allerhøjst tage penge, der allerede er lavet, og det nytter heller ikke ret meget - også det har vi erfaret til skade for os selv, i forbindelse med de franske milliarder [1] . I sidste ende må pengene alligevel leveres ved hjælp af den økonomiske produktion; voldsmagten er altså atter betinget af den økonomiske situation, der leve­rer midlerne til udrustning og underhold af dens redska­ber. Men ikke nok med det. Hær og flåde er mere end no­get andet afhængige af de økonomiske forudsætninger. Bevæbning, sammensætning, organisation, taktik og stra­tegi afhænger frem for alt af det til enhver tid givne pro­duktionstrin og af kommunikationsmidlerne. Det er ikke de ”frie imaginationer” af geniale feltherrers forstand, der har bevirket omvæltningerne på dette område, men opfin­delsen af bedre våben og forandringer i menneskemateria­let. De geniale feltherrers indflydelse begrænser sig i bed­ste fald til at udvikle kampmetoderne i overensstemmel­se med de nye våben og soldater. [2]

I begyndelsen af det 14. århundrede kom krudtet fra araberne til Vesteuropa, og hvert skolebarn ved, at dette medførte en omvæltning i krigskunsten. Indførelsen af krudt og ildvåben var imidlertid aldeles ingen voldshand­ling, men et industrielt, altså økonomisk fremskridt. Industri er og bliver industri, uanset om den har frembrin­gelse eller ødelæggelse af genstande som mål. Indførelsen af ildvåben betød en omvæltning, ikke alene i selve krigsførelsen, men også i de politiske relationer mellem de her­skende og de undertrykte. For at skaffe sig krudt og ildvåben har man brug for industri og penge, og byernes borgere var i besiddelse af begge dele. Derfor er de nye våben fra begyndelsen byernes våben og tillige den opadstræbende kongemagts våben, da den søgte støtte hos byerne mod feu­daladelen. For borgernes kanoner faldt adelsslottens førhen uindtagelige stenmure, de borgerlige håndbøssers kugler gennemborede ridderrustningerne. Med adelens harniskklædte rytteri brød også adelens herredømme sammen. Under borgerskabets udvikling blev de afgørende våbenarter fodfolk og artilleri; tvunget af kanonerne, måtte krigshåndværket anskaffe sig en ny, ren industriel underafde­ling : ingeniørtropperne.

Ildvåbnenes udvikling foregik meget langsomt; kanoner­ne var fortsat uhåndterlige, håndvåbnene primitive, trods mange enkeltopfindelser. Det varede over 300 år, før man fik et gevær, der kunne bruges til at bevæbne hele infan­teriet med. Først i begyndelsen af det 18. århundrede fortrængte flintlåsgeværet med bajonet endeligt spydet fra fodfolkets bevæbning. Datidens infanteri bestod af stramt eksercerende fyrstelige lejesoldater, der var ganske upålidelige og kun blev holdt sammen ved hjælp af pryglestok­ken; de udgjordes af samfundets mest forsumpede elemen­ter og ofte endog af tvangsrekrutterede fjendtlige krigsfanger. Den eneste kampform, hvortil disse soldater kunne anvende det nye gevær, var linjetaktikken, der nåede sin største fuldkommenhed under Friedrich II af Preussen. En armes samlede infanteri blev opstillet i en dybde af tre geledder i en meget lang åben firkant; tropperne bevægede sig i slagorden som et hele, allerhøjst var det tilladt en af fløjene at rykke lidt frem eller holde lidt tilbage. Denne ubehjælpsomme masse kunne kun bevæge sig i slagorden på fuldstændig jævnt terræn og i et meget langsomt tem­po (75 skridt i minuttet); en ændring i opstillingen under selve kampen var umulig, og når infanteriet først var kommet i ilden, blev sejr eller nederlag afgjort på ganske kort tid og med et enkelt slag.

I den amerikanske uafhængighedskrig optrådte der svagt organiserede skarer af rebeller mod disse ubehjælpsomme linjer; de havde ganske vist ikke lært at eksercere, men til gengæld var de meget dygtige til at skyde med deres gode rifler; de kæmpede for deres egne interesser og deserterede følgelig ikke, sådan som de hvervede tropper. De gjorde heller ikke englænderne den tjeneste at måde dem i linjeformation og på åben mark, men opererede i spredte, hur­tige skyttesværme og i dækning af skovene. Linjen var her magtesløs og bukkede under for den usynlige modstander, der ikke var til at få fat i. Blænkertaktikken var genopfun­det - en ny kampmetode som følge af et andet soldatermateriale.

Også på det militære område fuldbyrdede den franske revolution, hvad den amerikanske havde begyndt. Over for koalitionens [3] veltrænede lejetropper havde den ikke andet at stille op end dårligt trænede, men talrige masser, et opbud af hele nationen. Men med disse masser gjaldt det om at beskytte Paris, altså at klække et bestemt område, og det kunne ikke lade sig gøre uden at vinde sejr i et åbent masseslag. Skyttetræfninger alene var ikke nok, man måtte finde en anvendelse også for masserne, og den blev fundet i kolonnen. Kolonneopstillingen tillod også mindre øvede tropper at bevæge sig i nogenlunde god or­den og med større marchhastighed (100 skridt eller mere i minuttet); den gjorde det muligt at bryde igennem den gamle linjeopstillings stive former, at kæmpe i al slags ter­ræn, også i det for linjen ugunstigste, at gruppere trop­perne på mange forskellige måder og, i forbindelse med spredte skytteformationer, at sinke, beskæftige og udmatte de fjendtlige linjetropper indtil det øjeblik, hvor man kunne foretage et gennembrud i stillingens afgørende punkt med de masser, der var holdt i reserve. Denne nye kampmetode, der byggede på en forbindelse af blænkere og kolonner og på hærens inddeling i selvstændige divisio­ner eller armekorps, sammensat af alle våbenarter. blev af Napoleon I videreudviklet til fuldkommenhed såvel i taktisk som i strategisk henseende; den var blevet nødvedig frem for alt på grund af den franske revolutions foran­drede soldatermateriale. Men den havde derudover to vig­tige tekniske forudsætninger: for det første feltkanoner­nes lettere lavetkonstruktion

, der var opfundet af Gribeauval; den alene gjorde det muligt at flytte kanonerne hur­tigere, sådan som det nu krævedes. For det andet bøssekolbens svajede facon - lånt fra jagtgeværet og indført i Frankrig i 1777, hvor kolben hidtil havde dannet en direk­te forlængelse af løbet; denne forbedring gjorde det mu­ligt at sigte direkte på en bestemt mand uden nødvendigvis at skyde forbi. Uden dette fremskridt kunne man ik­ke have anvendt blænkertaktikken uden samtidig at indføre et nyt gevær.

Det revolutionære system, hvor hele folket er bevæbnet, blev snart begrænset til en tvangsudskrivning (med et stedfortrædersystem, hvor de mere velhavende kunne kø­be sig fri); i denne form blev det overtaget af de fleste sto­re stater på kontinentet. Kun Preussen forsøgte med sit landeværnssystem [4] at inddrage folkets militære styrke i større omfang. Preussen var også den første stat, der forsynede hele infanteriet med det nyeste våben, det riflede bagladegevær, efter at det til krigsbrug forbedrede riflede forladegevær, udviklet mellem 1830 og 1860, havde spillet en kortvarig rolle. Det var disse to ting, Preussen kunne takke for sine resultater i krigen 1866.

I den tysk-franske krig stod for første gang to hære, der begge havde riflede bagladegeværer, over for hinan­den, og begge brugte i det væsentlige de samme taktiske formationer som på de gamle, glatløbede flintlåsbøssers tid. Kun preusserne havde, med indførelsen af kompagnikolonnen - gjort et forsøg på at finde frem til en kampform, der var bedre tilpasset til den nye bevæbning. Men da den preussiske garde den 18. august ved St. Privat for alvor prøvede at anvende kompagnikolonnen, mistede de stærkest implicerede fem regimenter i løbet af højst to timer en tredjedel af deres mandskabsstyrke (176 officerer og 5114 mand), og fra da af var også kompagnikolonnen dødsdømt som kampform, lige så vel som bataljonskolonnen og linjen. Ethvert videre forsøg på at udsætte sluttede formationer for fjendtlig geværild blev opgivet, og på tysk side blev kampen fra nu af ført med netop sådanne tætte skyttesværme, i hvilke kolonnen under kugleregnen alli­gevel helt af sig selv havde opløst sig - noget man oppefra havde bekæmpet som værende i modstrid med militær orden; ligeledes blev løb den eneste anvendte bevægelsesmåde under Fjendtlig geværild. Atter engang havde sol­daten været klogere end officeren; den eneste kampform, der hidtil har stået sin prøve i bagladegeværets ild, havde han med sikkert instinkt fundet frem til og anvendt på trods af den militære ledelses stritten imod.

Med den tysk-franske krig er der indtrådt et vendepunkt af en helt anden rækkevidde end alle tidligere. For det første er våbnene nu så perfekte, at et ny fremskridt af omvæltende betydning ikke længere er muligt. Når man har kanoner, hvormed man kan ramme en bataljon, så snart øjet kan skelne den, og geværer, som kan præstere det samme med en enkelt mand som mål, og hvor det ta­ger mindre tid at lade end at sigte, så er alle videre fremskridt mere eller mindre ligegyldige for krig i åben mark. Udviklingen i denne retning er altså i det væsentlige en afsluttet æra. Men for det andet har denne krig tvunget alle stormagter på kontinentet til selv at indføre det skær­pede preussiske landeværnssystem og dermed påtage sig en militær byrde, der i løbet af få år vil ruinere dem. Hæ­ren er statens hovedformål, den er blevet et mål i sig selv; folket er kun til for at levere soldater og ernære dem. Mi­litarismen behersker og opsluger Europa. Men denne mili­tarisme bærer i sig kimen til sin egen undergang. De enkelte staters indbyrdes konkurrence tvinger dem på den ene side til år for år at anvende flere penge til hær, flåde, kanoner osv.; på den anden side til at gøre mere og mere alvor af den almindelige værnepligt og således til sidst gøre hele folket fortroligt med våbenbrug, altså sætte det i stand til i et givet øjeblik at gennemtvinge sin vilje over for den kommanderende militære storherlighed. Og dette øjeblik indtræffer, så snart folkets masse - arbejderne i byerne og på landet samt bønderne - har en vilje. Ved dette punkt slår fyrstehæren om i en folkehær; maskinen nægter at fungere, militarismen går til grunde under sin egen udviklings dialektik. Hvad det borgerlige demokrati af 1848 ikke kunne fuldbyrde, netop fordi det var borgerligt og ikke proletarisk, nemlig at indgive de proletariske masser en vilje, der svarer til deres klassesituation - det vil socialismen uvægerligt bevirke. Og det betyder spræng­ning indefra af selve militarismen og dermed alle stående hære.

Det er den ene morale af vor historie om det moderne infanteri. Den anden morale - der igen fører os tilbage til hr. Dühring - er den, at hærenes organisation og kampmetode og dermed sejr og nederlag viser sig at være af­hængig af materielle, dvs. økonomiske betingelser: det givne menneske- og våbenmateriale, altså af befolknin­gens kvalitet og kvantitet, af teknikken. Kun et folk af jægere som amerikanerne kunne genopfinde blænkertak­tikken - og de var jægere af rent økonomiske årsager, netop som de samme yankee'er i de gamle stater nu af rent økonomiske årsager har forvandlet sig til bønder, in­dustrimænd, søfolk og købmænd, der ikke længere jager i urskoven, men med desto større færdighed på spekulatio­nens mark, hvor de også har bragt det vidt i udnyttelse af masserne. - Kun en revolution som den franske, der øko­nomisk frigjorde borgeren og især bonden, kunne finde på massehærene og tillige de frie bevægelsesformer, der knu­ste de gamle, stive linjer - militære genspejlinger af det enevælde, de forsvarede. Og hvordan fremskridt i teknik­ken, så snart de var militært anvendelige og blev anvendt, straks og næsten med magt fremtvang ændringer, ja om­væltninger i kampmetoden, ofte meget imod den militære ledelses vilje, det har vi fået at se i hvert enkelt tilfælde. I dag kan selv en stræbsom underofficer oplyse hr. Düh­ring om, hvor meget krigsførelsen afhænger af produktion og transportmidler såvel i baglandet som på krigsskueplad­sen. Kort sagt, overalt og altid er det økonomiske betin­gelser og magtmidler, der hjælper ”volden” til sejr, og uden dem ville den ophøre med at være vold. Og hvis no­gen ud fra det modsatte synspunkt ville reformere krigsvæsnet ifølge de dühringske principper, ville han ikke høste andet end prygl. [5]

Begiver vi os nu fra landjorden ud på vandet, så kan vi alene i de sidste tyve år iagttage en helt anderledes gen­nemgribende omvæltning. Krimkrigens [6] slagskibe var to- og tredæks træskibe med 60 -100 kanoner, fortrinsvis drevet af sejl og kun udstyret med en svag dampmaskine til hjælp i nødstilfælde. De førte hovedsagelig 32-pundige stykker med en rorvægt på 2500 kg og desuden et fåtal 68-pundige på 4750 kg. Henimod slutningen af krigen vi­ste der sig jernpansrede svømmende batterier, klodsede, næsten ubevægelige uhyrer, men for de daværende kano­ner virkede de næsten usårlige. Snart blev jernpansringen også anvendt til slagskibe; i begyndelsen endnu tynd, en 4 tommers jernplade blev allerede anset for at være et meget stærkt panser. Men fremskridt i artilleriet overhalede snart pansringen. Til hver panserplade, der en efter en koen i brug, blev der opfundet nye og sværere kanoner, der med lethed gennemslog pansringen. Således er vi allerede nået frem til 10, 12, 14, 24 tommers panserstyrke på den ene side (Italien har planer om at bygge et skib med et 3 fod tykt panser), og på den anden side har vi kanoner med riflet løb og en rørvægt på 25, 35, 80 og endog 100 tons, som kan sende projektiler på 300, 400, 1700, 2000 pund over hidtil uhørte afstande. Slagskibet er i dag en kæmpestor, pansret, skruedrevet damper med en tonnage på 8000 til 9000 tons og 6000 til 8000 hestekræfter, med drejetårne og fire, højst seks meget svære kanoner og med en forstavn, der under vandlinjen er trukket ud i en spids til vædring af fjendtlige skibe. Det er en eneste kolossal maskine, hvor dampen ikke alene anvendes til hurtig bevægelse, men også til styring, til ankerspillet, til at dreje tårnene, til at rette og lade kanonerne, udpumpe vandet, hejse og sænke bådene - som til dels selv drives af dampkraft - osv. Men kapløbet mellem pansringen og kanonerne er ikke afsluttet. Nu om stunder kan et skib næsten aldrig svare til de stillede krav. det er allerede forældet, før det er søsat. Det moderne slagskib er ikke blot et produkt af, men tillige et prøveeksemplar af den mo­derne storindustri, en svømmende fabrik - ganske vist især til spild af penge. Det land, hvor storindustrien er mest udviklet, har næsten monopol på bygning af sådan­ne skibe. Alle tyrkiske, næsten alle russiske og de fleste tyske panserskibe er bygget i England; anvendelige pan­serplader bliver næsten udelukkende fremstillet i Shef­field. Af de tre jernværker i Europa, der er i stand til at levere de sværeste kanoner, ligger de to (Woolwich og Elswick) i England og det tredje (Krupp) i Tyskland. Her viser det sig på den mest håndgribelige måde, hvordan den ”umiddelbare politiske voldsmagt”; der ifølge hr. Dühring er den ”afgørende årsag til den økonomiske situation”, tværtimod er fuldstændig underlagt den økonomiske situa­tion; hvordan ikke blot fremstillingen, men også anven­delsen af voldsredskabet til søs, nemlig slagskibet, selv er blevet en del af den moderne storindustri. Og der er ingen, der har større grund til at være misfornøjet med at det er gået således, end netop voldsmagten selv, staten, der nu skal betale lige så meget for et ,enkelt skib som tidligere for en hel lille flåde, og som må stå og se på, at disse dyre skibe er forældede, dvs. har mistet deres værdi, allerede før de er søsat. ”Voldsmagten” føler sikkert lige så megen ærgrelse som hr. Dühring, fordi den ”økonomiske situa­tions” mand, nemlig ingeniøren, er blevet en meget vigti­gere person om bord end den ”umiddelbare volds” mand, nemlig kaptajnen. Vi derimod har aldeles ingen grund til at ærgre os, når vi ser, hvordan kapløbet mellem panser og kanon har udviklet slagskibet til et sådant overmål af kunstfærdighed, der bevirker at det dels bliver urimelig dyrt, dels uanvendeligt i en krig og hvordan dette kapløb

Det kunne se ud til, at udviklingen af det seneste industripro­dukt, beregnet på sokrig, nemlig torpedoen, der kan bevæge sig ved egen kraft, fuldbyrder denne proces; den mindste torpedobåd vil

også på søkrigens område åbenbarer de samme indre dia­lektiske bevægelseslove, ifølge hvilke militarismen som ethvert andet historisk fænomen vil gå til grunde i kraft af konsekvenserne af sin egen udvikling.

Her ser vi altså soleklart, at det aldeles ikke passer, at ”det oprindelige må søges i den umiddelbare politiske vold og ikke først i en indirekte økonomisk magt”. Tværtimod. Hvad er det, der netop viser sig som ”det oprindelige” ved selve voldsmagten? Den økonomiske magt, rådigheden over storindustriens magtmidler. Den politiske vold til søs, der beror på de moderne slagskibe, viser sig slet ikke at være ”umiddelbar”, men tværtimod formidlet gennem den økonomiske magt, gennem metallurgiens høje udvikling, gennem rådighed over dygtige teknikere og rige kulminer.

Men hvad skal alt dette tjene til? Lad os give hr. Dühring overkommandoen i den næste søkrig, og han vil til­intetgøre alle de af den økonomiske situation trælbundne panserflåder, vil gøre det uden torpedoer og andre kunststykker, simpelt hen ved hjælp af sin ”umiddelbare vold”.


Noter

[1]: Der hentydes til de 5 milliarder francs, som Frankrig måtte betale til Tyskland efter den tysk-franske krig 1870—1871, De fremkaldte i Tyskland et forrygende økonomisk opsving med efterfølgende krak og krise.

[2]: I stedet for de følgende afsnit indeholdt manuskriptet oprindelig en mere udførlig variant, der allerede al Engels selv blev udtaget al manuskriptet og opbevaret som særskilt afhandling underoverskriften ”Infanteitaktiksen, afledet af materielle årsager. 1700-1870”. Den findes i Marx/Engels Werke, Dietz Verlag, Berlin 1973, bd. 20, s. 597-603. - Red.

[3]: Koalitionen — det forbund af monarkistiske stater med Østrig og Rusland i spidsen, der forsøgte at slå den franske revolution ned og bringe bourbonerne tilbage til den franske trone.

[4]: Det preussiske landeværnssystem — indført i 1813, hvorefter også ældre årgange af de militært uddannede værnepligtige kunne inddrages i kamphandlinger; det skete faktisk i den tysk-franske krig 1870—1871.

[5]: I den preussiske generalstab forstår man det udmærket. ”Grundlaget for krigsvæsnet er i første række nationernes økonomiske livsudfoldelse i det hele taget”, sagde hr. Max Jahns, kaptajn i generalstaben, i et videnskabeligt foredrag. (Kølner Zeitung, 20. april 1878)

[6]: Krimkrigen 1853—1856 blev ført mellem Rusland på den ene side og Tyrkiet, der var i forbund med England, Frankrig og Sardinien, på den anden side.


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere