Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

VI. Simpelt og kompliceret arbejde

En grov økonomisk brøler, en gymnasiast værdig, der tillige indbefatter et almenfarligt socialistisk kætteri, har hr. Dühring opdaget hos Marx.

Den marx'ske værditeori er ikke andet end den sædvanlige... lære om, at arbejdet er alle værdiers årsag og arbejdstiden deres mål. I fuldstændig uklarhed forbliver spørgsmålet, hvordan man skal forestille sig de forskellige værdier af det såkaldte kvalificerede arbejde... Ganske vist kan man også ifølge vor teori, der bygger på den anvendte arbejdstid, kun måle de naturlige omkostninger og altså de økonomiske tings absolutte værdi; men herved vil enhver persons arbejdstid fra først af blive vurderet fuldstændig ens, og man må se på hvor der ved kvalificerede ydelser foruden den enkeltes individuelle arbejdstid også kræves medvirken af andre personers arbejdstid... f.eks. i form af det anvendte værktøj. Det er altså ikke, som hr. Marx tåget forestiller sig, sådan at en persons arbejdstid i sig selv er mere værd end en anden persons arbejdstid, fordi den gennemsnitlige arbejdstid skulle være ligesom mere fortættet i den; men al arbejdstid er uden undtagelse og principielt, altså uden at man først behøver at tage et gennemsnit, fuldstændig ligeværdig, og man behøver - såvel ved hver enkelt persons ydelser som ved hvert færdigt produkt - kun at se på, hvor meget af andre personers arbejdsprodukt der kan være skjult i opbuddet af tilsyneladende egen arbejdstid. Om det er håndens produktionsredskab eller selve hånden, ja selve hjernen, der ikke uden andre personers arbejdstid kunne lå sine særskilte egenskaber og sin ydeevne, det angår ikke det mindste teoriens strenge gyldighed. Men hr. Marx slipper i sine udgydelser om værdien ikke af med den kvalificerede arbejdstids spøgelse, der rumsterer i baggrunden. At være konsekvent i denne retning, det forhindrer de lærde klassers overleverede tænkemåde ham i, for hvilken det må fremstå som en uhyrlighed, at trillebørskubberens og arkitektens arbejdstid skal anerkendes som økonomisk ligeværdige.

Den passage hos Marx, der har fremkaldt hr. Dührings ”vældige vrede", er meget kort. Marx undersøger, hvad det er, der bestemmer varernes værdi, og han svarer: Varernes værdi bestemmes gennem det menneskelige arbejde, de indeholder. Dette arbejde, fortsætter han, ”er forbrug af simpel arbejdskraft, som ethvert almindeligt menneske uden særlig uddannelse i gennemsnit besidder i sin fysiske organisme... Kompliceret arbejde gælder kun som potenseret eller snarere multipliceret simpelt arbejde, således at et mindre kvantum kompliceret arbejde er lig med et større kvantum simpelt arbejde. At denne reduktion foregår til stadighed viser erfaringen. En vare kan være produkt af det mest komplicerede arbejde, dens værdi sætter den lig med produktet af simpelt arbejde og repræsenterer derfor selv kun et bestemt kvantum simpelt arbejde. De forskellige proportioner, i hvilke forskellige slags arbejder reduceres til simpelt arbejde som måleenhed for dem, fastsættes gennem en samfundsmæssig proces bag ryggen af producenterne og forekommer dem derfor at være givet ved sædvane”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 139-140]

Det drejer sig hos Marx på dette sted kun om at bestemme værdien af varer, altså af genstande, der i et samfund, der består af private producenter, produceres og udveksles af disse private producenter for deres egen private regning. Det drejer sig altså ingenlunde om den ”absolutte værdi”, hvor denne end måtte rumstere, men om den værdi, der har gyldighed i en bestemt samfundsformation. Denne værdi, i denne bestemte historiske form, viser sig at være skabt og målt gennem det menneskelige arbejde, der er materialiseret i de enkelte varer, og dette menneskelige arbejde viser sig at være forbrug af simpel arbejdskraft. Nu er imidlertid ikke ethvert arbejde forbrug af simpel menneskelig arbejdskraft; mange slags arbejde indbefatter anvendelse af færdigheder og kundskaber, der skal erhverves med mere eller mindre besvær samt forbrug af tid og penge. Frembringer disse arter kompliceret arbejde i lige store tidsrum samme vareværdi som simpelt arbejde, forbrug af simpel arbejdskraft? Øjensynlig ikke. Produktet af en times kompliceret arbejde er en vare af højere, af dobbelt eller tredobbelt værdi, sammenlignet med produktet af en times simpelt arbejde. Værdien af produkter af kompliceret arbejde udtrykkes gennem sammenligning med bestemte mængder simpelt arbejde, men denne reduktion fuldbyrdes gennem en samfundsmæssig proces, bag ryggen af producenterne, gennem et forløb, som man her, ved udforskningen af værditeorien, kun kan fastslå, men endnu ikke forklare.

Det er denne simple kendsgerning, Marx fastslår på dette sted, en kendsgerning, som vi i nutidens kapitalistiske samfund dagligt kan se for vore øjne. Denne kendsgerning er så ubestridelig, at selv hr. Dühring ikke vover at bestride den, hverken i sit ”Cursus” eller i økonomiens historie. Og Marx' fremstilling er så enkel og gennemsigtig, at næppe nogen anden end hr. Dühring ”forbliver i fuldstændig uklarhed”. I kraft af denne sin fuldstændige uklarhed opfatter han fejlagtigt vareværdien - som Marx udelukkende beskæftiger sig med på dette sted - som ”de naturlige omkostninger”, hvad der gør uklarheden endnu mere total, eller endog som den ”absolutte værdi”, der os bekendt hidtil intetsteds i økonomien er noteret til kursværdi. Men uanset, hvad hr. Dühring forstår ved de naturlige omkostninger, og hvilken af hans fem slags værdier der skal nyde æren af at repræsentere den absolutte værdi - så meget er sikkert, hos Marx er der ikke tale om alle disse ting, men blot om vareværdien, og i hele afsnittet om værdien i ”Kapitalen” findes der ikke den mindste antydning af, om eller i hvilken udstrækning Marx anser denne teori om vareværdien for at være anvendelig også på andre samfundsformationer.

Det er altså ikke, fortsætter hr. Dühring, ”det er altså ikke, som hr. Marx tåget forestiller sig, sådan at en persons arbejdstid i sig selv er mere værd end en anden persons arbejdstid, fordi den gennemsnitlige arbejdstid skulle være ligesom mere fortættet i den; men al arbejdstid er uden undtagelse og principielt, altså uden at Oman først behøver at tage et gennemsnit, fuldstændig ligeværdig”.

Det er et held for hr. Dühring, at skæbnen ikke har gjort ham til fabrikant og således har reddet ham fra at fastsætte sine varers værdi ifølge denne nye regel og dermed uhjælpeligt gå fallit. Men hvad! Befinder vi os her stadig væk i fabrikanternes samfund? Ingenlunde. Med de naturlige omkostninger og den absolutte værdi har hr. Dühring givet os mulighed for at foretage et spring, en sand saltomortale fra nutidens slette udbytterverden ind i hans fremtidige erhvervskommune, i lighedens og retfærdighedens rene himmelluft, og vi må altså til at se lidt nærmere på denne nye verden, om end det kan forekomme at være en smule tidligt.

Ganske vist kan også i erhvervskommunen - ifølge hr. Dührings teori - alene det anvendte arbejde måle de økonomiske tings værdi, men til det formål vil hver enkelt persons arbejdstid på forhånd være at regne for fuldstændig ligeværdig med enhver anden persons; al arbejdstid uden undtagelse og principielt som ligeværdig og uden at man først behøver at tage et gennemsnit. Og nu kan man sammenligne denne radikale lighedssocialisme med Marx' tågede forestilling om, at den ene persons arbejdstid er mere værd end en anden persons arbejdstid, fordi den gennemsnitlige arbejdstid skulle være ligesom fortættet i den, en farestilling, der holder ham fangen i de lærde klassers tænkemåde, for hvilken det må fremstå som en uhyrlighed, at trillebørskubberens og arkitektens arbejdstid skulle anerkendes som økonomisk ligeværdige!

Desværre gør Marx i den ovenfor citerede passage i ”Kapitalen” denne lille anmærkning: ”Læseren må bemærke, at der her ikke er tale om den løn eller værdi, som arbejderen får, f.eks. for en arbejdsdag, men om den vareværdi, hvori hans arbejdsdag får håndgribeligt udtryk”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 139, note 15] Marx synes at have haft en forudanelse om, hvad hr. Dühring kunne finde på, tager altså selv forbehold over for den mulighed, at man måske anvender de citerede sætninger på den løn, der skal udbetales for kompliceret arbejde selv i det nuværende samfund. Og når hr. Dühring, ikke tilfreds med alligevel at gøre det, udgiver disse sætninger for at være de grundsætninger, ifølge hvilke Marx vil se fordelingen af subsistensmidler reguleret i det socialistiske samfund, så er det så skamløs en insinuation, at den kun finder sin lige i sensationspressen.

Men lad os se lidt nærmere på læren om ligeværd. Al arbejdstid er fuldstændig ligeværdig, trillebørskubberens og arkitektens. Altså har arbejdstiden, og dermed selve arbejdet, en værdi. Men arbejdet er skaberen af alle værdier. Det er alene arbejdet, der giver de forhåndenværende naturprodukter en værdi i økonomisk forstand. Værdien selv er ikke andet end udtrykket for det samfundsmæssigt nødvendige menneskelige arbejde, der er materialiseret i en ting. Arbejdet kan altså ikke selv have nogen værdi. Lige så godt som man kunne tale om arbejdets værdi og prøve at bestemme den, kunne man tale om værdiens værdi eller om vægten, ikke vægten af et tungt legeme, men om at ville bestemme vægten af selve tyngden. Hr. Dühring affejer mænd som Owen, Saint-Simon og Fourier med betegnelsen: sociale alkymister. Når han fabulerer om arbejdstidens, dvs. arbejdets værdi, beviser han faktisk, at han står langt under de virkelige alkymister. Og nu kan man måske vurdere den dristighed, hvormed hr. Dühring pådutter Marx, at denne skulle have hævdet, at den ene persons arbejdstid er mere værd end en anden persons arbejdstid, som om arbejdstiden, altså arbejdet, skulle have en værdi - netop Marx, der som den første har påvist, at og hvorfor arbejdet ikke kan have nogen værdi!

For socialismen, der vil befri den menneskelige arbejdskraft fra dens stilling som vare, er den erkendelse af stor betydning, at arbejdet ikke har værdi, ikke kan have værdi. Med denne indsigt bortfalder alle forsøg, som fra den primitive arbejdersocialisme er gået i arv til hr. Dühring, gående ud på at regulere den fremtidige fordeling af subsistensmidler som en slags højere arbejdsløn. Hermed følger endvidere den indsigt, at fordelingen, for så vidt den beherskes af rent økonomiske hensyn, vil blive reguleret i produktionens interesse, og produktionen fremmes bedst gennem en fordelingsmåde, der tillader alle samfundsmedlemmer at udvikle deres evner så alsidigt som muligt, at bevare og udøve disse evner. For de lærde klassers tankegang, der er overleveret til hr. Dühring, må det ganske vist fremstå som en uhyrlighed, at der engang i fremtiden ikke længere vil eksistere trillebørskubbere og arkitekter af profession, og at den mand, der i en halv time har givet anvisninger som arkitekt måske i et stykke tid også kan skubbe en trillebør, indtil der atter er brug for hans virksomhed som arkitekt. En køn socialisme, der vil udødeliggøre trillebørskubberfaget!

Hvis talen om arbejdstidens ligeværd skal betyde, at enhver arbejder inden for det samme tidsrum producerer lige store værdier, uden at man først behøver at tage et gennemsnit, så er det øjensynligt falsk. Hos to arbejdere, også inden for den samme arbejdsgren, vil arbejdsproduktivitet af en arbejdstime altid være forskelligt i henhold til arbejdets intensitet og færdighed; denne ulempe, der imidlertid kun er en ulempe for folk som hr. Dühring, kan ingen erhvervskommune afhjælpe, i hvert fald ikke på vor lille klode. Hvad bliver der altså tilbage af al denne ligeværd af al slags arbejde? Intet andet end bombastisk snak, der ikke har noget andet økonomisk grundlag end hr. Dührings manglende evne til at skelne mellem værdibestemmelse ved arbejdet og værdibestemmelse ved arbejdslønnen - ikke andet end et dekret, grundloven for den nye erhvervskommune: Arbejdslønnen skal være ens for samme arbejdstid! Så havde de gamle franske arbejderkommunister og Weitling dog langt bedre grunde til deres ideer om lige løn til alle.

Hvordan løses nu hele dette vigtige spørgsmål om højere løn for kompliceret arbejde? I et samfund af private producenter bestrider private personer eller deres familier omkostningerne ved uddannelsen af den faglærte arbejdskraft; den højere pris for den faglærte arbejdskraft tilfalder derfor også først og fremmest private personer: den dygtige slave sælges til en højere pris, den dygtige lønarbejder får en højere løn. I det socialistisk organiserede samfund bestrides disse omkostninger af samfundet, derfor tilhører også frugterne samfundet, nemlig de større værdier, som det komplicerede arbejde har frembragt. Arbejderen selv har ikke krav på mere. Hvoraf man for øvrigt kan drage den nyttige slutning, at der er en hage ved den meget yndede parole, at arbejderen har krav på det ”fulde arbejdsudbytte” [1] .


Noter

[1]: En udførlig kritik af Lassales ideer om det „fulde” eller „ube­skårne arbejdsudbytte” giver Marx i sin „Kritik af Gothapro­grammet”, dansk udgave Tiden 1977.


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere