Tilbage
Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Endnu engang anarko-syndikalistiske fordomme

Kammerat Louzons nye artikel [1] rummer flere fejl end hans tidligere, skønt hovedlinien i hans argumenter denne gang går i en helt anden retning.

I de tidligere artikler var kammerat Louzons udgangspunkt abstraktioner, der gik ud fra at fagforeningerne repræsenterede "arbejderklassen som helhed". I mit svar stillede jeg det spørgsmål: "Hvor skriver kammerat Louzon sine artikler – i Frankrig eller på Sirius?" i sin seneste artikel forlader kammerat Louzon de universelle loves vaklende fundament og forsøger at stille sig på den franske syndikalismes nationale grund. Ja, siger han, de franske fagforeninger er ganske rigtigt ikke arbejderklassen som helhed, men kun arbejderklassens aktive mindretal. Det vil sige, at kammerat Louzon anerkender at fagforeningerne udgør en art revolutionært parti. Men dette syndikalistparti kendetegnes ved at bestå af ene arbejdere; heri ligger dets kæmpemæssige fordel i forhold til kommunistpartiet. Og det har også en anden fordel: syndikalisterne afviser kategorisk de borgerlige statsinstitutioner; det "anerkender" ikke demokrati, og tager således ikke del i parlamentariske kampe.

Kammerat Louzon bliver aldrig træt af at gentage, at vi beskæftiger os med den franske udviklings særegenheder, og kun med disse. Efter at være begyndt med en bred generalisering, hvor han omskabte Marx til syndikalist, ser Louzon nu bort fra England, Rusland og Tyskland. Han svarer ikke på vort spørgsmål vedrørende grunden til, at han selv tilhører den Kommunistiske Internationale i selskab med det lille engelske kommunistparti, og ikke den Anden Internationale i selskab med de engelske fagforeninger og det engelske Labour Party, som støttes af dem. Louzon begyndte med en "overhistorisk lov" for alle lande og slutter af med at hævde, at der eksisterer en særlig lov for Frankrig. I denne nye form har Louzons teori en rent national karakter. Og desuden udelukker dens egentlige karakter muligheden af en Internationale: Hvordan kan man tale om en fælles taktik, hvis ikke der er fælles grundlæggende præmisser? Det er sandelig meget svært at forstå, hvorfor kammerat Louzon tilhører den Kommunistiske Internationale. Det er ikke mindre svært at forstå, hvorfor han hører til Det Franske Kommunistiske Parti, siden der eksisterer et andet parti, der ejer alle kommunisternes fordele og ingen af deres ulemper.

Men skønt kammerat Louzon forlader det internationale grundlag til fordel for det nationale, ignorerer han systematisk det "nationale" spørgsmål, der blev stillet ham i vores tidligere artikel: Hvordan med den rolle, CGT [2] [13] spillede under krigen? Den rolle Jouhaux spillede var på ingen måde mindre forræderisk og foragtelig end den Renaudel [3] [14] spillede. Den eneste forskel bestod i, at det socialpatriotiske parti ordnede sine synspunkter og aktioner efter et vist system, mens fagforeningspatrioterne handlede rent empirisk og dækkede deres handlinger i usle og tåbelige improvisationer. Man kan sige, at med hensyn til patriotisk forræderi overgik det socialistiske parti, med sit mere bestemte præg, det mere uafklarede syndikalistiske parti. På bunden var Jouhaux på linje med Renaudel.

Og hvorledes så i dag? Nærer Louzon Ønsker om en forening af de to forbund? Det gør vi. Efter Internationalens vurdering er den nødvendig. Vi vil ikke lade os skræmme, selv om forbundet gav Jouhaux flertal. Selvfølgelig ville vi ikke – som kammerat Louzon - sige, at syndikalismen, skønt ledet af Jouhaux, Dumoulin, Merrheim og deres lige, [4] [15] er den eneste form for arbejderorganisation, at den omfatter "arbejderklassen som helhed", osv. osv., – for en sådan formulering ville være en karikatur af virkeligheden. Men vi ville se på dannelsen af en større fagforeningsorganisation – dvs. en koncentration af større arbejdermasser og dermed en større slagmark i kampen for kommunismens ideer og taktik – som et større fremskridt for revolutionens sag. Men for at opnå dette er det først nødvendigt, at kommunismens ideer og slagplaner ikke hænger og svæver i luften, men er organiseret i form af et parti. Med hensyn til kammerat Louzon, fører han ikke sin tankerække til ende, men hans logiske konklusion ville være at erstatte partiet med en fagforeningsorganisation bestående af det "aktive mindretal". Det uundgåelige resultat af dette ville blive et erstatningsparti og en erstatningsfagforening, for de fagforeninger kammerat Louzon finder nødvendige, er for ubestemte til at klare rollen som parti, og for små til rollen som fagforening.

Kammerat Louzons argumenter, der går ud på, at fagforeningerne ikke ønsker at snavse deres hænder til gennem kontakt med det borgerlige demokratis organer, har allerede form som et svagt ekko af anarkismen. Man kan gå ud fra, at flertallet af de arbejdere, der er organiseret i CGTU, vil stemme på kommunistpartiet ved valgene (i det mindste håber vi, at kammerat Louzon som medlem af kommunistpartiet vil opfordre dem til det), mens størstedelen af medlemmerne af det gule forbund vil stemme for Blum-Renaudel-partiet. [5] [16] Som organisationsform er fagforeningen ikke tilpasset parlamentarisk kamp, men ikke desto mindre vil de arbejdere, der er organiseret i fagforeningerne, have deres repræsentanter. Det er simpelthen et spørgsmål om arbejdsdeling på samme klassegrundlag. Eller er det måske ligegyldigt for den franske arbejder, hvad der foregår i parlamentet? Det mener arbejderne ikke. Fagforeningerne har ofte reageret over for det lovgivningsarbejde, der foregår i parlamentet, og det vil de vedblive med. Og hvis der samtidigt sidder repræsentanter for kommunisterne i selve parlamentet, der arbejder hånd i hånd med de revolutionære fagforeninger imod det imperialistiske "demokratis" voldsgerninger og slag, er dette naturligvis et plus og ikke et minus. I følge fransk "tradition" er parlamentsmedlemmer forrædere. Men kommunistpartiet er netop opstået for at afskaffe al tradition. Såfremt noget parlamentsmedlem skulle overveje et tilbagetog fra klasselinjen, vil han blive smidt ud af partiet. Vort franske parti har lært, hvorledes man gør dette, og al mistillid til det er aldeles ubegrundet.

Men Louzon klager over, at partiet rummer mange småborgerlige intellektuelle. Dette er korrekt. Men den Kommunistiske Internationales Fjerde Kongres erkendte dette og vedtog resolutioner desangående, og resolutionerne har ikke været uden virkning. Der er behov for yderligere arbejde for at befæste partiets karakter af arbejderparti. Men dette mål når vi ikke gennem kammerat Louzons selvmodsigende fagforeningsmetafysik, men snarere gennem systematisk partiarbejde på fagforeningsområdet, og på alle andre områder af arbejderkampen. Der er allerede et betragteligt antal arbejdere i vort franske partis centralkomité. Dette afspejles i hele partiet. Den samme tendens finder man, i overensstemmelse med de resolutioner som den Fjerde Kongres har vedtaget, ved parlaments- og kommunalvalgene. Herigennem vil partiet vinde det revolutionære proletariats tillid. Og dette betyder at partiet i stadig mindre grad vil mangle virkeligt kompetente og aktive arbejdere til at besætte de vigtigste og ansvarskrævende revolutionære poster. Jeg nærer stor frygt for, at kammerat Louzons synspunkter kan have en hæmmende virkning på denne vigtige progressive udvikling af den franske arbejderklasses avantgarde. Men jeg er ikke i tvivl om at det vil lykkes kommunismen at overvinde denne som alle andre forhindringer.

Moskva, 8. maj 1923.


Noter

[1]: Louzons nye artikel. Se International Press Correspondence, 14. juni, 1923.

[2]: 13. CGT. Confédération Générale du Travail (Den almindelige Arbejdersammenslutning), den reformistiske fagforeningssammenslutning ledet af Jouhaux.

[3]: 14. Renaudel, Pierre (1871-1935). Den socialistiske leder Jean Jaurès højre hånd før 1914, l'Humanités socialpatriotiske redaktør under 1. Verdenskrig; senere en af lederne af Socialistpartiets højrefløj.

[4]: Jouhaux og deres lige. Jouhaux, Léon (1870-1954). Leder af Confédération Générale du Travail (CGT) og dets generalsekretær fra 1921 indtil anden Verdenskrig. Social-patriotisk syndikalist under første Verdenskrig. Modstander af den russiske revolution. For Trotskij var han personificeringen af klassesamarbejde. Dumoulin, George (1877-1963). Centrist under 1. Verdenskrig; senere tilsluttet Jouhaux og højrefløjen; havde forskellige fagforeningsposter før 2. Verdenskrig, da han samarbejdede med Vichy-regeringen. Merrheim, Alphonse (1871-1923). Støttede Jouhaux i 1917; bekæmpede de revolutionære og forblev i CGT's højrefløj efter splittelsen l 1921.

[5]: Blum-Renaudel partiet. Det Socialistiske Parti. Léon Blum (1872-1950) redaktør af den vigtigste socialistiske avis, Le Populaire. Efter valgene i 1936 blev han premierminister i den første folkefronts-regering.


Tilbage
Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere