Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

X. Fra ”Kritische Geschichte”

Lad os til slut kaste endnu et blik på hr. Dührings "Kritische Geschichte der Nationalokonomie", på dette "foretagende", der ifølge hans egne ord er "helt uden forgængere". Måske møder vi her endelig den så ofte lovede yderste, og strengeste videnskabelighed.

Hr. Dühring gør en masse ståhej over den opdagelse, at

"læren om økonomien" er et "enormt moderne fænomen" (side 12).

Faktisk står der hos Marx i "Kapitalen": "Den politiske økonomi, der først opstår som en selvstændig videnskab i manufakturperioden..." ["Kapitalen`", 1. bog 2, s. 534] og i "Bidrag til kritik af den politiske økonomi": "Den politiske økonomi begynder i England med William Petty, i Frankrig med Boisguillebert, og slutter i England med Ricardo, i Frankrig med Sismondi". ["Bidrag til kritik af den politiske økonomi". Rhodos 1974, s. 47] Hr. Dühring følger den sti, der er ham foreskrevet, men for ham begynder den højere økonomi først med de ynkelige misfostre, som den borgerlige videnskab har udklækket efter sin klassiske periode. Derimod triumferer han med rette i slutningen af sin indledning:

"Men når dette foretagende er helt uden forgængere allerede i de ydre iagttagelige ejendommeligheder og i den nyere halvdel af sit indhold, så tilhører det mig i endnu højere grad som mit egentligste eje ifølge dets kritiske synspunkter og dets almene standpunkt" (side 9).

Faktisk kunne han, hvad både det ydre og det indre angår, have annonceret sit foretagende (det industrielle udtryk er ikke ilde valgt) som: Den eneste og hans ejendom. [1]

Den politiske økonomi, som den optræder historisk, er faktisk ikke andet end den videnskabelige indsigt i den kapitalistiske produktionsperiodes økonomi; derfor kan sætninger og teoremer desangående, der findes f.eks. hos tænkere i det antikke græske samfund, kun optræde for så vidt som visse fænomener: vareproduktion, handel, penge, rentebærende kapital osv. er fælles for begge samfundsformationer. Når grækerne undertiden foretager strejftog ind på dette område, viser de den samme genialitet og originalitet som på andre områder. Deres anskuelser danner derfor historisk set de teoretiske udgangspunkter for den moderne videnskab. Lad os høre, hvad den verdenshistoriske hr. Dühring har at sige.

"Herefter har vi med henblik på den videnskabelige økonomiske teori egentlig (!) slet ikke noget positivt at berette om antikken, og den totalt uvidenskabelige middelalder giver dertil" (til ikke at berette noget!) "endnu langt mindre anledning. Da imidlertid den uskik forfængeligt at bære et skin al videnskabelig lærdom til skue skæmmer den moderne videnskabs rene karakter, så må i det mindste nogle eksempler fremføres og tages til efterretning".

Og hr. Dühring fremfører nu eksempler på en kritik, der faktisk forstår at holde sig ganske fri af det mindste "skin af lærdom".

Aristoteles' sætning, at

"ethvert gode kan bruges på to måder: den ene beror på tingen selv, den anden ikke, ligesom en sandal kan bruges som fodtøj, men også byttes. Begge er sandalens brugsmåde, for også den, der udveksler sandalen med noget, han mangler, for eksempel næring, bruger sandalen som sandal. Men ikke i dens naturlige brugsmåde. For den er ikke til af hensyn til udveksling" [2]

denne sætning er ifølge hr. Dühring ikke blot "udtrykt i en ret triviel og skolastisk form". Men de læsere, der heri har villet finde en "sondring mellem brugsværdi og bytteværdi", forfalder desuden til den "spøgefuldhed" at glemme, at brugsværdi og bytteværdi er totalt forsvundet i den allernyeste tid og inden for "det mest fremskredne systems rammer", nemlig hr. Dührings.

"I Platons skrifter om staten har man også villet finde... det moderne kapitel om den nationaløkonomiske arbejdsdeling".

Dette skal formodentlig hentyde til et afsnit i "Kapitalen", kapitel XII, 5, s. 369 i tredje oplag, hvor det tværtimod påvises, at den klassiske oldtids opfattelse af arbejdsdelingen står i klar modsætning til den moderne. ["Kapitalen", 1. bog 2, s. 535-536] Hr. Dühring kan kun rynke på næsen, og ikke andet, ad Platon, der har givet en for hans tid genial skildring af arbejdets deling [3] som det naturlige grundlag for byen (der for grækerne var identisk med staten) og det fordi Platon ikke - det gør derimod grækeren Xenofon, hr. Dühring! - nævner den "grænse",

"som markedets til enhver tid givne omfang sætter for en videre forgrening af erhvervsarterne og den tekniske opdeling i specialoperationer - forestillingen om denne grænse er den erkendelse, hvormed den ide, der ellers næppe kan kaldes videnskabelig, bliver til en økonomisk betydningsfuld sandhed".

Den af hr. Dühring så dybt foragtede "professor" Koscher har faktisk trukket denne "grænse", hvor ideen om arbejdets deling først bliver "videnskabelig", og han har derfor udtrykkeligt gjort Adam Smith til den, der har opdaget loven om arbejdets deling. [4] I et samfund, hvor vareproduktionen er den herskende produktionsmåde, er "markedet" - for nu for en gangs skyld at tale på hr. Dührings maner - en "grænse", der er velkendt blandt "forretningsfolk". Men der hører mere til end "rutinens viden og instinkt" for at indse, at det ikke var markedet, der skabte den kapitalistiske arbejdsdeling, men omvendt, at det var opløsningen af tidligere samfundsmæssige sammenhænge og den deraf følgende arbejdsdeling, der skabte markedet. (Jfr. "Kapitalen" I, kapitel XXIV, 5: Etablering af det indre marked for den industrielle kapital. ["Kapitalen", 1. bog 4, s. 1037])

"Pengenes rolle har til alle tider været den første betydelige tilskyndelse til økonomiske (!) tanker, men hvad vidste en Aristoteles om denne rolle? Åbenbart ikke andet end hvad der ligger i forestillingen om, at udvekslingen, formidlet af penge, er fulgt efter den oprindelige naturaludveksling".

Men når sådan "en" Aristoteles drister sig til at opdage pengenes to forskellige cirkulations former, den ene, hvor de blot er virksomme som cirkulationsmiddel, og den anden, hvor de er virksomme som pengekapital [5] ,

så udtrykker han dermed, ifølge hr. Dühring, "blot en moralsk antipati".

Når "en" Aristoteles tilmed er så formastelig at ville analysere pengene i deres "rolle" som værdimålestok, og faktisk opstiller dette problem, som er så afgørende for teorien om pengene, på den rigtige måde [6] , så foretrækker "en" Dühring helt at tie om slig utilladelig forvovenhed, og det af gode om end skjulte grunde.

Slutresultat: I det dühringske spejl, hvori den græske oldtid "tages til efterretning", ejer antikken kun "ganske almindelige ideer" (side 26), hvis sådanne "niaiserier" (side 19) [enfoldigheder] da overhovedet har noget tilfælles med ideer, de være sig almindelige eller ualmindelige.

Hr. Dührings kapitel om merkantilismen bør man hellere læse i "originaludgaven", dvs. hos F. List, "Nationales System" osv., kapitel 29: "Industrisystemet, af de lærde med urette kaldt merkantilsystemet". Hvor omhyggeligt hr. Dühring også her formår at undgå ethvert "skin af lærdom", viser bl.a. følgende:

List siger i kapitel 28: "De italienske nationaløkonomer":

"Italien er forud for alle moderne nationer, såvel i praksis som i den politiske økonomis historie",

og så nævner han som

"det første værk, der er skrevet specielt om politisk økonomi i Italien, et skrift af Antonio Serra fra Neapel om midlerne til at skaffe kongerigerne en overflod af guld og sølv (1613)" [7] .

Hr. Dühring tager trøstigt dette til sig, og følgelig kan han

"betragte Serras 'Breve trattato' som en slags inskription over porten til økonomiens nyere forhistorie".

Hans behandling af "Breve trattato" indskrænker sig faktisk til dette "belletristiske krumspring". Uheldigvis forholder det sig noget anderledes i virkeligheden. 1 1609, altså fire år før "Breve trattato", udkom Thomas Muns "A Discourse of Trade etc." Dette skrift har straks i sin første udgave den ganske specifikke betydning, at det er rettet mod det ældre monetarsystem, der dengang endnu blev forfægtet som statspraksis i England, at det altså repræsenterer merkantilsystemets bevidste udskillelse fra dets modersystem. Allerede i sin første skikkelse oplevede skriftet flere oplag og øvede direkte indflydelse på lovgivningen. I sin senere skikkelse i oplaget af 1664, der var blevet grundigt omarbejdet af forfatteren og udkom efter hans død, "Englands Treasure etc.", forblev det hundrede år frem i tiden det merkantilistiske evangelium. Hvis merkantilismen overhovedet har et epokegørende værk som en slags "inskription over porten", så er det dette, og netop derfor eksisterer det slet ikke for hr. Dührings "historie, der nøje iagttager rangforholdene".

Om Petty, grundlæggeren af den moderne politiske økonomi, meddeler hr. Dühring os, at han

havde "en temmelig stor portion letfærdig tænkningsmåde", endvidere "manglede sans for begrebernes indre og finere forskelligheder", men "letbenet springer fra det ene til det andet uden at slå dybere rødder i nogen tanke"... han "farer endnu ret primitivt frem i nationaløkonomisk henseende og "kommer med naiviteten, som den alvorligere tænker for afvekslingens skyld vel også en gang imellem kan finde underholdende..."

Hvilken nedladenhed! Det kan slet ikke værdsættes højt nok, at den "alvorligere tænker" hr. Dühring overhovedet behager at tage notits af "en Petty". Og hvordan tager han så notits af ham?

Pettys teori om

"arbejdet og endog arbejdstiden som værdimål, hvoraf der hos ham... findes ufuldkomne spor",

omtales overhovedet ikke, undtagen i denne ene sætning. Ufuldkomne spor! I sit skrift "Treatise on Taxes and Contributions" (første udgave 1662) giver Petty en fuldkommen klar og rigtig analyse af varernes værdistørrelser. Idet han først gør sagen anskuelig ved at forklare, at ædle metaller og korn, der koster lige meget arbejde, har samme værdi, siger han dermed det første og sidste "teoretiske" ord om ædelmetallers værdi. Men han udtaler også bestemt og generelt, at vareværdierne måles ved hjælp af lige arbejde (equal labour). Han anvender sin opdagelse på forskellige til dels meget indviklede problemer og drager ved forskellige lejligheder og i forskellige skrifter, også hvor hovedsætningen ikke gentages, vigtige slutninger netop på dette grundlag. Men han siger også straks i sit første skrift:

"Dette" (vurdering ved hjælp af lige arbejde) "hævder jeg, er grundlaget for sammenligningen og bedømmelsen af værdierne; men jeg indrømmer, at der findes meget, der er mangfoldigt og indviklet, i overbygningen og den praktiske anvendelse."

Petty er altså ganske klar over, hvor vigtig hans opdagelse er, men han er også klar over, hvilke vanskeligheder den vil støde på, når den skal anvendes til detailformål. Derfor forsøger han sig også med en anden vej til vigtige detailformål.

Der skal nemlig findes et naturligt lighedsforhold (a natutal Par) mellem jord og arbejde, således at man efter behag kan udtrykke værdien "i hver af dem eller endnu bedre i dem begge".

Selve vildsporet er genialt.

Hr. Dühring fremsætter til Pettys værditeori den skarpsindige bemærkning:

"Hvis han selv havde tænkt skarpere, så ville det slet ikke have været muligt, at der andetsteds fandtes spor af en modsat opfattelse, som der allerede tidligere er mindet om",

det vil sige, som der ikke "tidligere" er nævnt noget om, ud over at "sporene" er - "ufuldkomne". Det er en meget karakteristisk maner hos hr. Dühring, at han med en indholdsløs frase hentyder til noget for "bagefter" at bilde læseren ind, at han allerede "tidligere har fået kendskab til hovedsagen, som vor forfatter i virkeligheden smutter udenom, både tidligere og senere.

Nu findes der hos Adam Smith ikke kun "spor" af "modsatte opfattelser" om værdibegrebet, og ikke kun to, men endog tre og nøje taget endog fire stik modsatte opfattelser af værdien, som i al gemytlighed løber side om side og ind imellem hinanden. Men noget, der kan være

ret naturligt hos den politiske økonomis grundlægger, der nødvendigvis famler sig frem, eksperimenterer, brydes med et kaos af ideer, der først er ved at tage form - det må synes besynderligt hos en skribent, der kritisk sammenfatter resultater af mere end halvandet hundrede års forskning, resultater, der til dels allerede er gået over fra bøgerne i den almindelige bevidsthed. Og for at komme fra det store til det små: som vi har set, serverer hr. Dühring selv fem forskellige slags værdi til udvælgelse efter behag, og sammen med dem lige så mange forskellige opfattelser. Ganske vist, "hvis han selv havde tænkt skarpere", så ville han ikke have gjort sig så megen umage for at kaste sine læsere tilbage fra Pettys fuldstændig klare opfattelse af værdien til den yderste forvirring.

Et helstøbt, vel afrundet arbejde er Pettys "Quantulumcunque concerning Money", offentliggjort i 1682, ti år efter hans "Anatomy of Ireland" (den udkom "først" 1672 og ikke 1691, som hr. Dühring afskriver efter de "mest gængse lærebogskompilationer"). De sidste spor af merkantilistiske anskuelser, som man kan møde i hans andre skrifter, er her fuldstændig forsvundet. Det er i indhold og form et lille mesterværk og figurerer netop derfor ikke engang med sit navn hos hr. Dühring. Men det kan ikke være anderledes! En opstyltet pedantisk middelmådighed kan kun vise gnaven misfornøjelse over for den mest geniale og originale økonomiske forsker, han må tage anstød af, at de teoretiske lynglimt ikke marcherer i række og geled som færdige "aksiomer", men dukker op i spredt orden som resultat af fordybning i det "rå" praktiske stof, f.eks. skatteproblemerne.

På samme måde som mod Pettys egentlige økonomiske værker farer hr. Dühring også frem mod hans grundlæggelse af den "politiske aritmetik", vulgo [ifølge almindelig sprogbrug) statistik. Skadefro trækken på skulderen ad det besynderlige ved de af Petty anvendte metoder! Sammenlignet med de groteske metoder, som selv Lavoisier endnu hundrede år senere anvender på dette område, og den store afstand, der endnu i dag skiller statistikken fra det mål, som Petty i vældige træk havde ridset op for den, virker en sådan selvglad bedreviden to århundrede senere som en åbenlys tåbelighed.

Af Pettys mest betydningsfulde ideer, er der kommet sørgelig lidt til syne i hr. Dührings "foretagende". Ifølge hr. Dühring er der kun tale om fritsvævende indfald, tankens tilfældigheder, lejlighedsvise ytringer, som man først i vor tid - ved hjælp af citater, løsrevet fra deres sammenhæng - har tillagt en betydning, som de i og for sig slet ikke indeholder, og som altså ikke spiller nogen rolle i den politiske økonomis virkelige historie, men kun i moderne bøger, der ligger under det niveau, som kende-tegner hr. Dührings dybt originale kritik og "historie-skrivning i stor stil". Det kunne se ud til, at han med sit "foretagende" tager sigte på en læserskare, der er så opfyldt af troskyldig kulsviertro, at den slet ikke kunne finde på at kræve beviser for hans påstande. Vi skal straks komme tilbage til dette emne (i forbindelse med Locke og North), men vil lige i forbifarten kaste et blik på Boisguillebert og Law.

Hvad angår den førstnævnte, vil vi her fremhæve den eneste opdagelse, der kan tilskrives hr. Dühring. Han har opdaget en tidligere savnet sammenhæng mellem Boisguillebert og Law. Boisguillebert hævder nemlig, at de ædle metaller kan erstattes af kreditpenge (un morceau de papier [en stump papir]). Law derimod indbilder sig, at en "formering" af disse "papirstumper" efter behag kan forøge "en nations rigdom". Deraf følger for hr. Dühring, at Boisguilleberts

"vending allerede indeholdt en ny vending i merkantilismen".

med andre ord, at den allerede indeholdt Laws ideer. Det bevises soleklart på følgende måde:

"Det kom kun an på at tildele de 'simple papirstumper' den samme rolle, som de ædle metaller skulle spille, og der var straks fuldbyrdet en metamorfose i merkantilismen."

På samme måde kan man straks fuldbyrde metamorfosen fra onkel til tante. Hr. Dühring tilføjer dog beroligende:

"Ganske vist havde Boisguillebert ikke sådanne hensigter".

Men ved alle djævle, hvordan kunne han have til hensigt at erstatte sin egen rationelle opfattelse af pengenes rolle med merkantilisternes overtroiske forestillinger, blot fordi han mener, at de ædle metaller i denne bestemte rolle kan erstattes af papir?

Hr. Dühring fortsætter dog med sine alvorligt mente pudsigheder:

"Imidlertid må man dog indrømme, at vor skribent hist og her har haft held til at komme med en virkelig træffende bemærkning" (side 83).

Angående Law har hr. Dühring kun held til at komme med denne "virkelig træffende bemærkning":

"Begribeligvis har heller ikke Law været i stand til helt og holdent at udrydde dette grundlag" (nemlig "de ædle metaller som basis" [for pengeudstedelsen)); "han har blot drevet udstedelsen af papirpenge til det yderste, det vil sige til systemets sammenbrud" (side 94).

I virkeligheden skulle papirsommerfuglene, de blotte papirpengetegn flagre lystigt om blandt publikum, ikke for at "udrydde ædelmetalgrundlaget", men for at lokke ædelmetallerne fra publikums lommer ned i den tomme statskasse. [8]

For at komme tilbage til Petty og den uanselige rolle, hr. Dühring tildeler ham i økonomiens historie, så vil vi først høre, hvad der meddeles os om Pettys nærmeste efterfølgere, nemlig Locke og North. Samme år 1691 udkom Lockes skrift "Considerations on Lowering of Interest and Raising of Money" og North' "Discourses upon Trade".

"Hvad han" (Locke) "skrev om rente og mønt, går ikke ud over rammen for de betragtninger, som var almindelige under merkantilismens herredømme i tilknytning til de begivenheder. der foregik i staternes liv" (side 64).

For læseren af denne "beretning" må det nu stå soleklart, hvorfor Lockes "Lowering of Interest" i anden halvdel af det 18. århundrede fik så stor indflydelse på den politiske økonomi i Frankrig og Italien, og det i to forskellige henseender.

"Om rentefodens frihed har mangen en forretningsmand tænkt noget lignende" (som Locke) "og forholdenes udvikling bragte en tilbøjelighed med sig til at betragte hindringer for rentefodens frie bevægelighed som ikke effektive. I en tid, hvor en Dudley North kunne skrive sine 'Discourses upon Trade', der gik i retning af frihandel, måtte meget, der ikke lod den teoretiske opposition mod begrænsninger af rentens frihed fremtræde som noget uhørt, allerede så at sige ligge i luften" (side 64).

Altså Locke måtte følge denne eller hin "forretningsmands" tanker eller opsnappe noget af det, der på den tid "så at sige lå i luften", for at udvikle teorier angående den frie rentefod og for ikke at fremture med noget "uhørt`"! Faktisk opstillede allerede Petty i 1662 i sin "Treatise on Taxes and Contributions" renten som pengerente, hvad vi kalder åger (rent of money which we call usury), som modsætning til jordrenten (rent of land and houses) og docerede for jordejerne, som gerne ville regulere pengerenten nedad ved lov, men ikke jordrenten, hvor forfængeligt og frugtesløst det er at ville lave borgerlige love mod naturens lov (the vanity and fruitlessness of making civil positive law against the law of nature). [9] I sit skrift "Quantulumcunque" (1682) erklærer han derfor, at det er lige så tåbeligt at forsøge på at regulere renten ved lov som at ville regulere udførslen af ædelmetaller eller vekselkursen. I det samme skrift afgør han en gang for alle spørgsmålet om raising of money (hævning af pengeværdien) (Et forsøg på at give ½ shilling navn af 1 shilling, idet man udmønter en unse sølv i dobbelt så mange shilling som før).

Hvad angår det sidste punkt, kopieres han næsten af Locke og North. Hvad angår renten, så knytter Locke an til Pettys parallel mellem pengerente og jordrente, mens North går videre og stiller pengerenten som kapitalrente (rent of stock) over for jordrenten, og stocklords over for landlords. [10] Locke accepterer kun den af Petty krævede frie bevægelighed for rentefoden med indskrænkninger, mens North tager den absolut.

Hr. Dühring overgår sig selv, når han, der selv endnu er forhærdet merkantilist i mere "subtil" betydning, affærdiger Dudley North' "Discourses upon Trade" med den bemærkning, at den "går i retning af frihandel". Det er som om man ville sige om Harvey, at hans værk "går i retning af blodcirkulationen". [11] North' skrift er - helt bortset fra dets øvrige fortjenester - en klassisk redegørelse for frihandelslæren, skrevet med hensynsløs konsekvens, såvel hvad angår den ydre som den indre handel, i det år 1691 ganske rigtigt noget "uhørt"!

I øvrigt beretter hr. Dühring, at

North var "købmand`, dertil en slet person og at hans skrift "ikke formåede at vinde bifald".

Det manglede bare, at et sådant skrift skulle have vundet "bifald" hos den toneangivende pøbel på et tidspunkt, hvor beskyttelsestoldsystemet endelig havde sejret i England! Dette forhindrede dog ikke, at det fik en øjeblikkelig teoretisk virkning, som kan påvises i en hel række økonomiske skrifter, der udkom i England umiddelbart efter, til dels endnu i det 17. århundrede.

Locke og North gav beviser på, hvordan de første dristige tag, Petty tog i næsten alle sfærer af den politiske økonomi, enkeltvis blev grebet og videreforarbejdet af hans engelske efterfølgere. Selv den overfladiske iagttager kan ikke overse sporene af denne proces, der foregår i perioden 1691 til 1752. Alle betydelige økonomiske skrifter fra denne periode knytter positivt eller negativt an til Petty. Perioden er fuld af originale tænkere og derfor den mest betydningsfulde for udforskningen af den politiske økonomis gradvise genesis. Den "historieskrivning i stor stil", der lægger Marx den utilgivelige synd til last, at han i "Kapitalen" har gjort for stort væsen af Petty og skribenterne fra hin tid, sletter dem simpelt hen af historien. Fra Locke, North, Boisguillebert og Law hopper den straks over til fysiokraterne, og således fremtræder ved porten til den politiske økonomis virkelige tempel - David Hume. Med hr. Dührings tilladelse vil vi genoprette den kronologiske orden, og så kommer Hume før fysiokraterne.

Humes økonomiske "Essays" udkom 1752. [12] I de sammenhørende essays "Of Money", "Of the Balance of Trade", "Of Commerce" følger Hume skridt for skridt - ofte sågar i rene griller - Jacob Vanderlints "Money answers all things", London 1734. Selv om denne Vanderlint måtte være totalt ukendt for hr. Dühring, så tages der dog hensyn til ham i engelske økonomiske skrifter så sent som i slutningen af det 18. århundrede, dvs. også i tiden efter Adam Smith.

I lighed med Vanderlint behandler Hume pengene udelukkende som værditegn; han kopierer næsten ordret (og det er vigtigt, fordi han kunne have taget værditegnteorien fra mange andre værker) fra Vanderlint, hvorfor handelsbalancen ikke uafbrudt kan være negativ eller positiv i et givet land; han lærer, ligesom Vanderlint, at ligevægt på handelsbalancen opstår på naturlig måde i overensstemmelse med de enkelte landes forskellige økonomiske stilling; han prædiker frihandel som Vanderlint, blot mere dristigt og konsekvent; som Vanderlint, blot mere overfladisk, fremhæver han behovenes betydning som drivkræfter for produktionen; han følger Vanderlint, når denne fejlagtigt tilskriver bankpengene og andre offentlige værdipapirer indflydelse på varepriserne; som Vanderlint forkaster han kreditpenge; som Vanderlint gør han varepriserne afhængige af arbejdets pris, altså af arbejdslønnen; han kopierer ham sågar i den specielle grille, at ophobning af skatte skulle holde varepriserne nede osv., osv.

Allerede længe har hr. Dühring med sælsomme orakelord skumlet over de misforståelser af Humes pengeteori, som andre skal have gjort sig skyldige i; især henvises der dystert til Marx; denne skal i "Kapitalen" på utilbørlig vis have gjort opmærksom på hemmelighedsfulde sammenhænge mellem Hume og Vanderlint og tilmed en vis J. Massie, der skal blive omtalt senere. ["Kapitalen'`, 1. bog 1, s. 230, note 79 og 1. bog 3, s. 730, note 7]

Med denne misforståelse forholder det sig på følgende vis. Hvad angår Humes virkelige pengeteori, så er pengene rene værditegn, og derfor må - alt andet lige - varepriserne falde i samme forhold som den cirkulerende pengemængde vokser og stige i samme forhold som den falder. [13] Her kan hr. Dühring med sin bedste vilje - om end på den for ham ejendommelige inspirerende måde - kun gentage sine forgængere, der har taget fejl. Hume selv derimod indvender - efter at han har opstillet omtalte teori - mod sig selv (det samme havde allerede Montesquieu gjort, idet han gik ud fra de samme forudsætninger), [14]

at det dog er "sikkert og vist", at industrien siden opdagelsen af de amerikanske miner "er vokset i alle europæiske nationer, med undtagelse at dem, der besidder disse miner", og at dette "blandt andre årsager også skyldes tilvæksten af guld og sølv".

Hans forklaring på dette fænomen er følgende:

"Skønt varernes høje pris er en nødvendig følge af tilvæksten af guld og sølv, så følger den dog ikke umiddelbart af denne tilvækst, men det kræver nogen tid, før pengene er cirkuleret gennem hele staten og har gjort deres virkninger gældende i alle kredse af befolkningen". I denne mellemtid virker de gavnligt på industri og handel.

Ved slutningen af denne redegørelse fortæller Hume os også hvorfor, skønt mere ensidigt end mange af hans forgængere og samtidige:

"Det er let at følge pengene i deres løb gennem hele samfundet. og vi vil da finde, at de må anspore hver mands flid, før de forhøjer arbejdets pris". [15]

Med andre ord: Hume beskriver her den virkning, en revolution i ædelmetallernes værdi har, i dette tilfælde en forringelse eller, hvad der er det samme, en revolution i ædelmetallernes værdimål. Han finder ganske rigtigt ud af, at denne forringelse, når varepriserne kun gradvis udlignes, først i sidste instans "forhøjer arbejdets pris", vulgo [ifølge almindeligt sprogbrug] arbejdslønnen; at den altså på arbejdernes bekostning forøger købmandens og de erhvervsdrivendes profit og dermed "ansporer deres flid" (noget han dog finder helt i orden!). Men det egentlige videnskabelige spørgsmål: om og hvordan den øgede tilførsel af ædelmetaller - ved uforandret værdi - indvirker på varepriserne, dette spørgsmål stiller han ikke, og han sammenblander enhver "forøgelse af de ædle metaller" med forringelsen af deres værdi. Hume gør altså netop det, som Marx fortæller om ham ("Zur Kritik etc.", s. 173 ["Bidrag til kritik af den politiske økonomi", dansk udg. s. 162]). Vi skal siden hen endnu en gang vende tilbage til dette punkt, men først skal vi beskæftige os med Humes essay om "Interest" [rente].

Humes påvisning - der udtrykkeligt er rettet mod Locke - af, at renten ikke reguleres af mængden af de forhåndenværende penge, men af profitraten, og hans øvrige forklaring af de årsager, der bestemmer, om rentefoden er høj eller lav, alt dette finder vi meget mere eksakt og mindre åndrigt i et skrift, der udkom 1750, to år før Humas essay: "An Essay on the Governing Causes of the Natural Rate of Interest, wherein the sentiments of Sir W. Petty and Mr. Locke, on that head, are considered". Skriftets forfatter er J. Massie, en meget læst forfatter - det fremgår af den samtidige engelske litteratur - og meget driftig i forskellige retninger. Adam Smith' redegørelse for rentefoden står Massie nærmere end Hume. Begge, Massie og Hume, ved intet og siger intet om "profittens natur", der hos dem begge spiller en rolle.

Men hr. Dühring prædiker: "Overhovedet har man ved vurderingen af Hume for det meste været meget fordomsfuld og har tillagt ham ideer, som han slet ikke havde".

Hr. Dühring giver os selv adskillige slående eksempler på denne "fremgangsmåde".

F.eks. begynder Humes essay om renten med følgende ord:

"Intet anses for et sikrere tegn på et folks blomstrende tilstand end en lav rentefod, og med rette; skønt jeg tror, at årsagen dertil er en anden, end man sædvanligvis antager".

Altså straks i sin første sætning betegner Hume den opfattelse, at en lav rentefod er det sikreste tegn på et folks blomstrende tilstand, som en trivialitet, der på hans tid allerede var grundigt fortærsket. Og faktisk havde denne "ide" siden Childs dage haft hele hundrede år til at blive den gængse.

Derimod hos hr. Dühring:

"Af hans" (Humes) ..opfattelser om rentefoden må hovedsagelig den ide fremhæves, ifølge hvilken denne er det sande barometer for tilstandene" (hvilke tilstande?), "og at en lav rentefod er et næsten usvigeligt sikkert tegn på et folks blomstring" (s. 130)

Hvem er den "hildede" person, der taler således? Ingen anden end hr. Dühring.

Hvad der i øvrigt fremkalder vor kritiske historieskrivers naive forundring, det er at Hume i forbindelse med visse heldige ideer "ikke engang udgiver sig for at være ophavsmanden". Det kunne aldrig ske for hr. Dühring!

Vi har set, hvordan Hume sammenblander enhver forøgelse i mængden af ædelmetaller med den forøgelse, der ledsages af en forringelse, en revolution i ædelmetallernes værdi, altså i varernes værdimål. Denne forveksling var uundgåelig for Hume, fordi han ikke havde den mindste forståelse for ædelmetallernes funktion som værdimål. Han kunne ikke have denne forståelse, fordi han ikke vidste noget om værdien selv. Selve ordet synes kun en enkelt gang at optræde i hans værker, nemlig der hvor han forværrer Lockes fejltagelse, at ædelmetallerne kun har "en indbildt værdi", idet han siger, at de "hovedsagelig har en fiktiv værdi".

Her står han ikke kun langt under Petty, men også under nogle af sine engelske samtidige. Han viser den samme "forældede holdning", når han stadig væk på gammeldags facon lovpriser "købmanden" som den første drivfjeder for produktionen, et standpunkt som allerede Petty for længst havde forladt. Og hvad endelig angår hr. Dührings forsikring om, at Hume i sine værker skulle have beskæftiget sig med de "økonomiske hovedforhold", så kan man blot sammenligne dem med det af Adam Smith citerede skrift af Cantillon (udkommet som Humes essays i 1752, men mange år efter forfatterens død) [16] for at undre sig over den snævre kreds af problemer, som Humes økonomiske arbejder begrænser sig til. Hume forbliver på trods af det patent, hr. Dühring tildeler ham, også på den politiske økonomis område en ganske respektabel skribent, men alt andet end en original forsker og på ingen måde epokegørende. Den virkning, som hans økonomiske essays udøvede på hin tids dannede kredse, skyldtes ikke blot hans fortrinlige fremstillingsevne, men langt mere den omstændighed, at de var en progressiv-optimistisk forherligelse af den netop opblomstrende industri og handel, med andre ord, af det i datidens England hurtigt opblomstrende kapitalistiske samfund; som sådan måtte de vinde "bifald" i dette samfund. Et fingerpeg må her være nok. Det er almindelig kendt, hvor lidenskabeligt de engelske folkemasser netop på Humes tid bekæmpede det indirekte skattesystem, der af den berygtede Robert Walpole systematisk blev udnyttet til at begunstige de store jordejere og i det hele taget de rige. I sit essay om skatterne ("Of Taxes") polemiserer Hume mod sin altid nærværende hjemmelsmand Vanderlint, dog uden at nævne ham, der var en energisk modstander af indirekte skatter og en afgjort tilhænger af beskatning af jorden. Her hedder det:

"De" (skatterne på forbruget) "må faktisk være meget tunge skatter og meget ufornuftigt pålignet, hvis arbejderne ikke skulle være i stand til at betale dem gennem øget flid og sparsommelighed uden at forhøje arbejdets pris". [15]

Man tror her at høre selveste Robert Walpole; navnlig hvis man samtidig tager den passage i essayet om "offentlig kredit" med, hvor det siges, med henblik på at det er vanskeligt at beskatte statskreditorerne:

"En formindskelse af deres indtægt ville ikke være tilsløret under skin af blot at være en post på accisen eller tolden".

Som man kan forvente af en skotte, var Humes beundring for den borgerlige indtjening ingenlunde rent platonisk. Hjemmefra en fattig djævel, havde han bragt det til mange tusind pund i årsindtægt. Dette udtrykker hr. Dühring, da det her ikke drejer sig om Petty, på følgende indtagende måde:

"Gennem en dygtig privatøkonomi var han med udgangspunkt i meget beskedne midler nået dertil, at han ikke behøvede at skrive for at tækkes nogen".

Når hr. Dühring endvidere siger:

"Han havde aldrig gjort indrømmelser til partiernes, fyrsternes eller universiteternes indflydelse",

så foreligger der ganske vist ikke noget om, at Hume nogen sinde skulle have gjort litterære kompagniforretninger med en vis hr. "Wagener" [17] derimod var han en urokkelig tilhænger af whig-oligarkiet og satte "kirke og stat" overordentlig højt. Som løn for sine fortjenester fik han først posten som ambassadesekretær i Paris og senere den ulige vigtigere og mere indbringende stilling som understatssekretær.

"I politisk henseende var og blev Hume altid konservativ og strengt monarkistisk af sindelag. Derfor var han blandt tilhængerne af den bestående kirke heller ikke så forkætret som Gibbon",

siger gamle Schlosser om ham. [18]

"Denne selviske Hume, denne historieforfalsker" udskælder de engelske munke for at være fede, uden kone og familie, levende af tiggeri, "men selv har han aldrig haft kone eller familie, og han var selv en stor fed fyr, i betragtelig omfang opfedet at offentlige midler, uden nogen sinde at have gjort sig fortjent til dem gennem et offentligt virke" siger den "rå" plebjiske Cobbett [19] om ham. "Hume har i den praktiske behandling af livet i væsentlige retninger meget forud for en Kant",

siger hr. Dühring.

Men hvorfor tildeles Hume en så overdreven position i hr. Dührings "Kritische Geschichte"? Simpelt hen fordi denne "alvorlige og subtile tænker" nyder den ære så at sige at repræsentere det 18. århundredes Dühring. En Hume kan tages som bevis for, at

"skabelsen af hele videnskabsgrenen" (økonomien) "er en dåd, der skyldes den mest oplyste filosofi",

og således udgør Humes rolle som hr. Dührings forløber den bedste garanti for, at hele denne videnskabsgren vil finde sin indtil videre overskuelige afslutning i hin fænomenale mand, der har omskabt den "mere oplyste" filosofi til en absolut blændende virkelighedsfilosofi, og hos hvem ganske som hos Hume

"pleje af filosofien i snævrere betydning forenes med den videnskabelige beskæftigelse med nationaløkonomien, noget der hidtil er uden fortilfælde på tysk jord".

Følgelig ser vi den i økonomien ganske respektable Hume oppustet til en økonomisk stjerne af første størrelsesorden, hvis betydning kun har kunnet forklejnes af samme misundelse, der også hidtil så hårdnakket har fortiet hr. Dührings "epokegørende" stordåd.

Som bekendt har den fysiokratiske skole efterladt os en gåde i skikkelse af Quesnays "økonomiske tableau". [20] Forgæves har de økonomiske kritikere og historieskrivere hidtil prøvet tænder på denne gåde. Dette tableau, der skulle anskueliggøre den fysiokratiske forestilling om den måde, et lands totale rigdom produceres og cirkulerer på, forblev ret så dunkelt for den økonomiske efterverden. Men hr. Dühring vil også her kaste endeligt lys over sagen.

Hvad denne "økonomiske afbildning" af produktionens og distributionens forhold skal betyde hos Quesnay selv", siger han, "kan kun forklares, når man i forvejen nøje har undersøgt de for ham ejendommelige ledende begreber". Og det så meget mere som de hidtil kun er blevet skildret med "svævende ubestemthed", og selv hos Adam Smith "kan deres væsentlige træk ikke erkendes".

Hr. Dühring vil en gang for alle gøre ende på den gængse "letfærdige redegørelse". Og nu tager han læseren ved næsen over hele fem sider, fem sider, hvor allehånde opstyltede vendinger, uafladelige gentagelser og velberegnet uorden skal dække over den fatale kendsgerning, at hr. Dühring angående Quesnays ledende begreber næppe har så meget at meddele som de "gængse lærebogskompilationer", han så utrætteligt advarer imod. Det er "en af de mest betænkelige sider" ved denne indledning, at forfatteren allerede her lejlighedsvis snuser til det hidtil kun af navn kendte tableau, men derefter forvilder sig imellem alle mulige "refleksioner", som f.eks. "forskellen mellem opbud og resultat". Når noget sligt "ganske vist ikke kan træffes fikst og færdigt i den quesnayske ide", så vil hr. Dühring derimod give os et knusende eksempel derpå, så snart han fra sit langstrakte indledende "opbud" når frem til et mærkværdigt forpustet "resultat", nemlig oplysningen om selve tableauet. Lad os gengive alt, virkelig ordret alt, hvad han finder for godt at meddele os om Quesnays tableau:

I "opbuddet" siger hr. Dühring:

"For ham" (Quesnay) "syntes det at være en selvfølge, at man kan opfatte og behandle udbyttet" (hr. Dühring har netop talt om nettoproduktet) "som en pengeværdi... han knyttede straks sine overvejelser (!) til de pengeværdier, han forudsatte som salgsresultater ved den første afhændelse af alle landbrugsprodukter. På denne måde (!) opererer han i tableauets kolonner med adskillige milliarder" (dvs. pengeværdier).

Her har vi tre gange i træk fået at vide, at Quesnay i sit tableau opererer med "landbrugsprodukternes pengeværdier", indbefattet "nettoproduktets" eller "nettoudbyttets" pengeværdi. Videre i teksten hedder det:

"Hvis Quesnay havde bevæget sig ad den vej, der svarer til en virkelig naturlig betragtningsmåde og ikke blot havde gjort sig fri af alle hensyn til ædelmetallerne og pengemængden, men også af hensynet til pengeværdierne... Således regner han med lutter værdisummer og tænkte sig (!) på forhånd nettoproduktet som en pengeværdi".

Altså for fjerde og femte gang: i tableauet findes kun pengeværdier!

"Han" (Quesnay) "kom frem til det" (nettoproduktet), "idet han trak udgifterne fra og hovedsagelig" (det er ikke den gængse, men en desto mere letfærdig form for redegørelse) "tænkte (!) på de værdier, der tilfalder jordejeren som jordrente".

Stadig har vi ikke rokket os ud af stedet, men nu kommer det vel endelig:

"På den anden side indgår nu imidlertid også" - dette "nu imidlertid også" er en sand perle! - "nettoproduktet som naturalgenstand i cirkulationen og bliver på denne måde et element, hvorigennem den som steril betegnede klasse... skal underholdes. Her kan man straks (!) bemærke den forvirring, som opstår ved at det i det ene tilfælde er pengeværdien, i det andet selve sagen, der bestemmer tankegangen!"

I almindelighed synes al varecirkulation at lide af den "forvirring", at varen indgår i den på samme tid som "naturalgenstand" og som "pengeværdi", fordi

"Quesnay vil undgå en dobbelt opstilling af det nationalokonomiske udbytte".

Med hr. Dührings nådigste tilladelse: forneden i Quesnays "analyse" af tableauet [21] figurerer de forskellige produktarter som "naturalgenstande" og foroven i selve tableauet deres pengeværdier. Quesnay har endog senere fået sin famulus, abbe Baudeau, til at indføre naturalgenstandene ved siden af pengeværdierne i selve tableauet. [22]

Efter så meget "opbud" endelig "resultatet". Man hører og undres:

"Dog bliver inkonsekvensen" (med henblik på den rolle. Quesnay tilskriver jordejeren) "straks klar, så snart man spørger, hvad der i det nationaløkonomiske kredsløb bliver af det nettoprodukt, der er tilegnet som jordrente. Her har den eneste mulighed for fysiokraternes forestillingsmåde og for det økonomiske tableau været en til mysticisme stigende forvirring og vilkårlighed".

Når enden er god, er alting godt. Hr. Dühring ved altså ikke, hvad der i det nationaløkonomiske kredsløb (som tableauet repræsenterer) bliver af det "nettoprodukt, der er tilegnet som jordrente". For ham er tableauet en cirklens kvadratur [uløselig opgave]. Han indrømmer selv, at han ikke forstår fysiokratiets ABC. Efter i lang tid at have lusket omkring den varme grød, tærsket langhalm, foretaget alle mulige krumspring, harlekinader, episoder, diversioner, gentagelser og sindsforvirrende sammenblandinger, der udelukkende har til formål at forberede os på den vældige oplysning "hvad har tableauet at betyde hos Quesnay selv?" - efter alt dette følger til slut hr. Dührings beskæmmende indrømmelse, at han heller ikke ved det!

Efter at have rystet sin smertelige hemmelighed af sig, denne sorte sorg, der har siddet ham i nakken under hans ridt gennem det fysiokratiske land [23] , blæser vor "alvorlige og subtile tænker" atter lystigt i basunen, nemlig således:

"De linjer, som Quesnay trækker på kryds og tværs" (der er i alt hele 6 linjer!) "i sit for øvrigt ret så simple (!) tableau, og som skal forestille nettoproduktets cirkulation", får os til at tænke over. om der i "disse underlige forbindelser mellem kolonnerne" ikke indsniger sig matematiske fantasier, minder om Quesnays beskæftigelse med cirklens kvadratur osv.

Da disse linjer, trods deres simpelhed, ifølge hans egen tilståelse forbliver uforståelige for hr. Dühring, må han på sin yndede maner mistænkeliggøre dem. Og nu kan han ufortrødent give det besværlige tableau nådestødet:

"Idet vi betragter nettoproduktet fra denne mest betænkelige side" osv.

Nemlig den nødtvungne indrømmelse, at han ikke forstår et eneste ord af tableau econoinique og af den rolle, som det deri figurerende nettoprodukt spiller - det kalder hr. Dühring "nettoproduktets mest betænkelige side". Hvilken galgenhumor!

For at vore læsere ikke skal forblive i den samme grusomme uvidenhed angående Quesnays tableau, som de nødvendigvis må være det, hvis de har fået deres økonomiske lærdom leveret "på første hånd" af hr. Dühring, så skal der her i korthed nævnes følgende:

Som bekendt inddeler fysiokraterne samfundet i tre klasser: 1. den produktive, dvs. den klasse, der virkelig er aktiv i landbruget, forpagtere og landarbejdere; de kaldes den produktive klasse, fordi deres arbejde leverer et overskud - jordrenten. 2. Den klasse, der tilegner sig dette overskud, og som omfatter jordejerne og de af dem afhængige, tjenestefolk, fyrsterne og i det hele taget de embedsmænd, der lønnes af staten, og endelig også kirken i dens særskilte egenskab af modtager af tiende. For kortheds skyld betegner vi i det følgende den første klasse simpelt hen som "forpagtere" og den anden som "jordejere". 3. Den erhvervsdrivende eller sterile klasse, steril (ufrugtbar), fordi den ifølge fysiokraternes opfattelse kun tilsætter så megen værdi, som den selv forbruger af de subsistensmidler, den produktive klasse leverer, til de råstoffer, den samme klasse leverer. Quesnays tableau skal nu anskueliggøre, hvordan et lands (i dette tilfælde Frankrigs) årlige totalprodukt cirkulerer mellem disse tre klasser og tjener til den årlige reproduktion.

Den første forudsætning for tableauet er, at forpagtningssystemet og dermed det store landbrug, i den betydning det havde på Quesnays tid, er almindelig gennemført; som eksempel tog han Normandiet, Picardiet, Ile-de-France og nogle andre franske provinser. Forpagteren

fremtræder derfor som den egentlige leder af landbruget, han repræsenterer i tableauet hele den produktive (agerdyrkende) klasse, og han betaler en jordrente i penge til jordejeren. Forpagterne som helhed tilskrives en anlægskapital eller inventarium på ti milliarder livres, hvoraf en femtedel, dvs. to milliarder, er driftskapital, der skal erstattes hvert år, en vurdering for hvilken de bedst drevne forpagtergårde i de nævnte provinser var retningsgivende.

Videre forudsætninger er: 1. at der er konstante priser og simpel reproduktion - for enkelheds skyld; 2. at al cirkulation, der foregår inden for de enkelte klasser, ikke er taget med, og at der kun tages hensyn til cirkulationen mellem de forskellige klasser; 3. at alle køb resp. salg, der i løbet af driftsåret' foregår mellem de forskellige klasser, er sammenfattet i en enkelt totalsum. Endelig må man huske, at der på Quesnays tid i Frankrig som mere eller mindre i hele Europa, endnu herskede en tilstand, hvor bondefamiliens egen hjemmeindustri leverede størsteparten af dens behov, også det der ikke sorterer under fødevarer; alt dette er forudsat som selvfølgelig tilbehør til agerbruget.

Udgangspunktet for tableauet er den totale høst, bruttoproduktet af jordens årsafgrøde, dvs. landets, her Frankrigs, "totale reproduktion", der derfor også står øverst. Værdistørrelsen af dette bruttoprodukt ansættes efter gennemsnitspriserne for landbrugsprodukter hos de nationer, der driver handel. Den udgør fem milliarder livres, en sum, der ifølge de dengang mulige statistiske beregninger nogenlunde udtrykker Frankrigs bruttoprodukt i landbruget. Dette og intet andet er grunden til, at Quesnay i sit tableau opererer med "nogle milliarder", nemlig med fem, og ikke med fem livres tournois. [24]

Hele bruttoproduktet, til en værdi af fem milliarder, befinder sig altså i hænderne på den produktive klasse, dvs. i første omgang forpagterne, der har produceret det ved at anvende en årlig driftskapital på to milliarder, svarende til anlægskapitalen på ti milliarder. De landbrugsprodukter, dvs. levnedsmidler, råstoffer osv. som kræves for at erstatte driftskapitalen, altså også for at underholde de personer, der er umiddelbart aktive i landbruget, tages in natura fra det totale høstudbytte og anvendes til den nye landbrugsproduktion. Da der, som sagt, er forudsat konstante priser og simpel reproduktion på et en gang givet niveau, er pengeværdien for denne del af bruttoproduktet, der udtages på forhånd, to milliarder livres. Denne del indgår altså ikke i den almindelige cirkulation. Som allerede nævnt, er den cirkulation, der foregår inden for hver enkelt klasse, men ikke mellem de forskellige klasser, udelukket fra tableauet.

Efter at driftskapitalen er erstattet af bruttoproduktet, bliver der et overskud på tre milliarder, hvoraf to i subsistensmidler, en i råstoffer. Den jordrente, forpagteren skal betale til jordejeren, udgør kun to tredjedele heraf, dvs. to milliarder. Hvorfor disse to milliarder figurerer under rubrikken "nettoprodukt" eller "nettoindkomst", vil snart vise sig.

Foruden landbrugets "totale reproduktion" til en værdi af fem milliarder, hvoraf tre milliarder indgår i den almindelige cirkulation, befinder sig imidlertid - forud for den i tableauet skildrede bevægelse - endnu hele nationens "pecule" (opsparing), to milliarder kontante penge, i forpagternes besiddelse. Dermed forholder det sig således:

Da tableauets udgangspunkt er den totale høst, danner det tillige slutpunktet for et økonomisk år, f.eks. året 1758; derefter begynder der et nyt økonomisk år. I løbet af det nye år 1759 fordeles den for cirkulationen bestemte del af bruttoproduktet via et antal betalinger, køb- og salgsakter mellem de to andre klasser. Disse bevægelser, der følger efter hinanden, er opsplittede og fordeler sig over hele året, sammenfattes imidlertid - som det under alle omstændigheder skulle gøres for tableauets skyld - i nogle få karakteristiske handlinger, der hver gang dækker et helt år. Således har forpagterklassen ved slutningen af 1758 fået de penge tilbage, som den for 1757 havde betalt til jordejerne i jordrente (hvordan det sker, vil tableauet vise), nemlig den sum på to milliarder, der nu atter kan kastes ind i cirkulationen 1759. Da nu denne sum - som Quesnay selv bemærker - er meget større end i virkeligheden, hvor betalingerne uafbrudt gentages, men stykkevis, kræves til totalcirkulationen i landet (Frankrig), så repræsenterer de to milliarder livres i forpagternes hænder totalsummen af de penge, der er i omløb i nationen.

Jordejernes klasse, der indkasserer jordrenten, optræder - sådan som det tilfældigvis den dag i dag er tilfældet - først i rollen som modtager af betalingerne. Ifølge Quesnays forudsætninger får de egentlige jordejere kun fire syvendedele af jordrenten på to milliarder, to syvendedele går til regeringen og en syvendedel til tiendenyderne. På Quesnays tid var kirken den største jordejer i Frankrig og fik desuden tiende af al anden jordejendom.

Den driftskapital (avances annuelles [årlige forskud]), der af den "sterile" klasse gives ud i årets løb, består af råmateriale til en værdi af en milliard - kun råmateriale, fordi værktøj, maskiner osv. hører til denne klasses egne produkter. Men de mangfoldige roller, som sådanne produkter spiller i de industrier, denne klasse selv beskæftiger sig med, angår ikke tableauet; heller ikke den vare- og pengecirkulation, der foregår inden for dens rammer. Lønnen for det arbejde, hvorved den sterile klasse forvandler råmaterialet til manufakturvarer, er lig med værdien af de subsistensmidler, den får dels direkte fra den produktive klasse, dels indirekte fra jordejerne. Skønt den sterile klasse selv opdeles i kapitalister og lønarbejdere, lønnes den ifølge Quesnays grundlæggende anskuelse som helhed af den produktive klasse og jordejerne. Den industrielle totalproduktion og også dens totalcirkulation, der fordeles over det år, som følger efter høsten, er ligeledes sammenfattet til en helhed. Det er forudsat, at den sterile klasses årlige vareproduktion ved begyndelsen af den bevægelse, der er skildret i tableauet, befinder sig i dens eje, at altså hele driftskapitalen resp. råmaterialet til en værdi af en milliard er forvandlet til varer til en værdi af to milliarder, hvoraf halvdelen repræsenterer prisen for de subsistensmidler, der er forbrugt under denne forvandling. Man kunne her indvende: men den sterile klasse forbruger dog også industriprodukter til eget behov; hvor figurerer de, hvis totalproduktet gennem cirkulationen går over til de andre klasser? Derpå får vi som svar: den sterile klasse forbruger ikke blot selv en del af sine egne varer, men den forsøger desuden at beholde så meget som muligt af dem. Den sælger altså de varer, den kaster ind i cirkulationen, over deres virkelige værdi og den må gøre det, da vi ansætter disse varer til produktionens totalværdi. Det ændrer dog ikke noget ved tableauets bestemmelser, fordi de to andre klasser kun får manufakturvarer til totalproduktionens værdi.

Vi kender altså nu de tre forskellige klassers økonomiske position ved begyndelsen af den bevægelse, som tableauet skildrer.

Efter at den produktive klasse har erstattet driftskapitalen in natura, råder den endnu over to milliarder af landbrugets bruttoprodukt samt over to milliarder i penge. Jordejernes klasse figurerer foreløbig kun med krav til den produktive klasse, nemlig krav på to milliarder i jord-rente. Den sterile klasse råder over to milliarder i manufakturprodukter. En cirkulation, der kun foregår mellem to af disse tre klasser, kaldes hos fysiokraterne en ufuldstændig cirkulation, en der forløber gennem alle tre klasser kaldes en fuldstændig cirkulation.

Og nu til selve det økonomiske tableau.

Første (ufuldstændige) cirkulation: Forpagterne betaler til jordejerne, uden modydelse, med to milliarder i penge den jordrente, der tilkommer dem. For den ene af disse to milliarder køber jordejerne subsistensmidler hos forpagterne, der således får halvdelen af de penge tilbage, som de har givet ud til betaling af jordrenten.

I sin "Analyse du tableau economique" taler Quesnay ikke længere om staten, der får to syvendedele, og om kirken, der får en syvendedel af jordrenten, da deres samfundsmæssige rolle er velkendt. Angående de egentlige jordejere siger han imidlertid, at deres udgifter, hvorunder også alle deres tjenestefolks udgifter figurerer, for størsteparten er ufrugtbare udgifter, med undtagelse af den ringe del, som anvendes til "bevarelse og forbedring af deres godser og til at højne kulturen". Men ifølge "den naturlige ret" består deres egentlige funktion netop i "at sørge for en god forvaltning og for udgifterne til bevarelse af deres arvelod" eller, som han siden hen forklarer, i at yde "avances foncieres" dvs. udgifter, der tjener til at forbedre jorden og forsyne forpagtergårdene med alt tilbehør, som tillader forpagteren at anvende hele sin kapital til egentlige dyrkningsopgaver.

Anden (fuldstændige) cirkulation: Med den anden milliard, de endnu har i deres eje, køber jordejerne manufakturprodukter af den sterile klasse, og denne køber igen for de erhvervede penge subsistensmidler af forpagterne til samene beløb.

Tredje (ufuldstændige) cirkulation: Forpagterne køber for den ene milliard af den sterile klasse manufakturprodukter til samme beløb; en stor del af disse varer består i landbrugsredskaber og andre produktionsmidler, der er nødvendige i landbruget. Den sterile klasse leverer forpagterne de samme penge tilbage, idet den køber for en milliard råstoffer til at erstatte sin egen driftskapital. Dermed har forpagterne fået de to milliarder tilbage, som de har givet ud til betaling af jordrenten, og bevægelsen er afsluttet. Og dermed løsningen på den store gåde om,

"hvad der bliver af det nettoprodukt, der i det økonomiske kredsløb er tilegnet som jordrente".

Vi havde ved processens begyndelse et overskud på tre milliarder i den produktive klasses eje, deraf blev kun to som nettoprodukt betalt til jordejerne i form af jordrente. Den tredje milliard af overskuddet udgør renten for forpagternes totale anlægskapital, altså ti procent for ti milliarder. Denne rente får de - vel at mærke - ikke fra cirkulationen, den befinder sig i deres eje in natura, og de realiserer den kun gennem cirkulationen, idet de via denne omsætter den til manufakturprodukter af samme værdi.

Uden denne rente ville forpagteren, landbrugets hovedperson, ikke udlægge sin anlægskapital. Ifølge fysiokraterne er det allerede ud fra dette synspunkt en betingelse, at forpagteren tilegner sig den del af landbrugets merindkomst, der repræsenterer renten - en betingelse, der er lige så vigtig for reproduktionen som forpagterklassen selv er det, og derfor kan dette element ikke regnes til kategorien det nationale "nettoprodukt" eller "nettoindkomst". For sidstnævnte er det netop karakteristisk, at den kan forbruges uden hensyn til den nationale reproduktions umiddelbare behov. Denne beholdning på en milliard tjener ifølge Quesnay for størsteparten til reparationer, der bliver nødvendige i årets løb og til delvis fornyelse af anlægskapitalen, endvidere som reservefond mod uheld, endelig om muligt til berigelse af anlægs- og driftskapitalen, til forbedring af jorden og til udvidelse af det dyrkede areal.

Hele forløbet er faktisk "ret så simpelt". Ind i cirkulationen blev kastet: af forpagterne to milliarder i penge til betaling af jordrenten og for tre milliarder landbrugsprodukter, heraf to tredjedele subsistensmidler og en tredjedel råstoffer; af den sterile klasse for to milliarder manufakturprodukter. Af subsistensmidlerne til et beløb af to milliarder forbruges den ene halvdel af jordejerne med deres slæng, den anden halvdel af den sterile klasse som betaling for deres arbejde. Råstoffer for en milliard erstatter den sterile klasses driftskapital. Af de cirkulerende manufakturprodukter til et beløb af to milliarder tilfalder den ene halvdel jordejerne, den anden forpagterne, for hvem de er en forvandlet form for den rente af deres anlægskapital, som de i første omgang havde fået ud af landbrugets reproduktion. Men de penge, som forpagterne kastede ind i cirkulationen, da de betalte jordrenten, strømmer tilbage til dem gennem salg af deres produkter, og sådan kan det samme økonomiske kredsløb gennemløbes på ny i det næste økonomiske år.

Og nu må man beundre hr. Dührings "virkelig kritiske" fremstilling, der er den "gængse letfærdige redegørelse" så uendelig overlegen. Efter at han fem gange i træk hemmelighedsfuldt har forklaret os, hvor betænkeligt Quesnay i sit tableau opererer med blotte pengeværdier

- noget der oven i købet har vist sig at være urigtigt - kommer han endelig frem til et resultat. Han hævder, at så snart han spørger,

"hvad der i det nationaløkonomiske kredsløb bliver af det nettoprodukt, der er tilegnet som jordrente", så byder det økonomiske tableau kun på en til "forvirring og vilkårlighed stigende mysticisme".

Vi har set, hvordan tableauet, denne lige så simple som for sin tid geniale skildring af den årlige reproduktionsproces, som den formidles gennem cirkulation, giver et meget præcist svar på, hvad der i det nationaløkonomiske kredsløb bliver af nettoproduktet, og følgelig er "mysticismen "forvirringen og vilkårligheden" atter en gang ene og alene på hr. Dührings "mest betænkelige side" og hans eneste "nettoprodukt" efter studiet af fysiokraterne.

Lige så fortrolig som med fysiokraternes teori er hr. Dühring også med dens historiske virkning.

"Med Turgot", belærer han os, "var fysiokratiet i Frankrig praktisk og teoretisk nået til ende".

Men Mirabeau er i sine økonomiske anskuelser i det væsentlige fysiokrat; i den konstituerende forsamling af 1789 er han den største økonomiske autoritet, og denne forsamling overfører i sine økonomiske reformer en stor del af de fysiokratiske grundsætninger fra teori til praksis, navnlig lagde den skatter på det "nettoprodukt", der er tilegnet af jordejerne "uden modydelse", endog en meget kraftig beskatning af jordrenten, men alt dette eksisterer ikke for en hr. Dühring.

Ligesom han med en eneste lang streg gennem tidsrummet 1691 til 1752 ryddede alle Humes forgængere af vejen, sletter han med endnu en streg sir James Steuart, der ligger mellem Hume og Adam Smith. Om Steuarts store værk, der helt bortset fra dets historiske betydning har beriget den politiske økonomi med vedvarende erkendelser [25] , findes der i hr. Dührings "foretagende" ikke en stavelse. I stedet overdænger han denne Steuart med de værste skældsord, der findes i hans leksikon, og siger at han var "en professor" på Adam Smith' tid. Desværre er denne bagvaskelse det rene opspind. I virkeligheden var Steuart en skotsk storgodsejer, der blev forvist fra Storbritannien på grund af en påstået deltagelse i stuarternes sammensværgelse; ved langvarige rejser og ophold på kontinentet gjorde han sig fortrolig med de økonomiske tilstande i forskellige lande.

Kort sagt: Ifølge "Kritische Geschichte" havde alle tidligere økonomer kun den ene betydning, at de enten kunne bruges til "udgangspunkter" for hr. Dührings "afgørende" dybere grundlæggelse, eller at de netop i kraft af deres forkastelighed kunne tjene som baggrund for den. Ikke desto mindre findes der også i økonomien nogle helteskikkelser. der ikke blot danner "udgangspunkter" for den "dybere grundlæggelse", men "sætninger", hvoraf denne ikke er "udviklet", men ligefrem "komponeret", sådan som det er foreskrevet i naturfilosofien: nemlig den "uforligneligt fremragende storhed" List, der til gavn og nytte for tyske fabrikanter har oppustet Ferriers og andre økonomers "mere subtile" merkantilistiske læresætninger med "vældigere" ord; endvidere Carey, der i følgende sætning afslører sin visdoms oprigtige kerne:

"Ricardos system er et system, der sår tvedragt... det går ud på at fremkalde fjendskab mellem klasserne... hans skrift er en håndbog for den demagog, der stræber efter magten gennem deling af landet, krig og plyndring" [26]

og til syvende og sidst hr. Konfusius fra London City, Macleod.

Herefter turde folk, der i nutiden og den nærmeste fremtid ønsker at studere den politiske økonomis historie, immervæk være på den sikre side, hvis de gør sig bekendt med "udvandede produkter", "banaliteter", "sølle opkog" fra de "mest gængse lærebogskompilationer" frem for at stole på hr. Dührings "historietegning i stor stil".


Noter

[1]: Der hentydes til Max Stirners bog „Der Einzige und sete Ei­gentum” [Den eneste og hans ejendom], Leipzig 1845.

[2]: Aristoteles, „De republica”, lib. I, cap. 9. Marx anfører dette citat i „Kritik af den politiske økonomi” og i „Kapitalen”.

[3]: Platon, „De republica”, lib. II.

[4]: Wilhelm Roscher, „Die Grundlagen der Nationalokonomie. Ein Hand- und Lesebuch für Geschliftsmänner und Studierende”, 3. Aufl. Stuttgart und Augsburg, 1858.

[5]: Aristoteles, „De republics”, lib. I cap. 8—10.

[6]: Aristoteles, „Ethica Nicomachea”, V, cap 8.

[7]: Friedrich List, „Das nationale System der politischen Ökono­mie”, Bd. I, Stuttgart und Tübingen 1841. 253

[8]: Den engelske bankier og økonom John Law prøvede at reali­sere sin ide i praksis; den gik ud på at forøge et lands rigdom gennem udstedelse af papirpenge uden slækning. 1716 grundlagde han i Paris en privatbank, der i slutningen af 1718 blev omdannet til en statsbank. Laws bank udstedte papirpenge i ubegrænsede mængder og inddrog samtidig metalpengene. Det udviklede sig til enorme spekulations- og svindelforretnin­ger, indtil statsbanken og Laws „system” i 1720 krakkede. Law flygtede til udlandet.

[9]: William Petty, „A treatise of taxes, and contributions...” Lon­don 1662.

[10]: William Petty, „A treatise of taxes, and contributions...” Lon­don 1662.

[11]: Den engelske læge William Harvey (1578—1657) opdagede blo­dets kredsløb.

[12]: Se note 65.

[13]: Ordene „stige” og „falde” skal åbenbart byttes om. En udførlig redegørelse ror. Humes pengeteori findes i Marx, „Bidrag til kritik af den politiske økonomi”, dansk. udg. Rhodos 1974, s. 1.62—167.

[14]: hentydes til Montesquieus bog „De 1'esprit des loix”, hvis første udgave udkom anonymt i Géneve 1748.

[15]: David Hume, „Essays and treatises on several subjects”, vol. I, London 1777.

[16]: Den første udgave al bogen „Essai sur la nattue du commerce en général” af Richard Cantillon udkom ikke 1752, men 1755, som Marx selv nævner i „Kapitalen”.

[17]: I 1866 henvendte Bismarck sig gennem sin rådgiver Hermann Wagener til Dühring med forslag om at affatte en betænkning om arbejderspørgsmålet. Dühring, der var tilhænger af har­moni mellem kapital og arbejde, leverede et skrift, der i 1867 uden hans vidende udkom under Wageners navn. Dühring anlagde sag mod Wagener og vandt processen om ophavsretten. Han beretter selv om skandalesagen i sit skrift „Die Schick­sale meiner sozialen Denkschrift für das Preussische Staats­ministerium”.

[18]: F. C. Schlosser, „Weltgeschichte für das deutsche Volk”, Bd. 17, Frankfurt a.M. 1855.

[19]: William Cobbett, „A history of the protestant 'reformation' in England and Ireland...”, London 1824.

[20]: Quesnays „økonomiske tableau” blev første gang offentliggjort 1758 Versailles som en lille brochure under titlen „Tableau economique, et maximes generales du gouvernement economi­que.

[21]: Quesnays „Analyse du Tableau economique” blev første gang offentliggjort 1766 i fysiokraternes tidsskrift „Journal de 1'ag­riculture, commerce, arts et finances”.

[22]: Der henvises til abbe Baudeaus skrift „Explication du Tab­leau économique” offentliggjort 1767 i fysiokraternes tidsskrift „Éphémérides du Citoyen ou Chronique de 1'esprit natio­nal”.

[23]: Der henvises til abbe Baudeaus skrift „Explication du Tab­leau économique” offentliggjort 1767 i fysiokraternes tidsskrift „Éphémérides du Citoyen ou Chronique de 1'esprit natio­nal”.

[24]: Livre tournois - fransk pengeenhed, mønt, præget i byen Tours indtil året 1796.

[25]: James Steuart, „An inquiry into the principles of political economy”, der blev udgivet i to bind i London i 1767.

[26]: Henry Charles Carey, „The past, the present, and the future”, Philadelphia 1848.


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere