Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

I. Historisk stof

I indledningen [se "Indledning", I] har vi set, hvordan det 18. århundredes franske filosoffer, der forberedte revolutionen, appellerede til fornuften som den eneste dommer over alt eksisterende. Der skulle skabes en fornuftig stat, et fornuftigt samfund; alt, hvad der var i modstrid med den evige fornuft. skulle ryddes af vejen, ganske uden nåde og barmhjertighed. Vi har også set, at denne evige fornuft i virkeligheden ikke var andet end en idealisering af den almindelige menneskeforstand, der fandtes hos middelborgeren, som netop på det tidspunkt var i færd med at udvikle sig videre til bourgeois. Da den franske revolution havde gjort dette fornuftssamfund og denne fornuftsstat til virkelighed, viste det sig, at de nye samfundsinstitutioner aldeles ikke var absolut fornuftige, hvor rationelle de end var i sammenligning med de tidligere tilstande. Fornuftsstaten var gået totalt i vasken. Rousseaus samfundspagt [1] havde fundet sin reale skikkelse i rædselsherredømmet, og borgerskabet, der var begyndt at tvivle på sine egne politiske evner, havde skyndsomt søgt tilflugt i direktoriets korruption og til sidst under den napoleonske despotismes beskyttende vinger. [2] Den forjættede evige fred var slået om i en endeløs erobringskrig. Og det var ikke gået bedre med fornuftssamfundet. I stedet for den almindelige velstand, der skulle brede sig, var modsætningen mellem rige og fattige blevet skærpet, da man afskaffede laugs- og andre privilegier, som havde slået bro over den, og den kirkelige velgørenhed, som havde mildnet den. Industriens opsving på kapitalistisk grundlag gjorde de arbejdende massers fattigdom og elendighed til en livsbetingelse for samfundet. Antallet af forbrydelser steg fra år til år. De feudale laster, der tidligere havde boltret sig ugenert ved højlys dag, var ganske vist ikke tilintetgjort, men dog foreløbigt skubbet i baggrunden; til gengæld blomstrede de borgerlige laster, der hidtil kun var blevet dyrket i det skjulte, nu så meget yppigere. Handelen udviklede sig til målbevidst snyderi. De revolutionære slagords "broderlighed" blev til konkurrencekampens chikaner og misundelse. Korruptionen erstattede den voldelige undertrykkelse, pengene trådte i stedet for kården som det vigtigste magtredskab i samfundet. Retten til "den første nat" overgik fra feudalherren til den borgerlige fabrikant. Prostitutionen bredte sig i hidtil uset omfang. Ægteskabet selv var - nu som før - den lovligt anerkendte form, det officielle dække for prostitutionen og blev desuden suppleret med ægteskabsbrud i rigeligt mål. Kort sagt, de samfundsmæssige og politiske institutioner, som "fornuftens sejr" havde frembragt, viste sig at være bitterligt skuffende vrængbilleder, sammenlignet med oplysningsfilosoffernes strålende visioner. Der manglede kun de rette mænd til at give udtryk for denne skuffelse, og de stod frem ved århundredskiftet. 1802 udkom Saint-Simons "Breve fra Geneve" [3] , Fouriers første værk [4] udkom i 1808, skønt grundlaget for hans teori daterer sig allerede fra 1799; den 1. januar 1800 overtog Robert Owen ledelsen af New Lanark [5] .

Imidlertid var den kapitalistiske produktionsmåde og sammen med den modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat på dette tidspunkt endnu kun svagt udviklet. Storindustrien, først for nylig opstået i England, var endnu helt ukendt i Frankrig. Men det er netop storindustrien, der på den ene side udvikler de konflikter, som gør en omvæltning af produktionsmåden til en tvingende nødvendighed - konflikter ikke blot mellem de klasser, den frembringer, men også mellem de produktivkræfter og udvekslingsformer, den har skabt; på den anden side udvikler den netop i disse enorme produktivkræfter også midlerne til at løse disse konflikter. Men de konflikter, der udsprang af den nye samfundstilstand, var omkring 1800 kun i deres vorden; det samme gjaldt i langt højere grad midlerne til deres løsning. Under rædselsherredømmet havde de besiddelsesløse masser i Paris for et kort øjeblik erobret magten; men dermed havde de kun bevist, hvor umuligt dette herredømme var under de daværende forhold. Proletariatet, der netop var i færd med at udskille sig fra disse besiddelsesløse masser som kerne til en ny klasse, endnu helt ude af stand til selvstændig politisk handling, fremtrådte som en undertrykt, en lidende stand, der med sin manglende evne til at hjælpe sig selv allerhøjst kunne vente at få hjælp udefra, oppefra.

Denne historiske situation prægede også socialismens grundlæggere. Til den kapitalistiske produktions umodne stade, til den umodne klassesituation svarede umodne teorier. De samfundsmæssige opgavers løsning, der endnu lå skjult i de uudviklede økonomiske relationer, måtte frembringes i hovedet. Samfundet frembød kun miserable tilstande; at afskaffe dem var en opgave for den tænkende fornuft. Det gjaldt om at opfinde et nyt, et mere fuldkomment system for samfundslivet og at påtvinge samfundet dette system udefra, ved hjælp af propaganda, om muligt gennem eksemplet fra mønstereksperimenter. Disse nye sociale systemer var på forhånd dømt til at forblive utopier; jo mere detaljeret de blev udarbejdet, desto mere måtte de forvilde sig ud i det rene fantasteri.

Når vi en gang har fastslået dette, vil vi ikke et øjeblik længere opholde os ved denne side af sagen, der nu helt tilhører fortiden. Vi kan overlade det til kræmmere i den litterære småtingsafdeling á la Dühring at beskæftige sig i dybeste alvor med disse fantasterier, der i dag kun kan kalde på smilet, og at gøre deres egen nøgterne tænkemådes overlegenhed gældende over for sligt "vanvid". Vi vil hellere glæde os over de mange geniale tankekim og tanker, der overalt bryder frem under det fantastiske hylster, men som hine spidsborgere er helt blinde for.

Allerede i sine "Breve fra Geneve" [3] fremsætter Saint-Simon det krav at

"alle mennesker må arbejde".

I det samme skrift erkender han allerede, at rædselsherredømmet var de besiddelsesløse massers herredømme.

"Se blot", tilråber han dem, "hvad der skete i Frankrig på den tid, da jeres kammerater herskede dér: de skabte hungersnød". [6]

Men at opfatte den franske revolution som en klassekamp mellem adel, borgerskab og de besiddelsesløse, det var i 1802 en højst genial opdagelse. I 1816 erklærer han, at politik er videnskaben om produktionen, og han forudsiger, at politikken engang vil gå fuldstændigt op i økonomien. Den erkendelse, at de økonomiske forhold danner grundlag for de politiske institutioner, viser sig her ganske vist kun i kimform. Men det er allerede klart udtrykt, at den politiske regering over mennesker engang skal forvandles til en forvaltning af ting og en ledelse af produktionsprocesser, altså den afskaffelse af staten, som man i den allernyeste tid med så megen larm tærsker langhalm på. Lige så overlegen i forhold til sine samtidige viser han sig, når han i 1814, umiddelbart efter de allieredes indtog i Paris, og endnu i 1815, under De hundrede Dage, erklærer, at en alliance mellem Frankrig og England og på længere sigt mellem de to lande og Tyskland vil være den eneste garanti for en gavnlig udvikling og for fred i Europa. [7] Men at anbefale franskmændene af 1815 en alliance med sejrherrerne fra Waterloo, det krævede bestemt mere mod end at erklære de tyske professorer krig med sladderen som våben. [8]

Vi opdager således hos Saint-Simon et genialt vidsyn, der gør at næsten alle de ikke strengt økonomiske tanker, vi finder hos de senere socialister, synes at være til stede hos ham i kim. Hos Fourier finder vi en ægte fransk-spirituel, men derfor ikke mindre dybtgående kritik af de bestående samfundstilstande. Fourier tager borgerskabet på ordet, såvel dets begejstrede profeter fra før revolutionen som dem, der i egen interesse skamroser det efter revolutionen. Han afslører ubarmhjertigt den borgerlige verdens materielle og moralske elendighed og sammenholder den med oplysningsmændenes løfter om et samfund, hvor alene fornuften skal herske, om en civilisation, der skal gøre alle lykkelige, om menneskets ubegrænsede evne til fuldkommengørelse - men også med samtidens borgerlige ideologer, der maler alt i rosenrøde farver. Han påviser, hvordan den ynkeligste virkelighed overalt kontrasterer med den højtravende frase, og han overdænger frasens uhjælpelige fiasko med bidende spot. Fourier er ikke blot kritiker; hans altid muntre natur gør ham til satiriker, tilmed en af alle tiders største satirikere. Svindelen og spekulationen, der blomstrede op samtidig med revolutionens endeligt, og også den almindelige kræmmermentalitet i den daværende franske handelsverden skildrer han lige så mesterligt som fornøjeligt. Endnu mere fremragende er hans kritik af den borgerlige udformning af forholdet mellem kønnene og af kvindens stilling i det borgerlige samfund. Han er den første, der udtaler, at graden af kvindens frigørelse i et givet samfund er den naturlige målestok for graden af den almindelige frigørelse. [9] Men mest storslået viser Fourier sig i sin opfattelse af samfundets historie. Han opdeler hele det hidtidige forløb i fire udviklingstrin: vild tilstand, patriarkat, barbari, civilisation; den sidstnævnte falder sammen med det, man nu kalder det borgerlige samfund, og han påviser,

"at det civiliserede samfund ophøjer enhver last, som barbariet udøver på en simpel måde, til en kompliceret, modsætningsfuld, tvetydig, hyklerisk eksistensmåde",

at civilisationen bevæger sig i en "ond cirkel", i modsigelser, som den altid frembringer på ny uden at kunne overvinde dem, således at den altid opnår det modsatte af det, den vil opnå eller foregiver at ville opnå. [10] Således at f.eks.

"i civilisationen udspringer armoden af selve overfloden". [11] blockquote>.

Som man ser, anvender Fourier dialektikken lige så mesterligt som hans store samtidige Hegel. Med samme dialektik fremhæver han - modsat den almindelige snak om menneskets ubegrænsede evne til fuldkommengørelse - at enhver historisk fase har sin opstigende, men også sin nedstigende gren. [12] Denne betragtningsmåde anvender

han også på hele menneskehedens fremtid. Ligesom Kant indfører Jordens fremtidige undergang i naturhistorien, indfører Fourier menneskehedens fremtidige undergang i betragtningen af historien.

Mens revolutionens orkan i Frankrig fejede landet rent, foregik der i England en mere stilfærdig, men derfor ikke mindre storslået omvæltning. Dampkraften og de nye maskiner forvandlede manufakturen til den moderne storindustri og revolutionerede dermed hele grundlaget for det borgerlige samfund. Manufakturtidens søvnige udviklingstempo forvandlede sig til en sand "Sturm und Drang"-periode [13] for produktionen. Med stedse voksende hastighed fuldbyrdedes samfundets opdeling i store kapitalister og besiddelsesløse proletarer. Imellem dem fandtes der nu i stedet for den tidligere solide middelstand en ustabil masse af håndværkere og småhandlende; de fristede en usikker eksistens og udgjorde den mest fluktuerende del af befolkningen. Den nye produktionsmåde stod endnu ved begyndelsen af sin opstigende gren; den var endnu den normale og under de givne omstændigheder den eneste mulige produktionsmåde. Men allerede dengang frembragte den rystende sociale forhold; sammenstuvning af den rodløse befolkning i storbyernes elendigste slumkvarterer - opløsning af alt hvad der hedder skik og brug, af den patriarkalske struktur, af familien - overanstrengelse og nedslidning, der især ramte kvinder og børn, i et forfærdende omfang - demoralisering i massemålestok af den arbejdende klasse, der så pludselig fandt sig kastet ud i helt nye forhold. Da fremtrådte en 29-årig fabrikant som reformator, en mand med en karakter, der i sin barnlige enkelthed grænsede til det ophøjede, og tillige en født leder af mennesker som få andre. Robert Owen havde tilegnet sig de materialistiske oplysningsfilosoffers lære, at menneskets karakter er et produkt, på den ene side af dets medfødte organisation og på den anden side af de omstændigheder, der omgiver det her i livet, især i dets udviklingsperiode. De fleste af hans standsfæller så i den industrielle revolution kun forvirring og kaos, godt for den der ville fiske i rørte vande og berige sig så hurtigt som muligt. Han så i den samme industrielle revolution en lejlighed til at praktisere sin yndlingslære og dermed skabe orden i dette kaos. Han havde allerede gennemført et resultatrigt forsøg som direktør for en fabrik med fem hundrede arbejdere j Manchester. Fra 1800 til 1829 ledede han som medejer det store bomuldsspinderi i New Lanark i Skotland - i samme ånd, blot med friere hænder og med et resultat, der indbragte ham europæisk berømmelse. En befolkning, der efterhånden voksede til 2500 personer, oprindelig sammensat af de mest blandede og for størsteparten stærkt demoraliserede elementer, forvandlede han til en fuldkommen mønsterkoloni, hvor drukkenskab, politi, dommere, processer, fattigvæsen og privat velgørenhed var ukendte ting. Og han gjorde det simpelt hen ved at anbringe menneskene under menneskeværdige omstændigheder; navnlig gav han den opvoksende generation en omhyggelig opdragelse. Han var småbørnsskolernes opfinder og indførte dem her for første gang. Fra toårsalderen kom børnene i skole, hvor de morede sig så godt, at de næsten ikke var til at få hjem. Mens hans konkurrenter lod deres arbejdere knokle i tretten til fjorten timer dagligt, blev der i New Lanark kun arbejdet i ti og en halv time. Da bomuldskrisen tvang industrien til at ligge stille i fire måneder, fik de ledige arbejdere fortsat udbetalt den fulde løn. Samtidig havde virksomheden mere end fordoblet sin værdi og lige til det sidste afkastede den rigelig gevinst til ejerne.

Men Owen var ikke tilfreds. Den eksistens, han havde skabt for sine arbejdere, var i hans øjne endnu langtfra menneskeværdig:

"menneskene var mine slaver".

siger han. De relativt gunstige betingelser, han havde anbragt dem under, var endnu langtfra sådan, at de tillod en alsidig og rationel udvikling af karakter og forstand, endsige en fri livsudfoldelse.

"Og dog producerede den arbejdende del af disse 2500 mennesker lige så megen virkelig rigdom til samfundet, som en befolkning på 600.000 kunne have frembragt et halvt århundrede tidligere. Jeg spurgte mig selv: hvad bliver der af differencen mellem den rigdom, disse 2500 personer forbruger, og den, som de 600.000 skulle have forbrugt?"

Svaret var klart. Den var blevet anvendt til at give virksomhedens ejere fem procent i rente af anlægskapitalen, og desuden over 300.000 pd.st. (6 millioner mark) i profit. Og hvad der gjaldt for New Lanark, gjaldt i langt højere grad for alle Englands fabrikker.

"Uden denne nye rigdom, der var skabt af maskinerne, kunne krigene for at styrte Napoleon og opretholde de aristokratiske samfundsprincipper ikke have været ført. Og dog var denne nye magt frembragt af den arbejdende klasse". [14]

Derfor måtte frugterne også tilhøre den arbejdende klasse. De enorme nye produktivkræfter, der hidtil kun havde tjent til at berige enkelte personer og undertrykke masserne, udgjorde for Owen grundlaget for en ny udformning af samfundet; de var som fælles ejendom, der tilhørte alle, bestemt til at skabe velfærd for alle.

På en sådan rent forretningsmæssig måde, man kan sige som resultat af en forretningsmands beregninger, opstod Owens kommunisme. Hele vejen igennem bibeholder den denne specielle karakter, der er orienteret mod det praktiske. I 1823 foreslog han at råde bod på Irlands elendighed ved hjælp af kommunistiske kolonier, og han forelagde komplette beregninger over anlægsomkostninger, årlige driftsudgifter og forventet afkastning. [15] I hans definitive fremtidsplan er den tekniske udarbejdelse af alle detaljer gennemført med en så grundig sagkundskab, at der selv fra en forretningsmands synspunkt ikke kan rejses mange indvendinger mod enkelthederne, når man først har accepteret Owens metode for en samfundsreform.

Overgangen til kommunismen blev vendepunktet i Owens liv. Så længe han blot havde optrådt som filantrop, havde han ikke høstet andet end rigdom, bifald, re og berømmelse. Han var den mest populære mand i Europa. Ikke blot hans standsfæller, men også statsmænd og fyrster lyttede velvilligt til ham. Men da han trådte frem med sine kommunistiske teorier, skete der et brat omsving. Det forekom ham, at der fandtes tre store forhindringer, som frem for alt spærrede vejen for en samfundsreform: privatejendommen, religionen og den nuværende form for ægteskab. Han vidste udmærket, hvad der ventede ham, hvis han gik til angreb mod disse institutioner: bandlysning fra det officielle samfunds side, tab af hans sociale position. Men det afholdt ham ikke fra at angribe dem hensynsløst, og det han havde forudset skete. Udstødt af det officielle samfund, tiet ihjel af pressen, forarmet som følge af fejlslagne kommunistiske eksperimenter i Amerika, som han havde ofret hele sin formue på, henvendte han sig direkte til arbejderklassen, og i arbejderklassens midte fortsatte han sit virke endnu i 30 år. Alle sociale bevægelser, alle virkelige fremskridt, der er sket i England til gavn for arbejderklassens interesser, er knyttet til Owens navn. I 1819 vedtoges - efter fem års anstrengelser fra hans side - den første lov, der begrænser kvinders og børns arbejde i fabrikkerne. [16] Det var ham, der ledede den første kongres, hvor fagforeninger fra hele England forenede sig til en eneste stor faglig sammenslutning. [17] Det var ham, der - som overgang til samfundets fuldstændig kommunistiske indretning - oprettede kooperative virksomheder (konsum- og produktionskooperativer), som siden da i det mindste har leveret det praktiske bevis for, at både købmanden og fabrikanten er personer, der let kan undværes. Han skabte også arbejdsbasarerne, institutioner til udveksling af arbejdsprodukter ved hjælp af en slags papirpenge, hvor regneenheden er en arbejdstime. Disse institutioner måtte nødvendigvis lide skibbrud, men de anticiperede fuldstændig Proudhons langt senere ide om en byttebank [18] ; de adskilte sig dog fra denne ved, at de ikke blev opfattet som universalmedicin mod alle samfundets skavanker, men kun som et første skridt mod en langt mere radikal omdannelse af samfundet.

Dette er altså de mænd, den suveræne hr. Dühring med foragt ser ned på fra toppen af sin "endegyldige inappellable sandhed" - en foragt, som vi har givet nogle eksempler på i indledningen. Og i en henseende er denne foragt ikke uden skellig grund: den beror nemlig i det væsentlige på en i sandhed forfærdende uvidenhed, hvad angår de tre store utopisters værker. Således siger han f.eks. om Saint-Simon, at

"hans grundtanke i det væsentlige var træffende, og bortset fra nogle ensidigheder leverer den endnu i dag retningsgivende tilskyndelser til reale udformninger".

På trods af, at hr. Dühring faktisk synes at havde haft enkelte af Saint-Simons værker mellem hænderne, leder vi dog forgæves på de pågældende 27 tryksider efter Saint-Simons "grundtankes", ligesom vi tidligere har måttet lede forgæves efter, hvad Quesnays økonomiske tableau "betyder for Quesnay selv". Sluttelig må vi lade os nøjes med den frase, at

"Saint-Simons hele ideverden var behersket af imaginationen og den filantropiske affekt... med den for ham karakteristiske over-spændthed".

Af Fourier kender og behandler han kun hans fremtidsfantasier, der er udpenslet med alle mulige romanagtige detaljer, og det er naturligvis "langt vigtigere" for at kunne fastslå hr. Dührings uendelige overlegenhed over Fourier - i stedet for at undersøge, hvordan Fourier "lejlighedsvis prøver at kritisere de virkelige tilstande". Lejlighedsvis! På næsten hver eneste side i Fouriers værker gnistrer det af satire og kritik, rettet mod den så højt besungne civilisations elendigheder. Det er som om man ville sige, at hr. Duhring kim "lejlighedsvis" udnævner hr. Dühring til alle tiders største tænker. Og hvad endelig angår de 12 sider, der er viet Robert Owen, så har hr. Dühring ingen anden kilde at holde sig til end en miserabel biografi, forfattet af spidsborgeren Sargant, der heller ikke kendte noget til Owens vigtigste skrifter - om ægteskabet og de kommunistiske institutioner. [19] Hr. Dühring kan derfor driste sig til den påstand, at man hos Owen "ikke kan forudsætte en beslutsom kommunisme". Hvis hr. Dühring blot en eneste gang havde haft Owens værk "Book of the New Moral World" i hånden, så ville han deri have fundet rene ord, ikke blot om den mest beslutsomme kommunisme, med lige arbejdspligt og lige ret til produktet - lige, men i forhold til alderen, som Owen altid tilføjer - men også en klart opridset bygning af fremtidens kommunistiske fællesskab, med grundrids, opstalt og set oppefra i fugleperspektiv. Men når man - sådan som hr. Dühring gør det - begrænser det "umiddelbare studium af skrifter, forfattet af repræsentanter for den socialistiske ideverden" til et kendskab til titlen og allerhøjst mottoet for nogle få af disse skrifter, så bliver der naturligvis ikke andet tilbage end den slags pjattede og frit opfundne påstande. Owen ikke blot prædikede en "beslutsom kommunisme", han praktiserede den også i fem år (sidst i 30'rne og først i 40'rne) i kolonien Harmony Hall i Hampshire og der lod kommunismen ikke noget tilbage at ønske i beslutsomhed. [20] Jeg har selv kendt flere forhenværende deltagere i dette kommunistiske mønstereksperiment. Men Sargant ved absolut intet om alt dette eller om Owen:s virksomhed mellem 1836 og 1850 i det hele taget, og derfor forbliver også hr. Dührings "dybtgående historieskrivning" i bælgmørk uvidenhed. Hr. Dühriing betegner Owen som "i enhver henseende et sandt uhyre af påtrængende filantropi". Men når den samme hr. Dühring vil belære os om indholdet i bøger, hvis titel og motto han næppe selv kender, så må vi ingenlunde sige om ham, at han er "i enhver henseende et sandt uhyre af påtrængende uvidenhed" i vores mund ville det jo være "udskældning".

Vi har set, at utopisterne var utopister, fordi de ikke kunne være andet i en tid, hvor den kapitalistiske produktion var så svagt udviklet. De var tvunget til at konstruere elementerne til et nyt samfund ud af hovedet, fordi disse elementer endnu ikke fremtrådte synligt for alle i det gamle samfund, de måtte med hensyn til grundtrækkene i deres nye konstruktion nøjes med en appel til fornuften, netop fordi de endnu ikke kunne appellere til den samtidige historie. Men når hr. Duhring nu, næsten firs år senere, betræder scenen og gør krav på at udvikle et "retningsgivende" system for en ny samfundsorden, ikke ud af det foreliggende, historisk udviklede materiale og som dets nødvendige resultat, men nej, ud af sit suveræne hoved, ud af sin fornuft, der går svanger med endegyldige sandheder, så er han, der overalt kan lugte epigoner, selv kun en epigon af utopisterne, den nyeste utopist. Han kalder de store utopister for "sociale alkymister". Det får være. Alkymien var i sin tid en nødvendighed. Men siden hin tid har storindustrien udviklet de modsigelser, der slumrede i den kapitalistiske produktionsmåde, til så skrigende modsætninger, at det nu så at sige er til at tage og føle på, hvordan sammenbruddet for denne produktionsmåde nærmer sig. De nye produktivkræfter kan kun bevares og udvikles, hvis der indføres en ny produktionsmåde, der svarer til deres nye nuværende udviklingstrin, og kampen mellem de to klasser, som den herskende produktionsmåde har frembragt og reproducerer i stadig skærpet modsætning, har grebet alle civiliserede lande og bliver voldsommere for hver dag. Der er også allerede vundet indsigt i denne historiske sammenhæng, i betingelserne for den omformning, der er blevet nødvendig, og i de lige så nødvendige grundtræk for denne omformning. Og når nu hr. Dühring - i stedet for at benytte det foreliggende historiske materiale - fabrikerer et nyt utopisk samfundssystem ud af sin allerhøjeste hjernekiste, så bedriver han ikke blot "social alkymi" slet og ret. Han opfører sig snarere som en mand, der i dag - efter at den moderne kemi og dens love er opdaget og fastslået - vil genoplive den gamle alkymi og prøver at benytte atom-vægten, molekyleformlerne, atomernes valens, krystallografien og spektralanalysen til et eneste formål - at opdage De Vises Sten.


Noter

[1]: 1879 afholdtes i Philadelphia den 6. Verdensindustriudstilling. Blandt de 40 stater, der udstillede deres varer, var også Tyskland. I en korrespondance fra udstillingen blev det anført, at princippet for Tysklands industri — på daværende tidspunkt — var: „billigt og dårligt”. Denne konstatering vakte megen debat. 7.

[2]: Rædselsherredømmet — jakobinernes revolutionær-demokra­tiske diktatur (juni 1793 til juli 1794); direktoriet bestod af 5 medlemmer på grundlag af forfatningen af 1795 og fungerede til Napoleon Bonapartes statskup 18. brumaire 1799.

[3]: Saint Simon, „Lettres d'un habitant de Geneve á ses contem­porains. . .”, Saint-Simons første værk, skrevet 1802 i Genéve, udkommet anonymt i Paris 1803. Engels havde sine oplysninger fra en bog af Nicolas-Gustave Hubbard „Saint-Simon, sa vie et ses travaux...”, Paris 1857, der indeholdt nogle unøjagtighe­der m.h.t dateringen.

[4]: Fouriers første store værk er „Theorie des quatre mouvement et des destinées générales...”, skrevet lige efter århundredskif­tet og udgivet anonymt i Lyon 1808; som udgivelsessted angi­ves Leipzig.

[5]: New Lanark — bomuldsspinderi i nærheden af den skotske by Lanark grundlagt i 1784 sammen med en lille bebyggelse.

[6]: 8. Brev i Saint-Simons „Correspondance politique et philoso­phique. Lettres de II. Saint-Simon á un Americain”.

[7]: Den 31. marts 1814 indtog den antinapoleonske koalitions hære (Rusland, Østrig, England, Preussen m.fl.) Paris. Napoleon blev tvunget til at abdicere og blev forvist til øen Elba.
De hundrede Dage — Napoleons tilbagekomst fra Elba fra 20. marts 1815 til 28. juni 1815, hvor han endelig måtte give afkald på magten efter slaget ved Waterloo 18. juni 1815.

[8]: Eugen Dtihring, der var lektor ved universitetet i Berlin, ret­tede 1872 skarpe angreb mod visse professorer. Det førte til, at han fik frataget retten til at forelæse, og dette fremkaldte protester fra hans tilhængere og også i bredere kredse. Ernst Schweninger, der var Bismarcks private læge, blev 1884 udnævnt til professor ved universitetet.

[9]: Fourier udvikler denne tanke i sit værk „Theorie des quatre mouvements... , se ovenfor.

[10]: Charles Fourier, „Le nouveau moncle industriel et societaire ou invention du procecle cl'inclustrie attrayante et naturelle distribuée en séries passionnées", Paris 1829. I: Oeuvres complétes, bd. 6, Paris 1845.

[11]: Charles Fourier, Oeuvres complétes, bd. 6 Paris 1845.

[12]: Charles Fourier. Oeuvres completes, bd. 1, Paris 1841.

[13]: ”Stuem und Drang" kaldes i den tyske litteraturhistorie den periode, der går forud for den såkaldte „klassiske” — i denne periode skrev Goethe og Schiller deres revolutionære ungdomsværker.

[14]: Robert Owen, „The revolution in the mind and practice of the human race; or, the coming change from irrationality to rationality”, London 1849.

[15]: Robert Owen, „Report of the proceedings at the several public meetings, held in Dublin...”, Dublin 1823.

[16]: 1815 foreslog Owen på et møde i Glasgow en række foranstalt­ninger til at forbedre forholdene for alle, børn såvel som voks­ne, der var beskæftiget i bomuldsindustrien. En tilsvarende lov, der på Owens initiativ blev fremlagt i parlamentet i 1815, blev vedtaget i 1819 i stærkt beskåret form. Loven, der kun havde gyldighed for bomuldsindustrien, forbød barnearbejde for børn under 9 år (Owen havde foreslået 10 år) og begræn­sede arbejdstiden for personer under 16 år til 12 timer (ifølge Owen skulle arbejdstiden for alle arbejdere begrænses til højst 10½ time).

[17]: I oktober. 1833 afholdtes i London en kongres, ledet af Robert Owen, hvor kooperative selskaber og fagforeninger var repræ­senteret og hvor Grand consoliclated Trades' Union formelt blev stiftet. Ifølge Owens opfattelse skulle organisationen lede produktionen og bevirke en fredelig omdannelse af samfun­det; den mødte stærk modstand i det borgerlige England og opløste sig i august 1834.

[18]: Equitable Labour Exchange Bazaars — Basarer for retfærdig udveksling af arbejdsprodukter — blev oprettet af arbejderkooperativer i flere engelske byer; den første grundlagde Owen september 1832 i London, den bestod til 1834.
Proudhon grundlagde 31. januar 1849 i Paris Banque du peuple (Folkebanken). Den bestod kun i to måneder og kun på papiret.

[19]: William Lucas Sargant udgav 1860 i London bogen „Robert Owen, and his social philosophy”.
Owens vigtigste skrifter om ægteskabet og de kommunisti­ske institutioner er: „The marriage system of the new moral world”, Leeds 1838; „The book of the new moral world...” i syv dele, London 1836—1844 og „The revolution in the mind and practice of the human race...” London 1849.

[20]: Harmony Hall — navnet på en kommunistisk koloni, der sidst i 1839 blev oprettet i Queenwoocl i Hampshire af engelske socialister under ledelse af Robert Owen; den bestod til 1845.


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere