Tilbage
Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Kommunisme og syndikalisme

Fagforeningsspørgsmålet er et af de mest betydningsfulde for arbejderbevægelsen og derfor også for Oppositionen. Uden et præcist standpunkt i fagforeningsspørgsmålet, vil Oppositionen være ude af stand til at opnå nogen virkelig indflydelse på arbejderklassen. Dette er grunden til at jeg finder det nødvendigt her at forelægge nogle få betragtninger over fagforeningsspørgsmålet til diskussion.

1. Kommunistpartiet er proletariatets vigtigste våben til revolutionær virksomhed, kamporganisationen for dets fortrop, som må opdrage sig selv til rollen som arbejderklassens ledelse på alle områder af dens kamp uden undtagelse, og følgelig også på fagforeningsspørgsmålet.

2. De som i princippet sætter fagforeningsselvstyre op som modsætning til kommunistpartiets lederskab, stiller derved – hvadenten de ønsker det eller ej – den mest tilbagestående del af arbejderklassen op imod arbejderklassens fortrop, kampen for umiddelbare krav op imod kampen for arbejderklassens fuldstændige frigørelse, reformisme op imod kommunisme, opportunisme op imod revolutionær marxisme.

3. Ved i sin tilblivelses- og udbredelses-epoke at kæmpe for fagforeningsselvstændighed, kæmpede den franske førkrigs-syndikalisme faktisk for fagforeningsuafhængighed af den borgerlige regering og dens partier, herunder det reformistisk-parlamentariske socialistiske parti. Dette var en kamp mod opportunisme – for en revolutionær vej.

Den revolutionære syndikalisme gjorde i den forbindelse ikke masseorganisationernes selvstændighed til en fetich. Tværtimod forstod og anbefalede den det revolutionære mindretals ledende rolle i forhold til masse-organisationerne, der afspejler arbejderklassen med alle dens modsætninger, dens tilbageståenhed og dens svagheder.

4. Teorien om det aktive mindretal var i sin kærne en ufærdig teori om et proletarisk parti. I hele sin praksis var den revolutionære syndikalisme spiren til et revolutionært parti i modsætning til opportunisme, dvs. den var et bemærkelsesværdigt skitsemæssig omrids af den revolutionære kommunisme.

5. Anarko-syndikalismens svaghed var, selv i dens klassiske periode, fraværet af et korrekt teoretisk grundlag, og derfor en forkert forståelse af statens natur og dens rolle i klassekampen; en ufuldstændig, uudviklet og dermed forkert opfattelse af det revolutionære mindretals dvs. partiets rolle. Derfra stammer dens taktiske fejltagelser, som f. eks. fetischeringen af . generalstrejken, den manglende erkendelse af forbindelsen mellem opstand og magtovertagelse osv.

6. Efter krigen fandt den franske syndikalisme ikke alene sin modsætning, men også sin videreudvikling og udfoldelse i kommunismen. Et forsøg på at genoplive den revolutionære syndikalisme vil på nuværende tidspunkt være at skrue historiens hjul tilbage. For arbejderbevægelsen kan dette kun få en reaktionær betydning.

7. Syndikalismens epigoner [1] omformer ( i ord) fagforeningernes uafhængighed af borgerskabet og de reformistiske socialister til en generel uafhængighed, til absolut uafhængighed af alle partier, også det kommunistiske.

Hvor syndikalismen i sin vækstperiode anså sig selv for at være avantgarden og kæmpede for den fremskredne minoritets ledende rolle blandt de mere tilbagestående masser, så kæmper syndikalismens epigoner nu mod de samme ønsker hos den kommunistiske avantgarde, og forsøger – dog uden held – at støtte sig på den manglende udvikling og de fordomme, der findes hos de mere tilbagestående dele af arbejderklassen.

8. Uafhængighed af borgerlig indflydelse er ikke en passiv tilstand. Den kan kun udtrykkes gennem politisk handling, dvs. gennem en kamp mod borgerskabet. Denne kamp må inspireres af et klart program, der kræver organisering og taktiske retningslinier for at gennemføres. Det er enheden af program, organisering og taktik, der udgør partiet. På denne måde kan proletariatets reelle uafhængighed af den borgerlige regering kun virkeliggøres, hvis proletariatet fører sin kamp under et revolutionært – og ikke opportunistisk – partis ledelse.

9. Syndikalismens epigoner [1] vil have os til at tro at fagforeningerne er tilstrækkelige i sig selv. Teoretisk er dette uden betydning, men i praksis betyder det, at den revolutionære avantgarde opløses i de tilbagestående masser dvs. i fagforeningerne.

Desto bredere masser fagforeningerne omfatter, desto bedre er de i stand til at opfylde deres mission. Et proletarisk parti derimod fortjener kun denne betegnelse, hvis det er ideologisk homogent, bundet af enhed i organisering og i handling. At fremstille fagforeningerne som selvtilstrækkelige, fordi proletariatet allerede er en "majoritet", er at smigre proletariatet, at afbilde det anderledes end det er og kan være under kapitalismen, der holder den overvejende del af arbejdermasserne i uvidenhed og tilbageståenhed, og kun giver proletariatets avantgarde mulighed for at bryde igennem alle vanskeligheder og nå frem til en klar forståelse af hele klassens opgaver.

10. Fagforeningernes reelle, praktiske – og ikke metafysiske – uafhængighed forstyrres eller formindskes slet ikke af det kommunistiske partis kamp for indflydelse. Ethvert medlem i fagforeningen har ret til at stemme som han finder det nødvendigt og vælge dem, han finder bedst. Kommunister har denne ret lige som andre.

Når kommunisterne erobrer flertallet i de ledende organer, finder det sted fuldstændig i overensstemmelse med uafhængighedens principper, dvs. med fagforeningernes selvstyre. På den anden side kan ingen fagforeningsstatut forhindre eller forbyde, at partiet indvælger generalsekretæren for landsorganisationen i sin centralkomite, for i et sådant tilfælde er det udelukkende partiets uafhængighed der er tale om.

11. I fagforeningerne underkaster kommunisterne sig naturligvis partiets disciplin, uanset hvilken post de indtager. Dette udelukker ikke, men forudsætter tværtimod, deres underkastelse under fagforeningsdisciplinen. Med andre ord pålægger partiet dem ikke retningslinier for deres handlinger, der strider imod fagforeningsflertallers sindelag eller meninger. I helt ekstraordinære tilfælde, hvor partiet finder det umuligt, at dets medlemmer underlægger sig en eller anden reaktionær bestemmelse, fagforeningen har vedtaget, påpeger det åbent over for sine medlemmer hvilke konsekvenser dette vil få, nemlig at de vil blive afsat fra deres poster, ekskluderet osv.

Man når ingen vegne ved at bruge juridiske formler i disse spørgsmål – og autonomi er en helt igennem juridisk formel. Spørgsmålet må rejses i sin egentlige form, dvs. som et spørgsmål om fagforeningspo1itik. En korrekt politik må stilles op over for en fejlagtig politik.

12. Den måde partiet er ledende på, dens metode og dens form, kan variere stærkt i overensstemmelse med et givet lands generelle betingelser eller specielle udviklingstrin.

I kapitalistiske lande, hvor det Kommunistiske parti ikke råder over nogen form for tvangsmidler, er det klart at det kun kan tilvejebringe lederskab, ved at kommunister befinder sig i fagforeningerne enten som menige medlemmer eller som funktionærer.

Antallet af kommunister på ledende poster i fagforeningerne er kun et af målene for partiets indflydelse i fagforeningerne. Det vigtigste mål er antallet af menige kommunistiske medlemmer i forhold til hele massen af fagorganiserede. Men det helt centrale kriterium er partiets almindelige indflydelse i arbejderklassen, der måles vha. den kommunistiske presses udbredelse, fremmødet ved partiets møder, stemmetallene ved afstemninger, og hvad der er særlig vigtigt, antallet af arbejdende mænd og kvinder, der aktivt reagerer på partiets opfordringer til kamp.

13. Det er klart, at det kommunistiske partis indflydelse i almindelighed, herunder i fagforeningerne, vil vokse, jo mere revolutionær situationen bliver.

Disse kriterier tillader en vurdering af graden af og formen for fagforeningernes sande, reelle – og ikke metafysiske – uafhængighed. I "fredelige" perioder, hvor fagforeningernes mest militante aktioner består i isolerede økonomiske strejker, kommer partiets direkte rolle i fagforeningsaktionerne i anden række. I almindelighed tager partiet ikke stilling til hver enkelt isoleret strejke. Det hjælper fagforeningerne med at tage stilling til spørgsmålet om det formålstjenstlige i strejken, gennem sine politiske og økonomiske oplysninger og ved at give råd. Det fremmer strejken gennem sin agitation osv. Fagforeningerne indtager naturligvis den ledende plads i strejken.

Situationen ændres radikalt, når bevægelsen står over for en generalstrejke og endnu mere når det direkte drejer sig om en kamp om magten. Under disse betingelser bliver partiets rolle direkte, åben og umiddelbar. Fagforeningerne – dog undtagen de der går over på den anden side af barrikaderne – bliver partiets organisatoriske apparat, når det står frem for hele klassen som revolutionens leder, og med det fulde ansvar.

I det område der ligger mellem den isolerede økonomiske strejke og den revolutionære masseopstand kan der eksistere alle mulige former for gensidig forbindelse mellem partiet og fagforeningerne og varierende grader af direkte, umiddelbart lederskab osv. Men under alle omstændigheder, søger partiet at vinde det generelle lederskab ved at sætte sin lid til fagforeningernes reelle uafhængighed, der – naturligvis – som organisationer ikke er "underkastet" det.

14. Kendsgerningerne viser, at politisk "uafhængige" fagforeninger ikke eksisterer noget sted, og aldrig har eksisteret. Erfaring og teori siger at de heller aldrig vil komme til at eksistere. I USA er fagforeningerne direkte med deres apparat bundet til industriens generalstabe og de borgerlige partier. I England udgør fagforeningerne, der tidligere støttede de liberale, nu Labour-partiets faste grundvold. I Tyskland marcherer fagforeningerne under socialdemokraternes banner. I Sovjetunionen er ledelsen i hænderne på Bolsjevikkerne. I Frankrig følger den ene faglige organisation socialisterne, den anden kommunisterne. I Finland splittedes fagforeningerne for kort tid siden; den ene bevæger sig hen imod socialdemokraterne, den anden imod kommunisterne. Sådan er det overalt.

De der teoretiserer over fagforeningernes "uafhængighed" har indtil nu ikke gjort sig den umage at overveje følgende spørgsmål: hvorfor deres paroler ikke alene ikke nærmer sig deres virkeliggørelse i praksis nogetsteds, men hvorfor tværtimod, fagforeningernes afhængighed af en partiledelse overalt uden undtagelse, bliver stadig mere tydelig. Dette er dog fuldstændig i overensstemmelse med den imperialistiske epokes karakter, der afslører alle klasserelationer, og som selv inden for proletariatets egne rækker skærper modsætningerne mellem dets aristokrati og dets mere udbyttede dele.

15. Det mest fuldendte udtryk for den forældede syndikalisme er den såkaldte Syndikalistiske Liga (Ligue Syndicaliste). På enhver måde fremstår den som en politisk organisation, der søger at lægge fagforeningsbevægelsen ind under sin indflydelse. Således rekrutterer Ligaen ikke sine medlemmer ud fra et fagforeningskriterium, men på samme måde som enhver anden politisk organisation; den har sin platform, om ikke sit program, og forsvarer den i sine publikationer; den har sin egen interne disciplin inden for bevægelsen. På den faglige sammenslutnings kongresser opfører dens tilhængere sig som en politisk fraktion på samme måde som kommunisternes. For at gøre en lang historie kort, er den Syndikalistiske Ligas linje ikke andet end en kamp for at befri de to faglige landsorganisationer fra socialisternes og kommunisternes ledelse og forene dem under Monatte-gruppens førerskab.

Ligaen handler ikke åbenlyst ud fra retten til og nødvendigheden af at den fremskredne minoritet kæmper for at udbrede sin indflydelse over de mest tilbagestående dele af masserne; den fører sig frem, maskeret bag hvad den kalder fagforeningernes "uafhængighed". Ud fra dette synspunkt gør Ligaen tilnærmelser til Socialistpartiet, der også udøver sin ledelse under dække af frasen "fagforeningernes uafhængighed". Kommunistpartiet derimod siger åbent til arbejderklassen: her er vores program, vores taktik og vores politik, som vi fremlægger for fagforeningerne.

Proletariatet må aldrig tro blindt på noget. Det må dømme ethvert parti og enhver organisation ud fra deres handlinger. Men arbejderne bør være dobbelt, ja tredobbelt mistroiske over for den, der så at sige incognito søger at vinde ledelsen og samtidig bilder proletariatet ind, at det slet ikke har brug for nogen ledelse.

16. Et politisk parti må ikke nægtes ret til at kæmpe for at vinde fagforeningerne for sin politik; men spørgsmålet må stilles således: på hvilket program og med hvilken taktik kæmper den pågældende organisation? Ud fra dette synspunkt giver den Syndikalistiske Liga ikke de nødvendige garantier. Dens program er yderst formløst, og det samme gælder dens taktik. Politisk tager den stilling fra sag til sag. Samtidig med at den går ind for en proletarisk revolution og endog proletariatets diktatur, ser den bort fra partiet og bekæmper kommunistisk ledelse, uden hvilken den proletariske revolution altid risikerer at blive en tom frase.

17. Ideologien om fagforeningernes uafhængighed har ikke noget at gøre med proletariatets ideer og følelser som klasse. Hvis partiet gennem sin ledelse er i stand til at sikre en korrekt, klarsynet og fast politik i fagforeningerne, vil ikke en eneste arbejder få den ide at gøre oprør mod partiets ledelse. Bolsjevikkernes historiske erfaringer har vist dette.

Dette gælder også for Frankrig, hvor kommunisterne fik 1.200.000 stemmer ved valgene, mens Confédération Générale du Travail Unitaire (CGTU) kun fik en tredjedel eller en fjerdedel af dette. Det er klart, at den abstrakte parole om uafhængighed under ingen omstændigheder kommer fra masserne. Fagforeningsbureaukrati er noget ganske andet. Det opfatter ikke alene partibureaukratiet som konkurrenter, men søger også at gøre sig uafhængig af den proletariske avantgardes kontrol. Paroler om uafhængighed er fundamentalt set en bureaukratisk og ikke en klasseparole.

18. Ud over fetichen "uafhængighed" gør den Syndikalistiske Liga også spørgsmålet om fagforeningernes enhed til en fetich. Det er naturligvis helt klart, at opretholdelsen af fagforeningernes enhed er en enorm fordel, både mht. proletariatets daglige opgaver og Kommunistpartiets kamp for at udbrede sin indflydelse blandt masserne. Men kendsgerningerne viser, at siden den revolutionære fløjs første succeser, har opportunisterne helt åbenlyst valgt en splittelseslinie. De opfatter fredelige forbindelser med borgerskabet som mere værd end proletariatets enhed. Dette er den uafviselige konklusion på efterkrigstidens erfaringer.

Vi kommunister er på enhver måde interesserede i at bevise over for arbejderne, at ansvaret for splittelser af fagforeninger entydigt falder tilbage på Socialdemokratiet. Men det betyder overhovedet ikke at hule formuleringer om enhed er mere vigtige for os end arbejderklassens revolutionære opgaver.

19. Otte år er gået siden fagforeningssplittelsen i Frankrig. I løbet af denne periode har de to hovedorganisationer knyttet snævre bånd til to partier, der er dødelige politiske fjender. Under disse omstændigheder er det illusorisk at tro, at man kan forene fagforeningsbevægelserne blot ved at prædike enhed. At erklære en proletarisk revolution eller endog en skærpet klassekamp for umulig uden en forudgående forening af fagforeningerne, er det samme som at gøre en fremtidig revolution afhængig af en korrupt klike af fagforeningsreformister.

Den fremtidige revolution afhænger i virkeligheden ikke af en sammenlægning af de to fagforeningsapparater, men af en forening af arbejderklassens flertal omkring revolutionære paroler og revolutionære kampformer.

I øjeblikket er en forening af arbejderklassen kun mulig ved at kæmpe mod de klassesamarbejdsfolk, der findes ikke alene i de politiske partier, men også i fagforeningerne.

20. Den virkelige vej til revolutionær enhed i proletariatet ligger i en yderligere udvikling, korrektion, udbredelse og konsolidering af CGTU og en svækkelse af det reformistiske CGT.

Det er ikke udelukket, men tværtimod sandsynligt, at på det tidspunkt, hvor revolutionen bliver en realitet, vil det franske proletariat gå ind i kampen organiseret i to faglige sammenslutninger: i den ene vil masserne være at finde, i den anden arbejderaristokratiet og bureaukratiet.

21. Den nye fagforeningsopposition går klart nok ikke ind for syndikalismen. Samtidig bryder den dog med partiet – ikke alene med et bestemt lederskab, men med partiet i almindelighed. Dette betyder simpelthen at det afvæbner sig til en ren og skær fagforeningsstrømning.

22. Fagforeningsoppositionen er i sin helhed meget broget. Men den karakteriseres af nogle fællestræk, der ikke bringer den nærmere til Venstrekommunist-oppositionen, men tværtimod støder den fra sig og bekæmper den.

Fagforeningsoppositionen bekæmper ikke det Kommunistiske lederskabs tankeløshed og forkerte metoder, men derimod kommunistisk indflydelse i arbejderklassen.

Fagforeningsoppositionen kæmper ikke mod den venstreradikale vurdering af den nuværende situation og dens udviklingsdynamik, men handler i virkeligheden på en måde, der står i modsætning til et revolutionært perspektiv i almindelighed.

Fagforeningsoppositionen bekæmper ikke en karikeret form for antimilitarisme, men fremlægger en pacifistisk linie. Med andre ord: det står helt klart, at fagforeningsoppositionen udvikler sig i reformismens ånd.

23. Det er helt forkert at nægte, at der er opstået en højregruppering i den revolutionære lejr i de seneste år i Frankrig – ligesom det er sket i Tyskland, Tjekkoslovakiet og andre lande. Det centrale i sagen er, at i og med at de undsiger en revolutionær kommunistisk politik, har højreoppositionen i Frankrig, i overensstemmelse med traditionerne i den franske arbejderbevægelse, antaget fagforeningskarakter, for på denne måde at skjule sin politiske karakter. I virkeligheden repræsenterer hovedparten af fagforeningsoppositionen højrefløjen, ligesom Brandlergruppen [2] i Tyskland, de tjekkiske fagforeningsfolk, der efter splittelsen har udviklet sig i klar reformistisk retning, osv.

24. Man kunne måske hertil indvende, at alle de forudgående overvejelser kun er rigtige såfremt Kommunistpartiet har en korrekt politik. Denne indvending er imidlertid grundløs. Spørgsmålet om forholdet mellem partiet, der repræsenterer proletariatet som det burde være, og fagforeningerne, der repræsenterer proletariatet som det er, er den revolutionære marxismes mest grundlæggende spørgsmål. Det ville være selvmord at afvise det eneste mulige principielle svar på dette spørgsmål, blot fordi Det Kommunistiske Parti under indflydelse af objektive og subjektive faktorer, som vi har omtalt mere end en gang, i øjeblikket følger en forkert politik over for fagforeningerne, såvel som på andre områder. En korrekt politik må stilles overfor en forkert. For at opnå dette er Venstreoppositionen blevet oprettet som fraktion. Hvis man når til den konklusion, at Det Franske Kommunistparti er i en fuldstændig uhelbredelig og håbløs tilstand – hvilket vi absolut ikke tror – må der oprettes et nyt parti i stedet for. Men spørgsmålet om forholdet mellem parti og klasse ændres ikke det mindste af den grund.

Venstreoppositionen mener, at det at påvirke fagforeningsbevægelsen, hjælpe den til at finde den rigtige linje og væbne den med de korrekte paroler, kun er muligt gennem Det Kommunistiske Parti (eller en fraktion herindenfor for øjeblikket), der foruden sine andre egenskaber, er arbejderklassens vigtigste ideologiske laboratorium.

25. Ret beset består Kommunistpartiets opgave ikke alene i at vinde indflydelse i fagforeningerne, således som de er, men i at vinde indflydelse over arbejderklassens flertal gennem fagforeningerne. Dette er kun muligt, hvis de metoder, partiet benytter sig af i fagforeningerne svarer til de opgaver man her står over for. Partiets indflydelse i fagforeningerne kan objektivt konstateres ud fra om fagforeningsbevægelsen trives eller ej, om medlemstallet går frem eller tilbage, såvel som i forholdet mellem fagforeningerne og masserne som helhed. Hvis partiet køber sig indflydelse i fagforeningerne gennem en indsnævring og fraktionalisering af disse – ved at omdanne dem til hjælpetropper for partiets øjeblikkelige politik og derved forhindrer dem i at blive sande masseorganisationer – er forholdet mellem parti og klasse forkert. Det er ikke nødvendigt at sige mere om årsagerne til en sådan situation. Det har vi gjort før og gør det hver eneste dag. Det officielle Kommunistpartis svingende politik genspejler dets eventyrpolitiske tendenser til at gøre sig selv til herre over arbejderklassen på den kortest mulige tid, gennem facadepolitik, besynderlige påhit, overfladisk agitation osv.

Vejen ud af denne situation går imidlertid ikke gennem en forkastelse af partiet (eller en fraktion heri) til fordel for fagforeningerne, men gennem en ubønhørlig kamp for at ændre partiets såvel som fagforeningernes politik.

26. Venstreoppositionen må sætte spørgsmålet om fagforeningsbevægelsen i en uløselig forbindelse med proletariatets politiske kamp. Den må fremkomme med en konkret analyse af den nuværende fase i den franske arbejderbevægelses udvikling. Den må give en kvantitativ såvel som kvalitativ vurdering af den aktuelle strejkebevægelse og dens perspektiver i forhold til de økonomiske udviklingstendenser i Frankrig. Det er unødvendigt at sige, at den fuldstændigt forkaster perspektivet om en kapitalistisk stabilisering og en fredelig udvikling i årtier frem. Den tager udgangspunket i den grundopfattelse, at den nuværende epoke er revolutionær. Den udspringer af nødvendigheden af en nøje forberedelse af proletariatets avantgarde på de voldsomme omskiftelser, der ikke alene er mulige men uundgåelige. Desto fastere og ubønhørligere den går i aktion over for det centristiske bureaukratis "revolutionære" buldren, mod politisk hysteri, der ikke tager de aktuelle betingelser i betragtning og forveksler i dag med i går eller i morgen, desto fastere og desto mere resolut den tager kampen op med de højreelementer, der tager dens kritik op og skjuler sig bag den, når de søger at sprede deres egne tendenser inden for den revolutionære marxisme.

27. En ny demarkationslinje? Ny polemik? Nye splittelser? Det vil være den klagesang som de gode men trætte sjæle vil istemme; disse sjæle som gerne så Oppositionen omdannet til et hvilehjem, hvor man ikke behøver at beskæftige sig med store og krævende opgaver, samtidig med at man prøver at bevare navnet revolutionære "på venstrefløjen". Nej, er svaret til disse trætte sjæle: vi går ikke samme vej. Sandheden har aldrig kunnet reduceres til en sum af små fejltagelser. En revolutionær organisation har endnu aldrig været et sammenrend af små konservative grupper, der ser det som deres fornemmeste opgave at afgrænse sig fra hinanden. Der er epoker, hvor den revolutionære tendens i arbejderbevægelsen reduceres til et lille mindretal. En sådan epoke kræver imidlertid ikke overenskomster mellem små grupper, der i fællesskab dækker over hinandens fejltagelser, men tværtimod en dobbelt uforsonlig kamp for et korrekt perspektiv og opdragelse af kadrene i den ægte marxismes ånd. Kun på denne måde er sejren mulig.

28. Hvad angår forfatteren til disse linjer personligt, må han indrømme, at den opfattelse han havde af Monatte-gruppen, da han blev deporteret fra Sovjetunionen, viste sig at være overoptimistisk og således forkert. I mange år havde forfatteren ikke mulighed for at følge med i denne gruppes arbejde. Han vurderede ud fra gamle minder. Ikke alene viste uoverensstemmelserne sig i virkeligheden at være dybtgående, men også mere akutte end man kunne have formodet. De seneste begivenheder har tydelig vist at uden en klar ideologisk grænsedragning over for syndikalismen, vil Den Kommunistiske Opposition i Frankrig ikke vinde frem. De her fremsatte teser udgør i sig selv et første skridt på vejen til denne afgrænsning, som er begyndelsen til en heldig kamp mod Cachin, Monmousseaus og følgesvendes [3] opportunistiske "revolutionære" væsen og sludder.

Den 14. oktober 1929.


Noter

[1]: Epigoner. Disciple, der korrumperer deres læremesters doktriner.

[2]: Brandler-gruppen. Tilhængere af Heinrich Brandler, det Tyske Kommunistpartis leder, som blev ekskluderet i 1928-29, da Komintern foretog sit ultra-venstre zig-zag. Brandlerianerne havde internationale forbindelser med den amerikanske Lovestone-gruppe og andre af Bukharins tidligere medarbejdere, dvs. Højreoppositionen i den kommunistiske bevægelse.

[3]: Cachin, Monmousseau og følgesvende. Marcel Cachin (1869-1958), en brændende social-patriot under 1. Verdenskrig, gik over til kommunismen i 1920. Han blev en urokkelig stalinist og beholdt l'Humanités redaktørpost indtil sin død. Gaston Monmousseau (1883-1960), en tidligere revolutionær syndikalist, blev kommunist og CGTU-leder og en trofast stalinist.


Tilbage
Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere