Biddrag til »Komunisternes forbunds«s historie

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Skrevet af F. Engels som indledning til 3. oplag af Marx' »Afsløringer af kom¬munistprocessen i Köln«, Hottingen-Zürich 1885. Offentliggjort første gang 1885 i »Sozialdemokrat«.
Oversættelse: Ukendt. (Efter teksten i 3. oplag af »Afsløringer af kommunistprocessen i Köln«.)
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind II, side 336-356.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, september 2005.


Biddrag til »Kommunisternes forbund»s historie

Med dommen over kølner-kommunisterne i 1852 går tæppet ned for den tyske selvstændige arbejderbevægelses første periode. Denne periode er i dag næsten glemt. Og dog varede den fra 1836 til 1852, og takket være de tyske arbejderes udbredelse i udlandet eksisterede bevægelsen i næsten alle kulturlande. Og ikke nok hermed. Vore dages internationale arbejderbevægelse er i sig selv en direkte fortsættelse af den daværende tyske, der var den første internationale arbejderbevægelse overhovedet, og af hvilken der fremstod mange af de folk, der overtog den ledende rolle indenfor Den internationale arbejderassociation. Og de teoretiske grundsætninger, som Kommunisternes forbund skrev på sin fane i »Det kommunistiske manifest« fra 1847, danner i vore dage det stærkeste internationale bånd, der knytter hele den proletariske bevægelse sammen, i Europa såvel som i Amerika.

Indtil nu findes der kun een hovedkilde, der skildrer denne bevægelses historie i sammenhæng. Det er den såkaldte Sorte bog: »Kommunistsammensværgelserne i det 19. århundrede«, af Wermuth og Stieber, Berlin, 2 dele, 1853 og 1854. Dette makværk, som to af vort århundredes elendigste politislyngler har løjet sammen, og som vrimler med bevidste forfalskninger, tjener endnu i vore dage som førstehåndskilde for alle ikke-kommunistiske skrifter om den tid.

Det, jeg kan give her, er kun en skitse og det endda kun, for så vidt selve forbundet kommer i betragtning; kun det, der er absolut nødvendigt for at forstå »Afsløringerne« [1] . Forhåbentlig vil det engang blive mig forundt at bearbejde det righoldige materiale, som Marx og jeg havde samlet, og som belyser den internationale arbejderbevægelses berømmelige ungdomstid.

I 1836 skilte de mest yderliggående, de mest proletariske elementer sig ud fra den demokratisk-republikanske hemmelige forening »De fredløses forbund«, der i 1834 var blevet stiftet i Paris af tyske flygtninge, og dannede en ny hemmelig forening »De retfærdiges forbund«. Moderforbundet, i hvilket kun de værste nathuer á la Jakobus Venedey blev tilbage, døde snart helt hen: da politiet i 1840 opsnusede nogle sektioner i Tyskland, var det knap nok en skygge af sig selv. Det nye forbund udviklede sig derimod forholdsvis hurtigt. Oprindelig var det en tysk aflægger af den franske arbejderkommunisme, der på samme tid udformedes i Paris i tilknytning til babouvistiske [2] traditioner; man krævede ejendomsfællesskab som en logisk følge af »ligheden«. Formålet var det samme som i de andre hemmelige selskaber i Paris på den tid: halvt en propagandaforening, halvt en sammensværgelse, hvorved Paris imidlertid altid blev anset for at være midtpunktet for den revolutionære aktion, skønt det ingenlunde var udelukket at forberede et kup i Tyskland ved passende lejlighed. Men da Paris var den afgørende slagmark, var forbundet dengang faktisk ikke meget andet end den tyske gren af de franske hemmelige selskaber, navnlig det af Blanqui og Barbes ledede »Årstidernes selskab«, som man stod i nøje forbindelse med. Franskmændene slog løs den 12. maj 1839; forbundets sektioner marcherede med og blev således indviklet i det fælles nederlag.

Af tyskerne var først og fremmest Karl Schapper og Heinrich Bauer blevet taget; Louis Philippes regering nøjedes med at udvise dem efter et længere fængselsophold. De tog begge til London. Schapper, der var fra Weilburg i Nassau, blev som skovbrugsstuderende i Giessen 1832 medlem af den sammensværgelse, som Georg Büchner havde stiftet; 3. april 1833 var han med i stormen på politistationen i Frankfurt, undslap til udlandet og deltog i februar 1834 i Mazzinis togt til Savoyen. Han var en kæmpeskikkelse, resolut og energisk, altid rede til at sætte borgerlig eksistens og liv på spil, kort sagt, typen på en professionel revolutionær af den art, som spillede en rolle i 3o'erne. Til trods for en vis tanketræghed var han ingenlunde utilgængelig for bedre teoretisk indsigt, hvad allerede hans udvikling fra »demagog« [3] til kommunist beviser, og holdt så meget mere krampagtigt fast ved det, han engang havde fået øjnene op for. Netop derfor tog hans revolutionære lidenskab undertiden magten fra forstanden; men han indså altid senere sine fejl og bekendte dem åbent. Han var et helstøbt menneske, og hvad han har gjort for at grundlægge den tyske arbejder-bevægelse, er uforglemmeligt.

Heinrich Bauer fra Franken var skomager; en livlig, opvakt, vittig mandsling, i hvis lille legeme der imidlertid også fandtes megen snedighed og beslutsomhed.

Da de begge var ankommet til London, hvor Schapper, der i Paris havde været sætter, nu søgte at ernære sig som sproglærer, knyttede de atter de bristede forbundstråde sammen og gjorde London til forbundets centrum. Her sluttede Joseph Moll sig til dem, hvis det ikke allerede var sket tidligere i Paris; han var urmager fra Køln, en mellemstor Herkules — han og Schapper har — og hvor tit skete det ikke! — sejrrigt forsvaret døren til en sal mod hundreder af fremtrængende modstandere — en mand, der mindst stod på højde med sine to kammerater, hvad energi og beslutsomhed angik, men som i åndelig henseende overgik dem begge. Ikke alene var han den fødte diplomat, hvad hans talrige heldigt gennemførte rejser for forbundet beviser; han var også lettere tilgængelig for teoretisk indsigt. Jeg lærte dem alle tre at kende i London i 1843; det var de første revolutionære proletarer, jeg havde set; og hvor meget end vore anskuelser dengang afveg fra hinanden i enkeltheder — thi jeg mødte dengang deres bornerte lighedskommunisme [4] med et solidt stykke lige så bornert filosofisk hovmod — så vil jeg dog aldrig glemme det imponerende indtryk, som disse tre virkelige mænd gjorde på mig, der dengang netop først skulle til at blive mand.

I London, ligesom i ringere grad i Schweiz, nød de godt af forenings- og forsamlingsfriheden. Allerede den 7. februar 184o stiftedes den offentlige Tyske arbejderoplysningsforening, der eksisterer den dag i dag. Denne forening tjente forbundet til hvervning af nye medlemmer, og da kommunisterne — som altid — var de mest aktive og intelligente foreningsmedlemmer, var det en selvfølge, at foreningens ledelse helt lå i forbundets hånd. Forbundet havde snart flere kredse eller, som de endnu dengang hed, »loger« (»Hütten«) i London. Den samme taktik, der jo ligger lige for, fulgte man i Schweiz og andetsteds. Hvor man kunne grundlægge arbejderforeninger, blev de benyttet på samme måde. Hvor loven forbød dette, meldte man sig ind i sang-foreninger, gymnastikforeninger og deslige. Forbindelsen blev for en stor del opretholdt ved hjælp af medlemmerne, der bestandig kom og rejste, og tillige, hvor det var nødvendigt, fungerede som udsendinge. I begge henseender understøttedes forbundet kraftigt af regeringernes visdom, der ved at udvise hver uønsket arbejder — og det var i 9 af 10 tilfælde et medlem af forbundet — forvandlede ham til en udsending.

Det genoprettede forbunds udbredelse var betydelig. Navnlig i Schweiz havde Weitling, August Becker (et i høj grad betydeligt hoved, der imidlertid gik nedenom af indre holdningsløshed som så mange tyskere) og andre skabte en stærk organisation, der mere eller mindre svor til Weitlings kommunistiske system. Her er ikke stedet til at kritisere Weitlings kommunisme. Men hvad dens betydning som det tyske proletariats første selvstændige teoretiske livstegn angår, underskriver jeg endnu i dag Marx' ord i pariserbladet »Vorwärts« fra 1844: »Kan bourgeoisiet (det tyske) — indbefattet dets filosoffer og skriftkloge — opvise et lignende værk som Weitlings 'Garantier for harmoni og frihed', hvad bourgeoisiets emancipation — dets politiske emancipation — angår? Hvis man sammenligner den tyske politiske litteraturs nøgterne, forsagte middelmådighed med denne de tyske arbejderes imponerende og brillante debut, hvis man sammenligner disse proletariatets kæmpemæssige barnesko med de udtrådte politiske dværgsko, som bourgeoisiet går med, så må man spå denne askepot en atletskikkelse.« Denne atletskikkelse står i dag foran os, skønt den endnu langtfra er fuldvoksen.

Også i Tyskland fandtes der talrige sektioner, der efter sagens natur var af mere forgængelig natur; men de, der blev dannet, mere end opvejede dem, der gik ind. Politiet opdagede først efter 7 års forløb, i slutningen af 1846, i Berlin (Mentel) og Magdeburg (Beck), et spor af forbundet uden at være i stand til at forfølge det videre.

I Paris havde Weitling, der endnu i 184o opholdt sig der, ligeledes samlet de splittede elementer påny, før han tog til Schweiz.

Forbundets kærnetropper var skrædderne. Tyske skræddere fandtes alle vegne, i Schweiz, i London, i Paris. I sidstnævnte by var tysk i den grad fagets fremherskende sprog, at jeg i 1846 kendte en norsk skrædder der, som var kommet til Frankrig til søs direkte fra Trondhjem, og som i 18 måneder næsten ikke havde lært et ord fransk, men til gengæld talte fortræffeligt tysk. Af kredsene i Paris bestod i 1847 to overvejende af skræddere, en af møbelsnedkere.

Efter at tyngdepunktet var flyttet fra Paris til London, trådte et nyt moment frem i første række; forbundet blev fra at være tysk efterhånden internationalt. I arbejderforeningen kom der foruden tyskere og schweizere også medlemmer af alle de nationaliteter, der i første række benyttede sig af det tyske sprog, når de ville gøre sig forståelige for udlændinge, altså navnlig skandinaver, hollændere, ungarere, tjekker, sydslaver og endvidere russere og elsassere. I 1847 var blandt andet også en engelsk gardegrenader i uniform regelmæssigt stamgæst. Foreningen kaldte sig snart: Kommunistisk arbejderoplysningsforening, og på medlemskortene stod sætningen: »Alle mennesker er brødre« på mindst tyve sprog, selvom det også hist og her ikke var uden sprogfejl. Ligesom den offentlige forening fik også det hemmelige forbund snart en mere international karakter; i begyndelsen endnu i begrænset forstand, i praksis på grund af medlemmernes forskellige nationalitet, i teorien fordi man nærede den opfattelse, at enhver revolution måtte være europæisk for at sejre. Videre gik man endnu ikke; men grundlaget var givet.

De franske revolutionære stod man i nøje forbindelse med gennem flygtningene i London, kampfællerne fra 12. maj 1839. På samme måde forholdt det sig med de mere radikale polakker. Den officielle polske emigration var selvfølgelig, ligesom Mazzini, snarere modstander end forbundsfælle. De engelske chartister blev på grund af deres bevægelses specielt engelske karakter ladet ude af betragtning som urevolutionære. Først senere kom forbundets ledere i London gennem mig i forbindelse med dem.

Også på anden måde havde forbundets karakter forandret sig sammen med begivenhederne. Skønt man stadigvæk — og dengang med fuld ret — så på Paris som revolutionens moderby, var man alligevel kommet ud over afhængigheden af de sammensvorne i Paris. Forbundets udbredelse forøgede dets selvbevidsthed. Man følte, at man mere og mere slog rod i den tyske arbejderklasse, og at disse arbejdere af historien var kaldet til at bære fanen i spidsen for arbejderne i Nord-og Østeuropa. Man havde i Weitling en kommunistisk teoretiker, som man frejdigt kunne sidestille med hans daværende franske konkurrenter. Endelig var man af erfaringen fra 12. maj blevet belært om, at der foreløbig ikke mere var noget at gøre med kupforsøg, og selvom man også vedblev at fortolke enhver begivenhed som et tegn på den storm, der var i frembrud, selvom man i det store og hele opretholdt de gamle, halvt konspiratoriske statutter, så skyldtes det mere den gamle revolutionære trods, som allerede begyndte at komme i kollision med den bedre indsigt, der var ved at trænge sig frem.

Derimod havde forbundets sociale doktrin i al sin ubestemthed en meget stor fejl, der imidlertid skyldtes selve forholdene. For så vidt medlemmerne overhovedet var arbejdere, var de næsten udelukkende egentlige håndværkere. Den mand, der udbyttede dem, var selv i de store verdensbyer for det meste kun en lille mester. Udbytningen, selv indenfor skrædderiet i stor stil, det man nu kalder konfektion — forvandlingen af skrædderhåndværket til hjemmeindustri for en storkapitalists regning - var selv i London først ved at spire frem dengang. På den ene side var den, der udbyttede disse håndværkere, en lille mester, på den anden side håbede de alle på, at de til sidst selv kunne blive små mestre. Og endvidere klæbede der endnu en mængde nedarvede lavsforestillinger ved den daværende tyske håndværker. Det taler i højeste grad til ære for dem, at de, der selv endnu ikke engang var fuldgyldige proletarer, men kun et vedhæng til småborgerskabet, altså først i begreb med at forvandle sig til det moderne proletariat, og derfor endnu ikke stod i direkte modsætning til bourgeoisiet, d.v.s. storkapitalen — at disse håndværkere var i stand til instinktivt at foregribe deres fremtidige udvikling og, selvom det endnu ikke var med fuld bevidsthed, at konstituere sig som proletariatets parti. Men det var også uundgåeligt, at deres gamle håndværkerfordomme hvert øjeblik spændte ben for dem, såsnart det korn an på at kritisere det bestående samfund i enkeltheder, d.v.s. undersøge økonomiske kendsgerninger. Og jeg tror ikke, at der dengang var en eneste mand i hele forbundet, der nogensinde havde læst en bog om økonomi. Men det spillede ikke nogen videre rolle; »ligheden«, »broderskabet« og »retfærdigheden« hjalp foreløbig over ethvert teoretisk bjerg.

Imidlertid havde der ved siden af forbundets og Weitlings kommunisme udformet sig en anden, der var væsentlig forskellig fra den. Jeg havde i Manchester fået øjnene op for, at de økonomiske kendsgerninger, der i den hidtidige historieskrivning slet ikke påagtes eller kun spiller en foragtet rolle, i hvert fald i den moderne verden er en afgørende historisk magt; at de danner grundlaget for de nuværende klassemodsætningers opståen; at disse klassemodsætninger i de lande, hvor de takket være storindustrien har udviklet sig fuldstændigt, altså navnlig i England, atter er grundlaget for den politiske partidannelse, for partikampene og dermed for hele den politiske historie. Marx var ikke blot nået til samme opfattelse, men havde også allerede i »Tysk-franske årbøger« (1844) generaliseret den, idet han gjorde gældende, at det overhovedet ikke er staten, der betinger og bestemmer det borgerlige samfund, men det borgerlige samfund, der betinger og bestemmer staten, at altså politikken og dens historie skal forklares ud fra de økonomiske forhold og disses udvikling, ikke omvendt. Da jeg i sommeren 1844 besøgte Marx i Paris, viste det sig, at vore anskuelser stemte fuldstændig overens på alle teoretiske områder, og vort samarbejde skriver sig fra dengang. Da vi atter mødtes i Brüssel i foråret 1845 havde Marx ved at gå ud fra ovennævnte grundlag allerede fuldt udformet sin materialistiske historieteori i store træk, og vi gik nu i gang med i enkeltheder at udarbejde den nyvundne betragtningsmåde i de mest forskellige retninger.

Denne revolutionerende opdagelse indenfor den historiske videnskab, der, som man ser, væsentligt er Marx' værk, og som jeg kun kan tilskrive mig selv en ringe andel i, var imidlertid af umiddelbar betydning for samtidens arbejderbevægelse. Kommunisme hos franskmændene og tyskerne, chartisme hos englænderne viste sig nu ikke mere som noget tilfældigt, der ligeså godt ikke kunne have eksisteret. Disse bevægelser fremtrådte nu som en bevægelse af vore dages undertrykte klasse, proletariatet, som mere eller mindre udviklede former af dens historisk nødvendige kamp mod den herskende klasse, bourgeoisiet; som former for klassekamp, men forskellig fra alle tidligere klassekampe ved dette ene: at den nuværende undertrykte klasse, proletariatet, ikke kan gennemføre sin frigørelse uden samtidig at frigøre hele samfundet fra delingen i klasser og dermed fra klassekampe. Og kommunisme betød nu ikke mere, at man ved hjælp af fantasien udpønskede et så fuldkomment samfundsideal som muligt, men at man forstod, af hvad natur den kamp var, som proletariatet førte, hvilke betingelser der var for den, og hvilke almindelige mål der fulgte heraf.

Vi var nu ingenlunde af den opfattelse, at de nye videnskabelige resultater udelukkende skulle tilhviskes den »lærde« verden i tykke bøger. Tværtimod. Vi sad allerede begge midt i den politiske bevægelse, havde en vis tilslutning i dannede kredse, navnlig i Vesttyskland, og tilstrækkelig føling med det organiserede proletariat. Vi var forpligtet til at begrunde vor opfattelse videnskabeligt; men det var ligeså vigtigt for os at vinde det europæiske og først og fremmest det tyske proletariat for vor overbevisning. Såsnart vi først var klare over os selv, gik vi i gang med arbejdet. I Brüssel stiftede vi en tysk arbejderforening og bemægtigede os »Deutsche Brüsseler Zeitung«, der var vort organ indtil Februarrevolutionen. Med den revolutionære del af de engelske chartister havde vi forbindelse gennem Julian Harney, der var redaktør af bevægelsens centralorgan, »The Northern Star«, hvor jeg var medarbejder. Ligeledes stod vi i en slags kartel med demokraterne i Brüssel (Marx var næstformand for det demokratiske selskab) [5] og med de franske socialdemokrater, der sluttede sig til »Réformé« [6] som jeg forsynede med meddelelser om den engelske og tyske bevægelse. Kort sagt, vore forbindelser med de radikale og proletariske organisationer var fuldstændig i orden.

Til »De retfærdiges forbund« stod vi på følgende måde. Vi vidste naturligvis, at forbundet eksisterede; i 1843 havde Schapper tilbudt at optage mig, hvad jeg selvfølgelig dengang sagde nej til. Vi stod imidlertid ikke blot i stadig korrespondance med londonerne, men i endnu nøjere forbindelse med dr. Everbeck, den nuværende leder af kredsene i Paris. Uden at bryde os om de indre forbundsanliggender fik vi alligevel besked om hver vigtig begivenhed. På den anden side indvirkede vi mundtlig, gennem breve og gennem pressen på de betydeligste forbundsmedlemmers teoretiske anskuelser. Hertil tjente også forskellige litograferede cirkulærer, som vi ved særlige lejligheder, hvor det drejede sig om det fremspirende kommunistiske partis indre anliggender, sendte ud i verden til vore venner og korrespondenter.. Herved kom forbundet undertiden selv med i spillet. Således havde en ung studerende, Hermann Kriege fra Westfalen, der var udvandret til Amerika, optrådt der som forbundsudsending; han havde sluttet sig sammen med den skøre Harro Harring for ved forbundets hjælp at sætte Sydamerika på den anden ende og havde grundlagt en avis, i hvilken han i forbundets navn forkyndte en på »kærlighed« hvilende,, af kærlighed overstrømmende, overspændt kærlighed-og-kildevandskommunisme. Dette tordnede vi imod i et cirkulære, der ikke undlod at gøre virkning. Kriege forsvandt fra forbundsscenen.

Senere kom Weitling til Brüssel. Men han var ikke mere den naive unge skræddersvend, der, forbavset over sin egen begavelse, søgte at nå til klarhed over, hvordan mon et kommunistisk samfund ville komme til at se ud. Han var den store mand, der overalt blev forfulgt af misundere på grund af sin overlegenhed, der overalt vejrede rivaler, hemmelige fjender og snarer, den fra land til land jagede profet, der gik rundt med en færdig opskrift i lommen på at virkeliggøre himmerige på jorden og indbildte sig, at alle var ude efter at stjæle den fra. ham. Han var allerede i London kommet op at skændes med forbundsfolkene, og heller ikke i Brüssel, hvor navnlig Marx og dennes hustru kom ham i møde med næsten overmenneskelig tålmodighed, kunne han enes med nogen. Derfor rejste han snart efter til Amerika for at forsøge sig som profet der.

Alle disse omstændigheder bidrog til den stille omvæltning, der foregik i forbundet og navnlig blandt lederne i London. De blev mere og mere klar over, at den hidtidige opfattelse af kommunismen, både den franske simple lighedskommunisme og den weitlingske, var utilstrækkelig. Den af Weitling indledede tilbageførelse af kommunismen til urkristendommen — hvor geniale enkeltheder der end findes i hans »De fattige synderes evangelium« — havde i Schweiz ført til, at bevægelsen for en stor del først kom i hænderne på narre som Albrecht og dernæst på udsugende svindelprofeter som Kuhlmann. Den »sande socialisme« — en oversættelse af franske socialistiske vendinger til fordærvet hegel-tysk og sentimentalt kærlighedspladder (jfr. afsnittet om den tyske eller »sande« socialisme i »Det kommunistiske manifest«) —, som nogle skønånder falbød, og som Kriege og læsningen af de pågældende skrifter havde indført i forbundet, måtte allerede på grund af sin savlende kraftesløshed være en modbydelighed for forbundets gamle revolutionære. Overfor de hidtidige teoretiske forestillingers uholdbarhed, overfor de praktiske afvigelser, der var en følge heraf, indså man i London mere og mere, at Marx og jeg havde ret i vor nye teori. Denne indsigt fremmedes utvivlsomt af, at der nu blandt førerne i London befandt sig to mænd, der stod langt over de nævnte, hvad evne til teoretisk erkendelse angik: miniaturemaleren Karl Pfänder fra Heilbronn og skrædderen Georg Eccarius fra Thüringen [7] .

Kort sagt, i foråret 1847 besøgte Moll Marx i Brüssel og straks efter mig i Paris for i sine kammeraters navn flere gange at opfordre os til at indtræde i forbundet. De var ligeså overbevist om vor opfattelses almindelige rigtighed som om nødvendigheden af at befri forbundet for de gamle konspiratoriske traditioner og former. Hvis vi ville blive medlemmer, så skulle vi få lejlighed til på en forbundskongres at gøre rede for vor kritiske kommunisme i et manifest, der så skulle offentliggøres som manifest fra forbundet; og ligeledes ville vi kunne gøre vort til, at forbundets forældede organisation blev erstattet af en ny tidssvarende og formålstjenlig.

Vi var ikke i tvivl om, at en organisation indenfor den tyske arbejderklasse allerede var en nødvendighed for propagandaens skyld, og at denne organisation, for så vidt den ikke var af rent lokal natur, kun kunne være hemmelig, selv udenfor Tyskland. Men nu fandtes der netop allerede en sådan organisation: forbundet. Det vi hidtil havde haft at udsætte på dette forbund, blev nu prisgivet som mangelfuldt af selve repræsentanterne for dette forbund; vi blev selv opfordret til at arbejde med på reorganisationen. Kunne vi sige nej? Afgjort ikke. Vi indtrådte altså i forbundet; Marx dannede i Brüssel en forbundskreds af vore nærmeste venner, mens jeg besøgte de tre foreninger i Paris.

I sommeren 1847 fandt den første forbundskongres sted i London, hvor W. Wolff repræsenterede Brüssel og jeg kredsene i Paris. Her gennemførtes først forbundets reorganisation. Hvad der endnu var tilbage af de gamle mystiske navne fra konspirationstiden, blev nu også afskaffet; forbundet blev organiseret med foreninger, kredse, distrikter, centralledelse og kongres og kaldte sig fra nu af »Kommunisternes forbund«. »Forbundets formål er bourgeoisiets omstyrtelse, proletariatets herredømme, ophævelsen af det gamle, på klassemodsætninger hvilende borgerlige samfund og grundlæggelse af et nyt samfund uden klasser og uden privatejendom« — sådan lyder første artikel. Selve organisationen var absolut demokratisk, med en ledelse, der var valgt og til enhver tid kunne afsættes, og alene herved var der sat en stopper for alle konspirationstilbøjeligheder med deres krav om diktatur, og forbundet var — i hvert fald for almindelige fredstider — forvandlet til en ren propagandaforening. Disse nye statuter — så demokratisk gik man nu frem — blev forelagt foreningerne til diskussion, derpå endnu en gang gennemdrøftet på anden kongres og definitivt vedtaget af denne den 8. december 1847. De findes aftrykt hos Wermuth og Stieber I, s. 239, bilag X.

Den anden kongres fandt sted i slutningen af november og begyndelsen af december samme år. Her var også Marx til stede og forsvarede i en længere debat — kongressen varede mindst ro dage — den nye teori. Al modsigelse og tvivl blev endelig ryddet af vejen, de nye grundsætninger enstemmigt vedtaget, og det blev overdraget Marx og mig at udarbejde manifestet. Dette skete umiddelbart efter. Få uger før Februarrevolutionen blev det sendt til London for at blive trykt. Siden da er det gået hele jorden rundt, er blevet oversat til næsten alle sprog og tjener endnu i dag i de mest forskellige lande som ledetråd for den proletariske bevægelse. I stedet for det gamle forbunds motto: »Alle mennesker er brødre« trådte det nye kampråb: »Proletarer i alle lande, foren jer!«, der åbent proklamerede kampens internationale karakter. Sytten år senere genlød hele verden af dette kampråb som Den internationale arbejderassociations løsen, og i vore dage har det kæmpende proletariat i alle lande skrevet det på sin fane.

Februarrevolutionen brød ud. Øjeblikkelig overdrog den hidtidige centralledelse i London sine rettigheder til distriktet i Brüssel. Men denne beslutning indtraf på en tid, da der allerede herskede faktisk belejringstilstand i Brüssel, og da navnlig tyskerne ikke mere kunne forsamle sig noget sted. Vi stod allesammen netop i begreb med at tage til Paris, og derfor besluttede den nye centralledelse ligeledes at opløse sig selv, at overdrage alle sine fuldmagter til Marx og at give ham fuldmagt til straks at konstituere en ny centralledelse i Paris. Næppe havde de fem mand, der (den 3. marts 1848) tog denne beslutning, forladt hinanden, før politiet trængte ind i Marx' lejlighed, arresterede ham og den næste dag tvang ham til at rejse til Frankrig, hvor han netop ville tage hen.

I Paris mødtes vi snart alle igen. Her blev også affattet følgende dokument, som medlemmerne af den nye centralledelse undertegnede. Det blev udbredt i hele Tyskland, og mange kan også i vore dage lære noget af det:

»Krav opstillet af Det kommunistiske parti i Tyskland [8] .

1. Hele Tyskland erklæres for een udelelig republik.

3. Folkerepræsentanterne får løn, for at der også kan sidde arbejdere i det tyske folks parlament.

4. Almindelig folkevæbning.

7.     De fyrstelige og andre feudale godser, alle bjergværker, gruber o.s.v. forvandles til statsejendom. På disse godser drives der land-brug i stor stil og med videnskabens mest moderne hjælpemidler til fordel for helheden.

8.     Prioriteterne i bøndergårdene erklæres for statsejendom; renterne af disse prioriteter svarer bønderne til staten.

9.     I de egne, hvor forpagtning er udbredt, svares grundrenten eller fæsteafgiften som skat til staten.

11. Alle transportmidler: jernbaner, kanaler, dampskibe, veje, postvæsen o.s.v. overtages af staten. De forvandles til statsejendom og stilles til rådighed for den ubemidlede klasse.

14.    Arverettens indskrænkning.

15.    Indførelse af stærkt progressive skatter og afskaffelse af forbrugs-skatterne.

16. Oprettelse af nationalværksteder. Staten garanterer alle arbejderes eksistens og forsørger de arbejdsudygtige.

17. Almindelig gratis folkeopdragelse.

Det tyske proletariat, småborgerskabet og småbønderne, har interesse af med al deres energi at arbejde på at få de nævnte forholdsregler gennemført. Thi kun når de virkeliggøres, kan de millioner i Tyskland, der hidtil er blevet udbyttet af et lille antal, og som man vil forsøge på fortsat at undertrykke, komme i besiddelse af deres ret og af den magt, der tilkommer dem som skabere af al rigdom.

Komiteen:
Karl Marx. Karl Schapper. H. Bauer.
F. Engels. J. Moll. W. Wol ff .«

I Paris var det dengang en ren mani med revolutionære legioner. Spaniere, italienere, belgiere, hollændere, polakker, tyskere sluttede sig sammen i skarer for at befri deres respektive fædrelande. Den tyske legion blev ført af Herwegh, Bornstedt og Bornstein. Da alle udenlandske arbejdere straks efter revolutionen ikke blot blev arbejdsløse, men oven i købet forulempet af publikum, var der stærk tilstrømning til disse legioner. Den nye regering så i dem et middel til at slippe af med de fremmede arbejdere og bevilgede dem 1'étape du soldat, d.v.s. marchkvarterer og marchtillæg på 50 centimer om dagen til grænsen, hvor så udenrigsministeren, frasemageren Lamartine, der altid var rørt til tårer, nok skulle finde lejlighed til at forråde dem til deres respektive regeringer.

Vi satte os energisk imod denne legen revolution. At bryde ind i den daværende gæring i Tyskland med en invasion, der med tvang skulle importere revolutionen udefra, det ville være det samme som at spænde ben for revolutionen i Tyskland, styrke regeringerne og overgive selve legionerne — det borgede Lamartine for — værgeløse i de tyske troppers hænder. Da revolutionen så sejrede i Wien og Berlin, blev legionen først for alvor formålsløs; men man var nu engang begyndt, og derfor blev der spillet videre.

Vi stiftede en tysk kommunistisk klub, i hvilken vi rådede arbejderne til at holde sig fra legionen og i stedet enkeltvis at vende tilbage til deres hjemland og der virke for bevægelsen. Vor gamle ven Flocon, der sad i den provisoriske regering, udvirkede, at de arbejdere, vi sendte af sted, fik de samme rejsebegunstigelser, som legionærerne havde fået løfte om. Således fik vi sendt 3—400 arbejdere tilbage til Tyskland, deriblandt det store flertal af forbundets medlemmer.

Som det var let at forudse, viste forbundet sig at være altfor svagt overfor den bevægelse, der nu var brudt løs i folkemasserne. Tre fjerdedele af forbundets medlemmer, der tidligere boede i udlandet, havde skiftet opholdssted ved at vende tilbage til deres hjemland; deres gamle kredse var dermed for en stor del blevet opløst, og de mistede al føling med forbundet. En del af de mere ærgerrige blandt dem søgte heller ikke at få føling igen, men begyndte hver for sig en lille separatbevægelse for egen regning på deres hjemegn. Og endelig var forholdene i hver enkelt småstat, i hver provins, i hver by atter så forskellige, at forbundet ville have været ude af stand til at give andet end ganske almindelige direktiver; disse kunne imidlertid langt bedre udbredes gennem pressen. Kort sagt, fra det øjeblik, da de årsager ophørte, der havde nødvendiggjort det hemmelige forbund, holdt også det hemmelige forbund op med at betyde noget som sådant. Men dette kunne mindst af alt overraske de folk, der lige for nylig havde berøvet dette hemmelige forbund den sidste skygge af konspiratorisk karakter.

Men at forbundet havde været en fortrinlig skole for revolutionær virksomhed, det viste sig nu. Ved Rhinen, hvor »Neue Rheinische Zeitung« var et fast midtpunkt, i Nassau, Rhinhessen o.s.v. stod der alle vegne forbundsmedlemmer i spidsen for den radikal-demokratiske bevægelse. Det samme var tilfældet i Hamburg. I Sydtyskland var det stærke småborgerlige demokrati en hindring. I Breslau virkede Wilhelm Wolf med stort held til ud på sommeren 1848; han fik også et schlesisk mandat som suppleant til parlamentet i Frankfurt. Endelig stiftede sætteren Stephan Born, der havde virket som aktivt forbundsmedlem i Paris og Brüssel, et »arbejderbroderskab« i Berlin, der fik temmelig stor udbredelse og eksisterede indtil 1850. Born, en meget talentfuld ung mand, der imidlertid havde noget for travlt med at blive en stor mand som politiker, »forbrødrede« sig med det mest brogede selskab, blot for at samle en skare om sig, og han var ingenlunde en mand, der kunne bringe enhed i de modstridende tendenser og lys i kaos. I foreningens officielle publikationer blandes »Det kommunistiske manifest«s synspunkter derfor hulter til bulter med lavsmindelser og lavsønsker, stumper fra Louis Blanc og Proudhon, toldbeskyttelse o.s.v., kort sagt, man ville gøre alle tilpas. Specielt blev der organiseret strejker, fagforeninger og produktionsforeninger, men man glemte, at det fremfor alt drejede sig om ved hjælp af politiske sejre først at erobre et terræn, hvor sådanne ting i det lange løb alene lader sig gennemføre. Da så reaktionens sejre fik broderskabets ledere til at føle nødvendigheden af at tage direkte del i revolutionskampen, blev de selvfølgelig ladt i stikken af den forvirrede masse, som de havde samlet omkring sig. Born tog del i majoprøret i Dresden i 1849 og slap heldigt fra det. Men arbejderbroderskabet havde overfor proletariatets store politiske bevægelse vist sig at være et rent særforbund, der for en stor del kun eksisterede på papiret og spillede en så under-ordnet rolle, at reaktionen først fandt det nødvendigt at undertrykke det i 1850 og dets aflæggere, der vedblev at bestå, først flere år senere. Born, der egentlig hedder Buttermilch, blev ikke nogen stor politiker, men en lille professor i Schweiz, der ikke mere oversætter Marx til lavssprog, men derimod den blide Renan til sit eget sødladne tysk.

Med den 13. juni 1849 i Paris, med de tyske majopstandes nederlag og med russernes undertrykkelse af den ungarske revolution var en stor periode af revolutionen af 1848 afsluttet. Men reaktionens sejr var for så vidt endnu ingenlunde endelig. Det var en bydende nødvendighed at nyorganisere de splittede revolutionære kræfter og dermed også forbundets. Forholdene forbød igen — ligesom før 1848 — enhver offentlig organisation af proletariatet; man måtte altså påny organisere sig hemmeligt.

I efteråret 1849 mødtes de fleste medlemmer af de tidligere centralledelser og kongresser atter i London. Der manglede kun Schapper, der sad i Wiesbaden, men som ligeledes kom, efter at han var frikendt i foråret 185o, og Moll, der, efter at han havde udført en række yderst farlige rejser som udsending og agitator - tilsidst hvervede han midt i den preussiske armé i Rhinprovinsen kanonerer til det pfalziske artilleri [9] — indtrådte i det willichske korps' arbejderkompagni i Besan4on og blev dræbt af et skud i hovedet i kampen ved Murgfloden foran Rotenfelsbroen. Til gengæld blev Willich nu medlem. Willich var en af de følelsesbetonede kommunister, der efter 1845 var så hyppige i Vesttyskland, og som altså allerede derfor stod i instinktiv, skjult modsætning til vor kritiske retning. Han var imidlertid mere end det, han var en fuldstændig profet, overbevist om sin personlige mission som det tyske proletariats forudbestemte befrier, og som sådan direkte prætendent til det politiske ikke mindre end til det militære diktatur. Ved siden af den urkristelige kommunisme, som Weitling tidligere havde forkyndt, trådte der således en slags kommunistisk islam. Imidlertid indskrænkede propagandaen for denne nye religion sig foreløbig til flygtningekasernen, som Willich havde kommandoen over.

Forbundet blev altså nyorganiseret, man udstedte »henvendelsen« fra marts 1850 [10] , der er aftrykt i tillægget (IX, nr. 1), og Heinrich Bauer blev sendt til Tyskland som udsending. Henvendelsen, som Marx og jeg redigerede, er endnu interessant i vore dage, fordi det småborgerlige demokrati stadigvæk er det parti, der i den næste europæiske krise, der nu snart må forfalde (forfaldstiden for de europæiske revolutioner, 1815, 183o, 1848/52, 187o er i vort århundrede 15—18 år), ubetinget først må komme til roret i Tyskland som samfundets frelser fra de kommunistiske arbejdere. Meget af det, der er sagt der, passer altså endnu i vore dage. Heinrich Bauers sendelse blev kronet med fuldstændigt held. Den lille gemytlige skomager var den fødte diplomat. Han fik igen de tidligere forbundsmedlemmer, der dels var blevet slappe, dels opererede for egen regning, ind i den aktive organisation, navnlig også dem, der da var førere for arbejderbroderskabet. Forbundet begyndte i langt højere grad end før 1848 at spille en dominerende rolle i arbejder-, bonde- og gymnastikforeninger, så at allerede den næste henvendelse til kredsene i juni 185o (henvendelserne blev udsendt fire gange årligt) kunne konstatere, at student Schurz fra Bonn (senere amerikansk eksminister), der gennemrejste Tyskland i det småborgerlige demokratis interesse, »havde fundet, at alle brugelige kræfter allerede var i forbundets hånd« (se tillægget, IX, nr. 2). Forbundet var afgjort den eneste revolutionære organisation, der betød noget i Tyskland.

Hvad denne organisation imidlertid skulle tjene til, det afhang i meget væsentlig grad af, om udsigterne til et fornyet opsving for revolutionen virkeliggjordes, og dette blev i løbet af året 185o stadig mere usandsynligt, ja mere og mere umuligt. Industrikrisen i 1847, der havde forberedt revolutionen i 1848, var overstået; en ny, hidtil uhørt periode af industriel velstand var brudt frem; for den, der havde øjne at se med og brugte dem, måtte det være klart, at revolutionsstormen af 1848 efterhånden lagde sig.

»Under denne almindelige blomstring, hvori det borgerlige samfunds produktivkræfter udvikler sig så yppigt, som det overhovedet er muligt indenfor de borgerlige forhold, kan der ikke være tale om nogen virkelig revolution. En sådan revolution er kun mulig i perioder, hvor begge disse faktorer, de moderne produktivkræfter og de borgerlige produktionsformer, kommer i modstrid med hinanden. De forskellige kævlerier, hvormed repræsentanterne for de enkelte fraktioner indenfor det kontinentale ordensparti i øjeblikket forlyster sig og gensidigt kompromitterer hinanden, er langt fra at give anledning til nye revolutioner; tværtimod er disse kævlerier kun mulige, fordi grundlaget for forholdene i øjeblikket er så sikkert og — hvad reaktionen ikke ved — så borgerligt. Mod dette grundlag vil alle reaktionens forsøg på at bremse den borgerlige udvikling prelle af lige så sikkert som al demokraternes moralske forargelse og alle deres flammende proklamationer.« Således skrev Marx og jeg i »Revy fra maj til oktober 1850« i »Neue Rheinische Zeitung, Politisch-ökonomische Revue«, 5. og 6. hefte, Hamburg 1850, S.153 [11] .

Denne kølige opfattelse af situationen var imidlertid kætteri for mange folk på en tid, da Ledru-Rollin, Louis Blanc, Mazzini, Kossuth, og af mindre tyske lys Ruge, Kinkel, Gögg, og hvad de allesammen hed, i London i skarevis sluttede sig sammen til provisoriske fremtidsregeringer, ikke blot for deres respektive fædrelande, men for hele Europa, og hvor det nu kun kom an på at få fat i de nødvendige penge ved at optage et revolutionslån i Amerika for i en håndevending at virkeliggøre den europæiske revolution med samt de dermed selvfølgelige forskellige republiker. Hvem kan undre sig over, at en mand som Willich nu gik i vandet, og at også Schapper af gammel revolutionstrang lod sig snakke ørene fulde; at flertallet af arbejderne i London, for en stor del selv flygtninge, fulgte med dem over i de borgerligt demokratiske revolutionsmageres lejr? Kort sagt, den tilbageholdenhed, som vi forsvarede, var ikke efter disse folks smag; man skulle slutte sig til revolutionsmageriet; vi satte os ganske afgjort imod det. Der indtraf en splittelse; hvad der derefter skete, kan man læse i »Afsløringerne«. Så fulgte arrestationen, først af Nothjung, så af Haupt i Hamburg, der blev til forræder, idet han røbede navnene på central-ledelsen i Køln og skulle tjene som hovedvidne i processen; men hans slægtninge ville ikke opleve denne skændsel og fik ham ekspederet til Rio de Janeiro, hvor han senere nedsatte sig som købmand og som anerkendelse for sine fortjenester først blev preussisk og derefter tysk generalkonsul. Han er nu igen i Europa [12] .

For at lette forståelsen af det følgende meddeler jeg listen over de anklagede i Køln: 1) P. G. Roser, cigararbejder; 2) Heinrich Burgers, der senere døde som borgerlig-radikal landdagsmand; 3) Peter Nothjung, skrædder, for få år siden død i Breslau som fotograf; 4) W. I. Reiff; 5) dr. Hermann Becker, nu overborgmester i Køln og medlem af herrehuset; 6) Roland Daniels, læge, død få år efter processen af den svindsot, han havde pådraget sig i fængslet; 7) Karl Otto, kemiker; 8) dr. Abraham Jacoby, nu læge i New York; 9) dr. I. I. Klein, nu læge og borgerrepræsentant i Køln; 10) Ferdinand Freiligrath, der imidlertid allerede dengang var i London; 11) I. L. Ehrhard, kommis; 12) Friedrich Lessner, skrædder, nu i London. Efter at de offentlige forhandlinger for nævningeretten havde varet fra 4. oktober til 12. november 1852, blev følgende dømt for forsøg på højforræderi: Roser, Burgers og Nothjung til 6, Reiff, Otto, Becker til 5, Lessner til 3 års fæstningsstraf, Daniels, Klein, Jacoby og Ehrhard blev frikendt.

Med kølnerprocessen slutter den tyske kommunistiske arbejderbevægelses første periode. Umiddelbart efter domfældelsen opløste vi vort forbund; få måneder senere indgik også det Willich-Schapper’ske særforbund til den evige hvile.

*

Mellem dengang og nu ligger der en menneskealder. Dengang var Tyskland et land med håndværk og hjemmeindustri, der byggede på håndens arbejde; nu er det et stort industriland, der står midt i en vedvarende industrirevolution. Dengang måtte man søge de arbejdere sammen enkeltvis, der havde forståelse af deres stilling som arbejdere og deres historisk-økonomiske modsætning til kapitalen, fordi selve denne modsætning først var ved at opstå. Nu må man stille hele det tyske proletariat under undtagelseslove for blot at få dets udvikling til fuld bevidsthed om sin stilling som undertrykt klasse til at gå en smule langsommere. Dengang måtte de få folk, der var trængt frem til erkendelse af proletariatets historiske rolle, slutte sig sammen i al hemmelighed og i smug forsamle sig i små samfund på 3—20 mand. I vore dage behøver det tyske proletariat ikke mere en officiel organisation, hverken en offentlig eller en hemmelig [13] . den simple, selvfølgelige sammenhæng mellem ligesindede klassefæller er nok til uden nogen statutter, bestyrelser, beslutninger og andre håndgribelige former at få hele det tyske rige til at vakle. Bismarck er voldgiftsdommer i Europa, udenfor grænserne; men inde i landet vokser det tyske proletariats atletskikkelse, som Marx allerede forudså i 1844, daglig mere truende frem, den kæmpe, for hvem den snævre rigsdagsbygning, der er beregnet for filisteren, allerede bliver for lille, og hvis vældige skikkelse og brede skuldre vokser, indtil det øjeblik er nået, da han blot behøver at rejse sig fra sit sæde for at sprænge hele rigsforfatningens bygning i stumper og stykker. Og mere end det. Det europæiske og amerikanske proletariats internationale bevægelse er nu blevet så stærk, at ikke blot dens første snævre form — det hemmelige forbund —, men også dens anden, uden sammenligning mere omfattende form — den offentlige internationale arbejderassociation — er blevet en lænke for det, så at den simple solidaritetsfølelse, der hviler på forståelsen af klassestillingens ensartethed, er tilstrækkelig til at skabe og sammenholde det samme store proletariatets parti blandt arbejderne i alle lande og af alle tungemål. De teorier, som forbundet repræsenterede fra 1847/52, og som de vise filistre dengang kunne trække på skulderen af og behandle som nogle yderliggående galninges hjernespind, som nogle isolerede sektereres hemmelighedsfulde lære, de har nu utallige tilhængere i alverdens civiliserede lande, blandt de forviste i de sibiriske bjergværker og blandt guldgraverne i Kalifornien; og den, der grundlagde denne lære, sin tids mest forhadte, mest bagtalte mand, Karl Marx, var, da han døde, den rådgiver, som proletariatet i den gamle og den nye verden altid søgte og altid fandt rede.

London, den 8. oktober 1885.


Noter

[1]: