Sociale forhold i Rusland

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Trykt 1875 i »Volksstaat« og samme år som brochure.
Oversættelse: Ukendt. (Efter teksten i »Volksstaat«, sammenholdt med udgaverne af 1875 og 1894.)
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind II, side 43-56.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, september 2005.


Sociale forhold i Rusland

Hvad vort emne angår, så fortæller hr. Tkatjov de tyske arbejdere [1] , at jeg ikke engang har »et minimum af kendskab« til Rusland, men kun er i besiddelse af »uvidenhed«, og føler sig derfor tvunget til at skildre dem sagens sande sammenhæng og navnlig de grunde, der gør, at den sociale revolution netop nu kan gennemføres i Rusland med legende lethed, langt lettere end i Vesteuropa.

»Hos os findes der ikke noget byproletariat, det er ganske vist sandt; men til gengæld har vi heller ikke noget bourgeoisi ... vore arbejdere vil blot komme til at kæmpe mod den politiske magt — kapitalens magt ligger endnu i svøb hos os. Og De, min herre, vil vel vide, at kampen mod førstnævnte er langt lettere end mod sidstnævnte.«

Den omvæltning, der tilstræbes af den moderne socialisme, er sagt med få ord proletariatets sejr over bourgeoisiet og samfundets nyorganisering ved tilintetgørelse af al klasseforskel. Dertil hører ikke blot et proletariat, der gennemfører denne omvæltning, men også et bourgeoisi, i hvis hænder samfundets produktionskræfter har udviklet sig så langt, at de tillader klasseforskellenes endelige tilintetgørelse. Også hos vilde og halvvilde findes der hyppigt ingen klasseforskel, og hvert folk har gennemgået en sådan tilstand. Det kan ikke falde os ind at genfrembringe denne tilstand, simpelthen fordi klasseforskellene med nødvendighed vokser frem af den, efterhånden som samfundets produktionskræfter udvikles. Først på et vist, for vore tidsforhold endog meget højt udviklingstrin af samfundets produktivkræfter bliver det muligt at sætte produktionen i den grad i vejret, at afskaffelsen af klasseforskellen bliver et virkeligt fremskridt af varighed, uden at det fører til stilstand eller endog tilbagegang i samfundets produktions-måde. Dette udviklingstrin har produktivkræfterne imidlertid først nået i bourgeoisiets hånd. Bourgeoisiet er følgelig også i denne retning en ligeså nødvendig forudsætning for den socialistiske revolution som selve proletariatet. En mand, der kan sige, at denne revolution er lettere at gennemføre i et land, fordi dette ganske vist ikke ejer noget proletariat, men heller ikke noget bourgeoisi, beviser altså dermed kun, at han først skal til at lære socialismens ABC.

De russiske arbejdere — og disse arbejdere er, som hr. Tkatjov selv siger, »landarbejdere og som sådanne ikke proletarer, men besiddere« — har det altså lettere, fordi de ikke skal kæmpe mod kapitalens magt, men »blot mod den politiske magt«, mod den russiske stat. Og denne stat »ser kun på afstand ud som en magt ... den har ikke rod i folkets økonomiske liv; den legemliggør ikke en eller anden stands interesser ... hos Dem er staten ikke en tilsyneladende magt. Den hviler med begge ben på kapitalen; den legemliggør (!!) visse økonomiske interesser ... Hos os forholder det sig lige omvendt med denne sag — vor samfundsform har staten at takke for sin eksistens, denne stat, der så at sige hænger i luften, der ikke har noget tilfælles med den bestående sociale ordning, og som har sine rødder i fortiden, men ikke i nutiden.«

Lad os ikke opholde os ved den forvirrede forestilling, at de økonomiske interesser behøver den stat, som de selv skaber, for at få et legeme, eller ved den dristige påstand, at den russiske samfundsform (-som jo også bøndernes landsbyfællesskab hører til) har staten at takke for sin eksistens, eller ved den selvmodsigelse, at selve denne stat »ikke har noget tilfælles« med den bestående sociale ordning, som den dog selv skal have skabt. Lad os hellere straks se lidt på denne »stat, der hænger i luften«, og som heller ikke repræsenterer en eneste stands interesser.

I det europæiske Rusland ejer bønderne 105 millioner desjatiner, adelsmændene (sådan kalder jeg her for kortheds skyld de store grund-besiddere) 100 millioner desjatiner jord, hvoraf omtrent halvdelen falder på 15.000 adelsmænd, der altså gennemsnitlig hver ejer 33.000 desjatiner. Bøndernes jord er altså kun en ubetydelighed større end adelens jord. Adelsmændene har altså, som man ser, ikke mindste interesse i den russiske stats eksistens, der værner om deres ejendomsret til halvdelen af landet. Endvidere. Bønderne betaler af deres halvdel årligt 195 millioner rubler i grundskat, adelsmændene — 13 millioner! Adelens jorder er i gennemsnit dobbelt så frugtbare som bøndernes, fordi staten ved opgørelsen på grund af hoveriets afløsning ikke blot frakendte bønderne den meste, men også den bedste jord og tilkendte adelen den, og tilmed måtte bønderne for den dårlige jord betale adelen prisen på den bedste. Og den russiske adel har ingen interesse i den russiske stats eksistens!

Bønderne er — hvad deres masse angår — ved afløsningen kommet i en i høj grad elendig, fuldstændig uholdbar stilling. Ikke blot har man taget den største og bedste del af deres jord fra dem, så at bøndernes jordlodder i alle frugtbare egne af riget — efter russiske landbrugsforhold — er alt for små til, at de kan leve af det. Ikke blot blev den for deres vedkommende sat til en alt for høj pris, som staten lånte dem, og som de nu skal forrente og efterhånden afdrage til staten. Ikke blot er næsten hele grundskattens byrde væltet over på dem, mens adelen går næsten helt fri — så at alene grundskatten opæder hele jordrenteværdien af bøndernes jord og mere end det, og alle de penge, som bonden yderligere skal betale, og som vi straks vil komme ind på, er direkte fradrag fra den del af hans indtægt, der repræsenterer arbejdslønnen. Nej. Til grundskatten, til forrentning og afdrag på statslånet kommer efter det nyindførte lokalstyre endnu provins- og amtsskatter. Den væsentligste følge af denne »reform« var en ny skattebyrde for bønderne. Staten beholdt i det store og hele sine indtægter, men væltede en stor del af udgifterne over på provinserne og amterne, der til gengæld udskrev nye skatter, og i Rusland er reglen den, at de højere stænder næsten er skattefri, mens bonden næsten betaler det hele.

En sådan situation er som skabt for ågerkarlen, og med russernes næsten mageløse talent til handel på et lavt trin, til udnyttelse af chancen til at gøre forretning og til det derfra uadskillelige snyderi — allerede Peter I. sagde jo, at en russer kan gøre det af med tre jøder — findes ågerkarlen næsten alle vegne. Når den tid nærmer sig, hvor skatten skal betales, så kommer ågerkarlen, kulaken — tit en rig bonde fra samme sogn — og tilbyder sine rede penge. Bonden skal under alle omstændigheder have pengene og må uden at knurre tage mod ågerkarlens betingelser. Dermed kommer han endnu mere i klemme og har brug for flere og flere rede penge. I høsttiden kommer kornhandleren; pengebehovet tvinger bonden til at sælge en del af det korn, som han og hans familie skal have til at leve af. Kornhandleren udbreder falske rygter, der trykker priserne, betaler en lavere pris og oven i købet tit i forskellige varer, som han beregner højt; thi også systemet med betaling i naturalier (trucksystemet) er højt udviklet i Rusland. Ruslands store korneksport hviler, som man ser, ganske direkte på bondebefolkningens sult. — En anden slags bondeudbytning er denne: en spekulant forpagter domænejord af regeringen for en længere årrække og dyrker den selv, så længe den giver godt udbytte uden gødning; så stykker han den ud i parceller og bortforpagter den udpinte jord mod en høj afgift til omegnens bønder, der ikke kan klare sig med deres jordlod. Mens vi ovenfor havde det engelske trucksystem, så havde vi her nøjagtig de irske mellemmænd (middlemen). Kort sagt, så primitivt barbarisk det borgerlige samfund end er, så er der dog ikke et land, hvor det kapitalistiske snylteri er så udviklet, og hvor hele landet i den grad er omspændt og hele folkets masse indspundet af dets net som netop i Rusland. Og alle disse bondeudsugere skulle ikke være interesseret i den russiske stats eksistens, hvis love og domstole beskytter deres pæne og indbringende affærer?

Bourgeoisiet i Petersborg, Moskva og Odessa, der i de sidste ti år har udviklet sig uhørt hurtigt, navnlig på grund af jernbanerne, og i de sidste svindelår har »krakket lystigt med«, korn-, hamp-, hør- og tælleeksportørerne, hvis hele forretning bygger på bøndernes elendighed, hele den russiske storindustri, der kun. eksisterer takket være den beskyttelsestold, som staten bevilger den, alle disse betydelige og hurtigt voksende befolkningselementer skulle ikke være interesserede i den russiske stats eksistens? For slet ikke at tale om den talløse hær af embedsmænd, som oversvømmer og udplyndrer Rusland og her udgør en virkelig stand. Og når hr. Tkatjov forsikrer os, at den russiske stat ikke har »rod i folkets økonomiske liv, den legemliggør ikke en eller anden stands interesser«, den hænger »i luften«, så forekommer det os, at det ikke er den russiske stat, der hænger i luften, men tværtimod hr. Tkatjov.

At de russiske bønders stilling efter frigørelsen fra livegenskabet er blevet uudholdelig og i det lange løb uholdbar, og at en revolution allerede af den grund er i anmarch i Rusland, det er klart. Spørgsmålet er kun, hvad kan, hvad vil resultatet af denne revolution blive? Hr. Tkatjov siger, at det vil blive en social revolution. Det er en ren tautologi. Enhver virkelig revolution er en social revolution, idet den bringer en ny klasse til magten og tillader den at omforme samfundet i sit eget billede. Men han vil sige, at den vil blive en socialistisk revolution, at den vil indføre den samfundsform i Rusland, som den vesteuropæiske socialisme tilstræber, endnu før vi når frem til den i Vesteuropa — og det under samfundsforhold, hvor både proletariat og bourgeoisi blot forekommer spredt og på et lavt udviklingstrin. Og dette skal være muligt, fordi russerne så at sige er socialismens udvalgte folk og har artelet og fællesejet til jorden.

Artelerne, som hr. Tkatjov kun nævner i forbigående, men som vi tager med her, fordi de allerede fra Herzens tid har spillet en hemmelighedsfuld rolle hos mange russere, artelerne er en form for samvirke, der er vidt udbredt i Rusland, den simpleste form for fri kooperation, som den under jagten forekommer hos jægerfolk. Ordet og sagen er ikke af slavisk, men af tatarisk oprindelse. Begge dele findes hos kirgisere, jakuter o.s.v. på den ene side, og hos lapper, samojeder og andre finske folk på den anden. [2]

Derfor udvikler artelet i Rusland sig oprindelig mod nord og øst, hvor man kommer i berøring med finner og tatarer, og ikke mod sydvest. Det barske klima nødvendiggør industriel virksomhed af forskellig art, og man erstatter så vidt muligt mangelen på kapital og byernes svage udvikling med denne form for kooperation. — Et af de mest karakteristiske kendetegn for artelet, medlemmernes solidariske ansvar for hinanden overfor tredjemand, hviler oprindelig på blodets bånd, ligesom det solidariske ansvar (»Gewere«) hos de gamle tyskere, blod-hævnen o.s.v. — Forøvrigt bruges ordet artel i Rusland ikke blot for enhver art fælles virksomhed, men også for enhver art fælles institutioner. Børsen er også et artel. — I arbejderartelerne vælges der altid en formand (starosta, ældste), der indtager stillingen som kasserer, bogholder o.s.v., og, hvis det er nødvendigt, som forretningsfører, og får en særlig løn. Sådanne arteler findes:

1.       for midlertidige foretagender, der opløses, når de har opfyldt deres formål;

2.       for medlemmer af et og samme erhverv, f. eks. bybude o.s.v.;

3.       for egentlige industrielle foretagender af varig karakter.

Ved oprettelsen underskriver alle medlemmer en kontrakt. Hvis medlemmerne nu ikke kan tilvejebringe den nødvendige kapital, hvad der forekommer meget ofte, f. eks. med osterier og fiskerlag (til net, både o.s.v.), så slår ågerkarlen sin klo i artelet, idet han udlåner de manglende penge til høje renter og fra nu af kan putte den største del af arbejdsudbyttet i sin egen lomme. Endnu modbydeligere udbyttes de arteler, der som en helhed udlejer sig til en arbejdsgiver som lønarbejdspersonale. De dirigerer selv deres industrielle virksomhed og sparer således kapitalisten for omkostningerne ved et opsyn. Kapitalisten lejer hytter ud til bolig for medlemmerne og giver dem levnedsmidler som forskud, og således udvikler der sig igen det mest afskyelige trucksystem. Dette er tilfældet hos skovarbejderne og tjærebrænderne i guvernementet Arkhangelsk, mange erhverv i Sibirien o.s.v. (jfr. Flerovskij: Polosjenije rabotjevo klassa v Rossii. Arbejderklassens stilling i Rusland, St. Petersborg, 1869). Her tjener artelet altså til at gøre det væsentligt lettere for kapitalisterne at udbytte lønarbejderne. Men på den anden siden findes der også arteler, der selv igen beskæftiger lønarbejdere, som ikke er medlemmer af sammenslutningen.

Man ser, at artelet er en naturgroet og derfor endnu meget uudviklet kooperativ sammenslutning og som kooperativ sammenslutning ingenlunde udelukkende russisk, endsige slavisk. Sådanne sammenslutninger danner der sig allevegne, hvor der er et behov for dem. Dette gælder således mejerier i Schweiz og fiskere i England, hvor de endog er meget forskelligartede. De schlesiske jordarbejdere (tyskere, ikke polakker), der i fyrrerne har bygget så mange tyske jernbaner, var organiseret i fuldstændige arteler. Når denne form er så stærkt fremtrædende i Rusland, beviser det ganske vist, at der eksisterer en stærk trang til samvirke i det russiske folk, men det beviser dog langtfra, at det ved hjælp af denne trang uden videre er i stand til at springe fra artelet over i den socialistiske samfundsordning. Dertil hører fremfor alt, at artelet selv bliver udviklingsdygtigt, at det skiller sig af med sin oprindelige skikkelse, i hvilken det, som vi har set, mindre tjener arbejderne end kapitalen, og at det mindst hæver sig op til samme standpunkt som de vesteuropæiske kooperative sammenslutninger. Men hvis vi for en gangs skyld tør stole på hr. Tkatjov (hvilket imidlertid efter alt, hvad der er gået forud, er mere end voveligt), så er dette ingenlunde tilfældet. Tværtimod forsikrer han os med en stolthed, der er i høj grad betegnende for hans standpunkt: »Hvad angår de kooperativ- og kreditassociationer, der i den seneste tid på kunstig måde er blevet omplantet til Rusland efter tysk (!) mønster, så er disse blevet modtaget med fuldstændig ligegyldighed af flertallet af vore arbejdere og har næsten overalt haft fiasko«, Den moderne kooperation har i hvert fald bevist, at den med fordel kan drive storindustri for egen regning (spinderi og væveri i Lancashire). Artelet er indtil nu ikke blot ude af stand til dette, det vil endog nødvendigvis blive kvalt af storindustrien, hvis det ikke udvikler sig videre.

De russiske bønders landsbyfællesskab blev omkring 1845 opdaget af den preussiske regeringsråd Haxthausen og udbasuneret for alverden som noget ganske vidunderligt, skønt Haxthausen endnu kunne finde rester nok af det i sin westfalske hjemstavn og som regeringsembedsmand endog var forpligtet til at kende dem nøje. Først fra Haxthausen fik Herzen, der selv var russisk godsejer, at vide, at hans bønder ejede jorden i fællesskab, og benyttede sig heraf til at fremstille de russiske bønder som socialismens sande bærere, som fødte kommunister, i modsætning til arbejderne i det aldrende, rådnende Vesteuropa, der først kunstigt måtte trække socialismen frem ved hårene. Fra Herzen kom denne viden til Bakunin og fra Bakunin til hr. Tkatjov. Lad os høre, hvad han siger:

»Vort folk ... er for det store flertals vedkommende ... gennemtrængt af ejendomsfællesskabets principper; det er, om man tør udtrykke sig således, kommunistisk , af instinkt og tradition. Kollektiv-ejendommens ide er så nøje sammenvokset med det russiske folks hele verdensanskuelse (vi vil straks få at se, hvor langt den russiske bondes verden rækker), at regeringen nu, da den begynder at begribe, at denne ide ikke kan forenes med et »velordnet« samfunds principper, og da den i disse princippers navn vil indprente den individuelle ejendoms ide i folkebevidstheden og folkelivet, kun kan nå dette ved bajonettens og knuttens hjælp. Deraf fremgår, at vort folk, trods sin uvidenhed, står socialismen langt nærmere end folkene i Vesteuropa, skønt disse er mere oplyste.«

I virkeligheden er landsbyfællesskabet en institution, som vi på et lavt udviklingstrin finder hos alle indogermanske folk fra Indien til Irland og endogså hos malajerne, der har udviklet sig under indisk indflydelse, f.eks. på Java. Endnu i 1608 brugte englænderne landsby-fællesskabet i det nyerobrede nordlige Irland, hvor det endnu stod ved magt, som et påskud til at erklære landet for herreløst og til som sådant at konfiskere det for kronen. I Indien eksisterer der endnu den dag i dag en hel række former for landsbyfællesskab. I Tyskland har det været almindeligt; de almindinger, der endnu forekommer hist og her, er en rest af det; tillige findes der, navnlig i bjergene, meget ofte tydelige spor af det, midlertidige delinger af landsbyjorden o.s.v. De nøjere beviser og enkeltheder vedrørende det oldtyske landsbyfællesskab kan man finde i Maurers forskellige skrifter, der er klassiske på dette område. I Vesteuropa inklusive Polen og Lillerusland blev dette landsby-fællesskab på et vist trin af samfundets udvikling til en lænke, en hemsko for landbrugsproduktionen og blev mere og mere afskaffet. I Storrusland derimod (d.v.s. i det egentlige Rusland) har det holdt sig indtil den dag i dag og afgiver dermed i første række et bevis for, at landbrugsproduktionen og de dertil svarende samfundstilstande på landet her endnu befinder sig på et meget uudviklet trin, hvilket også virkelig er tilfældet. Den russiske bonde lever og virker kun i sin landsby; hele den øvrige verden eksisterer kun for ham, forsåvidt som den blander sig ind i denne hans landsby. Dette er tilfældet i så høj grad, at det samme russiske ord, mir, betyder dels »verden« og dels »landsbyfællesskab«. Ves mir, hele verden, betyder for bonden landsbymedlemmernes forsamling. Når hr. Tkatjov altså taler om de russiske bønders »Verdensanskuelse«, så har han åbenbart oversat det russiske mir forkert. En sådan fuldstændig isolering af de enkelte kommuner, som ganske vist skaber ensartede, men det stik modsatte af fælles interesser i hele landet, er det oprindelige grundlag for den orientalske despotisme, og fra Indien til Rusland har denne samfundsform, hvor den var fremherskende, atter og atter frembragt denne despotisme og er atter og atter blevet suppleret af den. Ikke blot den russiske stat i al almindelighed, men endog dens specielle form, tsardespotismen, er i stedet for at hænge i luften et nødvendigt og logisk produkt af de russiske samfundstilstande, som den ifølge hr. Tkatjov »ikke har noget tilfælles med«! Ruslands videre udvikling i borgerlig retning ville også her lidt efter lidt have tilintetgjort landsbyfællesskabet, uden at den russiske regering behøver at skride ind med »bajonetter og knut«. Og dette så meget mere som landsbyjorden i Rusland ikke dyrkes af bønderne i fællesskab, så at det først er afgrøden, der deles, ligesom dette endnu er tilfældet i nogle egne af Indien; jorden fordeles tværtimod fra tid til anden mellem de enkelte familieoverhoveder, og hver dyrker sin egen lod. Følgelig er der mulighed for en stor forskel mellem bøndernes velstand, og dette er faktisk også tilfældet. Næsten overalt findes der blandt dem nogle rige bønder — hist og her millionærer —, der optræder som ågerkarle og udsuger bøndernes masse. Ingen ved dette bedre end hr. Tkatjov. Mens han bilder de tyske arbejdere ind, at man kun med knut og bajonet kan drive »kollektivejendommens ide« ud af de russiske bønder, disse kommunister af instinkt og tradition, fortæller han i sin russiske pjece s. 15: »I bøndernes midte er en klasse af ågerkarle (kulakov), af opkøbere og forpagtere af bonde- og adelsjord ved at arbejde sig frem — et bondearistokrati.« Det er blodsugere af samme kaliber som dem, vi nærmere har skildret ovenfor.

Det hårdeste stød for landsbyfællesskabet var atter hoveriets afskaffelse. Adelsmanden fik tildelt den største og bedste del af jorden; bønderne fik knap tilstrækkeligt, ofte ikke så meget, at de kunne leve af det. Tillige blev skovene tilkendt adelen; det brænde, gavntræ og tømmer, som bonden tidligere kunne hente gratis der, må han nu købe. Således har bonden nu ikke andet end sit hus og den bare jord uden at have midler til at dyrke den og gennemsnitlig ikke jord nok til at holde sig selv og sin familie i live fra den ene høst til den anden. Under sådanne forhold og under tryk af skatter og åger er landsbyfællesskabet ikke mere en velgerning, det bliver til en lænke. Bønderne løber hyppigt fra det, med eller uden familie, for at ernære sig som omrejsende arbejdere, og lader deres jord ligge hen. [3]

Man ser, at landsbyfællesskabet i Rusland forlængst har passeret sin blomstringstid og åbenbart går sin opløsning i møde. Alligevel er der ubestrideligt mulighed for at udvikle denne samfundsform til en højere, såfremt den holder sig sålænge, at forholdene er modne til det, og såfremt den viser sig at være udviklingsdygtig på den måde, at bønderne ikke mere dyrker jorden hver for sig, men i fællesskab [4] ; og der er mulighed for at udvikle den til denne højere form, uden at de russiske bønder behøver at gennemgå det mellemliggende trin: den borgerlige parcelejendom. Dette kan imidlertid kun ske, hvis der i Vesteuropa endnu før landsbyfællesskabets fuldstændige forfald gennemføres en sejrrig proletarisk revolution, som giver den russiske bonde forudsætningerne for denne udvikling, navnlig også de materielle, som han behøver for at gennemføre den omvæltning i hele sit landbrugssystem som nødvendigvis er forbundet med den. Det er altså den rene snak, når hr. Tkatjov siger, at de russiske bønder, skønt de er »besiddere«, står »socialismen nærmere« end de besiddelsesløse arbejdere i Vesteuropa. Det stik modsatte er tilfældet. Hvis der er noget, der endnu kan redde det russiske landsbyfællesskab og give det lejlighed til at udvikle sig til en ny, virkelig levedygtig form, så er det en proletarisk revolution i Vesteuropa.

Hr. Tkatjov tager det ligeså nemt med den politiske revolution som med den økonomiske. Det russiske folk, fortæller han, »protesterer uophørligt« mod slaveriet, snart i form af »religiøse sekter ... skattenægtelse ... røverbander (de tyske arbejdere vil sikkert glæde sig over, at Schinderhannes således er fader til det tyske socialdemokrati) ... brandstiftelser ... oprør ... og derfor kan man kalde det russiske folk en revolutionær af instinkt«. Og følgelig er Tkatjov overbevist om, at »det kun er nødvendigt at vække den følelse af forbitrelse og utilfredshed, der har ophobet sig, og som ... altid koger i vort folks bryst, på flere steder samtidig«. Så skal »foreningen af de revolutionære kræfter nok komme af sig selv, og kampen for folkets sag ... få et gunstigt udfald. Den praktiske nødvendighed, selvopholdelsesdriften« fører så helt af sig selv til »et fast og ubrydeligt forbund mellem de protesterende fællesskaber«.

Lettere og mere behageligt kan man slet ikke forestille sig en revolution. Man slår løs samtidig på tre, fire steder, og de »revolutionære af instinkt«, den »praktiske nødvendighed«, »selvopholdelsesdriften« skal så gøre resten »af sig selv«. Hvorfor revolutionen i betragtning af denne legende lethed ikke forlængst er blevet gennemført, hvorfor folket ikke er blevet befriet og Rusland forvandlet til et socialistisk mønsterland, det er fuldstændig ubegribeligt.

I virkeligheden ligger sagen ganske anderledes. Det russiske folk, denne revolutionære af instinkt, har ganske vist gjort talløse spredte bondeoprør mod adelen og mod enkelte embedsmænd, men aldrig mod tsaren, med mindre da en falsk tsar stillede sig i spidsen for det og gjorde krav på tronen. Det sidste store bondeoprør under Katarina II. blev kun muligt, fordi Jemeljan Pugatjov udgav sig for hendes ægte-fælle Peter III., der ikke skulle være blevet myrdet af sin hustru, men afsat og kastet i fængsel, og som nu var undveget. Tsaren er tværtimod den russiske bondes jordiske gud: bog vysok, tsar daljok, der er højt til gud og langt til tsaren, er hans nødskrig. At bondebefolkningens masse, navnlig efter hoveriets afløsning, er kommet i en stilling, der mere og mere tvinger den ud i kampen også mod regeringen og tsaren, det er der ikke tvivl om; men legenden om denne »revolutionære af instinkt« må hr. Tkatjov forsøge sig andre steder med.

Og så, selvom de russiske bønders masse virkelig var nok så revolutionær af instinkt, selvom vi forestiller . os, at man kunne gøre revolution på bestilling, ligesom man laver et stykke blomstret katun eller en tekedel, — selv i så fald spørger jeg, er det tilladt et menneske, der er over tolv år gammelt at forestille sig en revolutions gang på en så ovenud barnlig måde, som det sker her? Og nu må man desuden huske på, at dette blev skrevet, efter at den første revolution, der var fabrikeret efter denne bakunistiske model — revolutionen af 1873 i Spanien —, var strandet så brillant. Også der slog man løs på flere steder samtidig. Også der regnede man med, at den praktiske nødvendighed, selvopholdelsesdriften nok af sig selv skulle tilvejebringe et fast og ubrydeligt forbund mellem de protesterende kommuner. Og hvad skete der? Hver kommune, hver by forsvarede kun sig selv, fordi der ikke var tale om gensidig støtte, og med kun 3.000 mand slog Pavia i løbet af 14 dage den ene by efter den anden og gjorde ende på hele den anarkistiske herlighed. (Jfr. min artikel »Bakunister ved arbejdet«, hvor dette er skildret i enkeltheder.)

Der er ingen tvivl om, at Rusland står lige foran en revolution. Finanserne er i højeste grad rystede. Skatteskruen nægter at fungere, renterne af den gamle statsgæld bliver betalt med nye lån, og hvert nyt lån støder på større vanskeligheder; man kan jo nu kun skaffe sig penge ved at bruge jernbaneanlæg som påskud! Administrationen er fra gammel tid fuldstændig korrumperet; embedsmændene har altid levet mere af tyveri, bestikkelse og pengeafpresning end af deres løn. Hele landbrugsproduktionen — der er langt den væsentligste for Rusland — er bragt i fuldstændig forvirring af afløsningen i 1861: de store godser er uden tilstrækkelig arbejdskraft, bønderne uden tilstrækkelig jord, de knuges af skatten og udsuges af ågerkarle; landbrugets produktion aftager fra år til år. Det hele holdes møjsommeligt og udvendigt sammen af en orientalsk despotisme, hvis vilkårlighed vi i Vesteuropa slet ikke kan gøre os nogen forestilling om; en despotisme, der ikke blot fra dag til dag kommer i stadig mere skrigende modsætning til de oplyste klassers anskuelser og navnlig til de anskuelser, det hurtigt voksende bourgeoisi i hovedstaden nærer, men som også under sin nuværende bærer er kommet i vildrede med sig selv, som den ene dag gør indrømmelser til liberalismen for den næste forskrækket at tage dem tilbage igen, og som derved mere og mere mister al tillid. Samtidig er der i de mere oplyste lag af nationen, der er koncentreret i hovedstaden, en tiltagende erkendelse af, at denne stilling er uholdbar, at der forestår en omvæltning, og man nærer den illusion, at man kan lede denne omvæltning over i et roligt konstitutionelt leje. Her findes alle betingelser for en revolution forenet, en revolution, der indledes af de højere klasser i hovedstaden, måske endog af selve regeringen, og som bønderne hurtigt må drive videre frem udover den første konstitutionelle fase: en revolution, der vil være af største betydning for hele Europa, allerede fordi den med eet slag tilintetgør den fælleseuropæiske reaktions sidste, hidtil urørte reserve. Denne revolution er tydeligt i anmarch. Der er kun to begivenheder, der måske kan få den til at trække ud: en heldig krig mod Tyrkiet eller Østrig, hvortil der hører penge og solide alliancer, eller også — et for tidligt oprørsforsøg, der atter driver de besiddende klasser over i regeringens arme.


Noter

[1]: Tkatjov«, som P. N. Tkatjov havde offentliggjort som svar på Engels' kritik af hans narodnikiske anskuelser. Engels' kritik var trykt i 1874 i »Volksstaat« nr. 117 og 118. — Red.

[2]: Om artel o.a. kan man sammenligne: »Sbornik materialov ob arteljakh v Rossii« (Samling af materialer om artelerne i Rusland), St. Petersburg 1873, 1. hefte. (Note af Engels).

[3]: Om bøndernes stilling kan man bl.a. se den officielle beretning fra Regeringskommissionen vedrørende produktionen på landet (1873), endvidere Skaldin, »V sakholustje i v stolitse« (I afkrogen og i hovedstaden), Petersburg 1870; det sidste skrifts forfatter er liberalkonservativ. (Note af Engels).

[4]: I Polen, især i guvernementet Grodno, hvor adelen for størstedelen er ruineret som følge af opstanden i 1863, køber eller forpagter bønderne nu ofte adelige godser og dyrker dem uopdelte og for fælles regning. Og disse bønder har ikke i århundreder kendt fælleseje og er ikke storrussere, men polakker, litauere og hviderussere. (Note af Engels).


Sociale forhold i Rusland

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere