| Tilbage | Næste |
Det er i dag latterligt og malplaceret at snakke om fælles handling med Den Syndikalistiske Liga eller med Komiteen for fagforeningernes uafhængighed. Monatte har taget det endelige skridt. Han har allieret sig med Dumoulin mod kommunismen, mod oktoberrevolutionen og mod den proletariske revolution i almindelighed. For Dumoulin er en af de særligt farlige og forræderiske fjender af den proletariske revolution. Det har han demonstreret i handling på den mest frastødende måde. I lang tid har han lusket omkring på venstrefløjen for blot i det afgørende øjeblik at forene sig med Jouhaux, dvs. med kapitalens mest krybende og mest korrupte agent. Opgaven for den ærlige revolutionære består frem for alt i Frankrig, hvor ustraffede forræderier er utallige, i at påminde arbejderne om fortidens erfaringer, at hævde ungdommens uforsonlighed, utrætteligt at fortælle historien om Anden Internationales og den franske syndikalismes forræderi og at afsløre den skændige rolle, som ikke alene Jouhaux og kompagni spillede, men frem for alt også de franske " venstre" syndikalister som Merrheim og Dumoulin. Den som ikke formidler denne elementære opgave til den ny generation berøver sig for altid retten til revolutionær tillid. Kan man for eksempel bevare blot en skygge af respekt for de franske anarkister, når de atter fremstiller den gamle bajads Sebastian Faure som " antimilitarist" , men som affyrede pacifistiske fraser i fredstid og kastede sig i armene på Malvy [1] , dvs. i armene på den franske børs [2] ved krigens begyndelse? Den der søger at pakke disse kendsgerninger ind i glemslens slør, som giver politisk amnesti til politiske forrædere kan kun blive betragtet af os som en uforbederlig forræder.
Monatte har taget det endelige skridt. Fra at have været en ubestemt forbundsfælle er han først gået hen og blevet den tøvende modstander og senere direkte fjende. Vi må sige dette til arbejderne, klart, højt og skånselsløst.
For enfoldige mennesker, men også for visse svindlere, der spiller enfoldige kan vor vurdering synes overdreven og " uretfærdig" . Monatte forener sig jo netop med Dumoulin udelukkende for at genoprette enheden i " fagbevægelsen" . Kun derfor! Forstår I, fagforeningerne er ikke et parti eller en " sekt" . Fagforeningerne må, forstår I, omfatte hele arbejderklassen, alle dens strømninger. Man kan derfor arbejde på fagforeningsområdet ved Dumoulins side og hverken tage ansvar for hans fortid eller hans fremtid. Overvejelser af denne slags danner en hel kæde af billige spidsfindigheder, som de franske syndikalister og socialister ynder at jonglere med, når de vil skjule et noget ildelugtende arbejde.
Hvis der i Frankrig eksisterede enhedsfagforeninger, ville de revolutionære selvfølgelig ikke have forladt organisationen på grund af presset fra forrædere, vendekåber og bestukne agenter for imperialismen. De revolutionære ville ikke selv have taget initiativet til en splittelse. Men mens de tilsluttede sig eller forblev i disse fagforeninger, ville de have rettet alle deres anstrengelser mod en afsløring af forræderne over for masserne, for at svække troen på disse forrædere på baggrund af massernes egne erfaringer, for at isolere dem og berøve dem den tillid de nyder, og for til sidst at hjælpe masserne med at udstøde dem. Det alene kan retfærdiggøre de revolutionæres deltagelse i de reformistiske fagforeninger.
Men Monatte arbejder slet ikke side om side med Dumoulin i fagforeningerne, som bolsjevikkerne mange gange var nødt til med mensjevikkerne, samtidig med, at de førte en systematisk kamp mod dem. Nej, Monatte har forenet sig med Dumoulin som en forbundsfælle omkring en fælles platform, og sammen med ham skabt en politisk klike eller " sekt" , der udtrykker sig i den franske syndikalismes sprog, for senere hen at føre et politisk korstog for erobring af fagbevægelsen. Monatte kæmper ikke imod forræderne på fagforeningsområdet; tværtimod har han forenet sig med Dumoulin og taget ham under sin beskyttelse samtidig med, at han præsenterer sig for masserne som Dumoulins læremester. Monatte fortæller masserne, at man roligt kan gå hånd i hånd med Dumoulin mod kommunisterne, mod Den Røde Faglige Internationale, mod oktoberrevolutionen og følgelig mod den proletariske revolution i almindelighed. Det er den usminkede sandhed, som vi må tale åbent ud om til arbejderne.
Da vi engang karakteriserede Monatte som en centrist der glider mod højre, søgte Chambelland [3] at forvandle denne fuldt ud videnskabelige definition til en billig vittighed, og sendte oven i købet den centristiske betegnelse tilbage til os, akkurat som en fodboldsspiller sender bolden tilbage ved at ramme den med sit hoved. Ak, men sommetider går det ud over hovedet: Ja, Monatte var en centrist og i hans centrisme indeholdes alle elementerne af den opportunisme, han manifesterer i dag.
I forbindelse med henrettelsen af de indokinesiske revolutionære [4] i dette forår, udviklede Monatte indirekte følgende handlingsplan: " Jeg forstår ikke, hvorfor partierne og organisationerne, som bestemmer over de nødvendige midler under sådanne omstændigheder ikke sender repræsentanter og journalister ud for at efterforske på stedet. Ud fra Kommunistpartiets dusin parlamentsmedlemmer og ud af Socialistpartiets hundrede, kunne de da ikke vælge en undersøgelseskommission, som skulle overdrages midler til en kampagne, der var i stand til at få kolonialisterne til at trække sig tilbage og frelse de fordømte?" (Revolution Prolétarienne, nr. 104.)
Med en ordensduks' bydende bebrejdelser gav Monatte kommunisterne og socialdemokraterne råd om, hvordan man skulle kæmpe mod " kolonialisterne" . For ham var socialpatrioterne og kommunisterne for seks måneder siden folk fra den samme lejr, der blot havde at følge Monattes råd for at føre en korrekt politik. For Monatte eksisterede end ikke spørgsmålet om at forstå, hvordan socialpatrioterne kan kæmpe mod " kolonialisterne" , når de er tilhængere og praktiske udøvere af den koloniale politik. Kan kolonierne, dvs. nationerne, stammerne og racerne måske styres uden at likvidere de oprørere og revolutionære, som forsøger at frigøre sig fra det tyngende koloniale åg? Zyromsky [5] og hans ligesindede har intet imod at præsentere en skrivebordsprotest mod kolonial bestialitet ved enhver gunstig lejlighed, men det forhindrer dem ikke i at tilhøre det social-koloniale parti, som styrede det franske proletariat i en chauvinistisk retning under krigen, hvis hovedformål var at bevare og udvide kolonierne til gavn for det franske borgerskab. Monatte har glemt alt dette. Han ræsonnerede som om der efter dette ikke havde været store revolutionære begivenheder i en række vestlige og orientalske lande, og som om forskellige strømninger ikke var blevet revideret i handling og tydeliggjort af erfaringen. For seks måneder siden foregav Monatte at begynde helt forfra igen. Og i denne tid gjorde historien nar af ham. MacDonald [6] , de franske syndikalisters trosfælle, til hvem Louzon for nylig gav nogle mageløse råd, sender ikke befriende undersøgelseskommissioner til Indien, men bevæbnede tropper og kommer i en heftig kamp med hinduerne på en mere modbydelig måde end nogen Curzon [7] . Og alle de engelske fagforeningsskurke billiger dette slagterarbejde. Er det tilfældigt?
I stedet for, under indflydelse af de nye erfaringer, at vende ryggen til den hykleriske " neutralitet" og "uafhængighed" har Monatte tværtimod taget et nyt skridt. Denne gang et afgørende skridt over i armene på de franske McDonalds og Thomas'er [8] . Vi har intet mere at diskutere med Monatte.
De "uafhængige" syndikalisters blok med borgerskabets erklærede agenter er meget symptomatisk. I spidsborgernes øjne ser det ud som om repræsentanterne fra begge lejre havde taget et skridt mod hinanden i enhedens navn, mod en afslutning af broderstriden og andre yndige fraser. Der findes ikke noget mere frastødende og mere falskt end dette frasemageri. Betydningen af denne blok er i virkeligheden en helt anden.
I arbejderbureaukratiets forskellige kredse og delvis også i arbejderkredse repræsenterer Monatte de elementer, der søgte at nærme sig revolutionen, men som mistede troen på den gennem erfaringerne fra de sidste ti eller tolv år. Kan I ikke se, at den udvikler sig ad indviklede og forvirrede veje, at den fører til indre konflikter, stadig nye splittelser og at den efter et skridt fremad tager et halvt og undertiden et helt skridt tilbage? Årene med borgerlig stabilisering og med tilbagegang for den revolutionære bevægelse har ophobet fortvivlelse, træthed og opportunistiske strømninger i en vis del af arbejderklassen. Alle disse holdninger er først nu modnet i Monatte-gruppen og har definitivt ført den fra den ene lejr til den anden. På vejen stødte Monatte på Louis Sellier [9] , som – dækket med kommunale æresbevisninger – havde sine egne grunde til at vende revolutionen ryggen.
Monatte og Sellier er taget af sted sammen. Ingen ringere end Dumoulin er kommet dem i møde. Dette betyder, at på det tidspunkt, hvor Monatte svingede fra venstre mod højre, anså Dumoulin det for opportunt at svinge fra højre mod venstre. Hvordan kan dette forklares? Det skyldes, at Monatte er en empiriker – og centrister er altid empirikere, ellers ville de ikke være centrister – har givet udtryk for sine følelser af stabiliseringsperioden i en tid, hvor denne periode er begyndt at forvandle sig til en anden, langt mindre rolig og stabil periode.
Verdenskrisen har antaget gigantiske dimensioner, og den er netop i øjeblikket ved at uddybes. Ingen kan forudsige, hvornår den vil ophøre eller hvilke politiske konsekvenser den vil føre med sig. Situationen i Tyskland er særdeles tilspidset. De tyske valg frembragte akutte forstyrrelsesmomenter, ikke alene i de indre forhold, men også i de internationale forhold, som atter viser på hvilket grundlag Versaillefreden [10] hviler. Den økonomiske krise er gået over de franske grænser, hvor vi allerede – efter et langt mellemspil – ser en begyndende arbejdsløshed. I de relativt økonomisk fremgangsrige år havde de franske arbejdere lidt under forbundsbureaukratiets politik. I kriseårene kan de minde det om dets forræderier og forbrydelser. Jouhaux kan ikke være andet end urolig. Han behøver nødvendigvis en venstrefløj, måske mere nødvendigt end Blum. Hvilket formål tjener Dumoulin da? Selvfølgelig skal man ikke tro, at det hele er tilrettelagt som tangenterne på et klaver og er blevet aftalt i et samtale. Det er ikke nødvendigt. Alle disse mennesker kender hinanden, de kender hinandens evner og især begrænsningerne for, hvor langt en af dem kan gå til venstre uden at de og deres ledere bliver straffet. (Den kendsgerning, at forbundsbureaukratiet bevarer en årvågen og kritisk indstilling til Dumoulin, undertiden med en undertone af fjendtlighed, afkræfter på ingen måde det ovennævnte. Reformisterne må tage deres forholdsregler og holde øje med Duloulin, så han ikke lader sig rive med af det arbejde, som reformisterne har pålagt ham, og overskrider de afstukne grænser.)
Dumoulin indtager sin plads i fremmarchen som Jouhaux's venstrefløj netop på det tidspunkt, hvor Monatte, som konstant har svinget mod højre, har besluttet at tage det endelige skridt. Dumoulin må genoprette sit omdømme i det mindste en smule -ved Monattes hjælp og på hans bekostning. Jouhaux vil ikke gøre nogen indvendinger, når hans egen Dumoulin kompromitterer Monatte. På denne måde kommer alt på sin plads: Monatte har brudt med venstrefløjen på det tidspunkt, hvor forbundsbureaukratiet har følt nødvendigheden at dække over sin ubeskyttede venstrefløj.
Vi analyserer ikke Monattes personlige venstre- og højredrejninger, han som engang var vor ven, og bestemt ikke Dumoulins, ham som vi for lang tid siden har dømt som en uforbederlig fjende. Det, som interesserer os, er hvad disse personlige omgrupperinger betyder som symptomer, der afspejler langt mere dybtgående processer i selve arbejdermasserne.
Denne radikalisering, som de højrøstede proklamerede for to år siden, nærmer sig ubestrideligt i dag. Den økonomiske krise er nået til Frankrig – efter en forsinkelse, det er sandt; det er ikke umuligt, at den vil udvikle sig på en mild måde sammenlignet med Tyskland. Kun erfaringen kan fastslå dette. Men det er ubestrideligt, at den stabile passivitetstilstand, som den franske arbejderklasse levede i under de såkaldte " radikaliseringsår" , vil blive afløst inden meget kort tid af en voksende aktivitet og af en militant ånd. Det er denne ny periode, som de revolutionære må vende deres ansigt imod.
På tærsklen til den ny periode samler Monatte de udmattede, de desillussionerede, de trætte og fører dem ind i Jouhaux's lejr. Så meget værre for Monatte og så meget des bedre for revolutionen'.
Den periode, der ligger foran os, vil ikke blive en periode med fremgang for fagforeningernes falske neutralitet, men vil tværtimod blive en periode med en styrkelse af de kommunistiske positioner i arbejderbevægelsen. Store opgaver ligger foran Venstreoppositionen. Med de sikre sejre, der venter den, er spørgsmålet da: hvad må den gøre for at vinde dem ? Intet andet end at forblive tro mod sig selv. Men om dette, mere næste gang.
Prinkipo, den 15. december 1930.
[1]: