Forbemærkning til »Den tyske bondekrig«

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang : Trykt i andet og tredje oplag af »Den tyske bondekrig«, Leipzig 1870 og 1875. Skrevet af F. Engels, første del i 1870, anden del den 1. juli 1874.
Oversættelse : Ukendt. Efter tredie oplags tekst.
På dansk : Marx-Engels: Udvalgte skrifter , Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind I, s. 637-651.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.


Forbemærkninger til »Den tyske borgerkrig«

Efterfølgende arbejde blev skrevet i London i sommeren 1850 endnu under umiddelbart indtryk af den netop afsluttede kontrarevolution; det fremkom i 5. og 6. hefte af »Neue Rheinische Zeitung, politisk-økonomisk revy, redigeret af Karl Marx, Hamburg 1850«. - Mine politiske venner i Tyskland ønsker at lade det trykke på ny, og jeg opfylder deres ønske, da det til min sorg endnu i dag er tidssvarende.

Det gør ikke krav på at give et selvstændigt udforsket materiale. Tværtimod, hele det materiale, der vedrører bondeoprørene og Thomas Münzer, er taget fra Zimmermann. Selvom hans bog hist og her er mangelfuld, er den stadigvæk den bedste sammenstilling af de faktiske begivenheder. Tilmed følte gamle Zimmermann glæde ved sit emne. Det samme revolutionære instinkt, der her overalt optræder på den un­dertrykte klasses side, gjorde ham senere til en af de bedste på yderste venstrefløj i Frankfurt. Siden da skal han ganske vist være ældet noget.

Når derimod Zimmermanns fremstilling savner indre sammenhæng, når det ikke lykkes den at påvise, at de religiøst-politiske stridsspørgs­mål i hin epoke var et spejlbillede af samtidens klassekampe; når den i disse klassekampe kun ser undertrykkere og undertrykte, onde og gode, og til slut de ondes sejr; når dens indsigt i de samfundstilstande, der både betingede kampens udbrud og dens afslutning, er højst mangelfuld, så var dette en fejl ved den tid, i hvilken bogen blev til [1] . Tværtimod, for sin tid er den, som en rosværdig undtagelse blandt de tyske idealistiske historiske værker, endda skrevet meget realistisk.

Min fremstilling, der kun skitserede kampens historiske forløb i omrids, forsøgte at forklare bondekrigens oprindelse, de forskellige optrædende partiers stilling, de politiske og religiøse teorier, i hvilke disse partier søgte at nå til klarhed over deres stilling, og endelig, hvorledes selve kampens resultat nødvendigvis fulgte af disse klassers histo ­risk givne sociale livsbetingelser; altså at påvise, at Tysklands davæ­rende politiske tilstand, modstanden mod den og tidens politiske og religiøse teorier ikke var årsag til, men resultater af det udviklingstrin, som landbrug, industri, land- og vandveje, vare- og pengehandel dengang befandt sig på i Tyskland. Denne, den eneste materialistiske historieopfattelse, udgår ikke fra mig, men fra Marx og findes ligeledes i hans arbejder om den franske revolution fra 1848 til 1849 i den samme revy og i »Louis Bonapartes attende brumaire«.

Parallellen mellem den tyske revolution i 1525 og den i 1848/49 lå for nær til, at man dengang helt kunne vise den fra sig. Foruden det ensartede forløb, hvor en og den samme fyrstelige hær bestandig slog forskellige lokale oprør ned efter hinanden, foruden den ofte latterlige lighed, der var mellem byborgernes optræden i begge tilfælde, brød imidlertid forskellen også klart og tydeligt frem:

»Hvem profiterede af revolutionen i 1525? Fyrsterne. - Hvem pro­fiterede af revolutionen i 1848? De store fyrster, Østrig og Preussen. Bag de små fyrster i 1525 stod de små spidsborgere, der lænkede dem til sig ved hjælp af skatterne, bag de store fyrster i 1850 , bag Østrig og Preussen, står det moderne storbourgeoisi, der hurtigt underkuer dem ved hjælp af statsgælden. Og bag bourgeoisiet står proletarerne.« [2]

Det gør mig ondt at måtte sige, at der vises det tyske bourgeoisi alt for megen ære i denne sætning. Både i Østrig og i Preussen har det haft lejlighed til »hurtigt at underkue monarkiet ved hjælp af statsgælden« aldrig og intetsteds er denne lejlighed blevet benyttet.

Bourgeoisiet har gennem krigen i 1866 fået Østrig foræret. Men det forstår ikke at herske, det er afmægtigt og udueligt til alt. Der er kun én ting, det kan: rase mod arbejderne, så snart disse rører på sig. Det bliver kun ved roret, fordi ungarerne har brug for det.

Og i Preussen? Ja, statsgælden er ganske vist blevet forøget i rivende hast og underskuddet erklæret for en permanent indretning, statsudgif­terne vokser fra år til år, bourgeoisiet har flertallet i kammeret, uden det kan der hverken forhøjes skatter eller optages lån - men hvor er dets magt over staten? Endnu for et par måneder siden, da der atter forelå et underskud, havde det den bedste stilling. Det kunne med blot nogen udholdenhed tiltvinge sig ganske anstændige indrømmelser. Hvad gør det så? Det anser det for en tilstrækkelig indrømmelse, at regeringen tillader det at lægge lige ved ni millioner for fødderne af den, ikke for ét år, nej årligt og for al fremtid.

Jeg vil ikke dadle de stakkels »nationalliberale« i kammeret mere, end de fortjener. Jeg ved, at de er blevet ladt i stikken af dem, der står bag dem, af bourgeoisiets masse. Denne masse vil ikke herske. Den har stadigvæk 1848 i kroppen.

Af hvilken grund det tyske bourgeoisi udviser denne mærkværdige fejhed, det vil vi høre om nedenfor.

For øvrigt er ovenstående sætning blevet bekræftet fuldt ud. Efter 1850 træder småstaterne stadig mere afgjort i baggrunden, og de tje­ ner nu kun som en lejlighed til at fremme preussiske eller østrigske in ­ triger; det kommer til stadig heftigere kampe mellem Østrig og Preus ­sen om eneherredømmet; endelig kommer det voldelige opgør i 1866, hvorefter Østrig beholder sine egne provinser, mens Preussen under kaster sig hele Nordtyskland, direkte eller indirekte, og de tre sydvest stater foreløbig bliver sat udenfor.

For den tyske arbejderklasse er kun følgende af betydning ved hele dette skuespil:

For det første, at arbejderne gennem den almindelige valgret har fået magt til direkte at lade sig repræsentere i den lovgivende forsamling.

For det andet, at Preussen er gået i spidsen med et godt eksempel og har slugt tre andre kroner af guds nåde. At det efter denne proce­dure endnu ejer den samme uplettede krone af guds nåde, som det tidligere tilskrev sig selv, det tror selv de nationalliberale ikke.

For det tredje, at der nu kun findes é n alvorlig modstander af revo­lutionen i Tyskland - den preussiske regering.

Og for det fjerde, at tysk-østrigerne nu endelig må stille sig selv spørgsmålet om, hvad de vil være: tyskere eller østrigere? Hvad de helst vil holde sig til - Tyskland eller deres ikke-tyske vedhæng på den anden side Leithafloden? At de må opgive det ene eller det andet har allerede længe været en selvfølge, men er stadig blevet tilsløret af det småborgerlige demokrati.

Hvad de øvrige vigtige stridsspørgsmål vedrørende 1866 angår, som der siden da til overmål forhandles om mellem de »nationalliberale« på den ene side og »folkepartiet« på den anden, så vil de næste års historie sikkert bevise, at disse to standpunkter kun bekæmper hinanden så heftigt, fordi de er modsatte poler af en og samme indskrænkethed.

Året 1866 har næsten ikke forandret noget i Tysklands samfundsforhold. De par borgerlige reformer - ens mål og vægt, flyttefrihed, erhvervsfrihed osv., alt sammen indenfor skranker, der er tilpasset efter bureaukratiet - står ikke engang på højde med det, bourgeoisiet i andre vesteuropæiske lande for længst besidder, og lader hovedplagen, det bureaukratiske koncessionsvæsen, være urørt. Ganske bortset fra dette gør den gængse politipraksis alle love om flyttefrihed, indføds­ret, afskaffelse af pas og lignende ganske illusoriske for proletariatet.

Hvad der er langt vigtigere end skuespillet i 1866, det er de frem skridt, der siden 1848 har fundet sted i Tyskland med industri og han del, jernbaner, telegraf og oversøisk dampskibsfart. Hvor meget end disse fremskridt står tilbage for dem, der samtidig har fundet sted i England, ja selv i Frankrig - for Tyskland er de uhørte og har i tyve år præsteret mere end ellers et helt århundrede. Tyskland er først nu for alvor og uigenkaldelig blevet draget ind i verdenshandelen. De in­ dustridrivendes kapital er vokset hurtigt, bourgeoisiets sociale stilling er steget tilsvarende. Det sikreste kendetegn på industriel blomstring, svindelen, har i rigt mål indfundet sig og lænket grever og hertuger til sin triumfvogn. Tysk kapital bygger nu russiske og rumænske jernba­ner - gid den må hvile trygt! - i stedet for at tyske baner endnu for femten år siden gik tiggergang hos engelske fabrikanter. Hvorledes er det da muligt, at bourgeoisiet ikke også har erobret det politiske herre dømme, at det opfører sig så fejt overfor regeringen?

Det tyske bourgeoisi har det uheld, at det efter yndet tysk maner kommer for sent. Dets blomstringstid falder i en periode, hvor det politisk allerede går ned ad bakke for bourgeoisiet i de andre vesteuro ­ pæiske lande. I England har bourgeoisiet ikke været i stand til at få sin egentlige repræsentant, Bright, ind i regeringen på anden måde end ved en udvidelse af valgretten, som i sine følger må gøre ende på hele bourgeoisherredømmet. I Frankrig, hvor bourgeoisiet som sådant, som samlet klasse, kun har hersket i to år, 1849 og 1850, under republikken, kunne det kun friste sin sociale tilværelse ved at afstå sit politiske herredømme til Louis Bonaparte og hæren. Og med den voldsomt forøgede vekselvirkning mellem de tre mest fremskredne europæiske lande er det i vore dage ikke længere muligt, at bourgeoisiet i Tyskland i ro og mag indretter sig et politisk herredømme, når dette har overlevet sig selv i England og Frankrig.

Det er en ejendommelighed netop ved bourgeoisiet i modsætning til alle tidligere herskende klasser: i dets udvikling gives der et vendepunkt, fra og med hvilket enhver yderligere forøgelse af dets magtmid­ler, først og fremmest altså af dets kapital, kun bidrager til at gøre det mere og mere uegnet til det politiske herredømme. »Bag bourgeoisiet står proletarerne.« I samme grad som bourgeoisiet udvikler sin indu­stri, sin handel og sine samfærdselsmidler, i samme grad frembringer det proletariat. Og på et vist punkt - der ikke alle vegne behøver at indtræde samtidigt eller på samme udviklingstrin - begynder det at mærke, at dets proletariske dobbeltgænger begynder at vokse det over hovedet. Fra dette øjeblik mister det kraften til at være ene om det politiske herredømme; det ser sig om efter forbundsfæller, med hvilke det alt efter omstændighederne deler sit herredømme, eller til hvilke det afstår det helt.

I Tyskland er dette vendepunkt for bourgeoisiet allerede indtrådt i 1848. Og vel at mærke blev det tyske bourgeoisi dengang ikke så for­skrækket over det tyske som over det franske proletariat. Dunislaget i Paris 1848 viste det, hvad det kunne vente sig; i det tyske proletariat var der allerede tilstrækkeligt røre til at bevise, at også her lå sæden til den samme høst allerede i jorden; og siden den dag havde bourgeoi­siets politiske aktion mistet sin brod. Det søgte forbundsfæller, det solgte sig til dem for enhver pris - og det er den dag i dag ikke kom­met et skridt videre.

Disse forbundsfæller er alle af reaktionær natur. Der er kongedøm­met med sin hær og sit bureaukrati, der er den store feudaladel, der er de små landjunkere, der er endog præsterne. Med dem alle har bour­geoisiet forhandlet og truffet aftaler alene for at hytte sit skind, indtil det omsider ikke mere havde noget at sjakre med. Og jo mere proletariatet udviklede sig, jo mere det begyndte at føle sig som klasse, at handle som klasse, desto ængsteligere blev bourgeoisiet. Da preusser nes forunderligt dårlige strategi ved Sadova sejrede over østrigernes forunderligt nok endnu dårligere strategi, da var det vanskeligt at sige, hvem der åndede gladest op - det preussiske bourgeoisi, der også var blevet slået ved Sadova, eller det østrigske.

Vore storborgere handler i 1870 endnu ganske som mellemborgerne handlede i 1525. Hvad småborgerne, håndværksmestrene og kræm­merne angår, så vil de altid vedblive at være sig selv lig. De håber at kunne svindle sig op i storborgerskabet, de frygter for at blive stødt ned i proletariatet. Mellem frygt og håb vil de under kampen salvere deres dyrebare skind og efter kampen slutte sig til sejrherrerne. Det er deres natur.

Proletariatets sociale og politiske aktion har holdt skridt med indu­striens opsving siden 1848. Den rolle, som de tyske arbejdere i dag spiller i deres fagforeninger, brugsforeninger, politiske foreninger og møder, ved valgene og i den såkaldte rigsdag, er nok til at bevise, hvi l ­ ken omvæltning der umærkeligt er foregået med Tyskland i de sidste tyve år. Det tjener i højeste grad til ære for de tyske arbejdere, at de alene har formået at sende arbejdere og arbejderrepræsentanter ind i parlamentet, mens hverken franskmænd eller englændere hidtil har været i stand til det.

Men heller ikke proletariatet er vokset fra sammenligningen med 1525. Den klasse, der udelukkende og for hele livet er henvist til sin arbejdsløn, udgør stadigvæk langtfra flertallet af det tyske folk. Den er altså også henvist til forbundsfæller. Og disse kan kun søges blandt småborgerne, blandt byernes pjalteproletariat, blandt de små bønder og landarbejderne.

Småborgerne har vi allerede talt om. De er i højeste grad upålide­lige, undtagen når man har sejret, så er der ingen ende på, hvor de råber op i ølstuerne. Til trods for dette er der udmærkede elementer blandt dem, som af sig selv slutter sig til arbejderne.

Pjalteproletariatet, dette affald af forkomne subjekter fra alle klas­ser, der opslår sit hovedkvarter i de store byer, er den værste af alle mulige forbundsfæller. Dette pak er absolut til salg og absolut påtræn ­gende. Når de franske arbejdere i hver revolution skrev på husene: Mort aux voleurs; Død over tyvene! og også skød mange, så skete det ikke af begejstring for ejendommen, men i rigtig erkendelse af, at man frem for alt måtte holde sig denne bande fra livet. Hver arbejderfører, der anvender disse pjalte som garde, eller støtter sig til dem, beviser allerede derved, at han er en forræder mod bevægelsen.

De små bønder - thi de større hører til bourgeoisiet - er af forskellig art. Enten er de feudalbønder og skal endnu gøre hoveri for nådigherren. Efter at bourgeoisiet har forsømt at gøre, hvad der var dets skyldighed, nemlig at befri disse folk fra hoveriet, vil det ikke være vanskeligt at overbevise dem om, at de nu kun kan vente deres frigørelse fra arbejderklassens side.

Eller de er forpagtere. I dette tilfælde eksisterer der for det meste det samme forhold som i Irland. Forpagtningsafgiften er drevet så højt op, at bonden og hans familie med nød og næppe kan leve, når der er middelhøst, men ved dårlig høst næsten sulter ihjel, ikke kan betale forpagtningsafgiften og derved bliver ganske afhængig af jordbesidderens nåde. For sådanne folk gør bourgeoisiet kun noget, når det bliver tvunget til det. Fra hvem skal de vente redning, hvis ikke fra arbejderne?

Så er der endnu de bønder, der driver deres eget lille brug. De er for det meste i den grad behæftet med prioriteter, at de er ligeså af­hængige af ågerkarlen som forpagterne af jordbesidderen. Også de får kun en knap og, på grund af de gode og dårlige år, tilmed yderst usikker arbejdsløn tilovers. De kan allermindst vente at få noget af bourgeoisiet, thi de udsuges jo netop af bourgeoisiet, af ågerkapitali­sterne. Men de hænger for det meste stærkt ved deres ejendom, skønt den i virkeligheden ikke tilhører dem, men ågerkarlen. Alligevel må man gøre dem klart, at de kun kan blive befriet for ågerkarlen, når en af folket afhængig regering forvandler hele prioritetsgælden til en gæld til staten og derved sænker rentefoden. Og dette kan kun arbej­derklassen sætte igennem.

Alle vegne, hvor mellemstore og store jordbrug er fremherskende, udgør landarbejderne den talrigeste klasse på landet. Dette er tilfæl­det i hele Nord- og Østtyskland, og her finder byernes industriarbej­dere deres talrigeste og naturligste forbundsfæller. Ligesom kapitali­sten står overfor industriarbejderen, står jordbesidderen eller storfor­pagteren overfor landarbejderen. De samme forholdsregler, der hjæl­per den ene, må også hjælpe den anden. Industriarbejderne kan kun frigøre sig selv, når de forvandler bourgeoisiets kapital, dvs. råpro­dukterne, maskiner og redskaber og livsfornødenheder, der er nød­vendige for produktionen, til samfundets ejendom, dvs. til deres egen, som de udnytter i fællesskab. Ligeledes kan landarbejderne kun udfries af deres forfærdelige elendighed, hvis frem for alt deres vig­tigste arbejdsobjekt, selve jorden, fratages de store bønders og endnu større feudalherrers privatbesiddelse og forvandles til samfundseje og dyrkes af kooperativer af landarbejdere for fælles regning. Og her kommer vi til den berømte resolution, der blev vedtaget på den inter­nationale arbejderkongres i Basel: at det ligger i samfundets interesse at forvandle jordbesiddelsen til fælles, national ejendom. Denne reso­lution er hovedsageligt blevet vedtaget med henblik på de lande, hvor der eksisterer store jordbesiddelser, og hvor der i sammenhæng hermed drives store godser, og hvor der på disse store godser findes en herre og mange daglejere. Denne tilstand er imidlertid endnu stadig i det store og hele fremherskende i Tyskland, og derfor var resolutionen, næst efter England, netop i høj grad aktuel for Tyskland. Landbrugsproletariatet, daglejerne på landet - det er den klasse, af hvilken den store masse af fyrsternes hære rekrutteres. Det er den klasse, der nu i kraft af den almindelige valgret sender den store masse af lensherrer og junkere ind i parlamentet; det er imidlertid også den klasse, der står byernes industriarbejdere nærmest, deler levevilkår med dem, endog lever i endnu større elendighed end de. Denne klasse, der er afmæg­tig, fordi den er splittet og spredt, hvis skjulte magt regering og adel kender så godt, at de med vilje lader skolerne forfalde, for at den for enhver pris kan vedblive at være uvidende, - at gøre denne klasse levende og at drage den ind i bevægelsen, det er den tyske arbejderbevægelses nærmest liggende og mest påkrævede opgave. Fra den dag, da landarbejdernes masse har lært at forstå deres egne interesser, fra den dag er en reaktionær, feudal, bureaukratisk eller borgerlig rege­ring i Tyskland umulig.

*

Ovenstående linjer blev nedskrevet for mere end fire år siden. De har endnu i dag bevaret deres gyldighed. Hvad der var rigtigt efter Sadova og Tysklands deling, er også blevet bekræftet efter Sedan og oprettelsen af Det hellige tyske rige af preussisk nation. I så ringe grad formår den såkaldte storpolitiks »verdensrystende« skuespil at forandre den historiske bevægelses retning.

Hvad disse skuespil derimod formår, det er at fremskynde denne bevægelses hastighed. Og i denne henseende har ophavsmændene til ovenstående »verdensrystende begivenheder« haft ufrivillige resultater, der sikkert er dem selv højst uvelkomne, men som de imidlertid må tage med i købet, hvad enten de vil eller ej.

Allerede krigen i 1866 rystede det gamle Preussen i sin grundvold. Det havde allerede efter 1848 kostet besvær at bringe det oprørske in­dustrielle - borgerlige og proletariske - element i vestprovinserne ind under den gamle tugt igen; det var imidlertid lykkedes, og østprovinsernes junkere havde ligesom arméen atter gjort deres interesser til de herskende i staten. I 1866 blev næsten hele Nordvesttyskland preussisk. Bortset fra den uhelbredelige moralske skade, som den preus ­siske krone af guds nåde havde taget, da den slugte tre andre kroner af guds nåde, flyttedes monarkiets tyngdepunkt nu i betydelig grad mod vest. De fem millioner rhinlændere og westfalere forøgedes, først di­rekte med de fire millioner og dernæst indirekte med de seks millioner tyskere, der var blevet annekteret gennem det nordtyske forbund. Og i 1870 kom dertil yderligere de otte millioner sydvesttyskere, så at der nu i det »nye rige« fandtes op mod 25 millioner, der for længst var vokset fra den gammelpreussiske junkerfeudalisme, overfor de 14½ millioner gammelpreussere (fra de seks østelbiske provinser, deriblandt oven i købet 2 millioner polakker). Således forskød netop den preus­siske armes sejre hele grundlaget for den preussiske statsbygning; jun­kerherredømmet blev mere og mere utåleligt selv for regeringen. Men samtidig havde den rivende hurtige industrielle udvikling ført til, at kampen mellem bourgeoisiet og arbejderne havde fortrængt kampen mellem junkerne og bourgeoisiet, så at der også i det indre foregik en fuldstændig omvæltning af den gamle stats sociale grundlag. Monar­kiet, der siden 1840 langsomt gik i forrådnelse, havde som grundbe­tingelse haft kampen mellem adelen og bourgeoisiet, i hvilken det holdt sig i ligevægt; fra det øjeblik, da det ikke som før kom an på at beskytte adelen mod bourgeoisiets fremtrængen, men at beskytte alle besiddende klasser mod arbejderklassens fremtrængen, måtte det gamle enevældige monarki fuldstændig gå over til den statsform, der specielt er udarbejdet med dette formål for øje: det bonapartistiske monarki. Jeg har allerede andetsteds gjort rede for Preussens overgang til bona­partisme (»Boligspørgsmålet«, 2. hefte, s. 26 f.) [3] . Hvad jeg ikke be­høvede at betone der, men hvad der er meget væsentligt her, er, at denne overgang var det største fremskridt, Preussen har gjort siden 1848; i så høj grad var Preussen blevet bagefter den moderne udvik­ling. Det var ganske simpelt endnu stadig en halvfeudal stat, og bo­ napartismen er i hvert fald en moderne statsform, der har feudalismens afskaffelse til forudsætning. Preussen måtte altså beslutte sig til at gøre rent bord med sine talrige feudale rester, at ofre junkervæsenet som sådant. Naturligvis sker dette i den mildeste form og efter den yndede melodi: Tag den med ro! Således f. eks. i den højt berømmede kreds inddeling. Den ophæver den enkelte junkers feudale privilegier på hans gods, men kun for at genoprette dem som forrettigheder for samtlige store grundbesiddere i hele kredsen. Sagen er vedblivende den samme, den oversættes blot fra den feudale til den borgerlige dialekt. Man forvandler med tvang den gammelpreussiske junker til noget i retning af en engelsk squire, og han behøvede slet ikke at stritte så meget imod, thi den ene er ligeså dum som den anden.

Således har Preussen altså den besynderlige skæbne at afslutte sin borgerlige revolution - som det havde påbegyndt 1808/13 og ført et stykke videre i 1848 - i slutningen af dette århundrede i bona­ partismens behagelige form. Og hvis alt går godt, og verden holder sig pænt i ro, og vi alle bliver gamle nok, så kan vi måske i 1900 opleve, at regeringen i Preussen virkelig har afskaffet alle feudale institutioner, at Preussen endelig når frem til det punkt, som Frankrig stod på i 1792.

Feudalismens afskaffelse betyder - positivt udtrykt - indførelse af borgerlige tilstande. I samme grad som adelsprivilegierne falder bort, bliver lovgivningen mere og mere borgerlig. Og her støder vi på det, der er kernen i det tyske bourgeoisis forhold til regeringen. Vi har set, at regeringen er tvunget til at indføre disse langsomme og smålige reformer. Men overfor bourgeoisiet fremstiller den enhver af disse små indrømmelser som et offer, man har bragt bourgeoisiet, som en indrømmelse, man med møje og besvær har fravristet tronen, og som bourgeoisiet nu også til gengæld burde indrømme regeringen noget for. Og skønt bourgeoisiet er temmelig klar over, hvordan sagen ligger, går det ind på dette bedrag. Deraf er der så opstået den stiltiende overenskomst, der udgør det underforståede grundlag for alle rigsdags- og landdagsdebatter i Berlin: på den ene side reformerer regeringen lovene i sneglegalop i bourgeoisiets interesse, fjerner de hindringer for industrien, der har deres oprindelse i feudalismen og i småstatsuvæse­net, skaber enhed i mønt, mål og vægt, erhvervsfrihed osv., indfører flyttefrihed og stiller dermed Tysklands arbejdskraft til kapitalens uind skrænkede rådighed og begunstiger handel og svindel; på den anden side overlader bourgeoisiet al virkelig politisk magt til regeringen, stemmer for skatter, lån og soldater og hjælper med at affatte alle nye reformlove på en sådan måde, at den gamle politimyndighed over uøn­ skede individer forbliver i kraft ubeskåret. Bourgeoisiet køber sin grad vise sociale frigørelse mod øjeblikkelig at give afkald på sin egen poli­tiske magt. Naturligvis er den hovedbevæggrund, der gør en sådan overenskomst acceptabel for bourgeoisiet, ikke frygten for regeringen, men frygten for proletariatet.

Hvor jammerligt vort bourgeoisi end optræder på det politiske område, så kan det ikke benægtes, at det langt om længe gør sin skyldighed i industriel og kommerciel henseende. Industriens og handelens udvikling, som der blev henvist til i indledningen til anden udgave, har siden da udviklet sig med endnu langt større energi. Hvad der i denne henseende er sket siden 1869 i det rhinsk-westfalske industri-område, er ligefremt uhørt for Tysklands vedkommende og minder om opsvinget i de engelske fabriksdistrikter i begyndelsen af dette århun­drede. Og i Sachsen og Øvreschlesien, i Berlin, Hannover og havnebyerne vil det sikkert forholde sig på samme måde. Vi har endelig fået en verdenshandel, en virkelig storindustri, et virkelig moderne bour­geoisi; men vi har til gengæld også haft et virkeligt krak og har ligeledes fået et virkeligt, vældigt proletariat.

For fremtidens historieskriver vil kamplarmen fra Spichern, Mars la Tour og Sedan, og hvad der står i forbindelse med det, have langt min­dre betydning i Tysklands historie fra 1869 til 1874 end det tyske proletariats fordringsløse, rolige, men stadig fremadskridende udvik­ling. Så tidligt som i 1870 blev de tyske arbejdere udsat for en tung prøvelse: den bonapartistiske krigsprovokation og dens naturlige virk­ning: den almindelige nationale begejstring i Tyskland. De tyske so­cialistiske arbejdere lod sig ikke et øjeblik forvirre. Der viste sig ikke antydning af national chauvinisme hos dem. Midt i den vildeste sejrsrus holdt de sig kolde, forlangte »en retfærdig fred med den franske republik og ingen anneksioner«, og selv belejringstilstanden kunne ikke bringe dem til tavshed. Ingen krigsære, ingen snak om tysk »rigsherlighed« trak hos dem; deres eneste mål var og blev hele det euro­pæiske proletariats befrielse. Man tør vel sige: en så alvorlig, så glim­ rende bestået prøve har intet andet lands arbejdere hidtil været udsat for.

Efter krigens belejringstilstand fulgte processerne for højforræderi, majestæts- og embedsmandsfornærmelse, fredstidens stadig tiltagende politichikaner. »Volksstaat« havde i reglen tre, fire redaktører i fængs­let på samme tid, de andre blade tilsvarende. Hver nogenlunde kendt partitaler måtte mindst en gang om året for domstolen, hvor han næsten regelmæssigt blev dømt. Det regnede med udvisninger, konfiska­tioner, opløsninger af møder. Alt sammen forgæves. I stedet for hver, der blev arresteret eller udvist, trådte der straks en anden; for hvert møde, der blev opløst, indkaldte man to nye og trættede politiets vil­kårlighed det ene sted efter det andet med udholdenhed og nøje over­ holdelse as lovene. Alle forfølgelser bevirkede det modsatte af det, der var tilsigtet; langtfra at knække arbejderpartiet eller blot så meget som at bøje det, tilførte de det kun stadig nye rekrutter og befæstede orga­nisationen. I deres kamp med øvrigheden og med de enkelte bour­geois ' er viste arbejderne sig overalt som de intellektuelt og moralsk overlegne og beviste navnlig i deres konflikter med de såkaldte »ar­bejdsgivere«, at de, arbejderne, nu er de dannede og kapitalisterne de tykhovedede. Og samtidig fører de overvejende kampen med et humør, der er det bedste bevis for, hvor sikre de er i deres sag, og i hvor høj grad de er sig deres overlegenhed bevidst. En kamp, der føres således, på en historisk forberedt grund, må give store resultater. Sejren ved januarvalget har hidtil været enestående i den moderne arbejderbevæ­gelses historie, og den forbavselse, som den fremkaldte i hele Europa, var fuldt ud på sin plads.

De tyske arbejdere har to væsentlige fordele frem for arbejderne i det øvrige Europa. For det første, at de hører til det mest teoretiske folk i Europa, og at de har bevaret den teoretiske sans, som de såkaldte »dannede« i Tyskland så fuldstændig har mistet. Hvis ikke den tyske filosofi, navnlig Hegels, var gået forud, ville den tyske videnskabelige socialisme - den eneste videnskabelige socialisme, der nogensinde har eksisteret - aldrig være blevet til. Uden teoretisk sans hos arbejderne ville denne videnskabelige socialisme aldrig i den grad være gået dem i blodet, som tilfældet er. Og hvilket umådeligt fortrin dette er, viser sig på den ene side i den ligegyldighed overfor al teori, der er en af hovedårsagerne til, at den engelske arbejderbevægelse, trods de enkelte fags glimrende organisation, kommer så langsomt af stedet, og på den anden side i det kludder og den forvirring, som proudhonismen i sin oprindelige skikkelse har anrettet hos franskmændene og belgierne, og i sin af Bakunin videre karikerede form hos spanierne og italienerne.

Den anden fordel er, at tyskerne, hvad tiden angår, er kommet no­ genlunde sidst med i arbejderbevægelsen. Ligesom den tyske teoretiske socialisme aldrig vil glemme, at den står på Saint-Simons, Fouriers og Owens skuldre, tre mænd, der med al deres fantasteri og al deres utopisme hører til alle tiders mest betydelige hoveder og genialt har forudset talløse ting, hvis rigtighed vi nu videnskabeligt påviser, - således må den tyske praktiske arbejderbevægelse aldrig glemme, at den har udviklet sig på den engelske og franske bevægelses skuldre, at den simpelthen kunne benytte sig af dens dyrekøbte erfaringer og nu kunne undgå de fejl, der dengang gerne var uundgåelige. Hvor ville vi være, hvis ikke de engelske fagforeninger og de franske politiske arbejderkampe var gået forud, uden den kæmpemæssige impuls, som navnlig Pariserkommunen har givet?

Man må sige om de tyske arbejdere, at de har udnyttet deres stillings fordele med sjælden forståelse. For første gang, så længe der har be­stået en arbejderbevægelse, føres kampen planmæssigt i samklang og sammenhæng på sine tre fronter - den teoretiske, den politiske og den praktisk-økonomiske (modstand mod kapitalisterne). I dette så at sige koncentriske angreb ligger netop den tyske bevægelses styrke og uovervindelighed.

Dels på grund af denne deres fordelagtige stilling, dels på grund af den engelske bevægelses ø-prægede ejendommeligheder og den fran­ skes voldelige undertrykkelse, har de tyske arbejdere for øjeblikket fået deres plads i den proletariske kamps fortrop. Hvor længe begivenhe­derne vil lade dem beholde denne ærefulde post, kan man ikke spå om. Men så længe de indtager den, vil de forhåbentlig udfylde den på rette vis. Dertil hører fordoblede anstrengelser på hvert af kampens og agitationens områder. Det vil navnlig være førernes pligt mere og mere at nå til klarhed over alle teoretiske spørgsmål, mere og mere at befri sig for den indflydelse, som overleverede fraser fra den gamle verdensanskuelse udøver, samt altid at holde sig for øje, at efter at socialismen er blevet en videnskab, må den også dyrkes som en videnskab, dvs. studeres. Det vil komme an på med forøget iver at udbrede den således vundne, stadig mere afklarede indsigt blandt arbejdermasserne og at slutte partiets organisation, og fagforeningernes organisation, sta ­dig fastere sammen. Selvom de socialistiske stemmer, der blev afgivet i januar, allerede repræsenterer en pæn arme, så udgør de dog ikke på langt nær den tyske arbejderklasses majoritet; og hvor opmuntrende end resultaterne af propagandaen blandt landbefolkningen er, så er der alligevel stadig uendelig meget at gøre netop her. Det gælder altså om ikke at blive træt i kampen, det gælder om at frarive fjenden den ene by, den ene valgkreds efter den anden; men frem for alt gælder det om at holde på den ægte internationale indstilling, der ikke lader nogen patriotisk chauvinisme komme op, og som hilser hvert nyt skridt i den proletariske bevægelse med glæde, ganske ligegyldigt fra hvilken nation det udgår. Når de tyske arbejdere går fremad på denne måde, så vil de ikke netop marchere i spidsen for bevægelsen - det er slet ikke i denne bevægelses interesse, at en eller anden enkelt nations ar­bejdere marcherer i spidsen - men alligevel indtage en ærefuld plads i slaglinjen; og de vil stå rustede, når enten uventet tunge prøvelser eller vældige begivenheder kræver øget mod, øget beslutsomhed og handlekraft af dem.

Friedrich Engels,
London, den 1. juli 1874.


Noter

[1]: W. Zimmermanns trebinds værk »Allgemeine Geschichte des grossen Bauernkrieges« udkom 1841/43. - Red.

[2]: Friedrich Engels »Den tyske Bondekrige. - Red.

[3]: Se dette bind s. 602-603. - Red.


Forbemærkning til »Den tyske bondekrig«

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere