Forord til »Den arbejdende klasses stilling i England«

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: 2. oplag af Engels bog »Den arbejdende klasses stilling i England«, Stuttgart 1892.
Oversættelse: Ukendt. Efter 1892-udgavens tekst.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter , , bind II, s. 404-420, Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt , januar. 2006.


Forord til »Den arbejdende klasses stilling i England«

Den bog, der hermed på ny gøres tilgængelig for den tyske offentlighed, udkom første gang i september 1845. Den bærer på godt og ondt præg af forfatterens ungdom. Jeg var dengang 24 år gammel; nu er jeg tre gange så gammel, men når jeg atter gennemlæser dette ungdomsarbejde, synes jeg, at jeg absolut ikke behøver at skamme mig over det. Jeg har altså ikke på nogen måde til hensigt at udviske dette præg af ungdommelighed. Jeg forelægger læseren den i uforandret skikkelse. Kun nogle få, ikke helt klare steder har jeg givet en mere præcis udformning, og hist og her har jeg tilføjet en kort fodnote, som jeg har betegnet med årstallet [1892].

Om denne bogs skæbne skal jeg kun nævne, at den i 1885 udkom i New York i engelsk oversættelse (ved fru Florence Kelley-Wischnewetzky), og at denne oversættelse kom i nyt oplag i 1892 i London hos Swan Sonnenschein & Co. Forordet til den amerikanske udgave ligger til grund for forordet til den engelske udgave, og det ligger igen til grund for nærværende tyske forord. Den moderne storindustri udligner i den grad de økonomiske forhold i alle de lande, hvor den dominerer, at jeg næppe har andet at sige til den tyske læser end til den amerikanske og engelske.

Den tingenes tilstand, der beskrives i denne bog hører nu - i hvert fald hvad England angår - for størstedelen fortiden til. Selv om det ikke udtrykkelig fremhæves i de anerkendte lærebøger, så er det dog en lov for den moderne politiske økonomi, at jo mere den kapitalistiske produktion udvikles, des mindre kan den klare sig med småkneb som det plattenslageri og snyderi, der karakteriserer den på dens lavere udviklingstrin. De kunster og kneb, som den polske jøde, der repræsenterer den europæiske handel på dens laveste trin, har så stor fordel af i sit hjemland, og som dér er almindeligt anvendte, lader ham i stikken, så snart han kommer til Hamburg eller Berlin. På tilsvarende måde var den - jødiske eller kristne - kommissionær fra Berlin eller Hamburg i hvert fald indtil for nylig sådan indstillet, at han, når han kom på børsen i Manchester, måtte konstatere dette ene: hvis han ville købe garn eller stof billigt, måtte han frem for alt holde op med at bruge alle de let forfinede, men stadigvæk jammerlige manøvrer og kneb, som i hans hjemland gik for at være toppunktet af al forretningssnildhed. Ganske vist ser det ud til, at også i Tyskland har mange ting ændret sig parallelt med storindustriens fremskridt, og navnlig efter det industrielle Jena i Philadelphia [1] er selv den gode gamle tyske grundsætning kommet i vanry, at folk jo kun kan være glade, når vi først sender dem gode prøver og bagefter dårlige varer. Og det er faktisk sådan, at disse kneb og fiduser ikke mere betaler sig på et stort marked, hvor tid er penge, og hvor forretningsmoralen har udviklet sig til en vis højde, ikke af dydsirethed, men simpelthen for ikke nytteløst at spilde tid og arbejde. Og nøjagtig på samme måde er det gået i England med forholdet mellem fabrikanten og hans arbejdere.

Da forretningslivet vågnede til nyt liv efter krisen i 1847, betød det begyndelsen til et nyt afsnit i industriens historie. Afskaffelsen af kornlovene og de fortsatte finansreformer, der var den nødvendige følge heraf, gav Englands industri og handel alt det albuerum, de kunne ønske sig. Straks efter fulgte opdagelsen af guldfelterne i Californien og Australien. Kolonimarkederne udviklede i stigende grad deres evne til at aftage engelske industriprodukter. Den mekaniske vævestol i Lancashire udslettede en gang for alle millioner af indiske håndvævere. Kina blev åbnet mere og mere. Men frem for alle andre udviklede Amerika sig med en fart, der var uhørt selv for dette de kæmpemæssige fremskridts land; og Amerika - det må vi ikke glemme - var dengang ikke andet end et kolonimarked, tilmed det største af alle, dvs. et land, der leverede råprodukter, og som købte industriprodukter udefra, og det vil i vort tilfælde sige fra England.

Men til alt dette kom yderligere, at de nye trafikmidler, der var blevet indført ved slutningen af den foregående periode - jernbaner og oceangående dampskibe - nu blev til virkelighed i international målestok og dermed faktisk etablerede det, der hidtil kun havde bestået som kim: verdensmarkedet. Dette verdensmarked betød dengang endnu af et antal overvejende eller udelukkende landbrugslande, grupperet omkring et stort industricentrum: England. England brugte størstedelen af deres overskud af råstoffer og forsynede dem til gengæld med størstedelen af de industriprodukter, de havde behov for. Det er derfor ikke mærkeligt, at Englands industrielle fremskridt var så kolossalt og uhørt, at niveauet for 1844 nu forekommer os at være forholdsvis ubetydeligt og næsten oldtidigt.

Men efterhånden som dette fremskridt foregik, blev storindustrien udadtil tilsyneladende moralsk. Fabrikanternes indbyrdes konkurrence ved hjælp af småtyverier fra arbejderne betalte sig ikke mere. Forretningslivet var vokset fra den slags usle måder at tjene penge på, en fabrikant, der er millionær, har andet at gøre end at spilde sin tid med den slags tarvelige kneb. Sådan noget var højt regnet godt nok for små folk, der trænger til penge, og som derfor må tage hver skilling med, hvis ikke de skal bukke under i konkurrencen. På den måde forsvandt trucksystemet fra fabriksdistrikterne, loven om ti timers arbejdsdagen og en hel række mindre reformer gennemførtes - alt sammen noget, der var et slag i ansigtet på frihandelens og den tøjlesløse konkurrences ånd, men som gjorde kæmpekapitalisterne endnu mere overlegne i konkurrencen med deres mindre begunstigede kolleger.

Endvidere. Jo større en industribedrift er, jo flere arbejdere den har, des større er den skade og det tab, den lider ved hver konflikt med arbejderne. Derfor kom der med tiden en ny ånd over fabrikanterne, navnlig over de største. De lærte at undgå unødige stridigheder, at affinde sig med fagforeningernes eksistens og magt, og til slut opdagede de endog, at strejker - såfremt de blev iværksat på rette tid - var et virksomt middel til gennemførelse af deres egne formål. Sådan gik det til, at de største fabrikanter, som tidligere havde været hær førere i kampen mod arbejderklassen, nu var de første, der opfordrede til fred og harmoni. Og det havde de deres gode grunde til.

Alle disse koncessioner til retfærdighed og menneskekærlighed var nemlig i virkeligheden kun midler til at fremskynde den proces, hvorved kapitalen koncentreres i hænderne på nogle få, og til at gøre det af med de mindre konkurrenter, der ikke kunne leve uden en sådan ekstrafortjeneste. I hænderne på disse få havde den pengeafpresning lille stil, som de havde praktiseret før i tiden, ikke blot mistet al betydning, den stod nu ligefrem i vejen for forretninger i stor stil. Og sådan har udviklingen af den kapitalistiske produktion, i hvert fald inden for de førende industrigrene - for i de mindre betydende er dette langt fra tilfældet - i sig selv været nok til at gøre ende på de mindre onder, som før i tiden forværrede arbejdernes kår. Og sådan kommer det store hovedfaktum mere og mere i forgrunden, at nemlig årsagen til arbejderklassens usle kår ikke skal søges i de nævnte små onder, men i det kapitalistiske system selv. Arbejderen sælger sin arbejdskraft til kapitalisten for et vist beløb pr. dag. Efter nogle få timers arbejde har han reproduceret værdien af dette beløb. Men hans arbejdskontrakt lyder på, at han skal fortsætte sit slid i endnu en række timer, før hans arbejdsdag er færdig. Den værdi, han producerer i disse supplerende merarbejdstimer, er merværdi, der ikke koster kapitalisten noget, men alligevel strømmer over i hans lommer. Dette er grundlaget for det system, som mere og mere splitter det civiliserede samfund i på den ene side nogle få Rothschild'er og Vanderbilt'er, der ejer alle produktions- og forbrugsmidler, og på den anden side en uhyre mængde lønarbejdere, der ikke ejer andet end deres arbejdskraft. Og at dette resultat ikke skyldes en eller anden underordnet mangel, men alene selve systemet - denne kendsgerning har kapitalismens udvikling i England nu kastet det skarpest tænkelige lys over.

Endvidere. De gentagne hjemsøgelser i form af kolera, tyfus, kopper og andre epidemier har banket den sandhed ind i den britiske bourgeois, at det er en tvingende nødvendighed, at han sanerer sine byer, hvis han ikke sammen med sin familie vil falde som offer for disse farsoter. Følgelig er de mest skrigende af de mangler, der beskrives i denne bog, nu afskaffet eller i hvert fald gjort mindre iøjnefaldende. Der er indført kanalisation, eller den er forbedret, og der er anlagt brede gader tværs igennem mange af de værste fattigkvarterer. »Lille Irland« [2] er forsvundet, og snart er det »Seven Dials«' [3] tur. Men hvad betyder det? Hele distrikter, som jeg endnu i 1844 kunne skildre som næsten idylliske, er nu, med byernes vækst, sunket ned i samme forfald, ubeboelighed og elendighed. Svinene og affaldsdyngerne tolererer man ganske vist ikke mere. Bourgeoisiet har gjort yderligere fremskridt i den kunst at tilhylle arbejderklassens fattigdom. Men at der ikke sker væsentlige fremskridt, hvad arbejderboligerne angår, bevises fuldt ud af den beretning, som den kongelige kommission »Om de fattiges boligforhold« udsendte i 1885. Og sådan forholder det sig også i alle andre henseender. Der er ingen ende på antallet af bekendtgørelser fra politiet, men de kan kun sætte grænser for arbejdernes fattigdom; afskaffe den kan de ikke.

Mens England er vokset fra den kapitalistiske udbytnings ungdomstilstand, sådan som jeg har skildret den, så er der andre, der først har nået den nu. Frankrig, Tyskland og frem for alt Amerika er de truende rivaler, der - som jeg forudså det i 1844 - mere og mere bryder Englands industrimonopol. Deres industri er ung sammenlignet med den engelske, men den vokser langt hurtigere end den, og er nu så nogenlunde nået op på det udviklingsniveau, som England befandt sig på i 1844. Med hensyn til Amerika er parallellen særlig frapperende. Ganske vist er de ydre forhold meget forskellige for de amerikanske arbejderes vedkommende, men de samme økonomiske love er i virksomhed, og selv om resultaterne ikke i alle henseender kan være identiske, må de dog være beslægtede. Derfor finder vi i Amerika de samme kampe for en kortere, lovbestemt arbejdsdag, især for kvinder og børn i fabrikkerne; vi finder trucksystemet i fuld blomst, og i landlige distrikter udnyttes cottagesystemet af »the bosses«, kapitalisterne og deres repræsentanter, som et middel til at herske over arbejderne. Da jeg i 1886 fik de amerikanske aviser med beretninger om de pennsylvanske bjergværksarbejderes store strejke i Connelsvilledistriktet, forekom det mig, at jeg læste min egen skildring af kulminearbejdernes arbejdsnedlæggelse i Nordengland i 1844. Det samme optrækkeri over for arbejderne ved at bruge falske mål, det samme trucksystem, det samme forsøg på at bryde grubearbejdernes modstand ved at anvende kapitalisternes sidste sønderknusende middel: at sætte arbejderne ud af deres boliger, der tilhører grubeledelsen.

Jeg har hverken i denne eller i de engelske udgaver gjort forsøg på at tilpasse bogen til tingenes nuværende tilstand, det vil sige i enkeltheder at opregne de ændringer, der er sket siden 1844. Og det har jeg ikke gjort af to grunde. For det første havde jeg været nødt til at fordoble bogens omfang. Og for det andet giver første bind af Marx' »Kapitalen« en udførlig fremstilling af den britiske arbejderklasses stilling i tiden omkring 1865, dvs. den tid, da den britiske industris blomstring havde nået sit højdepunkt. Jeg ville altså være blevet nødt til at gentage det, Marx allerede har sagt.

Det er vel ikke nødvendigt at bemærke, at denne bogs almindelige teoretiske standpunkt - i filosofisk, økonomisk og politisk henseende - på ingen måde falder nøje sammen med mit nuværende standpunkt. I året 1844 eksisterede endnu ikke den moderne internationale socialisme, som siden er blevet udviklet til en videnskab, først og fremmest og næsten udelukkende takket være Marx. Min bog repræsenterer kun en af faserne i dens fosterudvikling. Og ligesom menneskefosteret på dets tidligste udviklingstrin endnu reproducerer vore fiskeforfædres gællebuer, således røber denne bog overalt, at en af den moderne socialismes forfædre er den tyske klassiske filosofi. Der bliver for eksempel - navnlig i slutningen - lagt megen vægt på den påstand, at kommunismen ikke slet og ret er en partidoktrin for arbejderklassen, men en teori, hvis endelige mål er hele samfundets, deri indbefattet kapitalisternes, befrielse fra de nuværende indsnævrende forhold. Dette er abstrakt set rigtigt, men i praksis er det for det meste unyttigt eller det, der er værre. Så længe de besiddende klasser ikke blot ikke føler noget behov for at blive befriet, men også af alle kræfter modsætter sig arbejderklassens bestræbelser for at befri sig selv, så længe er arbejderklassen nu engang nødt til på egen hånd at indlede og gennemføre den sociale omvæltning. Det franske bourgeoisi af 1789 erklærede også, at bourgeoisiets befrielse var hele menneskehedens emancipation; men adel og gejstlighed ville ikke indse dette; skønt påstanden dengang, for så vidt der var tale om feudalismen, var en ubestridelig, ab strakt, historisk sandhed, så udartede den snart til en ren og skær sentimental talemåde og forduftede fuldstændig i den revolutionære kamps ild. Nu om stunder er der også folk nok, som ud fra deres ophøjede, upartiske stade forkynder arbejderne en socialisme, der er hævet over alle klassemodsætninger og klassekampe. Men de er enten nybegyndere, der endnu har masser at lære, eller de er arbejdernes værste fjender, ulve i fåreklæder.

I teksten er de store industrikrisers kredsløbsperiode sat til fem år. Det var den periode, der tilsyneladende kunne udledes af begivenhedernes gang fra 1825 til 1842. Industriens historie fra 1842 til 1868 har imidlertid bevist, at perioden i virkeligheden er på ti år, at mellemkriserne var af sekundær natur, og at de er forsvundet mere og mere efter 1842. Efter 1868 har situationen igen ændret sig; herom senere.

Det er ikke faldet mig ind at slette de mange spådomme i teksten, navnlig ikke den om en nært forestående social revolution i England, som min ungdommelige ildhu dengang fik mig til at tro på. Jeg har ingen grund til at fremstille mit arbejde og mig selv som bedre, end vi begge dengang var. Det forunderlige er ikke, at så mange af disse spådomme ramte ved siden af, men at så mange er gået i opfyldelse, og at den engelske industri siden dengang virkelig er kommet i en kritisk situation som følge af kontinental og navnlig amerikansk konkurrence, en situation, som jeg dengang henlagde til en ganske vist alt for nær fremtid. Hvad dette punkt angår, er jeg forpligtet til at bringe bogen i overensstemmelse med tingenes nuværende tilstand. jeg gør det, idet jeg her reproducerer en artikel, der fremkom på engelsk i London-bladet »Commonweal« for 1. marts 1885 og på tysk i tidsskriftet »Neue Zeit« for juni samme år (hæfte 6).

»For fyrretyve år siden stod England foran en krise, som efter alt at dømme kun kunne løses med magt. Industriens vældige og hurtige udvikling var gået langt hurtigere end udvidelsen af de udenlandske markeder og efterspørgselens vækst. Hvert tiende år blev produktionens gang brat afbrudt af en almindelig handelskrise, som, efter en lang periode med kronisk stagnation, efterfulgtes af nogle få, korte blomstringsår, for bestandig på ny at ende i en feberagtig overproduktion og til slut i et nyt sammenbrud. Kapitalistklassen krævede højlydt frihandel med kom og truede med at gennemtvinge den ved at sende den sultende bybefolkning tilbage til de landdistrikter, hvorfra de var kommet, men, som John Bright sagde: »Ikke som trængende, der tigger brød, men som en hær, der indkvarterer sig på fjendens område«. Arbejdermasserne krævede at få del i den politiske magt (»The People's Charter«); de blev understøttet af småborgernes flertal, og det eneste, der skilte dem, var spørgsmålet om, hvorvidt »The People ' s Charter« skulle gennemføres med magt eller ad lovens vej. Da kom handelskrisen i 1847 og hungersnøden i Irland og dermed udsigten til en revolution.

Den franske revolution i 1848 frelste det engelske bourgeoisi. De serjrige franske arbejderes socialistiske proklamationer forskrækkede de engelske småborgere og desorganiserede den engelske arbejderbevægelse, der udviklede sig inden for snævrere grænser, men i højere grad satte sig umiddelbart praktiske mål. Netop i det øjeblik, da chartismen skulle udvikle hele sin kraft, brød den sammen, endnu før den havde lidt sit ydre nederlag den l0. april 1848. Arbejderklassens politiske virksomhed blev trængt i baggrunden. Kapitalistklassen havde sejret over hele linjen.

Parlamentsreformen i 1831 var den samlede kapitalistklasses sejr over det jordbesiddende aristokrati. Korntoldens afskaffelse betød in dustrikapitalisternes sejr ikke blot over godsejerne, men også over de kapitalistgrupper, hvis interesser var mere eller mindre identiske med eller sammenkædet med godsejernes: bankierer, børsfolk, rentierer osv. Frihandel betød, at Englands hele inden- og udenlandske flnans- og handelspolitik omformedes i overensstemmelse med industrikapitalisternes interesser; de blev nu den klasse, der repræsenterede nationen. Og denne klasse tog nu for alvor fat. Enhver hindring for industriproduktionen blev ubarmhjertigt ryddet af vejen. Der blev vendt op og ned på toldtariffen og hele skattesystemet. Alt blev indordnet under et eneste formål, der til gengæld var af yderste vigtighed for industrikapitalisterne: at nedsætte prisen på alle råstoffer og navnlig alle arbejderklassens livsfornødenheder, at producere råstoffer, og at holde arbejdslønnen nede, selv om den endnu ikke skulle sænkes. England skulle blive »Verdens værksted« alle andre lande skulle blive for England, hvad Irland allerede var: markeder for dets industriprodukter og leverandører af dets råstoffer og levnedsmidler. England som det store industrielle midtpunkt for en agerdyrkende verden med et stadigt voksende antal korn- og bomuldsproducerende drabanter, der drejede sig omkring den industrielle sol. Hvilket herligt perspektiv!

Industrikapitalisterne gav sig i lag med gennemførelsen af dette deres store mål med den solide og sunde fornuft og den foragt for overleverede grundsætninger, hvorved de altid har udmærket sig frem for deres mere filisteragtige konkurrenter på kontinentet. Chartismen var ved at uddø. De gode tiders tilbagevenden, der var en naturlig og næsten selvfølgelig ting, efter at krakket i 1847 havde raset ud, blev udelukkende skrevet på frihandelens regning. Som følge af begge disse omstændigheder var den engelske arbejderklasse i politisk henseende blevet et vedhæng til »det store liberale parti«, der stod under fabrikanternes ledelse. Det gjaldt om at bevare denne fordel, nu da den var vundet. Og af chartisternes heftige opposition, ikke mod frihandelen, men mod frihandelens forvandling til nationens eneste livssag, havde fabrikanterne lært, og de lærte det mere for hver dag, der gik, at bourgeoisiet aldrig kan få det fulde sociale og politiske herredømme over nationen uden ved arbejderklassens hjælp. Sådan forandredes efterhånden de to klassers holdning over for hinanden. Fabrikslovene, som engang havde været alle fabrikanters skræk, blev nu ikke blot beredvilligt opfyldt af dem, men endog mere eller mindre udvidet til hele industrien. Fagforeningerne, som endnu for kort tid siden var blevet udskreget som djævelens værk, blev nu forkælet og protegeret af fabrikanterne som yderst berettigede indretninger og som et nyttigt middel til at udbrede sund økonomisk belæring blandt arbejderne. Man konstaterede endog af og til, at strejker, som havde været lyst i band før 1848, var ganske nyttige, navnlig hvis det var d ' herr. fabrikanter selv, der fremkaldte dem på passende tidspunkter. Af de love, der havde frataget arbejderen hans ligeberettigelse med arbejdsgiveren, afskaffedes i hvert fald de mest oprørende. Og det engang så frygtelige »People's Charter« blev nu i det store og hele det politiske program for de selv samme fabrikanter, som indtil det sidste havde opponeret imod det. De formuebestemmelser, der begrænsede valgbarheden, er blevet afskaffet og hemmelig afstemning indført ved lov. Parlaments-reformerne af 1867 og 1884 nærmer sig allerede stærkt til den almin delige valgret, i hvert fald sådan som den nu findes i Tyskland; det forslag til lov om valgkredse, som Parlamentet nu drøfter, indfører lige store valgkredse, eller i hvert fald valgkredse, som i det store og hele ikke afviger mere fra hinanden, end de gør i Frankrig eller Tyskland. I den nærmeste fremtid øjner man som sikre fremskridt diæter og en kortere valgperiode, selv om der ikke ligefrem er tale om årlige valg til Parlamentet. Og så er der endda folk der siger, at chartismen er død.

Revolutionen af 1848 har, lige som mange af dens forgængere, haft en sælsom skæbne. De folk, der slog den ned, er, som Karl Marx plejede at sige, selv blevet fuldbyrdere af dens testamente. Louis Napoleon var nødt til at skabe et enigt og uafhængigt Italien; Bismarck var nødt til at gennemføre en omvæltning i Tyskland på sin maner og at gengive Ungarn en vis uafhængighed; og de engelske fabrikanter fandt ikke på noget bedre end at gøre »The People ' s Charter« til lov.

De virkninger, som industrikapitalisternes herredømme havde for England, var til at begynde med forbavsende. Forretningslivet blomstrede op igen og udviklede sig i en grad, der var uhørt selv i denne den moderne industris vugge. Alle de vældige fremskridt, som man tidligere havde opnået, takket være dampkraften og maskinerne, svandt ind til intet sammenlignet med det vældige produktionsopsving i de tyve år mellem 185o og 187o og sammenlignet med de overvældende tal, der angav udførselen og indførselen, de rigdomme, der hobede sig op i kapitalisternes hænder, og den menneskelige arbejdskraft, der koncentreredes i kæmpebyerne. Ganske vist blev fremskridtet ligesom tidligere afbrudt af kriser, der vendte tilbage hvert tiende år, i 1857 så vel som i 1866, men de gjaldt nu for at være naturlige, uundgåelige foreteelser, som man måtte tage med, og som til syvende og sidst alligevel førte ind på det gamle spor.

Og hvordan var så arbejderklassens stilling i denne periode? Af og til bedre, selv for den store masse. Men denne bedring blev atter og atter bragt ned til det gamle niveau, fordi der strømmede store menneskemasser til fra den ubeskæftigede reserve, fordi de nye maskiner stadig fortrængte arbejdere, og fordi der flyttede landarbejdere, som nu også blev mere og mere fortrængt af maskinerne, til byerne.

En varig forbedring af levevilkårene finder kun sted i to beskyttede afdelinger af arbejderklassen. Den ene af disse udgøres af fabriksarbejderne. Den ved lov fastsatte normalarbejdsdag, som i hvert fald er forholdsvis rationel, har bevirket, at de til en vis grad er kommet fysisk til kræfter igen, og den har givet dem en moralsk overlegenhed, som yderligere forstærkes af deres lokale koncentration. Deres stilling er utvivlsomt bedre end før 1848. Dette bevises bedst ved, at af ti strejker, som de etablerer, er de ni fremkaldt af fabrikanterne selv og i disses egen interesse som det eneste middel, de har til at indskrænke produktionen. Man vil aldrig få fabrikanterne så vidt, at de alle går med til at arbejde med nedsat arbejdstid, hvor usælgelige deres fabrikater end måtte være. Men få arbejderne til at strejke, så lukker samtlige kapitalister deres fabriker.

For det andet er der de store fagforeninger. De er organisationer for de arbejdsgrene, hvor voksne mænds arbejde alene kan anvendes eller i hvert fald er fremherskende. Her har hverken konkurrencen fra kvinder og børn eller fra maskinerne hidtil været i stand til at bryde deres organiserede styrke. Maskinarbejderne, tømrerne, snedkerne og bygningsarbejderne er hver for sig i den grad en magt, at de endog, som f. eks. bygningsarbejderne, med held kan yde modstand mod maskinernes indførelse. Deres stilling er utvivlsomt blevet betydelig forbedret siden 1848; dette bevises bedst ved, at i mere end femten år har ikke blot deres arbejdsgivere været yderst tilfredse med dem, men også de med deres arbejdsgivere. De udgør et aristokrati inden for arbejderklassen; de har været i stand til at tiltvinge sig en forholdsvis komfortabel stilling, og denne stilling accepterer de som definitiv. Det er de mønsterarbejdere, som d ' herr. Leone Levi og Giffen (og også den brave Lujo Brentano) taler om, og det er faktisk meget pæne, medgørlige folk for enhver forstandig kapitalist i særdeleshed og for kapitalistklassen i almindelighed.

Men hvad arbejdernes store masse angår, så står de nu, hvad fattigdom og en usikker tilværelse angår, på et niveau, der er lige så lavt som nogen sinde, om ikke lavere. Londons Eastend er en stadig større sump af håbløs elendighed og fortvivlelse, af hungersnød i arbejdsløshedsperioderne og af fysisk og moralsk fornedrelse, når der er arbejde. Og på samme måde står det til i alle andre storbyer, når man ser bort fra arbejdernes privilegerede mindretal, samt i de mindre byer og i landdistrikterne. Den lov, der reducerer arbejdskraftens værdi til de nødvendige livsfornødenheders pris, og den anden lov, der i reglen trykker dens gennemsnitspris ned på disse livsfornødenheders minimum, disse to love virker med en automatisk maskines uimodståelige kraft og knuser arbejderne mellem sine hjul.

Dette var altså den situation, som frihandelspolitikken af 1847 og industrikapitalisternes tyveårige herredømme havde skabt. Men da kom der et vendepunkt. Efter krisen i 1866 fulgte der ganske vist et kortvarigt og ringe opsving omkring 1873, men det varede ikke ved. Vi fik faktisk ikke en fuld krise på den tid, da den skulle komme, i 1877 eller 1878, men vi har siden 1876 levet i en tilstand af kronisk stagnation inden for alle dominerende industrigrene. Det fuldstændige sammenbrud vil ikke komme og heller ikke de længe ventede gode tider, som vi både før og efter krakket troede at have ret til. Et knugende tryk, kronisk overfyldte markeder for alle forretningsgrene, det er den tilstand, vi nu har levet i i næsten ti år. Hvad er grunden?

Frihandelsteorien hvilede på den ene forudsætning, at England skulle blive det eneste store industricentrum i en agerdyrkende verden, men kendsgerningerne har fuldstændig gjort det af med denne forudsætning. Betingelserne for den moderne industri, dampkraft og maskiner, kan fremstilles overalt, hvor der findes brændsel, navnlig kul; og der er andre lande foruden England, der har kul: Frankrig, Belgien, Tyskland, Amerika og selv Rusland. Og folk i disse lande syntes ikke, at det var i deres interesse at blive forvandlet til underernærede irske forpagtere, blot for at bringe de engelske kapitalister større ære og rigdom. De begyndte at fabrikere, ikke blot til eget brug, men også for den øvrige verden, og følgen er, at det industrimonopol, som England har haft i næsten et århundrede, nu uigenkaldeligt er brudt.

Men Englands industrimonopol er hovedhjørnestenen i det bestående engelske samfundssystem. Selv da dette monopol eksisterede, kunne markederne ikke holde trit med den engelske industris voksende produktivitet; følgen var de kriser, der indtraf hvert tiende år. Og nu bliver nye markeder dag for dag så sjældne, at man endog vil påtvinge negrene ved Kongo den civilisation, der strømmer ud af bomuldsstofferne fra Manchester, porcelænet fra Staffordshire og metalvarerne fra Birmingham. Hvad vil følgen blive, hvis varer fra kontinentet og især fra Amerika vælter frem i stadig stigende mængder, hvis de engelske fabriker, som endnu forsyner verden med broderparten af dens industriprodukter, år for år ser denne andel skrumpe ind? Svar frihandel, du universalmiddel!

Jeg er ikke den første, der har peget på dette. På et møde, som Britisk Association afholdt i Southport i 1883, sagde hr. Inglis Palgrave, der er præsident for den økonomiske sektion, allerede med rene ord, at den tid, da man i England kunne tjene store penge, var forbi, og at der var indtrådt en pause i forskellige store industrigrenes fortsatte udvikling. Man kunne næsten sige, at England var ved at komme ind i en ikke-progressiv tilstand.

Men hvad vil enden blive på det hele? Den kapitalistiske produktion kan ikke være stabil, den må vokse og udvide sig, eller den må dø. Allerede nu betyder formindskelsen af Englands andel i verdensmarkedets forsyning med industriprodukter stagnation og elendighed, på den ene side overflod af kapital, på den anden side overflod af ubeskæftigede arbejdere. Hvordan vil det ikke blive, når den årlige produktionsstigning hører fuldstændig op? Her er den kapitalistiske produktions sårbare akilleshæl. Det er en nødvendig livsbetingelse for den, at den stadig kan udvide sig, og denne stadige udvidelse bliver nu umulig. Den kapitalistiske produktion kommer ind i en blindgyde. Hvert år bringer England nærmere hen til spørgsmålet: Enten går nationen i stykker eller den kapitalistiske produktion. Hvem af dem skal gå til grunde?

Og arbejderklassen? Selv under handelens og industriens uhørte vækst fra 1848 til 1868 var det sådan, at den måtte leve i elendighed; selv dengang var det sådan, at dens store flertal i bedste fald kun opnåede en forbigående forbedring af sin stilling, mens kun et lille privilegeret, beskyttet mindretal fik varige fordele. Hvordan vil det da gå, når denne blændende periode definitivt afsluttes, når den nuværende trykkende stagnation ikke blot yderligere tiltager, men når dette forøgede, dræbende tryk bliver den engelske industris varige, normale tilstand?

Sandheden er følgende: Så længe Englands industrimonopol varede ved, fik den engelske arbejderklasse til en vis grad andel i dette monopols fordele. Disse fordele blev fordelt meget ulige imellem dem; det privilegerede mindretal indkasserede størsteparten, men selv det store flertal fik sin part, i hvert fald af og til, forbigående. Og det er grunden til, at der efter owenismens uddøen ikke har eksisteret nogen socialisme i England. Med monopolets sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne privilegerede stilling. Den vil en skønne dag i sin helhed - inklusive det privilegerede og ledende mindretal - komme til at stå på samme niveau som udlandets arbejdere. Og det er grunden til, at der igen vil opstå socialisme i England.«

Sådan skrev jeg i artiklen fra 1885. I det engelske forord af 11. januar 1892 fortsatte jeg derpå:

»Jeg har ikke noget videre at føje til denne skildring af situationen, som jeg så den i 1885. Det er unødvendigt at sige, at der i dag virkelig »igen er opstået socialisme i England«, og det i stor stil: socialisme i alle schatteringer, bevidst og ubevidst socialisme, socialisme i prosa og på vers, socialisme for arbejderklassen og for bourgeoisiet. For faktisk er det sådan, at socialismen, denne rædslernes rædsel, ikke blot er blevet respektabel, men allerede har taget selskabstøj på og slanger sig på salonernes sofaer. Det beviser endnu en gang, hvor uhelbredelig ubestandig det gode selskabs skrækkelige despot, bourgeoisiets offentlige mening, er, og retfærdiggør endnu en gang den foragt, som vi socialister af forrige generation altid har næret for denne offentlige mening. Men for øvrigt har vi ingen grund til at beklage os over dette nye symptom.

Hvad jeg anser for langt vigtigere end den øjeblikkelige mode at gøre sig interessant med en udvandet socialisme i bourgeoisikredse, og også vigtigere end det fremskridt, socialismen i almindelighed har gjort i England, er Londons Eastends genopvågnen. Dette umådelige slumkvarter er ikke mere den stagnerende sump, som det endnu var for seks år siden. Eastend har rystet sin sløve fortvivlelse af sig: det er givet tilbage til livet og er blevet hjemstedet for »den nye fagbevægelse«, dvs. for en organisation, der omfatter de »ufaglærte« arbejderes store masse. Selv om denne organisation i mange henseender i det ydre ligner de »faglærte« arbejderes gamle fagforeninger, er den alligevel væsensforskellig fra dem. De gamle fagforeninger bevarer traditionerne fra den tid, da de blev oprettet, de anser lønsystemet for en definitiv kendsgerning, der er givet én gang for alle, og som de i bedste fald kan mildne noget i deres medlemmers interesse. De nye foreninger er derimod blevet oprettet på en tid, da troen på lønsystemets uforgængelighed allerede var blevet grundigt rystet. De folk, der oprettede og fremmede dem, var enten bevidst eller følelsesmæssigt socialister; de masser, der strømmede til dem, og som deres styrke hvilede på, var rå og forsømte, og arbejderklassens aristokrati så ned på dem. De har imidlertid et eneste, umådeligt fortrin: deres sind er endnu en jomfruelig jordbund, der er fuldstændig fri for de nedarvede »respektable« bourgeoisfordomme, der skaber forvirring hos de bedrestillede »gamle fagforeningsfolk«. Og derfor ser vi nu, hvordan disse nye fagforeninger tager ledelsen af den samlede arbejderbevægelse og mere og mere tager de rige og stolte »gamle« fagforeninger på slæb.

Folkene fra Eastend har utvivlsomt gjort kolossale bommerter; men det gjorde deres forgængere også, og det gør de doktrinære socialister endnu den dag i dag, selv om de rynker på næsen ad disse forgængere. En stor klasse og en stor nation lærer altid hurtigst af følgerne af deres egne fejltagelser. Og trods alle mulige fejl i fortid, nutid og fremtid vil Eastends opvågnen blive stående som en af de største og mest frugtbare begivenheder i århundredets slutning, og jeg er glad og stolt over, at jeg har oplevet den.«

Siden jeg skrev ovenstående for seks måneder siden, har den engelske arbejderbevægelse igen taget et stort skridt fremad. Det parlamentsvalg, der fandt sted for nogle dage siden, har med al ønskelig tydelighed gjort det klart for de to officielle partier, de konservative og de liberale, at de fra nu af må regne med et tredje parti, arbejderpartiet. Dette arbejderparti er først ved at opstå dets bestanddele er endnu optaget af at ryste alle mulige overleverede fordomme af sig, borgerlige fordomme, fordomme fra den gamle fagforeningsbevægelse og selv doktrinære socialistiske fordomme, så at de omsider kan finde sammen på det grundlag, de alle er fælles om. Og dog er det instinkt, der førte dem sammen, allerede nu så stærkt, at det har fremkaldt valgresultater, som man ikke har kendt magen til i England. I London opstilledes to arbejdere åbenlyst som socialister, og de liberale vovede ikke at stille en af deres folk op imod dem, så at de to socialister blev valgt med overvældende og uventet majoritet. I Middlesbrough var en arbejderkandidat opstillet mod en liberal og en konservativ og blev valgt til trods for disse; de nye arbejderkandidater, som havde sluttet forbund med de liberale, dumpede derimod med undtagelse af en eneste. Blandt de tidligere, såkaldte arbejderrepræsentanter, dvs. folk, som man tilgiver, at de tilhører arbejderklassen, fordi de selv gerne vil drukne dette tilhørsforhold i deres liberalismes ocean, er den betydeligste repræsentant for den gamle fagforeningsbevægelse, Henry Broadhurst, dumpet med glans, fordi han udtalte sig mod ottetimers-arbejdsdagen. I to valgkredse i Glasgow og en i Salford, foruden i flere andre, blev der opstillet uafhængige arbejderkandidater mod kandidater fra de to gamle partier; de blev slået, men det blev de liberale kandidater også. Kort sagt, i en række valgkredse i storbyer og industridistrikter har arbejderne fuldstændig afbrudt al forbindelse med de to gamle partier og derved opnået direkte eller indirekte resultater som ved intet tidligere valg. Og arbejdernes glæde over dette resultat er ubeskrivelig. De har for første gang set og følt, hvad de kan præstere, hvis de udnytter valgretten i deres klasses interesse. Det er forbi med den blinde tro på det »store liberale parti«, der har behersket de engelske arbejdere i næsten fyrretyve år. De har ved hjælp af slående eksempler set, at de, arbejderne, er den afgørende magt i England, hvis de blot vil og ved, hvad de vil; og valget i 1892 var begyndelsen til at vide og ville. Resten skal arbejderbevægelsen på det europæiske fastland nok sørge for; tyskerne og franskmændene, som allerede har så betydelig en repræsentation i parlamenter og lokale råd, skal nok ved fortsat fremgang stimulere englændernes trang til at være med i en kappestrid. Og hvis det i en tid, der ikke mere er fjern, viser sig, at dette nye parlament ikke kan stille noget op med hr. Gladstone, og hr. Gladstone ikke kan stille noget op med dette parlament, så er det engelske arbejderparti sikkert også tilstrækkelig konstitueret til snarest at gøre ende på den vippeleg, hvori de to gamle partier skiftevis er ved magten og netop derved opretholder bourgeoisherredømmet.

London, 21. juli 1892. F. Engels.


Noter

[1]: I Philadelphia (USA) blev der i 1876 afholdt en international industriudstilling. - Red.

[2]: Et af de usleste arbejdskvarterer i Manchester i 40'erne i det 19. århundrede. - Red.

[3]: Arbejderkvarter i Londons centrum. - Red.


Forord til »Den arbejdende klasses stilling i England«

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere