(17.-19. september 1879) |
Marx og Engels går i rette med Hochbergs, Bernsteins og Schramms ideer om at Social-Demokratiet skal ophøre med at være et arbejdsklasseparti og at klassekampen må udsættes til engang ude i fremtiden.
Udgivet første gang: Ukendt.
Oversættelse: Ukendt.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter , bind II, s. 479-486, Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt , januar. 2006.
(»Rundskrivelse«)
London, den 17.-18. september 1879.
...De tre ziiricheres manifest
I mellemtiden har vi fået den hochbergske »Årbog«, og den indeholder en artikel: »Tilbageblik over den socialistiske bevægelse i Tyskland« [1] , om hvilken Hochberg selv har fortalt mig, at den er forfattet netop af de tre medlemmer af Zürichkommissionen. Her har vi deres autentiske kritik af den hidtidige bevægelse og dermed deres autentiske program for det nye organs holdning, for så vidt denne afhænger af dem.
Fra første begyndelse hedder det:
»Bevægelsen, der af Lassalle blev betragtet som eminent politisk, som han ikke blot opfordrede arbejderne, men alle ærlige demokrater til at deltage i, og i hvis forreste geled de uafhængige repræsentanter for videnskaben og alle af sand menneskekærlighed opfyldte mænd skulle marchere, forfladigede sig under J. B. v. Schweitzers formandsskab til en ensidig interessekamp fra industriarbejdernes side.«
Jeg undersøger ikke, om og hvor vidt dette historisk forholder sig således. Den specielle bebrejdelse, der her rettes mod Schweitzer, består i, at Schweitzer skal have forfladiget lassalleanismen, der her opfattes som en borgerlig, demokratisk-filantropisk bevægelse, til en ensidig interessekamp fra industriarbejdernes side, forfladiget, idet han uddybede dens karakter af klassekamp fra industriarbejdernes side mod bourgeois ' erne. Endvidere bebrejder man ham hans »afvisning af det borgerlige demokrati«. Hvad har det borgerlige demokrati at gøre i det socialdemokratiske parti? Hvis det består af »ærlige mænd«, kan det slet ikke ville indtræde, og hvis det alligevel vil indtræde, så er det dog kun for at stifte ufred.
Det lassalleske parti »foretrak på den ensidigste måde at gerere sig som arbejderparti«. D'herrer, der skriver dette, er selv medlemmer af et parti, der på den ensidigste måde gererer sig som arbejderparti, de beklæder nu tillidsposter i det. Der er her tale om ting, der er absolut uforsonlige. Hvis de mener, hvad de skriver, så må de træde ud af partiet eller i hvert fald give afkald på deres funktioner. Gør de det ikke, så indrømmer de dermed, at de tænker på at benytte deres poster til at bekæmpe partiets proletariske karakter. Partiet forråder altså sig selv, hvis det lader dem beholde deres funktioner.
Det socialdemokratiske parti skal altså efter disse herrers mening ikke være et ensidigt arbejderparti, men et alsidigt parti, som rummer »alle af sand menneskekærlighed opfyldte mænd«. Frem for alt skal det bevise dette ved at skille sig af med de rå proletarlidenskaber og ved at stille sig under de dannede filantropiske bourgeois'ers ledelse »for at udvikle en god smag« og »for at lære god tone« (s. 85). Så vil også mange føreres »lurvede optræden« vige for en velanstændig »bor gerlig optræden«. (Som om den udadtil lurvede optræden hos de folk, der her er tale om, ikke var det mindste, man kan bebrejde dem!) Så vil der også »indfinde sig talrige tilhængere fra de dannede og besiddende klassers kreds. Men disse må først vindes, hvis den ... agitation, man driver, skal føre til tydelige resultater«. Den tyske socialisme har »lagt for megen vægt på at vinde masserne og derved forsømt at gøre energisk(?) propaganda i samfundets højere lag«. Thi »endnu savner partiet mænd, der er egnet til at repræsentere det i rigsdagen«. Det er imidlertid »ønskeligt og nødvendigt at betro mandaterne til mænd, der bar lejlighed og tid nok til grundigt at gøre sig fortrolige med de pågældende materier. Den simple arbejder og lille mester ... har kun i de sjældneste undtagelsestilfælde den nødvendige ro og fred til det«. Vælg derfor bourgeois'er!
Kort sagt: arbejderklassen er ude af stand til at befri sig selv ved egne kræfter. For at opnå sin frigørelse må den stille sig under ledelse af »dannede og besiddende« bourgeois'er, der alene »har lejlighed og tid« til at gøre sig fortrolige med, hvad der tjener til arbejdernes bedste. Og for det andet skal bourgeoisiet så sandelig ikke bekæmpes, men tværtimod - vindes ved hjælp af en energisk propaganda.
Men hvis man vil vinde samfundets øverste lag eller kun dets velmenende elementer, så må man sandelig ikke forskrække dem. Og der tror de tre zürichere at have gjort en beroligende opdagelse:
»Partiet viser netop nu under socialistlovens tryk, at det ikke er villig til at gå den voldelige, blodige revolutions vej, men er besluttet på at skride frem ad lovlighedens, dvs. reformens vej«. Hvis altså de 5-600.000 socialdemokratiske vælgere, 1/10 -1/8 af samtlige vælgere, der tilmed er spredt ud over hele landet, er så fornuftige, at de ikke render panden mod muren og én mod ti forsøger en »blodig revolution«, så beviser det, at de også for al fremtid forbyder sig selv at benytte sig af en vældig udenrigspolitisk begivenhed, et deraf fremkaldt pludseligt revolutionært opsving, ja af en sejr for folket, som det har tilkæmpet sig i et sammenstød, der er opstået som følge af dette revolutionære opsving! Hvis Berlin igen engang skulle være så udannet at få en 18. marts [2] , så skal socialdemokraterne, i stedet for at tage del i kampen som »barrikadesyge pjalte« (s. 88), tværtimod »skride frem ad lovlighedens vej«, mane til fred og ro, rydde barrikaderne væk og om nødvendigt sammen med den herlige krigshær marchere mod de ensidige, rå, udannede masser. Eller hvis d'herrer påstår, at det har de ikke ment sådan, hvad har de så ment?
Det bliver endnu bedre.
»Jo roligere, sagligere, med jo mere overlæg det (partiet) altså optræder i sin kritik af de bestående tilstande og i sine forslag til forandring af disse, des mindre kan det skaktræk gentages, som er lykkedes nu (ved indførelsen af socialistloven), og med hvilket den bevidste reaktion har jaget borgerskabet ned i et musehul ved at benytte sig af frygten for det røde spøgelse.« (s. 88).
For at befri bourgeoisiet for den sidste smule angst skal man kort og godt bevise det, at det røde spøgelse virkelig kun er et spøgelse og ikke eksisterer. Men hvad er det røde spøgelses hemmelighed, hvis ikke det er bourgeoisiets angst for den uundgåelige kamp på liv og død mellem det og proletariatet? Angsten for den moderne klassekamps uafvendelige afgørende slag? Man afskaffer blot klassekampen, og bourgeoisiet og »alle uafhængige mennesker« vil »ikke undse sig ved at gå hånd i hånd med proletarerne«! Og de, der så blev snydt, var ingen andre end proletarerne.
Lad partiet altså ved ydmyg og vemodig optræden bevise, at det én gang for alle har sagt farvel til de » utilbørligheder og udskejelser«, der har givet anledning til socialistloven. Hvis det frivilligt lover, at det kun vil bevæge sig indenfor socialistlovens skranker, vil Bismarck og bourgeoisiet da sikkert være elskværdige og ophæve denne lov, der så er blevet overflødig!
»Forstå os rigtigt«, vi vil ikke »opgive vort parti og vort program, men vi mener, at vi mange år ud i fremtiden har nok at gøre, når vi retter hele vor kraft, hele vor energi mod at opnå visse nærliggende mål, som man under alle omstændigheder må tilkæmpe sig, før der kan tænkes på en realisering af de videregående bestræbelser«. Så vil også bourgeoisiet, småborgerne og arbejderne, som »nu ... afskrækkes af de vidtgående krav«, i massevis slutte sig til os.
Programmet skal ikke opgives, men kun udsættes - på ubestemt tid. Man vedtager det, men egentlig ikke for sig selv og for sin egen levetid, men posthumt, som et arvestykke for børn og børnebørn. I mellemtiden anvender man »hele sin kraft og energi« på alskens småpilleri og lappearbejde på den kapitalistiske samfundsordning, for at det dog skal se ud, som om der sker noget, uden at bourgeoisiet samtidig bliver forskrækket. Så foretrækker jeg alligevel kommunisten Miquel, der godtgør sin urokkelige overbevisning om, at det kapitalistiske samfund uundgåeligt vil blive styrtet om nogle hundrede år, ved at han svindler løs, så det står efter, bidrager til krakket i 1873 [3] så godt han kan og dermed virkelig gør noget for den bestående ordnings sammenbrud.
En anden forsyndelse mod den gode tone var også de »overdrevne angreb på grunderne«, der jo kun var »børn af tiden« »skældsordene mod Strousberg og den slags folk ... skulle man derfor hellere have undladt«. Desværre er alle mennesker kun »børn af tiden«, og hvis dette er tilstrækkelig grund til undskyldning, så må man aldrig mere angribe nogen, al polemik, al kamp fra vor side hører op; vi tager roligt mod hvert spark fra vore modstanderes side, fordi vi, de vise mænd, jo ved, at de kun er »børn af tiden« og ikke kan handle anderledes, end de gør. I stedet for at betale dem sparkene tilbage med renter burde vi tværtimod beklage de stakkels mennesker.
Ligeledes var det nu alligevel forbundet med ulemper, når man tog parti for Kommunen, idet »folk, der ellers er os venligtsindede, følte sig frastødt ved det, og bourgeoisiets had mod os overhovedet forøgedes«. Og endvidere er partiet »ikke helt uden skyld i, at oktoberloven [4] er blevet til, thi det har uden nødvendighed forøget bourgeoisiets had«.
Der har man de tre Zürich-censorers program. Man kan ikke ønske sig det bedre, hvad tydelighed angår. Allermindst vi, der meget vel kender alle disse talemåder fra 1848. Det er småborgerskabets repræsentanter, der melder sig, fulde af angst for, at proletariatet under den revolutionære situations tryk skal »gå for vidt«. I stedet for klar og tydelig politisk opposition almindelig formidling; i stedet for kampen mod regering og bourgeoisi forsøg på at vinde og overtale dem; i ste det for trodsig modstand mod mishandlinger fra oven ydmyg underkastelse og indrømmelse af, at man har fortjent straffen. Alle historisk nødvendige konflikter fortolkes som misforståelser, og enhver diskussion afsluttes med, at man forsikrer, at i hovedsagen er vi jo alle enige. De folk, der i 1848 optrådte som borgerlige demokrater kan nu ligeså godt kalde sig socialdemokrater. Ligesom den demokratiske republik lå i en fjern og uopnåelig fremtid for de borgerlige demokrater, således forholder det sig også med den kapitalistiske ordnings omstyrtelse for socialdemokraterne. Den har altså absolut ingen betydning for nutidens politiske praksis; man kan mægle, lave kompromisser og filantropisere af hjertens lyst. På samme måde går det med klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet. På papiret anerkender man den, fordi man jo ikke mere kan benægte den, men i praksis tilsløres, udviskes, afsvækkes den. Det socialdemokratiske parti skal ikke være et arbejderparti, det skal ikke pådrage sig bourgeoisiets eller overhovedet nogens had; det skal frem for alt gøre energisk propaganda blandt bourgeoisiet; i stedet for at lægge vægt på vidtgående mål, der afskrækker bourgeoisiet og alligevel er uopnåelige for vor generation, skal det hellere anvende hele sin kraft og energi på de småborgerlige lappereformer, der betyder ny understøttelse af den gamle samfundsordning og derved måske kan forvandle den endelige katastrofe til en langsom stykkevis opløsningsproces, der bør være så fredelig som mulig. Det er de samme folk, som under skin af rastløs travlhed ikke blot ikke gør noget selv, men også søger at hindre, at der overhovedet sker noget andet end - snak; de samme folk, hvis frygt for enhver handling i 1848 og 1849 for hvert skridt hæmmede bevægelsen og endelig bragte den nederlaget; de samme folk, som ser en reaktion og så er meget forbavsede over, at de omsider befinder sig i en blindgade, hvor hverken modstand eller flugt er mulig; de samme folk, som vil tvinge historien ind i deres egen snævre spidsborgerhorisont, og over hvem historien hver gang går over til dagsordenen.
Hvad deres socialistiske kaliber angår, så er denne allerede blevet tilstrækkeligt kritiseret i »Manifestet«, i kapitlet: »Den tyske eller ' sande ' socialisme«. Hvor klassekampen skydes til side som noget ukærkom ment og »råt«, bliver der ikke anden basis for socialismen end »sand menneskekærlighed« og tomme talemåder om »retfærdighed«.
Det er et uundgåeligt fænomen, der har sit grundlag i udviklingens gang, at også folk af den hidtil herskende klasse slutter sig til det kæmpende proletariat og tilfører det dannelseselementer. Det har vi allerede udtalt klart i »Manifestet«. Her er der imidlertid to ting at bemærke:
For det første må disse folk også medbringe virkelige dannelseselementer, hvis de skal gavne den proletariske bevægelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet hos det store flertal af de tyske borgerlige nyomvendte. Hverken »Zukunft« eller »Neue Gesellschaft« [6] har bragt noget, der kunne føre bevægelsen et skridt fremad. Virkeligt, faktisk eller teoretisk dannelsesstof er der absolut mangel på der. I stedet findes der forsøg på at bringe de socialistiske, overfladisk tilegnede tanker i samklang med de mest forskellige teoretiske standpunkter, som d'herrer har bragt med sig fra universitetet eller et andet sted, og af hvilke det ene er mere forvirret end det andet, takket være den forrådnelsesproces, som resterne af den tyske filosofi i dag befinder sig i. I stedet for først selv grundigt at studere den nye videnskab klippede hver af dem den tværtimod til efter det standpunkt, han havde medbragt, fabrikerede en, to, tre sin egen privatvidenskab og optrådte straks med krav om at ville docere den. Derfor findes der blandt disse herrer omtrent ligeså mange standpunkter som hoveder; i stedet for at bringe klarhed i noget har de kun anrettet en værre forvirring - til alt held næsten kun i deres egne rækker. Sådanne dannelseselementer, hvis første princip er at docere, hvad de ikke har lært, kan partiet godt undvære.
For det andet. Når sådanne folk fra andre klasser tilslutter sig den proletariske bevægelse, så må det første krav være, at de ikke medbringer rester af borgerlige, småborgerlige osv. fordomme, men uden forbehold tilegner sig den proletariske synsmåde. Men de nævnte herrer er som påvist fulde af borgerlige og småborgerlige forestillinger til op over begge øren. I et så småborgerligt land som Tyskland har disse forestillinger sikkert deres berettigelse. Men kun udenfor det socialdemokratiske arbejderparti. Hvis d ' herrer konstituerer sig som socialdemokratisk småborgerparti, så er de i deres fulde ret; man kunne så forhandle med dem, alt efter omstændighederne slutte forbund med dem osv. Men i et arbejderparti er de et forfalskende element. Er der grund til foreløbig at tåle dem i det, så er man forpligtet til kun at tåle dem, ikke at give dem nogen indflydelse på partiledelsen og være klar over, at et brud med dem kun er et spørgsmål om tid. Denne tid synes for øvrigt at være kommet. Hvorledes partiet endnu længere kan tåle denne artikels forfattere i sin midte, er os ubegribeligt. Hvis sådanne folk oven i købet mere eller mindre får partiledelsen i deres hånd, så kastreres partiet simpelthen, og det er forbi med den proletariske glød.
Hvad os angår, så er der efter hele vor fortid kun én vej, vi kan gå. Vi har i næsten fyrretyve år fremhævet klassekampen som historiens umiddelbare drivkraft og specielt klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat som den store løftestang i den moderne sociale omvæltning; vi kan altså umuligt gå sammen med folk, der vil stryge denne klassekamp af bevægelsen. Vi har ved Internationales dannelse udtrykkeligt formuleret kampråbet: arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk. Vi kan altså ikke gå sammen med folk, der åbent erklærer, at arbejderne er for udannede til at befri sig selv og først må befris fra oven gennem filantropiske stor- og småborgere. Hvis det nye partiorgan indtager en holdning, der svarer til disse herrers indstilling og er borgerlig og ikke proletarisk, så er der ikke andet for os at gøre - så meget det end ville smerte os - end offentligt at erklære os imod det og gøre ende på den solidaritet, med hvilken vi hidtil har repræsenteret det tyske parti overfor udlandet. Men så vidt kommer det forhåbentlig ikke ...
[1]: