| Tilbage |
Vareomsætningen eller varecirkulationen er udgangspunktet for kapitalen. Vareproduktion og udviklet vareomsætning, handel, udgør de historiske forudsætninger, under hvilke den opstår. Verdenshandel og verdensmarked indleder i det 16. århundrede kapitalens moderne livshistorie.
Hvis vi ser bort fra det stoflige indhold i vareomsætningen, fra udvekslingen af forskelligartede brugsværdier, og kun betragter de økonomiske former, som denne proces afføder, så finder vi som dens sidste produkt pengene. Dette sidste produkt af vareomsætningen er den første form, hvori kapitalen fremtræder.
Historisk set optræder kapitalen i sin begyndelse alle vegne over for jordejendommen i form af penge, som pengeformue, købmandskapital og ågerkapital. [1] Man behøver imidlertid ikke noget tilbageblik på kapitalens tilblivelseshistorie for at erkende, at pengene er dens første fremtrædelsesform. Den samme historie udspilles dagligt for øjnene af os. Enhver ny kapital træder stadigvæk i første omgang ind på scenen, dvs. markedet, varemarkedet, arbejdsmarkedet eller pengemarkedet, som penge, penge, der gennem bestemte processer skal forvandles til kapital.
Penge som penge og penge som kapital adskiller sig til at begynde med kun ved deres forskellige omsætningsform.
Vareomsætningens umiddelbare form er V - P - V, forvandling af vare til penge og forvandling af penge tilbage til vare, sælge for at købe. Ved siden af denne form finder vi imidlertid en anden, som er specifikt forskellig derfra, formen P - V - P, forvandling af penge til vare og forvandling af vare tilbage til penge, købe for at sælge. Penge, der cirkulerer på denne sidste måde, forvandler sig til kapital, de bliver kapital og er allerede forud bestemt til at være kapital.
Lad os se nærmere på omsætningen P - V - P. Den gennemløber ligesom den simple vareomsætning to modsatte faser. I den første fase, P - V, købet, bliver pengene forvandlet til vare. I den anden fase, V - P, salget, bliver varen forvandlet tilbage til penge. De to fasers enhed udgør imidlertid en samlet bevægelse, som udveksler penge med vare og den samme vare atter med penge, en bevægelse, som køber varer for at sælge dem, dvs. - når man ser bort fra de formelle forskelle mellem køb og salg – køber varer med penge og penge med varer. [2] Resultatet, som hele processen forsvinder i, er udveksling af penge med penge, P – P. Hvis jeg for 100 pd. st. køber 2000 pund bomuld og sælger de 2000 pund bomuld videre for 110 pd. st., så har jeg sluttelig udvekslet 100 pd. st. med 110 pd. st., penge med penge.
Det er indlysende, at omsætningsprocessen P - V - P ville være absurd og indholdsløs, hvis man ad denne omvej udvekslede den samme pengeværdi med den samme pengeværdi, altså f.eks. 100 pd. st. med 100 pd. st. Langt enklere og sikrere ville det være at gøre som pengepugeren, der holder fast på sine 100 pd. st. i stedet for at udsætte dem for omsætningens risiko. På den anden side, hvad enten købmanden videresælger den bomuld, han købte for 100 pd. st., for 110 pd. st., eller han må afhænde den til 100 pd. st. eller måske endda til 50 pd. st., har hans penge under alle omstændigheder beskrevet en karakteristisk og original bevægelse, af helt anden art end i den simple vareomsætning, hvor f.eks. bonden sælger korn og med de således erhvervede penge køber tøj. Det gælder altså først om at undersøge de karakteristiske formforskelle mellem kredsløbene P – V – P og V – P – V. Ved at gøre det vil vi også finde den reelle forskel, der lurer bag disse formelle forskelle.
Lad os først se på, hvad der er fælles for de to former.
Begge kredsløb deler sig i de samme to modsatte faser, V – P, salg, og P – V, køb. I hver af de to faser står de samme to tingslige elementer over for hinanden, varer og penge – og to personer med de samme økonomiske karaktermasker, en køber og en sælger. Hver af de to kredsløb er enheden af de samme modsatte faser, og begge gange bliver denne enhed formidlet ved, at der optræder tre parter, hvoraf den ene kun sælger, den anden kun køber, mens den tredje skiftevis køber og sælger.
Det, der imidlertid på forhånd adskiller de to kredsløb V – P – V og P – V – P, er, at de to modsatte omsætningsfaser kommer i omvendt rækkefølge. Den simple vareomsætning begynder med salget og ender med købet, pengenes omsætning som kapital begynder med købet og ender med salget. Der danner varen, her pengene udgangspunktet og slutpunktet for bevægelsen. I den første form formidler pengene, i den anden omvendt varen hele forløbet.
I omsætningen V - P – V bliver pengene sluttelig forvandlet til varer, der tjener som brugsværdi. Pengene er altså definitivt givet ud. I den omvendte form P – V – P giver køberen derimod pengene ud for som sælger at tage penge hjem. Han kaster ved købet af varen penge ind i omsætningen for på ny at trække dem ud gennem salget af den samme vare. Han slipper kun pengene med den skumle bagtanke at få fat i dem igen. De bliver derfor kun lagt ud. [3]
I formen V – P – V skifter det samme pengestykke plads to gange. Sælgeren får det fra køberen og udbetaler det til en anden sælger. Den samlede proces, der begynder med modtagelsen af penge for varer, afsluttes med udbetaling af penge for varer. Omvendt i formen P – V – P. Her er det ikke det samme pengestykke, men den samme vare, der skifter plads to gange. Køberen får den fra sælgerens hånd og overgiver den til en anden købers hånd. I den simple vareomsætning resulterer det samme pengestykkes to pladsskifter i, at det definitivt går over fra en hånd til en anden, hvorimod den samme vares to pladsskifter resulterer i, at pengene vender tilbage til deres første udgangspunkt.
Pengenes tilbagevenden til deres udgangspunkt afhænger ikke af, om varen bliver solgt dyrere end den blev købt. Denne omstændighed påvirker kun størrelsen af den tilbagevendende pengesum. Selve fænomenet, pengenes tilbagevenden, finder sted, så snart den købte vare atter sælges, så snart altså kredsløbet P – V – P er fuldført. Dette er altså en håndgribelig forskel mellem pengenes cirkulation som kapital og deres cirkulation som penge slet og ret.
Kredsløbet V – P – V er fuldført, så snart salget af en vare indbringer penge, som købet af en anden vare atter fjerner. Hvis pengene alligevel vender tilbage til deres udgangspunkt, kan dette kun indtræffe gennem en fornyelse eller gentagelse af hele operationen. Hvis jeg sælger en tønde korn for 3 pd. st. og med disse 3 pd. st. køber tøj, er de 3 pd. st. for mig definitivt givet ud. Jeg har ikke mere med dem at gøre. De er tøjhandlerens. Hvis jeg nu sælger endnu en tønde korn, så vender der penge tilbage til mig, men ikke på grund af den første transaktion, kun på grund af dens gentagelse. De fjerner sig atter fra mig, så snart jeg fuldfører den anden transaktion og på ny køber noget. I omsætningen V – P – V har pengenes udgivelse altså intet at gøre med deres tilbagevenden. I omsætningen P – V – P derimod er pengenes tilbagevenden betinget af selve den måde de gives ud på. Uden denne tilbagevenden er operationen mislykket eller processen afbrudt og endnu ikke færdig, fordi dens anden fase, salget, der kompletterer og kroner købet, mangler.
Kredsløbet V – P – V begynder med en vare som yderpunkt og slutter med en anden vare som yderpunkt, og denne vare udgår af omsætningen og indgår i forbruget. Forbrug, tilfredsstillelse af behov, kort sagt brugsværdi er derfor dette kredsløbs endelige mål. Kredsløbet P – V – P derimod begynder med pengene som yderpunkt og vender sluttelig tilbage til det samme yderpunkt. Dets ledemotiv, dets bestemmende formål er derfor selve bytteværdien.
I den simple vareomsætning har de to yderpunkter den samme økonomiske form. De er begge to varer. De er også varer af samme værdistørrelse. Men de er kvalitativt forskellige brugsværdier, f.eks. korn og tøj. Produktudvekslingen, ombytningen af de forskellige stoffer, som det samfundsmæssige arbejde er udtrykt i, udgør her bevægelsens indhold. Anderledes forholder det sig med omsætningen P – V – P. Den synes ved første øjekast indholdsløs, fordi den er tautologisk. De to yderpunkter har samme økonomiske form. De er begge to penge, altså ikke kvalitativt forskellige brugsværdier, for penge er netop varernes forvandlede form, hvori deres særlige brugsværdier er udslettet. Først at give 100 pd. st. for bomuld og så at udveksle denne bomuld med 100 pd. st, altså ad en omvej udveksle penge med penge, det samme med det samme, er en operation, der ser lige så hensigtsløs som absurd ud. [4] En pengesum kan overhovedet kun adskille sig fra en anden pengesum ved sin størrelse. Processen P – V – P får altså ikke sit indhold på grund af nogen kvalitativ forskel mellem sine yderpunkter, for de er begge to penge, men kun på grund af deres kvantitative forskel. Til slut bliver der taget flere penge ud af omsætningen, end der først blev kastet ind i den. Den bomuld, der blev købt for 100 pd. st., bliver f.eks. videresolgt til 100 + 10 pd. st. eller 110 pd. st. Den fuldstændige form for denne proces er derfor P – V – P', hvor P' = P + ∆P, dvs. lig den oprindeligt udlagte pengesum plus en tilvækst. Denne tilvækst, overskuddet ud over den oprindelige værdi, kalder jeg merværdi [surplus value]. Den oprindeligt udlagte værdi bliver derfor ikke blot bevaret under omsætningen, den ændrer imens sin værdistørrelse, lægger en merværdi til, forøger sin værdi [verwertet sich]. Og denne bevægelse forvandler den til kapital.
Det er ganske vist også muligt, at de to yderpunkter i V – P – V, f.eks. korn og tøj, er kvantitativt forskellige værdistørrelser. Bonden kan sælge sit korn til en pris, der ligger over dets værdi, eller købe tøj til en pris, der ligger under tøjets. Han kan på sin side blive snydt af tøjhandleren. Den slags værdiforskellighed er imidlertid noget rent tilfældigt for selve denne omsætningsform. Den mister ikke sin fornuftige mening, når de to yderpunkter, f.eks. korn og tøj, er ækvivalenter, sådan som processen P – V – P gør det. Yderpunkternes lige store værdi er tværtimod her en betingelse for dens normale forløb.
Gentagelsen, fornyelsen af salget med efterfølgende køb, bliver lige som hele denne proces selv bestemt af et formål, der ligger uden for den: forbruget, tilfredsstillelsen af bestemte behov. I købet med efterfølgende salg er derimod begyndelsen og slutningen den samme, penge, bytteværdi, og allerede derved er bevægelsen endeløs. Ganske vist er P blevet til P + ∆P, 100 pd. st. blevet til 100 + 10. Men rent kvalitativt er 110 pd. st. det samme som 100 pd. st., nemlig penge. Og kvantitativt er 110 pd. st. en begrænset værdisum ligesom 100 pd. st. Hvis de 110 pd. st. gives ud som penge, falder de ud af deres rolle. De hører op med at være kapital. Trækkes de ud af omsætningen, forstener de i en værdibeholdning [Schatz], og de formerer sig ikke med en skilling, om de så ligger der til dommedag. Så snart det altså drejer sig om at øge værdien [Verwertung des Velerts], har man det samme behov for at øge værdien af de 110 pd. st., som man havde for de 100 pd. st., da begge er begrænsede udtryk for bytteværdi, og begge altså har det samme kald: ved kvantitativ forøgelse at nærme sig rigdom slet og ret. Ganske vist er der et øjeblik en forskel mellem de oprindeligt udlagte 100 pd. st. og den merværdi på 10 pd. st., som kommer til under omsætningen, men denne forskel forsvinder straks igen. Det, der ved afslutningen af processen kommer ud, er ikke dels originalværdien 100 pd. st., dels merværdien på 10 pd. st. Det, der kommer ud, er en værdi på 110 pd. st., som befinder sig i ganske samme egnede form til at begynde værdiøgningsprocessen med som de oprindelige 100 pd. st. Penge kommer ved bevægelsens slutning ud i samme skikkelse som ved dens begyndelse. [5] Slutningen af hvert enkelt kredsløb, hvor der foregår køb med efterfølgende salg, udgør derfor af sig selv begyndelsen til et nyt kredsløb. Den simple vareomsætning - salg med efterfølgende køb - tjener et formål, der ligger uden for omsætningen, nemlig anskaffelsen af brugsværdier, tilfredsstillelse af behov. Pengenes cirkulation som kapital er derimod et formål i sig selv, idet værdiøgningen kun foregår inden for denne bestandig fornyede bevægelse. Kapitalens bevægelse kender derfor ingen grænser. [6]
Som bevidst bærer af denne bevægelse bliver pengebesidderen kapitalist. Hans person, eller rettere hans
lomme, er det punkt, hvorfra pengene udgår, og hvortil de vender tilbage. Denne cirkulations objektive indhold - værdiøgningen - er hans subjektive formål, og kun for så vidt voksende tilegnelse af abstrakt rigdom er den eneste bevæggrund til hans operationer, fungerer han som kapitalist eller personificeret kapital, der er begavet med vilje og bevidsthed. Brugsværdi skal altså aldrig behandles som kapitalistens umiddelbare mål. [7] Heller ikke den enkelte gevinst, men kun uophørligt fornyet gevinst. [8] Denne absolutte berigelsesdrift, denne lidenskabelige jagt efter værdi [9] har kapitalisten til fælles med pengepugeren, men mens pengepugeren blot er en forrykt kapitalist, er kapitalisten en rationel pengepuger. Den aldrig ophørende forøgelse af værdien, som pengepugeren tilstræber, idet han søger at redde [10] sine penge ud af omsætningen, opnår den klogere kapitalist, idet han atter og atter kaster dem ind i omsætningen). [11]
De selvstændige former, pengeformerne, som varernes værdier antager i den simple omsætning, formidler kun vareudvekslingen og forsvinder i bevægelsens slutresultat. I omsætningen P – V – P fungerer derimod både vare og penge kun som forskellige eksistensmåder af selve værdien, pengene er værdiens generelle eksistensform, varen dens særlige, så at sige forklædte eksistensform. [12] Den går bestandig over fra den ene form til den anden, uden at gå tabt i denne bevægelse, og forvandler sig på den måde til et automatisk aktivt element. Hvis man fæster sig ved de særlige fremtrædelsesformer, som den selvforøgende værdi skiftevis antager under sit livs kredsløb, så får man disse udsagn: Kapital er penge, kapital er vare. [13] Men i virkeligheden bliver værdien her det aktive element i en proces, hvori den under den bestandige skiften mellem formerne penge og vare selv forandrer sin størrelse, afkaster merværdi fra sin oprindelige værdi, forøger sin egen værdi. Thi den bevægelse, hvori den lægger merværdi til, er dens egen bevægelse, dens forøgelse er altså selvforøgelse. Den har fået den magiske egenskab at kunne lægge værdi til sig selv, fordi den er værdi. Den føder levende unger eller lægger i det mindste guldæg.
Værdien, det aktive element i en sådan proces, hvori den snart antager, snart aflægger pengeform og vareform, men i denne skiften opretholder og øger sig selv, behøver frem for alt en selvstændig form, hvorigennem dens identitet med sig selv bliver konstateret. Og denne form har den kun som penge. Disse udgør derfor udgangspunktet og slutpunktet for enhver proces, hvor værdien øger sig selv. Den var 100 pd. st., den er nu 110 pd. st. osv. Men pengene selv gælder her kun som en enkelt form for værdien, for den har to. Hvis pengene ikke antager vareform, bliver de ikke til kapital. Pengene står altså ikke her i nogen kontrast til varerne, sådan som tilfældet er, hvis pengene blot lægges til side. Kapitalisten ved, at alle varer, hvor elendigt de end ser ud, eller hvor ilde de end lugter, i ånd og sandhed er penge, og tilmed undergørende midler, når man skal have penge til at yngle.
I den simple omsætning, V – P – V, antager varernes værdi til forskel fra deres brugsværdi i det højeste en selvstændig form som penge, men her, i kapitalens omsætning, P – V – P, præsenterer værdien sig pludselig som en processerende substans, der bevæger sig selv, og for hvilken både varer og penge er blotte former. Ja, mere end det. I stedet for at udtrykke forhold mellem varerne får værdien nu så at sige et privatforhold til sig selv. Den adskiller sig som oprindelig værdi fra sig selv som merværdi, ligesom Gud faderen adskiller sig fra sig selv som Gud sønnen, og begge er af samme alder og udgør faktisk kun en person, for kun gennem merværdien, 10 pd. st., bliver de udlagte 100 pd. st. kapital, og så snart de er blevet det, så snart sønnen er avlet og ved sønnen faderen avlet, forsvinder forskellen mellem dem igen og de er begge et, 110 pd. st.
Værdien bliver altså til processerende værdi, processerende penge og som sådan kapital. Den kommer fra omsætningen, går atter ind i den, opretholder og formerer sig i den, vender forøget tilbage fra den og begynder det samme kredsløb om og om igen. [14] P – P', pengeavlende penge – money which begets money – sådan blev kapitalen beskrevet af sine første fortolkere, merkantilisterne.
Købe for at sælge, eller mere fuldstændigt, købe for at sælge dyrere, P – V – P', synes ganske vist kun at være betegnende for en enkelt art kapital, købmandskapitalen. Men også den industrielle kapital er penge, der forvandles til varer og gennem salget af varer atter forvandles til flere penge. Begivenheder, der udspilles f.eks. mellem købet og salget, uden for omsætningssfæren, ændrer intet ved denne form for bevægelse. Endelig, når det drejer sig om rentebærende kapital, fremtræder omsætningen P – V – P' i afkortet form, den fremtræder i sit resultat uden formidling, så at sige i lapidarstil, som P – P', penge, der er flere penge værd, værdi, der er større end sig selv.
I virkeligheden er altså P – V – P' kapitalens almene formel, sådan som den umiddelbart fremtræder i omsætningssfæren.
Den cirkulationsform, i hvilken penge bliver til kapital, modsiger alle tidligere udviklede love vedrørende varens, værdiens, pengenes og selve cirkulationens natur. Det der adskiller den fra den simple varecirkulation er, at de to modrettede processer, salg og køb, kommer i omvendt rækkefølge. Men hvordan skulle denne formelle forskel kunne medføre en så magisk ændring af disse processers natur?
Dertil kommer, at denne omvendte rækkefølge kun eksisterer for en af de tre forretningsvenner, der handler med hinanden. Som kapitalist køber jeg varer af A og sælger dem igen til B, men som simpel varebesidder sælger jeg varer til B, og køber så varer af A. For forretningsvennerne A og B eksisterer denne forskel ikke. De er kun købere og sælgere af varer. Jeg selv møder dem hver gang som simpel besidder af penge eller varer, som køber eller sælger, og desuden optræder jeg i begge sæt transaktioner i forhold til den ene person kun som køber og til den anden kun som sælger, i forhold til den ene kun som penge, i forhold til den anden kun som varer, og til ingen af dem som kapital eller kapitalist eller som repræsentant for noget, der er mere end penge eller varer, eller som kan frembringe en virkning ud over det, som penge eller varer kan. For mig er købet fra A og salget til B en sammenhængende række. Men sammenhængen mellem de to handlinger eksisterer kun for mig. A interesserer sig ikke for min transaktion med B og B ikke for min transaktion med A. Og hvis jeg forsøgte at forklare dem den særlige fordel, jeg skaffer mig ved at vende rækkefølgen om, ville de bevise for mig, at jeg tog fejl med hensyn til denne rækkefølge, og at hele transaktionen i stedet for at begynde med et køb og ende med et salg tværtimod begyndte med et salg og endte med et køb. Faktisk var min første handling, købet, set fra A's standpunkt et salg, og min anden handling, salget, var set fra B's standpunkt et køb. Ikke nok med det, A og B vil erklære, at hele rækkefølgen er overflødig og ikke andet end hokuspokus. A vil for fremtiden købe direkte af B og B sælge direkte til A. Hele transaktionen vil således blive reduceret til en ensidig akt i den sædvanlige vareomsætning, der fra A ' s synspunkt kun er et salg og fra B's synspunkt kun et køb. Ved at vende rækkefølgen om er vi altså ikke kommet ud over den simple vareomsætnings sfære og må nærmere undersøge, om denne simple omsætning ifølge sin natur tillader en værdiforøgelse af de værdier, der indgår i den, og følgelig tillader dannelsen af merværdi.
Lad os se på omsætningsprocessen i en form, hvor den ikke præsenterer sig som andet end udveksling af varer. Dette er altid tilfældet, når to varebesiddere køber varer af hinanden, og når de beløb, som de skylder hinanden på betalingsdagen, udligner hinanden. Penge er i dette tilfælde regnepenge, de tjener til at udtrykke værdien af varerne ved deres priser, men konfronteres ikke med varerne selv i form af kontanter. For så vidt som det drejer sig om brugsværdier, er det klart, at begge parter kan drage fordel af vareudvekslingen. Begge afhænder varer, der ikke er til nogen nytte for dem, og modtager andre, som de kan have nytte af. Og de får muligvis også anden nytte deraf. A, der sælger vin og køber korn, producerer måske mere vin, end kornavler B kunne producere i den samme arbejdstid, og kornavler B kan måske producere mere korn end vinbonde A i den samme arbejdstid. A kan derfor muligvis for den samme bytteværdi få mere korn og B mere vin end hver af dem henholdsvis ville få, hvis de ikke udvekslede deres produkter, men producerede deres eget korn og deres egen vin. Hvad brugsværdien angår, kan man altså sige, at »udvekslingen er en transaktion, hvor begge parter profiterer.« Anderledes forholder det sig med bytteværdien.
»En mand, der har meget vin, men intet korn, handler med en mand, der har meget korn og ingen vin, og mellem dem udveksles hvede til en værdi af 50 mod vin til samme værdi. Denne udveksling medfører ikke nogen forøgelse af bytteværdien, hverken for den ene eller den anden; thi allerede før udvekslingen besad begge en værdi af samme størrelse som den, han erhvervede sig ved denne operation.«
Det ændrer intet ved sagen, hvis penge som omsætningsmiddel træder ind mellem varerne, og salg og køb tydeligt adskilles som to forskellige akter. [17] Varernes værdi udtrykkes ved deres pris, før de går ud i omsætningen, og er følgelig dennes forudsætning og ikke dens resultat. [18]
Abstrakt betragtet, dvs. bortset fra omstændigheder, der ikke fremgår af den simple vareomsætnings iboende love, og bortset fra at en brugsværdi erstattes af en anden, foregår der ikke andet i omsætningen end en metamorfose, et blot formskifte af varerne. Den samme værdi, dvs. det samme kvantum legemliggjort samfundsmæssigt arbejde, forbliver i den samme varebesidders hænder, først i form af hans vare, så i form af de penge, som varen udveksles med, og endelig i form af den vare, som disse penge atter omsættes til. Dette formskifte medfører ingen ændring af værdistørrelsen. Og de omskiftelser, som varens værdi selv undergår i denne proces, består kun i, at den ændrer sin pengeform. Denne form eksisterer først som prisen på den vare, der udbydes til salg, dernæst som en pengesum, som imidlertid allerede var udtrykt i prisen, og endelig som prisen på en hermed ækvivalent vare. Dette formskifte medfører i og for sig lige så lidt en ændring af værdistørrelsen, som omveksling af en fempundseddel til sovereigns, halve sovereigns eller shilling. For så vidt omsætningen af varen kun fører til et formskifte af dens værdi, fører den, hvis fænomenet forløber rent, til udveksling af ækvivalenter. Hvor ringe anelse vulgærøkonomien end har om værdiens natur, så antager den dog, når som helst den ønsker at betragte omsætningsfænomenet i dets renhed, at tilbud og efterspørgsel dækker hinanden, dvs. at deres virkning, når alt kommer til alt, er lig nul. Mens altså både køber og sælger, hvad brugsværdien angår, kan profitere af produktudvekslingen, så er det ikke tilfældet, hvad bytteværdierne angår. Her må vi tværtimod sige: »Hvor der er lighed, er der ingen gevinst.« Varer kan ganske vist sælges til priser, som afviger fra deres værdier, men disse afvigelser må opfattes som brud på loven for vareudveksling, [20] der i sin rene form er en udveksling af ækvivalenter og derfor ikke noget middel til at blive rigere på værdi. [21]
Vi ser heraf, at der bag forsøgene på at fremstille varecirkulationen som en kilde til merværdi for det meste lurer et quid pro quo, en forveksling af brugsværdi og bytteværdi. F.eks. siger Condillac:
»Det er ikke sandt, at vi ved udveksling af varer giver samme værdi for samme værdi. Tværtimod giver hver af parterne altid en mindre værdi for en større.. . Hvis vi virkelig altid udvekslede lige store værdier, ville ingen af parterne få nogen gevinst. Og dog får begge parter gevinst eller burde have det. Hvorfor? En tings værdi består ene og alene i dens forhold til vore behov. Det, som er mere for den ene, er mindre for den anden og vice versa ... Det er ikke de ting, som er uundværlige til eget forbrug, vi formodes at udbyde til salg... Vi ønsker at skille os af med en ting, som er unyttig for os, for at få en, som vi har brug for; vi ønsker at give mindre for mere . Det var naturligt at tro, at der i en udveksling af produkter blev givet samme værdi for samme værdi, når hver af de udvekslede ting havde samme værdi som den samme mængde penge. Der er endnu et punkt, som må tages med i vore betragtninger; spørgsmålet er, om vi begge udveksler noget overflødigt for noget nødvendigt. «
Man ser, hvorledes Condillac ikke blot blander brugsværdi og bytteværdi sammen, men på en virkelig barnagtig måde blander samfundstilstande sammen, idet han antager, at det i et samfund med højt udviklet vareproduktion er sådan, at hver producent producerer sine egne livsfornødenheder og kun kaster overskuddet over sit eget behov, det overflødige, ud i omsætningen. [23] Alligevel gentages Condillacs argumentation ofte hos moderne økonomer, navnlig når det drejer sig om at fremstille vareudvekslingen i dens udviklede skikkelse, handelen, som kilde til merværdi.
F.eks. hedder det: »Handelen... føjer værdi til produkterne, thi de samme produkter er i forbrugerens hænder mere værd end i producentens hænder, og den kan derfor i egentlig forstand betragtes som en produktionsakt. «
Man betaler imidlertid ikke for varerne to gange, den ene gang for deres brugsværdi og den anden gang for deres værdi. Og mens varens brugsværdi er nyttigere for køberen end for sælgeren, så er varens pengeform nyttigere for sælgeren end for køberen. Ville han ellers sælge den? Og derfor kunne man lige så godt sige, at køberen fuldbyrder en »produktionsakt« i egentlig forstand, idet han f.eks. forvandler købmandens strømper til penge.
Hvis der udveksles varer eller varer og penge af samme bytteværdi, altså ækvivalenter, så er det klart, at ingen trækker mere værdi ud af omsætningen, end han kaster ind i den. Der finder altså ingen dannelse af merværdi sted, i sine rene form betinger vareomsætningen da også, at der udveksles ækvivalenter. Men i virkeligheden har tingene ikke et helt rent forløb. Lad os derfor antage, at en udveksling af ikke-ækvivalenter finder sted.
På varemarkedet står i hvert fald kun varebesiddere over for varebesiddere, og den magt, som disse personer udøver overfor hinanden, er kun deres varers magt. Varernes stoflige forskellighed er det stoflige motiv til udvekslingsakten og gør købere og sælgere gensidigt afhængige, fordi ingen af dem råder over den ting, han selv behøver, og fordi hver af dem råder over den ting, den anden behøver. Foruden denne stoflige forskellighed af deres brugsværdier er der kun endnu en forskel mellem varerne, nemlig forskellen mellem deres naturalform og deres forvandlede form, forskellen mellem varer og penge. Og følgelig adskiller varernes besiddere sig kun fra hinanden som sælgere, varebesiddere, og som købere, pengebesiddere.
Lad os nu antage, at sælgeren ved et eller andet uforklarligt privilegium er sat i stand til at sælge varen over dens værdi, at sælge det, som er 100 værd, til 110, altså med en nominel prisforhøjelse på 10%. Sælgeren indkasserer derfor en merværdi på 10. Men efter at han har solgt, bliver han køber. En tredje varebesidder møder ham nu som sælger, som i denne egenskab nyder det privilegium at sælge varen 10% for dyrt. Vor mand har som sælger en gevinst på 10 for som køber at miste 10. [25] Resultatet af det hele er, at alle varebesiddere sælger deres produkter til hinanden 10% over deres værdi, hvilket er præcis det samme, som hvis de solgte dem til deres værdi. En sådan almindelig nominel stigning af varepriserne har den samme virkning, som hvis varernes værdi f.eks. blev udtrykt i sølv i stedet for i guld. Varernes nominelle priser ville stige, men den virkelige relation mellem deres værdier ville forblive uforandret.
Lad os omvendt forestille os, at det var køberens privilegium at købe varerne under deres værdi. Her er det ikke engang nødvendigt at tænke på, at køberen igen bliver sælger. Han var sælger, før han blev køber. Han har allerede mistet 10% som sælger, før han vinder 10% som køber. [26] Alt bliver ved det gamle i og følgelig forvandling af penge til kapital kan altså hverken forklares ved, at sælgerne sælger varerne over deres værdi eller ved at køberne køber dem under deres værdi. [27]
Problemet forenkles på ingen måde ved, at man indsmugler uvedkommende forhold og f.eks. siger med oberst Torrens: »Den effektive efterspørgsel består i forbrugerens evne og tilbøjelighed(!) til enten ved direkte byttehandel eller ad omveje at give en vis større portion af alle kapitalens ingredienser for varer, end produktionen af dem koster.« I omsætningssfæren mødes producenter og forbrugere kun som sælgere og købere. At hævde, at den merværdi, som producenten tilegner sig, har sin oprindelse i, at forbrugerne betaler mere for varerne end deres værdi, betyder kun at maskere den simple sætning, at varebesidderen som sælger har det privilegium at sælge for dyrt. Sælgeren har selv produceret varerne eller repræsenterer deres producent, men køberen har lige så vel produceret de varer, som hans penge repræsenterer, eller han repræsenterer lige så vel deres producent. Producent står altså over for producent. Forskellen mellem dem er, at den ene er køber og den anden sælger. Det bringer os ikke et skridt videre, at varebesidderen under betegnelsen producent sælger varen over dens værdi og under betegnelsen forbruger betaler for meget for den. [29]
De konsekvente talsmænd for den illusion, at merværdien udspringer af et nominelt tillæg til prisen, eller af det sælgerprivilegium at sælge varen for dyrt, forudsætter derfor en klasse, som kun køber uden at sælge, som altså også kun forbruger uden at producere. Eksistensen af en sådan klasse er uforklarlig ud fra det standpunkt, som vi hidtil er nået til, dvs. fra den simple varecirkulations standpunkt. Men lad os gå længere frem i tankegangen. De penge, som en sådan klasse til stadighed foretager indkøb med, må til stadighed strømme ned i deres lommer uden nogen vareudveksling, gratis, ved magt eller ret, fra selve varebesiddernes lommer. At sælge varer over deres pris til en sådan klasse betyder kun, at man skaffer sig en del af de penge tilbage, som i forvejen blev givet den gratis. [30] Således betalte Lilleasiens byer en årlig tribut i penge til det gamle Rom. Med disse penge købte Rom varer af dem og købte dem for dyrt. Lilleasiaterne snød romerne, når de handlede med dem, og fik på denne måde en del af tributten til erobrerne tilbage. Alligevel var det lilleasiaterne, der virkelig blev snydt. Deres varer blev stadig betalt med deres egne penge. Det er ikke på den måde man bliver rig eller skaber merværdi.
Lad os altså holde os inden for vareudvekslingens rammer, hvor sælgere er købere og købere sælgere. Vor forlegenhed stammer måske fra, at vi kun har opfattet personerne som personificerede kategorier i stedet for som individer.
Varebesidder A er muligvis fiffig nok til at tage sine kolleger B eller C ved næsen, uden at de trods deres bedste vilje er i stand til at gøre gengæld. A sælger vin til en værdi af 40 pd. st. til B og får til gengæld af ham korn til en værdi af 50 pd. st. A har forvandlet sine 40 pd. st. til 50 pd. st., han har lavet flere penge ud af færre penge og har forvandlet sine varer til kapital. Lad os se nærmere på sagen. Inden udvekslingen havde vi for 40 pd. st. vin i A's besiddelse og for 50 pd. st. korn i B's besiddelse, dvs. en totalværdi på 90 pd. st. Efter udvekslingen har vi den samme totalværdi på 90 pd. st. Den cirkulerende værdi er ikke blevet forøget med så meget som et atom, men fordelingen af den mellem A og B har ændret sig. Hos den ene optræder nu som merværdi, hvad der hos den anden er mindreværdi, hos den ene som plus, hvad der hos den anden er minus. Den samme forandring ville være sket, hvis A uden den tilslørende udvekslingsformalitet direkte havde stjålet de 10 pd. st. fra B. Summen af de cirkulerende værdier kan åbenbart ikke forøges gennem en ændring i fordelingen af dem, lige så lidt som en jøde forøger mængden af ædle metaller i et land ved at sælge en farthing fra dronning Annas tid for en guinea. Et lands samlede kapitalistklasse kan ikke snyde sig selv. [31]
Man kan altså vende og dreje sagen som man vil, facit er og bliver det samme. Hvis der udveksles ækvivalenter, opstår der ingen merværdi, og udveksles der ikke-ækvivalenter, opstår der heller ingen merværdi. [32] Cirkulationen eller vareudvekslingen skaber ingen værdi. [33]
Man forstår af dette, hvorfor vi i vor analyse af kapitalens hovedform, dvs. den form, i hvilken den bestemmer det moderne samfunds økonomiske organisation, i første omgang helt har ladet de populære og så at sige fra før syndfloden nedarvede former, nemlig handelskapital og ågerkapital, ude af betragtning.
Det er i den egentlige handelskapital, at kredsløbet P–V–P', at købe for at sælge dyrere, kommer renest frem. På den anden side foregår hele dens bevægelse inden for omsætningssfæren. Da det imidlertid er umuligt ved hjælp af omsætningen alene at forklare forvandlingen af penge til kapital, eller dannelsen af merværdi, ser det ud, som om handelskapital er en umulighed, så længe der udveksles ækvivalenter, [34] – som om handelskapitalen derfor kun kan opstå af det dobbeltsidede snyderi, som købmanden gør sig skyldig i over for købende og sælgende vareproducenter, når han som en parasit skyder sig ind imellem dem. I denne betydning siger Franklin: »Krig er rov, handel er snyderi«. Hvis forøgelsen af handelskapitalen ikke skal forklares ved rent og skært snyderi over for vareproducenterne, så må der indskydes en lang række mellemled, som her, hvor den simple varecirkulation og dens simple momenter udgør vore eneste forudsætninger, endnu ganske mangler.
Det, som gælder for handelskapitalen, gælder i endnu højere grad for ågerkapitalen. I handelskapitalen er de to yderpunkter: det pengebeløb, som kastes ind på markedet, og det forøgede pengebeløb, der bliver taget hjem fra markedet, i det mindste formidlet ved køb og salg, gennem omsætningen. I ågerkapitalen er formen P – V – P' afkortet til yderpunkterne uden mellemled, P – P', penge som udveksles med flere penge, en form der strider mod pengenes natur og følgelig er uforklarlig fra vareudvekslingens standpunkt. Aristoteles siger derfor:
»Da krematistikken, kunsten at tjene penge, er en dobbelt kunst, af hvilke den ene tilhører handelen, den anden økonomikken, og af hvilke den sidstnævnte er nødvendig og rosværdig, den første baseret på omsætning og med rette dadlet (thi den beror ikke på naturen, men på gensidigt snyderi), så er åger med fuld ret forhadt, fordi selve pengene her er erhvervskilden og ikke bliver brugt til det, de blev opfundet til. De opstod for at tjene udvekslingen af varer, hvorimod renten laver flere penge af penge. Heraf kommer deres navn« (tokos, rente og afkom). »Thi afkommet ligner dem, der avler det. Og rente er penge af penge, således at åger af alle erhvervsgrene er den mest naturstridige.«
I løbet af vor undersøgelse vil vi finde, at både handelskapital og rentebærende kapital er afledede former for kapital, og samtidig vil vi se, hvorfor de historisk optræder før den moderne hovedform for kapital.
Det har vist sig, at merværdien ikke kan udspringe af omsætningen, at der altså ved dannelsen af den må foregå noget bag omsætningens ryg, som ikke er synligt [37] i omsætningen selv. Men kan merværdien have sit udspring noget andet sted end i omsætningen? Omsætningen er summen af alle indbyrdes relationer mellem varebesiddere. Uden for omsætningen står varebesidderen kun i relation til sin egen vare. Hvad varens værdi angår, indskrænker forholdet sig til, at den indeholder en bestemt mængde af hans arbejde, målt efter bestemte sociale lovmæssigheder. Denne arbejdsmængde udtrykkes i hans vares værdistørrelse, og, da værdistørrelsen udregnes i penge, i en pris af f.eks. 10 pd. st. Men hans arbejde udtrykkes ikke både ved varens værdi og ved et overskud over denne værdi, ikke ved en pris på 10, som også er en pris på 11, ikke ved en værdi, som er større end den selv er. Varebesidderen kan gennem sit arbejde skabe værdi, men ikke værdi, der føjer værdi til sig selv . Han kan forøge en vares værdi ved gennem nyt arbejde at føje værdi til den forhåndenværende værdi, f.eks. ved at lave støvler af læder. Det samme stof har nu mere værdi, fordi det indeholder en større arbejdsmængde. Støvlen har følgelig større værdi end læderet, men læderets værdi er den samme som før. Læderets værdi har ikke føjet værdi til sig selv og har under støvlefabrikationen ikke selv lagt en merværdi til. Det er altså umuligt, at vareproducenten uden for omsætningssfæren, uden at optage forbindelse med andre varebesiddere, kan føje værdi til værdi og følgelig forvandle penge og varer til kapital.
Kapital kan altså ikke udspringe af cirkulationen, og den kan lige så lidt ikke udspringe af cirkulationen. Den må samtidig udspringe i den og ikke udspringe i den.
Vi er altså kommet frem til et dobbelt resultat.
Forvandlingen af penge til kapital må forklares på basis af de lovmæssigheder, der regulerer udvekslingen af varer, og udgangspunktet er, at det er ækvivalenter, der udveksles. [38] Vor . ven pengebesidderen, som endnu kun er en kapitalist på larvestadiet, må købe varerne til deres værdi og sælge dem til deres værdi og alligevel til slut hente mere værdi hjem, end han kastede ind. Hans udfoldelse til sommerfugl må finde sted i cirkulationssfæren og dog ikke i cirkulationssfæren. Hic Rhodus, hic salta! [Her er Rhodus, spring her!].
Den værdiforandring af penge, som skal forvandle sig til kapital, kan ikke foregå i pengene selv, for som købemiddel og som betalingsmiddel realiserer de kun prisen på den vare, som de køber eller sælger, og som kontanter forstener de til en værdistørrelse, som ikke ændrer sig. [39] Forandringen kan lige så lidt udspringe af den næste omsætningsakt, hvor varen atter sælges, for denne akt forvandler blot varen tilbage til pengeform fra dens naturalform. Forandringen må altså foregå med varen, som købes i den første akt P – V, men ikke med dens værdi, for der bliver udvekslet ækvivalenter, varen betales til dens værdi. Forandringen kan altså kun udspringe af dens brugsværdi som sådan. dvs. af forbruget af den. For at kunne udvinde værdi af forbruget af en vare, skal vor varebesidder være så heldig, at han i omsætningssfæren, på markedet, opdager en vare, hvis brugsværdi selv besidder den ejendommelige beskaffenhed, at den er kilde til værdi, en vare, hvis faktiske brug altså selv består i legemliggørelse af arbejde, dvs. i skabelse af værdi. Og pengebesidderen forefinder på markedet en sådan specifik vare – arbejdsevnen eller arbejdskraften.
Ved arbejdskraft eller arbejdsevne forstår vi indbegrebet af de fysiske og åndelige evner, som eksisterer i et menneskes organisme, i dets levende personlighed, og som det sætter i bevægelse, når det fremstiller brugsgenstande af en eller anden art.
For at pengebesidderen kan forefinde arbejdskraft som vare på markedet skal der imidlertid være visse betingelser til stede. Vareudveksling indbefatter i og for sig ingen andre afhængighedsforhold end dem, der udspringer af dens egen natur. Da det forholder sig således, kan arbejdskraften kun fremkomme som vare på markedet, for så vidt og fordi den bliver falbudt eller solgt som vare af sin egen besidder, af den person, hvis arbejdskraft den er. For al dens besidder kan sælge den som vare, må han kunne råde over den, altså være fri ejer af sin arbejdsevne, af sin person. [40] Han og pengebesidderen mødes på markedet og optager kontakt med hinanden som jævnbyrdige varebesiddere, kun med den forskel, at den ene er køber, den anden sælger, begge altså juridisk ligestillede personer. Hvis dette forhold skal vare ved, kræver det, at arbejdskraftens ejer altid kun sælger den for en bestemt tid, for hvis han sælger rub og stub af den, en gang for alle, så sælger han sig selv, han forvandles fra fri mand til slave, fra varebesidder til vare. Som person må han bestandig behandle sin arbejdskraft som sin ejendom og dermed som sin egen vare, og det kan han kun, hvis han kun forbigående. kun for el bestemt tidsrum stiller den til rådighed for køberen, overlader ham den til brug, altså ikke giver afkald på sin ejendomsret til den, når han sælger den. [41]
Den anden væsentlige betingelse for, at pengebesidderen forefinder arbejdskraft som vare på markedet, er, at dens besidder, i stedet for at kunne sælge varer, hvori hans arbejde er legemliggjort, tværtimod må falbyde selve sin arbejdskraft, der kun eksisterer i hans levende organisme, som vare.
For at nogen skal kunne sælge varer, der er andet end hans arbejdskraft, må han naturligvis besidde produktionsmidler, f.eks. råstoffer, arbejdsredskaber osv. Han kan ikke lave støvler uden læder. Han behøver desuden midler til livets opretholdelse. Ingen, ikke engang en fremtidsmusikant, kan tære på fremtidens produkter, altså heller ikke på brugsværdier, hvis fremstilling endnu er ufærdig, og mennesket må, som det har måttet fra sin første dag på Jorden, hver dag forbruge, før og mens det producerer. Hvis produkterne produceres som varer, skal de sælges, efter at de er produceret, og de kan først efter salget tilfredsstille producentens behov. Til produktionstiden må lægges den tid, der er nødvendig for at sælge varen.
For at forvandle penge til kapital må pengebesidderen altså forefinde den frie arbejder på varemarkedet, fri i den dobbelte betydning, at han som fri person råder over sin arbejdskraft som sin vare, og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fri for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin arbejdskraft.
Det spørgsmål, hvorfor denne frie arbejder står over for ham i omsætningssfæren, interesserer ikke pengebesidderen, der forefinder arbejdsmarkedet som en særlig afdeling af varemarkedet. Og foreløbig interesserer det os lige så lidt. Vi fastholder kendsgerningen teoretisk, ligesom pengebesidderen gør det praktisk. Et er imidlertid klart. Naturen producerer ikke på den ene side penge- og varebesiddere og på den anden blotte besiddere af egen arbejdskraft. Dette forhold er ikke udsprunget af naturen og er heller ikke socialt et fænomen, der er fælles for alle historiske perioder. Det er åbenbart selv resultatet af en forudgående historisk udvikling, produktet af mange økonomiske omvæltninger, hvor en hel række ældre formationer af samfundsmæssig produktion er gået under.
Også de økonomiske kategorier, vi tidligere har betragtet, bærer spor af deres historie. I produktets status som vare ligger bestemte historiske betingelser gemt. For at blive vare må produktet ikke produceres som umiddelbar livsfornødenhed for producenten selv. Hvis vi havde forsket videre og spurgt, under hvilke omstændigheder alle eller blot flertallet af produkterne antager form af varer, så ville vi have fundet, at dette kun sker på basis af en helt specifik produktionsmåde, den kapitalistiske. En sådan undersøgelse lå dog uden for analysen af varen.
Vareproduktion og vareomsætning kan finde sted, skønt den langt overvejende produktmasse, umiddelbart bestemt til eget forbrug, ikke forvandles til varer, således at den samfundsmæssige produktionsproces altså endnu ikke på langt nær i hele sin bredde og dybde beherskes af bytteværdien. Fremstillingen af produktet som vare betinger en så vidtstrakt udvikling af arbejdsdelingen inden for samfundet, at adskillelsen mellem brugsværdi og bytteværdi, som i den umiddelbare byttehandel kun lige er begyndt, allerede er fuldbyrdet. Et sådant udviklingstrin er imidlertid fælles for historisk vidt forskellige økonomiske samfundsformationer.
Eller ser vi på pengene, så forudsætter de en vis højde af vareudvekslingen. De særlige pengeformer: blot vareækvivalent, eller omsætningsmiddel, eller betalingsmiddel, værdiopbevaringsmiddel og verdenspenge, peger alt efter den ene eller den anden funktions forskellige omfang og relative vægt på meget forskellige trin af den samfundsmæsige produktionsproces. Alligevel er en relativt svagt udviklet vareomsætning erfaringsmæssigt tilstrækkelig til dannelsen af alle disse former. Anderledes med kapitalen. Dens historiske eksistensbetingelser er ingenlunde til stede, blot fordi der er vare- og pengeomsætning. Den opstår kun, hvor besidderen af produktionsmidler og livsfornødenheder forefinder den frie arbejder som sælger af sin arbejdskraft på markedet, og denne ene historiske betingelse rummer en verdenshistorie. Kapitalen ind varsler derfor på forhånd en epoke i den samfundsmæssige produktionsproces. [42]
Denne ejendommelige vare. arbejdskraften, skal nu undersøges nærmere. Ligesom alle andre varer besidder den en værdi. [43] Hvorledes bestemmes den?
Arbejdskraftens værdi er ligesom værdien af enhver anden vare bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen, altså også fornyelsen (reproduktionen), af denne specifikke artikel. For så vidt arbejdskraften er værdi, repræsenterer den selv kun et bestemt kvantum af samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, som er legemliggjort i den. Arbejdskraften eksisterer kun som evne ved et levende individ. Produktionen af arbejdskraften forudsætter altså dettes eksistens. For et givet individ består produktionen af arbejdskraften i dets egen reproduktion eller opretholdelse. Til sin opretholdelse behøver det levende individ en vis mængde livsfornødenheder. Den arbejdstid, der er nødvendig til produktion af arbejdskraften, opløser sig altså i den arbejdstid, der er nødvendig til produktion af disse livsfornødenheder, dvs. at arbejdskraftens værdi er værdien af de livsfornødenheder, der er nødvendige til opretholdelsen af dens besidder. Arbejdskraften realiserer sig imidlertid kun gennem de udslag, den giver sig, den viser sig kun i arbejdet. Under anvendelsen af den, under arbejdet, forbruges en bestemt mængde menneskelig muskel, nerve, hjerne osv., som atter skal erstattes. Dette forøgede forbrug gør en forøget erstatning nødvendig. [44] Når arbejdskraftens besidder har arbejdet i dag, må han kunne gentage den samme proces i morgen under de samme betingelser for kraft og sundhed. Mængden af livsfornødenheder må altså være tilstrækkelig til, at det arbejdende individ kan opretholdes som arbejdende individ i sin normale tilstand. Selve de naturlige behov, føde, klæder, varme, bolig osv. er forskellige alt efter de klimatiske forhold og andre naturlige omstændigheder i et land. På den anden side er omfanget af de såkaldte nødvendige behov ligesom måden at tilfredsstille behovene på selv et historisk produkt og afhænger derfor i høj grad af et lands kulturtrin, blandt andet også væsentligt af, under hvilke betingelser klassen af frie arbejdere er blevet til, og dermed hvilke vaner og krav til livet den har. [45]
I modsætning til de øvrige varer indeholder bestemmelsen af arbejdskraftens værdi altså et historisk og moralsk element. For et bestemt land i en bestemt periode er den gennemsnitlige mængde og sammensætning af de nødvendige livsfornødenheder imidlertid givet.
Arbejdskraftens besidder er dødelig. Hvis han til sta dighed skal være til stede på markedet, sådan som den stadige forvandling af penge til kapital forudsætter, så må sælgeren af arbejdskraften forevige sig, »ethvert levende individ må forevige sig, ved forplantning.« De arbejdskræfter, der forsvinder fra markedet på grund af opslidning og død, må uophørligt erstattes af et mindst lige så stort antal nye arbejdskræfter. Den mængde livsfornødenheder, som er nødvendig til produktion af arbejdskraften, indbefatter altså livsfornødenhederne til erstatningsmandskabet, dvs. arbejdernes børn, således at denne race af ejendommelige varebesiddere foreviger sig på varemarkedet. [47]
For at modificere den almenmenneskelige organisme sådan, at den opnår dygtighed og færdighed i en bestemt arbejdsgren og bliver en veludviklet arbejdskraft af en bestemt slags, behøves der en bestemt uddannelse eller opdragelse, som atter koster en større eller mindre mængde vareækvivalenter. Arbejdskraftens uddannelsesomkostninger er forskellige, alt efter dens mere eller mindre komplicerede karakter. Disse oplæringsomkostninger, som er forsvindende små for den almindelige arbejdskraft, indgår altså i kredsen af de værdier, der forbruges til produktionen af den.
Arbejdskraftens værdi opløser sig i værdien af en bestemt mængde livsfornødenheder. Den skifter derfor også med disse livsfornødenheders værdi, dvs. med størrelsen af den arbejdstid, der kræves til deres fremstilling. En del af livsfornødenhederne, f.eks. fødevarer, brændsel osv., bruges op dag for dag og skal dag for dag erstattes med nye. Andre livsfornødenheder, som tøj, møbler osv., bruges op over længere tidsrum og skal derfor erstattes med længere mellemrum. En slags varer skal købes eller betales hver dag, andre hver uge, hvert kvartal osv. Men hvordan summen af disse udgifter end fordeler sig over f.eks. et år, må den dækkes med en gennemsnitsindkomst dag for dag. Hvis mængden af de varer, der dagligt kræves til produktion af arbejdskraften er A, den mængde, der kræves ugentligt B, den mængde der kræves kvartalsvis C osv., så vil det daglige gennemsnit af disse vare være
365A + 52B + 4C + etc. |
365 |
Hvis man antager, at der i den varemængde, som er nødvendig til en gennemsnitsdag på 12 timer, er nedlagt 6 timers samfundsmæssigt arbejde, så er der i arbejdskraften hver dag legemliggjort en halv dags samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, eller en halv arbejdsdag er påkrævet til daglig produktion af arbejdskraften. Dette arbejdskvantum, som kræves for at producere den hver dag, udgør arbejdskraftens daglige værdi, værdien af den dagligt reproducerede arbejdskraft. Hvis endvidere en halv dags samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde svarer til en guldmængde på en daler, så er en daler den pris, der svarer til arbejdskraftens daglige værdi. Hvis arbejdskraftens besidder falbyder den for en daler om dagen, så er dens salgspris lig dens værdi, og vi forudsætter, at pengebesidderen, der er ivrig efter at forvandle sin daler til kapital, betaler denne værdi.
Minimalgrænsen for arbejdskraftens værdi er bestemt af værdien af den varemængde, som dagligt skal tilføres, for at arbejdskraftens bærer, mennesket, kan forny sin livsproces; den er altså bestemt af værdien af de fysisk uundværlige livsfornødenheder. Hvis arbejdskraftens pris falder til dette minimum, så falder den under sin værdi, for den kan på den måde kun opretholde sig og udvikle sig i misrøgtet form. Og enhver vares værdi er bestemt af den arbejdstid, der fordres for at levere den i normal kvalitet.
Det er en overordentlig billig sentimentalitet, hvis man finder denne bestemmelse af arbejdskraftens værdi, som følger af sagens natur, grov og f.eks. med Rossi lamenterer:
»At forestille sig arbejdsevnen (puissance de travail) og samtidig abstrahere fra arbejderens livsfornødenheder under produktionsprocessen, er det samme som at forestille sig et fantom (etre de raison). Den 'der siger arbejde, den der siger arbejdsevne, han siger på samme tid arbejder og livsfornødenheder, arbejder og 'arbejdsløn. «
Den der siger arbejdsevne siger ikke arbejde, lige så lidt som den der siger fordøjelsesevne siger fordøjelse. Til den sidstnævnte proces kræves som bekendt andet end en god mave. Den der siger arbejdsevne abstraherer ikke fra de livsfornødenheder, der er nødvendige til dens opretholdelse. Deres værdi er tværtimod udtrykt i arbejdsevnens værdi. Hvis den ikke bliver solgt, så nytter den ikke arbejderen noget, så føler han det tværtimod som en grusom naturnødvendighed, at hans arbejdsevne har krævet et bestemt kvantum subsistensmidler til sin produktion og gør det om og om igen for at kunne forny sig. Han opdager da med Sismondi, at »arbejdsevnen .. . intet er, hvis den ikke bliver solgt. «
Denne særegne vares, arbejdskraftens ejendommelige natur medfører, at når kontrakten er sluttet mellem køberen og sælgeren, er dens brugsværdi endnu ikke virkelig gået over i køberens hånd. Dens værdi blev ligesom værdien af enhver anden vare bestemt, før den indtrådte i omsætningen, idet et bestemt kvantum samfundsmæssigt arbejde blev forbrugt til produktionen af arbejdskraften, men dens brugsværdi ligger først i den følgende kraftudfoldelse. Salget af arbejdskraften falder således på et andet tidspunkt end den virkelige arbejdsydelse, dvs. anvendelsen af arbejdskraften som brugsværdi. Og når det drejer sig om varer, [50] hvis formelle overdragelse til køberen gennem salget ikke sker på samme tidspunkt som den faktiske overladelse til ham, fungerer køberens penge for det meste som betalingsmiddel. I alle lande med kapitalistisk produktionsmåde bliver arbejdskraften først betalt, når den allerede har fungeret i den tid, som var fastsat i købekontrakten, dvs. ved slutningen af hver uge. Overalt yder arbejderen derfor et forskud til kapitalisten i form af arbejdskraftens brugsværdi; han lader køberen forbruge arbejdskraften, før han får udbetalt prisen for den; overalt yder arbejderen derfor kapitalisten kredit. At denne kreditydelse ikke er nogen tom indbildning, fremgår ikke blot af, at arbejderen lejlighedsvis mister sin krediterede løn, når kapitalisten går fallit, [51] men også af en række mere varige virkninger. [52] Det ændrer imidlertid ikke noget ved selve vareudvekslingens natur, om pengene fungerer som købemiddel eller som betalingsmiddel. Arbejdskraftens pris er kontraktligt fastsat, skønt den først realiseres senere, ligesom lejen af et hus. Arbejdskraften er solgt, skønt den først betales bagefter. For at behandle forholdet i sin renhed er det imidlertid nyttigt foreløbig at forudsætte, at arbejdskraftens besidder hver gang samtidig med salget også modtager den kontraktligt fastsatte pris.
Vi har nu set, hvordan den værdi bestemmes, som pengebesidderen betaler besidderen af denne ejendommelige vare, arbejdskraften. Den brugsværdi, som pengebesidderen får gennem udvekslingen, ytrer sig først, når arbejdskraften virkelig bruges og forbruges. Alle de ting, der er nødvendige til brugen af den, råmaterialer osv., køber pengebesidderen på varemarkedet og betaler dem til fuld pris. Den proces, hvor arbejdskraften forbruges, er samtidig den proces, hvor vare og merværdi produceres. Forbruget af arbejdskraften foregår ligesom forbruget af enhver anden vare uden for markedet, uden for omsætningssfæren. Denne larmende sfære, hvor alt er overflade og synligt for alle, forlader vi derfor nu sammen med pengebesidderen og arbejdskraftbesidderen for at følge efter dem begge ind i produktionens lønkammer, over hvis dør der står skrevet: No admittance except on business (Kun adgang i forretningsanliggender). Her vil det vise sig, ikke blot hvordan kapitalen. producerer, men også hvordan man selv producerer den, kapitalen. Hemmeligheden ved profitmageriet må endelig afsløre sig.
Omsætningens eller vareudvekslingens sfære, som danner rammen om køb og salg af arbejdskraft, er faktisk et sandt paradis for de medfødte menneskerettigheder. Her hersker intet andet end frihed, lighed, ejendom og Bentham. Frihed! For køberen og sælgeren af en vare, f.eks. af arbejdskraft, handler udelukkende efter deres frie vilje.
De slutter kontrakt som frie, retligt jævnbyrdige personer. Kontrakten er det slutresultat, hvori deres vilje giver sig et fælles retligt udtryk. Lighed! For de står kun over for hinanden som varebesiddere og udveksler ækvivalent for ækvivalent. Ejendom! For hver af dem disponerer kun over sit eget. Bentham! For hver af dem har kun sit eget bedste for øje. Den eneste magt, der bringer dem sammen og stiller dem i forhold til hinanden, er deres egennytte, deres særfordel, deres privatinteresser. Og netop fordi hver kun ser på sin egen fordel uden hensyn til den anden, realiserer alle, ifølge tingenes forud givne harmoni eller under et al-fiffigt forsyns auspicier, kun deres gensidige fordel, fællesnytten, fællesinteressen.
Når vi forlader denne sfære, den simple varecirkulation eller vareudveksling, hvorfra Frihandelsmand vulgaris henter anskuelser, forestillinger og målestokke for sin bedømmelse af kapitalens og lønarbejdets samfund, så lægger vi mærke til, at vore optrædende personer allerede i nogen grad begynder at ændre udseende. Pengebesidderen, som vi lærte at kende, skrider foran som kapitalist, arbejdskraftbesidderen følger efter ham som hans arbejder; den ene med et betydningsfuldt smil om munden, indstillet på forretning, den anden frygtsom og modstræbende, som en, der har båret sit eget skind til marked og nu ikke har andet i vente end at få det – garvet.
[1]: