| Tilbage |
Den kooperation, der er baseret på arbejdsdeling, får sin klassiske skikkelse i manufakturen. Som en karakteristisk form for den kapitalistiske produktionsproces dominerer den i den egentlige manufakturperiode, der groft anslået varer fra midten af det 16. århundrede til sidste tredjedel af det attende.
Manufakturen opstår på to måder.
Enten bliver arbejdere fra forskellige, selvstændige håndværk, gennem hvis hænder et produkt må vandre, inden det er færdigt til brug, forenede i et værksted under samme kapitalists kommando. F.eks. var en karet det samlede produkt af et stort antal uafhængige håndværkeres arbejder, såsom karetmager, sadelmager, skrædder, klejnsmed, gørtler, drejer, possementmager, glarmester, maler, lakerer, forgylder osv. Karetmanufakturen forener alle disse forskellige håndværkere på et arbejdssted, hvor de arbejder samtidig hånd i hånd. Man kan ganske vist ikke forgylde en karet, før den er lavet. Men bliver der lavet mange kareter på samme tid, vil der altid være en del der kan forgyldes, medens en anden del gennemgår en tidligere fase i produktionsprocessen. For så vidt står vi endnu på den simple kooperations grund, der finder sit materiale i form af mennesker og ting. Imidlertid indtræder der snart en væsentlig ændring. Skrædderen, klejnsmeden, gørtleren osv., der kun er beskæftiget med karetfremstilling, mister efterhånden med vanen også evnen til at udføre sit gamle håndværk i sin fulde udstrækning. På den anden side får hans aktivitet, der kører i en skure, nu den for den indsnævrede virkekreds mest hensigtsmæssige form. Oprindelig var karetmanufakturen en kombination af selvstændige håndværk. Den bliver efterhånden til karetproduktionens deling i dens forskellige særoperationer, hvoraf hver enkelt udkrystalliseres til en arbejders eneste funktion, og produktionen som helhed bliver udført af disse delarbejdere i forening. På samme måde opstod klædemanufakturen og en hel række andre manufakturer ved forskellige håndværks kombination under samme kapitals kommando.
Men manufakturen opstår også på en måde, der er modsat den førstnævnte. Mange håndværkere, der udfører samme eller ensartet arbejde, f.eks. laver papir, typer eller nåle, bliver beskæftiget af samme kapital samtidig i samme værksted. Dette er kooperation i sin simpleste form. Hver af disse håndværkere (måske med en eller to svende) fremstiller hele varen og udfører derfor efterhånden de forskellige operationer, der kræves til dens fremstilling. Han fortsætter med at arbejde på sin gamle håndværksmæssige måde. Imidlertid foranlediger ydre omstændigheder snart, at koncentrationen af arbejderne i det samme rum og samtidigheden af deres arbejder skal udnyttes på en anden måde. En større mængde varer skal f.eks. leveres inden for en bestemt tidsfrist. Arbejdet bliver derfor fordelt. I stedet for at lade samme håndværker udføre de forskellige operationer efterhånden, bliver operationerne adskilt, isoleret og udført side om side; hver operation bliver overdraget forskellige håndværkere, og alle bliver udført af de koopererende på samme tid.
Denne tilfældige fordeling gentager sig, viser sine karakteristiske fordele og stivner efterhånden til en systematisk arbejdsdeling. Fra at være det individuelle produkt af en selvstændig håndværker, der gør mangfoldige ting, forvandler varen sig til det samfundsmæssige produkt af en forening af håndværkere, som hver udfører en og samme deloperation hele tiden. De samme operationer, der flød ind i hinanden som successive arbejder hos den tyske faglærte papirmager, bliver i den hollandske papirmanufaktur til selvstændige deloperationer, der udføres ved siden af hinanden af mange koopererende arbejdere. Den faglærte nålemager fra Nürnberg er hjørnestenen i den engelske nålemanufaktur. Men medens denne ene nålemager udførte en række af måske 20 operationer efter hinanden, var der her snart 20 nålemagere ved siden af hinanden, der hver kun udførte én af de 20 operationer; som følge af yderligere erfaring blev hver af de 20 operationer atter spaltet, isoleret og gjort selvstændige som enkelte arbejderes eneste funktion.
Manufakturens opståen, dens udvikling fra håndværket er altså dobbeltsidet. På den ene side udgår den fra kombinationen af forskelligartede og selvstændige håndværk, der underordnes og forenkles i en sådan grad, at de kun bliver til deloperationer, der supplerer hinanden i en og samme vares produktionsproces. På den anden side udgår den fra kooperationen af samme slags håndværkere, spalter samme individuelle håndværk i dets forskellige specielle operationer, isolerer og gør disse selvstændige indtil det punkt, hvor hver operation bliver til en speciel arbejders eneste funktion. På den ene side indfører manufakturen derfor arbejdsdeling i en produktionsproces eller udvikler den videre, på den anden side kombinerer den tidligere adskilte håndværk. Men hvad der end er dens særlige udgangspunkt, dens endelige skikkelse er den samme - en produktionsmekanisme, hvis organer er mennesker.
For at komme til rigtig forståelse al arbejdsdelingen i manufakturen er det væsentligt at holde følgende punkter fast: Først og fremmest falder analysen af produktionsprocessen i dens særlige faser her helt sammen med opdelingen af en håndværksmæssig virksomhed i dens forskellige deloperationer. Sammensat eller simpel, operationen bliver ved med at være håndværksmæssig og er derfor afhængig af den enkelte arbejders kraft, dygtighed, hurtighed og sikkerhed i at håndtere sit redskab. Håndværket bliver ved at være grundlaget. Denne snævre tekniske basis udelukker virkelig videnskabelig analyse af produktionsprocessen, da enhver delproces, som produktet gennemgår, må kunne udføres som håndværksmæssigt delarbejde. Netop fordi den håndværksmæssige dygtighed bliver ved med at være produktionsprocessens grundlag. får hver arbejder kun anvist en delfunktion, og hans arbejdskraft forvandles til denne delfunktions livsvarige organ. Endelig er denne arbejdsdeling en særlig form for kooperation, og mange af dens fordele udspringer af kooperationens almene væsen, ikke af denne særlige form.
Går vi nu nærmere i detaljer, så er det til at begynde med klart, at en arbejder, der livet igennem udfører en og samme simple operation, forvandler hele sit legeme til operationens automatisk ensidige organ og derfor forbruger mindre tid til sit arbejde end den håndværker, der udfører en hel række af operationer. Totalarbejderen, der er manufakturens levende mekanisme, består imidlertid ikke af andet end sådanne ensidige delarbejdere. I sammenligning med selvstændigt håndværk bliver der derfor produceret mere på kortere tid, dvs. at arbejdets produktivitet forøges. Desuden bliver delarbejdets metode mere fuldkommen, efter at det er gjort selvstændigt som en persons eneste funktion. Ved stadig at gentage samme simple handling og koncentrere sin opmærksomhed om den lærer arbejderen af erfaring, hvordan han bedst kan opnå den tilsigtede nyttevirkning med det ringeste kraftopbud. Men da der altid er flere arbejdergenerationer, der lever og virker sammen i de samme manufakturer samtidig, fæstnes, akkumuleres og overføres de tekniske kunstgreb, der er erhvervet på denne måde.
Manufakturen producerer i virkeligheden detailarbejderens virtuositet ved i værkstedets indre at reproducere den naturligt udviklede differentiering af de håndværk, som den forefandt i samfundet, idet den systematisk driver den ud i ekstrem. Ved på den anden side at forvandle delarbejdet til et menneskes livskald efterkommer manufakturen tendensen i tidligere samfund til at gøre håndværkene arvelige, til at forstene dem til kaster eller, såfremt bestemte historiske betingelser udvikler en variabilitet hos individet, der står i modsætning til kastevæsenet, til at forbene dem til lav. Kaster og lav udspringer af den samme naturlov, der regulerer differentieringen af planter og dyr i arter og underarter, men med den forskel at på et vist udviklingstrin bliver kasternes arvelighed eller lavenes eksklusivitet dekreteret som samfundsmæssig lov.
»Musselin fra Dakka er med hensyn til finhed, kattun og andre stoffer fra Koromandel med hensyn til pragt og farvebestandighed aldrig blevet overtruffet. Og alligevel bliver de produceret uden kapital, maskiner, arbejdsdeling eller ethvert andet middel, der byder fabrikationen i Europa så mange fordele. Væveren er en enkeltperson, der fremstiller det vævede stof på en kundes bestilling og med en væv af simpleste konstruktion, undertiden kun bestående af træstænger, der nødtørftigt er sat sammen. Han ejer ikke engang et apparat til at vinde kæden op; væven må derfor være udstrakt i hele sin længde og bliver derved så uformelig og stor, at der ikke er plads til den i producentens hytte. Væveren er derfor nødt til at arbejde ude i den fri luft, hvor han bliver afbrudt af enhver forandring i vejret.«
Det er alene den særlige dygtighed, der er akkumuleret fra generation til generation og nedarvet fra far til søn, der giver hinduen, ligesom også edderkoppen, denne virtuositet. Alligevel udretter en sådan indisk væver et meget kompliceret arbejde, sammenlignet med flertallet af manufakturarbejdere.
En håndværker, der efterhånden udfører de forskellige delprocesser i produktionen af en vare, må snart skifte plads, snart instrumenter. Overgangen fra en operation til en anden afbryder gangen i hans arbejde og danner på en vis måde porer i hans arbejdsdag. Disse porer formindskes, så snart han hele dagen kontinuerligt udfører samme operation, eller de forsvinder i samme grad, som afbrydelserne af hans arbejde aftager. Den øgede produktivitet skyldes her enten det stigende forbrug af arbejdskraft i et givet tidsrum, altså arbejdets voksende intensitet, eller en nedgang i det uproduktive forbrug af arbejdskraften. Det overskud af kraftanvendelse, som hver overgang fra hvile til bevægelse kræver, kompenseres ved at forlænge varigheden af den en gang opnåede normalhastighed. På den anden side ødelægger kontinuiteten af ensformigt arbejde intensiteten og den levende kraft i de menneskelige livsånder, der finder deres rekreation og tillokkelse i selve variationen af aktiviteten.
Arbejdets produktivitet afhænger ikke kun af arbejderens virtuositet, men også af hans værktøjs fuldkommenhed. Værktøj af samme art, som f.eks. redskaber til at skære, bore, støde og slå med osv., bliver benyttet i forskellige arbejdsprocesser, og i samme arbejdsproces tjener samme redskab forskellige formål. Men så snart en arbejdsproces' forskellige operationer bliver skilt fra hinanden, og hver deloperation i delarbejderens hånd får en så formålstjenlig og følgelig så eksklusiv form som muligt, bliver det nødvendigt med en ændring af de redskaber, der tidligere tjente forskellige formål. Den retning, som denne ændring tager, er bestemt af de vanskeligheder, man støder på under arbejdet med uændrede redskaber. Den differentiering af arbejdsredskaberne, gennem hvilken redskaber af samme art får særlige konstante former tilpasset hvert enkelt formål, og den specialisering af dem, gennem hvilken ethvert sådant redskab kun kan virke i hele sit omfang i hænderne på specielle delarbejdere, karakteriserer manufakturen. Alene i Birmingham producerer man ca. 500 varianter af hamre, hvoraf hver enkelt ikke kun tjener en speciel produktionsproces, men et antal varianter ofte kun forskellige operationer i samme proces. Manufakturperioden forenkler, forbedrer og mangfoldiggør arbejdsredskaberne ved at tilpasse dem til delarbejdernes særfunktioner. Den skaber dermed tillige en af de materielle betingelser for maskinerne, der er en kombination af simple instrumenter.
Detailarbejderen og hans redskab er manufakturens simple elementer. Lad os nu vende os til dens skikkelse som et hele.
Manufakturens organisation har to grundformer, der trods lejlighedsvis sammenblanding er to væsentligt forskellige former og især ved manufakturens senere forvandling til den maskinelt drevne storindustri spiller vidt forskellige roller. Denne dobbeltkarakter udspringer af den færdige vares natur. Den bliver enten dannet alene ved mekanisk sammensætning af selvstændige delprodukter eller skylder sin endelige skikkelse en række af sammenhængende processer og manipulationer.
Et lokomotiv f.eks. består af mere end 5000 forskellige dele. Det kan dog ikke gælde som eksempel på den første form for egentlig manufaktur, da det er et produkt af storindustrien. Men uret kan, og det har også tjent William Petty som eksempel på den manufakturmæssige arbejdsdeling. Fra en nrnberger håndværkers individuelle arbejde forvandlede uret sig til det samfundsmæssige produkt af et utal af delarbejdere, såsom råværkmager, gangfjedermager, urskivemager, spiralfjedermager, stenhulsleje- og rubinstangsmager, visemager, kapselmager, skruemager, forgylder samt mange underafdelinger, som f.eks. hjulfabrikanten (messing- og stålhjul igen adskilt), drivfjedermager, viserværkmager, acheveur de pignon (fæstner hjulene på akslerne, polerer facetterne osv.), tapmager, planteur de finissage (sætter forskellige hjul og drivfjedre ind i værket) finesseur de barillet (skærer tænderne i hjulene, giver hullerne den rigtige størrelse, justerer stilling og spærreværk), hæmværksmager, ved cylinderhæmværket en cylindermager, ankerstegsmager, uromager, requettemager (mekanismen til at regulere uret) planteur d'échappement (den egentlige hæmværkmager); derpå repasseur de barillet (laver fjederhuset og stillingen helt færdig), stålpolerer, hjulpolerer, skruepolerer, talmaler, skivemager (smelter emaillen på kobberet), fabricant de pendants (laver blot bøjlerne på kapslen), finisseur de charniere (anbringer messingstiften i midten af kapslen, etc.), faiseur de secret (laver de fjedre i kapslen, der får låget til at springe op), gravør, ciselør, polisseur de boite (kapselpolerer) osv. osv., endelig en repasseur, der sætter hele uret sammen og afleverer det i gående stand. Kun få dele af uret går gennem forskellige hænder, og alle disse membra disjecta (adskilte led) samler sig først i den hånd, der til slut sætter dem sammen til et mekanisk hele. Det færdige produkts forhold til de forskelligartede elementer lader her, som ved lignende produkter, kombinationen af delarbejderne i samme værksted være tilfældig. Deloperationerne kan igen blive drevet som lige så mange håndværk, der er uafhængige af hinanden, som i kanton Waadt og Neuchâtel, medens der i Genéve f.eks. er store urmanufakturer, dvs. at delarbejdernes kooperation foregår direkte under en kapitals kommando. Også i sidstnævnte tilfælde bliver urskive, fjeder og kapsel sjældent fremstillet i selve manufakturen. Den kombinerede manufakturmæssige virksomhed er her kun profitabel under sjældent forekommende forhold, fordi konkurrencen er størst blandt de arbejdere, der vil arbejde hjemme, fordi opdelingen af produktionen i en masse heterogene processer kun i ringe udstrækning tillader anvendelsen af fælles arbejdsmidler, og fordi kapitalisten ved den spredte fabrikation sparer udgifter til arbejdsbygninger osv. Ikke desto mindre har denne detailarbejder, der arbejder hjemme, men for en kapitalist (fabrikant, établisseur), en stilling, der er vidt forskellig fra den stilling, som en selvstændig håndværker, der arbejder for sine egne kunder, har.
Den anden form for manufaktur, dens fuldendte form, producerer artikler, der gennemgår sammenhængende udviklingsfaser, en rækkefølge af trinprocesser, som f.eks. metaltråden i synålemanufakturen, der går gennem hænderne på 72, undertiden 92 specielle delarbejdere.
For så vidt en sådan manufaktur kombinerer oprindelig spredte håndværk, indsnævrer den den rumlige adskillelse mellem artiklens særlige produktionsfaser. Den tid det tager for dens overgang fra et stadium til et andet bliver forkortet, ligesom også det arbejde, der formidler disse overgange. I sammenligning med håndværket opnår man større produktivitet, og denne forøgelse skyldes manufakturens almene kooperative karakter. På den anden side betinger dens karakteristiske princip om arbejdsdeling en adskillelse af forskellige produktionsfaser, der gøres uafhængige af hinanden som lige så mange håndværksmæssige delarbejder. Oprettelsen og bevarelsen af sammenhængen mellem de adskilte funktioner gør det nødvendigt med en stadig transport af artikler fra en hånd til en anden, fra en proces til en anden proces. Fra storindustriens standpunkt fremtræder dette som en karakteristisk og kostbar ulempe, der ligger i manufakturens princip.
Betragter man en bestemt mængde råmateriale, f.eks. klude i papirmanufakturen eller metaltråd i nålemanufakturen, så gennemgår det i de forskellige delarbejderes hænder en kronologisk trinfølge af produktionsfaser, til det får sin endelige skikkelse. Betragter man derimod værkstedet som en helhed, så befinder råmaterialet sig på samme tid i alle sine produktionsfaser. Udstyret med redskaber trækker den af detailarbejdere kombinerede totalarbejder tråden med en del af sine mange hænder, samtidig med at han med andre hænder og værktøj strækker den, med andre igen skærer, spidser etc. De forskellige trinprocesser, der foregik kronologisk efter hinanden, foregår nu samtidigt side om side. Følgelig kan der i samme tidsrum leveres flere færdige varer. Denne samtidighed udspringer ganske vist af den almene kooperative form for den samlede proces; manufakturen forefinder imidlertid ikke blot kooperationens betingelser, men skaber dem delvist først ved opdelingen af håndværksmæssigt arbejde. På den anden side opnår den kun denne samfundsmæssige organisation af arbejdsprocessen ved at lænke samme arbejder til samme detalje.
Da hver delarbejders delprodukt kun er et særligt udviklingstrin for samme artikel, leverer en arbejder eller arbejdergruppe følgelig råmateriale til en anden arbejder eller arbejdergruppe. Den enes arbejdsresultat danner udgangspunktet for den andens arbejde. Den ene arbejder beskæftiger derfor her umiddelbart den anden.
Den arbejdstid, der er nødvendig for at opnå den tilsigtede nyttevirkning af hver delproces, bliver fastsat ud fra erfaringen, og manufakturens samlede mekanisme hviler på den forudsætning, at et givet resultat bliver opnået i løbet af en given arbejdstid. Kun under denne forudsætning kan de forskellige arbejdsprocesser, der supplerer hinanden, foregå uafbrudt på samme tid og side om side. Det er klart, at denne direkte afhængighed mellem operationerne og derfor mellem arbejderne indbyrdes tvinger hver enkelt til ikke at anvende mere end den nødvendige tid på sin funktion; således opstår der en helt anden kontinuitet, ensartethed, regelmæssighed, orden og navnlig arbejdsintensitet end i det uafhængige håndværk eller endog i den simple kooperation. At der til fremstilling af en vare kun er anvendt deri samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid fremtræder i vareproduktionen i det hele taget som konkurrencens ydre tvang, fordi, overfladisk udtrykt, hver enkelt producent må sælge varen til dens markedspris. Fremstilling af en given mængde produkter i løbet af en given arbejdstid bliver derimod i manufakturen til produktionsprocessens tekniske lov.
Forskellige operationer behøver dog ikke lige lang tid og leverer derfor ikke lige store mængder delprodukter i lige store tidsrum. Hvis samme arbejder derfor, dag ud og dag ind, kun skal udføre samme operation, så må der til de forskellige operationer anvendes et proportionalt forskelligt antal arbejdere, f.eks. 4 støbere og 2 afbrækkere til 1 frotterer i en typemanufaktur, hvor støberen pr. time støber 2000 typer, afbrækkeren afbrækker 4000 og frottereren gnider 8000 blanke. Her vender princippet for kooperation tilbage i sin simpleste form: samtidig beskæftigelse af mange, der udfører samme slags arbejde, men nu som udtryk for et organisk forhold. Den manufakturmæssige arbejdsdeling forenkler og mangfoldiggør altså ikke blot den samfundsmæssige totalarbejders kvalitativt forskellige organer, men skaber også et bestemt matematisk forhold for disse organers kvantitative omfang dvs. for det relative arbejderantal eller arbejdergruppens relative størrelse i hver særfunktion. Den udvikler med den kvalitative leddeling den samfundsmæssige proces' kvantitative regel og proportionalitet.
Er det mest passende forholdstal for de forskellige grupper af delarbejdere erfaringsmæssigt fastsat til et bestemt produktionsomfang, så kan man kun øge dette omfang ved at anvende et multiplum (mangefold) af hver specielle arbejdergruppe. Hertil kommer, at samme individ udfører visse arbejder lige så godt efter en større som efter en mindre målestok, f.eks. overopsynsarbejdet, transporten af delprodukterne fra en produktionsfase til en anden osv. Selvstændiggørelsen af disse funktioner dvs. overdragelsen af dem til specielle arbejdere, bliver altså først fordelagtig med forøgelsen af antallet af beskæftigede arbejdere, men denne forøgelse må straks foregå proportionalt i alle grupper.
Den enkelte gruppe, et antal arbejdere, der udretter samme delfunktion, består af homogene elementer og danner et særligt organ af den samlede mekanisme. I forskellige manufakturer er gruppen imidlertid selv en leddelt arbejdsenhed, medens den samlede mekanisme dannes ved gentagelse eller mangfoldiggørelse af disse produktive elementarorganismer. Lad os f.eks. tage glasflaske-manufakturen. Den kan opdeles i tre væsentligt forskellige faser. For det første den forberedende fase såsom tilberedningen af glasblandingen, blanding af sand, kalk osv., og smeltningen af denne blanding til en flydende glasmasse. I denne første fase er forskellige delarbejdere beskæftiget, ligesom også i slutfasen, hvor flaskerne tages ud af tørreovnen, sorteres, pakkes osv. Midt imellem disse to faser ligger den egentlige glasfremstilling eller forarbejdningen af den flydende glasmasse. Ved hver glasovns åbning arbejder en gruppe, der i England kaldes »the hole« (hullet), og som består af en bottle maker eller finisher, en blower, en gatherer, en putter up eller whetter off og en taler in (flaskemager eller afpudser, en blæser, en samler, en opstabler eller afsprænger og en afbærer). Disse fem delarbejdere udgør lige så mange specielle organer af en eneste arbejdsorganisme, der kun kan handle som en enhed, altså kun ved de fems umiddelbare kooperation. Mangler der et medlem af den femleddede organisme, er den lammet. Men samme glasovn har forskellige åbninger, i England f.eks. 4 - 6, der hver indeholder en lersmeltedigel med flydende glas, og som beskæftiger en arbejdergruppe af samme femleddede form. Leddelingen af hver enkelt gruppe beror her umiddelbart på arbejdsdeling, medens båndet mellem de forskellige ensartede grupper er simpel kooperation, der ved at forbruge et af produktionsmidlerne, her glasovnen, i fællesskab gør forbruget mere økonomisk. En sådan glasovn med dens 4 – 6 grupper udgør en glashytte, og en glasmanufaktur omfatter flere sådanne hytter, tillige med udstyret og arbejderne til de indledende og afsluttende produktionsfaser.
Ligesom endelig manufakturen delvis opstår ved kombination af forskellige håndværk, således udvikler den sig også til en kombination af forskellige manufakturer. De større engelske glashytter fabrikerer f.eks. selv deres lersmeltedigler, fordi produktets vellykkethed eller mislykkethed væsentligt afhænger af deres kvalitet. Manufakturen for et produktionsmiddel bliver her forbundet med manufakturen for produktet. Omvendt kan produktets manufaktur forbindes med manufakturer, hvori det selv tjener som råmateriale, eller med hvis produkter det senere bliver forbundet. Sådan finder man f.eks. manufakturen for flintglas kombineret med glassliberiet og messingstøberiet, sidstnævnte for metalindfatningen af mange glasartikler. De forskellige kombinerede manufakturer danner så mere eller mindre særskilte afdelinger af en fælles manufaktur, samtidig med at de er indbyrdes uafhængige produktionsprocesser, hver med sin egen arbejdsdeling. Trods de mange fordele, den kombinerede manufaktur frembyder, opnår den på eget grundlag ingen virkelig teknisk enhed. Denne opstår først ved dens forvandling til maskinel virksomhed.
Manufakturperioden, der tidligt accepterede og formulerede nedsættelse af den nødvendige arbejdstid til produktion af varer som et princip, udvikler også hist og her anvendelsen af maskiner, især til visse simple indledende processer, der har massekarakter og kræver stort kraftopbud. Således foregår f.eks. i papirmanufakturen findelingen af klude ved hjælp af papirmøller og i metallurgien knusningen af malmen ved hjælp af såkaldte bankemøller. Alle maskiners elementarform havde det romerske kejserrige overleveret med vandmøllen. Håndværksperioden gav os de store opfindelser af kompasset, krudtet, bogtrykkeriet og det automatiske ur som arv. I det store og hele spiller maskiner dog den birolle, som Adam Smith tildeler dem ved siden af arbejdsdelingen. Meget vigtig blev den sporadiske anvendelse af maskiner i det 17. århundrede, fordi det for den tids store matematikere frembød praktiske holdepunkter og incitamenter til skabelsen af den moderne mekanik.
Manufakturperiodens specifikke maskine er og bliver den totalarbejder, der er dannet ved kombination af mange delarbejdere. De forskellige operationer som producenten af en vare skiftevis udfører, og som smelter sammen til den helhed, som hans arbejdsproces danner, gør på forskellig måde krav på ham. I den ene må han udvikle mere kraft, i den anden mere smidighed, i den tredje større opmærksomhed osv., og samme individ har ikke disse egenskaber i lige høj grad. Efter at de forskellige operationer er blevet adskilt, isoleret og selvstændiggjort, bliver arbejderne inddelt, klassificeret og grupperet i overensstemmelse med deres fremherskende egenskaber. Hvis deres naturlige evner på den ene side danner det grundlag, som arbejdsdelingen hviler på, så udvikler manufakturen på den anden side, en gang indført, arbejdskræfter, der fra naturens hånd kun duer til ensidige og specielle funktioner. Totalarbejderen besidder nu alle virtuositetens produktive egenskaber i lige høj grad og forbruger dem samtidig på den mest økonomiske måde ved udelukkende at anvende alle sine organer, individualiseret i specielle arbejdere eller arbejdergrupper, til deres specifikke funktioner. Delarbejderens ensidighed og selv hans ufuldkommenhed bliver til hans fuldkommenhed som led af totalarbejderen. Den vane at udføre en ensidig funktion forvandler ham til et med naturgiven sikkerhed fungerende organ, medens den samlede mekanisme som helhed tvinger ham til at fungere med en maskindels regelmæssighed.
Da totalarbejderen har forskellige funktioner, der kan være simple eller sammensatte, lavere eller højere, kræver hans organer, de individuelle arbejdskæfter, vidt forskellige grader af uddannelse og besidder derfor vidt forskellige værdier. Manufakturen udvikler altså et hierarki af arbejdskræfter, til hvilke der svarer en skala af arbejdslønninger. Bliver den individuelle arbejder på den ene side fanget og for hele livet annekteret af en ensidig funktion, så bliver de forskellige operationer i lige så høj grad tilpasset dette hierarki af naturlige og erhvervede færdigheder. Hver produktionsproces forudsætter imidlertid visse simple manipulationer, som ethvert menneske er i stand til at udføre, som han går og står. Også de bliver nu løsgjort fra deres løse sammenhæng med beskæftigelsens mere indholdsrige momenter og stivner til særskilte funktioner.
Manufakturen producerer derfor i ethvert håndværk, som den bemægtiger sig, en klasse af såkaldte ukvalificerede arbejdere som håndværksvirksomheden med strenghed udelukkede. Hvis den udvikler det helt ensidige speciale til virtuositet på bekostning af et menneskes hele arbejdsformåen, begynder den også allerede at gøre manglen på al udvikling til en specialitet. Ved siden af den hierarkiske trindeling står den simple adskillelse af arbejderne i kvalificerede og ukvalificerede. For de sidstnævnte falder læreomkostningerne helt bort, for de førstnævnte daler de i sammenligning med håndværkeren som følge af forenklet funktion. I begge tilfælde falder arbejdskraftens værdi. En undtagelse danner det tilfælde, hvor arbejdsprocessens deling frembringer nye og omfattende funktioner, der enten slet ikke eller kun i beskedent omfang forekom i håndværksvirksomheden. Den relative værdiforringelse af arbejdskraften, der udspringer af bortfaldet eller formindskelsen af læreomkostningerne, indebærer umiddelbart en større værdiøgning af kapitalen, da alt, hvad der forkorter den tid, der er nødvendig til reproduktion af arbejdskraften, forlænger merarbejdets domæne.
Vi betragtede først oprindelsen til manufakturen, dernæst dens simple elementer, delarbejderen og hans værktøj og endelig dens samlede mekanisme. Vi vil nu berøre forholdet mellem den manufakturmæssige arbejdsdeling og den samfundsmæssige arbejdsdeling, der danner det almindelige grundlag for al vareproduktion.
Hvis man kun har selve arbejdet for øje, kan man betegne den samfundsmæssige produktions deling i dens genera eller hovedafdelinger såsom jordbrug, industri osv. som arbejdsdeling i almindelighed, adskillelsen af disse produktionsgenera i arter og underarter som speciel arbejdsdeling, og arbejdsdelingen inden for et værksted som detaljeret arbejdsdeling.
Arbejdsdelingen inden for samfundet og individernes tilsvarende bundethed til særlige erhvervsområder udvikler sig, ligesom arbejdsdelingen inden for manufakturen, fra modsatte udgangspunkter. Inden for en familie, og efter påfølgende udvikling inden for en stamme opstår der en naturlig arbejdsdeling ud fra køns- og aldersforskelle, altså på et rent fysiologisk grundlag, der forøger sit materiale gennem samfundets udstrækning, befolkningens vækst og navnlig gennem konflikten mellem forskellige stammer og en stammes undertrykkelse af en anden. På den anden side, som jeg tidligere har bemærket (se 1. bog 1, s.190-91) opstår udvekslingen af produkter på steder, hvor forskellige familier, stammer og landsbysamfund kommer i kontakt; i kulturens begyndelse er det nemlig ikke privatpersoner der selvstændigt træder hinanden i møde, men familier, stammer etc.. Forskellige samfund finder forskellige produktionsmidler og forskellige levnedsmidler i den omgivende natur. Deres produktionsmåde, levevis og produkter er derfor forskellige. Det er denne naturgivne forskel, der ved samfundenes kontakt betinger den gensidige udveksling af produkter og derfor disse produkters gradvise forvandling til varer. Udvekslingen skaber ikke forskellen mellem produktionssfærerne, men bringer sådanne, som allerede er forskellige, i forbindelse med hinanden og forvandler dem således til mere eller mindre indbyrdes afhængige grene af en samfundsmæssig totalproduktion. Her opstår den samfundsmæssige arbejdsdeling gennem udvekslingen mellem oprindeligt forskellige, men indbyrdes uafhængige produktionssfærer. Der, hvor den fysiologiske arbejdsdeling danner udgangspunktet, skiller de særlige organer i et umiddelbart sammenhørende hele sig ud fra hinanden, splittes (en splittelse, som vareudvekslingen med fremmede landsbysamfund giver hovedstødet til) og bliver selvstændige indtil det punkt, hvor sammenhængen mellem de forskellige arbejder bliver formidlet af produkternes udveksling som varer. I det ene tilfælde gøres tidligere selvstændige grupper uselvstændige, i det andet gøres tidligere uselvstændige grupper selvstændige.
Grundlaget for enhver veludviklet arbejdsdeling, der er formidlet af vareudveksling, er adskillelsen af by og land. Man kan sige, at samfundets økonomiske historie resumeres i denne modsætnings bevægelse, en modsætning, som vi dog ikke her vil gå nærmere ind på.
Ligesom et vist antal samtidigt beskæftigede arbejdere er den materielle forudsætning for arbejdsdelingen inden for manufakturen, sådan er befolkningens størrelse og tæthed, der træder i stedet for sammenhobningen i samme værksted, den materielle forudsætning for arbejdsdelingen inden for samfundet. Denne tæthed er imidlertid noget relativt. Et land, der er relativt sparsomt befolket, men har veludviklede kommunikationsmidler, har en tættere befolkning end et mere befolket land med uudviklede kommunikationsmidler; i denne forstand er f.eks. de nordlige stater af Den amerikanske Union tættere befolket end Indien.
Da vareproduktion og varecirkulation er den almindelige forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde, kræver manufakturmæssig arbejdsdeling, at arbejdsdelingen i samfundet allerede har nået en vis udviklingsgrad. Omvendt udvikler og mangfoldiggør den manufakturmæssige arbejdsdeling med tilbagevirkende kraft den samfundsmæssige arbejdsdeling. Samtidig med differentieringen af arbejdsredskaberne differentierer de industrier, der producerer disse redskaber, sig mere og mere. Hvis den manufakturmæssige bedrift bemægtiger sig en industri, der hidtil som hoved- eller bivirksomhed hang sammen med andre industrier, og blev udført af samme producent, så adskilles de straks fra hinanden og bliver indbyrdes uafhængige. Hvis den bemægtiger sig et særligt produktionstrin for en vare, så forvandles varens forskellige produktionstrin til forskellige og uafhængige industrier. Det er allerede blevet antydet, at, hvor det færdige produkt blot er et mekanisk sammensat hele af delprodukter, kan deloperationerne igen blive til selvstændige håndværk. For at gennemføre arbejdsdelingen mere fuldkomment inden for en manufaktur, bliver samme produktionsgren, alt efter dens råstoffers forskellighed eller de forskellige, til dels helt nye, former, som samme råstof kan antage, delvis spaltet til helt nye manufakturer. Således blev der alene i Frankrig allerede i første halvdel af det 18. århundrede vævet over 100 forskelligartede silkestoffer, og i Avignon f.eks. var det lov, at »enhver lærling altid kun måtte beskæftige sig med en fabrikationsmåde og ikke på samme tid lære tilvirkningen af flere slags stoffer.« Den territoriale arbejdsdeling, der forviser særlige produktionsgrene til visse distrikter i et land, får en ny impuls fra den manufakturmæssige drift, der udbytter alle specialiteter. Udvidelsen af verdensmarkedet og kolonialsystemet, der hører til kredsen af manufakturperiodens almene eksistensbetingelser, leverer rigt materiale til arbejdsdelingen inden for samfundet. Det er ikke her stedet til yderligere at påvise, hvorledes arbejdsdelingen ikke blot bemægtiger sig de økonomiske sfærer, men enhver anden sfære i samfundet og overalt lægger grundlaget for den udvikling af fagene, specialiseringen og en udparcellering af mennesket, der allerede fik Ferguson, A. Smiths lærer, til at udbryde: »Vi danner en nation af heloter, og der findes ingen frie blandt os.«
Men trods de talrige analogier og sammenhænge mellem arbejdsdelingen i samfundet og delingen inden for et værksted, er de ikke blot graduelt, men væsentligt forskellige. Mest slående synes analogien unægtelig, hvor et indre bånd knytter forskellige erhvervsgrene sammen. Kvægopdrætteren f.eks. producerer huder, garveren forvandler huderne til læder, og skomageren læderet til støvler. Hver producerer her et trinprodukt, og den sidste færdige form er produkt af deres særarbejder i forening. Hertil kommer de mangfoldige arbejdsgrene, der leverer produktionsmidler til kvægopdrætteren, garveren og skomageren. Man kan nu indbilde sig med A. Smith, at forskellen mellem den samfundsmæssige og den manufakturmæssige arbejdsdeling blot er subjektiv, nemlig for den iagttager, der i manufakturen med et blik ser de mangfoldige deloperationer side om side, medens deres spredthed over store områder og det store antal, der er beskæftiget i hver speciel gren, fordunkler sammenhængen i satnfundet. Men hvad er det, der danner sammenhængen mellem kvægopdrætterens, garverens og skomagerens uafhængige arbejder? Det er den kendsgerning, at deres respektive produkter er varer. Hvad karakteriserer derimod den manufakturmæssige arbejdsdeling? At delarbejderen ikke producerer varer. Først delarbejdernes fælles produkt forvandles til vare. Arbejdsdelingen i samfundet er formidlet ved køb og salg af forskellige arbejdsgrenes produkter, deloperationernes sammenhæng i manufakturen ved salg af forskellige arbejdskræfter til samme kapitalist, der anvender dem som kombineret arbejdskraft. Den manufakturmæssige arbejdsdeling forudsætter produktionsmidlernes koncentration i hænderne på en kapitalist, den samfundsmæssige arbejdsdeling produktionsmidlernes spredning blandt mange vareproducenter, der er uafhængige af hinanden. Medens forholdstalets eller proportionalitetens jernhårde lov i manufakturen underordner bestemte arbejdermasser under bestemte funktioner, driver tilfældet og vilkårligheden deres brogede spil i fordelingen af vareproducenter og deres produktionsmidler under de forskellige samfundsmæssige arbejdsgrene. Ganske vist stræber de forskellige produktionssfærer bestandig efter ligevægt, idet hver vareproducent på den ene side må producere en brugsværdi, altså tilfredsstille et særligt samfundsmæssigt behov; men omfanget af disse behov er kvantitativt forskelligt, og et indre bånd knytter de forskellige behov sammen til et naturgivet system, idet værdioven for varerne på den anden side bestemmer, hvor meget samfundet kan forbruge af hele sin disponible arbejdstid på produktionen af hver særlig vareart. Men de forskellige produktionssfærers stadige tendens til at komme i ligevægt virker kun som reaktion mod den stadige ophævelse af denne ligevægt. Den a priori og planmæssigt fulgte regel for arbejdsdelingen inden for værkstedet virker for arbejdsdelingen i samfundet kun a posteriori som indre, stum naturnødvendighed, der behersker vareproducenternes regelløse godtykke og kan iagttages i markedsprisernes barometersvingninger. Den manufakturmæssige arbejdsdeling forudsætter kapitalistens ubetingede autoritet over mennesker, der ikke er andet end led i en samlet mekanisme, der tilhører ham; den samfundsmæssige arbejdsdeling bringer uafhængige vareproducenter i kontakt med hinanden, der ikke anerkender nogen anden autoritet end konkurrencens, dvs. den tvang, som trykket af deres fælles interesser udøver på dem, ligesom bellum omnium contra omnes (alles krig mod alle) i dyreriget mere eller mindre bevarer eksistensbetingelserne for alle arter. Samme borgerlige bevidsthed, der priser den manufakturmæssige arbejdsdeling, arbejderens livslange bundethed til en detailoperation og delarbejdernes fuldstændige underordning under kapitalen som en organisering at arbejdet, der forøger dets produktivitet, fordømmer lige så kraftigt enhver bevidst samfundsmæssig kontrol og regulering af den samfundsmæssige produktionsproces som et indgreb i den ukrænkelige ejendomsret, frihed og selvbestemrnende »genialitet« hos den individuelle kapitalist. Det er meget karakteristisk, at fabrikssystemets begejstrede apologeter ikke ved noget værre at sige om enhver almindelig organisering af det samfundsmæssige arbejde, end at det ville forvandle hele samfundet til en fabrik.
Hvis anarki i den samfundsmæssige arbejdsdeling og despoti i den manufakturmæssige arbejdsdeling betinger hinanden i et samfund med kapitalistisk produktionsmåde, så viser tidligere samfundsformer, hvor adskillelsen af de forskellige håndteringer har udviklet sig spontant, har udkrystalliseret sig og til sidst har befæstet sig ved lov derimod på den ene side billedet af en plan og autoritetsmæssig organisering af det samfundsmæssige arbejde, medens de på den anden side enten helt udelukker arbejdsdelingen inden for værkstedet eller kun udvikler den i dværgmålestok eller kun sporadisk og tilfældigt.
De ældgamle, små indiske landsbysamfund, f.eks., der for en dels vedkommende stadig eksisterer, er baseret på fælleseje af grund og jord, på umiddelbar forbindelse mellem landbrug og håndværk og på en fast arbejdsdeling, der tjener som plan og grundrids ved anlæggelse af et nyt landsbysamfund. De er selvforsynende produktionshelheder, hvis produktionsområde er fra 100 til nogle 1000 acres. Størstedelen af produkterne bliver ikke produceret som varer, men direkte til landsbysamfundets eget forbrug, og produktionen er derfor uafhængig af den arbejdsdeling, der formidlet af vareudvekslingen findes i størstedelen af det indiske samfund. Kun overskuddet af produktionen forvandles til varer, og en del af det først i statens hænder, der i umindelige tider har fået en bestemt mængde som naturalrente. Indiens forskellige dele har forskellige former for landsbysamfund. I den simpleste form bliver jorden dyrket i fællesskab, og produkterne fordelt mellem dets medlemmer, medens hver familie driver spinding og vævning som et hjemligt bierhverv. Ved siden af denne masse, der har ensartet beskæftigelse, finder vi »hovedindbyggeren«, der er dommer, politi, og skatteopkræver i en person; bogholderen, der fører regnskabet over landbruget, og som matrikulerer og registrerer alt herhenhørende; desuden finder vi en tredje embedsmand, der forfølger forbrydere, beskytter fremmede rejsende og ledsager dem til den næste landsby; grænsevagten, der vogter kommunens grænser mod nabokommunerne; vandopsynsmanden, der fordeler vandet fra de fælles vandbeholdere til landbrugsformål; braminen, der forretter den religiøse kults funktioner; læreren, der lærer kommunens børn at skrive og læse i sandet; kalenderbraminen, der som astrolog bekendtgør tidspunkterne for såning, høst og de gode og dårlige tidspunkter for alle særlige landbrugsarbejder; en smed og en tømrer, der fremstiller og reparerer alle landbrugsredskaber; pottemageren, der laver alle lervarer til landsbyen; barberen, vaskemanden, der vasker indbyggernes tøj, sølvsmeden, hist og her poeten, der i nogle samfund erstatter sølvsmeden, i andre samfund læreren. Dette dusin mennesker bliver underholdt på hele kommunens bekostning. Hvis befolkningen vokser, bliver der grundlagt en ny kommune på udyrket jord efter den gamles mønster. Kommunens mekanisme viser en systematisk arbejdsdeling, men en manufakturmæssig deling af den er umulig, da markedet for smeden, tømreren osv. ikke ændrer sig, og højst forekommer der, alt efter forskellene mellem landsbyernes størrelse, i stedet for en smed, en pottemager, to eller tre af dem. Den lov, der regulerer arbejdsdelingen i kommunen, virker her med en naturlovs ubrydelige autoritet, på samme tid som hver speciel håndværker, såsom smed, tømrer osv. udfører alle de operationer, der hører til hans fag, på traditionel vis, men selvstændigt og uden at anerkende nogen anden autoritet i sit værksted end sin egen. Den simple produktive organisme i disse selvforsynende landsbysamfund, der bestandig reproducerer sig selv i samme form, og som, hvis de tilfældigvis ødelægges, opstår igen på samme sted og med samme navn, leverer nøglen til hemmeligheden ved de asiatiske samfunds uforanderlighed, der står i en så påfaldende kontrast til den bestandige opløsning og nydannelse af asiatiske stater og den aldrig ophørende skiften af dynastier. Strukturen i samfundets økonomiske grundelementer forbliver uberørt af den politiske himmelregions storme.
Som allerede tidligere bemærket forhindrede lavslovene systematisk ved den strengeste begrænsning af det antal svende, som en enkelt lavsmester måtte beskæftige, hans forvandling til kapitalist. Endvidere kunne han ikke beskæftige svende i noget andet håndværk end det han selv var mester i. Lavet afværgede skinsygt enhver indtrængen af købmandskapital, den eneste form for fri kapital, det kom i berøring med. Købmanden kunne købe alle slags varer, kun ikke arbejdet som vare. Han var kun tålt som forhandler af håndværksprodukter. Fremkaldte ydre omstændigheder en yderligere arbejdsdeling, så spaltede de bestående lav sig i underarter eller slog sig ned som nye lav ved siden af de gamle, alt dette dog uden at samle forskellige håndværk i et enkelt værksted. Hvor meget lavsorganisationens adskillelse, isolering og udvikling af håndværk end hører til manufakturperiodens materielle eksistensbetingelser, udelukkede den følgelig den manufakturmæssige arbejdsdeling. I det store og hele forblev arbejderen og hans produktionsmidler forbundet med hinanden som sneglen med sneglehuset, og således manglede det første grundlag for manufakturen, nemlig at produktionsmidlerne optræder som en selvstændig faktor, som kapital over for arbejderen.
Medens arbejdsdelingen i et samfund som helhed hører hjemme i de mest forskelligartede økonomiske samfundsformationer, hvad enten denne deling er tilvejebragt af vareudvekslingen eller ikke, er den manufakturmæssige arbejdsdeling en helt specifik frembringelse af den kapitalistiske produktionsmåde.
Et større antal arbejdere under samme kapitals kommando er det naturlige udgangspunkt, såvel for kooperationen i almindelighed som for manufakturen i særdeleshed. Men den manufakturmæssige arbejdsdeling gør væksten af det beskæftigede arbejderantal til en teknisk nødvendighed. Det arbejderminimum, som en enkelt kapitalist nødvendigvis må beskæftige, er nu foreskrevet ham af den forhåndenværende arbejdsdeling. På den anden side er fordelene ved en yderligere deling betinget af en yderligere forøgelse af arbejderantallet, der kun kan ske ved at tilføre mangefold af de forskellige enkeltgrupper. Med væksten af den variable del må også den konstante del af kapitalen vokse i takt med omfanget af de fælles produktionsbetingelser, såsom bygninger, ovne osv., navnlig også i takt med omfanget af råmaterialer, der vokser hurtigere end antallet af arbejdere. Den mængde af produktionsmidler, der bliver brugt i løbet af en given tid af en given mængde arbejde, forøges i samme forhold som arbejdsproduktiviteten forøges som følge af arbejdsdelingen. Derfor er et voksende minimalomfang af kapital i en enkelt kapitalists hænder eller en voksende forvandling af de samfundsmæssige livsfornødenheder og produktionsmidler til kapital altså en lov, der udspringer af manufakturens tekniske karakter.
Såvel i den simple kooperation som i manufakturen er den fungerende arbejdsorganisme en eksistensform for kapitalen. Den samfundsmæssige produktionsmekanisme, der er sammensat af mange individuelle delarbejdere, tilhører kapitalisten. Den produktivitet, der udspringer af kombinationen af operationer, fremtræder derfor som kapitalens produktivitet. Den egentlige manufaktur underkaster ikke blot den tidligere selvstændige arbejder kapitalens kommando og disciplin, men skaber desuden en hierarkisk inddeling af arbejderne selv. Medens den simple kooperation i det store og hele lader de enkeltes arbejdsmåde uforandret, revolutionerer manufakturen den fra grunden af og griber den individuelle arbejdskraft ved roden. Den forkrøbler arbejderen til en abnormitet, idet den som i et drivhus opelsker hans detaildygtighed ved at undertrykke en verden af produktive tilskyndelser og anlæg, ligesom man i La-Plata-Staterne slagter et helt dyr for at få dets skind eller dets talg. De specielle delarbejder bliver ikke blot fordelt mellem forskellige individer, men individet selv bliver delt, forvandlet til det automatiske drivværk for et delarbejde, og Menenius Agrippa's smagløse fabel, der fremstiller et menneske som det blotte fragment af dets eget legeme, bliver til virkelighed. Hvis arbejderen oprindelig sælger sin arbejdskraft til kapitalen, fordi han mangler de materielle midler til produktionen af en vare, så nægter hans individuelle arbejdskraft nu at yde sin tjeneste, så snart den ikke bliver solgt til kapitalen. Den kan kun fungere i en sammenhæng, der først eksisterer efter salget, i kapitalistens værksted. Af naturen gjort uegnet til at lave noget selvstændigt er det kun som tilbehør til kapitalistens værksted, at manufakturarbejderen udvikler produktiv aktivitet. Ligesom det stod skrevet det udvalgte folk på panden, at dette var Jehovas ejendom, sådan sætter arbejdsdelingen et stempel på manufakturarbejderen, der brændemærker ham som kapitalens ejendom.
Den viden, indsigt og vilje, som den selvstændige bonde eller håndværker udvikler, om også kun i lille målestok, ligesom den vilde udøver al krigskunst som personlig list, kræves nu kun for værkstedet som et hele. Produktionens åndelige kræfter udfolder sig i en retning, fordi de forsvinder i mange andre. Hvad delarbejderne mister, koncentreres i den kapital, de står ansigt til ansigt med. Det er et produkt af den manufakturmæssige arbejdsdeling at konfrontere dem med den materielle produktionsproces' åndelige kræfter som fremmed ejendom og som en magt, der behersker dem. Denne udskillelsesproces begynder i den simple kooperation, hvor kapitalisten repræsenterer den samfundsmæssige arbejdsorganismes enhed og vilje over for de enkelte arbejdere. Den udvikler sig i manufakturen, der lemlæster ham til delarbejder. Den fuldendes i storindustrien, som gør videnskaben til en selvstændig produktivkraft adskilt fra arbejdet og tvinger den ind i kapitalens tjeneste.
For i manufakturen at gøre totalarbejderen og følgelig kapitalen rig på samfundsmæssig produktivkraft må arbejderen gøres fattig på individuelle produktivkræfter.
»Uvidenheden er både industriens og overtroens moder. Eftertanke og indbildningskraft kan fejle; men den vane at bevæge foden eller hånden er uafhængige af begge. Manufakturerne har derfor den største fremgang på de steder, hvor man mest lader hånt om intellektet, og hvor værkstedet kan betragtes som en maskine, hvis dele er mennesker.«
Det er en kendsgerning, at nogle manufakturer i midten af det 18. århundrede med forkærlighed anvendte mennesker, der halvvejs var idioter, til visse simple operationer, der var fabrikshemmeligheder.
»Intellektet hos det store flertal af menneskene«, siger A. Smith, »udvikler sig nødvendigvis af og under deres hverdagsbeskæftigelse. Et menneske, der hele sit liv udfører simple operationer i sit arbejde ... har ikke lejlighed til at træne sin forstand ... For det meste bliver han så stupid og uvidende som det er muligt for en menneskelig skabning.«
Efter at have skildret delarbejderens sløvhed, fortsætter Smith:
»Ensformigheden i hans stationære liv ødelægger naturligvis også hans åndsmod ... Den ødelægger endog hans legemes energi og gør ham ude af stand til at anvende sin kraft med styrke og udholdenhed i andre beskæftigelser end den, hvortil han er oplært. Hans dygtighed i hans specielle håndtering synes således erhvervet på bekostning af hans intellektuelle, sociale og krigeriske dyder. Men i ethvert industrielt og civiliseret samfund er dette den tilstand, som de arbejdende stalder (the labouring poor), dvs. folkets store masse, nødvendigvis må komme i.«
For at forhindre den fuldstændige vantrivsel af folkets store masse ved arbejdsdelingen, anbefaler A. Smith folkeundervisning fra statens side, men forsigtigt i homøopatiske doser. Garnier, hans franske oversætter og kommentator, der under det første franske kejserdømme naturligt udviklede sig til senator, polemiserer konsekvent mod dette synspunkt. Folkeundervisning ville stride mod arbejdsdelingens første love og med den ville »hele vort samfundssystem komme på proskriptionslisten.«
»Ligesom enhver anden arbejdsdeling,« sagde han, »bliver arbejdsdelingen mellem manuelt arbejde og forstandsarbejde i mere udtalt og afgørende i samme forhold som samfundet« (han anvender rigtigt dette udtryk for kapitalen, jordbesiddelsen og deres stat) »bliver rigere. Denne arbejdsdeling er ligesom enhver anden en virkning af tidligere og en årsag til fremtidige fremskridt ... Har regeringen så lov til at modsætte sig denne arbejdsdeling og sinke den i dens naturlige gang? Må den da anvende en del af statsindtægten til forsøget på at forvirre og sammenblande to klasser af arbejde, der tilstræber deling og adskillelse af det?«
En vis åndelig og legemlig forkrøbling er uadskillelig fra arbejdsdelingen, selv i samfundet som et hele. Men da manufakturperioden fører denne samfundsmæssige opdeling af arbejdsgrenene langt videre og på den anden side med den deling, der er ejendommelig for den, er den første til at gribe individet ved livsroden, leverer den også først materialet og stødet til den industrielle patologi.
»At sønderlemme et menneske, kaldes at henrette, hvis han fortjener dødsdommen, at myrde, hvis han ikke fortjener den. Sønderlemmelsen af arbejdet er snigmord på et folk.«
Den kooperation, der er baseret på arbejdsdeling eller manufakturen, er i begyndelsen en spontan dannelse. Så snart den har opnået en vis konsistens og udstrækning bliver den til den bevidst planmæssige og systematiske form for kapitalistisk produktionsmåde. Den egentlige manufakturs historie viser, hvorledes den arbejdsdeling, der er karakteristisk for den, først gennem erfaring og så at sige bag de handlende personers ryg, får de egnede former, men at den så, ligesom det lavsorganiserede håndværk, stræber efter traditionelt at fastholde den en gang fundne form og i nogle tilfælde fastholder den i århundreder. Enhver ændring af denne form, med undtagelse af trivialiteter, skyldes altid udelukkende en revolution af arbejdsredskaberne. Den moderne manufaktur – jeg taler ikke om storindustrien, hvis basis er maskiner – finder enten, som f.eks. konfektionsmanufakturen i de
store byer, hvor den opstår, disjecta membra poetae (digterens adskilte lemmer – fra Horats' satirer, bog 1, satire 4) klar til brug og skal kun samle dem; eller delingsprincippet ligger lige for, idet den håndværksmæssige produktions forskellige håndteringer (f.eks. ved bogbinding) simpelthen udelukkende bliver overdraget særlige arbejdere. I sådanne tilfælde behøves der ikke engang en uges erfaring for at finde forholdstallet mellem de »hænder«, der er nødvendige for hver funktion.
Ved opdeling af den håndværksmæssige virksomhed, ved specialisering af arbejdsredskaberne, ved dannelse af delarbejdere, ved gruppering og kombination af dem i en samlet mekanisme skaber den manufakturmæssige arbejdsdeling den kvalitative strukturering og den kvantitative proportionalitet i de samfundsmæssige produktionsprocesser, og følgelig en bestemt organisation af det samfundsmæssige arbejde, idet den derved på samme tid udvikler en ny samfundsmæssig arbejdsproduktivitet. Som specifik kapitalistisk form for den samfundsmæssige produktionsproces – og på det givne grundlag kunne den ikke udvikle sig anderledes end i den kapitalistiske form – er den kun en særlig metode til at producere relativ merværdi eller en metode til på arbejdernes bekostning at forhøje kapitalens egen værdiøgning – det, som man kalder samfundsmæssig rigdom, »Wealth of. Nations« osv. Den udvikler arbejdets samfundsmæssige produktivitet ikke blot for kapitalisten, i stedet for til arbejderen, men gør det ved at forkrøble den individuelle arbejder.
Den producerer nye betingelser for kapitalens herredømme over arbejdet. Hvis den derfor på den ene side fremtræder som et historisk fremskridt og en nødvendig udviklingsfase i samfundets økonomiske dannelsesproces, fremtræder den på den anden side som et middel til civiliseret og raffineret udbytning.
Den politiske økonomi, der først opstår som en selvstændig videnskab i manufakturperioden, betragter kun den samfundsmæssige arbejdsdeling fra den manufakturmæssige arbejdsdelings standpunkt, som et middel til med samme mængde arbejde at producere flere varer og dermed billiggøre dem og fremskynde akkumulation af kapital. I den skarpeste modsætning til denne betoning af kvantiteten og bytteværdien holder forfatterne i den klassiske oldtid sig udelukkende til kvaliteten og brugsværdien. Som følge af adskillelsen af de samfundsmæssige produktionsgrene bliver varerne fremstillet bedre, menneskenes forskellige tilbøjeligheder og talenter vælger tilsvarende virkefelter, og uden en vis begrænsning kan der intetsteds opnås vigtige resultater.
Følgelig bliver produkt og producent forbedret ved arbejdsdelingen. Bliver forøgelsen af mængden af produkter undertiden nævnt, er det kun med hensyn til den større rigelighed af brugsværdier. Der bliver ikke med en stavelse hentydet til varernes bytteværdi eller deres billiggørelse. Dette brugsværdistandpunkt hersker såvel hos Platon, der behandler arbejdsdelingen som grundlag for den samfundsmæssige adskillelse af stænderne, som hos Xenophon, der med sit karakteristiske borgerlige instinkt allerede rykker arbejdsdelingen inden for et værksted nærmere. Platons »Staten«, for så vidt arbejdsdelingen i den bliver udviklet som statens formende princip, er kun en atheniensisk idealisering af det ægyptiske kastevæsen, ligesom Ægypten også gælder som industrielt mønsterland for andre af hans samtidige, f.eks. for Isokrates, og denne betydning bliver Ægypten ved med at have endog for grækerne i den romerske kejsertid.
Under den egentlige manufakturperiode, dvs. den periode, hvor manufakturen er den fremherskende form for kapitalistisk produktionsmåde, støder den fulde udfoldelse af dens egne tendenser på mange hindringer. Som vi så, skaber den ved siden af den hierarkiske strukturering af arbejderne en simpel adskillelse mellem faglærte og ufaglærte arbejdere; ikke desto mindre bliver antallet af sidstnævnte stærkt begrænset af førstnævntes fremherskende indflydelse. Skønt den tilpasser de specielle operationer til de forskellige grader af modenhed, kraft og udvikling hos dens levende arbejdsorganer og således fører til produktiv udbytning af kvinder og børn, strander denne tendens i det store og hele på de mandlige arbejderes sædvaner og modstand. Selv om opdelingen af håndværksvirksomheden sænker uddannelsesomkostningerne og følgelig arbejdernes værdi, kræves der stadig en længere læretid til vanskeligere detailarbejde, og den bliver også, selv hvor den ville være overflødig, skinsygt fastholdt af arbejderne. Vi finder f.eks. i England, at the laws of apprenticeship (lærlingelovene) med deres syvårige læretid er i kraft indtil slutningen af manufakturperioden og først bliver kasseret af storindustrien. Da den håndværksmæssige dygtighed bliver ved med at være grundlaget for manufakturen, og da dens fungerende totalmekanisme ikke har noget egentlig skelet bortset fra arbejderne, kæmper kapitalen bestandig med arbejdernes opsætsighed.
»Den menneskelige naturs svaghed«, udbryder vor ven Ure, »er så stor, at jo dygtigere arbejderen bliver, des mere selvrådig og vanskelig bliver han at omgås, og derfor tilføjer han totalmekanismen stor skade ved sine tykhovede luner.«
Derfor går der som en rød tråd gennem hele manufakturperioden en klage over arbejdernes mangel på disciplin. Og havde vi ikke de samtidige forfatteres vidnesbyrd, ville de simple kendsgerninger, at det fra det 16. århundrede indtil storindustriens epoke mislykkes for kapitalen at bemægtige sig manufakturarbejdernes hele disponible arbejdstid, at manufakturerne har kort levetid og med arbejdernes ind- og udvandring forlader det ene land for at slå sig ned i det andet, være mere veltalende end mange biblioteker. »Der må oprettes orden på den ene eller den anden måde« udbryder den ofte citerede forfatter til »Essay on Trade and Commerce« i 1770. Orden, genlyder det 66 år senere i dr. Andrew Ures mund, »orden« manglede der i den manufaktur, der hvilede på »det skolastiske dogme for arbejdsdeling«, og »Arkwright skabte ordenen«.
Manufakturen kunne endvidere hverken bemægtige sig den samfundsmæssige produktion i hele dens omfang eller revolutionere den fra grunden af. Den nåede sit højdepunkt som økonomisk kunstværk på det brede grundlag, som det bymæssige håndværk og den landlige hjemmeindustri dannede. Dens egen snævre tekniske basis trådte på et vist udviklingstrin i modsætning til de produktionsbehov, den selv havde skabt.
En af dens mest fuldendte frembringelser var værkstedet for produktionen af selve arbejdsredskaberne, og især også af de allerede anvendte komplicerede mekaniske apparater.
»Et sådant værksted«, siger Ure, »anskueliggjorde arbejdsdelingen i dens mangfoldige nuancer; bor, mejsel, drejebænk havde hver deres egne arbejdere, hierarkisk inddelt efter graden af deres dygtighed.«
Dette produkt af den manufakturmæssige arbejdsdeling producerede på sin side – maskiner. De ophæver håndværket som det regulerende princip for den samfundsmæssige produktion. Sådan ryddes på den ene side den tekniske grund for arbejderens livslange bundethed til en delfunktion af vejen. På den anden side falder de skranker bort, som samme princip endnu pålagde kapitalens herredømme.
| Tilbage |