Absolut og relativ merværdi

Vi indledte med at betragte arbejdsprocessen (se 5.kap,) abstrakt, uafhængigt af dens historiske former, som en proces mellem menneske og natur. Det blev her sagt: »Betragter man hele arbejdsprocessen ud fra dens resultat, fremtræder både arbejdsmiddel og arbejdsgenstand som produktionsmidler og arbejdet selv som produktivt arbejde.« Og i note 7 blev der tilføjet: »Denne bestemmelse af produktivt arbejde, sådan som det fremtræder set ud fra den simple arbejdsproces, slår på ingen måde til for den kapitalistiske produktionsproces«. Dette skal her udvikles nærmere.

For så vidt arbejdsprocessen er rent individuel, forener den samme arbejder alle de funktioner, der senere skilles fra hinanden. Når han individuelt tilegner sig naturens genstande for at kunne leve, kontrollerer han sig selv. Senere bliver han kontrolleret. Det enkelte menneske kan ikke indvirke på naturen uden at sætte sine egne muskler i aktivitet under sin egen hjernes kontrol. Som hjerne og krop virker sammen i det naturskabte system, forener arbejdsprocessen hjernearbejde og kropsarbejde. Senere skiller de sig fra hinanden og i en sådan grad, at der opstår en fjendtlig modsætning mellem dem. Produktet er ikke længere den individuelle producents umiddelbare produkt, men forvandler sig til et samfundsmæssigt produkt, et fælles produkt af totalarbejderen, dvs. af det kombinerede arbejdspersonel, hvis enkelte medlemmer befinder sig nærmere eller fjernere i forhold til manipuleringen af arbejdsgenstanden. Gennem selve arbejdsprocessens karakter af samvirke udvides nødvendigvis vort begreb om det produktive arbejde og dets bærer, dvs. vort begreb om den produktive arbejder. For at arbejde produktivt, er det nu ikke længere nødvendigt, at man selv direkte lægger hånd til værket; det er tilstrækkeligt, at man er organ for totalarbejderen, at man udfører en eller anden af dennes underfunktioner. Den førnævnte oprindelige definition af det produktive arbejde, der er afledet af selve den materielle produktions natur, er fortsat gyldig for totalarbejderen som totalitet betragtet. Men den gælder ikke længere for de enkelte af totalarbejderens led betragtet som individualiteter.

På den anden side sker der også en indsnævring af vort begreb om det produktive arbejde. Den kapitalistiske produktion er ikke blot produktion af varer; ifølge sit væsen er den produktion af merværdi. Arbejderen producerer ikke for sig selv, men for kapitalen. Det er derfor ikke længere tilstrækkeligt, at han blot producerer i almindelighed. Han skal producere merværdi. Kun den arbejder er produktiv, der producerer merværdi for kapitalisten, dvs. bidrager til kapitalens selvøgning af sin egen værdi. Er det tilladt at vælge et eksempel, der er hentet uden for den materielle produktions område, så er en skolelærer produktiv arbejder, når han ikke blot slider med børnenes hoveder, men også slider sig selv op for at gøre en arbejdsgiver rigere. At denne arbejdsgiver så har anbragt sin kapital i en kundskabsfabrik i stedet for i en pølsefabrik, ændrer intet ved den sag. Den produktive arbejders begreb rummer derfor på ingen måde blot et forhold mellem virksomhed og nyttevirkning, mellem arbejder og arbejdsprodukt, men også en specifikt samfundsmæssig og historisk opstået produktionsrelation, der stempler arbejderen til at blive det umiddelbare middel til kapitalens værdiøgning. At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke. I IV. bog af dette værk, der behandler teoriens historie, vil man i enkeltheder se, at den klassiske politiske økonomi lige fra sin begyndelse gjorde produktionen af merværdi til det afgørende kendemærke ved den produktive arbejder. Derfor ændrer dens definition af den produktive arbejder sig med dens opfattelse af merværdiens natur. F.eks. erklærer fysiokraterne, at kun landbrugsarbejdet er produktivt, eftersom det kun er landbruget, som skaber merværdi. Men for fysiokraterne eksisterer merværdien kun i form af jordrente.

Produktionen af den absolutte merværdi består i, at arbejdsdagen forlænges ud over det punkt, hvor arbejderen kun har produceret et ækvivalent for værdien af sin arbejdskraft, og at kapitalen derpå tilegner sig dette merarbejde. Produktionen af den absolutte merværdi udgør det generelle grundlag for det kapitalistiske system og er udgangspunkt for produktionen af den relative merværdi. For dennes vedkommende er arbejdsdagen på forhånd delt i to dele, nemlig i nødvendigt arbejde og merarbejde. For at forlænge merarbejdet bliver det nødvendige arbejde forkortet ved metoder, der gør det muligt at fremstille arbejdslønnens ækvivalent på kortere tid. Produktionen af den absolutte merværdi drejer sig kun om arbejdsdagens længde. Produktionen af den relative merværdi fører til en gennemgribende omvæltning af de tekniske arbejdsprocesser og grupperingerne i samfundet.

Produktionen af den relative merværdi forudsætter således en specifik kapitalistisk produktionsmåde, som igen selv først opstår spontant og udformes med sine metoder, midler og betingelser på grundlag af arbejdets formelle ind- og underordning under kapitalen. Den formelle ind- og underordning afløses så af arbejdets reelle indordning og underordning under kapitalen.

Det er tilstrækkeligt blot at henvise til bastardformer, hvor merarbejdet hverken bliver pumpet ud af producenten under direkte tvang og producenten ej heller endnu er formelt underordnet kapitalen. I disse tilfælde har kapitalen endnu ikke bemægtiget sig arbejdsprocessen umiddelbart. Ved siden af de selvstændige producenter, der driver deres håndværk og landbrug på den fra hedenold nedarvede vis, møder vi ågerkarlen eller købmanden, ågerkapitalen eller handelskapitalen, der udsuger dem på snyltervis. Når denne udbytningsform er fremherskende i et samfund, er den kapitalistiske produktionsmåde udelukket; på den anden side kan denne udbytningsform danne overgang til den kapitalistiske produktionsmåde, som det sker i den senere middelalder. Endelig, som den moderne hjemmeindustri viser det, reproduceres vissebastardformer stedvis med baggrund i storindustrien, omend de helt har skiftet udseende.

Vi så, at en rent formel underordning af arbejdet under kapitalen var tilstrækkelig til at producere absolut merværdi. F.eks. at håndværkeren, der tidligere arbejdede for egen regning eller som svend hos en lavsmester, nu som lønarbejder kommer under kapitalistens direkte kontrol. På den anden side så vi, at de metoder, der tjener til at producere den relative merværdi, samtidig er metoder til at producere den absolutte merværdi. Ja, arbejdsdagens forlængelse hinsides alle grænser fremstod som storindustriens mest typiske produkt. I det hele taget, så snart den specifikt kapitalistiske produktionsmåde har erobret en hel gren af produktionen og i endnu højere grad, når den har underlagt sig alle afgørende produktionsgrene, ophører den med at være blot et middel til produktion af relativ merværdi. Den bliver nu produktionsprocessens generelle form, den i samfundet dominerende form. Den virker fortsat som en særlig metode til produktion af den relative merværdi, men for det første, kun for så vidt den bemægtiger sig industrier, der hidtil kun var kapitalen formelt underlagt, m.a.o. jo mere den breder sig. Dernæst, for det andet, ved at den fortsat ved ændring af produktionsmetoderne radikalt omdanner de industrier, den allerede havde overtaget.

Fra et vist synspunkt synes forskellen mellem absolut og relativ merværdi helt illusorisk. Den relative merværdi er absolut, idet den betinger absolut forlængelse af arbejdsdagen ud over den arbejdstid, der er nødvendig for arbejderens egen eksistens. Den absolutte merværdi er relativ, thi den betinger en udvikling af arbejdsproduktiviteten, der gør det muligt at begrænse den nødvendige arbejdstid til at omfatte blot en del af arbejdsdagen. Betragter man imidlertid merværdiens bevægelse, forsvinder dette skær af, at tingene går ud i et. Når først den kapitalistiske produktionsmåde er etableret og blevet til generel produktionsmåde, gør denne forskel mellem absolut og relativ merværdi sig gældende, så det kan mærkes, nemlig når det drejer sig om at øge merværdiraten som helhed. Idet vi forudsætter, at arbejdskraften bliver betalt efter sin værdi, står vi da overfor alternativet: er arbejdets produktivkraft og dets normale intensitetsgrad givet, kan man kun forhøje merværdiraten gennem absolut forlængelse af arbejdsdagen. Eller, på den anden side: er der givet en grænse for arbejdsdagen, kan merværdiraten kun forhøjes ved en ændring af forholdet mellem dens bestanddele, dvs. mellem det nødvendige arbejde og merarbejdet, hvilket så igen betyder ændring i arbejdets produktivkraft eller intensitet, hvis ikke lønnen skal synke ned under arbejdskraftens værdi.

Hvis arbejderen bruger al sin tid til at producere de livsfornødenheder, der er nødvendige for at opretholde sin egen og sin races eksistens, får han ingen tid tilovers til at arbejde gratis for tredjemand. Uden at arbejdet har en vis produktivitetsgrad, står ingen tid af denne art til rådighed for arbejderen; uden denne overskydende tid er der intet merarbejde og derfor ingen kapitalister, men heller ingen slaveejere, ingen feudalbaroner, kort sagt, ingen klasse af storbesiddere.

Der kan således tales om et naturligt grundlag for merværdien, men kun i den helt generelle forstand, at der ingen absolut hindring findes fra naturens hånd, der forhindrer den ene i at vælte det arbejde, der er nødvendigt, for at han kan eksistere, bort fra sig selv og vælte det over på en anden, lige så lidt som der f.eks. findes absolutte hindringer fra naturens hånd, der forhindrer den ene i at anvende den andens krop som føde. Der er ingen grund til at forbinde mystiske forestillinger, sådan som det sker nu og da, med denne naturligt fremvoksede arbejdsproduktivitet. Det er først, når menneskene er nået ud over de primitive dyriske tilstande, og deres arbejde således til en vis grad allerede har fået samfundsmæssig karakter, at der indtræder forhold, hvor den enes merarbejde bliver til den andens eksistensbetingelse. Ved kulturens begyndelse er arbejdets erhvervede produktivkræfter ringe og få, men det er de behov også, der udvikler sig med og ved hjælp af midlerne til behovenes tilfredsstillelse. På dette trin er størrelsen af de dele af samfundet, der lever af fremmed arbejde, forsvindende ringe i forhold til mængden af umiddelbare producenter. Arbejdets samfundsmæssige produktivkraft vokser imidlertid og dermed vokser også størrelsen af disse dele absolut som relativ. Kapitalrelationen har i øvrigt sit udspring i en økonomisk jordbund, der selv er produkt af en lang udviklingsproces. Den eksisterende arbejdsproduktivitet, som kapitalrelationen går ud fra som grundlag, er ingen gave fra naturen, men en historiens gave, en historie, der omfatter årtusinder og atter årtusinder.

Bortset fra den mere eller mindre udviklede skikkelse, den samfundsmæssige produktion har, er arbejdets produktivitet fortsat bundet til naturbetingelser. De kan alle føres tilbage til menneskets egen natur, som race osv. og til den natur, der omgiver mennesket. Fra et økonomisk synspunkt deler de ydre naturbetingelser sig i to store klasser, nemlig naturlig rigdom på midler til livets opretholdelse, altså jordens frugtbarhed, fiskerige vandstrøg osv. og naturlig rigdom på arbejdsmidler, såsom vandfald, sejlbare floder, træ, metal, kul osv. På kulturens første trin gør den første art af naturlig rigdom udslaget, på højere trin i udviklingen den anden type. Man kan f.eks. sammenligne England med Indien eller, i den antikke verden, Athen og Korinth med kystområderne ved Sortehavet.

Jo færre de naturbehov er, der absolut må tilfredsstilles og jo større jordens naturlige frugtbarhed og jo gunstigere et klima, desto mindre er den arbejdstid, der er nødvendig for at sikre, at producenten kan eksistere og reproducere sig selv. Desto større kan også det arbejde, han gør for andre, være i forhold til det, han gør for sig selv. Allerede hos Diodoros hedder det om de gamle ægyptere:

»Det er ganske utroligt, hvor lidt besvær og udgifter, opfostringen af deres børn forvolder dem. De tilbereder dem den første og bedste enkle mad, eller også giver de dem den nederste del af papyrusplanten, for så vidt man kan stege den ved ild, samt rødder og stængler af planter fra sumpede steder, rå, kogte og stegte, som det nu kan falde. De fleste børn går barfodet og uden tøj, da luften er så mild. Derfor koster et barn sine forældre ikke over 20 drachmer, og det i hele tiden indtil barnet bliver voksent. Dette er den vigtigste grund til, at befolkningen i Ægypten er så stor og at man derfor har kunnet rejse så mange store bygningsværker«.

Dog skyldes de gamle ægypteres store bygningsværker mindre befolkningens mængde end den grad, i hvilken der kunne disponeres over den. Ligesom den enkelte arbejder kan levere mere merarbejde, når hans nødvendige arbejdstid er mindre, således også med arbejderbefolkningen. Der bliver en større del af arbejderbefolkningen tilovers til andet arbejde, når den del af befolkningen, der kræves til at producere nødvendige livsfornødenheder, er mindre.

Idet den kapitalistiske produktion nu forudsættes, vil merarbejdets størrelse variere med arbejdets naturlige betingelser, især jordens frugtbarhed, alt under forudsætning af ellers uforandrede omstændigheder og en given længde af arbejdsdagen. Men det modsatte følger på ingen måde, dvs. at den mest frugtbare jord skulle være den mest egnede for den kapitalistiske produktionsmådes udvikling. Denne produktionsmåde forudsætter, at mennesket er herre over naturen. En alt for ødsel natur »holder det fast som barnet i sin sele«. Den gør ikke menneskets udvikling til en naturnødvendighed for det selv.

Kapitalens fødested er ikke det tropiske klima med dets yppige vegetation, men derimod den tempererede zone. Det er ikke jordens absolutte frugtbarhed, men dens differentiation, mangfoldigheden af dens naturlige produkter, som udgør grundlaget fra naturens hånd for den samfundsmæssige arbejdsdeling og som ansporer mennesket gennem de skiftende naturomstændigheder, det har hjemme under, til at mangedoble sine egne behov, evner, arbejdsmidler og måder at arbejde på. Nødvendigheden af samfundsmæssigt at kontrollere en naturkraft, holde hus med den, tilegne sig den eller tæmme den ved arbejder i stor målestok, udført af mennesker, spiller en helt afgørende rolle i industriens historie. F.eks. dæmnings- og vandingsanlæg i Ægypten, Lombardiet, Holland osv. Eller i Indien, Persien osv. hvor overrislingen gennem kunstige kanaler ikke blot tilførte jorden det vand, den ikke kunne undvære, men sammen med vandet også bundfaldsdannelse af mineralsk gødning fra bjergene. Hemmeligheden ved Spaniens og Siciliens industrielle blomstring under arabernes herredømme var vandingsanlæg og overrisling.

De gunstige naturbetingelser gør kun merarbejdet muligt, men aldrig virkeligt, skaber altså ikke merværdi eller merprodukt. Arbejdet har forskellige naturbetingelser og dette bevirker, at den samme mængde arbejde i forskellige lande tilfredsstiller behov af forskelligt omfang, at den nødvendige arbejdstid altså er forskellig under ellers analoge omstændigheder. På merarbejde virker de kun som naturgrænse, dvs. ved at bestemme det punkt, hvor arbejdet for andre kan begynde. Med industriens fremskridt viger denne naturgrænse tilbage. Når man befinder sig midt i det vesteuropæiske samfund, hvor arbejderen kun kan tilkøbe sig tilladelsen til at arbejde for sin egen eksistens ved merarbejde, kan man let bilde sig ind, at det er en medfødt egenskab ved det menneskelige arbejde at frembringe et merprodukt. Men lad os betragte f.eks. indbyggerne på de østlige øer af det asiatiske øhav, hvor sagoen vokser vildt i skoven:

»Når indbyggerne ved at bore et hul i træet har overbevist sig om, at marven er moden, bliver træet fældet og delt i flere stykker, marven skrabes ud, blandes med vand og filtreres og den er da fuldstændig brugbart sagomel. Et træ giver almindeligvis 300 pund og kan give indtil 5-600 pund. Der går man altså ud i skoven og skærer sig et brød, som man hos os går ud at hugge brænde«.

Lad os nu antage, at denne østasiatiske brødskærer har brug for at arbejde 12 timer om ugen for at tilfredsstille alle sine behov. Det, som naturens gunst umiddelbart skænker ham, er en mængde fritid. For at han skal bruge den produktivt til sine egne formål kræves der en lang række historiske omstændigheder; for at han skal bruge fritiden til merarbejde for fremmede kræves der ydre tvang. Blev der nu indført kapitalistisk produktion, måtte vor ven måske arbejde 6 dage om ugen for at kunne tilegne sig produktet af 1 arbejdsdag til eget formål. Naturens gunst giver ingen forklaring på, hvorfor han nu må arbejde 6 dage om ugen eller hvorfor han yder 5 dages merarbejde. Den forklarer kun, hvorfor hans nødvendige arbejdstid er begrænset til 1 dag om ugen. Men under alle omstændigheder skyldes hans merprodukt ikke en medfødt mystisk egenskab ved det menneskelige arbejde.

Ligesom de af arbejdets produktivkræfter, der er udviklet historisk og er af samfundsmæssig karakter, således fremtræder også de naturbetingede produktivkræfter som produktivkræfter af den kapital, som arbejdet er underordnet.

Ricardo interesserer sig aldrig for, hvorledes merværdien opstår. Han behandler den som noget, der simpelthen hører med til den kapitalistiske produktionsmåde, der i hans øjne er den naturlige form for den samfundsmæssige produktion. Hvor han taler om arbejdets produktivitet, søger han ikke årsagen til merværdiens eksistens heri, men kun til dens størrelse. Derimod har Ricardos skole med megen kraft proklameret produktiviteten som årsag til profittens (læs: merværdiens) oprindelse. Det er da i det mindste et fremskridt i forhold til merkantilisterrre, der udledte forskellen mellem produktets pris og dets fremstillingsomkostninger af vareudvekslingen, af at produktet blev solgt over sin værdi. Ikke desto mindre har også Ricardos skole kun omgået problemet, ikke løst det. Disse borgerlige økonomer havde i virkeligheden den rigtige instinktive fornemmelse af, at det ville være farligt for dem at forske alt for grundigt i det brændende spørgsmål om merværdiens oprindelse. Men hvad skal man sige, når hr. John Stuart Mill med megen værdighed og et halvt århundrede efter Ricardo konstaterer sin overlegenhed over merkantilisterne ved på elendig måde at gentage de flove udflugter som vi finder hos de første, der forfladigede Ricardo.

Mill siger:

»Årsagen til profit er, at arbejdet producerer mere, end der kræves til dets underhold«.

Så vidt er det kun den gamle melodunte, men Mill vil også føje noget af sit eget til:

»Eller for at variere sætningens form; årsagen til at kapitalen afkaster profit er, at føde, klæder, råstoffer og redskaber varer længere end den tid, der kræves for at producere dem«.

Mill forveksler her arbejdstidens varighed med varigheden af dens produkter. Ifølge denne opfattelse ville en bager, hvis produkter kun varer en dag, aldrig kunne få den samme profit ud af sine lønarbejdere som maskinfabrikanten, hvis produkter varer tyve år eller mere. Dog skal det være indrømmet, at hvis fuglereder ikke holdt længere, end det varede at bygge dem, måtte fuglene klare sig uden reder.

Efter at denne fundamentale sandhed nu er slået fast, konstaterer Milt sin overlegenhed i forhold til merkantilisterne:

»Vi ser således, at profitten opstår, ikke af udvekslingsakten, men af arbejdets produktivitet. Et lands samlede profit er altid bestemt af arbejdets produktivitet, uanset om der sker varebytte eller ej. Var der ingen beskæftigelsesdeling, var der heller intet køb og salg, men der ville stadig være profit«.

Her er udveksling, køb og salg, de generelle betingelser for den kapitalistiske produktion, en ren episode, og der forekommer stadig profit uden køb og salg af arbejdskraft!

Videre:

»Hvis arbejderne i et land tilsammen fremstiller 20 pct. ud over, hvad de får i løn, vil profitten blive 20 pct., uanset hvad priserne er eller ikke er«.

Dette er på den ene side en yderst vellykket tautologi, thi hvis arbejderne producerer en merværdi på 20 pct. for deres kapitalister, vil profitten forholde sig til arbejdernes samlede løn som 20 til 100. På den anden side er det bundforkert, at profitten »bliver 20 pct.«. Den må altid blive mindre, eftersom profitten beregnes af den samlede investerede kapital. Kapitalisten har f.eks. investeret 500 pd. st., heraf 400 i produktionsmidler og 100 i arbejdsløn. Lad merværdiraten være, som antaget, 20 pct; da forholder profitten sig som 20 til 500, dvs. 4 pct. og ikke 20 pct.

Der følger nu et strålende eksempel på, hvorledes Mill behandler de forskellige historiske former for den samfundsmæssige produktion:

»Jeg forudsætter overalt en tingenes tilstand, der med få undtagelser er generelt fremherskende, hvor arbejderne og kapitalisterne er adskilte klasser, specielt, at kapitalisten har alle udlæg, indbefattet den fulde godtgørelse til arbejderen«.

Et ejendommeligt synsbedrag overalt at se en tilstand, der hidtil kun undtagelsesvis hersker her på jorden! Men lad os fortsætte. Mill er så venlig at indrømme »at det dog ikke er en ufravigelig nødvendighed, at kapitalisten skulle optræde således«.

Tværtimod.

»Arbejderen kunne vente, indtil produktionen, hvad hele den del af lønnen, der overstiger, hvad der er strengt nødvendigt for ham, angår, er afsluttet; og han kunne vente selv for hele lønnens vedkommende, hvis han havde midler til rådighed, der var tilstrækkelige for ham til midlertidigt underhold. Men i sidste tilfælde er arbejderen virkelig til en vis grad kapitalist i geschæften, for så vidt som han leverer en del af de midler, der er nødvendige for at fortsætte den«.

Mill kunne lige så godt have sagt, at den arbejder, der selv ikke blot lægger midlerne ud til sit eget underhold, men også arbejdsmidlerne, i virkeligheden er sin egen lønarbejder. Eller at den amerikanske bonde er sin egen slave, der blot gør hoveri for sig selv og ikke for en fremmed herre.

Efter at Mill på denne klare måde har vist os, at selv om den kapitalistiske produktion ikke fandtes, ville den dog altid findes, er han nu så konsekvent at bevise, at selv, hvor den findes, findes den ikke:

»Og selv i det tidligere tilfælde (hvor kapitalisten på forhånd yder lønarbejderen alle de midler, denne behøver til sit underhold) kan arbejderen betragtes i det samme lys« (dvs. som kapitalist). »Thi idet han yder sit arbejde til mindre end markedsprisen (!) kan han betragtes, som lånte han differencen (?) til sin arbejdsgiver og fik den tilbage med renter, etc. «.

I virkeligheden låner arbejderen kapitalisten sit arbejde for en uge osv. og gør det gratis, for derefter ved ugens osv.'s afslutning at få markedsprisen for arbejdet. Dette gør ham ifølge Milt til kapitalist! På den flade slette fremtræder også jorddynger som høje; man bør måle platheden hos vore dages bourgeoisi med dets »store ånders« kaliber.