| Tilbage | Næste |
Vi har set, at merværdiraten udtrykkes i formlerne:
merværdi (m) merværdi nødvendigt arbejde
I. ———————————————————— = —————————————————————— = ——————————————————-
varibel kapital (v) arbejdskraftens værdi merarbejde
De to første formler udtrykker som et forhold mellem værdier, hvad den tredje udtrykker som et forhold mellem de tider, der går med til at producere disse værdier. Disse formler, der indbyrdes gør fyldest for hinanden, er strengt logiske. Man finder dem derfor ganske vist nok, hvad det faktiske angår, i den klassiske politiske økonomi, men ikke udformet og udviklet på bevidst måde. Her møder vi derimod følgende afledede formler.
merarbejde merværdi merprodukt
II. ———————————- = ———————————— = ————————————
arbejdsdag produktværdi totalprodukt
Det samme forhold er her skiftevis udtrykt i arbejdstiden, i de værdier, arbejdstiden legemliggør sig i, samt i de produkter, disse værdier eksisterer i. Det er naturligvis forudsat, at ved produktets værdi forstås kun den værdi, arbejdsdagen producerer, mens derimod den konstante del af produktværdien er sat uden for parentes.
I alle disse formler kommer arbejdets virkelige udbytningsgrad, dvs. merværdiraten ikke frem på korrekt vis. Lad arbejdsdagen være på 12 timer. Er forudsætningerne de samme som i vort tidligere eksempel, udtrykker den virkelige udbytningsgrad af arbejdet sig i proportionerne:
6 timer merarbejde merværdi på 3 sh
———————————————————————————- = ———————————————————————- = 100%.
6 timer nødvendigt arbejde variabel kapital 3 sh
Ifølge formlerne i II. får vi derimod
6 timer merarbejde merværdi på 3 sh
———————————————————- = ——————————————————————— = 50%.
arbejdsdag på 12 værdiprodukt på 6 sh
Disse afledede formler udtrykker i virkeligheden det forhold, hvori arbejdsdagen, dvs. den værdi, den producerer, deles mellem kapitalist og arbejder. Skal de derfor gælde som umiddelbart udtryk for graden af kapitalens selvøgning af sin værdi, da kommer også den følgende fejlagtige lov til at gælde, nemlig den, der siger, at merarbejdet eller merværdien aldrig kan nå 100%. Eftersom merarbejdet til hver en tid kun kan udgøre en alikvot del (brøkdel) af arbejdsdagen, hvilket vil sige det samme som, at merværdien også kun kan udgøre en alikvot del af værdiproduktet, er merarbejdet nødvendigvis altid mindre end arbejdsdagen og merværdien altid mindre end værdiproduktet. Men for at kunne forholde sig som 100/100 måtte de være lige store. For at merarbejdet skulle kunne opsluge hele arbejdsdagen (det drejer sig her om den gennemsnitlige arbejdsdag i løbet af arbejdsugen, arbejdsåret osv.), måtte det nødvendige arbejde synke ned til at være nul. Men hvis det nødvendige arbejde forsvinder, for-svinder også merarbejdet, eftersom dette kun er en funktion af det første Proportionen:
merarbejde merværdi —————————————- = —————————————— arbejdsdag værdiprodukt
kan følgeligt aldrig nå grænsen 100 / 100 og endnu mindre 100 + X / 100. Derimod kan merværdien eller den virkelige udbytningsgrad af arbejdet godt gøre det. Tag f.eks. det skøn, der er foretaget af Hr. de Lavergne og som viser, at arbejderen i det engelske landbrug kun får ¼ mens kapitalisten (forpagteren) derimod får ¾ af produktet, dvs. af dets værdi, uanset i hvilket forhold byttet bagefter fordeles mellem kapitalist og jordbesidder osv. Det merarbejde, der ydes af arbejderen i det engelske landbrug, forholder sig derfor til det nødvendige arbejde som 3 til 1, en udbytningsprocent på 300.
Den yndede fremgangsmåde: at behandle arbejdsdagen som konstant størrelse, blev befæstet ved, at man anvendte formlerne i II., da man her altid sammenligner merarbejdet med en arbejdsdag, hvis størrelse er givet. Det samme sker, hvis man alene betragter delingen af værdiproduktet. Den arbejdsdag, der allerede har legemliggjort sig i et værdiprodukt, er altid en arbejdsdag, hvis grænser er givet.
Fremstiller man merværdien og arbejdskraftens værdi som brøkdele af værdiproduktet – en måde at fremstille tingene på, der iøvrigt vokser ud af selve den kapitalistiske produktionsmåde, og hvis betydning vil fremgå på et senere tidspunkt af denne redegørelse – skjuler det kapitalrelationens specifikke karakter, nemlig det forhold, at det er den variable kapital, der udveksles med levende arbejdskraft, og at arbejderen som følge heraf udelukkes fra produktet. I stedet kommer det falske skær af et kompagniskab, hvor arbejder og kapitalist deler produktet i forhold til de forskellige faktorer, der har skabt produktet.
I øvrigt kan man altid føre formlerne II tilbage til formlerne I. Hvis vi f.eks. har
merarbejde på 6 timer ————————————————————————— arbejdsdag på 12 time
så er den nødvendige arbejdstid = arbejdsdag på 12 timer minus merarbejde på 6 timer, og da får vi:
merarbejde på 6 timer 100 ——————————————————————————————— = —-—-. nødvendigt arbejde på 6 timer 100
En tredje formel, som jeg allerede i tidligere forbindelse har foregrebet, er:
merværdi merarbejde ubetalt arbejde III. ———————————————————————— = ——————————————————- = ——————————————————— arbejdskraftens værdi nødvendigt arbejde betalt arbejde
Den misforståelse, som formlen ubetalt arbejde / betalt arbejde kunne forlede til, nemlig at kapitalisten skulle betale arbejdet og at han ikke betaler for arbejdskraften, bortfalder efter den fremstilling, vi tidligere har givet. Ubetalt arbejde / Betalt arbejde er kun det populære udtryk for merarbejde / nødvendigt arbejde. Kapitalisten betaler arbejdskraftens nødvendigt arbejde værdi, respektive en pris, der afviger fra denne og får i bytte rådigheden over selve den levende arbejdskraft. Benyttelse af brugsretten til arbejdskraften deles i to perioder. I løbet af den ene periode producerer arbejderen kun en værdi = værdien af sin arbejdskraft, altså kun et ækvivalent. For den pris, kapitalisten har givet for arbejdskraften, får han altså et produkt til samme pris. Det er, som havde han købt produktet færdigt på markedet. I løbet af merarbejdsperioden derimod fører benyttelse af brugsretten over arbejdskraften til, at der dannes værdi for kapitalisten, uden at dette koster ham et vederlag for denne værdi. Det er gratis for ham at sætte arbejdskraften i sving i denne periode. I den forstand kan man kalde merarbejdet for ubetalt arbejde.
Kapitalen er altså ikke blot kommando over arbejde, som Adam Smith siger. Den er ifølge sit væsen kommando over ubetalt arbejde. Al merværdi, uanset i hvilken specifik skikkelse den end senere krystalliserer sig, som profit, rente, jordrente osv., er i sin substans materiatur af ubetalt arbejdstid. Hemmeligheden ved kapitalens selvøgning af sin egen værdi opløser sig i det forhold, at den råder over en bestemt mængde ubetalt fremmed arbejde.
| Tilbage | Næste |