Akkordløn og stykbetaling

Stykbetaling eller akkordløn er blot timelønnen i forvandlet form, ligesom timelønnen var den forvandlede form af arbejdskraftens værdi eller pris.

Ved stykbetaling eller akkordløn ser det ved første øjekast ud, som om den brugsværdi, arbejderen har solgt, ikke skulle være hans arbejdskrafts funktion, levende arbejdskraft, men derimod det arbejde, der allerede er legemliggjort i produktet. Endvidere ser det ud, som om prisen på dette arbejde ikke skulle være bestemt ved brøken

værdien af én dags arbejdskraft
—————————————————————————————————-
arbejdsdag på givet timetal 

det ved timelønnen, men derimod bestemt af producentens ydeevne.

Tilliden til dette ydre skin burde allerede have været dybt rystet som følge af den kendsgerning, at man kan finde begge de to former for arbejdsløn på samme tid og ved siden af hinanden i den samme erhvervsgren. F.eks.:

»I London arbejder sætterne som generel regel på akkord, timebetaling er undtagelsen, mens de, der arbejder ude i landet, får timebetaling pr. dag og undtagelsen er akkord. Skibsbyggerne i Londons havn går på akkord« (work by the job or piece),« mens de alle andre steder får timebetaling pr. dag.«

På de samme sadelmagerværksteder i London betaler man ofte for det samme arbejde de franske arbejdere efter akkord, mens de engelske får timebetaling. I de egentlige fabrikker, hvor akkord generelt dominerer, er der nogle arbejdsfunktioner, der af tekniske grunde ikke kan måles på en sådan måde, at der kan laves akkord, og de bliver derfor lønnet efter timebetaling. I og for sig er det dog klart, at denne forskel i formen for udbetaling af arbejdslønnen ikke ændrer noget ved dens væsen, selv om den ene form kan være mere gunstig for udviklingen af den kapitalistiske produktion end den anden.

Lad os antage, at den sædvanlige arbejdsdag udgør 12 timer, heraf 6 betalte og 6 ubetalte. Den værdi, arbejdsdagen frembringer, er 6 sh., og en arbejdstime frembringer derfor 6 d. Det viser sig nu erfaringsmæssigt, at en arbejder, der arbejder med den gennemsnitlige grad af intensitet og dygtighed, dvs. faktisk kun anvender den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til fremstillingen af en artikel, i løbet af 12 timer leverer 24 stykker, hvad enten de nu er adskilte fra hinanden, eller det drejer sig om dele af et kontinuert stykke arbejde, der kan måles. På denne måde er værdien af disse 24 stk. 6 sh., efter at man har trukket den konstante del af kapitalen fra, de indeholder, og værdien af 1 stk. således 3 d. Arbejderen får 1½ d. pr. stk. og tjener således på 12 timer 3 sh. Ligesom det for timelønnen er uden betydning, om man antager, at arbejderen arbejder 6 timer for sig selv og 6 timer for kapitalisten, eller om man antager, at han af hver enkelt time arbejder den halve time for sig og den anden 'halve for kapitalisten, sådan er det også her ligegyldigt, om man siger, at hvert enkelt stykke er halvt betalt og halvt ubetalt, eller at prisen på 12 stk. kun erstatter arbejdskraftens værdi, mens de andre 12 legemliggør merværdien.

Stykbetalingens eller akkordlønnens form er lige så irrationel som timelønnens. Mens f.eks. 2 stk. af varen er 6 d. værd som produkt af 1 arbejdstime, efter at man har trukket værdien af de produktionsmidler fra, der er gået med til at frembringe dem, så får arbejderen en pris af 3 d. for dem. Stykbetaling eller akkordløn leverer i virkeligheden intet umiddelbart udtryk for et værdiforhold. Det "drejer sig ikke om at måle stykkets værdi ved den arbejdstid, der er legemliggjort i det, men omvendt ved hjælp af antallet af de stykker, arbejderen har frembragt, at måle det arbejde han har ydet. For timelønnens vedkommende måles arbejdet ved dets umiddelbare varighed i tid, for styk- eller akkordlønnens vedkommende ved den produktmængde, som arbejde af en bestemt varighed i tid fortætter sig i. Til syvende og sidst bestemmes selve arbejdstidens pris ved ligningen: Værdien af én dags arbejde = værdien af en dags arbejdskraft. Stykbetaling eller akkordløn er altså kun en modificeret form for løn efter tid.

Lad os nu se lidt nærmere på de mest karakteristiske træk ved stykbetaling eller akkordlønnen.

Kvaliteten af arbejdet kontrolleres her gennem selve det udførte arbejde, idet det færdige arbejde må være af gennemsnitlig godhed, hvis stykprisen skal blive betalt uden afkortning. Set fra denne synsvinkel bliver stykbetaling en af de mest frugtbare kilder til lønfradrag og kapitalistiske snyderier. Den giver kapitalisten et nøjagtigt mål for arbejdets intensitet. Kun den arbejdstid, der legemliggør sig i et forudbestemt og gennem erfaringen fastsat varekvantum, regnes for samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid og betales som sådan. I de større skrædderier i London hedder derfor et vist stykke arbejde f.eks. en vest osv. »time«, »en halv time« osv. idet en time er 6 d. værd. Fra praksis ved man, hvor meget det gennemsnitlige produkt pr. time er. Når der kommer nye moder, ved reparationer osv, opstår der strid mellem arbejdsherrer og arbejdere, om et bestemt stykke arbejde skal være lig en time osv., indtil også her erfaringen afgør sagen. På samme måde er det i møbelsnedkerierne i London osv. Hvis arbejderen ikke har den gennemsnitlige ydeevne, og hvis han derfor ikke kan gøre en bestemt mængde arbejde færdigt pr. dag, bliver han afskediget.

Eftersom arbejdets kvalitet og intensitet her bliver kontrolleret gennem selve arbejdslønnens form, bliver en stor del af opsynet med arbejdet overflødigt. Stykbetaling og akkord udgør derfor såvel grundlaget for den moderne hjemmeindustri, som vi tidligere har beskrevet, som for et hierarkisk struktureret system af udbytning og undertrykkelse. Det sidste findes i to grundlæggende former. På den ene side gør stykbetaling og akkord det lettere for snyltere at skyde sig ind mellem kapitalist og lønarbejdet og fremmer underforpagtning (subletting of labour) af arbejdet. Mellemmændenes fortjeneste kommer alene af forskellen mellem den arbejdspris, kapitalisten betaler, og den del af prisen, som mellemmændene faktisk udbetaler arbejderen. Det er betegnende, at dette system i England kaldes for »Sweating-Systern» (udsvedningssystem). På den anden side gør akkord det muligt for kapitalisten at slutte en kontrakt med den vigtigste af arbejderne – i manufakturen med en sjakbajs, i minerne med den arbejder, der direkte bryder kullene, i fabrikkerne med den arbejder, der egentlig passer maskinen – på så og så mange stykker og til en bestemt pris, hvorefter denne hovedarbejder selv overtager ansættelsen og betalingen af sine hjælpearbejdere. Kapitalens udbytning af arbejderne formidles her gennem arbejderens udbytning af arbejderen.

Når vi så først har sluttet akkord og stykbetalingen er givet, er det naturligvis i arbejderens personlige interesse at anspænde sin arbejdskraft så intensivt som muligt, hvad der gør det lettere for kapitalisten at opnå en forhøjelse af den normale intensitetsgrad.

Ligeledes er det i arbejderens personlige interesse at forlænge arbejdsdagen, fordi hans dag- eller ugeløn derved vokser. Der sker så den reaktion, som vi allerede har beskrevet for timelønnens vedkommende, bortset fra, at når arbejdsdagen forlænges, medfører det en nedsættelse af arbejdsprisen som sådan, selv når stykbetalingen eller akkorden forbliver uforandret.

Med få undtagelser er der for timelønnens vedkommende samme løn for samme arbejde. For akkordlønnens vedkommende bliver arbejdstidens pris ganske vist målt i en bestemt mængde produkter, men dag- og ugelønnen varierer med den individuelle forskel mellem arbejderne. Den ene arbejder leverer kun et minimum af produktet i løbet af en bestemt tid, den anden gennemsnittet og den tredje mer end gennemsnittet. Med hensyn til den reelle indkomst forekommer der således her store forskelle alt efter den forskellige dygtighed, styrke, energi, udholdenhed osv. hos den enkelte arbejder. Dette ændrer naturligvis intet i det generelle forhold mellem kapital og lønarbejde. For det første udligner individuelle forskelle sig, når man tager virksomheden som helhed i betragtning. Det bevirker, at virksomheden i løbet af en bestemt arbejdstid leverer gennemsnitsproduktet, og den samlede udbetalte løn vil derfor være gennemsnitslønnen for erhvervsgrenen. For det andet sker der ingen forandring i forholdet mellem arbejdsløn og merværdi, eftersom den enkelte arbejders individuelle løn modsvares af den mængde merværdi, han individuelt har leveret. Akkord giver imidlertid et større spillerum for det enkelte individ, og dette bevirker på den ene side en tendens til at udvikle arbejderens individualitet og dermed hans følelse af frihed, selvstændighed og kontrol med sig selv og på den anden side arbejdernes konkurrence indbyrdes og imod hinanden. Akkordløn har derfor en tendens til at hæve individuelle arbejdslønninger over lønnens gennemsnitsniveau, samtidig med at dette niveau sænkes. I de tilfælde, hvor en bestemt akkord havde fæstnet sig gennem lang tradition og en forringelse derfor var forbundet med specielle vanskeligheder, har mestrene undtagelsesvis taget tilflugt til at tvangsforvandle den til timebetaling. Der var f.eks. i 1860 en stor strejke blandt båndvæverne i Coventry mod dette. Endelig er stykbetalingen en af de vigtigste støtter for det tidligere fremstillede »time-system«.

Af den fremstilling, vi her har givet, fremgår det, at stykbetaling, dvs. akkordløn, er den form for arbejdsløn, der svarer bedst til den kapitalistiske produktionsmåde. Selv om det på ingen måde er en ny lønform - man finder den officielt sammen med den tidsbestemte løn bl.a. i de franske og engelske »arbejdsforordninger« (labour statutes) – fra det 14. århundrede – opnår formen dog først et større spillerum under den egentlige manufakturperiode. I storindustriens »Sturm- und Drangperiode«, specielt 1797–1815 fungerer den som løftestang for forlængelse af arbejdsdagen og nedsættelse af lønnen. Yderst vigtigt materiale, hvad angår arbejdslønnens bevægelse i denne periode, finder man i blåbøgerne: »Report and Evidence from the Select Committee on Petitions respecting the Corn Laws« (parlamentssamlingen 1813/14) og »Report from the Lords' Committee, on the state of the Growth, Commerce, and Consumption of Grain, and all Laws relating thereto« (samlingen 1814/15). Her finder man det dokumentarisk påvist, hvorledes arbejdsprisen hele tiden er blevet sat ned, efter at krigen mod jakobinerne var begyndt.

I væverierne var akkorden f.eks. faldet så meget, al daglønnen var lavere end før, til trods for at arbejdsdagen var blevet stærkt forlænget.

»Væverens realindkomst er nu langt ringere end tidligere. Hans bedre stilling i forhold til den ufaglærte, der til at begynde med var meget stor, er nu næsten helt forsvundet. Ja, det er sådan ... at forskellen mellem faglært og ufaglært arbejde er langt mindre end i nogen tidligere periode.«

Hvor lidt landproletariatet fik ud af den forøgede intensitet i og udstrækning af arbejdet, der fulgte med akkordløn, viser følgende citat, der er hentet fra et agitationsskrift til fordel for godsejerne og farmerne:

»Langt den største del af arbejdet i landbruget udføres af folk, der er på dagleje eller akkord. Deres ugeløn ligger omkring 12 sh., og selv om man kan gå ud fra, at en arbejder, der er på akkord, under denne større tilskyndelse til at arbejde tjener 1 eller måske 2 sh. mere om ugen, vil man dog se, hvis man beregner hans samlede indkomst, at manglende beskæftigelse i årets løb opvejer gevinsten ... Endvidere vil man som regel kunne konstatere, at disse arbejderes lønninger står i et vist forhold til de nødvendige eksistensmidler, således at en arbejder med to børn er i stand til at sørge for sin familie uden at komme på sognet.«

Malthus konstaterede på dette tidspunkt med henblik på de kendsgerninger, parlamentet havde offentliggjort:

»Jeg tilstår, at jeg ser med bange anelser på den store udbredelse af anvendelsen af akkord og stykbetaling. Virkelig hårdt arbejde 12 til 14 timer om dagen eller endnu længere er for meget for et menneske.

På de arbejdspladser, der er underkastet fabriksloven bliver akkord den generelle regel, da kapitalen her kun kan udvide arbejdsdagen intensivt.

Når arbejdsproduktiviteten skifter, vil den samme mængde produkter repræsentere ændret arbejdstid. Som følge heraf sker der også ændring af akkorden eller stykbetalingen, da dette er en bestemt arbejdstid udtrykt i en pris. I vort førnævnte eksempel blev der produceret 24 stk. i løbet af 12 timer, mens de 12 timers værdiprodukt var 6 sh., værdien af en dags arbejdskraft 3 sh., prisen på en arbejdstime 3 d. og lønnen for 1 stk. var 1½ d. I 1 stk. var der opsuget ½ arbejdstime. Hvis nu den samme arbejdsdag som følge af fordoblet arbejdsproduktivitet leverer 48 stk. i stedet for 24, og forbliver alt andet lige, vil stykbetalingen falde fra 1½ d. til 3/4, eftersom hvert enkelt stykke nu kun repræsenterer 1/4 t mod tidligere ½ arbejdstime. 24 X 1½ d. = 3 sh. og ligeledes er 48 X 3/4 d. = 3 sh. Med andre ord stykbetalingen bliver nedsat i samme forhold som antallet af stykker, der produceres i løbet af samme tidsrum, vokser, dvs. i samme forhold, som den arbejdstid. der anvendes på stykket, aftager. Denne ændring i akkorden eller stykbetalingen, så vidt rent nominel. fremkalder bestandige kampe mellem kapitalist og arbejder. Enten fordi kapitalisten benytter det som påskud til reelt at nedsætte arbejdsprisen eller, fordi arbejdets øgede produktivitet er ledsaget af en forøgelse af dets intensitet. Eller fordi arbejderen tager det ydre skin ved akkorden alvorligt, nemlig at det skulle være hans produkt og ikke hans arbejdskraft, der bliver betalt, og derfor vægrer sig ved en lønnedsættelse, der ikke modsvares af en nedsættelse af varens salgspris.

»Arbejderne holder nøje kontrol med ... råvarernes pris og prisen på de færdige varer og bliver på denne måde i stand til at danne sig et nøje skøn om deres mestres profit. «

Krav af denne art affærdiger kapitalen med rette som grove fejltagelser vedrørende lønarbejdets natur. Den råber op om den anmasselse at ville lægge afgifter på industriens fremskridt og erklærer lige ud, at arbejdsproduktiviteten overhovedet ikke angår arbejderne.