| Tilbage |
[Note til titel]
Den politiske økonomi forveksler af princip to slags privatejendom, der er meget forskellige, og hvoraf den ene beror på producentens eget arbejde, den anden på udnyttelsen af andres arbejde. Den politiske økonomi glemmer, at den sidste slags ikke alene udgør den direkte modsætning til den første, men at den også kun vokser på den førstes grav.
I Vesteuropa, den politiske økonomis oprindelsessted, er den oprindelige akkumulations proces ført mer eller mindre til ende. Det kapitalistiske styre har her enten direkte underordnet sig hele den nationale produktion, eller, hvor forholdene endnu er på et mindre udviklet trin, kontrollerer det i det mindste indirekte de samfundslag, der er knyttet til den antikverede produktionsmåde, som i en tilstand af forfald eksisterer ved siden af det kapitalistiske regime. På denne kapitalens etablerede verden anvender den politiske økonom med desto mere ængstelig iver og desto større salvelse den førkapitalistiske verdens rets- og ejendomsforestillinger, jo mere højlydt kendsgerningerne modsiger hans ideologi.
Anderledes i kolonierne. Det kapitalistiske styre støder der overalt på den hindring, der består i producenten, som, idet han er besidder af sine egne arbejdsbetingelser, beriger sig selv ved sit arbejde i stedet for kapitalisten. Modsigelsen mellem disse to diametralt modsatte økonomiske systemer viser sig her praktisk ved kampen imellem dem. Hvor kapitalisten har moderlandets magt i ryggen, søger han med vold at rydde den produktions- og tilegnelsesmåde af vejen, der hviler på eget arbejde. Den samme interesse, som i moderlandet bestemmer kapitalens sykofant, den politiske økonom til teoretisk at erklære den kapitalistiske produktionsmåde for dens egen modsætning, den samme interesse får ham her »to make a clean breast of it« (sige tingene som de er) og højlydt proklamere modsætningen mellem de to produktionsmåder. Med dette for øje påviser han, hvorledes udviklingen af arbejdets samfundsmæssige produktivkraft, kooperation, arbejdsdeling, anvendelse af maskiner i stor målestok osv. er umulig uden ekspropriation af arbejderne og den hertil svarende forvandling af deres produktionsmidler til kapital. Til fordel for den såkaldte nationens rigdom søger han efter kunstige midler til at fremkalde folkets fattigdom. Hans apologetiske panser går her i opløsning stykke for stykke som mørt tønder.
Det er E. G. Wakefields store fortjeneste, ikke at have opdaget et eller andet nyt om kolonierne, men i kolonierne at have opdaget sandheden om de kapitalistiske forhold i moderlandet. Lige som protektionssystemet i sin oprindelse tilstræber fabrikation af kapitalister i moderlandet, tilstræber Wakefields koloniseringsteori, som England en overgang forsøgte at føre ud i livet ad lovgivningens vej, fabrikation af lønarbejdere i kolonierne. Det kalder han for »systematic colonization« (systematisk kolonisering).
Først og fremmest opdagede Wakefield i kolonierne, at besiddelse af penge, livsfornødenheder, maskiner og andre produktionsmidler endnu ikke stempler et menneske som kapitalist, når resten mangler, nemlig lønarbejderen, det andet menneske, der er tvunget til at sælge sig frivilligt. Han opdagede, at kapitalen ikke er en ting, men en gennem ting formidlet samfundsmæssig relation mellem personer. Hr. Peel, klager han, bragte produktionsmidler og midler til livets opretholdelse til et beløb af 50.000 pd.st. ud af England til Swan River, Nyholland (æld. betegn. for australske fastland). Hr. Peel var så forudseende desforuden at medbringe 3.000 personer af den arbejdende klasse, mænd, kvinder og børn. Da de var ankommet til bestemmelsesstedet »forblev Hr. Peel uden en tjener til at rede sin seng eller hente vand fra floden. «
Ulykkelige hr. Peel, der forudså alt, blot ikke eksporten af engelske produktionsforhold til Swan River!
Til forståelse af de af Wakefields opdagelser, der nu følger, to indskudte bemærkninger på forhånd. Det vides: Produktionsmidler og midler til livets opretholdelse som den umiddelbare producents ejendom er ikke kapital. De bliver til kapital alene under betingelser, hvor de samtidigt tjener som midler til at udbytte og beherske arbejderen. Men denne deres kapitalistiske sjæl er imidlertid i den politiske økonoms hjerne så inderligt forbundet med deres stoflige substans, at han under alle omstændigheder døber dem til at være kapital, også hvor de direkte er det modsatte. Således hos Wakefield. Videre: Opsplitningen af produktionsmidlerne som individuel ejendom hos et stort antal arbejdere, indbyrdes uafhængige og som arbejder for sig selv, kalder han for lige deling af kapitalen. Det går den politiske økonom som feudaljuristen. Den sidstnævnte klistrede også sine feudale retsetiketter på rene pengeforhold.
»Hvis«, siger Wakefield, »man antog, at alle medlemmer af samfundet var i besiddelse af lige store dele kapital ... ville ingen have et motiv til at akkumulere mere kapital, end han kunne bruge med sine egne hænder. Dette er i en vis udstrækning tilfældet i de nye amerikanske kolonier (settlements), hvor en lidenskab for at besidde jord forhindrer eksistensen af en klasse af lønarbejdere.«
Så længe arbejderen altså kan akkumulere til sig selv, og det kan han, sålænge han forbliver ejer af sine produktionsmidler, er den kapitalistiske akkumulation og den kapitalistiske produktionsmåde umulig. Den klasse lønarbejdere, der er uundværlig herfor, mangler. Hvorledes etablerede man nu i det gamle Europa hos arbejderen ekspropriationen af hans arbejdsbetingelser og dermed kapital og lønarbejde? Gennem en contrat social (samfundskontrakt) af ganske original art.
»Menneskeheden har anvendt et ... enkelt påfund til at fremme akkumulering af kapital«, der naturligvis lige siden Adams tid foresvævede menneskeheden som dens endelige og eneste formål; »de delte sig i ejere af kapital og ejere af arbejde ... Denne deling var resultatet af forståelse og kombination (concert and combination)«
Kort sagt: Menneskehedens store flertal eksproprierede sig selv til ære for »akkumuleringen af kapital«. Nu skulle man tro, at denne selvfornægtende fanatismes in stinkt især i kolonierne rigtigt måtte slå til skaglerne de eneste steder, hvor der findes mennesker og omstændigheder, der ville kunne overføre en contrat social fra drømmenes rige til virkelighedens. Men hvad skal man overhovedet med den »systematiske kolonisering« i modsætning til den spontane? Alligevel, alligevel:
»I Nordstaterne i den amerikanske Union er det tvivlsomt, om blot en tiendedel af befolkningen ville falde ind under kategorien lønarbejdere ... I England ... udgør lønarbejderne befolkningens store flertal.«
Ja, den arbejdende menneskeheds trang til selvekspropriering til ære for kapitalen eksisterer i så ringe grad, at slaveri, selv ifølge Wakefield, er det eneste naturlige og spontane grundlag for kolonirigdommen. Hans systematiske kolonisering er en ren pis aller (nødhjælp), da han nu engang har at gøre med den frie og ikke med slaver.
»De første spanske kolonister i Santo Domingo fik ingen arbejdere fra Spanien. Men uden arbejdere« (dvs. uden slaver) »ville deres kapital være gået til grunde, eller i det mindste, ville hurtigt være svundet ind til den ringe mængde, den enkelte kunne beskæftige med sine egne hænder. Dette er faktisk sket i den seneste koloni, englændere har grundlagt — the Swan River Settlement — hvor en stor mængde kapital i form af udsæd, redskaber og kvæg er gået til grunde som følge af mangel på arbejdere til at bruge den, og hvor ingen kolonist har bevaret mere kapital, end han kan anvende med sine egne hænder.«
Vi så: Ekspropriationen af hjem og jord hos befolkningens store flertal udgør grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde. En fri kolonis væsen består derimod i, at den altovervejende del af jorden endnu er folkeeje, og at enhver kolonist derfor kan forvandle en del deraf til sin privatejendom og sit individuelle produktionsmiddel uden derved at forhindre kolonister, der kommer senere end han, i at foretage den samme operation. Dette er hemmeligheden både ved koloniernes blomstring og ved deres kræftskade — deres modstand mod at kapitalen slår sig ned.
»Hvor jord er meget billig og alle mennesker er fri, hvor enhver, der måtte ønske det, med lethed kan få et stykke jord for sig selv, er arbejdet ikke blot meget dyrt i forhold til arbejderens andel i produktet, men vanskeligheden består i at få fat i kombineret arbejde til en hvilken som helst pris.«
Da adskillelsen af arbejderen fra arbejdsbetingelserne og deres rod, jorden, endnu ikke eksisterer i kolonierne eller kun sporadisk eller med begrænset spillerum, eksisterer heller ikke landbrugets løsgørelse fra industrien, og heller ikke ødelæggelsen af hjemmeindustrien på landet, og hvor skal så det indre marked for kapitalen komme fra?
»Ingen del af befolkningen i Amerika er udelukkende agrikol, med undtagelse af slaver og deres anvendere, der kombinerer kapital og arbejde i specielle former for arbejde. Frie amerikanere, der dyrker jorden, driver mange andre beskæftigelser på samme tid. En del af de møbler og redskaber, som de anvender, har de sædvanligvis selv fremstillet. De bygger ofte deres egne huse og bringer produktet af deres egen flid til markedet, uanset afstanden. De er spindere og vævere, de koger sæbe og støber lys, og de fremstiller også i mange tilfælde selv sko og har en beskæftigelse ved siden af en smeds, en møllers og en købmands arbejde.«
Med den slags originaler, hvor finder kapitalisten så et felt, hvor han kan gå og forsage«?
Det skønneste ved den kapitalistiske produktion består i, at den ikke blot hele tiden reproducerer lønarbejderen som lønarbejder, men at den i forhold til kapitalens akkumulation altid producerer en relativ overbefolkning af lønarbejdere. På denne måde bliver loven om arbejdsefterspørgsel og -tilbud holdt på rette spor, lønsvingningerne fastholdt inden for de grænser, der passer den kapitalistiske udbytning, og endelig garanteres arbejderens så uundværlige sociale afhængighed af kapitalisten, et absolut afhængighedsforhold, som den politiske økonomi hjemme, i moderlandet, bredflabet kan lyve om til et frit kontraktforhold mellem køber og sælger, mellem lige uafhængige vareindehavere, indehavere af varen kapital og varen arbejde. Men i kolonierne revner det smukke blændværk. Den absolutte befolkning vokser her langt hurtigere end i moderlandet, idet mange arbejdere fødes som voksne, og alligevel er arbejdsmarkedet altid underforsynet. Loven om arbejdsefterspørgsel og –tilbud går i stykker. På den ene side kaster den gamle verden hele tiden kapital ind, opsat på at udbytte og higende efter at komme til at »forsage« på den anden side støder den regelmæssige reproduktion af lønarbejdere som lønarbejdere på de mest uforskammede og delvis uovervindelige hindringer. Hvad skal der blive af produktionen af overskydende lønarbejde i forhold til kapitalens akkumulation! Han, der er lønarbejder i dag, bliver i morgen til en bonde eller håndværker, der arbejder for sig selv. Han forsvinder fra arbejdsmarkedet, men – ikke ind i workhouse't. Denne stadige forvandling af lønarbejderne til uafhængige producenter, der i stedet for at arbejde for kapitalen, arbejder for sig selv, og i stedet for at berige d'herrer kapitalister beriger sig selv, virker på sin side tilbage på tilstandene på arbejdsmarkedet på overordentlig skadelig vis. Ikke alene forbliver udbytningsgraden af lønarbejderen uanstændigt lav. Lønarbejderen mister oven i købet sammen med afhængighedsforholdet også afhængighedsfølelsen over for den forsagende kapitalist. Deraf alle de misforhold, som vor E. G. Wakefield så trohjertet, så veltalende og rørende skildrer.
Tilbudet af lønarbejde, klager han, er hverken konstant eller regelmæssigt og det slår heller ikke til. Det »er hele tiden ikke blot lille, men også usikkert. «
»Selv om det produkt, der skal deles mellem kapitalist og arbejder, er stort, tager arbejderen så stor en del, at han snart bliver kapitalist ... Kun få, selv de, der lever usædvanligt længe, kan akkumulere store mængder af rigdom. «
Arbejderne tillader ligefrem ikke kapitalisten det afsavn at undlade at betale størstedelen af deres arbejde. Og det hjælper ham ikke, selv om han har været så snedig at importere også sine egne lønarbejdere fra Europa sammen med sin egen kapital.
»De hører snart op med at være lønarbejdere; de ... bliver selvstændige jordbesiddere, hvis ikke direkte konkurrenter til deres gamle mestre på arbejdsmarkedet.«
Men det er jo skrækkeligt! Denne hædersmand til kapitalist har selv fra Europa for sine egne gode penge importeret sine egne skinbarlige konkurrenter. Her hører virkelig alting op! Det er derfor ikke mærkeligt, at Wakefield klager over manglende afhængighedsforhold og afhængighedsfølelse hos lønarbejderne i kolonierne. Som følge af de høje lønninger, siger Wakefields elev, Merlvale, findes der i kolonierne et indtrængende ønske om billigere og mere ydmygt arbejde, efter en klasse, kapitalisterne kan diktere deres betingelser, i stedet for at få dem dikteret af den ... I lande med gammel civilisation er arbejderen, selv om han er fri, naturlovmæssigt afhængig af kapitalisten; i kolonierne må denne afhængighed skabes ved kunstige midler.
Hvad er nu konsekvensen, ifølge Wakefield, af denne sørgelige tilstand i kolonierne? En »tendens til spredning,« af producenter og nationalformue, »der leder til barbari.«
Produktionsmidlernes opsplitning blandt talløse besiddere, der arbejder for sig selv, tilintetgør sammen med centralisationen af kapitalen ethvert grundlag for kombineret arbejde. Ethvert langsigtet foretagende, der strækker sig over flere år og kræver investering af fast kapital, støder på vanskeligheder, når det skal realiseres. I Europa tøver kapitalen ikke et øjeblik, thi arbejderklassen udgør dens levende tilbehør, altid til stede i overmål, altid til rådighed. Men i kolonilandene! Wakefield fortæller en yderst smertelig anekdote. Han underholdt sig med nogle kapitalister fra Kanada og staten New York, hvor indvandringsbølgerne tilmed ofte kommer til stilstand og efterlader et bundfald af »overskydende« arbejdere.
»Vor kapital«, sukker en af melodramaets personer »lå rede til mange operationer, der kræver et betydeligt tidsrum for at blive ført til ende; men vi kunne ikke gå i gang med sådanne operationer med arbejdere, som, det vidste vi, snart ville forlade os. Havde vi kunnet være sikre på at fastholde disse indvandreres arbejde, ville vi have været glade for at engagere dem og det straks og til en høj pris; og vi ville have engageret dem, selv om vi havde været sikre på, at de ville forlade os, forudsat vi havde kunnet være sikre på en ny forsyning, når som helst vi ville få brug herfor.«
Efter at Wakefield har sat det engelske kapitalistiske landbrug og dets »kombinerede« arbejde i pompøs kontrast til det amerikanske med dets spredte bondebrug, kommer han til at plumpe ud også med medaljens bagside. Han skildrer de amerikanske folkemasser som velstående, uafhængige, foretagsomme og relativt dannede, mens »den engelske landbrugsarbejder er en ynkelig stakkel (a miserable wretch), en pauper ... I hvilke lande, bortset fra Nordamerika og nogle nye kolonier, ligger lønnen for frit arbejde, anvendt i landbruget, ret meget over, hvad der er nødvendigt for arbejderens blotte eksistens? ... Det er hævet over enhver tvivl, at farmerens heste i England, der er en værdifuld ejendom, bliver langt bedre ernæret end engelske landbrugsarbejdere og småbønder (peasants).«
Men never mind, nationens rigdom er nu engang ifølge sin natur identisk med folkets fattigdom og elendighed.
Hvordan skal man så læge de antikapitalistiske kræftskader i kolonierne? Hvis man på en gang forvandlede al jord fra folkeejendom til privatejendom, tilintetgjorde man ganske vist nok ondets rod, men også – kolonien. Kunsten består i at slå to fluer med et smæk. Lad regeringen fastsætte en pris på den jomfruelige jord, der er uafhængig af loven om tilbud og efterspørgsel, en kunstig pris, der tvinger indvandreren til at lønarbejde længere tid, indtil han har kunnet tjene penge nok til at købe sin egen jord og forvandle sig til uafhængig bonde. Det fond, der opstår ved, at jordene sælges til en pris, der er relativt prohibitorisk (forhindrende) for lønarbejderen, dvs. dette pengefond, der er presset ud af arbejdslønnen under krænkelse af den hellige lov om tilbud og efterspørgsel, skal regeringen så på den anden side anvende, efterhånden som fonden øges, til at importere have-nots (besiddelsesløse) fra Europa til kolonierne og således sørge for, at hr. kapitalistens lønarbejdsmarked bliver holdt velforsynet. Under disse omstændigheder tout sera pour le mieux dans le meilleur des mondes possibles.
Dette er den »systematiske koloniserings« store hemmelighed.
»Ifølge denne plan«, udbryder Wakefield med triumf i stemmen, »må tilførslen af arbejde være konstant og regelmæssig; thi, for det første, eftersom ingen arbejder vil være i stand til at skaffe sig jord, inden han har arbejdet for penge, vil alle indvandrende arbejdere, idet de for en tid arbejder for penge og i fællesskab, producere kapital til beskæftigelse af flere arbejdere; for det andet, fordi enhver arbejder, der er holdt op med at arbejde for løn og som er blevet besidder af jord, ved at købe jord ville skabe et fond til at bringe nyt arbejde til kolonien«.
Den af staten oktrojerede pris på jord må naturligvis være »tilstrækkelig« (sufficient price), dvs. være så høj, at »den forhindrer arbejderne i at blive uafhængige jordbesiddere, inden andre er fulgt efter for at overtage deres plads« på lønarbejdsmarkedet. Denne »tilstrækkelige pris på jord« er blot en eufemistisk omskrivelse af de løsepenge, arbejderen betaler kapitalisten for tilladelsen til at trække sig tilbage på landet fra lønarbejdsmarkedet. Først må han skaffe hr. kapitalisten »kapital«, så at han kan udbytte flere arbejdere, og derpå stille et »substitut« på arbejdsmarkedet, som regeringen på hans bekostning ekspederer over havet til hans tidligere hr. kapitalist.
Det er særdeles betegnende, at den engelske regering i årevis har benyttet denne af hr. Wakefield specielt til brug i kolonilande foreskrevne metoder for »oprindelig akkumulation«. Fiaskoen var naturligvis lige så forsmædelig som Peel's banklov. Det eneste, der skete, var, at udvandringsstrømmen blev ledet væk fra de engelske kolonier over mod De forenede Stater. I mellemtiden havde den kapitalistiske produktions fremskridt i Europa, ledsaget af voksende regeringstryk, gjort Wakefields opskrift overflødig. På den ene side efterlader den uhyre og uafbrudte menneskestrøm, der år ud og år ind tvinges til Amerika, stagnerende aflejringer i Amerikas forenede Staters øststater, idet udvandringsbølgen fra Europa kaster menneskene hurtigere ud på arbejdsmarkedet der, end udvandringsbølgen mod Vesten kan spule dem væk. På den anden side har Den amerikanske Borgerkrig medførte en kolossal offentlig gæld og med den er fulgt skattetryk, frembringelse af et finansaristokrati af den gemeneste art, bortskænkning af en uhyre del af statens jord til spekulantselskaber til udnyttelse af jernbaner, bjergværker osv. – kort sagt den hurtigst tænkelige centralisation af kapitalen. Den store republik er altså ophørt med at være det forjættede land for udvandrende arbejdere. Den kapitalistiske produktion går frem derovre med kæmpeskridt, selv om lønsænkning og lønarbejdernes afhængighed endnu langtfra er blevet bragt ned til det europæiske normalniveau. Den engelske regerings skamløse salg til spotpriser af den udyrkede kolonijord til aristokrater og kapitalister, som Wakefield selv så højlydt fordømmer, har især i Australien, sammen med den strøm af mennesker, som the golddiggings (steder, hvor der er fundet guld) trækker til og den konkurrence, som importen af engelske varer påfører selv den mindst håndværker, frembragt en tilstrækkelig »relativ arbejderoverbefolkning«, således at næsten hver postdamper bringer jobsposten om overfyldning af det australske arbejdsmarked — »glut of the Australian labourmarket« — og prostitutionen trives der stedvis lige så frodigt som på Haymarket i London.
Imidlertid skal vi ikke på dette sted beskæftige os med koloniernes tilstand. Det eneste, der interesserer os, er den hemmelighed, den gamle verdens politiske økonomi opdagede i den nye verden og højt proklamerede: nemlig den, at kapitalistisk produktions- og akkumulationsmåde, følgelig også kapitalistisk privatejendom, betinger tilintetgørelsen af den privatejendom, der beror på eget arbejde, dvs. betinger ekspropriation af arbejderen.
| Tilbage |