Tilbage
Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Fagforeningerne i overgangsperioden

NB: Denne del af bogen udgøres af to afsnit fra overgangsprogrammet. (Red.)

I kampen for delkrav og overgangskrav har arbejderne nu mere end nogensinde brug for masseorganisationer, først og fremmest fagforeninger. Den kraftige vækst i fagforeningsbevægelsen i Frankrig og De forenede Stater er den bedste gendrivelse af prækenerne fra de venstre-ekstremistiske dogmatikere, som forkynder, at fagforeningerne har "udspillet deres rolle".

Bolsjevik-leninisten står i frontliniens skyttegrave i alle slags kampe, selv når de kun drejer sig om arbejderklassens mest beskedne materielle interesser eller demokratiske rettigheder. Han deltager aktivt i de faglige masseorganisationer med det formål at styrke dem og øge deres kampånd. Han kæmper uforsonligt mod ethvert forsøg på at underordne fagforeningerne den borgerlige stat og binde proletariatet til "tvungen voldgift" og enhver form for politimæssigt formynderskab - ikke bare fascistisk men også "demokratisk". Kun på grundlag af et sådant arbejde i fagforeningerne er det muligt at føre en vellykket kamp mod reformisterne, deriblandt dem i det stalinistiske bureaukrati. Sekteriske forsøg på at opbygge eller opretholde små "revolutionære" fagforeninger som en anden udgave af partiet, er i virkeligheden et udtryk for at man fornægter kampen for ledelsen i arbejderklassen. Det er nødvendigt at opstille denne faste regel: selvisolering af den kapitulationistiske slags fra den faglige massebevægelse, hvilket er ensbetydende med forræderi mod revolutionen, er uforeneligt med medlemskab af Fjerde Internationale.

Samtidigt afviser og fordømmer Fjerde Internationale med bestemthed fagforenings-fetichisme, der er lige karakteristisk for fagforeningsfolk og syndikalister.

a) Fagforeninger tilbyder ikke og kan i overensstemmelse med deres opgave, sammensætning og måde at rekruttere medlemmer på ikke tilbyde et færdigt revolutionært program; som følge heraf kan de ikke erstatte partiet. Opbygningen af nationale revolutionære partier som sektioner af Fjerde Internationale er den centrale opgave i overgangsepoken.

b) Fagforeninger, selv de mægtigste, omfatter ikke mere end 20 til 25 % af arbejderklassen, og det er til og med overvejende de bedst uddannede og højest betalte lag. Arbejderklassens mere undertrykte flertal drages kun for kortere tidsrum ind i kampen, nemlig i perioder med usædvanlige opsving i arbejderbevægelsen. I sådanne situationer er det nødvendigt at skabe organisationer til lejligheden, som omfatter hele den kæmpende masse: strejkekomiteer, fabrikskomiteer og endelig sovjetter.

c) Som organisationer, der er udtryk for proletariatets øverste lag, udviklede fagforeningerne stærke tendenser til at indgå kompromiser med det borgerligt-demokratiske regime. Om dette vidner al tidligere historisk erfaring, herunder det friske eksempel med de anarko-syndikalistiske fagforeninger i Spanien. I perioder med skærpet klassekamp stiler fagforeningernes ledende organer efter at blive herrer over massebevægelsen for at gøre den uskadelig. Dette forekommer allerede i en periode med almindelige strejker, især i tilfælde af massive sit-down strejker, som ryster det borgerlige ejendomsprincip. I krigs- og revolutionstider hvor borgerskabet er kastet ud i særlige vanskeligheder, bliver fagforeningslederne sædvanligvis borgerlige ministre.

Derfor bør Fjerde Internationales sektioner altid stræbe efter ikke blot at forny fagforeningernes topledelser ved i kritiske øjeblikke dristigt og beslutsomt at føre nye militante ledere frem til erstatning for rutine-funktionærer og karrieremagere, men også efter i alle mulige situationer at skabe uafhængige militante organisationer der nøjere svarer til massekampens opgaver mod det borgerlige samfund, og hvis det er nødvendigt bør de ikke vige tilbage for et åbent brud med fagforeningernes konservative apparat. Hvis det er kriminelt at vende ryggen til masseorganisationer for i stedet at hengive sig til sekterisk hjernespind, er det ikke mindre kriminelt passivt at finde sig i, at den revolutionære massebevægelse underlægges åbenlyst reaktionære eller forklædt reaktionære "progressive" klikers kontrol. Fagforeninger er ikke et mål i sig selv; de er blot midler på vejen til den proletariske revolution.

Fabrikskomiteer

I en overgangsperiode har arbejderbevægelsen ikke en systematisk og afbalanceret, men en febrilsk og eksplosiv karakter. Paroler såvel som organisationsformer bør være tilpasset dette træk ved bevægelsen. Ledelsen bør, idet den skyr rutinemæssig behandling af en situation som pesten, opmærksomt følge massernes initiativer.

Sit-down strejker, som er det seneste udtryk for denne slags initiativer, går ud over grænserne for den "normale" kapitalistiske forretningsgang. Uanset hvilke krav de strejkende rejser, retter den midlertidige besættelse af fabrikker et slag mod afguden, den kapitalistiske ejendom. Enhver sit-down strejke rejser i praksis spørgsmålet om, hvem der bestemmer over fabrikken: kapitalisten eller arbejderen?

Hvis sit-down strejken rejser dette spørgsmål for en kort periode, giver fabrikskomiteen det et organiseret udtryk. Fabrikskomiteen, der er valgt af alle ansatte på fabrikken, skaber straks en modvægt til administrationens vilje.

Mod den reformistiske kritik af arbejdsgivere af Ford-typen, de såkaldte "pengefyrster" i modsætning til "gode", "demokratiske" udbyttere, rejser vi parolen om fabrikskomiteer som midtpunkt for kampen mod både den ene og den anden type arbejdsgivere.

Det er en almen regel, at fagforeningsbureaukraterne vil gøre modstand mod skabelsen af fabrikskomiteer, ligesom de modsætter sig ethvert dristigt skridt, som tages i retning af at mobilisere masserne.

Jo større bevægelsen er i omfang jo lettere vil det imidlertid være at bryde denne modstand. På virksomheder, hvor tvungent medlemsskab af en fagforening allerede er blevet indført i "fredelige" tider, vil komiteen formelt falde sammen med fagforeningens sædvanlige struktur, men den vil forny dens sammensætning og udvide dens funktioner. Komiteens væsentligste betydning ligger imidlertid i den kendsgerning, at den bliver den kæmpende stab for lag i arbejderklassen, som fagforeningerne sædvanligvis er ude af stand til at sætte i bevægelse. Det er netop fra disse særligt undertrykte lag, revolutionens mest selvopofrende bataljoner vil komme.

Fra det øjeblik komiteen opstår, er der i virkeligheden skabt en dobbeltmagt på fabrikken. I selve sit væsen er den udtryk for en overgangstilstand, fordi den i sig rummer to uforenelige regimer: det kapitalistiske og det proletariske. Fabrikskomiteernes fundamentale betydning ligger netop i den kendsgerning, at de åbner dørene for en om ikke direkte revolutionær så dog før-revolutionær periode - mellem det borgerlige og det proletariske regime. At udbredelsen af ideen om fabrikskomiteer hverken er forhastet eller kunstig er de bølger af sit-down strejker, som breder sig gennem adskillige lande tilstrækkeligt bevis for. Nye bølger af denne slags vil uundgåeligt følge i den nærmeste fremtid. Det er nødvendigt i tide at starte en kampagne for fabrikskomiteer for ikke at blive overrumplet.


Tilbage
Om fagforeninger (Artikelsamling)
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere