Fingrene væk fra Rosa Luxemburg!

Kommer senere.


Fingrene væk fra Rosa Luxemburg!

Stalins artikel ”Nogle spørgsmål vedrørende bolsjevismens historie” nåede mig efter megen forsinkelse. Efter at have modtaget den kunne jeg i lang tid ikke tvinge mig selv til at læse den, for sådan litteratur klæber i ens hals som savsmuld eller moste brisler. Men jeg kom, efter endelig at have læst den, til den konklusion, at man ikke kan ignorere den alene på grund af, at den indeholder en ondsindet og utilsløret løgn om Rosa Luxemburg. Denne store revolutionære sættes af Stalin i centrismens lejr! Han beviser – eller beviser ikke, naturligvis, men påstår – at bolsjevismen fra sin undfangelse havde en splittelse fra centret med Kautsky, mens Rosa Luxemburg i den periode støttede Kautsky fra venstrefløjen. Jeg citerer hans egne ord: ”... længe før krigen, omtrent siden 1903-04, da den bolsjevikiske gruppe i Rusland tog form og venstrefløjen i det tyske Socialdemokrati først hævede deres stemme, førte Lenin en linje for et brud, en splittelse med opportunisterne både her, i det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, og der, i Anden Internationale, og særligt i det tyske Socialdemokrati.”

At dette imidlertid ikke kunne opnås skyldtes alene den kendsgerning, at ”venstresocialdemokraterne i Anden Internationale, og særligt i det tyske Socialdemokrati, var en svag og magtesløs gruppe ... og bange for blot at udtale ordet ’brud’, ’split.’”

For at fremsætte sådan en påstand må man være fuldstændig uvidende om ens eget partis historie, og i særlig grad om Lenins ideologiske kurs. Der er ikke et eneste sandt ord i Stalins udgangspunkt. I 1903-04 var Lenin ganske vist en uforsonlig fjende af opportunisme i det tyske Socialdemokrati. Men som opportunisme opfattede han kun den revisionistiske tendens, der teoretisk blev anført af Bernstein. Kautsky kunne på dette tidspunkt findes i kamp imod Bernstein. Lenin anså Kautsky for sin lærer og understregede dette overalt, han kunne. I Lenins værker fra den periode, og endda fra en række år efter, finder man end ikke spor af kritik rettet imod Bebel-Kautsky [1] tendensen. Her er, hvad Lenin skrev i sit berømte skrift, To taktikker, i midten af 1905: ”Hvornår og hvor kaldte jeg nogensinde det revolutionære hos Bebel og Kautsky for ’opportunisme’? ... Hvornår og hvor har der været forskelle fremme i lyset mellem mig, på den ene side, og Bebel og Kautsky på den anden? ... Den komplette enighed hos det internationale revolutionære Socialdemokrati på alle større spørgsmål om program og taktik er et ubestrideligt faktum” (Udvalgte Værker, bind 9, engelsk udgave, juli 1905.) Lenins ord er så klare, præcise og kategoriske, så de aldeles udtømmer spørgsmålet.

Halvandet år senere, 7. december 1906, skrev Lenin i artiklen ”Mensjevismens krise”: ”... fra begyndelsen erklærede vi (se ”Et skridt frem, to skridt tilbage”): Vi skaber ikke en særlig ’bolsjevikisk’ tendens; altid og overalt opretholder vi blot det revolutionære socialdemokratis synspunkt. Og helt op til den sociale revolution vil der uundgåeligt altid være en opportunistisk fløj og en revolutionær fløj af Socialdemokratiet” (ibid., bind 11, 7. december 1906).

Da han talte om mensjevisme som den opportunistiske fløj af Socialdemokratiet, sammenlignede Lenin ikke mensjevikkerne med Kautskyanisme, men med revisionisme. Desuden anså han bolsjevisme for den russiske form af kautskyanisme, som i hans øjne var identisk med marxisme. Passagen vi lige har citeret viser, at Lenin overhovedet ikke stod absolut for et split med opportunisterne; ikke blot tillod han eksistensen af revisionister i Socialdemokratiet, han anså det også for ”uundgåeligt” helt op til den sociale revolution.

To uger senere, 20. september 1906, hyldede Lenin entusiastisk Kautskys svar til Plekhanovs spørgsmål om den russiske revolutions karakter: ”Han har fuldt ud bekræftet vores opfattelse af, at vi forsvarer det revolutionære socialdemokratis standpunkt imod opportunisme og ikke skaber en ’særlig’ bolsjevikisk tendens...” (Proletariatet og dets allierede i den russiske revolution, ibid., bind 11, 10. december 1906).

Inden for disse grænser tror jeg, at spørgsmålet er helt klart. Ifølge Stalin havde Lenin, endda fra 1903, krævet et brud i Tyskland med opportunisterne, ikke blot med højrefløjen (Bernstein), men også med venstrefløjen (Kautsky). Hvorimod Lenin i december 1906, som vi ser, stolt pointerer over for Plekhanov og mensjevikkerne, at Kautskys tendens i Tyskland og den bolsjevikiske tendens i Rusland var – identiske. Sådan er første del af Stalins ekskursion til bolsjevismens ideologiske historie. Vor efterforskers omhyggelighed og hans viden ligger på samme niveau!

Direkte efter hans påstand om 1903-04 gør Stalin et spring til 1916 og henviser til Lenins skarpe kritik af krigsbrochuren af Junius, dvs. Rosa Luxemburg. Lenin havde ganske sikkert i denne periode allerede i denne periode erklæret krig til det sidste mod kautskyanismen, og havde draget alle de nødvendige organisatoriske konklusioner af sin kritik. Det skal ikke nægtes, at Rosa Luxemburg ikke stillede spørgsmålet om kampen mod centrisme med den tilstrækkelige fuldstændighed – heri var Lenins standpunkt langt overlegent. Men mellem oktober 1916, da Lenin skrev om Junius’ brochure, og 1903, da bolsjevismen blev undfanget, er der et spring på 13 år; i størstedelen af denne periode var Rosa Luxemburg i opposition til Kautsky-Bebel centralkomiteen, og hendes kamp imod Kautskys formalistiske, pedantiske og helt igennem rådne ”radikalisme” antog en stadig mere skarp karakter.

Lenin deltog ikke i denne kamp, og han støttede ikke Rosa Luxemburg før 1914. Han var lidenskabeligt optaget af russiske affærer, og beholdt en ekstrem forsigtighed i internationale spørgsmål. I Lenins øjne stod Bebel og Kautsky umådeligt højere som revolutionære end hos Rosa Luxemburg, der observerede dem på tættere hold, i handling, og som var meget mere direkte underkastet atmosfæren i tysk politik.

Det tyske socialdemokratis kapitulation 4. august var fuldstændig uventet af Lenin. Det er velkendt, at nummeret af Vorwärts med den patriotiske udtalelse fra Socialdemokratiet af Lenin blev anset for at være en forfalskning fra den tyske generalstab. Først efter han var absolut overbevist om den forfærdelige sandhed, underkastede han sin evaluering af de grundlæggende tendenser i det tyske Socialdemokrati for revision, og mens han gjorde dette gjorde han det på leninistisk facon, dvs. Han gjorde op med dem en gang for alle.

Den 27. oktober skrev Lenin til A. Shlyapniko: [2] ”Jeg hader og afskyr Kautsky mere end nogen anden, med hans ondsindede, beskidte, selvtilfredse hykleri ... Rosa Luxemburg havde ret, da hun for længe siden skrev, at Kautsky har ’en teoretikers underdanighed’ – servilitet, med andre ord, servilitet over for partiets flertal, overfor opportunismen” (ibid., bind 35, 27. oktober 1914).

Var der ingen andre dokumenter – og der er hundredvis – kunne disse få linier alene ufejlbarligt klarlægge spørgsmålets historie. Lenin anså det for nødvendigt i slutningen af 1914 at informere en af de kollegaer, der stod ham nærmest på det tidspunkt, om at ”nu”, i det nuværende øjeblik, i dag, i modsætning til fortiden, ”hader og afskyr” han Kautsky. Sætningens skarphed er en indikator, der ikke er til at misforstå, for i hvilket omfang, Kautsky forrådte Lenins håb og forventninger. Ikke mindre sigende er den anden sætning, ”Rosa Luxemburg havde ret, da hun for længe siden skrev, at Kautsky har ’en teoretikers underdanighed’...” Lenin skynder sig her at anerkende den ”sanddruhed”, som han ikke så tidligere, eller som han i det mindste ikke anerkendte til fulde hos Rosa Luxemburg.

Således er de store kronologiske vejvisere i spørgsmålene, der samtidig er vejvisere i Lenins politiske biografi. Det er en uomgængelig kendsgerning, at hans ideologiske kredsløb er kendetegnet ved en stadig stigende kurve. Men dette betyder blot, at Lenin ikke var født fuldt udviklet, som de ideologiske klatmalere fremstiller ham, men at han gjorde sig selv til Lenin. Lenin udvidede hele tiden sin horisont, han lærte af andre og trak sig dagligt op på et højere plan end han befandt sig på dagen før. I denne udholdenhed, i denne stædige beslutsomhed om en stadig åndelig vækst, fandt hans heroiske sjæl sit udtryk. Hvis Lenin i 1903 havde forstået og formuleret alt, der var påkrævet for kommende tider, så ville resten af hans liv kun have bestået af gentagelser. I virkeligheden var dette overhovedet ikke tilfældet. Stalin stempler simpelthen Lenin med det stalinistiske stempel og veksler ham ud med nummererede talemåder.

I Rosa Luxemburgs kamp imod Kautsky, særligt i 1910-14, optog spørgsmålet om krig, militarisme og pacifisme en vigtig plads. Kautsky forsvarede det reformistiske program: våbenbegrænsninger, en international domstol osv. Rosa Luxemburg kæmpede resolut imod dette program som illusorisk. På dette spørgsmål var Lenin i nogen tvivl, men i en vis periode stod han tættere på Kausky end på Rosa Luxemburg. Fra samtaler på dette tidspunkt med Lenin, kan jeg huske, at Kautskys følgende argument gjorde stort indtryk på ham: lige som i indenlandske spørgsmål, hvor reformer er produkter af revolutionær kamp, så er det muligt i internationale forhold at kæmpe for og opnå visse garantier (”reformer”) ved international klassekamp. Lenin anså det for aldeles muligt at støtte Kautskys standpunkt, forudsat at han, efter polemikken mod Rosa Luxemburg, vendte skytset mod højrefløjen (Noske og co. [3] ). Jeg kan ikke nu fra hukommelsen sige, i hvilken grad denne kreds af ideer fandt et udtryk i Lenins artikler; spørgsmålet ville kræve en særligt omhyggelig analyse. Jeg kan heller ikke ud fra min egen hukommelse sige, hvor tidligt Lenins tvivl på dette spørgsmål blev løst. I hvert tilfælde fandt det udtryk ikke blot i samtaler, men også i korrespondance. Et af disse breve er i Karl Radeks besiddelse.

Jeg anser det for nødvendigt at fremkomme beviser som vidner for at forsøge at redde et særdeles værdifuldt dokument til Lenins teoretiske biografi. I efteråret 1926, på samme tid som vi arbejdede på at lave den fælles platform for Venstreoppositionen, fremviste Radek over for Kamenev, Zinoviev, jeg selv – og sikkert også andre kammerater – et brev til ham fra Lenin (1911?), der indeholdt et forsvar for Kautskys standpunkt imod ”venstre”folkene i Tysklands kritik. Ifølge en vedtagelse fra centralkomiteen skulle Radek, ligesom alle andre, have afleveret dette brev til Lenin-institutet. Men i frygt for at det ville blive skjult, for ikke at sige destrueret, i Stalins falsknerifabrik, besluttede Radek sig for at beholde brevet indtil et mere gunstigt tidspunkt. Man kan ikke nægte, at der var et vist grundlag for Radeks holdning. I dag har Radek selv imidlertid en aktiv – om end ikke særlig ansvarsfuld – rolle i arbejdet med at producere politiske falsknerier. Det er tilstrækkeligt at huske på, at Radek, der i modsætning til Stalin er bekendt med marxismens historie, og som i hvert fald kender til dette brev fra Lenin, fandt det muligt at udtale sig offentligt i solidaritet med Stalins elendige vurdering af Rosa Luxemburg. Den omstændighed, at Radek handlede sådan under Yaroslavskijs [4] jernhånd fratager ham ikke for skyld, for kun foragtelige slaver kan afsværge marxismens principper i jernnævens princippers navn. Imidlertid handler det emne, vi bekymrer os om, ikke om en personlig karakteristik af Radek, men om Lenins brevs skæbne. Hvad skete der med det? Gemmer Radek det endda for Lenin-institutet? Næppe. Sandsynligvis har han betroet det til dem, det bør betros, som et håndgribeligt bevis på en uhåndgribelig hengivenhed. Og hvad er der derefter blevet af brevet? Er det bevaret i Stalins personlige arkiver sammen med de dokumenter, der kompromitterer hans nærmeste kolleger? Eller er det blevet destrueret ligesom så mange andre værdifulde dokumenter om partiets fortid er blevet det?

I hvert tilfælde kan der ikke være blot skyggen af politisk grund til at holde et brev skjult, som blev skrevet for to årtier siden og nu kun har historisk interesse. Men det er præcis brevets historiske værdi, der er særdeles stor. Det viser Lenin som han virkelig var, og ikke som han bliver genskabt i skikkelse og billede af de bureaukratiske tykpander, der bilder sig ind, at de er uafsættelige. Vi spørger, hvor er Lenins brev til Radek? Lenins brev må være, hvor det hører til! Læg det på bordet hos partiet og Komintern! [5]

Hvis man skulle tage uenighederne mellem Lenin og Rosa Luxemburg i deres helhed, så er den historiske korrekthed ubetinget på Lenins side. Men dette udelukker ikke den kendsgerning, at på visse spørgsmål og i bestemte perioder havde Rosa Luxemburg ret over for Lenin. Under alle omstændigheder var uenighederne, på trods af deres vigtighed og til tider deres ekstreme skarphed, udviklet på basis af revolutionær proletarisk politik, de begge havde tilfælles.

Da Lenin, da han beskæftigede sig med fortiden, i oktober 1919 skrev (”hilsner til italienske, franske og tyske kommunister”), at ”... i øjeblikket, hvor bolsjevikkerne tog magten og grundlagde sovjetrepublikken, var de forenede; de tiltrak alt det bedste i de tendenser af socialistisk tænkning, der lignede dem...” (ibid., bind 30, 10. oktober 1919), Jeg gentager, da Lenin skrev dette havde han uden tvivl Rosa Luxemburgs tendens i tankerne, hvis tætteste sympatisører som Markhlevsky, Dzerzhinsky [6] og andre arbejdede i bolsjevikkerne rækker.

Lenin forstod Rosa Luxemburgs fejltagelser mere grundlæggende end Stalin; men det var ikke et tilfælde, at Lenin en gang citerede det gamle mundheld i forbindelse med Rosa Luxemburg: Selv om ørnene styrtdykker og kyllingerne flyver, så vil kyllinger med spredte vinger aldrig stige op blandt skyerne på himlen. Dette er præcis sagen! Præcis pointen! Af denne grund burde Stalin gå frem med forsigtighed før han bruger sin ondsindede middelmådighed, når sagen drejer sig om skikkelser som Rosa Luxemburg.

I artiklen ”Et bidrag til spørgsmålet om diktaturets historie” (oktober 1920), skrev Lenin følgende om spørgsmålene om sovjetstaten og proletariatets diktatur, som revolutionen i 1905 allerede havde stillet: ”Mens sådanne enestående repræsentanter for det revolutionære proletariat og uforfalsket marxisme som Rosa Luxemburg omgående forstod betydningen af denne praktiske erfaring og foretog en kritisk analyse af det på møder og i pressen,” skrev han, ”... viste folk af den fremtidige ’kautskyanske’ type sig (derimod) at være aldeles ude af stand til at forstå betydningen af denne erfaring...” (ibid., bind 31, 20. oktober 1920). På få linier viser Lenin fuld anerkendelse til den historiske betydning af Rosa Luxemburgs kamp imod Kautsky – en kamp, som Lenin langt fra omgående havde evalueret til fulde. Hvis Rosa Luxemburg for Stalin, Chiang Kai-Sheks allierede og Purcells [7] våbenfælle, ”arbejderbondepartiets” og ”det demokratiske diktaturs” teoretiker osv. – hvis Rosa Luxemburg for ham er repræsentanten for centrisme, så er hun hos Lenins repræsentant for ”uforfalsket marxisme.” Hvad denne betegnelse fra Lenins pen betyder, er klart for enhver, der blot er en smule bekendt med Lenin.

Jeg vil bruge denne lejlighed til her at påpege, at i noterne til Lenins Værker bliver der blandt andet sagt følgende om Rosa Luxemburg: ”Under Bernsteins revisionismes blomstringsperiode og senere under ministerialismen (Millerand [8] ), førte Luxemburg en afgørende kamp imod denne tendens og indtog sin position i det tyske partis venstrefløj ... I 1907 deltog hun som delegeret for Polens og Litauens socialdemokrati på RSDAP’s London-kongres, hvor hun støttede den bolsjevikiske fraktion på alle grundlæggende spørgsmål om den russiske revolution. Fra 1907 hengav Luxemburg fuldt ud sig selv til arbejdet i Tyskland, indtog en venstreradikal position og førte en kamp imod midten og højrefløjen ... Hendes deltagelse i opstanden i januar 1919 har gjort hendes navn til den proletariske revolutions banner.”

Naturligvis vil disse noters forfatter efter al sandsynlighed i morgen tilstå sine synder og erklære, at på Lenins tid skrev han i en tilstand af uvidenhed, og at han først opnåede komplet oplysning i Stalins epoke. I øjeblikket bliver denne type erklæringer – kombinationer af sykofanti, idioti og narrestreger – bragt dagligt i Moskvas presse. Men de ændrer ikke på tingenes natur: Det, der én gang er blevet nedfældet sort på hvidt kan ikke hugges om med øksen. Ja, Rosa Luxemburg er blevet den proletariske revolutions banner!

Hvordan og hvorfor ulejligede Stalin sig da pludseligt – på så sent et tidspunkt – med at revidere den gamle bolsjevikiske evaluering af Rosa Luxemburg? Som det var tilfældet med alle hans foregående teoretiske aborter, ligeså med hans seneste og mest skandaløse, og oprindelsen ligger i logikken i hans kamp imod teorien om den permanente revolution. I denne ”historiske” artikel bruger han den centrale plads på denne teori. Der er ikke et eneste nyt ord i det, han siger. Jeg har for længe siden besvaret alle hans argumenter i min bog Den Permanente Revolution. Fra et historisk synspunkt vil spørgsmålet blive tilstrækkeligt klarlagt, mener jeg, i andet bind af Den Russiske Revolutions historie, der nu er i trykken. I det nuværende tilfælde angår spørgsmålet om den permanente revolution os kun fordi Stalin forbinder det med Rosa Luxemburgs navn. Vi skal nu se, hvorledes den ulykkelige teoretiker har formået at opsætte en dødelig fælde for sig selv.

Efter at have opridset uenigheden mellem mensjevikkerne og bolsjevikkerne omkring spørgsmålet om de drivende kræfter i den russiske revolution, og efter mesterligt at have presset en lang række fejltagelser ind på få linier, hvilket jeg er nødt til at forbigå uden undersøgelse, skriver Stalin: ”Hvad var holdningen hos de tyske venstre-socialdemokrater, hos Pavrus [9] og Rosa Luxemburg, til denne uenighed? De opfandt et utopisk og halvmensjevikisk skema for den permanente revolution ... Senere blev dette semi-mensjevikiske skema for permanent revolution taget op af Trotskij (og til dels af Martov [10] ) og vendt som våben i kamp mod leninismen.” Således er den uventede historie bag teorien om den permanente revolutions oprindelse, ifølge Stalins seneste historiske forskning. Men, ak, forskeren glemmer at konsultere sine egne tidligere værker. I 1925 havde denne samme Stalin allerede udtrykt sig om dette spørgsmål i polemikken mod Radek. Her er hvad han skrev dengang: ”Det var ikke sandt, at teorien om den permanente revolution ... blev fremsat i 1905 af Rosa Luxemburg og Trotskij. Faktisk blev denne teori fremsat af Pavrus og Trotskij” Denne sætning kan findes på side 185 af Leninismens Problemer, russisk udgave, 1926. Lad os håbe, at den er fastholdt i alle udenlandske udgaver.

Så i 1925 erklærede Stalin, at Rosa Luxemburg var uskyldig i en så afgørende synd som at have deltaget i skabelsen af teorien om den permanente revolution. ”Faktisk blev denne teori fremsat af Pavrus og Trotskij.” I 1931 bliver vi informeret af selv samme Stalin, at det præcist var Pavrus og Rosa Luxemburg, der ”opfandt et utopisk og halvmensjevikisk skema for den permanente revolution.” Hvad angår Trotskij, så er han uden skyld i at have skabt teorien, han ”tog den” blot, samtidig med ... Martov! Endnu en gang er Stalin taget på fersk gerning. Måske skriver han om spørgsmål, som han hverken kan finde hoved eller hale på. Eller også blander han bevidst mærkede kort, mens han spiller med marxismens grundlæggende spørgsmål? Det er ikke korrekt at stille dette op som et alternativ. Faktisk er både det ene og det andet sandt. De stalinistiske falsknerier er bevidste i den forstand, at de hvert givet øjeblik er dikteret af aldeles konkrete personlige interesser. På samme tid er de halvbevidste, i den forstand at hans indbyggede ignorance ikke sætter nogle hindringer for hans teoretiske småligheder.

Men kendsgerninger forbliver kendsgerninger. I sin krig imod ”den trotskistiske kontrabande” er Stalin faldet over en ny personlig fjende, Rosa Luxemburg! Han gjorde ikke holdt et øjeblik før han løj og bagvaskede hende, og før han satte sine store doser af vulgariteter og illoyalitet i omløb, gjorde han sig ikke engang den ulejlighed at rette, hvad han selv sagde om emnet seks år forinden.

Den nye variant af den permanente revolutions ideers historie viste sig først gennem et ønske om at lave en mere krydret ret end alle de foregående. Det er ikke nødvendigt at forklare, at Martov bliver trukket ind for at gøre de teoretiske og historiske kokkerier mere pikante. Martovs holdning til den permanente revolutions teori og praksis var ufortrøden antagonisme, og i gamle dage understregede han mere end en enkelt gang, at Trotskijs syn på revolutionen i lige høj grad blev afvist af bolsjevikkerne og mensjevikkerne. Men det er ikke værd at gøre ophold ved dette. Det der i sandhed er fatalt her, er at der ikke er et eneste større spørgsmål om den internationale proletariske revolution, om hvilket Stalin ikke har formået at udtrykke to direkte modsatte synspunkter. Vi ved alle, at han i april 1924 i Leninismens Problemer slog afgørende fast, at det er umuligt at bygge socialisme i ét land. I efteråret, i en ny udgave af bogen, skiftede han dette ud med et bevis – dvs. en proklamation – om, at proletariatet ”kan og må” bygge socialisme i ét land. Resten af teksten var uændret. På spørgsmålet om arbejder-bonde partiet, om Brest-Litovsk forhandlingerne, ledelsen for oktoberrevolutionen, om det nationale spørgsmål osv. osv. Stalin har formået at fremsætte synspunkter, der aldeles udelukker hinanden indenfor perioder af få år, sommetider få måneder. Det ville være forkert at skyde skylden på en dårlig hukommelse. Sagen stikker dybere. Stalin mangler komplet en metode for videnskabelig tænkning, han har ingen kriterier eller principper. Han går til hvert spørgsmål, som om hvert spørgsmål blev født i dag og er adskilt fra alle andre spørgsmål. Stalin laver kun sine bedømmelser ud fra, hvilke af hans personlige interesser, der er mest presserende i dag. De modsætninger, der fanger ham er den direkte hævn for hans vulgære empirisme. Rosa Luxemburg fremtræder ikke for ham i lyset af den tyske, polske og internationale arbejderbevægelse over det sidste halve århundrede. Nej, hun er for ham hver gang en ny, og desuden isoleret, skikkelse, om hvem han ved hver nye situation er nødt til at spørge sig selv på ny ”hvem er det, ven eller fjende?” Ufejlbarligt instinkt har denne gang hvisket til teoretikeren bag socialisme i et land, at Rosa Luxemburgs skygge er komplet fjendtlig over for ham. Men det hindrer ikke den store skygge i at være den proletariske revolutions banner.

Rosa Luxemburg kritiserede meget hårdt og grundlæggende ukorrekt bolsjevikkernes politik i 1918 fra sin fængselscelle. Men selv i dette, hendes mest fejlagtige værk, kan man se hendes ørnevinger. Her er hendes generelle evaluering af opstanden i oktober: ”Alt som et parti kunne tilbyde af mod, revolutionært udsyn og fasthed i det historiske øjeblik, har Lenin, Trotskij og de andre kammerater udvist i rigt mål. Al den revolutionære ære og kapacitet, som Socialdemokratiet i Vesten manglede, blev repræsenteret af bolsjevikkerne. Deres oktoberopstand var ikke blot den faktiske redning af den russiske revolution; det var også redningen af den internationale socialismes ære.” Kan dette være centrismens stemme?

På de efterfølgende sider underkaster Luxemburg bolsjevikkernes politik på landbrugsområdet, deres parole om national selvbestemmelse, og deres afvisning af formelt demokrati, for hård kritik. I denne kritik, som vi kan tilføje er rettet ligeligt mod Lenin og Trotskij, gør hun ingen forskel overhovedet mellem deres synspunkter, og Rosa Luxemburg vidste, hvordan man læste, forstod og opfangede nuancer. Det faldt hende end ikke ind, for eksempel, at anklage mig for den kendsgerning at jeg ved at erklære mig for solidarisk med Lenin på spørgsmålet om jord, havde jeg ændret min opfattelse af bønderne. Og desuden kendte hun disse synspunkter særdeles godt, siden jeg havde udviklet dem i detaljer i 1909 i hendes polske avis. Rosa Luxemburg afslutter sin kritik med krav om, at ”i bolsjevikkernes politik må det essentielle adskilles fra det uessentielle, det grundlæggende fra det tilfældige.” Hun opfatter det grundlæggende som massernes aktion, viljen til socialisme. ”I dette,” skriver hun” var Lenin og Trotskij og deres venner de første, de som gik foran som eksempel for verdens proletariat; de er stadig de eneste indtil nu, der kan råbe sammen med Hutten, ’Jeg turde!’”

Ja, Stalin har tilstrækkelig grund til at hade Rosa Luxemburg. Men desto mere påtrængende bliver derfor vores pligt til at værne om Rosas minde mod Stalins bagvaskelse og videreføre dette i sandhed smukke, heroiske og tragiske billede til de unge generationer af proletariatet i al dets storslåede og inspirerende kraft.
Noter

[1]: August Bebel (1840-1913) var sammen med Wilhelm Liebknecht stifter af det tyske Socialdemokrati. Partiet blev magtfuldt under hans ledelse, der, ligesom Kautsky, formelt afviste revisionisme, men bar ansvaret for væksten af opportunistiske tendenser, der overtog SPD kort efter hans død.fængslet af Stalin, hans skæbne er ukendt.

[2]: Alexander Shlyapnikov (1885-1937) var aktiv i den illegale bolsjevikiske organisation i Rusland under første verdenskrig og en af heltene fra borgerkrigen. Han stod i spidsen for ”Arbejderoppositionen” 1921-23, og sluttede sig senere til gruppen med ”de 22”, der var meget kritiske overfor NEP. Han blev

[3]: Gustav Noske (1868-1946) var en af lederne af højrefløjen i det tyske socialdemokratiske parti. Han var forsvarsminister i 1919 og stod for undertrykkelsen af den spartakistiske opstand. Som minister beordrede han henrettelsen af Luxemburg og Liebknecht.

[4]: Emelyan Yaroslavskij (1878-1943) var en af de øverste stalinistiske specialister i jagten på ”trotskisme”, hvilket imidlertid ikke forhindrede ham i at falde i unåde i 1931-32, dan han ikke fulgte med den hastighed, hvormed Stalin ønskede at omskrive den sovjetiske historie.

[5]: Komintern (forkortelse af Kommunistisk Internationale, også kendt som Tredie Internationale) blev organiseret under ledelse af Lenin og Trotskij som den revolutionære efterfølger til den socialdemokratiske Anden Internationale. I Lenins tid blev der holdt kongresser hvert år, den første i 1919, den anden i 1920, den tredje i 1921, den fjerde i 1922 – på trods af borgerkrigen og usikkerheden i Sovjetunionen. Trotskij anså de første fire kongressers teser for de politiske hjørnesten i Venstreoppositionen og Fjerde Internationale. Den femte kongres, hvor Stalins maskine havde kontrollen, blev holdt i 1924, den sjette ikke før 1928, og den syvende blev først holdt i 1935. Trotskij kaldte den syvende kongres ”likvideringskongressen”, og den blev den sidste før Stalin, uden så meget som at indkalde til en kongres, i 1943 opløste Komintern som en gestus over for imperialisterne.

[6]: Julian Markhlewsky (1866-1925) var veteran i den polske arbejderbevægelse og sammen med Rosa Luxemburg stifter af det polske Socialdemokrati. Arbejdede i årtier i den tyske arbejderbevægelse. Efter den russiske revolution var han leder af Universitetet for Østens Folk i det leninistiske Kominitern.
Felix Dzerzhinsky (1877-1926), medstifter af det polske Socialdemokrati, var aktiv i den polske og russiske revolutionære bevægelse. Efter revolutionen stod han i spidsen for Tjekaen fra dens oprettelse i december 1917, og fra 1924 også for det Øverst Råd for Nationaløkonomi. Han støttede Stalin.

[7]: Albert Purcell (1872-1935) var leder af det britiske LO’s hovedbestyrelse og af den anglo-russiske fagforeningskomité under forræderiet mod den britiske generalstrejke i 1926.

[8]: Alexandre Millerand (1859-1943) blev den første socialist, der gik ind i en borgerlig regering, da han blev handelsminister i den franske regering i 1899; han blev senere ekskluderet fra Socialistpartiet. Han indtog flere ministerposter og blev republikkens præsident i 1920. Rosa Luxemburg skrev en række artikler i 1900-01 under overskriften ”Socialisternes krise i Frankrig”, der skarpt fordømte Millerand.

[9]: Alexander Pavrus (1869-1924), før første verdenskrig kendt som en marxistisk teoretiker i Østeuropa, samarbejdede med Trotskij og nåede konklusioner, der lignede teorien om den permanente revolution. Trotskij brød med ham i 1914, da Pavrus blev en af lederne i krigstilhængernes fløj i det tyske socialdemokrati. I 1917 forsøgte han at forsone det tyske parti med bolsjevikkerne og senere de uafhængige socialister med den socialdemokratiske Ebert-Noske ledelse.

[10]: Julius Martov (1873-1923), en af grundlæggerne af det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Han var en af Lenins tætte samarbejdspartnere i de tidlige år. Senere blev han mensjevikisk leder, gik imod oktoberrevolutionen og emigrerede til Tyskland i 1920.


Fingrene væk fra Rosa Luxemburg!

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere